Tag med forfatteren af American Psycho til 80’ernes sorgløse Los Angeles. Læs et uddrag af Skår her.
Bret Easton Ellis er tilbage med sin nye, store roman Skår om en gruppe priviligerede high school-elevers sorgløse liv i Los Angeles i 1981.
Skår er første roman fra Bret Easton Ellis i 13 år. Vi følger en gruppe unge mennesker på 17 år, der oplever en formativ sommer fyldt med store følelser, alkohol og stoffer, sex, kærlighed og jalousi. Mens denne sommer hastigt fører dem ind i voksenlivet, begynder teenagere at forsvinde og en seriemorder hærger englenes by.
Skår udkommer den 30. maj 2023 på dansk i Karsten Nielsens fremragende oversættelse. Den 10. juni kan du møde Bret Easton Ellis som hovednavn på årets Heartland Festival i samtale med Martin Krasnik.
Bret Easton Ellis fortæller om Skår:
Se en video hvor Bret Easton Ellis fortæller om sin nye roman:
Læs første kapitel af Bret Easton Ellis’ længeventede roman Skår herunder.
Skår
Bret Easton Ellis
Jeg kan huske at det var eftermiddag, søndagen før Labor Day i 1981, og få dage senere, tirsdag den 8. september, skulle vi starte på vores sidste år i high school – og jeg kan huske at Windover Hestepension, hvor Deborah Schaffer havde sin nye hest, Spirit, opstaldet i en af de tyve bygninger, lå på en skråning bag Malibu, og jeg kan huske at jeg var alene i bilen og lå bag Susan Reynolds og Thom Wright i Thoms Corvette cabriolet, og at vi kørte ad Pacific Coast Highway med havet glitrende mat på venstre hånd i den fugtige luft indtil vi drejede ind ad en sidevej der førte op til staldene, og jeg kan huske at jeg lyttede til The Cars’ ”Dangerous Type” på et mixtape jeg havde sat sammen med blandt andre Blondie, The Babys, Duran Duran, mens jeg holdt mig bag Thoms bil op ad den bugtede vej til hestepensionen og staldene hvor vi parkerede ved siden af Deborahs skinnende nye BMW, som var den eneste bil på parkeringspladsen den søndag, hvorefter vi meldte os på kontoret og fulgte en sti gennem en klynge træer indtil vi fandt Debbie der havde godt fat i tøjlerne på Spirit som travede alene rundt på en indhegnet ridebane – hun var siddet af, men hesten havde stadig saddel på, og hun var i ridetøj.
Jeg fik et chok da jeg så hesten – og jeg kan huske hvordan jeg fik kuldegysninger da jeg stod foran den selvom det var stegende hedt den eftermiddag. Spirit var afløseren for en anden hest som Debbie havde sendt på aftægt i juni.
”Hej,” sagde Debbie til os med sin klangløse, monotone stemme. Jeg kan huske hvor hul den lød midt i det øde landskab – som et næsten stumt ekko. De velholdte stalde var malet hvide og grangrønne, og bag dem blokerede en skov af træer for udsigten til Stillehavet – man kunne skimte små, spejlblanke øer af blåt, men alting virkede afskærmet og stillestående, intet rørte sig, som om vi var under en plastickuppel af en art.
Jeg kan huske at jeg følte at jeg på en eller måde skulle tvinges til at besøge staldene blot fordi Debbie og jeg var blevet kærester den sommer, og at jeg ikke kunne sno mig udenom selvom jeg ikke havde specielt meget lyst til det. Men jeg havde resigneret: Jeg ville sådan set helst være blevet hjemme for at arbejde på den roman jeg var ved at skrive, men jeg var sytten år gammel og derfor også til en vis grad interesseret i at spille spillet.
Jeg kan huske at Thom sagde:
”Wow,” da han nærmede sig hesten, og det kunne måske nok virke ægte og spontant som alt andet ved Thom, men det var også, ligesom Debbies intonation, uden substans, som om han basalt set ikke havde nogen mening om det:
Alt var cool, alt var chill, alt var et tamt wow. Susan mumlede samtykkende og tog sine Wayfarer-solbriller af.
”Hej, smukke,” sagde Debbie til mig og plantede et kys på min kind.
Jeg kan huske at jeg forsøgte at stirre beundrende på dyret, men jeg havde virkelig ikke lyst til at engagere mig i hesten – og alligevel fik jeg et chok fordi den var så stor og levende.
Tæt på var den sådan ret fantastisk, og den gjorde indtryk på mig, helt sikkert, men den virkede bare alt for kæmpestor, den var et muskelbundt, en trussel – Den kan gøre dig fortræd, tænkte jeg, selvom den sådan set var helt rolig og lige da var okay med at vi strøg den over flankerne.
Jeg kan huske at jeg udmærket vidste at Spirit blot var endnu et udtryk for Debbies rigdom og den skødesløse attitude som fulgte med: Udgifterne til at holde og opstalde dyret var givetvis astronomiske, men hvor interesseret var en syttenårig pige som hende egentlig når det kom til stykket, og ville hun kunne bevare interessen fremover?
Debbie og jeg havde kendt hinanden siden 5. klasse, men der var en masse jeg ikke vidste om hende, og først da vi blev kærester sommeren før vores sidste år på high school, og jeg så hylderne på hendes værelse der bugnede af bånd, præmier og fotografier fra forskellige ridestævner, gik det op for mig at hun altid havde været vild med heste.
Selv havde jeg fra starten været mere interesseret i Debbies far, Terry Schaffer, end i hende. I 1981 var Terry Schaffer niogtredive og allerede ekstremt velhavende. Han havde tjent hovedparten af sin formue på nogle få film der var blevet kæmpe kassesucceser – i to af tilfældene helt uventet – og han var en af Hollywoods mest afholdte og efterspurgte producere.
Han havde god smag, eller i hvert fald det Hollywood anså for god smag, og to Oscar-nomineringer på sit cv, og han blev konstant tilbudt job som topchef for det ene eller det andet filmselskab, men det var ikke noget for ham.
Desuden var Terry homoseksuel – ikke åbent, men i al diskretion – og han var gift med Liz Schaffer der var faret uhjælpeligt vild i sin privilegerede livsstil og personlige smerte, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over om hun overhovedet lagde mærke til Terrys homoseksualitet længere. Deborah var deres eneste barn. Terry døde i 1992.
Thom stillede Debbie en masse banale spørgsmål om hesten, og Susan sendte mig et blik og smilede – jeg himlede med øjnene, ikke ad Thom, men ad selve situationen der var dybt uinteressant. Susan gjorde det samme, og der opstod en forståelse mellem os som vores respektive kærester ikke havde del i.
Efter at vi havde klappet og beundret hesten, var der ikke rigtig nogen grund til at blive hængende længere, og jeg kan huske at jeg tænkte: Er det her virkelig grunden til at jeg kørte hele den lange vej ud til Malibu? For at møde Debbies åndssvage nye hest og klappe den på mulen?
Og jeg kan huske at jeg stod der og på en måde følte mig akavet, men jeg er sikker på at hverken Thom eller Susan havde det sådan, for de følte sig næsten altid på højde med situationen og mistede aldrig fatningen, de tog alting i stiv arm, og Susans himmelvendte øjne var nok fortrinsvis til min ære, men ikke desto mindre var jeg hende taknemmelig. Debbie kyssede mig let på munden.
”Ses vi senere hjemme hos mig?” spurgte hun.
Jeg blev kortvarigt distraheret af den hviskende samtale Thom og Susan havde kørende, men så vendte jeg opmærksomheden mod Debbie. Jeg kom i tanke om at hun havde inviteret nogle folk over til huset i Bel Air samme aften, og jeg sendte hende et smil for at berolige hende.
”Ja, helt sikkert.”
Og så, på stikord, som om det hele var indstuderet, gik Thom og Susan og jeg tilbage til vores biler mens Debbie og en af Windovers ansatte i arbejdsuniformen bestående af hvide jeans og vindjakke trak Spirit tilbage til hans bås.
Jeg kørte bag Thom og Susan ad Pacific Coast Highway, og da de drejede til venstre ad Sunset, som gik hele vejen fra stranden til porten ved Bel Airs East Gate-kvarter, hørte jeg et nummer på mit mixtape som jeg godt kunne lide, selvom jeg aldrig ville indrømme det, REO Speedwagons ”Time for Me to Fly”, en fjoget ballade om en tabertype der langt om længe får taget sig sammen til at slå op med sin kæreste, og alligevel handlede sangen i min syttenårige bevidsthed om forvandling, og tekstbidden I know it hurts to say goodbye, but it’s time for me to fly … fik en anden betydning der i foråret og sommeren 1981.
Den handlede om at forlade en sfære og bevæge sig ind i en ny, præcis som jeg havde gjort. Og der skete egentlig ikke noget særligt på hestepensionen den søndag, så det er ikke derfor jeg husker det hele så tydeligt – det var bare Thom og Susan og mig der kørte ud til Malibu for at se hesten – jeg husker det fordi eftermiddagen gled over i den aften hvor vi første gang hørte navnet på den nye elev som skulle gå på sidste år ligesom os det efterår, vores sidste år på Buckley: Robert Mallory.
Thom Wright og Susan Reynolds havde været kærester siden andet år på high school og var nu de mest populære elever ikke kun på vores årgang, men på hele Buckley, efter at Katie Choi og Brad Foreman var dimitteret i juni, og enhver kunne se hvorfor:
Thom og Susan var smukke på den der uanstrengte måde, ærkeamerikanske med mørkeblond hår, grønne øjne og solbrændte året rundt, så logisk nok var de blevet magnetisk tiltrukket af hinanden, og det var stort set umuligt at skille dem ad – de var næsten altid sammen.
De kom begge fra velhavende familier i Los Angeles, men Thoms forældre var skilt, faren var flyttet til New York, og bortset fra når Thom besøgte sin far på Manhattan, var han altid i nærheden af Susan. De var forelskede i hinanden i godt to år indtil det efterår i 1981 hvor en af dem ikke længere var det, og det udløste en lang række grufulde begivenheder.
Jeg havde været forgabt i dem begge, men indrømmede aldrig over for nogen af dem at der egentlig var tale om forelskelse.
Jeg havde været Susans bedste drengeven siden jeg mødte hende på Buckley i 7. klasse, og fem år senere vidste jeg tilsyneladende alt om hende:
Jeg vidste hvornår hun fik menstruation, og kendte til alle skænderierne med hendes mor samt de indbildte krænkelser og afsavn hun angiveligt led under, og jeg vidste hvilke drenge på skolen hun havde sukket efter før hun mødte Thom.
Hun fornemmede på et eller andet plan at jeg var hemmeligt forelsket i hende, men hun sagde aldrig noget selvom vi altid gik op og ned ad hinanden, hun nøjedes med at spille op til mig i situationer hvor jeg var for klæbende eller tværtimod ikke viste hende nok opmærksomhed.
Det havde været smigrende at folk troede vi var kærester, og jeg gjorde ikke det store for at mane rygterne i jorden før Thom trådte ind på scenen.
Susan Reynolds var prototypen på den cool sydcaliforniske pige, selv som trettenårig, mange år før hun begyndte at køre i en åben BMW og altid var småskæv af marihuana eller valium eller en halv Quaalude (men altid velfungerende – hun scorede topkarakterer uden at anstrenge sig) og skamløst kom valsende gennem skolens buegange iført sine Wayfarer-solbriller, medmindre en lærer bad hende tage dem af – tilsyneladende havde alle elever på Buckley et par designersolbriller, men det var ikke tilladt at gå med dem på skolens område bortset fra på parkeringspladsen og idrætsanlægget Gilley Field.
Da vi kom i puberteten, betroede Susan mig tilsyneladende alt, og selvom jeg ikke var helt lige så åbenhjertig over for hende, havde jeg fortalt hende så mange hemmeligheder at hun vidste ting om mig som ingen andre kendte til, men der var grænser. Visse ting ville jeg aldrig afsløre over for hende.
Da vi kom op i de store klasser, fik Susan Reynolds status af vores årgangs uofficielle dronning, for hun var smuk, sofistikeret og dragende utilnærmelig samtidig med at hun udstrålede en doven og ligesom skødesløs seksualitet, selv før hun og Thom blev kærester – og det var ikke fordi hun var løs på tråden, for Thom var ret beset den første hun havde sex med – men i vores øjne havde Susans skønhed altid fået hende til at fremstå med en intens seksuel udstråling.
Senere bragte Thom det et skridt videre, og Susans sexappeal blev mere udtalt da de begyndte at date og alle vidste at de kneppede, men hun havde altid oset af sex, og måske havde de ikke engang kneppet i de første uger da de blev kærester dengang i efteråret 1979, men alligevel tænkte alle straks: Kan man overhovedet forestille sig at to teenagere der ser så godt ud, ikke knepper?
I starten af september 1981 var Susan og jeg stadig virkelig gode venner, og jeg tror at hun på nogle punkter følte sig tættere knyttet til mig end til Thom – vores forhold var selvfølgelig også et andet – men det var som om der nu havde sneget sig en vis forsigtighed ind i vores omgang med hinanden, og det handlede ikke nødvendigvis om noget konkret, men var snarere en generel utilpashed ved tingenes tilstand.
Hun havde været sammen med Thom i to år, og man kunne mærke at hun var begyndt at kede sig en smule. Jeg havde været ved at gå ud af mit gode skind, så misundelig var jeg på dem, men på det tidspunkt følte jeg at det var et overstået kapitel.
Thom Wright havde gået på Horace Mann, men ligesom Susan Reynolds skiftet skole i 7. klasse og startet på Buckley. Hans forældre var blevet skilt da han gik i 9., og hans far flyttede som sagt til Manhattan mens Thom blev boende hos sin mor i Beverly Hills.
Han havde altid været sød og køn og uden sammenligning den flotteste og slet og ret smukkeste dreng på vores årgang, men det var først i sommeren 1979 da han kom tilbage efter at have været på ferie hos sin far i New York i juni og juli, at han på en eller anden måde, og uden at nogen kunne gennemskue hvorfor, var blevet en mand – han havde gennemgået en slags forvandling den sommer, det søde og kønne var blevet nedtonet, og vi begyndte at se på Thom med andre øjne, for han var pludselig, men umiskendeligt blevet sexet da vi i september begyndte på andet år i high school.
Jeg havde sådan set altid syntes at Thom Wright var sexet, men nu gik det også op for alle andre at han havde en gudekrop, for hans kæbeparti stod bare ekstra skarpt, og håret var klippet kortere – noget helt almindeligt for drengene på Buckley (hovedsagelig fordi reglementet dikterede det), men Thoms frisure var nu pludselig tjekket, skelsættende, et tegn på mandighed – og da jeg efter sommerferien, den første uge i september, mødtes med ham i omklædningsrummet før gymnastik (i hele vores tid på Buckley havde vi skabe ved siden af hinanden), fik jeg åndenød, for han havde tydeligvis vægttrænet, og musklerne på bryst og arme og mave var hårdere og mere veldefinerede end de havde været i slutningen af juni da jeg sidst havde set ham i badebukser til et poolparty hjemme hos Anthony Matthews.
For slet ikke at tale om den blege hud på de nu veltrænede lår og balder, som badebukserne havde beskyttet mod solens stråler på weekendopholdene i The Hamptons, der stod i kontrast til resten af hans solbrune krop og gjorde mig helt mundlam.
Thom havde forvandlet sig til prototypen på den smukke teenagedreng, og det gjorde ham endnu mere tiltrækkende at han tilsyneladende ikke var klar over det selv, at han knap bemærkede det, som om det blot var en gave der helt naturligt var tilfaldet ham – han var simpelthen ikke forfængelig, han havde ingen nykker.
Jeg havde for længst opgivet ethvert håb om at Thom ville gengælde mine følelser, for i modsætning til mig var han helt igennem heteroseksuel.
Muligvis blev jeg genforelsket i Thom de første uger efter at han kom hjem fra New York i september 1979, men så var han pludselig sammen med Susan, og da vi alle sammen fik bil det følgende forår, blev vi i stedet en slags trekløver og begyndte at hænge ud sammen i weekenderne, tage til Westwood og gå i biografen, ligge i sandet i Jonathan Beach Club i Santa Monica og strejfe rundt i Century City Mall, og min betagelse af Thom og Susan gav nu ikke længere mening.
Ikke at Thom nogensinde ville have lagt mærke til det, men jeg er sikker på at Susan var klar over mine følelser og godt vidste at jeg begærede hende:
Hvis sandheden skal frem, var Thom i mange henseender temmelig spejlblank og uvidende, og alligevel var der noget fascinerende og tiltrækkende ved hans overfladiske væsen, noget beroligende, og man var aldrig anspændt i hans selskab, han var verdens mest tilbagelænede fyr, men ikke noget pothoved.
På det tidspunkt i sommerferien inden sidste år på Buckley tog Thom aldrig andre stoffer end coke, og altid kun en bane eller to, et par streger var nok til at få ham gennem en fest, og han drak ikke bortset fra en Corona i ny og næ.
Han var utrolig nem at være sammen med og altid frisk på det hele, så når jeg lagde an på ham i fantasien, gav han mig altid lov, jeg drømte om at han i det mindste lod mig gå et stykke ad vejen før han hensynsfuldt afviste mine tilnærmelser, dog ikke uden et kys og et blidt klem på mit lår helt oppe ved skridtet for at jeg ikke skulle føle mig afvist, men forgæves.
I nogle af mine mere vidtløftige fantasier afviste Thom ikke mine seksuelle tilnærmelser, og de endte altid med at vi begge to var badet i sved, og i mine drømme havde vi den vildeste, heftigste sex, og bagefter – det forestillede jeg mig i hvert fald – kyssede han mig inderligt mens han stønnede og gispede og lo dæmpet fordi han var helt himmelfalden over at jeg kunne tilfredsstille ham på måder Susan Reynolds aldrig ville komme i nærheden af.
Jeg havde ikke noget ønske om at Debbie Schaffer skulle kysse mig foran Thom og Susan på Windover Hestepension den eftermiddag, men det var heller ikke direkte generende at hun gjorde det.
På en måde var hun en slags eksperiment – det havde ikke været min plan at jeg absolut skulle have en kæreste mit sidste år på Buckley, det skulle da lige være Susan Reynolds – og alligevel var Debbie og jeg på en eller anden uforklarlig måde endt sammen inden ferien.
Det var sket til endnu en fest hos Anthony Matthews hvor hun uden opfordring begyndte at snave mig og tage på mig på en solseng ved den oplyste pool. Jeg lå og stenede på Quaalude, hun var på coke, det var midnat, og inde fra huset lød Split Enzs ”I Got You” (… I don’t know why sometimes I get frightened …), og jeg var et sted i mit liv hvor jeg stadig afprøvede om ikke jeg kunne blive tiltrukket af piger – den fase var endnu ikke overstået – og alle de fornødne elementer var tilsyneladende i spil.
Hun overfaldt mig sådan set bare, og til min egen store overraskelse gik jeg med på legen. Jeg var ret ligeglad med hvad folk tænkte om mig – alligevel var jeg så afgjort ikke sprunget ud som biseksuel på det tidspunkt, og jeg havde intet ønske om at give nogen falske forhåbninger – men jeg forholdt mig også temmelig passivt, og den sommer fulgte jeg bare i hælene på Debbie Schaffer, som jeg havde kendt det meste af min pubertet, og jeg tænkte at min og Susans og Thoms klike ville blive mere komplet hvis vi indlemmede hende, at alting ville blive mindre pinefuldt for mig, at det forhåbentlig ville gøre en af dem jaloux – hvilket selvfølgelig aldrig skete. Jeg så også en fordel i at komme tættere på Debbie, så jeg på den måde kunne nærme mig Terry Schaffer, hendes berømte far, som jeg altid havde været fascineret af og selv efter alle de år aldrig var kommet ind på livet af selvom det føltes som om jeg havde kendt Debbie altid.
Debbie havde gennemgået en forvandling fra at være en lidt kikset, småbuttet pubertetspige med tandbøjle og hestehale – selvom hun altid havde været bizart selvsikker eller måske blot forkælet og arrogant – til i 9. klasse at ligne en teenagedrengs våde drøm om en fræk skolepige.
Hendes bryster var fyldige og struttende, og hun benyttede sig af enhver lejlighed til at vise sin kavalergang frem. Det var ikke velset at pigerne på Buckley udstillede sig selv på den måde, og det blev forventet at den hvide bluse var knappet så højt op i halsen at den ikke afslørede noget, men mange af pigerne lod hånt om den regel når de gik på andet eller tredje år i high school, og der blev set igennem fingre med det afhængig af hvilken voksen der greb dem i det – reglerne kunne kort sagt bøjes.
Hun havde fantastisk flotte ben – lange og solbrændte og voksede – og de hvide ankelsokker, som hun altid gik med i sine tofarvede loafers, var en vigtig bestanddel af hendes fetichistiske look hvor den grå uniformsnederdel altid var så lårkort som overhovedet muligt uden at det var et brud på reglerne, og når hun sad ned, kunne man som regel snige sig til et glimt af de lyse, pink trusser hun elskede at gå i.
På sidste år var håret platinblond, Blondie-inspireret, og selvom det ikke var tilladt for pigerne i de mindre klasser at gå med makeup (man tolererede dog lipgloss), blev der set igennem fingre med det hvis de var let sminkede i de ældste klasser hvor mange ofte bar en diskret, farveløs læbestift, men Debbie smurte trodsigt tykt på i hot pink og blodrød selvom lærerne eller rektor, dr. Croft, med jævne mellemrum bad hende om at fjerne den. Susan gik stort set ikke med makeup, for Thom brød sig ikke om det.
Selvom Thom og Susan som par i mine øjne var tegnet skarpere op end noget andet i 1981 hvor alt var minimalistisk inspireret af new wave og punk – følelseslammelse og oprørstrang, nu var alt glat med skarpe vinkler, folk lagde konsekvent afstand til 70’er-kitsch – var de ikke desto mindre et levn fra en fjern fortid på trods af at de udadtil var nok så up to date og uanstrengt smarte, og de virkede ofte lige så glade, sorgløse og ubekymrede som skoleballets royale par i en film fra starten af 1960’erne.
Men på et tidspunkt i det sene forår 1981 i vores næstsidste år på high school hvor de næsten havde været kærester i to år, gik det op for mig at Thom var gladere end Susan. Kort tid før havde hun og jeg fulgtes ad gennem Westwood efter skole mens Thom var til baseballtræning. ”Jeg vil ikke kalde Thom ubegavet …” havde hun sagt i al fortrolighed.
Det kom helt umotiveret, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det, så jeg kiggede bare på hende. Og hun havde jo ret, for han fik altid pæne karakterer hvilket var nødvendigt når han brugte så megen tid på alle de sportsgrene han var en stjerne i: football, basketball, fodbold, baseball, løb – og han læste bøger og fordybede sig i dem (på andet år i high school bondede vi for alvor da vi fandt ud af at vi begge to var meget begejstrede for Den store Gatsby og Solen går sin gang), og han var blevet en næsten lige så stor filmentusiast som mig og gik ofte med i biografen til en repremiere i for eksempel Nuart hvor jeg så fik mulighed for at docere om forskellen på gode og dårlige Robert Altman-film og hvorfor Brian de Palma var en væsentlig instruktør.
”Men Thom kan indimellem være …” fortsatte Susan, men afbrød sig selv. Jeg kan huske at vi stod foran Postermat og overvejede om vi skulle gå ind, og at hun valgte sine næste ord med omhu. Jeg kan huske at Rumstation Jupiter, som foregik på en af planetens måner, gik lige ved siden af i Bruin-biografen.
”Ikke dum,” sagde hun og tav kort.
”Men uinteresseret.”
Jeg indvendte halvt i spøg at det ikke var nødvendigt for Thom at være noget. Han var hot, hans familie var rig.
Selv hvis Thom havde været snotdum, skulle han nok klare sig. Hvad var hendes pointe? Susan kiggede underligt på mig da jeg sagde det, og virkede irriteret over at jeg lagde så overdrevet megen energi i at forsvare noget så ufarligt og vagt.
”Du er jo heller ikke ligefrem selv det modsatte af hot, vel, Bret?” sagde Susan mens vi slentrede adstadigt hen ad fortovet.
Jeg gik og svingede med en gul pose fra Tower Records (Squeeze, East Side Story, den Kim Carnes-lp hvor ”Bette Davis Eyes” er på) og prøvede på at virke fuldkommen uanfægtet da jeg sagde:
”Men jeg er ikke Thom.”
Det gjorde hende endnu mere irriteret.
”Åh gud, du lyder som om du gerne vil være kærester med ham.”
”Kærester?” sagde jeg og smilede drillende.
”Tror du det kan lade sig gøre?”
Jeg lavede sjov, men provokerede også med vilje. Susan så på mig, og i første omgang smilede hun også, hemmelighedsfuldt og koket, hun havde sine Wayfarer-solbriller på og et tyndt lag lipgloss med tyggegummismag på læberne, men så blev hun alvorlig og sagde:
”Nej, det tror jeg ikke. Nej, det kan det ikke.”
Det irriterede mig at hun svarede på den måde, at hun på sin henkastede facon bare uden videre afviste tanken.
”Hold nu op, Susan, det var bare for sjov,” sagde jeg selvom det selvfølgelig ikke var det.
Susan sagde ikke noget da vi gik over Broxton Avenue, men blev bare ved med at kigge på mig som om hun grublede over et eller andet, men jeg var ikke sikker, for jeg kunne ikke se øjnene bag Wayfarer-solbrillerne.
”Hvorfra ved du at Thom ikke ville være interesseret?” spurgte jeg.
Til sidst sukkede hun og sagde:
”Åh, Bret, jeg håber du er lykkelig. Det gør jeg virkelig. Jeg sladrer ikke til nogen om dine hemmeligheder.”
Jeg lo og sagde:
”Du kender ikke mine hemmeligheder.”
Men vi fandt rent faktisk manglende brikker og hemmeligheder allevegne, og jeg havde ikke så få, og i det øjeblik spekulerede jeg på hvilke af dem Susan kendte, hvilke hun havde opdaget, og hvilke der stadig var et mysterium.
Alting tog fart når man fik bil som sekstenårig: Man blev mere fri og uafhængig end nogensinde, man kunne tage vare på sig selv, eller det troede man i hvert fald – det var den gældende illusion – og nu da vi var blevet ældre, og især hvis vi ikke havde søskende – hvilket ingen af os mærkeligt nok havde, hverken Thom, Susan eller Deborah, eller Matt Kellner eller jeg selv – følte vores forældre at de med større ret kunne arbejde til langt ud på aftenen eller rejse når det passede dem, og mange af dem tog på filmoptagelser i udlandet eller blot på længere, mere eksotiske ferier og efterlod os alene hjemme i Bel Air og Beverly Hills og Benedict Canyon og oppe på klippesiderne langs Mulholland Drive og ude i Malibu hvilket vi benyttede os af det næstsidste år i high school.
Vi havde meget større frihed nu, vi var mere mobile, og derfor kørte vi over og besøgte vores venner når vi havde lyst, eller tog ned og hang ud på den private strandklub efter en pludselig indskydelse, og nogle af drengene købte nu åbenlyst porno i kioskerne i Sherman Oaks og Studio City eller kørte indimellem til West L.A. eller Hollywood hvor man med et falsk id kunne købe blade og videobånd.
Vi begyndte også at hænge ud på Odyssey, en natklub på Beverly Boulevard tæt på hjørnet af La Cienega Boulevard, hvor de lukkede alle aldersklasser ind og ikke udskænkede alkohol, men hvis man kendte spillereglerne, kunne man score Quaaluder og marihuana og små breve kokain, og så var der den ekstra charme ved Odyssey, syntes jeg i hvert fald, at klientellet også bestod af homoseksuelle fyre selvom det angiveligt var en klub for heteroer – og selvom de homoseksuelle mænd måske var ældre end dem jeg var ude efter, var det første gang jeg var tæt på dem, og det havde været småspændende selvom jeg ikke lavede noget, men blot dansede med Thom og Susan og Jeff og indimellem Debbie og Anthony, og hvem der ellers var der, til klokken to eller tre om natten i weekenderne, og eftersom vores forældre stort set var fraværende det forår, kunne vi køre hjem når det passede os, sove længe og så starte forfra – det liv blev muligt fordi vi havde bil.
Vi var hellere ikke længere afhængige af at vores forældre kørte os til Westwood Village så vi kunne mødes og se to eller tre eller endda indimellem fire film (hvis vi var overambitiøse), og sådan tilbragte vi vores lørdage, med at prøve at få set alle fredagens premierer, og vores klike varierede fra weekend til weekend afhængig af hvilke film der blev vist, og hvem der gerne ville se hvad, vi var som regel mig og Thom, Jeff og Anthony, måske Kyle og Dominic.
Vi besluttede os altid lørdag formiddag efter at have ringet sammen på kryds og tværs mens vi bladede igennem Calendar-sektionen i Los Angeles Times for at finde ud af hvad vi ville se (i 1981 var der ikke andre muligheder hvis man ville vide hvad der gik hvor og hvornår), og når vi var klar, lavede vi en plan for hvor vi præcis befandt os i dagens løb, så pigerne vidste hvor de kunne støde til senere.
Pigerne plejede ikke at være interesserede i de to-tre eftermiddagsforestillinger vi havde planer om at se, så de mødte os altid senere til en let middag, som regel sushi et sted vi frekventerede lige syd for Le Conte Avenue en halv blok fra Village Theater og aftenens sidste film.
Vi fyre lagde ud med en frokost et eller andet sted ved 12-tiden – et af favoritstederne var Yesterdays og deres Monte Cristosandwich, og vi kunne også finde på at tage elevatoren fra gadeplan og ned til Good Earth, en eksklusiv helsekostrestaurant som var in på det tidspunkt, og hvor vi drak gigantiske glas iste med kanelsmag og spiste salater, eller også sad vi tætpakkede i en af Hamburger Hamlets røde båse og fik en patty melt efter at have købt billetter til den næste film i Bruin, der lå lige ved siden af på Weyburn Avenue.
Middagene kunne være på Chart House eller Mario’s oldschool italienske restaurant, og indimellem var vi en tur inde i Westworld-arkaden for at spille Space Invaders og Pac-Man, eller snusede i Postermat akkompagneret af 60’er-pigegrupper i højttalerne, eller ledte efter ny musik i Tower Records og Wherehouse, eller bladede i paperbacks i nogle af de store boghandler der lå i mange af gaderne – der var fem eller seks i 1981, nu er der ingen.
Aftenens sidste stop var altid Ships, en retro kaffebar på Wilshire Boulevard i udkanten af Westwood Village med et boomerangformet tag og et neonskilt formet som et atommissil, og på alle bordene var der askebæger og en brødrister, og så bestilte vi vaniljemilkshakes og røg kryddernellikecigaretter og blev hængende til efter midnat.
Vi testede forsigtigt grænserne for vores nyfundne frihed, og det tændte en ild i os så vi bare ville være voksne i en fart og lægge barndommens land bag os, for det føltes nu som en spændetrøje. Time for me to fly …
I slutningen af maj 1980 – helt præcis den 23. maj – havde Ondskabens hotel premiere, og jeg ville ind at se den så snart det lod sig gøre.
Jeg havde læst romanen da den udkom i 1977, hvor jeg allerede var stor fan af Stephen King og kunne hans første to bøger, Carrie og De dødes by, mere eller mindre udenad, og da jeg var tretten, skræmte romanudgaven af Ondskabens hotel mig fra vid og sans: det hjemsøgte Overlook Hotel, den vrede og alkoholiserede far der blev besat og drevet til mord af stedets ånder, sønnen der hele tiden var i fare og skræmt fra vid og sans, redrum, dyrefigurerne i hækkene som blev levende.
Jeg var besat af bogen, og den dag i dag betragter jeg den stadig som en af de romaner der var afgørende for at jeg fik lyst til at blive forfatter.
Det var faktisk lige efter at jeg blev færdig med at læse Ondskabens hotel for tredje gang i sommeren 1978 at jeg selv begyndte at skrive en roman som jeg stadig arbejdede på sidst på foråret i 1980, men snart derefter lagde i skuffen til fordel for det manuskript der senere blev til Less Than Zero.
Da jeg hørte at Stanley Kubrick skulle filmatisere Ondskabens hotel på et kæmpe budget, begyndte mit hjerte at banke heftigt, for det var første gang i min levetid at en film blev imødeset med så stor spænding, og jeg fulgte intenst med i de problemer der opstod under produktionsforløbet (forsinkelser, scener der skulle tages om igen og igen, en brand som ødelagde den vigtigste kulisse, et budget der blev overskredet i det uendelige).
Jeg kan ikke komme i tanke om andre film hvis tilblivelsesproces har fanget min interesse på samme måde – ikke engang de senere filmatiseringer af mine egne romaner var lige så spændende som hvordan Kubrick ville gribe Ondskabens hotel an, og jeg kunne næsten ikke styre min forventningsglæde.
Sidst på året i 1979 blev der frigivet en trailer, og den var helt enkel, næsten minimalistisk, og bestod blot af et enkelt billede, en enkelt kameraindstilling – hvor man dog savner de trailere der ikke som i dag afslører hele filmens handling med begyndelse, midte og slutning – af en elevator på Overlook Hotel hvor det ser ud som om dørene langsomt bliver tvunget fra hinanden fordi kabinen er fyldt med blod der begynder at strømme ud i slowmotion og så bølger i kaskader ud mod os indtil det slår ind mod kameraet og farver linsen rød og den neonblå tekst ruller op over dette ene billede.
Jeg så traileren mange gange i efteråret 1979 og starten af 1980, og hver gang sad jeg som naglet til biografsædet. Jeg begyndte at tælle dagene – ja, timerne – til jeg kunne se den færdige film.
Jeg kunne ikke se den om dagen den 23. fordi jeg var i skole, og jeg gad ikke tage ind til Westwood en fredag aften hvor der var proppet med mennesker, så min plan var at se filmen dagen efter – lørdag den 24. – klokken ti om formiddagen hvor der helt sikkert ville være færre mennesker end til de senere forestillinger samme dag.
Overraskende nok stemte de andre for forestillingen klokken tretten i Village Theater – det var lørdag, de ville sove længe, klokken ti var alt for tidligt. Jeg prøvede at argumentere for at der ville være meget længere kø senere på dagen fordi det var en særvisning og filmen kun var på plakaten i tre af Los Angeles’ biografer, men i sidste ende bakkede både Thom og Jeff og alle de andre ud og sagde at de ville møde mig efter filmen til frokost på D.B. Levy’s, en deli på Lindbrook Drive som vi kom på, og så se Imperiet slår igen i Avco senere på eftermiddagen.
Jeg var skuffet, for jeg ville se Ondskabens hotel med Thom, men jeg glædede mig ikke mindre af den grund. Det var første gang jeg skulle køre alene til Westwood og se en film, og jeg følte mig utrolig voksen da jeg den pågældende morgen på vej ned ad Mulholland Drive mod Beverly Glen Boulevard trykkede speederen i bund i den bil min far havde ladet gå i arv til mig, en firedørs metalgrøn Mercedes 450 SEL, noget lidt andet end den sportsvogn jeg havde drømt om da jeg fyldte seksten.
På turen hørte jeg et mixtape med hele Joe Jacksons Look Sharp og I’m the Man krydret med et par numre fra Clash-albummet London Calling og Elvis Costellos Armed Forces, og da jeg klokken halv ti parkerede bilen på Broxton Avenue over for Village Theater, så jeg til min store lettelse at der kun var en kort kø foran billetlugen, og jeg blev lukket ind i biografsalen uden ventetid.
Hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan huske at jeg var iklædt en ny, smart søgrøn Ralph Lauren-skjorte med polologoet i lilla, Calvin Klein-jeans og sejlersko – og at jeg beholdt mine Wayfarer-solbriller på da jeg købte billet. Ondskabens hotel havde en R-klassificering og var forbudt for børn under sytten medmindre de var ledsaget af en voksen, og et kort øjeblik frygtede jeg at jeg ville blive snuppet, på trods af at jeg havde et falsk id som jeg sjældent benyttede mig af, men man tog ikke den slags så højtideligt i L.A., og jeg fik ikke brug for det den morgen – fire dollars for en billet.
Før jeg trådte ind i den rummelige lobby, kiggede jeg op på stenskulpturerne af de vingede løver halvvejs oppe ad det halvtreds meter høje fox-tårn med det blåhvide neonskilt på toppen der rejste sig truende over Broxton og Weyburn Avenue og om aftenen var oplyst af projektører, og det slog mig igen at det var første gang jeg var taget alene ind til Westwood, og jeg følte mig som en rigtig voksen, og min krop boblede af forventning til fremtiden, hvad den end måtte bringe.
Jeg købte en æske Junior Mints og gik fra den veloplyste art deco-lobby ind i den gigantiske sals dæmpede mørke.
Der var færre mennesker end jeg havde frygtet, men klokken var også kun kvart i ti, og der ville helt sikkert blive fyldt, tænkte jeg da jeg satte mig og stirrede på det enorme tæppe foran 70mm-lærredet.
I skrivende stund forekommer det mig helt uvirkeligt at jeg kunne sidde overladt til mig selv i tyve minutter og tænke over tingene, på Thom og Susan, uden forstyrrelser af nogen art, at jeg ikke lavede andet end at vente og ikke skulle tjekke en telefon hvert andet øjeblik.
Jeg lænede mig blot tilbage i stolen og lod blikket vandre rundt i min yndlingssal, Westwoods største, der med sine fjorten hundrede sæder var sin helt egen, uendelige verden som jeg kunne søge tilflugt i, og det var et af de få steder hvor jeg følte at frelse rent faktisk var muligt, for når jeg sad i biografsædet, var film en religion der kunne forandre os, ændre vores opfattelse af tingene, og man kunne smelte sammen med lærredet og dele et kort øjebliks transcendens med resten af publikum – al frygt og alle skuffelser var som blæst væk i et par timer i salens katedral – film var simpelthen et narkotikum for mig.
Men det handlede også om kontrol: Man sad som en voyeur i mørket og belurede folks hemmeligheder, for det var film jo – scener man ikke burde overvære, og som ingen deroppe på lærredet var klar over at man sad og så på. Det var sådan noget jeg tænkte mens jeg tyggede fredsommeligt på en Junior Mint og lod den smelte på tungen og skævede til mit urs visere der nærmede sig klokken ti.
Det var som om lysene i salen langsomt blev dæmpet selvom der stadig var to minutter til at tæppet gik op.
Den ildevarslende musik fra filmens soundtrack begyndte at spille lavt i den hvælvede sal: raslende klapperslanger og fugletriller og klagende horn. Jeg mærkede et sug i maven da det gik op for mig at der ikke ville blive vist forfilm til særvisningen.
Og da var det jeg så den unge fyr.
Og det er årsagen til at jeg aldrig har glemt da jeg den 24. maj 1980 klokken ti så Ondskabens hotel i Village Theater i Westwood. Det er på grund af ham.
Jeg havde sat mig til rette yderst på rækken, tæt på gangen, bag i salen lige under balkonen som man fik adgang til den fra 3. sal i bygningen – den hang og svævede over de sidste ti gulvrækker uden at tage udsynet. Og da var det jeg fik øje på ham: en fyr på min egen alder der var så blændende smuk at jeg først troede han var filmstjerne eller en model fra GQ som jeg havde fantaseret om.
Lyset i salen blev langsomt dæmpet, og han kom gående op ad den mørke gang og så ud som om han ledte efter nogen. Hans træk var som mejslet i granit, han havde ørnenæse og et tykt og viltert, lyst hår der stod lige op i luften og fik hans ansigt til at se endnu mere skarpskårent ud, mens læberne var fyldige og kinderne en smule indsunkne.
Han var høj, vel omkring en firs, med smalle hofter og brede skuldre, og da han gik forbi, kunne jeg se hans kæber arbejde, han tyggede tyggegummi og var fokuseret på at finde den han ledte efter, og jeg kunne også se hans lange vipper, og jeg bildte mig selv ind at øjnene var blå, og at hele hans krop var solbrun.
En bølge af voldsomt begær skyllede ind over mig, og jeg fik øjeblikkeligt en brændende lyst til ham – følelsen ramte mig hårdt og pludseligt som et chok – og hans fysiske nærhed kombineret med mine forventninger til filmen der langt om længe skulle til at begynde, fik mig til at snappe efter vejret.
Fyren vakte noget dyrisk og primitivt til live i mig som jeg aldrig havde følt før, jeg ville have ham, og det skulle være nu, jeg ville have ham som ven, jeg var nødt til at få kontakt med ham, jeg måtte se ham nøgen, koste hvad det ville, jeg måtte bare besidde ham.
Jeg flyttede uroligt på mig i sædet mens tæppet i salen gik op og det tomme, hvide lærred kom til syne, jeg knyttede hænderne hårdt, vendte mig om og drejede hovedet i håb om at se hvor han forsvandt hen.
Warner Bros.-logoet kom ud imod os, og forteksterne til Ondskabens hotel begyndte at rulle hen over luftoptagelser af familiens Folkevogn på vej op ad de øde bjergveje til Overlook Hotel.
Men jeg var helt rundt på gulvet og sad og gloede efter den unge fyr der nu var på vej ned ad den anden gang længere væk.
Alligevel havde jeg bedre udsyn til hans krop: De ålestramme jeans fremhævede hans røv der smallede ind og gik over i en lang ryg – det var efterhånden det første jeg lagde mærke til ved en fyr – og jeg sad tryllebundet mens jeg kiggede efter den unge mand, denne gud, der var ved at forsvinde ud af syne.
Han må være ældre end mig, tænkte jeg – han gik nok på UCLA, måske var han allerede færdig, for han var for meget mand til stadig at gå i high school.
Halvvejs inde i filmen så jeg ham en gang til da han igen kom gående op ad gangen, og jeg følte at jeg var nødt til at tøjle samtlige muskler i min krop for ikke at følge efter ham ud til toilettet eller kiosken eller hvor han nu skulle hen, for mens jeg fulgte ham med blikket da han kom gående fordi, havde han set kort på mig – vi havde fået øjenkontakt, han lagde mærke til at jeg stirrede på ham – men han kiggede hurtigt væk efter at have holdt mit blik fast et kort sekund hvor han ligesom fangede mig ind, og jeg fantaserede om at han også var vild efter mig.
Da filmen var slut – jeg var ikke just imponeret, den kunne slet ikke måle sig med bogen, jeg følte mig snydt, men også at jeg var nødt til at lade mig dupere eftersom jeg havde ventet så længe på at se den – gik jeg ud i lobbyen, og jeg håbede at jeg ville støde på den unge fyr, men han var ikke at se nogen steder, hverken i køen til herretoiletterne, for jeg gik derhen og tjekkede det og stod også og ventede lidt for at se om han kom ud derfra, men det gjorde han ikke, eller foran biografen, for da jeg gik udenfor på gaden, var han der ikke.
En kæmpe menneskemængde ventede på at komme ind til næste forestilling klokken tretten – køen snoede sig rundt om bygningen, ned ad Broxton Avenue, hvorefter den slog et sving omkring Le Conte Avenue og fortsatte ad Gayley Avenue før den til sidst endte ved biografens billetsalg så den dannede et næsten ubrudt kvadrat rundt om hele fire husblokke.
Derudover var der flere hundrede andre mennesker foran Village Theater som ikke stod i kø, men tilsyneladende bare hang ud og snakkede ved foden af det gigantiske fox-tårn, så jeg blev også stående lidt i håbet om at få et enkelt glimt af den fortryllende fyr selvom jeg godt vidste at jeg ikke ville få ham at se igen.
Alligevel blev jeg lettet over at han var forsvundet, for synet ville have været alt for overvældende og helt sikkert en smule skuffende, for jeg ville aldrig få den samme betydning for ham som han i sidste ende fik for mig.
Jeg modellerede ligefrem en figur efter ham i en novelle jeg skrev den sommer, og i fiktionens verden kunne jeg gøre med ham hvad jeg ville.
Mens jeg fulgte Thoms bil gennem alle svingene ad Sunset Boulevard på vej til Bel Air den eftermiddag i september før Labor Day, sad jeg og tænkte på sommeren der var ved at være forbi: på at være blevet kærester med Debbie, hverdagene hvor vi hang ud i den private strandklub, de sene aftener på Du-par’s efter at have danset på Seven Seas i en kontrolleret whiskybrandert – i Californien skulle man være enogtyve for at drikke på barerne, men alle havde falsk id – og det var allerede længe siden vi havde lagt teenagerne på Odyssey bag os, nu var der poolparties – som regel hos Anthony Matthews eller Debbie Schaffer – Terry skaffede os ind til en forpremiere på Indiana Jones i Paramount-studierne, nogle af os var inde at se en midnatsforestilling med En amerikansk varulv i London i Avco-biografen i Westwood i premiereweekenden i august, vi var hamrende skæve og råbte og skreg overdrevent til de scener hvor David Naughton forvandlede sig til et uhyre, og vi begyndte at gå til koncerter med new wave-bands på små klubber – vi var på vej videre fra Eagles i Long Beach Arena (hvor vi var blandt publikum da de opløste bandet på scenen under det der senere viste sig at blive deres sidste koncert i femten år) og Pink Floyd der havde opført The Wall i Sports Arena i februar samme år – vores musiksmag var ved at ændre sig, og i stedet var det nu X på Whisky, The Go-Go’s på Starwood, The Plimsouls på The Roxy.
Det var den sommer hvor moden skiftede:
Alle drengene på vores årgang gik nu i Ralph Lauren-poloshirts i kække farver – pink og blå og grøn og lilla – en trend som Thom Wright og jeg havde startet, men nu med kraven slået op, og skotskternede shorts, og cardigansweatre, og vi gik i Armani-manchetskjorte med ørnelogo som en del af vores Buckley-skoleuniform, og sejlersko og penny loafers afløste de sædvanlige loafers med spænde og tennisskoene.
Vi prøvede at se tjekkede ud, vi gjorde alt for at virke cool, vi ville være voksne. I august det år begyndte MTV at vise musikvideoer, men ingen af os havde nogen anelse om hvordan det ville udvikle sig – Buggles’ ”Video Killed the Radio Star” var den første musikvideo der blev vist på kanalen, og selvom vi kendte nummeret og havde lyttet til albummet The Age of Plastic, som det stammede fra, havde vi ikke en chance for at vide hvilken dristig forudsigelse sangen og videoen senere morfede over i.
Som jeg sagde, var sommeren 1981 en drøm – paradisisk, som jeg yndede at kalde den – og derfor forestillede jeg mig at det sidste skoleår, der lå foran os, ville blive forholdsvis ukompliceret, at jeg ville komme nemt igennem det og bare kunne spille en indøvet rolle mens jeg planlagde min flugtrute, sandsynligvis til et eller andet sted på Østkysten, måske længere væk, måske på den anden side af et hav.
Det bliver et helt igennem uskyldigt år, tænkte jeg mens jeg kørte ad Sunset Boulevard, så let som en leg at komme igennem.
På trods af at vi alle sammen havde kendt hinanden siden 7. klasse eller længere, og vi angiveligt var åh så nære venner, og vi tog så mange uskyldige sandheder for givet, havde jeg ved sommerens slutning set i øjnene at det også var ved at gå op for os at disse vedtagne sandheder rent faktisk ikke var ægte, og jeg vidste at der var nogle af de ting der skete den sommer, som jeg aldrig i livet ville fortælle til mine bedste venner, Thom Wright og Susan Reynolds, eller til min nye kæreste, Deborah Schaffer.
De ville aldrig få noget at vide om de pragtfulde eftermiddage hvor jeg nøgenbadede sammen med vores skolekammerat Matt Kellner i Encino, eller om hvor længe jeg sad og tog Ryan Vaughn på inderlåret da vi sammen så Flugtaktion New York i en af Town & Country-biografens tre sale, svævende på den valium jeg havde taget i et af min mors mange glas med receptpligtig medicin – jeg havde allerede set filmen, men var ligeglad, for jeg havde bare lyst til at sidde tæt op ad Ryan i biografsalens mørke.
Mine skolekammerater ville aldrig få at vide at Matt Kellner suttede den af på mig i sit gæstehus ved poolen bag sine forældres palæagtige ejendom på Haskell Avenue hvorefter jeg gled ned og gjorde det samme på ham, eller at Ryan Vaughn, som var en af de to anførere på skolens footballhold, ikke havde fjernet min hånd fra sit lår i den mørke biografsal en augustaften for kun et par uger siden.
♥️♥️♥️♥️♥️ – Politiken
★★★★★ – Jyllands-Poste
“748 siders fed, moderne prosakunst … fremragende oversat” – Weekendavisen
Stort anlagt fortælling af forfatteren bag mesterværket American Psycho.
En ung gruppe af high school elever vokser op i Los Angeles i 1981. De er privilegerede, 17 år og på vej ind i voksenlivet og en sommer fyldt med sex, jalousi, alkohol, stoffer, store følelser og en farlig leg med hinanden. På samme tid hærger en seriemorder byen, og teenagere begynder at forsvinde.
Skår er den modne, fuldt udfoldede Ellis-roman, læserne har ventet på i mange år. Oversat af Karsten Nielsen.
Tag med forfatteren af American Psycho til 80’ernes sorgløse Los Angeles. Læs et uddrag af Skår her.
Bret Easton Ellis er tilbage med sin nye, store roman Skår om en gruppe priviligerede high school-elevers sorgløse liv i Los Angeles i 1981.
Skår er første roman fra Bret Easton Ellis i 13 år. Vi følger en gruppe unge mennesker på 17 år, der oplever en formativ sommer fyldt med store følelser, alkohol og stoffer, sex, kærlighed og jalousi. Mens denne sommer hastigt fører dem ind i voksenlivet, begynder teenagere at forsvinde og en seriemorder hærger englenes by.
LÆS OGSÅ: Med sin nye roman Skår er Bret Easton Ellis tilbage, hvor det hele begyndte
Skår udkommer den 30. maj 2023 på dansk i Karsten Nielsens fremragende oversættelse. Den 10. juni kan du møde Bret Easton Ellis som hovednavn på årets Heartland Festival i samtale med Martin Krasnik.
Bret Easton Ellis fortæller om Skår:
Se en video hvor Bret Easton Ellis fortæller om sin nye roman:
Læs første kapitel af Bret Easton Ellis’ længeventede roman Skår herunder.
Skår
Bret Easton Ellis
Jeg kan huske at det var eftermiddag, søndagen før Labor Day i 1981, og få dage senere, tirsdag den 8. september, skulle vi starte på vores sidste år i high school – og jeg kan huske at Windover Hestepension, hvor Deborah Schaffer havde sin nye hest, Spirit, opstaldet i en af de tyve bygninger, lå på en skråning bag Malibu, og jeg kan huske at jeg var alene i bilen og lå bag Susan Reynolds og Thom Wright i Thoms Corvette cabriolet, og at vi kørte ad Pacific Coast Highway med havet glitrende mat på venstre hånd i den fugtige luft indtil vi drejede ind ad en sidevej der førte op til staldene, og jeg kan huske at jeg lyttede til The Cars’ ”Dangerous Type” på et mixtape jeg havde sat sammen med blandt andre Blondie, The Babys, Duran Duran, mens jeg holdt mig bag Thoms bil op ad den bugtede vej til hestepensionen og staldene hvor vi parkerede ved siden af Deborahs skinnende nye BMW, som var den eneste bil på parkeringspladsen den søndag, hvorefter vi meldte os på kontoret og fulgte en sti gennem en klynge træer indtil vi fandt Debbie der havde godt fat i tøjlerne på Spirit som travede alene rundt på en indhegnet ridebane – hun var siddet af, men hesten havde stadig saddel på, og hun var i ridetøj.
Jeg fik et chok da jeg så hesten – og jeg kan huske hvordan jeg fik kuldegysninger da jeg stod foran den selvom det var stegende hedt den eftermiddag. Spirit var afløseren for en anden hest som Debbie havde sendt på aftægt i juni.
”Hej,” sagde Debbie til os med sin klangløse, monotone stemme. Jeg kan huske hvor hul den lød midt i det øde landskab – som et næsten stumt ekko. De velholdte stalde var malet hvide og grangrønne, og bag dem blokerede en skov af træer for udsigten til Stillehavet – man kunne skimte små, spejlblanke øer af blåt, men alting virkede afskærmet og stillestående, intet rørte sig, som om vi var under en plastickuppel af en art.
Jeg kan huske at jeg følte at jeg på en eller måde skulle tvinges til at besøge staldene blot fordi Debbie og jeg var blevet kærester den sommer, og at jeg ikke kunne sno mig udenom selvom jeg ikke havde specielt meget lyst til det. Men jeg havde resigneret: Jeg ville sådan set helst være blevet hjemme for at arbejde på den roman jeg var ved at skrive, men jeg var sytten år gammel og derfor også til en vis grad interesseret i at spille spillet.
Jeg kan huske at Thom sagde:
”Wow,” da han nærmede sig hesten, og det kunne måske nok virke ægte og spontant som alt andet ved Thom, men det var også, ligesom Debbies intonation, uden substans, som om han basalt set ikke havde nogen mening om det:
Alt var cool, alt var chill, alt var et tamt wow. Susan mumlede samtykkende og tog sine Wayfarer-solbriller af.
”Hej, smukke,” sagde Debbie til mig og plantede et kys på min kind.
Jeg kan huske at jeg forsøgte at stirre beundrende på dyret, men jeg havde virkelig ikke lyst til at engagere mig i hesten – og alligevel fik jeg et chok fordi den var så stor og levende.
Tæt på var den sådan ret fantastisk, og den gjorde indtryk på mig, helt sikkert, men den virkede bare alt for kæmpestor, den var et muskelbundt, en trussel – Den kan gøre dig fortræd, tænkte jeg, selvom den sådan set var helt rolig og lige da var okay med at vi strøg den over flankerne.
Jeg kan huske at jeg udmærket vidste at Spirit blot var endnu et udtryk for Debbies rigdom og den skødesløse attitude som fulgte med: Udgifterne til at holde og opstalde dyret var givetvis astronomiske, men hvor interesseret var en syttenårig pige som hende egentlig når det kom til stykket, og ville hun kunne bevare interessen fremover?
Debbie og jeg havde kendt hinanden siden 5. klasse, men der var en masse jeg ikke vidste om hende, og først da vi blev kærester sommeren før vores sidste år på high school, og jeg så hylderne på hendes værelse der bugnede af bånd, præmier og fotografier fra forskellige ridestævner, gik det op for mig at hun altid havde været vild med heste.
Selv havde jeg fra starten været mere interesseret i Debbies far, Terry Schaffer, end i hende. I 1981 var Terry Schaffer niogtredive og allerede ekstremt velhavende. Han havde tjent hovedparten af sin formue på nogle få film der var blevet kæmpe kassesucceser – i to af tilfældene helt uventet – og han var en af Hollywoods mest afholdte og efterspurgte producere.
Han havde god smag, eller i hvert fald det Hollywood anså for god smag, og to Oscar-nomineringer på sit cv, og han blev konstant tilbudt job som topchef for det ene eller det andet filmselskab, men det var ikke noget for ham.
Desuden var Terry homoseksuel – ikke åbent, men i al diskretion – og han var gift med Liz Schaffer der var faret uhjælpeligt vild i sin privilegerede livsstil og personlige smerte, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over om hun overhovedet lagde mærke til Terrys homoseksualitet længere. Deborah var deres eneste barn. Terry døde i 1992.
Thom stillede Debbie en masse banale spørgsmål om hesten, og Susan sendte mig et blik og smilede – jeg himlede med øjnene, ikke ad Thom, men ad selve situationen der var dybt uinteressant. Susan gjorde det samme, og der opstod en forståelse mellem os som vores respektive kærester ikke havde del i.
Efter at vi havde klappet og beundret hesten, var der ikke rigtig nogen grund til at blive hængende længere, og jeg kan huske at jeg tænkte: Er det her virkelig grunden til at jeg kørte hele den lange vej ud til Malibu? For at møde Debbies åndssvage nye hest og klappe den på mulen?
Og jeg kan huske at jeg stod der og på en måde følte mig akavet, men jeg er sikker på at hverken Thom eller Susan havde det sådan, for de følte sig næsten altid på højde med situationen og mistede aldrig fatningen, de tog alting i stiv arm, og Susans himmelvendte øjne var nok fortrinsvis til min ære, men ikke desto mindre var jeg hende taknemmelig. Debbie kyssede mig let på munden.
”Ses vi senere hjemme hos mig?” spurgte hun.
Jeg blev kortvarigt distraheret af den hviskende samtale Thom og Susan havde kørende, men så vendte jeg opmærksomheden mod Debbie. Jeg kom i tanke om at hun havde inviteret nogle folk over til huset i Bel Air samme aften, og jeg sendte hende et smil for at berolige hende.
”Ja, helt sikkert.”
Og så, på stikord, som om det hele var indstuderet, gik Thom og Susan og jeg tilbage til vores biler mens Debbie og en af Windovers ansatte i arbejdsuniformen bestående af hvide jeans og vindjakke trak Spirit tilbage til hans bås.
Jeg kørte bag Thom og Susan ad Pacific Coast Highway, og da de drejede til venstre ad Sunset, som gik hele vejen fra stranden til porten ved Bel Airs East Gate-kvarter, hørte jeg et nummer på mit mixtape som jeg godt kunne lide, selvom jeg aldrig ville indrømme det, REO Speedwagons ”Time for Me to Fly”, en fjoget ballade om en tabertype der langt om længe får taget sig sammen til at slå op med sin kæreste, og alligevel handlede sangen i min syttenårige bevidsthed om forvandling, og tekstbidden I know it hurts to say goodbye, but it’s time for me to fly … fik en anden betydning der i foråret og sommeren 1981.
Den handlede om at forlade en sfære og bevæge sig ind i en ny, præcis som jeg havde gjort. Og der skete egentlig ikke noget særligt på hestepensionen den søndag, så det er ikke derfor jeg husker det hele så tydeligt – det var bare Thom og Susan og mig der kørte ud til Malibu for at se hesten – jeg husker det fordi eftermiddagen gled over i den aften hvor vi første gang hørte navnet på den nye elev som skulle gå på sidste år ligesom os det efterår, vores sidste år på Buckley: Robert Mallory.
Thom Wright og Susan Reynolds havde været kærester siden andet år på high school og var nu de mest populære elever ikke kun på vores årgang, men på hele Buckley, efter at Katie Choi og Brad Foreman var dimitteret i juni, og enhver kunne se hvorfor:
Thom og Susan var smukke på den der uanstrengte måde, ærkeamerikanske med mørkeblond hår, grønne øjne og solbrændte året rundt, så logisk nok var de blevet magnetisk tiltrukket af hinanden, og det var stort set umuligt at skille dem ad – de var næsten altid sammen.
De kom begge fra velhavende familier i Los Angeles, men Thoms forældre var skilt, faren var flyttet til New York, og bortset fra når Thom besøgte sin far på Manhattan, var han altid i nærheden af Susan. De var forelskede i hinanden i godt to år indtil det efterår i 1981 hvor en af dem ikke længere var det, og det udløste en lang række grufulde begivenheder.
Jeg havde været forgabt i dem begge, men indrømmede aldrig over for nogen af dem at der egentlig var tale om forelskelse.
Jeg havde været Susans bedste drengeven siden jeg mødte hende på Buckley i 7. klasse, og fem år senere vidste jeg tilsyneladende alt om hende:
Jeg vidste hvornår hun fik menstruation, og kendte til alle skænderierne med hendes mor samt de indbildte krænkelser og afsavn hun angiveligt led under, og jeg vidste hvilke drenge på skolen hun havde sukket efter før hun mødte Thom.
Hun fornemmede på et eller andet plan at jeg var hemmeligt forelsket i hende, men hun sagde aldrig noget selvom vi altid gik op og ned ad hinanden, hun nøjedes med at spille op til mig i situationer hvor jeg var for klæbende eller tværtimod ikke viste hende nok opmærksomhed.
Det havde været smigrende at folk troede vi var kærester, og jeg gjorde ikke det store for at mane rygterne i jorden før Thom trådte ind på scenen.
Susan Reynolds var prototypen på den cool sydcaliforniske pige, selv som trettenårig, mange år før hun begyndte at køre i en åben BMW og altid var småskæv af marihuana eller valium eller en halv Quaalude (men altid velfungerende – hun scorede topkarakterer uden at anstrenge sig) og skamløst kom valsende gennem skolens buegange iført sine Wayfarer-solbriller, medmindre en lærer bad hende tage dem af – tilsyneladende havde alle elever på Buckley et par designersolbriller, men det var ikke tilladt at gå med dem på skolens område bortset fra på parkeringspladsen og idrætsanlægget Gilley Field.
Da vi kom i puberteten, betroede Susan mig tilsyneladende alt, og selvom jeg ikke var helt lige så åbenhjertig over for hende, havde jeg fortalt hende så mange hemmeligheder at hun vidste ting om mig som ingen andre kendte til, men der var grænser. Visse ting ville jeg aldrig afsløre over for hende.
Da vi kom op i de store klasser, fik Susan Reynolds status af vores årgangs uofficielle dronning, for hun var smuk, sofistikeret og dragende utilnærmelig samtidig med at hun udstrålede en doven og ligesom skødesløs seksualitet, selv før hun og Thom blev kærester – og det var ikke fordi hun var løs på tråden, for Thom var ret beset den første hun havde sex med – men i vores øjne havde Susans skønhed altid fået hende til at fremstå med en intens seksuel udstråling.
Senere bragte Thom det et skridt videre, og Susans sexappeal blev mere udtalt da de begyndte at date og alle vidste at de kneppede, men hun havde altid oset af sex, og måske havde de ikke engang kneppet i de første uger da de blev kærester dengang i efteråret 1979, men alligevel tænkte alle straks: Kan man overhovedet forestille sig at to teenagere der ser så godt ud, ikke knepper?
I starten af september 1981 var Susan og jeg stadig virkelig gode venner, og jeg tror at hun på nogle punkter følte sig tættere knyttet til mig end til Thom – vores forhold var selvfølgelig også et andet – men det var som om der nu havde sneget sig en vis forsigtighed ind i vores omgang med hinanden, og det handlede ikke nødvendigvis om noget konkret, men var snarere en generel utilpashed ved tingenes tilstand.
Hun havde været sammen med Thom i to år, og man kunne mærke at hun var begyndt at kede sig en smule. Jeg havde været ved at gå ud af mit gode skind, så misundelig var jeg på dem, men på det tidspunkt følte jeg at det var et overstået kapitel.
Thom Wright havde gået på Horace Mann, men ligesom Susan Reynolds skiftet skole i 7. klasse og startet på Buckley. Hans forældre var blevet skilt da han gik i 9., og hans far flyttede som sagt til Manhattan mens Thom blev boende hos sin mor i Beverly Hills.
Han havde altid været sød og køn og uden sammenligning den flotteste og slet og ret smukkeste dreng på vores årgang, men det var først i sommeren 1979 da han kom tilbage efter at have været på ferie hos sin far i New York i juni og juli, at han på en eller anden måde, og uden at nogen kunne gennemskue hvorfor, var blevet en mand – han havde gennemgået en slags forvandling den sommer, det søde og kønne var blevet nedtonet, og vi begyndte at se på Thom med andre øjne, for han var pludselig, men umiskendeligt blevet sexet da vi i september begyndte på andet år i high school.
Jeg havde sådan set altid syntes at Thom Wright var sexet, men nu gik det også op for alle andre at han havde en gudekrop, for hans kæbeparti stod bare ekstra skarpt, og håret var klippet kortere – noget helt almindeligt for drengene på Buckley (hovedsagelig fordi reglementet dikterede det), men Thoms frisure var nu pludselig tjekket, skelsættende, et tegn på mandighed – og da jeg efter sommerferien, den første uge i september, mødtes med ham i omklædningsrummet før gymnastik (i hele vores tid på Buckley havde vi skabe ved siden af hinanden), fik jeg åndenød, for han havde tydeligvis vægttrænet, og musklerne på bryst og arme og mave var hårdere og mere veldefinerede end de havde været i slutningen af juni da jeg sidst havde set ham i badebukser til et poolparty hjemme hos Anthony Matthews.
For slet ikke at tale om den blege hud på de nu veltrænede lår og balder, som badebukserne havde beskyttet mod solens stråler på weekendopholdene i The Hamptons, der stod i kontrast til resten af hans solbrune krop og gjorde mig helt mundlam.
Thom havde forvandlet sig til prototypen på den smukke teenagedreng, og det gjorde ham endnu mere tiltrækkende at han tilsyneladende ikke var klar over det selv, at han knap bemærkede det, som om det blot var en gave der helt naturligt var tilfaldet ham – han var simpelthen ikke forfængelig, han havde ingen nykker.
Jeg havde for længst opgivet ethvert håb om at Thom ville gengælde mine følelser, for i modsætning til mig var han helt igennem heteroseksuel.
Muligvis blev jeg genforelsket i Thom de første uger efter at han kom hjem fra New York i september 1979, men så var han pludselig sammen med Susan, og da vi alle sammen fik bil det følgende forår, blev vi i stedet en slags trekløver og begyndte at hænge ud sammen i weekenderne, tage til Westwood og gå i biografen, ligge i sandet i Jonathan Beach Club i Santa Monica og strejfe rundt i Century City Mall, og min betagelse af Thom og Susan gav nu ikke længere mening.
Ikke at Thom nogensinde ville have lagt mærke til det, men jeg er sikker på at Susan var klar over mine følelser og godt vidste at jeg begærede hende:
Hvis sandheden skal frem, var Thom i mange henseender temmelig spejlblank og uvidende, og alligevel var der noget fascinerende og tiltrækkende ved hans overfladiske væsen, noget beroligende, og man var aldrig anspændt i hans selskab, han var verdens mest tilbagelænede fyr, men ikke noget pothoved.
På det tidspunkt i sommerferien inden sidste år på Buckley tog Thom aldrig andre stoffer end coke, og altid kun en bane eller to, et par streger var nok til at få ham gennem en fest, og han drak ikke bortset fra en Corona i ny og næ.
Han var utrolig nem at være sammen med og altid frisk på det hele, så når jeg lagde an på ham i fantasien, gav han mig altid lov, jeg drømte om at han i det mindste lod mig gå et stykke ad vejen før han hensynsfuldt afviste mine tilnærmelser, dog ikke uden et kys og et blidt klem på mit lår helt oppe ved skridtet for at jeg ikke skulle føle mig afvist, men forgæves.
I nogle af mine mere vidtløftige fantasier afviste Thom ikke mine seksuelle tilnærmelser, og de endte altid med at vi begge to var badet i sved, og i mine drømme havde vi den vildeste, heftigste sex, og bagefter – det forestillede jeg mig i hvert fald – kyssede han mig inderligt mens han stønnede og gispede og lo dæmpet fordi han var helt himmelfalden over at jeg kunne tilfredsstille ham på måder Susan Reynolds aldrig ville komme i nærheden af.
Jeg havde ikke noget ønske om at Debbie Schaffer skulle kysse mig foran Thom og Susan på Windover Hestepension den eftermiddag, men det var heller ikke direkte generende at hun gjorde det.
På en måde var hun en slags eksperiment – det havde ikke været min plan at jeg absolut skulle have en kæreste mit sidste år på Buckley, det skulle da lige være Susan Reynolds – og alligevel var Debbie og jeg på en eller anden uforklarlig måde endt sammen inden ferien.
Det var sket til endnu en fest hos Anthony Matthews hvor hun uden opfordring begyndte at snave mig og tage på mig på en solseng ved den oplyste pool. Jeg lå og stenede på Quaalude, hun var på coke, det var midnat, og inde fra huset lød Split Enzs ”I Got You” (… I don’t know why sometimes I get frightened …), og jeg var et sted i mit liv hvor jeg stadig afprøvede om ikke jeg kunne blive tiltrukket af piger – den fase var endnu ikke overstået – og alle de fornødne elementer var tilsyneladende i spil.
Hun overfaldt mig sådan set bare, og til min egen store overraskelse gik jeg med på legen. Jeg var ret ligeglad med hvad folk tænkte om mig – alligevel var jeg så afgjort ikke sprunget ud som biseksuel på det tidspunkt, og jeg havde intet ønske om at give nogen falske forhåbninger – men jeg forholdt mig også temmelig passivt, og den sommer fulgte jeg bare i hælene på Debbie Schaffer, som jeg havde kendt det meste af min pubertet, og jeg tænkte at min og Susans og Thoms klike ville blive mere komplet hvis vi indlemmede hende, at alting ville blive mindre pinefuldt for mig, at det forhåbentlig ville gøre en af dem jaloux – hvilket selvfølgelig aldrig skete. Jeg så også en fordel i at komme tættere på Debbie, så jeg på den måde kunne nærme mig Terry Schaffer, hendes berømte far, som jeg altid havde været fascineret af og selv efter alle de år aldrig var kommet ind på livet af selvom det føltes som om jeg havde kendt Debbie altid.
Debbie havde gennemgået en forvandling fra at være en lidt kikset, småbuttet pubertetspige med tandbøjle og hestehale – selvom hun altid havde været bizart selvsikker eller måske blot forkælet og arrogant – til i 9. klasse at ligne en teenagedrengs våde drøm om en fræk skolepige.
Hendes bryster var fyldige og struttende, og hun benyttede sig af enhver lejlighed til at vise sin kavalergang frem. Det var ikke velset at pigerne på Buckley udstillede sig selv på den måde, og det blev forventet at den hvide bluse var knappet så højt op i halsen at den ikke afslørede noget, men mange af pigerne lod hånt om den regel når de gik på andet eller tredje år i high school, og der blev set igennem fingre med det afhængig af hvilken voksen der greb dem i det – reglerne kunne kort sagt bøjes.
Hun havde fantastisk flotte ben – lange og solbrændte og voksede – og de hvide ankelsokker, som hun altid gik med i sine tofarvede loafers, var en vigtig bestanddel af hendes fetichistiske look hvor den grå uniformsnederdel altid var så lårkort som overhovedet muligt uden at det var et brud på reglerne, og når hun sad ned, kunne man som regel snige sig til et glimt af de lyse, pink trusser hun elskede at gå i.
På sidste år var håret platinblond, Blondie-inspireret, og selvom det ikke var tilladt for pigerne i de mindre klasser at gå med makeup (man tolererede dog lipgloss), blev der set igennem fingre med det hvis de var let sminkede i de ældste klasser hvor mange ofte bar en diskret, farveløs læbestift, men Debbie smurte trodsigt tykt på i hot pink og blodrød selvom lærerne eller rektor, dr. Croft, med jævne mellemrum bad hende om at fjerne den. Susan gik stort set ikke med makeup, for Thom brød sig ikke om det.
Selvom Thom og Susan som par i mine øjne var tegnet skarpere op end noget andet i 1981 hvor alt var minimalistisk inspireret af new wave og punk – følelseslammelse og oprørstrang, nu var alt glat med skarpe vinkler, folk lagde konsekvent afstand til 70’er-kitsch – var de ikke desto mindre et levn fra en fjern fortid på trods af at de udadtil var nok så up to date og uanstrengt smarte, og de virkede ofte lige så glade, sorgløse og ubekymrede som skoleballets royale par i en film fra starten af 1960’erne.
Men på et tidspunkt i det sene forår 1981 i vores næstsidste år på high school hvor de næsten havde været kærester i to år, gik det op for mig at Thom var gladere end Susan. Kort tid før havde hun og jeg fulgtes ad gennem Westwood efter skole mens Thom var til baseballtræning. ”Jeg vil ikke kalde Thom ubegavet …” havde hun sagt i al fortrolighed.
Det kom helt umotiveret, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det, så jeg kiggede bare på hende. Og hun havde jo ret, for han fik altid pæne karakterer hvilket var nødvendigt når han brugte så megen tid på alle de sportsgrene han var en stjerne i: football, basketball, fodbold, baseball, løb – og han læste bøger og fordybede sig i dem (på andet år i high school bondede vi for alvor da vi fandt ud af at vi begge to var meget begejstrede for Den store Gatsby og Solen går sin gang), og han var blevet en næsten lige så stor filmentusiast som mig og gik ofte med i biografen til en repremiere i for eksempel Nuart hvor jeg så fik mulighed for at docere om forskellen på gode og dårlige Robert Altman-film og hvorfor Brian de Palma var en væsentlig instruktør.
”Men Thom kan indimellem være …” fortsatte Susan, men afbrød sig selv. Jeg kan huske at vi stod foran Postermat og overvejede om vi skulle gå ind, og at hun valgte sine næste ord med omhu. Jeg kan huske at Rumstation Jupiter, som foregik på en af planetens måner, gik lige ved siden af i Bruin-biografen.
”Ikke dum,” sagde hun og tav kort.
”Men uinteresseret.”
Jeg indvendte halvt i spøg at det ikke var nødvendigt for Thom at være noget. Han var hot, hans familie var rig.
Selv hvis Thom havde været snotdum, skulle han nok klare sig. Hvad var hendes pointe? Susan kiggede underligt på mig da jeg sagde det, og virkede irriteret over at jeg lagde så overdrevet megen energi i at forsvare noget så ufarligt og vagt.
”Du er jo heller ikke ligefrem selv det modsatte af hot, vel, Bret?” sagde Susan mens vi slentrede adstadigt hen ad fortovet.
Jeg gik og svingede med en gul pose fra Tower Records (Squeeze, East Side Story, den Kim Carnes-lp hvor ”Bette Davis Eyes” er på) og prøvede på at virke fuldkommen uanfægtet da jeg sagde:
”Men jeg er ikke Thom.”
Det gjorde hende endnu mere irriteret.
”Åh gud, du lyder som om du gerne vil være kærester med ham.”
”Kærester?” sagde jeg og smilede drillende.
”Tror du det kan lade sig gøre?”
Jeg lavede sjov, men provokerede også med vilje. Susan så på mig, og i første omgang smilede hun også, hemmelighedsfuldt og koket, hun havde sine Wayfarer-solbriller på og et tyndt lag lipgloss med tyggegummismag på læberne, men så blev hun alvorlig og sagde:
”Nej, det tror jeg ikke. Nej, det kan det ikke.”
Det irriterede mig at hun svarede på den måde, at hun på sin henkastede facon bare uden videre afviste tanken.
”Hold nu op, Susan, det var bare for sjov,” sagde jeg selvom det selvfølgelig ikke var det.
Susan sagde ikke noget da vi gik over Broxton Avenue, men blev bare ved med at kigge på mig som om hun grublede over et eller andet, men jeg var ikke sikker, for jeg kunne ikke se øjnene bag Wayfarer-solbrillerne.
”Hvorfra ved du at Thom ikke ville være interesseret?” spurgte jeg.
Til sidst sukkede hun og sagde:
”Åh, Bret, jeg håber du er lykkelig. Det gør jeg virkelig. Jeg sladrer ikke til nogen om dine hemmeligheder.”
Jeg lo og sagde:
”Du kender ikke mine hemmeligheder.”
Men vi fandt rent faktisk manglende brikker og hemmeligheder allevegne, og jeg havde ikke så få, og i det øjeblik spekulerede jeg på hvilke af dem Susan kendte, hvilke hun havde opdaget, og hvilke der stadig var et mysterium.
Alting tog fart når man fik bil som sekstenårig: Man blev mere fri og uafhængig end nogensinde, man kunne tage vare på sig selv, eller det troede man i hvert fald – det var den gældende illusion – og nu da vi var blevet ældre, og især hvis vi ikke havde søskende – hvilket ingen af os mærkeligt nok havde, hverken Thom, Susan eller Deborah, eller Matt Kellner eller jeg selv – følte vores forældre at de med større ret kunne arbejde til langt ud på aftenen eller rejse når det passede dem, og mange af dem tog på filmoptagelser i udlandet eller blot på længere, mere eksotiske ferier og efterlod os alene hjemme i Bel Air og Beverly Hills og Benedict Canyon og oppe på klippesiderne langs Mulholland Drive og ude i Malibu hvilket vi benyttede os af det næstsidste år i high school.
Vi havde meget større frihed nu, vi var mere mobile, og derfor kørte vi over og besøgte vores venner når vi havde lyst, eller tog ned og hang ud på den private strandklub efter en pludselig indskydelse, og nogle af drengene købte nu åbenlyst porno i kioskerne i Sherman Oaks og Studio City eller kørte indimellem til West L.A. eller Hollywood hvor man med et falsk id kunne købe blade og videobånd.
Vi begyndte også at hænge ud på Odyssey, en natklub på Beverly Boulevard tæt på hjørnet af La Cienega Boulevard, hvor de lukkede alle aldersklasser ind og ikke udskænkede alkohol, men hvis man kendte spillereglerne, kunne man score Quaaluder og marihuana og små breve kokain, og så var der den ekstra charme ved Odyssey, syntes jeg i hvert fald, at klientellet også bestod af homoseksuelle fyre selvom det angiveligt var en klub for heteroer – og selvom de homoseksuelle mænd måske var ældre end dem jeg var ude efter, var det første gang jeg var tæt på dem, og det havde været småspændende selvom jeg ikke lavede noget, men blot dansede med Thom og Susan og Jeff og indimellem Debbie og Anthony, og hvem der ellers var der, til klokken to eller tre om natten i weekenderne, og eftersom vores forældre stort set var fraværende det forår, kunne vi køre hjem når det passede os, sove længe og så starte forfra – det liv blev muligt fordi vi havde bil.
Vi var hellere ikke længere afhængige af at vores forældre kørte os til Westwood Village så vi kunne mødes og se to eller tre eller endda indimellem fire film (hvis vi var overambitiøse), og sådan tilbragte vi vores lørdage, med at prøve at få set alle fredagens premierer, og vores klike varierede fra weekend til weekend afhængig af hvilke film der blev vist, og hvem der gerne ville se hvad, vi var som regel mig og Thom, Jeff og Anthony, måske Kyle og Dominic.
Vi besluttede os altid lørdag formiddag efter at have ringet sammen på kryds og tværs mens vi bladede igennem Calendar-sektionen i Los Angeles Times for at finde ud af hvad vi ville se (i 1981 var der ikke andre muligheder hvis man ville vide hvad der gik hvor og hvornår), og når vi var klar, lavede vi en plan for hvor vi præcis befandt os i dagens løb, så pigerne vidste hvor de kunne støde til senere.
Pigerne plejede ikke at være interesserede i de to-tre eftermiddagsforestillinger vi havde planer om at se, så de mødte os altid senere til en let middag, som regel sushi et sted vi frekventerede lige syd for Le Conte Avenue en halv blok fra Village Theater og aftenens sidste film.
Vi fyre lagde ud med en frokost et eller andet sted ved 12-tiden – et af favoritstederne var Yesterdays og deres Monte Cristosandwich, og vi kunne også finde på at tage elevatoren fra gadeplan og ned til Good Earth, en eksklusiv helsekostrestaurant som var in på det tidspunkt, og hvor vi drak gigantiske glas iste med kanelsmag og spiste salater, eller også sad vi tætpakkede i en af Hamburger Hamlets røde båse og fik en patty melt efter at have købt billetter til den næste film i Bruin, der lå lige ved siden af på Weyburn Avenue.
Middagene kunne være på Chart House eller Mario’s oldschool italienske restaurant, og indimellem var vi en tur inde i Westworld-arkaden for at spille Space Invaders og Pac-Man, eller snusede i Postermat akkompagneret af 60’er-pigegrupper i højttalerne, eller ledte efter ny musik i Tower Records og Wherehouse, eller bladede i paperbacks i nogle af de store boghandler der lå i mange af gaderne – der var fem eller seks i 1981, nu er der ingen.
Aftenens sidste stop var altid Ships, en retro kaffebar på Wilshire Boulevard i udkanten af Westwood Village med et boomerangformet tag og et neonskilt formet som et atommissil, og på alle bordene var der askebæger og en brødrister, og så bestilte vi vaniljemilkshakes og røg kryddernellikecigaretter og blev hængende til efter midnat.
Vi testede forsigtigt grænserne for vores nyfundne frihed, og det tændte en ild i os så vi bare ville være voksne i en fart og lægge barndommens land bag os, for det føltes nu som en spændetrøje. Time for me to fly …
I slutningen af maj 1980 – helt præcis den 23. maj – havde Ondskabens hotel premiere, og jeg ville ind at se den så snart det lod sig gøre.
Jeg havde læst romanen da den udkom i 1977, hvor jeg allerede var stor fan af Stephen King og kunne hans første to bøger, Carrie og De dødes by, mere eller mindre udenad, og da jeg var tretten, skræmte romanudgaven af Ondskabens hotel mig fra vid og sans: det hjemsøgte Overlook Hotel, den vrede og alkoholiserede far der blev besat og drevet til mord af stedets ånder, sønnen der hele tiden var i fare og skræmt fra vid og sans, redrum, dyrefigurerne i hækkene som blev levende.
Jeg var besat af bogen, og den dag i dag betragter jeg den stadig som en af de romaner der var afgørende for at jeg fik lyst til at blive forfatter.
Det var faktisk lige efter at jeg blev færdig med at læse Ondskabens hotel for tredje gang i sommeren 1978 at jeg selv begyndte at skrive en roman som jeg stadig arbejdede på sidst på foråret i 1980, men snart derefter lagde i skuffen til fordel for det manuskript der senere blev til Less Than Zero.
Da jeg hørte at Stanley Kubrick skulle filmatisere Ondskabens hotel på et kæmpe budget, begyndte mit hjerte at banke heftigt, for det var første gang i min levetid at en film blev imødeset med så stor spænding, og jeg fulgte intenst med i de problemer der opstod under produktionsforløbet (forsinkelser, scener der skulle tages om igen og igen, en brand som ødelagde den vigtigste kulisse, et budget der blev overskredet i det uendelige).
Jeg kan ikke komme i tanke om andre film hvis tilblivelsesproces har fanget min interesse på samme måde – ikke engang de senere filmatiseringer af mine egne romaner var lige så spændende som hvordan Kubrick ville gribe Ondskabens hotel an, og jeg kunne næsten ikke styre min forventningsglæde.
Sidst på året i 1979 blev der frigivet en trailer, og den var helt enkel, næsten minimalistisk, og bestod blot af et enkelt billede, en enkelt kameraindstilling – hvor man dog savner de trailere der ikke som i dag afslører hele filmens handling med begyndelse, midte og slutning – af en elevator på Overlook Hotel hvor det ser ud som om dørene langsomt bliver tvunget fra hinanden fordi kabinen er fyldt med blod der begynder at strømme ud i slowmotion og så bølger i kaskader ud mod os indtil det slår ind mod kameraet og farver linsen rød og den neonblå tekst ruller op over dette ene billede.
Jeg så traileren mange gange i efteråret 1979 og starten af 1980, og hver gang sad jeg som naglet til biografsædet. Jeg begyndte at tælle dagene – ja, timerne – til jeg kunne se den færdige film.
Jeg kunne ikke se den om dagen den 23. fordi jeg var i skole, og jeg gad ikke tage ind til Westwood en fredag aften hvor der var proppet med mennesker, så min plan var at se filmen dagen efter – lørdag den 24. – klokken ti om formiddagen hvor der helt sikkert ville være færre mennesker end til de senere forestillinger samme dag.
Overraskende nok stemte de andre for forestillingen klokken tretten i Village Theater – det var lørdag, de ville sove længe, klokken ti var alt for tidligt. Jeg prøvede at argumentere for at der ville være meget længere kø senere på dagen fordi det var en særvisning og filmen kun var på plakaten i tre af Los Angeles’ biografer, men i sidste ende bakkede både Thom og Jeff og alle de andre ud og sagde at de ville møde mig efter filmen til frokost på D.B. Levy’s, en deli på Lindbrook Drive som vi kom på, og så se Imperiet slår igen i Avco senere på eftermiddagen.
Jeg var skuffet, for jeg ville se Ondskabens hotel med Thom, men jeg glædede mig ikke mindre af den grund. Det var første gang jeg skulle køre alene til Westwood og se en film, og jeg følte mig utrolig voksen da jeg den pågældende morgen på vej ned ad Mulholland Drive mod Beverly Glen Boulevard trykkede speederen i bund i den bil min far havde ladet gå i arv til mig, en firedørs metalgrøn Mercedes 450 SEL, noget lidt andet end den sportsvogn jeg havde drømt om da jeg fyldte seksten.
På turen hørte jeg et mixtape med hele Joe Jacksons Look Sharp og I’m the Man krydret med et par numre fra Clash-albummet London Calling og Elvis Costellos Armed Forces, og da jeg klokken halv ti parkerede bilen på Broxton Avenue over for Village Theater, så jeg til min store lettelse at der kun var en kort kø foran billetlugen, og jeg blev lukket ind i biografsalen uden ventetid.
Hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan huske at jeg var iklædt en ny, smart søgrøn Ralph Lauren-skjorte med polologoet i lilla, Calvin Klein-jeans og sejlersko – og at jeg beholdt mine Wayfarer-solbriller på da jeg købte billet. Ondskabens hotel havde en R-klassificering og var forbudt for børn under sytten medmindre de var ledsaget af en voksen, og et kort øjeblik frygtede jeg at jeg ville blive snuppet, på trods af at jeg havde et falsk id som jeg sjældent benyttede mig af, men man tog ikke den slags så højtideligt i L.A., og jeg fik ikke brug for det den morgen – fire dollars for en billet.
Før jeg trådte ind i den rummelige lobby, kiggede jeg op på stenskulpturerne af de vingede løver halvvejs oppe ad det halvtreds meter høje fox-tårn med det blåhvide neonskilt på toppen der rejste sig truende over Broxton og Weyburn Avenue og om aftenen var oplyst af projektører, og det slog mig igen at det var første gang jeg var taget alene ind til Westwood, og jeg følte mig som en rigtig voksen, og min krop boblede af forventning til fremtiden, hvad den end måtte bringe.
Jeg købte en æske Junior Mints og gik fra den veloplyste art deco-lobby ind i den gigantiske sals dæmpede mørke.
Der var færre mennesker end jeg havde frygtet, men klokken var også kun kvart i ti, og der ville helt sikkert blive fyldt, tænkte jeg da jeg satte mig og stirrede på det enorme tæppe foran 70mm-lærredet.
I skrivende stund forekommer det mig helt uvirkeligt at jeg kunne sidde overladt til mig selv i tyve minutter og tænke over tingene, på Thom og Susan, uden forstyrrelser af nogen art, at jeg ikke lavede andet end at vente og ikke skulle tjekke en telefon hvert andet øjeblik.
Jeg lænede mig blot tilbage i stolen og lod blikket vandre rundt i min yndlingssal, Westwoods største, der med sine fjorten hundrede sæder var sin helt egen, uendelige verden som jeg kunne søge tilflugt i, og det var et af de få steder hvor jeg følte at frelse rent faktisk var muligt, for når jeg sad i biografsædet, var film en religion der kunne forandre os, ændre vores opfattelse af tingene, og man kunne smelte sammen med lærredet og dele et kort øjebliks transcendens med resten af publikum – al frygt og alle skuffelser var som blæst væk i et par timer i salens katedral – film var simpelthen et narkotikum for mig.
Men det handlede også om kontrol: Man sad som en voyeur i mørket og belurede folks hemmeligheder, for det var film jo – scener man ikke burde overvære, og som ingen deroppe på lærredet var klar over at man sad og så på. Det var sådan noget jeg tænkte mens jeg tyggede fredsommeligt på en Junior Mint og lod den smelte på tungen og skævede til mit urs visere der nærmede sig klokken ti.
Det var som om lysene i salen langsomt blev dæmpet selvom der stadig var to minutter til at tæppet gik op.
Den ildevarslende musik fra filmens soundtrack begyndte at spille lavt i den hvælvede sal: raslende klapperslanger og fugletriller og klagende horn. Jeg mærkede et sug i maven da det gik op for mig at der ikke ville blive vist forfilm til særvisningen.
Og da var det jeg så den unge fyr.
Og det er årsagen til at jeg aldrig har glemt da jeg den 24. maj 1980 klokken ti så Ondskabens hotel i Village Theater i Westwood. Det er på grund af ham.
Jeg havde sat mig til rette yderst på rækken, tæt på gangen, bag i salen lige under balkonen som man fik adgang til den fra 3. sal i bygningen – den hang og svævede over de sidste ti gulvrækker uden at tage udsynet. Og da var det jeg fik øje på ham: en fyr på min egen alder der var så blændende smuk at jeg først troede han var filmstjerne eller en model fra GQ som jeg havde fantaseret om.
Lyset i salen blev langsomt dæmpet, og han kom gående op ad den mørke gang og så ud som om han ledte efter nogen. Hans træk var som mejslet i granit, han havde ørnenæse og et tykt og viltert, lyst hår der stod lige op i luften og fik hans ansigt til at se endnu mere skarpskårent ud, mens læberne var fyldige og kinderne en smule indsunkne.
Han var høj, vel omkring en firs, med smalle hofter og brede skuldre, og da han gik forbi, kunne jeg se hans kæber arbejde, han tyggede tyggegummi og var fokuseret på at finde den han ledte efter, og jeg kunne også se hans lange vipper, og jeg bildte mig selv ind at øjnene var blå, og at hele hans krop var solbrun.
En bølge af voldsomt begær skyllede ind over mig, og jeg fik øjeblikkeligt en brændende lyst til ham – følelsen ramte mig hårdt og pludseligt som et chok – og hans fysiske nærhed kombineret med mine forventninger til filmen der langt om længe skulle til at begynde, fik mig til at snappe efter vejret.
Fyren vakte noget dyrisk og primitivt til live i mig som jeg aldrig havde følt før, jeg ville have ham, og det skulle være nu, jeg ville have ham som ven, jeg var nødt til at få kontakt med ham, jeg måtte se ham nøgen, koste hvad det ville, jeg måtte bare besidde ham.
Jeg flyttede uroligt på mig i sædet mens tæppet i salen gik op og det tomme, hvide lærred kom til syne, jeg knyttede hænderne hårdt, vendte mig om og drejede hovedet i håb om at se hvor han forsvandt hen.
Warner Bros.-logoet kom ud imod os, og forteksterne til Ondskabens hotel begyndte at rulle hen over luftoptagelser af familiens Folkevogn på vej op ad de øde bjergveje til Overlook Hotel.
Men jeg var helt rundt på gulvet og sad og gloede efter den unge fyr der nu var på vej ned ad den anden gang længere væk.
Alligevel havde jeg bedre udsyn til hans krop: De ålestramme jeans fremhævede hans røv der smallede ind og gik over i en lang ryg – det var efterhånden det første jeg lagde mærke til ved en fyr – og jeg sad tryllebundet mens jeg kiggede efter den unge mand, denne gud, der var ved at forsvinde ud af syne.
Han må være ældre end mig, tænkte jeg – han gik nok på UCLA, måske var han allerede færdig, for han var for meget mand til stadig at gå i high school.
Halvvejs inde i filmen så jeg ham en gang til da han igen kom gående op ad gangen, og jeg følte at jeg var nødt til at tøjle samtlige muskler i min krop for ikke at følge efter ham ud til toilettet eller kiosken eller hvor han nu skulle hen, for mens jeg fulgte ham med blikket da han kom gående fordi, havde han set kort på mig – vi havde fået øjenkontakt, han lagde mærke til at jeg stirrede på ham – men han kiggede hurtigt væk efter at have holdt mit blik fast et kort sekund hvor han ligesom fangede mig ind, og jeg fantaserede om at han også var vild efter mig.
Da filmen var slut – jeg var ikke just imponeret, den kunne slet ikke måle sig med bogen, jeg følte mig snydt, men også at jeg var nødt til at lade mig dupere eftersom jeg havde ventet så længe på at se den – gik jeg ud i lobbyen, og jeg håbede at jeg ville støde på den unge fyr, men han var ikke at se nogen steder, hverken i køen til herretoiletterne, for jeg gik derhen og tjekkede det og stod også og ventede lidt for at se om han kom ud derfra, men det gjorde han ikke, eller foran biografen, for da jeg gik udenfor på gaden, var han der ikke.
En kæmpe menneskemængde ventede på at komme ind til næste forestilling klokken tretten – køen snoede sig rundt om bygningen, ned ad Broxton Avenue, hvorefter den slog et sving omkring Le Conte Avenue og fortsatte ad Gayley Avenue før den til sidst endte ved biografens billetsalg så den dannede et næsten ubrudt kvadrat rundt om hele fire husblokke.
Derudover var der flere hundrede andre mennesker foran Village Theater som ikke stod i kø, men tilsyneladende bare hang ud og snakkede ved foden af det gigantiske fox-tårn, så jeg blev også stående lidt i håbet om at få et enkelt glimt af den fortryllende fyr selvom jeg godt vidste at jeg ikke ville få ham at se igen.
Alligevel blev jeg lettet over at han var forsvundet, for synet ville have været alt for overvældende og helt sikkert en smule skuffende, for jeg ville aldrig få den samme betydning for ham som han i sidste ende fik for mig.
Jeg modellerede ligefrem en figur efter ham i en novelle jeg skrev den sommer, og i fiktionens verden kunne jeg gøre med ham hvad jeg ville.
Mens jeg fulgte Thoms bil gennem alle svingene ad Sunset Boulevard på vej til Bel Air den eftermiddag i september før Labor Day, sad jeg og tænkte på sommeren der var ved at være forbi: på at være blevet kærester med Debbie, hverdagene hvor vi hang ud i den private strandklub, de sene aftener på Du-par’s efter at have danset på Seven Seas i en kontrolleret whiskybrandert – i Californien skulle man være enogtyve for at drikke på barerne, men alle havde falsk id – og det var allerede længe siden vi havde lagt teenagerne på Odyssey bag os, nu var der poolparties – som regel hos Anthony Matthews eller Debbie Schaffer – Terry skaffede os ind til en forpremiere på Indiana Jones i Paramount-studierne, nogle af os var inde at se en midnatsforestilling med En amerikansk varulv i London i Avco-biografen i Westwood i premiereweekenden i august, vi var hamrende skæve og råbte og skreg overdrevent til de scener hvor
David Naughton forvandlede sig til et uhyre, og vi begyndte at gå til koncerter med new wave-bands på små klubber – vi var på vej videre fra Eagles i Long Beach Arena (hvor vi var blandt publikum da de opløste bandet på scenen under det der senere viste sig at blive deres sidste koncert i femten år) og Pink Floyd der havde opført The Wall i Sports Arena i februar samme år – vores musiksmag var ved at ændre sig, og i stedet var det nu X på Whisky, The Go-Go’s på Starwood, The Plimsouls på The Roxy.
Det var den sommer hvor moden skiftede:
Alle drengene på vores årgang gik nu i Ralph Lauren-poloshirts i kække farver – pink og blå og grøn og lilla – en trend som Thom Wright og jeg havde startet, men nu med kraven slået op, og skotskternede shorts, og cardigansweatre, og vi gik i Armani-manchetskjorte med ørnelogo som en del af vores Buckley-skoleuniform, og sejlersko og penny loafers afløste de sædvanlige loafers med spænde og tennisskoene.
Vi prøvede at se tjekkede ud, vi gjorde alt for at virke cool, vi ville være voksne. I august det år begyndte MTV at vise musikvideoer, men ingen af os havde nogen anelse om hvordan det ville udvikle sig – Buggles’ ”Video Killed the Radio Star” var den første musikvideo der blev vist på kanalen, og selvom vi kendte nummeret og havde lyttet til albummet The Age of Plastic, som det stammede fra, havde vi ikke en chance for at vide hvilken dristig forudsigelse sangen og videoen senere morfede over i.
Som jeg sagde, var sommeren 1981 en drøm – paradisisk, som jeg yndede at kalde den – og derfor forestillede jeg mig at det sidste skoleår, der lå foran os, ville blive forholdsvis ukompliceret, at jeg ville komme nemt igennem det og bare kunne spille en indøvet rolle mens jeg planlagde min flugtrute, sandsynligvis til et eller andet sted på Østkysten, måske længere væk, måske på den anden side af et hav.
Det bliver et helt igennem uskyldigt år, tænkte jeg mens jeg kørte ad Sunset Boulevard, så let som en leg at komme igennem.
På trods af at vi alle sammen havde kendt hinanden siden 7. klasse eller længere, og vi angiveligt var åh så nære venner, og vi tog så mange uskyldige sandheder for givet, havde jeg ved sommerens slutning set i øjnene at det også var ved at gå op for os at disse vedtagne sandheder rent faktisk ikke var ægte, og jeg vidste at der var nogle af de ting der skete den sommer, som jeg aldrig i livet ville fortælle til mine bedste venner, Thom Wright og Susan Reynolds, eller til min nye kæreste, Deborah Schaffer.
De ville aldrig få noget at vide om de pragtfulde eftermiddage hvor jeg nøgenbadede sammen med vores skolekammerat Matt Kellner i Encino, eller om hvor længe jeg sad og tog Ryan Vaughn på inderlåret da vi sammen så Flugtaktion New York i en af Town & Country-biografens tre sale, svævende på den valium jeg havde taget i et af min mors mange glas med receptpligtig medicin – jeg havde allerede set filmen, men var ligeglad, for jeg havde bare lyst til at sidde tæt op ad Ryan i biografsalens mørke.
Mine skolekammerater ville aldrig få at vide at Matt Kellner suttede den af på mig i sit gæstehus ved poolen bag sine forældres palæagtige ejendom på Haskell Avenue hvorefter jeg gled ned og gjorde det samme på ham, eller at Ryan Vaughn, som var en af de to anførere på skolens footballhold, ikke havde fjernet min hånd fra sit lår i den mørke biografsal en augustaften for kun et par uger siden.
♥️♥️♥️♥️♥️ – Politiken
★★★★★ – Jyllands-Poste
“748 siders fed, moderne prosakunst … fremragende oversat” – Weekendavisen
Stort anlagt fortælling af forfatteren bag mesterværket American Psycho.
En ung gruppe af high school elever vokser op i Los Angeles i 1981. De er privilegerede, 17 år og på vej ind i voksenlivet og en sommer fyldt med sex, jalousi, alkohol, stoffer, store følelser og en farlig leg med hinanden. På samme tid hærger en seriemorder byen, og teenagere begynder at forsvinde.
Skår er den modne, fuldt udfoldede Ellis-roman, læserne har ventet på i mange år. Oversat af Karsten Nielsen.
Du kan købe Skår i din lokale boghandel eller online på Saxo.com
Hvis du vil have endnu mere læseinspiration, kan du følge os på vores Facebook-side her. Du kan også se vores liste med nye romaner.
Andre læste også: