Aktuelt Fagbøger Sundhed og livsstil

Bekymrer du dig for meget? Her er 3 HjerneRo-tips til at slippe bekymringerne

HjerneRO Mindcamp

Med HjerneRO-teknikker kan du blive bedre til at få styr på bekymringer og tankemylder, også når du er i pressede situationer.


Det kan næsten føles, som om ens hjerne koger, når der er deadlines lige om hjørnet, store opgaver og vigtige præsentationer. Det kan også være på hjemmefronten, at der sker ting, som kan få bekymringstanker til fylde så meget, at der ikke er plads til andet, og det kan være svært at sove og fungere optimalt i hverdagen.

Psykologer har selv været styret af bekymringstanker

Martin Kastrup og Mads Hyldig, der er uddannede psykologer og står bag bogen HjerneRO – slip tankemylder, bekymringer og overtænkning, har selv prøvet at være der i deres liv, hvor bekymringerne fyldte for meget.

Martin oplevede det, da han som 25-årig fik en alvorlig, kronisk kræftsygdom, hvor han blandt andet blev behandlet med radioaktivt stof, der var så giftigt, at han ikke måtte dele bestik med andre i 14 dage, og gennemgik en operation, hvor han i en periode næsten mistede stemmen.

Martin stod overfor en meget svær beslutning om at modtage en ny strålebehandling, der måske kunne fjerne de tumorer, han havde i kroppen, men som også kunne skabe en aggressiv kræftform 10-20 år senere. Han valgte ikke at tage imod strålebehandlingen og lever den dag i dag med flere tumorer i kroppen.

“Mit sygdomsforløb har lært mig, hvor meget man kan klare, når bare man har ro i hovedet. Omvendt mister man sin modstandskraft, når bekymringerne får lov at fylde for meget. HjerneRO-teknikkerne er uden tvivl dét, der hjælper mig med at leve en forholdsvis bekymringsfri hverdag på trods af, at jeg lever med en kronisk kræftsygdom. Det er de teknikker, vi giver videre med denne bog.”

Mads oplevede det i forbindelse med at være udsendt som soldat i Afghanistan.

”Det var en hård periode fyldt med bekymringer, om jeg var god nok, og hvad der kunne gå galt. Heldigvis gav Forsvaret mig redskaber til at slippe bekymringerne, og det lærte mig, at man kan klare utroligt meget, når bare man har HjerneRO.”

For Martin Kastrup og Mads Hyldig handler det ikke om at udrydde de negative bekymringstanker, det handler om ikke at lade sig styre for meget af dem.

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Er du stresset?

3000 har brugt HjerneRO-metoder

Ofte undervurderer vi den stress, der kommer indefra, det vil sige den stress, der kommer fra tankerne. Med teknikkerne fra HjerneRO kan du hjælpe med at give hjernen en velfortjent pause, så du bedre kan håndtere de udfordringer, kriser og følelser af ubehag, som vi alle oplever en gang imellem.

Over 3000 mennesker har været igennem det onlineforløb, som psykologerne Martin Kastrup og Mads Hyldig har udviklet til at skabe HjerneRO på fire uger.

Med bogen HjerneRO –Slip tankemylder, bekymringer og overtænkning bliver det endnu mere overskueligt at komme i gang med at bruge de redskaber, der kan være med til at styre bekymringstankerne, så de ikke tager overhånd.

Læs mere om online-HjerneRO-forløbet her.

3 ting, der er gode at vide, hvis du bekymrer dig for meget

Her er 3 ting, der er vigtige at huske, når det handler om hjernen, og som kan hjælpe med at få bugt med bekymringstankerne.

1. Det er meget menneskeligt at bekymre sig

Det er helt normalt at bekymre sig, men hvis vi lader bekymringstankerne styre for meget, kan det resultere i uro, en følelse af udbrændthed og mistrivsel. Vores hjerner er programmeret til at fokusere på det negative, det er en rest fra dengang, hvor vi havde brug for at sikre vores overlevelse ved hele tiden at være obs på potentielt farlige situationer, som når en bjørn åndede os i nakken.

Undersøgelser viser, at vi fokuserer systematisk mere på det negative end på det positive, og at de negative følelser også påvirker os mere. Det kan derfor fylde mere, at vi blev fyret, end at vi endte med at få drømmejobbet.

Det er både menneskets styrke og svaghed, at vi er i stand til at reflektere over vores situation. Mange dyr havde nok ikke overlevet, hvis de havde brugt tid på at bekymre sig om de nu også kunne finde nok mad, og om det var det rigtige mad, i stedet for bare at finde maden. Og hvis de brugte alt for lang tid på at finde det helt rigtige sted at bygge hule med den helt rigtige beliggenhed, i stedet for bare at få det gjort, inden vinteren kom.

2. Det er “bare” en dårlig vane at bekymre sig for meget

Ofte hører man folk sige: “Jeg kan ikke gøre for det, jeg er den bekymrede type.” Men selvom mennesket kan have en tendens til at fokusere mere på det negative, så er du ikke født som den bekymrede type! Der er intet videnskabeligt belæg for at sige, at det ligger i vores gener at bekymre os for meget. Det er noget, vi har lært.

Tænk på, hvor ubekymrede små børn er, de har ikke lært den dårlige vane at blive styret af bekymringstanker. Som med andre dårlige vaner, kan vi faktisk ændre vores vane med at lade bekymringerne tage overhånd.

3. Hjernen er plastisk – du kan påvirke den i den rigtige retning

Hjernen er plastisk, den ændrer sig, og vi kan selv være med til at ændre den. Ved selvdirigeret neuroplasticitet forsøger man aktivt at ændre hjernen i en bevidst retning. Vi kan ikke styre, hvilke tanker der opstår, men vi kan øve os i at slippe unødvendige bekymringer, der stresser hjernen.

En god øvelse, som kan hjælpe, er at skrue op for følelsen af at være taknemmelig. Uanset, hvor svær en situation, du står i, vil der altid være noget at være taknemmelig for. Det fjerner selvfølgelig ikke bekymringstankerne at være taknemmelig for noget, og det er heller ikke meningen, at man skal forsøge at bruge taknemmelige tanker til at dække for de svære tanker. Men det kan hjælpe på sigt at blive mere opmærksom på, hvad der er at være taknemmelig for i ens liv.

For Martin Kastrup hjalp det ham i den svære situation med kræftdiagnosen, at han var i live – og selvom sygdommen var arvelig, så var der ikke nogen af de yngste i familien, der havde den, og lægerne kunne sørge for, at hans børn ikke ville få den. Det var han også taknemmelig for.

Taknemmelighedstræning går helt enkelt ud på, at du skal tænke på én ting dagligt, som du er taknemmelig for. Det er nok til, at du kan flytte fokus, så det ikke kun er bekymringerne, der får lov at fylde.

Dermed ikke sagt, at du skal bekæmpe de negative tanker med de positive eller overgøre det, det ville have den modsatte effekt.

Mere om HjerneRO

bøger om mental sundhed
HjerneRO

HjerneRo handler i al sin enkelthed om at tænke mindre. Om at give slip på bekymringer, tankemylder og overtænkning.

Hjernen kan som udgangspunkt klare forholdsvis store mængder pres og stress, og i følge forfatterne skal vi heller ikke være bekymrede for at opleve stress. Det kan vi ikke undgå at opleve i perioder, tænk bare på en vigtig deadline på jobbet eller en dag, hvor du løber fra det ene møde til det andet.

Det vigtige er til gengæld, at hjernen får en pause.  Derfor handler hjerneRO om at lægge unødvendige bekymringer fra sig og give slip på tankemylder og overtænkning, så hjernen kan genoplade.

Men hvad gør man, når en tanke først har sat sig fast eller en bekymring nager?

Du kan købe HjerneRO online hos fx. Bog&Ide eller i din nærmeste boghandel.

Vil du gerne læse mere der minder om? Læs nogle af vores mange artikler der handler om bøger om sundhed.