”Jeg vil ikke fortælle om det sensationelle ved at dø, og jeg vil ikke skrive en formaning om at huske at lugte til blomsterne, men jeg vil sige: Her er, hvad der ligger forude.”
Sådan skriver 36-årige Paul Kalanithi i en mail til sin ven. Han skriver det velvidende at han skal dø, og at det formentlig vil ske inden længe. Og han ved det endda bedre end de fleste: for i årevis har han selv stået på den anden side; det er ham, der har haft lægekitlen på og skullet overbringe patienterne de værste nyheder i deres liv. Han ved præcis, hvad de tågede områder på røntgenbilledet viser: at det er kræft, at det har bredt sig og at det med al sandsynlighed er hans egen dødsdom, han ser på.
Paul Kalanithi var på nippet til at afslutte ti års uddannelse som neurokirurg, da han fik konstateret lungecancer i stadie 4. Den ene dag var han en læge, der behandlede de døende, den næste var han en patient, der kæmpede for sit liv.
Og så begyndte han at skrive.
Før jeg forsvinder er Kalanithis refleksioner over livet på et tidspunkt, hvor der er sikkerhed for snarlig død, men usikkerhed om tidspunktet. Hvad giver så mening? Hvad gør livet værd at leve, når døden banker på? Hvad bliver vigtigt, og hvordan bruger du din tid bedst, når du ved, den er ved at rinde ud?
Paul Kalanithi forblev i arbejde så længe som muligt. Måske for at bevare en følelse af normalitet, trods alt – men nok mest, fordi han oprigtigt elskede sit arbejde. Han valgte sammen med sin kone at få et barn, og det nye liv sætter tydeligt præg på hans sidste måneder – i nogle af hans lykkeligste øjeblikke.
”Siden Cadys fødsel har min tid med hende været helt usædvanlig og fri. Efter al sandsynlighed lever jeg ikke længe nok til, at hun vil kunne huske mig. Så derfor er tiden bare det, den er,” forklarede Kalanithi selv.
”Det er en svær balance”, fortsatte han. ”Hvis du ikke tænker over, at det kan ende dårligt, kan døden blive svær at håndtere for dig selv og din familie. Men hvis du kun tænker, at det vil ende godt, mister du muligheden for at få det bedste ud af dit liv og den tid, du har tilbage.”
[embedyt] http://www.youtube.com/watch?v=Zef4hORDrCY[/embedyt]
Paul Kalanithi døde i marts 2015, mens han skrev på denne bog. Og med bogen har han videregivet et af livets sværeste, men også et af dets måske vigtigste synspunkter, nemlig det, der indfinder sig, når livet er ved at slutte. Det er et tidspunkt, hvor nærvær og prioriteter får helt ny mening. Hvor det vigtige og det uvæsentlige bliver lettere at skelne fra hinanden. Og for Paul Kalanithis vedkommende: hvor kærligheden til livet formentlig er på sit højeste. Det lyser ud af hver eneste side, hver eneste sætning i hans bog.
Det er udsigten fra dette sted, fra livets afslutning, Kalanithi ønsker at dele med sin bog:
”Læseren kan tage skoene på, gå en lille tur i dem og sige ‘Nå, sådan ser det så ud herfra … før eller senere kommer jeg tilbage hertil i mine egne sko.’ Det er dét, jeg vil opnå, tror jeg.”
“En helt igennem betagende bog” – Kristeligt Dagblad
Læs med i bogens indledende sider her
Køb bogen her
Sådan skriver 36-årige Paul Kalanithi i en mail til sin ven. Han skriver det velvidende at han skal dø, og at det formentlig vil ske inden længe. Og han ved det endda bedre end de fleste: for i årevis har han selv stået på den anden side; det er ham, der har haft lægekitlen på og skullet overbringe patienterne de værste nyheder i deres liv. Han ved præcis, hvad de tågede områder på røntgenbilledet viser: at det er kræft, at det har bredt sig og at det med al sandsynlighed er hans egen dødsdom, han ser på.
Paul Kalanithi var på nippet til at afslutte ti års uddannelse som neurokirurg, da han fik konstateret lungecancer i stadie 4. Den ene dag var han en læge, der behandlede de døende, den næste var han en patient, der kæmpede for sit liv.
Og så begyndte han at skrive.
Før jeg forsvinder er Kalanithis refleksioner over livet på et tidspunkt, hvor der er sikkerhed for snarlig død, men usikkerhed om tidspunktet. Hvad giver så mening? Hvad gør livet værd at leve, når døden banker på? Hvad bliver vigtigt, og hvordan bruger du din tid bedst, når du ved, den er ved at rinde ud?
Paul Kalanithi forblev i arbejde så længe som muligt. Måske for at bevare en følelse af normalitet, trods alt – men nok mest, fordi han oprigtigt elskede sit arbejde. Han valgte sammen med sin kone at få et barn, og det nye liv sætter tydeligt præg på hans sidste måneder – i nogle af hans lykkeligste øjeblikke.
”Siden Cadys fødsel har min tid med hende været helt usædvanlig og fri. Efter al sandsynlighed lever jeg ikke længe nok til, at hun vil kunne huske mig. Så derfor er tiden bare det, den er,” forklarede Kalanithi selv.
”Det er en svær balance”, fortsatte han. ”Hvis du ikke tænker over, at det kan ende dårligt, kan døden blive svær at håndtere for dig selv og din familie. Men hvis du kun tænker, at det vil ende godt, mister du muligheden for at få det bedste ud af dit liv og den tid, du har tilbage.”
[embedyt] http://www.youtube.com/watch?v=Zef4hORDrCY[/embedyt]
Paul Kalanithi døde i marts 2015, mens han skrev på denne bog. Og med bogen har han videregivet et af livets sværeste, men også et af dets måske vigtigste synspunkter, nemlig det, der indfinder sig, når livet er ved at slutte. Det er et tidspunkt, hvor nærvær og prioriteter får helt ny mening. Hvor det vigtige og det uvæsentlige bliver lettere at skelne fra hinanden. Og for Paul Kalanithis vedkommende: hvor kærligheden til livet formentlig er på sit højeste. Det lyser ud af hver eneste side, hver eneste sætning i hans bog.
Det er udsigten fra dette sted, fra livets afslutning, Kalanithi ønsker at dele med sin bog:
Læs med i bogens indledende sider her
Køb bogen her
Andre læste også: