Aktuelt Bogen samler tankerne

“Hvad åbner vinduet til virkeligheden? Det gør bøgerne” – Knud Romer

Bogen samler tankerne, Knud romer, Læsekampagne

BOGEN SAMLER TANKERNE

Hvorfor læser du? Hvad er dit første minde om læsning? Og dit bedste?

Lindhardt og Ringhof slår et slag for læsning. Under overskriften BOGEN SAMLER TANKERNE har vi bedt en lang række mennesker med et forhold til bøger fortælle om, hvad læselyst og læseglæde betyder for dem.

Læs med – og vær med i samtalen om, hvad læsning betyder for dig, for os og for vores samfund.


Af Knud Romer

Bogen samler tankerne. Faktisk betyder det at læse på græsk at samle. Og det er ikke kun tankerne, man samler, man samler sig selv. Når man har lukket bogen, er man blevet til sig selv. 

Når solen går ned, får du øjnene stukket ud, så mørkt er der på Falster. Der er ingenting på Falster. Men der var bøger, og det var mine vinduer til virkeligheden, der åbnede sig.

Det er kun journalister og politikere, der tror, at virkeligheden ligger derude i form af kendsgerninger, og at vi har et gennemsigtigt vindue til virkeligheden. Det har vi ikke, virkeligheden er altid sanseformidlet, det er en mental konstruktion, som vi skaber oppe i vores hjerner, og som så bliver struktureret af kulturelle og sociale programmeringer.

Vi går ikke i landskabet, vi går i vores bevidsthedslandskab, og den horisont er ligeså smal og ligeså bred som det, man ved. Det er derfor, det hedder bevidsthed. Hvad åbner bevidstheden, hvad åbner vinduet til virkeligheden? Det gør bøgerne. Det er dem, der udvider vores horisont og gør vores verden rigere og rigere og rigere, oppe i vores hoved, der hvor bøgerne samler sig til den virkelighed, vi går rundt i. 

Broer til virkeligheden

Da jeg var lille, voksede jeg op på Falster, og der var altså ikke meget at gøre godt med. Vi havde ikke noget fjernsyn, Gud bedre det, vi havde en transistorradio i køkkenet, vi havde en stor grammofonpladespiller, hvor min far én gang om året spillede “Hvor skoven dog er frisk og grøn”, og ellers var der intet. Man kunne ikke engang komme væk fra Falster. Motorvejen startede oppe ved Tappernøje, og alle folk var fulde, når de kørte bil, og de slukkede lyset om natten for at spare på det, så der var fyldt med bilvrag. Ingen slap ud af Falster. 

Nede i Frankfurt stod min mormors bogskabe, og dem måtte man ikke åbne, så jeg ledte efter nøglerne, men jeg kunne ikke finde dem. Til sidst trak jeg i frustration i døren, og den stod åben! Derinde ventede den tyske romantik på mig med eventyrene. Bøgerne blev mit liv. Jeg troede selvfølgelig, at bøgerne var en vej ud i livet. Det var de så ikke, jeg for vild i en uendelig labyrint, der førte længere og længere væk fra virkeligheden og længere og længere ind i mit hoved. Og den eneste måde, jeg kunne komme ud igen, det var faktisk ved at skrive bøger, som var mine små flaskeposter til virkeligheden.

Den eneste måde, jeg kan sidde ved et julebord, det er ved at skrive om det, og når jeg så skriver om det, så er det som om, jeg sidder ved det selv, ude i det store julefrokostbord i virkeligheden.

Så at skrive blev for mig broer til virkeligheden, ligesom det at læse blev broen til virkeligheden. 

At læse for at løse livets gåde

Jeg læste mig igennem børnebiblioteket, og så tog Hobbitten mig i hånden og førte mig ud i voksenbiblioteket, ud til Ringenes Herre. Og så begynder man sin vandring gennem bøgerne for at finde sig selv. For at finde ud af, hvem er jeg, hvad er jeg, hvor er jeg? Hvad er det, der sker? Hvad er livet, hvad er døden? Er der nogle svar? Tak!

Og i puberteten vågnede jeg jo virkelig op til skræk og rædsel, for livet er blevet til en gåde. Og den gåde prøver man at løse. Man spørger sin far, som siger “du skal blive forsikringsmand”, man spørger sin mor, som siger “du skal spise op”. Der er jo ikke noget svar, men vi leder efter det, hvor vi kan få det, og det er i bøgerne. Så jeg har læst og læst og læst og læst og læst i jagten på at løse livets gåde.

Vi lever vores liv i det, vi fortæller om vores liv

Der er mange bøger, hvor der burde stå “forbudt for børn” eller “må først nydes efter man er 18” ligesom med cigaretter og alkohol. Fordi de bliver jo serveret som sandheder, der er bare mange af dem. Søren Kirkegaards Sygdommen til døden – skræk og rædsel og kedsomhed. Han er jo religiøs fundamentalist. Det er jo livsfarligt at læse Kirkegaard i en forkert alder, for man tror jo på sandhederne. Og Heidegger – rigtig god fornøjelse! Hvorfor er der noget og ikke bare intet? Man kan drive sig selv til vanvid!

Jeg har læst mig igennem psykiatriens historie, jeg har været narcissistisk styret, jeg har været tvangsneurotiker, jeg har været udsat for incest og fadermorder. Man leder og leder – der er et eller andet galt, der er noget, der mangler. Tiøren falder aldrig. Og pludselig finder man ud af, at svaret er gåden. At løsningen er problemet. For der er ikke nogen. Fysikerne siger det også: Der er underskud på information. Vi ved ikke, hvad energi er. Det er en metafor. Big Bang – ingen idé. Den går igennem alt levende, køer, træer, bladene, Gud, kærlighed, drift, kraft. Der er jo ikke noget svar. Det underskud af information gør også, at vi aldrig kan være fuldt til stede. Have fuld selvbevidsthed. Det kommer aldrig til at ske. 

Så vi lever hele vores liv i en svævetilstand, hvor sandheden aldrig melder sig. Vi er skygger, der er kastet af en sol bag vores ryg, og sådan lever vi og sådan kommer vi til at dø. Og bøgerne er der, hvor man fortolker og udlægger livet på uendeligt mange forskellige måder. Det er myter og legender. Vi har en kæmpe stjernehimmel, et kaos af stjerner, som ikke har noget som helst mønster. Men mennesker tegner streger mellem stjernerne, så der er Orion og Cassiopeia. Og så er der myter og historier om de her figurer, som knytter himlen og Jorden sammen. Det giver os en placering, en retning, en udvikling. Det er det, historier gør. Vi lever faktisk vores liv i det, vi fortæller om vores liv. Vi lever vores liv ligesom romaner. Vi lever vores liv i de fortællinger vi har om det, nøjagtigt ligesom bøger. Det uendelige liv lever i bøgerne. At læse bøger samler tankerne, samler dit liv, samler dig. 

‘Books are silent friends’

Det er med bøger, som det er med venner. Det er ren intuition, og du ved det med det samme. Du kan mærke det allerede inden du åbner bogen – på titlen, på forfatteren, på dens konsistens: “Uh, denne her, den er god.” Når du så åbner bogen, er den første sætning krogen. Ligesom når du møder et nyt menneske, hører deres stemme og kigger dem i øjnene, så ved du, at ham der vil være en ven for livet. Eller hende der, hende kan jeg kysse uden at spørge om det. Jeg ved, allerede før vi er gået i gang, at det her bliver en rigtig god historie, som ender med prinsessen og det halve kongerige, selvfølgelig. 

Der er nogle bøger, der følger en hele vejen gennem livet. Dem har vi alle sammen, denne her følgesvend, som man så læser på en ny måde, og tit bliver det en helt ny bog. For meget tit er det os selv, der læser os ind i bøger. Vi bruger dem til det, vi nu kan bruge dem til, som et værktøj eller et redskab, som noget der artikulerer vores følelser, håb og tanker. De samler vores tanker. Og alt efter hvem man er, og hvor man er i livet, vil den samme bog kunne bruges som en ven i nøden og i glæden på mange forskellige måder. Der er ikke nogen regler. Og der er ikke nogen gode bøger eller dårlige bøger. Der er ikke nogen genrer, der er bedre end andre. Om det er en ugebladsnovelle, en børnebog, fantasy, lyrik eller tegneserier. 

Bøgerne har det med at finde én lige nøjagtigt der, hvor de kan fortælle en noget. Hvor de kan trøste eller opmuntre én, hvor de kan vise én en ny vej i livet.  


LÆS MERE OM BOGEN SAMLER TANKERNE HER