Hvorfor lÌser du? Hvad er dit første minde om lÌsning? Og dit bedste?
Lindhardt og Ringhof slür et slag for lÌsning. Under overskriften BOGEN SAMLER TANKERNE har vi bedt en lang rÌkke mennesker med et forhold til bøger fortÌlle om, hvad lÌselyst og lÌseglÌde betyder for dem.
LĂŚs med â og vĂŚr med i samtalen om, hvad lĂŚsning betyder for dig, for os og for vores samfund.
Af Knud Romer
Bogen samler tankerne. Faktisk betyder det at lĂŚse pĂĽ grĂŚsk at samle. Og det er ikke kun tankerne, man samler, man samler sig selv. NĂĽr man har lukket bogen, er man blevet til sig selv.
Nür solen gür ned, für du øjnene stukket ud, sü mørkt er der pü Falster. Der er ingenting pü Falster. Men der var bøger, og det var mine vinduer til virkeligheden, der übnede sig.
Det er kun journalister og politikere, der tror, at virkeligheden ligger derude i form af kendsgerninger, og at vi har et gennemsigtigt vindue til virkeligheden. Det har vi ikke, virkeligheden er altid sanseformidlet, det er en mental konstruktion, som vi skaber oppe i vores hjerner, og som sĂĽ bliver struktureret af kulturelle og sociale programmeringer.
Vi gür ikke i landskabet, vi gür i vores bevidsthedslandskab, og den horisont er ligesü smal og ligesü bred som det, man ved. Det er derfor, det hedder bevidsthed. Hvad übner bevidstheden, hvad übner vinduet til virkeligheden? Det gør bøgerne. Det er dem, der udvider vores horisont og gør vores verden rigere og rigere og rigere, oppe i vores hoved, der hvor bøgerne samler sig til den virkelighed, vi gür rundt i.
Broer til virkeligheden
Da jeg var lille, voksede jeg op pĂĽ Falster, og der var altsĂĽ ikke meget at gøre godt med. Vi havde ikke noget fjernsyn, Gud bedre det, vi havde en transistorradio i køkkenet, vi havde en stor grammofonpladespiller, hvor min far ĂŠn gang om ĂĽret spillede “Hvor skoven dog er frisk og grøn”, og ellers var der intet. Man kunne ikke engang komme vĂŚk fra Falster. Motorvejen startede oppe ved Tappernøje, og alle folk var fulde, nĂĽr de kørte bil, og de slukkede lyset om natten for at spare pĂĽ det, sĂĽ der var fyldt med bilvrag. Ingen slap ud af Falster.
Nede i Frankfurt stod min mormors bogskabe, og dem mütte man ikke übne, sü jeg ledte efter nøglerne, men jeg kunne ikke finde dem. Til sidst trak jeg i frustration i døren, og den stod üben! Derinde ventede den tyske romantik pü mig med eventyrene. Bøgerne blev mit liv. Jeg troede selvfølgelig, at bøgerne var en vej ud i livet. Det var de sü ikke, jeg for vild i en uendelig labyrint, der førte lÌngere og lÌngere vÌk fra virkeligheden og lÌngere og lÌngere ind i mit hoved. Og den eneste müde, jeg kunne komme ud igen, det var faktisk ved at skrive bøger, som var mine smü flaskeposter til virkeligheden.
Den eneste mĂĽde, jeg kan sidde ved et julebord, det er ved at skrive om det, og nĂĽr jeg sĂĽ skriver om det, sĂĽ er det som om, jeg sidder ved det selv, ude i det store julefrokostbord i virkeligheden.
SĂĽ at skrive blev for mig broer til virkeligheden, ligesom det at lĂŚse blev broen til virkeligheden.
At lÌse for at løse livets güde
Jeg lÌste mig igennem børnebiblioteket, og sü tog Hobbitten mig i hünden og førte mig ud i voksenbiblioteket, ud til Ringenes Herre. Og sü begynder man sin vandring gennem bøgerne for at finde sig selv. For at finde ud af, hvem er jeg, hvad er jeg, hvor er jeg? Hvad er det, der sker? Hvad er livet, hvad er døden? Er der nogle svar? Tak!
Og i puberteten vĂĽgnede jeg jo virkelig op til skrĂŚk og rĂŚdsel, for livet er blevet til en gĂĽde. Og den gĂĽde prøver man at løse. Man spørger sin far, som siger “du skal blive forsikringsmand”, man spørger sin mor, som siger “du skal spise op”. Der er jo ikke noget svar, men vi leder efter det, hvor vi kan fĂĽ det, og det er i bøgerne. SĂĽ jeg har lĂŚst og lĂŚst og lĂŚst og lĂŚst og lĂŚst i jagten pĂĽ at løse livets gĂĽde.
Vi lever vores liv i det, vi fortĂŚller om vores liv
Der er mange bøger, hvor der burde stĂĽ “forbudt for børn” eller “mĂĽ først nydes efter man er 18” ligesom med cigaretter og alkohol. Fordi de bliver jo serveret som sandheder, der er bare mange af dem. Søren Kirkegaards Sygdommen til døden – skrĂŚk og rĂŚdsel og kedsomhed. Han er jo religiøs fundamentalist. Det er jo livsfarligt at lĂŚse Kirkegaard i en forkert alder, for man tror jo pĂĽ sandhederne. Og Heidegger – rigtig god fornøjelse! Hvorfor er der noget og ikke bare intet? Man kan drive sig selv til vanvid!
Jeg har lĂŚst mig igennem psykiatriens historie, jeg har vĂŚret narcissistisk styret, jeg har vĂŚret tvangsneurotiker, jeg har vĂŚret udsat for incest og fadermorder. Man leder og leder – der er et eller andet galt, der er noget, der mangler. Tiøren falder aldrig. Og pludselig finder man ud af, at svaret er gĂĽden. At løsningen er problemet. For der er ikke nogen. Fysikerne siger det ogsĂĽ: Der er underskud pĂĽ information. Vi ved ikke, hvad energi er. Det er en metafor. Big Bang – ingen idĂŠ. Den gĂĽr igennem alt levende, køer, trĂŚer, bladene, Gud, kĂŚrlighed, drift, kraft. Der er jo ikke noget svar. Det underskud af information gør ogsĂĽ, at vi aldrig kan vĂŚre fuldt til stede. Have fuld selvbevidsthed. Det kommer aldrig til at ske.
Sü vi lever hele vores liv i en svÌvetilstand, hvor sandheden aldrig melder sig. Vi er skygger, der er kastet af en sol bag vores ryg, og südan lever vi og südan kommer vi til at dø. Og bøgerne er der, hvor man fortolker og udlÌgger livet pü uendeligt mange forskellige müder. Det er myter og legender. Vi har en kÌmpe stjernehimmel, et kaos af stjerner, som ikke har noget som helst mønster. Men mennesker tegner streger mellem stjernerne, sü der er Orion og Cassiopeia. Og sü er der myter og historier om de her figurer, som knytter himlen og Jorden sammen. Det giver os en placering, en retning, en udvikling. Det er det, historier gør. Vi lever faktisk vores liv i det, vi fortÌller om vores liv. Vi lever vores liv ligesom romaner. Vi lever vores liv i de fortÌllinger vi har om det, nøjagtigt ligesom bøger. Det uendelige liv lever i bøgerne. At lÌse bøger samler tankerne, samler dit liv, samler dig.
‘Books are silent friends’
Det er med bøger, som det er med venner. Det er ren intuition, og du ved det med det samme. Du kan mĂŚrke det allerede inden du ĂĽbner bogen – pĂĽ titlen, pĂĽ forfatteren, pĂĽ dens konsistens: “Uh, denne her, den er god.” NĂĽr du sĂĽ ĂĽbner bogen, er den første sĂŚtning krogen. Ligesom nĂĽr du møder et nyt menneske, hører deres stemme og kigger dem i øjnene, sĂĽ ved du, at ham der vil vĂŚre en ven for livet. Eller hende der, hende kan jeg kysse uden at spørge om det. Jeg ved, allerede før vi er gĂĽet i gang, at det her bliver en rigtig god historie, som ender med prinsessen og det halve kongerige, selvfølgelig.
Der er nogle bøger, der følger en hele vejen gennem livet. Dem har vi alle sammen, denne her følgesvend, som man sü lÌser pü en ny müde, og tit bliver det en helt ny bog. For meget tit er det os selv, der lÌser os ind i bøger. Vi bruger dem til det, vi nu kan bruge dem til, som et vÌrktøj eller et redskab, som noget der artikulerer vores følelser, hüb og tanker. De samler vores tanker. Og alt efter hvem man er, og hvor man er i livet, vil den samme bog kunne bruges som en ven i nøden og i glÌden pü mange forskellige müder. Der er ikke nogen regler. Og der er ikke nogen gode bøger eller dürlige bøger. Der er ikke nogen genrer, der er bedre end andre. Om det er en ugebladsnovelle, en børnebog, fantasy, lyrik eller tegneserier.
Bøgerne har det med at finde Ên lige nøjagtigt der, hvor de kan fortÌlle en noget. Hvor de kan trøste eller opmuntre Ên, hvor de kan vise Ên en ny vej i livet.
BOGEN SAMLER TANKERNE
Hvorfor lÌser du? Hvad er dit første minde om lÌsning? Og dit bedste?
Lindhardt og Ringhof slür et slag for lÌsning. Under overskriften BOGEN SAMLER TANKERNE har vi bedt en lang rÌkke mennesker med et forhold til bøger fortÌlle om, hvad lÌselyst og lÌseglÌde betyder for dem.
LĂŚs med â og vĂŚr med i samtalen om, hvad lĂŚsning betyder for dig, for os og for vores samfund.
Af Knud Romer
Bogen samler tankerne. Faktisk betyder det at lĂŚse pĂĽ grĂŚsk at samle. Og det er ikke kun tankerne, man samler, man samler sig selv. NĂĽr man har lukket bogen, er man blevet til sig selv.
Nür solen gür ned, für du øjnene stukket ud, sü mørkt er der pü Falster. Der er ingenting pü Falster. Men der var bøger, og det var mine vinduer til virkeligheden, der übnede sig.
Det er kun journalister og politikere, der tror, at virkeligheden ligger derude i form af kendsgerninger, og at vi har et gennemsigtigt vindue til virkeligheden. Det har vi ikke, virkeligheden er altid sanseformidlet, det er en mental konstruktion, som vi skaber oppe i vores hjerner, og som sĂĽ bliver struktureret af kulturelle og sociale programmeringer.
Vi gür ikke i landskabet, vi gür i vores bevidsthedslandskab, og den horisont er ligesü smal og ligesü bred som det, man ved. Det er derfor, det hedder bevidsthed. Hvad übner bevidstheden, hvad übner vinduet til virkeligheden? Det gør bøgerne. Det er dem, der udvider vores horisont og gør vores verden rigere og rigere og rigere, oppe i vores hoved, der hvor bøgerne samler sig til den virkelighed, vi gür rundt i.
Broer til virkeligheden
Da jeg var lille, voksede jeg op pĂĽ Falster, og der var altsĂĽ ikke meget at gøre godt med. Vi havde ikke noget fjernsyn, Gud bedre det, vi havde en transistorradio i køkkenet, vi havde en stor grammofonpladespiller, hvor min far ĂŠn gang om ĂĽret spillede “Hvor skoven dog er frisk og grøn”, og ellers var der intet. Man kunne ikke engang komme vĂŚk fra Falster. Motorvejen startede oppe ved Tappernøje, og alle folk var fulde, nĂĽr de kørte bil, og de slukkede lyset om natten for at spare pĂĽ det, sĂĽ der var fyldt med bilvrag. Ingen slap ud af Falster.
Nede i Frankfurt stod min mormors bogskabe, og dem mütte man ikke übne, sü jeg ledte efter nøglerne, men jeg kunne ikke finde dem. Til sidst trak jeg i frustration i døren, og den stod üben! Derinde ventede den tyske romantik pü mig med eventyrene. Bøgerne blev mit liv. Jeg troede selvfølgelig, at bøgerne var en vej ud i livet. Det var de sü ikke, jeg for vild i en uendelig labyrint, der førte lÌngere og lÌngere vÌk fra virkeligheden og lÌngere og lÌngere ind i mit hoved. Og den eneste müde, jeg kunne komme ud igen, det var faktisk ved at skrive bøger, som var mine smü flaskeposter til virkeligheden.
SĂĽ at skrive blev for mig broer til virkeligheden, ligesom det at lĂŚse blev broen til virkeligheden.
At lÌse for at løse livets güde
Jeg lÌste mig igennem børnebiblioteket, og sü tog Hobbitten mig i hünden og førte mig ud i voksenbiblioteket, ud til Ringenes Herre. Og sü begynder man sin vandring gennem bøgerne for at finde sig selv. For at finde ud af, hvem er jeg, hvad er jeg, hvor er jeg? Hvad er det, der sker? Hvad er livet, hvad er døden? Er der nogle svar? Tak!
Og i puberteten vĂĽgnede jeg jo virkelig op til skrĂŚk og rĂŚdsel, for livet er blevet til en gĂĽde. Og den gĂĽde prøver man at løse. Man spørger sin far, som siger “du skal blive forsikringsmand”, man spørger sin mor, som siger “du skal spise op”. Der er jo ikke noget svar, men vi leder efter det, hvor vi kan fĂĽ det, og det er i bøgerne. SĂĽ jeg har lĂŚst og lĂŚst og lĂŚst og lĂŚst og lĂŚst i jagten pĂĽ at løse livets gĂĽde.
Vi lever vores liv i det, vi fortĂŚller om vores liv
Der er mange bøger, hvor der burde stĂĽ “forbudt for børn” eller “mĂĽ først nydes efter man er 18” ligesom med cigaretter og alkohol. Fordi de bliver jo serveret som sandheder, der er bare mange af dem. Søren Kirkegaards Sygdommen til døden – skrĂŚk og rĂŚdsel og kedsomhed. Han er jo religiøs fundamentalist. Det er jo livsfarligt at lĂŚse Kirkegaard i en forkert alder, for man tror jo pĂĽ sandhederne. Og Heidegger – rigtig god fornøjelse! Hvorfor er der noget og ikke bare intet? Man kan drive sig selv til vanvid!
Jeg har lĂŚst mig igennem psykiatriens historie, jeg har vĂŚret narcissistisk styret, jeg har vĂŚret tvangsneurotiker, jeg har vĂŚret udsat for incest og fadermorder. Man leder og leder – der er et eller andet galt, der er noget, der mangler. Tiøren falder aldrig. Og pludselig finder man ud af, at svaret er gĂĽden. At løsningen er problemet. For der er ikke nogen. Fysikerne siger det ogsĂĽ: Der er underskud pĂĽ information. Vi ved ikke, hvad energi er. Det er en metafor. Big Bang – ingen idĂŠ. Den gĂĽr igennem alt levende, køer, trĂŚer, bladene, Gud, kĂŚrlighed, drift, kraft. Der er jo ikke noget svar. Det underskud af information gør ogsĂĽ, at vi aldrig kan vĂŚre fuldt til stede. Have fuld selvbevidsthed. Det kommer aldrig til at ske.
Sü vi lever hele vores liv i en svÌvetilstand, hvor sandheden aldrig melder sig. Vi er skygger, der er kastet af en sol bag vores ryg, og südan lever vi og südan kommer vi til at dø. Og bøgerne er der, hvor man fortolker og udlÌgger livet pü uendeligt mange forskellige müder. Det er myter og legender. Vi har en kÌmpe stjernehimmel, et kaos af stjerner, som ikke har noget som helst mønster. Men mennesker tegner streger mellem stjernerne, sü der er Orion og Cassiopeia. Og sü er der myter og historier om de her figurer, som knytter himlen og Jorden sammen. Det giver os en placering, en retning, en udvikling. Det er det, historier gør. Vi lever faktisk vores liv i det, vi fortÌller om vores liv. Vi lever vores liv ligesom romaner. Vi lever vores liv i de fortÌllinger vi har om det, nøjagtigt ligesom bøger. Det uendelige liv lever i bøgerne. At lÌse bøger samler tankerne, samler dit liv, samler dig.
‘Books are silent friends’
Det er med bøger, som det er med venner. Det er ren intuition, og du ved det med det samme. Du kan mĂŚrke det allerede inden du ĂĽbner bogen – pĂĽ titlen, pĂĽ forfatteren, pĂĽ dens konsistens: “Uh, denne her, den er god.” NĂĽr du sĂĽ ĂĽbner bogen, er den første sĂŚtning krogen. Ligesom nĂĽr du møder et nyt menneske, hører deres stemme og kigger dem i øjnene, sĂĽ ved du, at ham der vil vĂŚre en ven for livet. Eller hende der, hende kan jeg kysse uden at spørge om det. Jeg ved, allerede før vi er gĂĽet i gang, at det her bliver en rigtig god historie, som ender med prinsessen og det halve kongerige, selvfølgelig.
Der er nogle bøger, der følger en hele vejen gennem livet. Dem har vi alle sammen, denne her følgesvend, som man sü lÌser pü en ny müde, og tit bliver det en helt ny bog. For meget tit er det os selv, der lÌser os ind i bøger. Vi bruger dem til det, vi nu kan bruge dem til, som et vÌrktøj eller et redskab, som noget der artikulerer vores følelser, hüb og tanker. De samler vores tanker. Og alt efter hvem man er, og hvor man er i livet, vil den samme bog kunne bruges som en ven i nøden og i glÌden pü mange forskellige müder. Der er ikke nogen regler. Og der er ikke nogen gode bøger eller dürlige bøger. Der er ikke nogen genrer, der er bedre end andre. Om det er en ugebladsnovelle, en børnebog, fantasy, lyrik eller tegneserier.
Bøgerne har det med at finde Ên lige nøjagtigt der, hvor de kan fortÌlle en noget. Hvor de kan trøste eller opmuntre Ên, hvor de kan vise Ên en ny vej i livet.
LĂS MERE OM BOGEN SAMLER TANKERNE HER
Andre lĂŚste ogsĂĽ: