James Price kogebøger Mad og drikke

James Price: ”Det gode måltid, madlavning og samværet omkring bordet er vigtigt for samtalen, fællesskabet, glæden og kærligheden”

James Price

Under corona-epidemiens kedsomhed kastede James Price sig ud i en ny karriere som YouTuber. På den måde kunne han invitere gæster inden for i sit eget køkken og dele sin store kærlighed til mad med en masse danskere. Og de efterlyste en kogebog – den kommer her!

(uddrag fra MINE LIVRETTER af James Price)

Menneskets evne til at tilberede mad siges at være en af de vigtigste begivenheder i artens udviklingshistorie. Kroppen brugte færre ressourcer på at fordøje tilberedte fødevarer i modsætning til rå, og dermed blev der overskud til, at bl.a. hjernen kunne udvikle sig.

Tilberedt mad var også sikrere at spise, da varme over 60 grader er med til at slå bakterier ihjel og i nogen tilfælde også uskadeliggøre visse giftstoffer.

Men alt dette vidste vores kære forfædre naturligvis ikke. Det har været tilfældigheder, der spillede ind, og der var nogen, der bare klarede sig bedre end andre.

Går udviklingen den forkerte vej?

Det er svært præcis at sige, hvornår kogekunsten begyndte at udvikle sig, men nyere forskning viser, at vi nok skal omkring en million år tilbage. Så der er blevet lavet mad rigtig længe …

I dag kan man så spørge sig selv, om den udviklingskurve er ved at vende. Vi må i hvert fald bare konstatere, at danskerne ikke laver så meget mad mere, som de har gjort. For hvis man igen skeler til statistikken, kan man se, at kun 44 % af danskerne spiser et hjemmelavet måltid i det daglige, og det er en kurve, der er i fald. Samtidig fylder takeaway og færdigretter mere og mere i landskabet.

Og det er en kedelig udvikling. Og samtidig et skisma, for de fleste er enige om, at de i virkeligheden helst ville spise et hjemmelavet måltid. Vi mener, at det smager bedre, og at det er sundere.

Den fortabte generation

Så det handler måske ikke så meget om, at vi oplever en generation med voldsom lyst til convenience- og fastfood, men derimod om usikkerhed og manglende kompetencer i køkkenet. Det kan selvfølgelig ikke nytte noget at begræde tabet af fortidens husmoder, som havde lært madlavning af sin mor og gav sin viden videre til næste generation. Det er en epoke, der uigenkaldeligt er forbi. Men man kan begræde tabet af al den almene viden om råvarer og tilberedning og konsekvenserne af det. Hvor skal vi hente vores viden fra, hvis vi da overhovedet gider hente den.

Og når vi endelig laver mad, skal det være nemt, og det må ikke tage tid. Før talte vi om mad på 20 minutter. Nu er vi efterhånden nede under 15 minutter. Og selv weekendmaden, som der ellers før blev kælet lidt ekstra for, bruger vi mindre og mindre tid på.

Det ender altid med en klemme

Man spekulerer på, hvad det mon er, vi gør med al den overskydende tid? Er det mon samtaler i de samtalekøkkener, vi har anskaffet os i dyre domme? Eller sidder vi og venter på, at mikrobølgeovnen siger “ding”, så vi kan lægge et billede op af en opvarmet færdigret på Instagram?

Eller måske sidder vi ved alle vores skærme og tjekker mails, er på Facebook eller streamer Netflix-serier?

Hvis vi kigger på en topti-liste over de retter, familien Danmark samles om ved aftensmaden, er “retten”, der ligger på førstepladsen: Rugbrød med pålæg … Lidt længere nede finder vi pizza, grillmad og burger. Og det hænger jo fint sammen med, at vi åbenbart ikke prioriterer at bruge tid på at lave mad. Bare klask noget rugbrød og nogle sandwichboller på bordet, makrelsalat, leverståhej, kødpølse, remoulade, ristede løg og måske et bæger skinkeost – og så kører det.

Det tager under 5 minutter, man slipper for ballade med kræsne unger, for de får bare det, de kan lide. Så mangler vi bare en citronmåne, en stor pose Haribo-mix og et par liter cola fra tanken, og så er den ged barberet.

Den mad vi aldrig får lavet

Men har vi oplevet noget sammen? Har vi været fælles om noget – bortset fra at sidde omkring et bord i 10 minutter og proppe noget i ansigtet, inden vi igen forsvinder ind i hver vores digitale verden? Måske sidder vi og ser et TV-program, hvor nogle andre fjolser laver mad. For det er jo underholdende, og så kan vi sidde og drømme om al den mad, vi aldrig selv får lavet …

Maler jeg det lidt for sort op? Det gør jeg muligvis. Og der vil sikkert være mange, der slet ikke kan genkende det billede. Familier, der samles om masser af gode hjemmelavede måltider, spiser varieret, er nysgerrige og udfordrer deres egne og børnenes smagsløg og synes, det giver mening at bruge tid i køkkenet. Kort sagt alle dem, som kunne finde på at købe denne kogebog.

Vores hjerner voksede med kogekunsten

Men igen – statistikkerne taler jo deres tydelige sprog, så det er nok ikke sådan hele vejen rundt. Ligesom vores forfædres hjerner voksede, i takt med at kogekunsten udviklede sig, kan man godt frygte, at det modsatte kan blive tilfældet, hvis et flertal af os ender med at sidde bevidstløst foran en skærm og proppe os med færdigretter.

Mad og madlavning og ikke mindst samværet omkring bordet og det gode måltid mener jeg er af uendelig stor vigtighed. God mad befordrer den gode samtale, fællesskabet, glæden og kærligheden. Og hvad kan være vigtigere end det?

James Price er kendt som komponist, kapelmester,  og kan også skrive tv-kok og restauratør på sit visitkort. Spise med Price-programmerne kører fortsat med stor succes på DR. Under corona-epidemiens kedsomhed kastede James Price sig ud i en ny karriere som Youtuber. På den måde kunne han invitere gæster inden for i sit eget køkken og dele sin store kærlighed til mad med en masse danskere. I dag har Youtube-kanalen mere end 52.000 abonnementer, og James Price poster ugentligt nye, hyggelige opskrifter hjemme fra køkkenbordet.


Mine livretter

James Price: ”Det gode måltid, madlavning og samværet omkring bordet er vigtigt for samtalen, fællesskabet, glæden og kærligheden”

James Price har samlet mere end 150 af sine favoritretter i denne bog. Bogens opskrifter strækker sig fra suppe, pastaretter, mormormad over snacks, asiatiske inspireret retter, fisk og desserter. Kort sagt alle de retter, den kendte tv-kok holder af at lave hjemme i sit eget køkken.

Alle retter er gennemtestet, så du er sikret succes i dit eget køkken. Glæd dig til en kogebog, der er spækket med inspiration til både hurtig hverdagsmad og til festlige måltider.

Udover de mange opskrifter indeholder bogen en række små, hyggelige historier om James mange madoplevelser. Fortællingerne er illustreret med tegninger af Jens Hage.

Du kan købe Mine livretter online hos fx. Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.