Fagbøger Aktuelt Bøger om Danmark Historie

På høje tid at få dem frem i lyset. Helle Juhl fortæller om sygeplejerskerne på Jutlandia

Jutlandia, Helle Juhl, Krig, kald og kærlighed

De gjorde en kæmpe forskel for tusindvis af soldater og civile – inklusiv børn fanget i kamphandlingerne. Men da sygeplejerskerne på Jutlandia kom hjem, blev indsatsen hurtigt glemt.


Mens journalisten og forfatteren Helle Juhl var ved at færdiggøre sin nye bog om Jutlandia-sygeplejerskernes historie – Jutlandia. Krig, kald og kærlighed – modtog hun en nyhed.

Dansk Sygeplejeråd blev tildelt en æresplakette fra sin sydkoreanske søsterorganisation til minde om den humanitære indsats, de danske sygeplejersker udførte under Koreakrigen for 70 år siden.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerskerne var krigens oversete heltinder. Smuglæs i ny Jutlandia-bog af Helle Juhl

”Yes!, tænkte jeg, det var på tide. De 100 sygeplejersker, der var med Jutlandia i Korea, gjorde en kolossal forskel for tusindvis af soldater og civile koreanere, men da de kom hjem, blev de hurtigt glemt.

De udgav ikke bøger om deres oplevelser, som nogle af mændene gjorde, og da Kim Larsen hev dem ud af glemslen med sin Jutlandia-sang, fik man det indtryk, at de var bare 16 år – selv om det var skibets alder, han refererede til.

På høje tid at få dem frem i lyset. Helle Juhl fortæller om sygeplejerskerne på Jutlandia
Seks glade sygeplejersker, der slap gennem nåleøjet til første togt, poserer på dækket.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Jeg tror, det hos mange efterlod indtrykket af nogle unge, naive piger, der forblindet fulgte med, ”når drengene skulle i krig”, men virkelighedens Jutlandia-sygeplejersker var modne, kompetente og målrettede.

LÆS OGSÅ: Vraa og Kold om Jutlandia: Historien rummer det hele – drama, død og kærlighed

De tog deres fag og kald alvorligt og var for manges vedkommende drevet af et ønske om at give noget tilbage til verdenssamfundet oven på anden verdenskrig, som Danmark jo slap relativt billigt igennem.

Det, de oplevede i Korea, viste sig at være tusind gange værre end Danmark under Besættelsen, men de stod det igennem, og de insisterede på også at yde den civile befolkning hjælp. Ikke mindst krigens største ofre: børnene,” fortæller Helle Juhl.

Kvindernes (glemte) historie

Den 63-årige journalist og forfatter har tidligere kastet sig over kvindehistoriske emner med bøger om husbestyrerinder, husmødre, kvindesagsforkæmpere og senest en bog om 300 års kvindeliv belyst gennem Hjerl Hedes bevarede hjem.

I bogen om Jutlandia-sygeplejerskerne er det hendes mors generation, mellemkrigsdøtrene, hun har fokus på.

LÆS OGSÅ: Fængslende historisk roman om hospitalsskibet Jutlandia. Smuglæs i Pigen fra det store hvide skib

”Min mor kunne selv have været med på Jutlandia. Hun blev sygeplejeske i Esbjerg under krigen og havde den samme bagage og baggrund som mange af de kvinder, der meldte sig til Jutlandia.

De fleste var vokset op på landet og var mønsterbrydere ved overhovedet at få en uddannelse, og jeg har tit haft min mor i tankerne under arbejdet med bogen.

Det, hun har fortalt mig fra den tid, har ligget i baghovedet på mig – ja, jeg har næsten genkendt hende i bogens to hovedpersoner, sygeplejerskerne Gyde Rudbeck og Edith Nybo Jacobsen.”

LÆS OGSÅ: Danmarks historie. 10 bøger om skelsættende perioder i danskernes liv

På høje tid at få dem frem i lyset. Helle Juhl fortæller om sygeplejerskerne på Jutlandia
Gyde Rudbeck (til venstre, på Jutlandia) og Edith (til højre som ung sygeplejerske). De to kvinders dagbøger bærer store dele af bogen. Fotos: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Unikke dagbøger fortæller om livet på skibet

Jutlandia. Krig, kald og kærlighed bygger nemlig primært på unikke dagbøger fra de to nævnte sygeplejersker, som deltog i Jutlandias tredje og sidste togt fra september 1952 til oktober 1953.

På dette togt oplevede de både den blodige martsoffensiv i 1953, som satte fart i fredsforhandlingerne, og den ufattelige nød i land.

LÆS OGSÅ: De voksede op efter krigen – med roehakning, spanskrør og smagen af den første banan

Selv om Jutlandia først og fremmest var et felthospital for sårede soldater, behandlede læger og sygeplejersker også civile ofre, og sygeplejerskerne indrettede endda en lille børneafdeling på skibet.

Det gjorde de, selv om det stred imod Jutlandias mandat – skibet indgik i FN’s krig imod Nordkorea – og derfor mindes sydkoreanerne stadig Jutlandia med stor taknemmelighed.

På høje tid at få dem frem i lyset. Helle Juhl fortæller om sygeplejerskerne på Jutlandia
To Jutlandia-sygeplejersker ved et lille indlagt barn. Sygeplejerskerne tog initiativ til at indrette en særlig børneafdeling i et ledigt lokale
på skibsofficerernes gang, og de fik også arrangeret undervisning af børnene. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

”Gennem Gydes og Ediths dagbøger får man indblik i deres møde med krigens ofre og den ufattelige nød, som følger af krig.

Det er stærk læsning, især fordi indtrykkene er nedfældet i øjeblikket og ikke på et senere, efterrationaliserende tidspunkt ”, fortæller Helle Juhl, som har opsporet dagbøgerne hos efterkommere til de to sygeplejersker. Hverken de eller andre Jutlandia-sygeplejersker er længere i live.

LÆS OGSÅ: Kvindernes verden. 300 års kvindeliv i hjemmene på Hjerl Hede

Endelig fremhæver Helle Juhl det rige billedmateriale, som Dansk Sygeplejehistorisk Museum har bidraget med. Mange af bogens fotos har ikke tidligere været offentliggjort, og det gælder også hovedpersonernes private foto, som for Ediths vedkommende inkluderer et bryllupsbillede.

Hun fandt nemlig kærligheden ombord i skikkelse af en styrmand. Det var hun ikke ene om. Jutlandia resulterede i 16 ægteskaber – deraf titlen Krig, kald og kærlighed.   



Helle Juhl: Jutlandia – Krig, kald & kærlighed

På høje tid at få dem frem i lyset. Helle Juhl fortæller om sygeplejerskerne på Jutlandia

De fleste kender hospitalsskibet Jutlandia fra sangen af Kim Larsen, men de færreste kender den fulde historie om de danske sygeplejersker ombord.

De var med deres kyndige behandling af mange tusinde ofre med til at redde menneskeliv under Korea-krigen.

LÆS OGSÅ: På høje tid at få dem frem i lyset. Helle Juhl fortæller om sygeplejerskerne på Jutlandia

I en ny bog om Jutlandia tager forfatter Helle Juh gennem personlige fotos og private dagbogsnotater dig helt tæt på sygeplejerskerne, der revolutionerede nødhjælpen og hver dag kæmpede mod krigens rædsler med omsorg og kærlighed.

Du kan købe Jutlandia – Krig, kald & kærlighed online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen. Har tilsvarende kronisk mangel på plads i reolen. Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til læserne i de godt tretten år, jeg har arbejdet i bogbranchen.