Helge Kragh om videnskabens historie: I 1600-tallet troede forskerne i fulde alvor, at de havde forstået alting

Videnskabens historie er fyldt med opdagelser, der har vendt op og ned på vores forestillinger om verden – uanset om disse teorier siden er blevet afvist eller står den dag i dag. I Den sære historie om Venus’ måne – og andre naturvidenskabelige fortællinger viser professor Helge Kragh, hvordan vores verdensbillede har forandret sig fra oldtiden til i dag, og hvordan helt forkerte teorier kan være meget nyttige.

Vi har mødt Helge Kragh til en snak om bogen, om berømte videnskabsmænd og ukendte fodfolk, og om, hvorfor selv de mange fejltagelser i videnskabens historie gør os klogere den dag i dag.

---

Hvad er historien bag titlen Den sære historie om Venus’ måne?

Det er en mærkelig historie. Venus har ikke en måne, og det har den aldrig haft. Ikke desto mindre har man observeret Venus’ måne omkring 40 gange i 1700-tallet. Mange forskellige astronomer har set månen og studeret den i deres kikkerter. Hvis man så tager i betragtning, at den ikke eksisterer, er det jo sært.

LÆS OGSÅ: At være forsker er også at tro på det umulige

Mysteriet er dog løst i dag. Når astronomerne i 1700-tallet rettede kikkerten mod Venus, så de en lille lysplet ved siden af planeten. Den fortolkede de som en måne, men i nogle tilfælde har det været genskin fra kikkerten, og andre gange en baggrundsstjerne, der lignede en måne.

Hvordan kan forkerte teorier som den om Venus’ måne være vigtige?

Fejlagtige teorier er ikke det samme som værdiløse teorier. Videnskabeligt er de ofte særdeles værdifulde.

Det ligger i videnskabens natur, at man lærer af sine fejltagelser. Det fremskridt, vi har haft i forståelsen af naturen, ville aldrig være blevet til, hvis ikke man havde lavet en masse fejl. Derfor er forkerte teorier virkelig nyttige.

LÆS OGSÅ: Fem mystiske myter om månen

Ligesom alle andre mennesker vil videnskabsmænd selvfølgelig ikke altid erkende deres fejl. Men det gør ikke så meget, for det afgørende er, at videnskaben er en kollektiv aktivitet. Den består ikke af enkelte forskere, men af et kollektiv, der er meget stort. Hvis en bestemt videnskabsmand ikke vil erkende sine fejl, kan han være temmelig sikker på, at det er der andre, der vil gøre. Denne her finmaskede interne kritik er alfa og omega i videnskabsverdenen. Hvis ikke den fandtes, ville individuelle, mærkelige idéer, som den om Venus’ måne, bare få lov til at leve videre.

Du skriver om videnskabens største mænd – Galilei, Newton, Einstein. Men også om relativt ukendte fodfolk. Hvorfor har de fået så meget plads?

Videnskabens historie er fyldt med enormt mange mennesker, hvoraf de fleste er ukendte. Men de har alle sammen bidraget på den ene eller den anden måde. Det kan være teknikere, sekretærer eller forlagsfolk.

Ofte er disse mere obskure personer ret interessante. For selvom de store videnskabelige gennembrud stammer fra enkeltindivider, ville geniet ikke kunne udfolde sig, hvis det ikke havde været for det videnskabelige fodfolk.

I bogen opdager videnskabsfolk jordens alder, atomet, det periodiske system, det krumme rum og meget mere. Hvilke videnskabelige gåder har vi overhovedet tilbage?

I en vis forstand er der flere gåder i dag, end der var i fortiden. Jo mere vi lærer, jo mere bevidste bliver vi også om alt det, vi ikke ved. Tilbage i 1600- og 1700-tallet var der mange forskere, der i fulde alvor mente, at nu havde de forstået alting – nu var der ikke mere tilbage at finde ud af. Men efterhånden som de blev klogere, blev de også klar over deres egen uvidenhed. Det er, som Sokrates sagde: “Alt jeg ved er, at jeg intet ved.”

En af de gåder, vi stadig ikke har løst, er livets opståen. Det er noget, man har spekuleret på siden oldtiden. Hvordan er dødt stof blevet til levende stof? Det er der ingen, der ved. Man er lykkedes med at frembringe forskellige aminosyrer af dødt stof i laboratoriet. Men derfra og til liv er der Fanden til forskel.

LÆS OGSÅ: Kirurgiens kunst – Tag en tur til 1800-tallets barske operationsstuer

Et andet eksempel er spørgsmålet om liv på andre planeter. Vi ved, at der eksisterer tusindvis af planeter omkring andre sole, men vi aner stadig ikke, om der er liv på nogen af dem.

Mange af disse gåder vil man utvivlsomt løse i fremtiden. Men der er også gåder, der nok aldrig vil blive løst på et videnskabeligt grundlag. Gåden over alle gåder er vel, hvordan verden – universet – blev skabt. Det er meget svært at forestille sig, at man nogensinde vil finde et videnskabeligt svar på det.

Mange taler om, at målet med videnskaben er at finde en teori om alting. Men det er bare retorik, hvis du spørger mig – det har intet med rationel tænkning at gøre. Man kan muligvis en dag finde en teori, som forener fysikkens grundlove. Men det bliver jo ikke en teori om alting af den grund. Alting er et frygteligt, frygteligt ambitiøst ord. Det er så ambitiøst, at det kan naturvidenskaben slet ikke magte. Det er filosofien og religionen, der arbejder med ord som alting og intet – men det er desværre ikke videnskabelige discipliner.

Gennem hele videnskabens historie har nye opdagelser vendt op og ned på det eksisterende verdensbillede. Tror du, det kommer til at ske for os?

Det har jeg funderet en del over. På den ene side fortæller videnskabshistorien gang på gang, at dét man troede var det endelige verdensbillede, viste sig at være helt forkert. Det skulle være mærkeligt, om det mønster ikke fortsætter.

LÆS OGSÅ: Leonardos univers. Nyt værk tegner portræt af universalgeniet Leonardo da Vinci

På den anden side har jeg svært ved at forestille mig, at verdensbilledet for alvor vil blive ændret, som det skete med Kopernikus og Einstein. Den form for naturteori, som vi har i dag, er ekstremt meget mere nøjagtig og finmasket end tidligere. Den er blevet testet med utrolig præcision.

Så – det er muligt, at vores verdensbillede vil blive vendt på hovedet igen, men jeg finder det højst usandsynligt.

Hvad håber du, at man tager med sig fra din bog som helt almindelig lægmand?

Jeg håber, at man får en fornemmelse af, hvad videnskab også er. At det er andet og mere end bare en baggrund for at lave nye teknologiske dimser, man kan tjene penge på.

Bogen beskæftiger sig meget med vores verdensbillede, og hvordan det har ændret sig. Det er jo ikke som sådan noget, man kan omsætte til penge eller teknologi. Alligevel vil jeg mene, det er vigtigt, at almindelige borgere har en forståelse af, hvordan vores opfattelse af verden er blevet til. Og at de har en erkendelse af, at videnskabelige teorier kan være værdifulde, også selvom de er skrupforkerte.

---

Helge Kragh: Den sære historie om Venus’ måne

---