Charlotte Koldbye har i Niels Bohr – Det beskedne geni samlet fortællingen om videnskabsmanden, der opdagede atomets struktur og udviklede kvantemekanikken. Begynd din læsning herunder.
Få mennesker har igennem historien været lige så vigtige som Niels Bohr. I Niels Bohr – Det beskedne geni kan du læse om manden bag en af de mest banebrydende opdagelser i verdenshistorien, nemlig atommodellen.
Atommodellen lagde indirekte grundlag for atombomben, men også for computere, lasere og mobiltelefoner, som vi i moderne tid er afhængige af. Kunstig intelligens er vokset ud af Bohrs opdagelse, og man anslår, at en tredjedel af verdensøkonomien hviler på kvantefysikken.
I denne spændende og smukke bog følger du Niels Bohr fra vugge til grav, og du bliver både klogere på hans virke som videnskabsmand og hans liv som familiemenneske. Bohr står tilbage i historien som en leder med strålende visioner, der havde en legendarisk evne til at inspirere sine kollegaer, venner og børn.
Læs et uddrag af Niels Bohr – Det beskedne geni herunder.
Et britisk bombefly bevæger sig hen over den mørke oktoberhimmel. Langt nede ligger de dunkle norske fjelde. Her ligger nazityske soldater på lur, klar til at skyde, hvis flyet kommer langt nok ned til at komme inden for rækkevidde af deres antiluftskyts. Piloten forsøger igen at få kontakt med passageren, som ligger i maven på bombeflyet, men han bliver mødt med tavshed.
Han er bekymret for, at passageren ikke har hørt hans besked om at tage iltmasken på, da de stiger op i flyvehøjde, mens de flyver ind over det besatte Norge. Hvis passageren ikke har den på, vil han efter ganske kort tid miste bevidstheden og sandsynligvis dø af iltmangel.
Tavsheden varsler ikke godt, og piloten beslutter at gå markant ned i flyve- højde, hvor iltmasker er unødvendige, lige så snart de er forbi Norge. Den bevidstløse mand i maven af bombeflyet er få dage tidligere undsluppet den tyske besættelsesmagt i Danmark ved at flygte over Øresund til Sverige med en fiskekutter. Han har inden da, høfligt, men bestemt, afvist en invitation om at arbejde på nazisternes atombombeprojekt.
Han takker også nej til at tage til Moskva, hvor han har mulighed for at arbejde sammen med sine tidligere kolleger og nære venner. Briterne har også før inviteret ham til at komme, men det er først nu, at han tager imod invitationen.
Selv om flugten til Sverige umiddelbart har bragt ham uden for nazisternes rækkevidde, er han ikke sikker i det neutrale land. Det vrimler med nazistiske spioner, og det er ikke utænkeligt, at man vil kidnappe ham.
Nu ligger han her – bevidstløs i et britisk bombefly på vej til Storbritannien, på vej til at deltage i verdens største og dyreste videnskabelige eksperiment i et kapløb om at bygge en atombombe før Hitler.
Den bevidstløse mand er den 58-årige Niels Bohr, Danmarks største videnskabsmand, verdenskendt fysiker, modtager af Nobelprisen, og en nytænkende leder, som har gjort sit institut i København til fysikkens mekka.
Endelig når piloten deres bestemmelsessted, en militærflyveplads i Skotland, og flyet lander med sin dyrebare menneskelast. Niels Bohr stiger smilende og veludhvilet ud i oktobernatten. Han har sovet hele vejen, fortæller han. Nu er han på vej i allieret krigstjeneste for at deltage i et projekt, der kommer til at stoppe én krig for blot at starte en anden. Et projekt, som vil forandre menneskehedens historie.
***
1920’erne – Uddrag fra kapitel 2
EN HONNINGKRUKKE FOR UNGE TALENTER
Instituttet bliver helt fra indvielsen præget af Bohrs ånd og ledelsesstil, der sætter kraftige spor. Fra 1920’erne tager man til København for at tale med Bohr og blive inspireret af stedets ånd. De unge, lysende fysikbegavelser strømmer til den danske hovedstad. Her finder man en helt anden atmosfære end den strengt klasseopdelte britiske, hvor man ikke taler med hinanden, medmindre man er blevet formelt introduceret, eller den meget strenge formelle, næsten militaristiske tone, som hersker på de tyskeuniversiteter.
Alle, der har kendt Bohr, fortæller om, hvor social han er, hvor meget samtalen betyder for ham, hvordan han taler for at kunne formulere sine tanker. Den ensomhed, han oplever i Cambridge, har sandsynligvis sat spor i ham, og han har besluttet sig for, at sådan skal atmosfæren ikke være på hans institut.
H.M. Hansen, Niels Bohr, Hendrik Kramers, Svein Rosseland og Paul Ehrenfest i auditorium a på instituttet. Foto: Niels Bohr Arkivet
Nevill Mott, en britisk fysiker, fortæller i et interview, hvordan forskellen mellem Bohrs institut i København og Cambridge er slående: ”…jeg husker ikke, at der i min studietid i Cambridge var særlig mange diskussioner. Vi var alle en lille smule for isolerede … vi var ikke vant til at tale hele tiden; en egenskab, som de senere generationer visselig har fået.
Jeg husker, at jeg tog til København, og Blackett (britisk fysiker, red.) … sige til mig: Nu hvor De er kommet tilbage fra København og De arbejder i laboratoriet, så taler De med folk. Det gjorde De aldrig før. Ja, det var det, København lærte os, værdien af et institutliv. I København plejede Gamow (sovjetisk fysiker, red.) og jeg at tale hver dag, eller det vil sige, han talte, og jeg sagde lidt i ny og næ.”
BOHR OG EINSTEIN
De to giganter inden for det 20. århundredes fysik, Einstein og Bohr, har hele livet igennem en venskabelig og vedholdende dialog, selv om de på afgørende områder er dybt uenige. Men hvor Einstein med det vilde hår og den verdensfjerne aura er blevet indbegrebet af den indadvendte videnskabsmand, og hans figur er blevet en del af mainstreamkulturen, så forbliver Bohr primært en skikkelse, der er kendt og beundret af fysikere og fysikentusiaster.
Da Bohr suser ind på den internationale fysikscene i 1913, er Albert Einstein allerede et etableret navn og er netop tiltrådt et professorat på Friedrich-Wilhelm Universität i Berlin. Bohr møder en del modstand mod sin atomteori til at starte med, men lidt efter lidt tikker forsøgsresultaterne ind, og Bohr forklarer desuden beredvilligt fundamentet for sin teori ved forelæsninger på de europæiske universiteter, og det overbeviser mange skeptikere.
I årene efter publiceringen af sin teori får Bohr derfor fodfæste på den internationale fysikscene, og han bliver anset for en af de helt førende fysikere.
Efter at have holdt forelæsninger i Sverige i 1923 gør Einstein ophold i København. Bohr tager imod ham på Københavns hovedbanegård, hvorpå rejsen fortsætter via sporvogn hjem til Bohr. De bliver begge straks så dybt optaget af at samtale om fysik, at de glemmer tid og sted. De kører for langt med sporvognen, så de må stå af og tage den tilbage. Men der glemmer de igen at stå af og kører for langt, hvorpå de igen må stå af og tage sporvognen tilbage i modsat retning. Sådan gentager det sig igen og igen, mens den ventende te i privaten hos Bohr bliver kold, og småkagerne bliver bløde.
Albert Einstein modtager 1921-Nobelprisen for sit bidrag til den teoretiske fysik og særligt for hans opdagelse af den fotoelektriske effekt. Foto: Niels Bohr Arkivet
De to fysikere giver ofte udtryk for deres gensidige sympati og vel nærmest hengivenhed for hinanden. Efter deres første møde i Berlin i 1920 skriver Einstein efterfølgende til Bohr: ”Jeg har kun sjældent i Livet oplevet, at et Menneske ved sin blotte Tilstedeværelse har givet mig så stor Glæde som De. Jeg forstår nu, hvorfor Ehrenfest (hollandsk fysiker, red.) holder så meget af Dem. Jeg er netop i gang med at læse Deres storartede Artikler, og mens jeg læser – særlig, når jeg er gået i stå et sted – har jeg den Fornøjelse at se Deres ungdommelige Ansigt for mig, mens De smiler og forklarer. Jeg har lært meget af Dem, frem for alt af Deres Holdning til videnskabelige Emner.”
Og Einstein har også gjort et blivende indtryk på Bohr, der svarer tilbage: ”For mig var det at tale med Dem en af de største Oplevelser, jeg har haft, og jeg kan slet ikke sige Dem, hvor taknemmelig jeg er for den Venlighed, hvormed De mødte mig under mit Besøg i Berlin.” Endnu er deres forhold præget af stor veneration og fælles idéer om fysikken. Og det er først senere, at de for alvor krydser klinger og kommer til at være fundamentalt uenige om kvantefysikken til Bohrs store fortrydelse.
NOBELPRISEN OG HAFNIUM
Instituttet summer af aktivitet og undersøgelseslyst. Bohr er travlt optaget af sin egen forskning, der sigter på at beskrive en ny lovmæssighed for partiklernes opførsel inde i atomet. Han er desuden mentor for de unge forskere og administrator for instituttet. Men Bohr har også strategiske planer for stedet. Han ved, hvor han vil hen med forskningen. Bl.a. ønsker han, at instituttet skal have et røntgenspektroskop, så man kan undersøge grundstofferne nærmere.
Han inviterer derfor den hollandske fysiker Dirk Coster til at komme til instituttet i september i 1922 for at bygge et røntgenspektroskop. Coster har tidligere arbejdet sammen med den britiske fysiker Henry Moseley, der er den første til at udvikle metoden. Moseley dør desværre kun 27 år gammel i 1. verdenskrig. Coster bliver på instituttet i et års tid, hvorefter han vender tilbage til Holland til en professorstilling på universitetet i Groningen.
Det er også Coster, der 16 år senere sidder i toget sammen med fysikeren Lise Meitner for at bringe hende i sikkerhed fra nazisterne. Hun bliver den første, som beskriver princippet for atomernes kædereaktion, hvilket til slut ender i en atombombe.
Einstein og Bohr hjemme hos fysikeren Paul Ehrenfest, der forsøger at få de to til at blive enige om kvantemekanikken. Foto: Niels Bohr Arkivet
Bohr bliver allerede nomineret til Nobelprisen første gang i 1917 og igen i 1918, 1919, 1920 og 1921. Den 10. november 1922 modtager han så et telegram om, at han har modtaget årets Nobelpris, med en invitation til Nobelprisoverrækkelsen en måned senere, den 10. december 1922.
Samme dag, som Bohr modtager besked om sin egen Nobelpris, skriver han til Einstein: ”… For mig var det den største Ære og Glæde … at jeg skulle komme i Betragtning som Prismodtager samtidig med Dem. Jeg ved, hvor lidt jeg har fortjent det, men jeg vil gerne sige, at jeg anser det for en stor Lykke, at Deres særlige Bidrag … blev anerkendt, før jeg kom i Betragtning til denne Ære.” Einstein svarer: ”Jeg kan uden overdrivelse tilstå, at (Deres brev, red.) har glædet mig lige så meget som Nobelprisen. Jeg finder Deres Bekymring for, om De skulle have fået denne Pris før mig særdeles charmerende – det er typisk Bohrsk (Borisch, red.).”
Blandt dem, der har nomineret Bohr, finder vi flere Nobelprismodtagere bl.a. hans mentor Ernest Rutherford, desuden Max Planck, Max von Laue og sågar den første modtager af Nobelprisen i fysik (1904) Wilhelm Röntgen. Året før i 1921 er der ikke blevet uddelt nogen pris i fysik, da nobelkomitéen ikke har fundet nomineringer, som lever op til fundatsens formulering.
Men i 1922, da komitéen bliver udvidet med den svenske fysiker Carl Wilhelm Oseen, enes man om at tildele Nobelprisen til Einstein for hans bidrag til teoretisk fysik, særligt for hans lov for den fotoelektriske effekt. Bohr modtager 1922-Nobelprisen for sit bidrag til undersøgelse af atomernes struktur og deres stråling. Foruden en 23-karat guldmedalje, som han knap tyve år senere donerer til hjælp for ofrene for Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen, modtager han ca. 130.000 SEK.
Einstein skriver, at det er typisk ”bohrsk”, at Niels Bohr har givet udtryk for, at det virkelig glæder ham, at Einstein får Nobelprisen før ham selv. 1922. Foto: Niels Bohr Arkivet
Som 38-årig får Bohr Nobelprisen for sin atomteori. 1922. Foto: Niels Bohr Arkivet
Ved festmiddagen efter prisoverrækkelsen udbringer Bohr en skål, der vidner om en klar vision for det nye institut og instituttets virke: ”… for en styrkelse af det internationale samarbejde for videnskabens fremme, et af højdepunkterne i disse på så mange punkter så triste tider.” Næste dag holder Bohr sin obligatoriske Nobelprisforelæsning ”Om atomernes bygning”. Hvor han også har en sensationel offentliggørelse i ærmet.
VIDENSKAB OG POLITIK
I løbet af sommeren 1922 er Hevesy sammen med Coster gået på jagt efter det ukendte grundstof, der bør indtage plads nr. 72 i det periodiske system. Man har tidligere antaget, at stoffet sandsynligvis tilhører gruppen af sjældne jordarter. Det er Bohr ikke enig i. Han mener – baseret på formodningen om antallet af elektroner i den yderste skal – at det snarere tilhører gruppen af overgangsmetaller.
Ifølge hans overbevisning bør det ukendte stof tilhøre gruppen, som også indeholder zirconium. Hevesy begynder derfor at lede efter grundstoffet i prøver af opløst zirconium. Og voila! En røntgenspektroskopisk analyse viser, at Bohrs forudsigelser holder stik.
Hevesy og Coster finder det ukendte grundstof. Derved bekræfter den eksperimentelle fysik Bohrs atommodel og hans forslag til bestemmelsen af nye grundstoffer. Coster ringer til Stockholm for at give Bohr besked, mens Hevesy hopper på et tog for at være til stede ved Bohrs nobelforelæsning, hvor nyheden om det nye grundstof 72 bliver offentliggjort og navngivet hafnium efter det latinske navn for København – Hafnia.
Opdagelsen møder dog kort tid efter stor modstand i visse videnskabelige kredse. Bl.a. hos den franske kemiker Georges Urbain, der mener at have identificeret grundstoffet i en røntgenspektroskopisk analyse blandt sjældne jordarter og kalder grundstoffet Celtium, men ingen andre kan verificere hans opdagelse.
Hevesy fortæller i et brev til Rutherford i januar 1924, at da han får offentliggjort en artikel om sin opdagelse af hafnium i et britisk videnskabeligt tidsskrift, har en af fagfællebedømmerne skrevet i en kommentar: ”Vi ønsker at bibeholde det oprindelige ord Celtium af Urbain, som repræsenterende den store franske nation, som var loyal over for os under krigen. Vi anerkender ikke ordet Hafnium, navngivet af danskere, der kun forede deres lommer med krigsbytte under krigen.”
Danmark er neutral under 1. verdenskrig og tjener godt på at sælge varer til både Tyskland og Storbritannien. Det er sikkert hverken første eller sidste gang, at videnskabens aktører giver køb på videnskabelig integritet og objektivitet.
Selv om forskningen og forskere i princippet kun skal tage højde for forskningens kvalitet uden at skele til nationalitet eller andet, så bliver politik og videnskab ofte blandet sammen. Den videnskabelige nationalisme kommer allerede til udtryk i 1921 ved den første Solvay-konference efter afslutningen af 1. verdenskrig. Her bliver østrigske og tyske forskere ikke inviteret, selv om deres videnskabelige meritter bør gøre dem selvskrevne til en invitation.
Det skal dog tilføjes, at 93 fremtrædende forskere, heriblandt Max Planck, i oktober 1914 underskriver et manifest i tidsskriftet An Die Kulturwelt, hvor de fuldstændig undsiger det tyske ansvar for krigsudbruddet, på trods af at Tyskland den 4. august 1914 ikke anerkender Belgiens neutralitet og invaderer landet.
Udelukkelsen af de tyske forskere betyder, at Einstein, der er schweizisk statsborger og erklæret pacifist, gør det klart, at han ikke ønsker at modtage en invitation. Dette gentager sig i 1924, hvor de tyske forskere stadig er uvelkomne. Dette får både Bohr og Einstein til at afslå invitationen pga. sammenblandingen af politik og videnskab.
BLEGDAMSVEJ 17 – FYSIKKENS MEKKA
Nobelprisen giver endnu mere medvind til Bohr og hans institut. Men det går hurtigt op for ham, at for at understøtte den blomstrende videnskabelige udvikling på instituttet, må der skaffes endnu mere plads. Kort tid efter at instituttet er blevet indviet, indsender Bohr en ansøgning til den amerikanske fond International Education Board (IEB) og beder om 20.000 dollars, der senere bliver rettet til 40.000 dollars til udbygning af instituttet.
20 år efter at kinesere og japanere er blevet udstillet i zoo og Tivoli, arbejder japaneren Yoshio Nishina og inderen B.B. ray på instituttet. 1924. Foto: Niels Bohr Arkivet
Den slags pengesummer er ikke sådan at finde inden for Danmarks grænser, mens man i USA har store pengetanke, men endnu ikke hverken institutionerne eller en uddannet talentmasse, som virkelig kan rykke forskningen. I sin ansøgning understreger Bohr, at instituttet består af 1 direktør (Bohr), 1 lektor (Kramers), 1 sekretær (Betty Schultz), 1 mekaniker, 1 portner og 1 arbejdsdreng. I de to år instituttet har eksisteret, har forskere fra flg. lande haft et ophold af mindst et semesters varighed: USA 4, Norge 1, Sverige 1, Holland 1, Polen 1, Ungarn 1, Japan 2.16.
Det er virkelig meget småt, særligt når man tænker på kvaliteten og originaliteten, som kommer ud fra instituttet i disse år.
I april beslutter Københavns Kommune at stille en grund gratis til rådighed, og Københavns Universitet garanterer at finansiere de øgede driftsomkostninger, en udbygning vil koste. Igen bliver byggeriet væsentligt fordyret, og Bohr skal opstøve flere midler. Dem får han fra Carlsberg Fondet og en ekstrabevilling på 5.000 dollars fra International Education Board.
De videnskabelige artikler skyller ud fra instituttet i en lind strøm. På trods af sin enorme administrative arbejdsbyrde og fundraisingen til byggeriet samt rejseaktivitet lykkes det Bohr at offentliggøre adskillige vigtige artikler i denne periode.
CAMBRIDGE LOKKER BOHR
I juli 1923 skriver Bohrs mentor, Ernest Rutherford, til ham og fortæller, at Royal Society vil tilbyde ham et helt exceptionelt professorat i Cambridge. Bohr skal ikke have undervisningsforpligtelser, han skal ikke tage sig af administrative opgaver; hvis der er nogen, så skal Rutherford nok tage sig af dem. Rutherford giver udtryk for, at det vil være den helt store chance for de to, fordi de så kan arbejde sammen igen. ”Matematikere, fysikere og kemikere vil flokkes om Bohr”, og i Cambridge kan han få mulighed for at forske fuldstændig frit.
Dette er anden gang, Rutherford tilbyder Bohr et professorat, så de to kan arbejde sammen. Første gang er i 1916, hvor Bohr netop er blevet udnævnt til professor i fysik, men uden institut og uden medarbejdere. Nu har Bohr netop indviet sit institut i København, og så bliver han tilbudt denne lækkerbisken af et job.
Rutherford tilbyder nærmest uanede midler: ”Jeg kan skaffe dig så mange dygtige eksperimentalfysikere, som du har brug for …” Sandsynligvis har Bohr diskret lagt følere ud hos personer, der kan råbe universitet og fondene op. Hvad vil man i Danmark gøre for at beholde den første danske Nobelprismodtager i hjemlandet?
Da det kommer matematikeren Johannes Hjelmslev og fysiologen Valdemar Henriques for øre, agerer de hurtigt. I et brev til direktionen i Carlsberg Fondet skriver de, at det vil være: ”… et beklageligt Tab for dansk Videnskab, om det Centrum for international Forskning, der er knyttet til Professor Bohrs Navn, fremtidig skulde blive flyttet bort fra vort Land …”.
De to skriver yderligere, at Bohr er ganske tilfreds med den finansielle støtte, selve instituttet modtager både fra staten og Carlsberg Fondet, men han finder dog ”… sin personlige økonomiske Stilling utilfredsstillende, idet bl.a. de store Forpligtelser, som hans internationale videnskabelige Position naturligt paalægger ham, overskrider hans økonomiske Evne.”
Med andre ord, så koster det at være et verdensnavn i fysikkens verden. Der er en del repræsentation, og en almindelig professorløn rækker ikke. Foruden den store frihed til at forfølge sine videnskabelige interesser uden alle de forpligtelser, der normalt følger med professoratet i Cambridge, tilbydes Bohr også en ikke uvæsentlig løn. Med stillingen i Cambridge kan Bohr se frem til en klækkelig lønforhøjelse – idet han bliver tilbudt 1.400 pund svarende til ca. 800.000 i nutidskroner. Omtrent det dobbelte af, hvad han får i Danmark. Tilbuddet fra Storbritannien vil betyde en væsentlig forbedring af hans vilkår.
Der bliver kigget grundigt i Carlsberg Fondets fundats, nærmere bestemt brygger Jacobsens gavebrev til den danske stat, hvor han beskriver, at han med Carlsberg Fondet ønsker at betale løn til: ”… Mænd, som ere fortrinligt udrustede til videnskabelig Forskning og Forfattervirksomhed, og som helst maatte kunne ofre hele deres Kraft dertil, uden at hindres af Lærervirksomhed eller anden Embedsgerning.”
Dermed er der grundlag for, at Carlsberg Fondet kan matche løntilbuddet fra Royal Society, forudsat at Københavns Universitet opretter et lektorat, der overtager Bohrs undervisningsforpligtelser, hvilket hurtigt bliver sat i gang. Bohr skal nu ikke længere koncentrere sig om undervisning, men kan helt hellige sig sin videnskabelige nysgerrighed.
Det er altså på et hængende hår, at Danmark beholder sin topforsker. Vi kunne have risikeret, at eventyret om kvantefysikken i København sluttede, allerede inden det var kommet i gang. Det sker heldigvis ikke. Bohr bliver i Danmark. Han giver ofte udtryk for, at hans plads er i Danmark, her er hans bror, Harald, og resten af hans familie, og her kan han suverænt sætte tonen for sit institut – den kreative, joviale tone, som skaber et væksthus for vilde idéer og uforfærdet nysgerrighed.
Charlotte Koldbye: Niels Bohr – Det beskedne geni
Den danske fysiker Niels Bohr (1885-1962) var af verdens førende videnskabsmænd inden for sit felt, og havde et afgørende bidrag til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvantemekanikken.
I 1913 præsenterede Bohr sin atommodel, som stadig i dag står som en af de mest banebrydende opdagelser i verdenshistorien. Atommodellen er indirekte forudsætningen for atombomben, men også for de computere, lasere og mobiltelefoner, vi i dag er afhængige af i dag.
Niels Bohr Institutet blev grundlagt i 1921, og snart valfartede verdens dygtigste fysikere til København. Bohr var en visionær leder, der havde en særlig evne til at inspirere sine omgivelser.
Bogen følger Niels Bohr fra vugge til grav. Den fortæller både om hans enestående indsats som videnskabsmand og leder, hans afgørende rolle i 2. Verdenskrig, og om Bohr som familiemenneske og om den betydelige rolle, som hans kone, Margrethe, spillede.
Charlotte Koldbye har i Niels Bohr – Det beskedne geni samlet fortællingen om videnskabsmanden, der opdagede atomets struktur og udviklede kvantemekanikken. Begynd din læsning herunder.
Få mennesker har igennem historien været lige så vigtige som Niels Bohr. I Niels Bohr – Det beskedne geni kan du læse om manden bag en af de mest banebrydende opdagelser i verdenshistorien, nemlig atommodellen.
Atommodellen lagde indirekte grundlag for atombomben, men også for computere, lasere og mobiltelefoner, som vi i moderne tid er afhængige af. Kunstig intelligens er vokset ud af Bohrs opdagelse, og man anslår, at en tredjedel af verdensøkonomien hviler på kvantefysikken.
LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere
I denne spændende og smukke bog følger du Niels Bohr fra vugge til grav, og du bliver både klogere på hans virke som videnskabsmand og hans liv som familiemenneske. Bohr står tilbage i historien som en leder med strålende visioner, der havde en legendarisk evne til at inspirere sine kollegaer, venner og børn.
Læs et uddrag af Niels Bohr – Det beskedne geni herunder.
Du kan købe Niels Bohr – Det beskedne geni online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 4 november.
PROLOG – OKTOBER 1943
Et britisk bombefly bevæger sig hen over den mørke oktoberhimmel. Langt nede ligger de dunkle norske fjelde. Her ligger nazityske soldater på lur, klar til at skyde, hvis flyet kommer langt nok ned til at komme inden for rækkevidde af deres antiluftskyts. Piloten forsøger igen at få kontakt med passageren, som ligger i maven på bombeflyet, men han bliver mødt med tavshed.
Han er bekymret for, at passageren ikke har hørt hans besked om at tage iltmasken på, da de stiger op i flyvehøjde, mens de flyver ind over det besatte Norge. Hvis passageren ikke har den på, vil han efter ganske kort tid miste bevidstheden og sandsynligvis dø af iltmangel.
Tavsheden varsler ikke godt, og piloten beslutter at gå markant ned i flyve- højde, hvor iltmasker er unødvendige, lige så snart de er forbi Norge. Den bevidstløse mand i maven af bombeflyet er få dage tidligere undsluppet den tyske besættelsesmagt i Danmark ved at flygte over Øresund til Sverige med en fiskekutter. Han har inden da, høfligt, men bestemt, afvist en invitation om at arbejde på nazisternes atombombeprojekt.
Han takker også nej til at tage til Moskva, hvor han har mulighed for at arbejde sammen med sine tidligere kolleger og nære venner. Briterne har også før inviteret ham til at komme, men det er først nu, at han tager imod invitationen.
Selv om flugten til Sverige umiddelbart har bragt ham uden for nazisternes rækkevidde, er han ikke sikker i det neutrale land. Det vrimler med nazistiske spioner, og det er ikke utænkeligt, at man vil kidnappe ham.
Nu ligger han her – bevidstløs i et britisk bombefly på vej til Storbritannien, på vej til at deltage i verdens største og dyreste videnskabelige eksperiment i et kapløb om at bygge en atombombe før Hitler.
Den bevidstløse mand er den 58-årige Niels Bohr, Danmarks største videnskabsmand, verdenskendt fysiker, modtager af Nobelprisen, og en nytænkende leder, som har gjort sit institut i København til fysikkens mekka.
Endelig når piloten deres bestemmelsessted, en militærflyveplads i Skotland, og flyet lander med sin dyrebare menneskelast. Niels Bohr stiger smilende og veludhvilet ud i oktobernatten. Han har sovet hele vejen, fortæller han. Nu er han på vej i allieret krigstjeneste for at deltage i et projekt, der kommer til at stoppe én krig for blot at starte en anden. Et projekt, som vil forandre menneskehedens historie.
***
1920’erne – Uddrag fra kapitel 2
EN HONNINGKRUKKE FOR UNGE TALENTER
Instituttet bliver helt fra indvielsen præget af Bohrs ånd og ledelsesstil, der sætter kraftige spor. Fra 1920’erne tager man til København for at tale med Bohr og blive inspireret af stedets ånd. De unge, lysende fysikbegavelser strømmer til den danske hovedstad. Her finder man en helt anden atmosfære end den strengt klasseopdelte britiske, hvor man ikke taler med hinanden, medmindre man er blevet formelt introduceret, eller den meget strenge formelle, næsten militaristiske tone, som hersker på de tyskeuniversiteter.
Alle, der har kendt Bohr, fortæller om, hvor social han er, hvor meget samtalen betyder for ham, hvordan han taler for at kunne formulere sine tanker. Den ensomhed, han oplever i Cambridge, har sandsynligvis sat spor i ham, og han har besluttet sig for, at sådan skal atmosfæren ikke være på hans institut.
Nevill Mott, en britisk fysiker, fortæller i et interview, hvordan forskellen mellem Bohrs institut i København og Cambridge er slående: ”…jeg husker ikke, at der i min studietid i Cambridge var særlig mange diskussioner. Vi var alle en lille smule for isolerede … vi var ikke vant til at tale hele tiden; en egenskab, som de senere generationer visselig har fået.
Jeg husker, at jeg tog til København, og Blackett (britisk fysiker, red.) … sige til mig: Nu hvor De er kommet tilbage fra København og De arbejder i laboratoriet, så taler De med folk. Det gjorde De aldrig før. Ja, det var det, København lærte os, værdien af et institutliv. I København plejede Gamow (sovjetisk fysiker, red.) og jeg at tale hver dag, eller det vil sige, han talte, og jeg sagde lidt i ny og næ.”
BOHR OG EINSTEIN
De to giganter inden for det 20. århundredes fysik, Einstein og Bohr, har hele livet igennem en venskabelig og vedholdende dialog, selv om de på afgørende områder er dybt uenige. Men hvor Einstein med det vilde hår og den verdensfjerne aura er blevet indbegrebet af den indadvendte videnskabsmand, og hans figur er blevet en del af mainstreamkulturen, så forbliver Bohr primært en skikkelse, der er kendt og beundret af fysikere og fysikentusiaster.
Da Bohr suser ind på den internationale fysikscene i 1913, er Albert Einstein allerede et etableret navn og er netop tiltrådt et professorat på Friedrich-Wilhelm Universität i Berlin. Bohr møder en del modstand mod sin atomteori til at starte med, men lidt efter lidt tikker forsøgsresultaterne ind, og Bohr forklarer desuden beredvilligt fundamentet for sin teori ved forelæsninger på de europæiske universiteter, og det overbeviser mange skeptikere.
I årene efter publiceringen af sin teori får Bohr derfor fodfæste på den internationale fysikscene, og han bliver anset for en af de helt førende fysikere.
Efter at have holdt forelæsninger i Sverige i 1923 gør Einstein ophold i København. Bohr tager imod ham på Københavns hovedbanegård, hvorpå rejsen fortsætter via sporvogn hjem til Bohr. De bliver begge straks så dybt optaget af at samtale om fysik, at de glemmer tid og sted. De kører for langt med sporvognen, så de må stå af og tage den tilbage. Men der glemmer de igen at stå af og kører for langt, hvorpå de igen må stå af og tage sporvognen tilbage i modsat retning. Sådan gentager det sig igen og igen, mens den ventende te i privaten hos Bohr bliver kold, og småkagerne bliver bløde.
De to fysikere giver ofte udtryk for deres gensidige sympati og vel nærmest hengivenhed for hinanden. Efter deres første møde i Berlin i 1920 skriver Einstein efterfølgende til Bohr: ”Jeg har kun sjældent i Livet oplevet, at et Menneske ved sin blotte Tilstedeværelse har givet mig så stor Glæde som De. Jeg forstår nu, hvorfor Ehrenfest (hollandsk fysiker, red.) holder så meget af Dem. Jeg er netop i gang med at læse Deres storartede Artikler, og mens jeg læser – særlig, når jeg er gået i stå et sted – har jeg den Fornøjelse at se Deres ungdommelige Ansigt for mig, mens De smiler og forklarer. Jeg har lært meget af Dem, frem for alt af Deres Holdning til videnskabelige Emner.”
Og Einstein har også gjort et blivende indtryk på Bohr, der svarer tilbage: ”For mig var det at tale med Dem en af de største Oplevelser, jeg har haft, og jeg kan slet ikke sige Dem, hvor taknemmelig jeg er for den Venlighed, hvormed De mødte mig under mit Besøg i Berlin.” Endnu er deres forhold præget af stor veneration og fælles idéer om fysikken. Og det er først senere, at de for alvor krydser klinger og kommer til at være fundamentalt uenige om kvantefysikken til Bohrs store fortrydelse.
NOBELPRISEN OG HAFNIUM
Instituttet summer af aktivitet og undersøgelseslyst. Bohr er travlt optaget af sin egen forskning, der sigter på at beskrive en ny lovmæssighed for partiklernes opførsel inde i atomet. Han er desuden mentor for de unge forskere og administrator for instituttet. Men Bohr har også strategiske planer for stedet. Han ved, hvor han vil hen med forskningen. Bl.a. ønsker han, at instituttet skal have et røntgenspektroskop, så man kan undersøge grundstofferne nærmere.
Han inviterer derfor den hollandske fysiker Dirk Coster til at komme til instituttet i september i 1922 for at bygge et røntgenspektroskop. Coster har tidligere arbejdet sammen med den britiske fysiker Henry Moseley, der er den første til at udvikle metoden. Moseley dør desværre kun 27 år gammel i 1. verdenskrig. Coster bliver på instituttet i et års tid, hvorefter han vender tilbage til Holland til en professorstilling på universitetet i Groningen.
Det er også Coster, der 16 år senere sidder i toget sammen med fysikeren Lise Meitner for at bringe hende i sikkerhed fra nazisterne. Hun bliver den første, som beskriver princippet for atomernes kædereaktion, hvilket til slut ender i en atombombe.
Bohr bliver allerede nomineret til Nobelprisen første gang i 1917 og igen i 1918, 1919, 1920 og 1921. Den 10. november 1922 modtager han så et telegram om, at han har modtaget årets Nobelpris, med en invitation til Nobelprisoverrækkelsen en måned senere, den 10. december 1922.
Samme dag, som Bohr modtager besked om sin egen Nobelpris, skriver han til Einstein: ”… For mig var det den største Ære og Glæde … at jeg skulle komme i Betragtning som Prismodtager samtidig med Dem. Jeg ved, hvor lidt jeg har fortjent det, men jeg vil gerne sige, at jeg anser det for en stor Lykke, at Deres særlige Bidrag … blev anerkendt, før jeg kom i Betragtning til denne Ære.” Einstein svarer: ”Jeg kan uden overdrivelse tilstå, at (Deres brev, red.) har glædet mig lige så meget som Nobelprisen. Jeg finder Deres Bekymring for, om De skulle have fået denne Pris før mig særdeles charmerende – det er typisk Bohrsk (Borisch, red.).”
Blandt dem, der har nomineret Bohr, finder vi flere Nobelprismodtagere bl.a. hans mentor Ernest Rutherford, desuden Max Planck, Max von Laue og sågar den første modtager af Nobelprisen i fysik (1904) Wilhelm Röntgen. Året før i 1921 er der ikke blevet uddelt nogen pris i fysik, da nobelkomitéen ikke har fundet nomineringer, som lever op til fundatsens formulering.
Men i 1922, da komitéen bliver udvidet med den svenske fysiker Carl Wilhelm Oseen, enes man om at tildele Nobelprisen til Einstein for hans bidrag til teoretisk fysik, særligt for hans lov for den fotoelektriske effekt. Bohr modtager 1922-Nobelprisen for sit bidrag til undersøgelse af atomernes struktur og deres stråling. Foruden en 23-karat guldmedalje, som han knap tyve år senere donerer til hjælp for ofrene for Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen, modtager han ca. 130.000 SEK.
Ved festmiddagen efter prisoverrækkelsen udbringer Bohr en skål, der vidner om en klar vision for det nye institut og instituttets virke: ”… for en styrkelse af det internationale samarbejde for videnskabens fremme, et af højdepunkterne i disse på så mange punkter så triste tider.” Næste dag holder Bohr sin obligatoriske Nobelprisforelæsning ”Om atomernes bygning”. Hvor han også har en sensationel offentliggørelse i ærmet.
VIDENSKAB OG POLITIK
I løbet af sommeren 1922 er Hevesy sammen med Coster gået på jagt efter det ukendte grundstof, der bør indtage plads nr. 72 i det periodiske system. Man har tidligere antaget, at stoffet sandsynligvis tilhører gruppen af sjældne jordarter. Det er Bohr ikke enig i. Han mener – baseret på formodningen om antallet af elektroner i den yderste skal – at det snarere tilhører gruppen af overgangsmetaller.
Ifølge hans overbevisning bør det ukendte stof tilhøre gruppen, som også indeholder zirconium. Hevesy begynder derfor at lede efter grundstoffet i prøver af opløst zirconium. Og voila! En røntgenspektroskopisk analyse viser, at Bohrs forudsigelser holder stik.
Hevesy og Coster finder det ukendte grundstof. Derved bekræfter den eksperimentelle fysik Bohrs atommodel og hans forslag til bestemmelsen af nye grundstoffer. Coster ringer til Stockholm for at give Bohr besked, mens Hevesy hopper på et tog for at være til stede ved Bohrs nobelforelæsning, hvor nyheden om det nye grundstof 72 bliver offentliggjort og navngivet hafnium efter det latinske navn for København – Hafnia.
Opdagelsen møder dog kort tid efter stor modstand i visse videnskabelige kredse. Bl.a. hos den franske kemiker Georges Urbain, der mener at have identificeret grundstoffet i en røntgenspektroskopisk analyse blandt sjældne jordarter og kalder grundstoffet Celtium, men ingen andre kan verificere hans opdagelse.
Hevesy fortæller i et brev til Rutherford i januar 1924, at da han får offentliggjort en artikel om sin opdagelse af hafnium i et britisk videnskabeligt tidsskrift, har en af fagfællebedømmerne skrevet i en kommentar: ”Vi ønsker at bibeholde det oprindelige ord Celtium af Urbain, som repræsenterende den store franske nation, som var loyal over for os under krigen. Vi anerkender ikke ordet Hafnium, navngivet af danskere, der kun forede deres lommer med krigsbytte under krigen.”
Danmark er neutral under 1. verdenskrig og tjener godt på at sælge varer til både Tyskland og Storbritannien. Det er sikkert hverken første eller sidste gang, at videnskabens aktører giver køb på videnskabelig integritet og objektivitet.
Selv om forskningen og forskere i princippet kun skal tage højde for forskningens kvalitet uden at skele til nationalitet eller andet, så bliver politik og videnskab ofte blandet sammen. Den videnskabelige nationalisme kommer allerede til udtryk i 1921 ved den første Solvay-konference efter afslutningen af 1. verdenskrig. Her bliver østrigske og tyske forskere ikke inviteret, selv om deres videnskabelige meritter bør gøre dem selvskrevne til en invitation.
Det skal dog tilføjes, at 93 fremtrædende forskere, heriblandt Max Planck, i oktober 1914 underskriver et manifest i tidsskriftet An Die Kulturwelt, hvor de fuldstændig undsiger det tyske ansvar for krigsudbruddet, på trods af at Tyskland den 4. august 1914 ikke anerkender Belgiens neutralitet og invaderer landet.
Udelukkelsen af de tyske forskere betyder, at Einstein, der er schweizisk statsborger og erklæret pacifist, gør det klart, at han ikke ønsker at modtage en invitation. Dette gentager sig i 1924, hvor de tyske forskere stadig er uvelkomne. Dette får både Bohr og Einstein til at afslå invitationen pga. sammenblandingen af politik og videnskab.
BLEGDAMSVEJ 17 – FYSIKKENS MEKKA
Nobelprisen giver endnu mere medvind til Bohr og hans institut. Men det går hurtigt op for ham, at for at understøtte den blomstrende videnskabelige udvikling på instituttet, må der skaffes endnu mere plads. Kort tid efter at instituttet er blevet indviet, indsender Bohr en ansøgning til den amerikanske fond International Education Board (IEB) og beder om 20.000 dollars, der senere bliver rettet til 40.000 dollars til udbygning af instituttet.
Den slags pengesummer er ikke sådan at finde inden for Danmarks grænser, mens man i USA har store pengetanke, men endnu ikke hverken institutionerne eller en uddannet talentmasse, som virkelig kan rykke forskningen. I sin ansøgning understreger Bohr, at instituttet består af 1 direktør (Bohr), 1 lektor (Kramers), 1 sekretær (Betty Schultz), 1 mekaniker, 1 portner og 1 arbejdsdreng. I de to år instituttet har eksisteret, har forskere fra flg. lande haft et ophold af mindst et semesters varighed: USA 4, Norge 1, Sverige 1, Holland 1, Polen 1, Ungarn 1, Japan 2.16.
Det er virkelig meget småt, særligt når man tænker på kvaliteten og originaliteten, som kommer ud fra instituttet i disse år.
I april beslutter Københavns Kommune at stille en grund gratis til rådighed, og Københavns Universitet garanterer at finansiere de øgede driftsomkostninger, en udbygning vil koste. Igen bliver byggeriet væsentligt fordyret, og Bohr skal opstøve flere midler. Dem får han fra Carlsberg Fondet og en ekstrabevilling på 5.000 dollars fra International Education Board.
De videnskabelige artikler skyller ud fra instituttet i en lind strøm. På trods af sin enorme administrative arbejdsbyrde og fundraisingen til byggeriet samt rejseaktivitet lykkes det Bohr at offentliggøre adskillige vigtige artikler i denne periode.
CAMBRIDGE LOKKER BOHR
I juli 1923 skriver Bohrs mentor, Ernest Rutherford, til ham og fortæller, at Royal Society vil tilbyde ham et helt exceptionelt professorat i Cambridge. Bohr skal ikke have undervisningsforpligtelser, han skal ikke tage sig af administrative opgaver; hvis der er nogen, så skal Rutherford nok tage sig af dem. Rutherford giver udtryk for, at det vil være den helt store chance for de to, fordi de så kan arbejde sammen igen. ”Matematikere, fysikere og kemikere vil flokkes om Bohr”, og i Cambridge kan han få mulighed for at forske fuldstændig frit.
Dette er anden gang, Rutherford tilbyder Bohr et professorat, så de to kan arbejde sammen. Første gang er i 1916, hvor Bohr netop er blevet udnævnt til professor i fysik, men uden institut og uden medarbejdere. Nu har Bohr netop indviet sit institut i København, og så bliver han tilbudt denne lækkerbisken af et job.
Rutherford tilbyder nærmest uanede midler: ”Jeg kan skaffe dig så mange dygtige eksperimentalfysikere, som du har brug for …” Sandsynligvis har Bohr diskret lagt følere ud hos personer, der kan råbe universitet og fondene op. Hvad vil man i Danmark gøre for at beholde den første danske Nobelprismodtager i hjemlandet?
Da det kommer matematikeren Johannes Hjelmslev og fysiologen Valdemar Henriques for øre, agerer de hurtigt. I et brev til direktionen i Carlsberg Fondet skriver de, at det vil være: ”… et beklageligt Tab for dansk Videnskab, om det Centrum for international Forskning, der er knyttet til Professor Bohrs Navn, fremtidig skulde blive flyttet bort fra vort Land …”.
De to skriver yderligere, at Bohr er ganske tilfreds med den finansielle støtte, selve instituttet modtager både fra staten og Carlsberg Fondet, men han finder dog ”… sin personlige økonomiske Stilling utilfredsstillende, idet bl.a. de store Forpligtelser, som hans internationale videnskabelige Position naturligt paalægger ham, overskrider hans økonomiske Evne.”
Med andre ord, så koster det at være et verdensnavn i fysikkens verden. Der er en del repræsentation, og en almindelig professorløn rækker ikke. Foruden den store frihed til at forfølge sine videnskabelige interesser uden alle de forpligtelser, der normalt følger med professoratet i Cambridge, tilbydes Bohr også en ikke uvæsentlig løn. Med stillingen i Cambridge kan Bohr se frem til en klækkelig lønforhøjelse – idet han bliver tilbudt 1.400 pund svarende til ca. 800.000 i nutidskroner. Omtrent det dobbelte af, hvad han får i Danmark. Tilbuddet fra Storbritannien vil betyde en væsentlig forbedring af hans vilkår.
Der bliver kigget grundigt i Carlsberg Fondets fundats, nærmere bestemt brygger Jacobsens gavebrev til den danske stat, hvor han beskriver, at han med Carlsberg Fondet ønsker at betale løn til: ”… Mænd, som ere fortrinligt udrustede til videnskabelig Forskning og Forfattervirksomhed, og som helst maatte kunne ofre hele deres Kraft dertil, uden at hindres af Lærervirksomhed eller anden Embedsgerning.”
Dermed er der grundlag for, at Carlsberg Fondet kan matche løntilbuddet fra Royal Society, forudsat at Københavns Universitet opretter et lektorat, der overtager Bohrs undervisningsforpligtelser, hvilket hurtigt bliver sat i gang. Bohr skal nu ikke længere koncentrere sig om undervisning, men kan helt hellige sig sin videnskabelige nysgerrighed.
Det er altså på et hængende hår, at Danmark beholder sin topforsker. Vi kunne have risikeret, at eventyret om kvantefysikken i København sluttede, allerede inden det var kommet i gang. Det sker heldigvis ikke. Bohr bliver i Danmark. Han giver ofte udtryk for, at hans plads er i Danmark, her er hans bror, Harald, og resten af hans familie, og her kan han suverænt sætte tonen for sit institut – den kreative, joviale tone, som skaber et væksthus for vilde idéer og uforfærdet nysgerrighed.
Charlotte Koldbye: Niels Bohr – Det beskedne geni
Den danske fysiker Niels Bohr (1885-1962) var af verdens førende videnskabsmænd inden for sit felt, og havde et afgørende bidrag til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvantemekanikken.
I 1913 præsenterede Bohr sin atommodel, som stadig i dag står som en af de mest banebrydende opdagelser i verdenshistorien. Atommodellen er indirekte forudsætningen for atombomben, men også for de computere, lasere og mobiltelefoner, vi i dag er afhængige af i dag.
Niels Bohr Institutet blev grundlagt i 1921, og snart valfartede verdens dygtigste fysikere til København. Bohr var en visionær leder, der havde en særlig evne til at inspirere sine omgivelser.
Bogen følger Niels Bohr fra vugge til grav. Den fortæller både om hans enestående indsats som videnskabsmand og leder, hans afgørende rolle i 2. Verdenskrig, og om Bohr som familiemenneske og om den betydelige rolle, som hans kone, Margrethe, spillede.
Du kan købe Niels Bohr – Det beskedne geni online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: