I Det gådefulde univers giver astrofysiker Anja C. Andersen et komplet overblik over himmelrummet fra Solsystemet og ud til de fjerneste galakser og over universets udvikling fra Big Bang gennem tiden.
Universet blev skabt for 13,7 milliarder år siden. Det er så langt tid siden, at det ikke helt er til at forstå. Sådan er det med mange af de svimlende høje afstande og tidshorisonter, man bruger, når man skal beskrive universet. Til trods for kompleksiteten, formår Danmarks mest anerkendte astrofysiker Anja C. Andersen i Det gådefulde univers at gøre det uoverskuelige overskueligt.
Der sker hele tiden nye og spændende ting indenfor rumforskningen, og i bogen gør Anja C. Andersen læseren klogere på de nye fremskridt. Hun tager læseren med på en betagende rejse gennem himmelrummet og galakserne, og hun undersøger hvad det, vi opdager om universet, siger om os som mennesker.
Det gådefulde univers er den ultimative illustrerede bog for alle, der interesserer sig for verdensrummet og rumforskning. Man behøver ikke have en stor viden om hverken universet eller astrofysik for at læse med, da Anja C. Andersen på pædagogisk vis forklarer om universets udvikling helt fra Big Bang og frem til i dag. Samtidig præsenterer bogen også forskningsresultater, opdagelser, forsøg og teorier, så de mere specialiserede læsere også bliver udfordret.
Hubble-rumteleskopet i sin bane ca. 400 km over Jorden. Den lave bane har gjort det muligt for astronauter at reparere og opgradere Hubble ad flere omgange, så det i over 30 år har kunnet anvende den nyeste teknik til at tage fantastiske billeder. Den samlede vægt af teleskopet er omkring 11 ton, og spejlets overflade er så glat, at ultraviolet lys kan fokuseres. Kravene til fokusering af synligt og infrarødt lys er mindre skrappe. Kombinationen af ultraviolet, synligt lys og nærinfrarødt lys i et og samme teleskop har givet os så meget ny indsigt, at det med garanti ville glæde videnskabsmanden Galileo Galilei.
Panoramafoto, der viser stjernehimlen set fra ESO’s Very Large Telescope (VLT) på Cerro Paranal under måneformørkelsen den 21. december 2010. Månen ses som en mørkerød skive lige over et af teleskoperne til højre i billedet, mens Mælkevejen buer over himlen i al sin skønhed. En total måneformørkelse er et imponerende syn, som giver mulighed for at foretage observationer af en mørk, måneskinsfri stjernehimmel.
De overskuelige kapitler om planeter, kometer, galakser, asteroider, stjernedannelse, kosmisk støv, sorte huller og meget, meget mere gør, at bogen er interessant læsning for alle.
Den fascinerende læseoplevelser gør dig klogere på universets udvikling, og den medrivende bog er en fantastisk gaveidé fyldt med smukt billedmateriale.
Nedenfor kan du læse et uddrag af kapitlet om teleskoper fra Det gådefulde univers:
Teleskoper
I 1609 kom det den italienske videnskabsmand Galileo Galilei (1564-1642) for øre, at der i Holland var opfundet en stjernekikkert. Galileo befandt sig ikke langt fra Venedig, hvor nogle af verdens på det tidspunkt bedste glasmagere befandt sig.
Han indgik et samarbejde med nogle af disse glasmagere om at få fremstillet en kikkertlinse, der var bedre end den hollandske.
Det lykkedes, og det gav Galileo Galilei, hvad vi i dag betragter som datidens bedste kikkert.
Med sin kikkert foretog Galileo astronomiske observationer, samtidig med at han systematisk tegnede og nedskrev, hvad han så. Fotografiet var jo ikke opfundet, så at tegne sine observationer var den eneste måde at gengive dem på.
Galileo opdagede med sin kikkert, at Månen har bjerge, at planeten Jupiter har fire store måner, og han så talrige fiksstjerner, som var usynlige for det blotte øje. På baggrund af, at han fik øje på stjerner, som ellers ikke var synlige, konkluderede han, at stjernerne lå uendeligt langt væk, spredt i et gigantisk univers.
Med andre ord lykkes det på få måneder Galileo at foretage flere revolutionerende astronomiske opdagelser med sin kikkert. Man kan sige, at hans opdagelser var teknologidrevne.
Hans brug af den nyeste teknologi inden for konstruktionen af nøjagtige linser gav inspiration til en helt ny forståelse af, hvordan universet var opbygget. Hans observationer leverede de første empiriske indikatorer, der kun kunne forklares ud fra, at Solen er centrum i solsystemet (det heliocentriske verdensbillede).
Inden Galileos observationer var den herskende opfattelse, at Jorden var i centrum (det geocentriske verdensbillede).
Siden Galileo har vores verdensbillede ændret sig flere gange, og hver gang har det nye verdensbillede været baseret på nye observationer. Og disse observationer var kun mulige, fordi nye teknologiske muligheder opstod, så man kunne bygge endnu større og mere følsomme teleskoper.
Danmark er med i to vigtige internationale samarbejder – det Europæiske Sydobservatorium (ESO – European Southern Observatory) og den Europæiske rumfartsorganisation (ESA – European Space Agency).
I ESO-samarbejdet får vi adgang til nogle af de bedste kik- kerter, der findes på Jorden, og i ESA-samarbejdet får vi adgang til rumteleskoper. Vi har i Danmark en lang tradition for at bidrage med mekaniske dele og elektroniske komponenter til instrumenter på Jorden og i rummet.
Synligt lys, som vores øjne kan se, udgør blot en brøkdel af det, man kalder det elektromagnetiske spektrum. Hvis hele det elektromagnetiske spektrum blev illustreret ved tangenterne på et klaver, så svarer synligt lys til tonen C midt på klaveret.
Nu kan man ikke spille mange melodier med C alene, der skal ligesom lidt flere toner til, hvis det skal blive til noget harmonisk. Sådan er det også for astrofysikere; vi vil gerne have lidt mere at studere end blot synligt lys.
I klaveranalogien vil f.eks. røntgen- og gammastråling svare til høje toner og dermed ligge til højre for midtertonen C, mens varmestråling – også kaldet infrarød stråling – og radioområdet vil ligge på den modsatte side af C mod de dybere toner.
Hvis vi gerne vil vide, hvordan rummet tager sig ud i røntgen-, ultraviolet-, gamma-, mikrobølge- eller det infrarøde område, må vi ty til satellitobservationer, da disse bølgelængder ikke kan trænge ned igennem Jordens atmosfære.
Infrarød stråling er også kendt som varmestråling og svarer til den stråling, vi oplever som varme fra en elektrisk kogeplade. Nogle stjerner udsender det meste af deres energi som andet end synligt lys.
Det er derfor, vi har brug for at have observationer af rummet og stjernerne i både synligt lys og i radio-, røntgen-, gamma-, infrarød- og mikrobølgeområdet.
Det betyder, at en stjerne, som måske ser lidt lyssvag ud, så man kunne fristes til at konkludere, at den kun udsender små mængder af energi, i virkeligheden godt kan være noget af en energibombe, som blot udsender sin stråling ved bølgelængder, vi ikke kan opfatte med øjet.
For Jordens atmosfære har nogenlunde samme effekt som leverpostej på linsen for en fotograf – billedet sløres. Det skyldes dels, at strålingen absorberes i atmosfæren, og dels at lufturo er med til at sløre de observationer, vi kan foretage fra Jorden.
Det er f.eks. lufturo, der får det til at se ud, som om stjernerne blinker. Når stjernerne observeres uden for Jordens atmosfære med et rumteleskop, blinker de ikke, men står tværtimod helt skarpe som lysende prikker.
Selvom jeg som de fleste finder det poetisk at se mod en tindrende stjernehimmel, så ville jeg som astrofysiker indimellem ønske, at Jordens atmosfære var meget mere gennemsigtig for stråling ved forskellige bølgelængder eller måske ligefrem slet ikke var der. Men som menneske må jeg erkende, at det er ret heldigt, at der er en atmosfære.
Organismer som vi mennesker er jo ret sarte, og vi kan ikke tåle at blive udsat for ultraviolet stråling, røntgenstråling eller gammastråling i særligt store mængder.
Disse strålingstyper trænger gennem vores hud og kan påvirke os meget negativt ved at ødelægge væv, forårsage celleskader og det, der er værre.
I Danmark har vi en overordentlig lang og stærk tradition inden for astronomi, som startede tilbage i 1572, da Tycho Brahe observerede, at der var dukket en ny stjerne op i stjernebilledet Cassiopeia.
Han skrev om fænomenet i sin bog ”De nova stella”.
Siden har vi fundet ud af, at det, han så, var en supernova. Observationen var med til at grundlægge en mere systematisk afsøgning af stjernehimlen. Tycho Brahe havde ingen kikkert – den blev først opfundet lidt senere.
På skuldrene af Tycho Brahe står en perlerække af andre danske astro- nomer, der bl.a. fra Rundetårn i København bedrev astronomi. Mest kendt er nok Ole Rømer, der som den første ud fra observationer af Jupiters måner opdagede og beskrev, at lys måtte bruge tid på at komme fra A til B – altså at lys har en hastighed.
Som led i den århundreder lange tradition for nøjagtige observationer og kortlægning af himlen blev Danmark i 1967 medlem af det Europæiske Sydobservatorium (ESO), som udvikler og driver en række af verdens bedste observatorier i Atacamaørkenen i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor.
La Silla var ESO’s første observatorium. Det ligger på et 2.400 meter højt bjerg 600 km nord for Santiago de Chile og huser flere teleskoper som New Technology Telescope (NTT) på 3,5 meter og det danske 1,5 meter-teleskop.
I 1999 åbnede observatoriet på Paranalbjerget i 2.600 meters højde – det huser Very Large Telescope (VLT). Paranal ligger omkring 130 km syd for Antofagasta i Chile, 12 km inde i landet fra stillehavskysten i et af de tørreste områder på kloden.
VLT består ikke bare af et, men af fire teleskoper, der hver har et hovedspejl med en diameter på 8,2 meter. Med et af disse teleskoper er det muligt med en times eksponering at se objekter, der er 4 milliarder gange svagere end de svageste objekter, der kan ses med det blotte øje.
ESO er allerede ved at tage det næste skridt efter VLT, i form af et ekstremt stort optisk/infrarødt teleskop kaldet Extremely Large Telescope (ELT) med et hovedspejl på 39 meter i diameter. ELT bliver ”det største øje mod himlen” – verdens største optiske/nærinfrarøde teleskop og forventes at stå færdigt i 2027.
Danmark har sammen med andre, primært europæiske, lande finansieret bygningen af ELT, og den danske ingeniør- og rådgivervirksomhed Rambøll fungerer som rådgivende konsulent på ELT’s indkøbs- og konstruktionsproces.
Den roterende kuppel får en diameter på 85 meter, en vægt på omkring 5.000 tons og en højde på næsten 80 meter, hvilket betyder, at den dækker et areal nogenlunde som et bedre fodboldstadion.
ELT forventes at kunne give os indsigt i nogle af astronomiens mest påtrængende åbne spørgsmål, så der er grund til at forvente, at det med tiden vil revolutionere vores opfattelse af universet på samme måde, som Galileo Galileis kikkert gjorde for 400 år siden.
Fra Jorden er det muligt at observere synligt lys med optiske teleskoper, og fra høje, tørre bjergtinder kan vi se dele af det nærinfrarøde område, men også submillimeter- og radioområdet kan observeres fra Jorden.
Derfor har ESO også taget initiativ til opførelsen af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der er et gigantisk system bestående af 66 radioteleskoper med diametre på 12 meter og 7 meter, der kan observere stråling med bølgelængder i millimeter- og submillimeter-området.
ALMA påbegyndte videnskabelige observationer i 2011, og anlægget stod helt færdigt og blev indviet i 2013. ALMA befinder sig i 5 km’s højde på sletten Llano de Chajnantor – så det er et af de højest beliggende astronomiske observatorier i verden.
Med ALMA er det muligt at foretage detaljerede observationer af både de fjerne galakser og af stjerne- og planetdannelse i nogle af Mælkevejens tætte interstellare skyer.
Selvom ALMA består af 66 individuelle meget præcise antenner, og det observerer ved bølgelængder mellem 0,32 og 3,6 mm, så fungerer det som ét enkelt teleskop – et interferometer. De 66 antenner kan anbringes i forskellige konfigurationer, hvor den maksimale afstand imellem antennerne kan variere fra 150 meter til 16 kilometer.
Det gør det muligt at ”zoome” med ALMA, så at vi kan undersøge universet i millimeter- og submillimeter-bølgelængder med en hidtil ukendt følsomhed og opløsningsevne. Skarpheden er op til ti gange større end med Hubble-rumteleskopet, men i en bølgelængde, som vi slet ikke kan opfatte med øjet.
Det, som ALMA viser os, er det kolde univers, primært i form af hvordan molekylær gas og støv ligger fordelt i Mælkevejen og andre galakser. Det giver os f.eks. detaljerede billeder af stjerner og planeter under dannelse i gasskyer i nærheden af solsystemet og kan finde fjerne galakser i udkanten af det synlige univers.
Det betyder, at vi med ALMA får indsigt i galakser, som de så ud for omkring 10 milliarder år siden.
Find resten af kapitlet og selve udgivelsen Det gådefulde univers her:
Anja C. Andersen: Det gådefulde univers
Stor gavebog med fantastisk billedmateriale.
Der sker hele tiden noget nyt og spændende inden for rumforskningen. I 2022 lykkedes det forskerholdet Event Horizon Telescope Collaboration at optage et billede af det sorte hul i Mælkevejen. James Webb Teleskopet leverer billeder af galakser, der ligger 13 milliarder lysår borte. De opdagelser, som den danske forsker Albert Sneppen har gjort omkring neutronstjerners sammenstød, kan måske bruges til at beregne universets udvidelseshastighed. I Det gådefulde univers giver Danmarks mest anerkendte astrofysiker et overblik over himmelrummet fra Solsystemet og ud til de fjerneste galakser og over universets udvikling fra Big Bang frem til i dag.Universet blev skabt for 13,7 milliarder år siden. Et lysår er ca. 9,5 billioner kilometer, og afstanden til de fjerne kvasarer er 12 milliarder lysår. Når man beskæftiger sig med universet, handler det om svimlende tidshorisonter og afstande; men Anja C. Andersen formår at gøre det uoverskuelige begribeligt.
I Det gådefulde univers giver astrofysiker Anja C. Andersen et komplet overblik over himmelrummet fra Solsystemet og ud til de fjerneste galakser og over universets udvikling fra Big Bang gennem tiden.
Universet blev skabt for 13,7 milliarder år siden. Det er så langt tid siden, at det ikke helt er til at forstå. Sådan er det med mange af de svimlende høje afstande og tidshorisonter, man bruger, når man skal beskrive universet. Til trods for kompleksiteten, formår Danmarks mest anerkendte astrofysiker Anja C. Andersen i Det gådefulde univers at gøre det uoverskuelige overskueligt.
Der sker hele tiden nye og spændende ting indenfor rumforskningen, og i bogen gør Anja C. Andersen læseren klogere på de nye fremskridt. Hun tager læseren med på en betagende rejse gennem himmelrummet og galakserne, og hun undersøger hvad det, vi opdager om universet, siger om os som mennesker.
LÆS OGSÅ: 4 fantastiske fænomener på stjernehimlen du kan opleve om foråret
Det gådefulde univers er den ultimative illustrerede bog for alle, der interesserer sig for verdensrummet og rumforskning. Man behøver ikke have en stor viden om hverken universet eller astrofysik for at læse med, da Anja C. Andersen på pædagogisk vis forklarer om universets udvikling helt fra Big Bang og frem til i dag. Samtidig præsenterer bogen også forskningsresultater, opdagelser, forsøg og teorier, så de mere specialiserede læsere også bliver udfordret.
Hubble-rumteleskopet i sin bane ca. 400 km over Jorden.
Den lave bane har gjort det muligt for astronauter at reparere og opgradere Hubble ad flere omgange, så det i over 30 år har kunnet anvende den nyeste teknik til at tage fantastiske billeder. Den samlede vægt af teleskopet er omkring 11 ton, og spejlets overflade er så glat, at ultraviolet lys kan fokuseres. Kravene til fokusering af synligt og infrarødt lys er mindre skrappe. Kombinationen af ultraviolet, synligt lys og nærinfrarødt lys i et og samme teleskop har givet os så meget ny indsigt, at det med garanti ville glæde videnskabsmanden Galileo Galilei.
Panoramafoto, der viser stjernehimlen set fra ESO’s Very Large Telescope (VLT) på Cerro Paranal under måneformørkelsen den 21. december 2010. Månen ses som en mørkerød skive lige over et af teleskoperne til højre i billedet, mens Mælkevejen buer over himlen i al sin skønhed. En total måneformørkelse er et imponerende syn, som giver mulighed for at foretage observationer af en mørk, måneskinsfri stjernehimmel.
De overskuelige kapitler om planeter, kometer, galakser, asteroider, stjernedannelse, kosmisk støv, sorte huller og meget, meget mere gør, at bogen er interessant læsning for alle.
Den fascinerende læseoplevelser gør dig klogere på universets udvikling, og den medrivende bog er en fantastisk gaveidé fyldt med smukt billedmateriale.
Nedenfor kan du læse et uddrag af kapitlet om teleskoper fra Det gådefulde univers:
Teleskoper
I 1609 kom det den italienske videnskabsmand Galileo Galilei (1564-1642) for øre, at der i Holland var opfundet en stjernekikkert. Galileo befandt sig ikke langt fra Venedig, hvor nogle af verdens på det tidspunkt bedste glasmagere befandt sig.
Han indgik et samarbejde med nogle af disse glasmagere om at få fremstillet en kikkertlinse, der var bedre end den hollandske.
Det lykkedes, og det gav Galileo Galilei, hvad vi i dag betragter som datidens bedste kikkert.
Med sin kikkert foretog Galileo astronomiske observationer, samtidig med at han systematisk tegnede og nedskrev, hvad han så. Fotografiet var jo ikke opfundet, så at tegne sine observationer var den eneste måde at gengive dem på.
Galileo opdagede med sin kikkert, at Månen har bjerge, at planeten Jupiter har fire store måner, og han så talrige fiksstjerner, som var usynlige for det blotte øje. På baggrund af, at han fik øje på stjerner, som ellers ikke var synlige, konkluderede han, at stjernerne lå uendeligt langt væk, spredt i et gigantisk univers.
Med andre ord lykkes det på få måneder Galileo at foretage flere revolutionerende astronomiske opdagelser med sin kikkert. Man kan sige, at hans opdagelser var teknologidrevne.
Hans brug af den nyeste teknologi inden for konstruktionen af nøjagtige linser gav inspiration til en helt ny forståelse af, hvordan universet var opbygget. Hans observationer leverede de første empiriske indikatorer, der kun kunne forklares ud fra, at Solen er centrum i solsystemet (det heliocentriske verdensbillede).
Inden Galileos observationer var den herskende opfattelse, at Jorden var i centrum (det geocentriske verdensbillede).
Siden Galileo har vores verdensbillede ændret sig flere gange, og hver gang har det nye verdensbillede været baseret på nye observationer. Og disse observationer var kun mulige, fordi nye teknologiske muligheder opstod, så man kunne bygge endnu større og mere følsomme teleskoper.
Danmark er med i to vigtige internationale samarbejder – det Europæiske Sydobservatorium (ESO – European Southern Observatory) og den Europæiske rumfartsorganisation (ESA – European Space Agency).
I ESO-samarbejdet får vi adgang til nogle af de bedste kik- kerter, der findes på Jorden, og i ESA-samarbejdet får vi adgang til rumteleskoper. Vi har i Danmark en lang tradition for at bidrage med mekaniske dele og elektroniske komponenter til instrumenter på Jorden og i rummet.
Synligt lys, som vores øjne kan se, udgør blot en brøkdel af det, man kalder det elektromagnetiske spektrum. Hvis hele det elektromagnetiske spektrum blev illustreret ved tangenterne på et klaver, så svarer synligt lys til tonen C midt på klaveret.
Nu kan man ikke spille mange melodier med C alene, der skal ligesom lidt flere toner til, hvis det skal blive til noget harmonisk. Sådan er det også for astrofysikere; vi vil gerne have lidt mere at studere end blot synligt lys.
I klaveranalogien vil f.eks. røntgen- og gammastråling svare til høje toner og dermed ligge til højre for midtertonen C, mens varmestråling – også kaldet infrarød stråling – og radioområdet vil ligge på den modsatte side af C mod de dybere toner.
Hvis vi gerne vil vide, hvordan rummet tager sig ud i røntgen-, ultraviolet-, gamma-, mikrobølge- eller det infrarøde område, må vi ty til satellitobservationer, da disse bølgelængder ikke kan trænge ned igennem Jordens atmosfære.
Infrarød stråling er også kendt som varmestråling og svarer til den stråling, vi oplever som varme fra en elektrisk kogeplade. Nogle stjerner udsender det meste af deres energi som andet end synligt lys.
Det er derfor, vi har brug for at have observationer af rummet og stjernerne i både synligt lys og i radio-, røntgen-, gamma-, infrarød- og mikrobølgeområdet.
Det betyder, at en stjerne, som måske ser lidt lyssvag ud, så man kunne fristes til at konkludere, at den kun udsender små mængder af energi, i virkeligheden godt kan være noget af en energibombe, som blot udsender sin stråling ved bølgelængder, vi ikke kan opfatte med øjet.
For Jordens atmosfære har nogenlunde samme effekt som leverpostej på linsen for en fotograf – billedet sløres. Det skyldes dels, at strålingen absorberes i atmosfæren, og dels at lufturo er med til at sløre de observationer, vi kan foretage fra Jorden.
Det er f.eks. lufturo, der får det til at se ud, som om stjernerne blinker. Når stjernerne observeres uden for Jordens atmosfære med et rumteleskop, blinker de ikke, men står tværtimod helt skarpe som lysende prikker.
Selvom jeg som de fleste finder det poetisk at se mod en tindrende stjernehimmel, så ville jeg som astrofysiker indimellem ønske, at Jordens atmosfære var meget mere gennemsigtig for stråling ved forskellige bølgelængder eller måske ligefrem slet ikke var der. Men som menneske må jeg erkende, at det er ret heldigt, at der er en atmosfære.
Organismer som vi mennesker er jo ret sarte, og vi kan ikke tåle at blive udsat for ultraviolet stråling, røntgenstråling eller gammastråling i særligt store mængder.
Disse strålingstyper trænger gennem vores hud og kan påvirke os meget negativt ved at ødelægge væv, forårsage celleskader og det, der er værre.
I Danmark har vi en overordentlig lang og stærk tradition inden for astronomi, som startede tilbage i 1572, da Tycho Brahe observerede, at der var dukket en ny stjerne op i stjernebilledet Cassiopeia.
Han skrev om fænomenet i sin bog ”De nova stella”.
Siden har vi fundet ud af, at det, han så, var en supernova. Observationen var med til at grundlægge en mere systematisk afsøgning af stjernehimlen. Tycho Brahe havde ingen kikkert – den blev først opfundet lidt senere.
På skuldrene af Tycho Brahe står en perlerække af andre danske astro- nomer, der bl.a. fra Rundetårn i København bedrev astronomi. Mest kendt er nok Ole Rømer, der som den første ud fra observationer af Jupiters måner opdagede og beskrev, at lys måtte bruge tid på at komme fra A til B – altså at lys har en hastighed.
Som led i den århundreder lange tradition for nøjagtige observationer og kortlægning af himlen blev Danmark i 1967 medlem af det Europæiske Sydobservatorium (ESO), som udvikler og driver en række af verdens bedste observatorier i Atacamaørkenen i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor.
La Silla var ESO’s første observatorium. Det ligger på et 2.400 meter højt bjerg 600 km nord for Santiago de Chile og huser flere teleskoper som New Technology Telescope (NTT) på 3,5 meter og det danske 1,5 meter-teleskop.
I 1999 åbnede observatoriet på Paranalbjerget i 2.600 meters højde – det huser Very Large Telescope (VLT). Paranal ligger omkring 130 km syd for Antofagasta i Chile, 12 km inde i landet fra stillehavskysten i et af de tørreste områder på kloden.
VLT består ikke bare af et, men af fire teleskoper, der hver har et hovedspejl med en diameter på 8,2 meter. Med et af disse teleskoper er det muligt med en times eksponering at se objekter, der er 4 milliarder gange svagere end de svageste objekter, der kan ses med det blotte øje.
ESO er allerede ved at tage det næste skridt efter VLT, i form af et ekstremt stort optisk/infrarødt teleskop kaldet Extremely Large Telescope (ELT) med et hovedspejl på 39 meter i diameter. ELT bliver ”det største øje mod himlen” – verdens største optiske/nærinfrarøde teleskop og forventes at stå færdigt i 2027.
Danmark har sammen med andre, primært europæiske, lande finansieret bygningen af ELT, og den danske ingeniør- og rådgivervirksomhed Rambøll fungerer som rådgivende konsulent på ELT’s indkøbs- og konstruktionsproces.
Den roterende kuppel får en diameter på 85 meter, en vægt på omkring 5.000 tons og en højde på næsten 80 meter, hvilket betyder, at den dækker et areal nogenlunde som et bedre fodboldstadion.
ELT forventes at kunne give os indsigt i nogle af astronomiens mest påtrængende åbne spørgsmål, så der er grund til at forvente, at det med tiden vil revolutionere vores opfattelse af universet på samme måde, som Galileo Galileis kikkert gjorde for 400 år siden.
Fra Jorden er det muligt at observere synligt lys med optiske teleskoper, og fra høje, tørre bjergtinder kan vi se dele af det nærinfrarøde område, men også submillimeter- og radioområdet kan observeres fra Jorden.
Derfor har ESO også taget initiativ til opførelsen af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der er et gigantisk system bestående af 66 radioteleskoper med diametre på 12 meter og 7 meter, der kan observere stråling med bølgelængder i millimeter- og submillimeter-området.
ALMA påbegyndte videnskabelige observationer i 2011, og anlægget stod helt færdigt og blev indviet i 2013. ALMA befinder sig i 5 km’s højde på sletten Llano de Chajnantor – så det er et af de højest beliggende astronomiske observatorier i verden.
Med ALMA er det muligt at foretage detaljerede observationer af både de fjerne galakser og af stjerne- og planetdannelse i nogle af Mælkevejens tætte interstellare skyer.
Selvom ALMA består af 66 individuelle meget præcise antenner, og det observerer ved bølgelængder mellem 0,32 og 3,6 mm, så fungerer det som ét enkelt teleskop – et interferometer. De 66 antenner kan anbringes i forskellige konfigurationer, hvor den maksimale afstand imellem antennerne kan variere fra 150 meter til 16 kilometer.
Det gør det muligt at ”zoome” med ALMA, så at vi kan undersøge universet i millimeter- og submillimeter-bølgelængder med en hidtil ukendt følsomhed og opløsningsevne. Skarpheden er op til ti gange større end med Hubble-rumteleskopet, men i en bølgelængde, som vi slet ikke kan opfatte med øjet.
Det, som ALMA viser os, er det kolde univers, primært i form af hvordan molekylær gas og støv ligger fordelt i Mælkevejen og andre galakser. Det giver os f.eks. detaljerede billeder af stjerner og planeter under dannelse i gasskyer i nærheden af solsystemet og kan finde fjerne galakser i udkanten af det synlige univers.
Det betyder, at vi med ALMA får indsigt i galakser, som de så ud for omkring 10 milliarder år siden.
Find resten af kapitlet og selve udgivelsen Det gådefulde univers her:
Anja C. Andersen: Det gådefulde univers
Stor gavebog med fantastisk billedmateriale.
Der sker hele tiden noget nyt og spændende inden for rumforskningen. I 2022 lykkedes det forskerholdet Event Horizon Telescope Collaboration at optage et billede af det sorte hul i Mælkevejen. James Webb Teleskopet leverer billeder af galakser, der ligger 13 milliarder lysår borte. De opdagelser, som den danske forsker Albert Sneppen har gjort omkring neutronstjerners sammenstød, kan måske bruges til at beregne universets udvidelseshastighed. I Det gådefulde univers giver Danmarks mest anerkendte astrofysiker et overblik over himmelrummet fra Solsystemet og ud til de fjerneste galakser og over universets udvikling fra Big Bang frem til i dag.Universet blev skabt for 13,7 milliarder år siden. Et lysår er ca. 9,5 billioner kilometer, og afstanden til de fjerne kvasarer er 12 milliarder lysår. Når man beskæftiger sig med universet, handler det om svimlende tidshorisonter og afstande; men Anja C. Andersen formår at gøre det uoverskuelige begribeligt.
Du kan købe Det gådefulde univers fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel fra 4. december.
Andre læste også: