Kirurgiens kunst er en tur i tidsmaskinen tilbage til de berygtede ’dødens huse’, som 1800-tallets engelske hospitaler ironisk nok blev kaldt. Medicinhistorikeren Lindsey Fitzharris giver i sin bog et eminent historisk indblik i en tid, hvor en tur på operationsstuen sandsynligvis gjorde dig mere syg, end du var til at begynde med.
Absurd rene hænder, steriliserede instrumenter og ordentlige forhold. Mange mennesker betragter sandsynligvis ovenstående tre ting som helt i gennem grundlæggende procedurer på en moderne operationsstue. Og ganske rigtigt. Der er simpelthen ingen vej udenom.
Sådan har lægevidenskaben dog på ingen måde altid set ud. Skruer man tiden knap 200 år tilbage, ville de fleste fornuftige mennesker nok nødigt ønske sig en tur på hospitalsgangen. Særligt efter de har læst Lindsey Fitzharris’ fascinerende debut Kirurgiens kunst, som kaster lys over en tid, hvor kirurger hverken vaskede hænder eller bensave, før de amputerede folks lemmer, hvortil patienter, som følge af operationernes forhold, døde på stribe af dengang uforklarlige infektioner.
Samtidig måtte man som sagesløs patient finde sig i, at de kirurgiske indgreb ofte fandt sted for fuldt skue i de såkaldte ’operationsteatre’, hvor medicinstuderende, såvel som nysgerrige folk fra gaden, flokkedes om at være vidne til de blodige rædsler. Der var så sandelig tale om medicinsk voyeurisme og underholdning i dets mest beskidte form.
Mysteriet om patientdødelighed
Som Lindsey Fitzharris’ bog også fokuserer på, var den massive udfordring på datidens hospitaler den høje patientdødelighed, som, til lægernes uvidenhed, skyldtes de elendige hygiejneforhold.
“Lægen Thomas Percival rådede kirurger til at skifte forklæde og rense bord og instrumenter mellem indgrebene – ikke af hygiejniske grunde, men for at undgå alt, som kan vække rædsel. Få tog hans råd til sig. Kirurgen, der som regel var iført et forklæde dækket af gammelt, indtørret blod, vaskede sjældent hænder, og der hang altid denne umiskendelige lugt af rådnende kød omkring ham, som fagets folk muntert omtalte som den gode, gamle hospitalsstank.” Uddrag fra bogens forord.
Dødeligheden steg, ironisk nok, kun yderligere, da den engelske kirurg Robert Liston, også kendt som ’den hurtigste kniv i West End’ baseret på hans uovertrufne evne til at amputere et ben på kort tid, opdagede, at æter kunne bruges til at bedøve patienterne, så de ingen smerte følte. Denne opdagelse gjorde, at kirurgerne, opildnet af deres hujende publikum i ryggen, blev endnu mere skødesløse med håndteringen af deres patienter.
Kirurgiens kunst er en historisk fortælling og gennemgang af, hvordan den unge læge Joseph Lister sætter sig for at løse mysteriet om infektioner hos patienter. Listers metoder endte med at forandre kirurgien fra at være et brutalt og primitivt håndværk til at være en moderne videnskab – og dermed reddede han hundredtusindvis af menneskeliv.
[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=r_zfe2sYZ4Q[/embedyt]
Medicinhistoriens grimme side
Er du fan af bøger, der som en anden krimi pirrer både sanser og følelser, er der ingen vej uden om Kirurgiens kunst – så længe du ikke er en alt for sart sjæl. Bogen emmer af engagement og fortælleglæde, og forfatterens enorme faktuelle viden på området skinner igennem hver eneste side.
Forfatteren Lindsey Fitzharris (f. 1982) har taget sin ph.d. i videnskabshistorie og medicin på Oxford universitet og er selverklæret ”besat af dødelighed”. Udover at have skrevet for blandt andre The Guardian og The Huffington Post er forfatteren også skaber af den populære blog The Chirurgeon’s Apprentice samt YouTube-serien Under the Knife, hvor hun ligeledes på særdeles underholdende facon gennemgår medicinhistoriens grimmere sider.
Har man svært ved at få nok af fortidens tvivlsomme lægeeskapader, kan man desuden give sig i kast med de to serier The Knick og A Young Doctor’s Notebook.
Kirugiens kunst af Lindsey Fitzharris kan købes som e-bog eller lydbog eller lånes på biblioteket.
Kirurgiens kunst er en tur i tidsmaskinen tilbage til de berygtede ’dødens huse’, som 1800-tallets engelske hospitaler ironisk nok blev kaldt. Medicinhistorikeren Lindsey Fitzharris giver i sin bog et eminent historisk indblik i en tid, hvor en tur på operationsstuen sandsynligvis gjorde dig mere syg, end du var til at begynde med.
Absurd rene hænder, steriliserede instrumenter og ordentlige forhold. Mange mennesker betragter sandsynligvis ovenstående tre ting som helt i gennem grundlæggende procedurer på en moderne operationsstue. Og ganske rigtigt. Der er simpelthen ingen vej udenom.
Sådan har lægevidenskaben dog på ingen måde altid set ud. Skruer man tiden knap 200 år tilbage, ville de fleste fornuftige mennesker nok nødigt ønske sig en tur på hospitalsgangen. Særligt efter de har læst Lindsey Fitzharris’ fascinerende debut Kirurgiens kunst, som kaster lys over en tid, hvor kirurger hverken vaskede hænder eller bensave, før de amputerede folks lemmer, hvortil patienter, som følge af operationernes forhold, døde på stribe af dengang uforklarlige infektioner.
Samtidig måtte man som sagesløs patient finde sig i, at de kirurgiske indgreb ofte fandt sted for fuldt skue i de såkaldte ’operationsteatre’, hvor medicinstuderende, såvel som nysgerrige folk fra gaden, flokkedes om at være vidne til de blodige rædsler. Der var så sandelig tale om medicinsk voyeurisme og underholdning i dets mest beskidte form.
Mysteriet om patientdødelighed
Som Lindsey Fitzharris’ bog også fokuserer på, var den massive udfordring på datidens hospitaler den høje patientdødelighed, som, til lægernes uvidenhed, skyldtes de elendige hygiejneforhold.
“Lægen Thomas Percival rådede kirurger til at skifte forklæde og rense bord og instrumenter mellem indgrebene – ikke af hygiejniske grunde, men for at undgå alt, som kan vække rædsel. Få tog hans råd til sig. Kirurgen, der som regel var iført et forklæde dækket af gammelt, indtørret blod, vaskede sjældent hænder, og der hang altid denne umiskendelige lugt af rådnende kød omkring ham, som fagets folk muntert omtalte som den gode, gamle hospitalsstank.” Uddrag fra bogens forord.
Dødeligheden steg, ironisk nok, kun yderligere, da den engelske kirurg Robert Liston, også kendt som ’den hurtigste kniv i West End’ baseret på hans uovertrufne evne til at amputere et ben på kort tid, opdagede, at æter kunne bruges til at bedøve patienterne, så de ingen smerte følte. Denne opdagelse gjorde, at kirurgerne, opildnet af deres hujende publikum i ryggen, blev endnu mere skødesløse med håndteringen af deres patienter.
Kirurgiens kunst er en historisk fortælling og gennemgang af, hvordan den unge læge Joseph Lister sætter sig for at løse mysteriet om infektioner hos patienter. Listers metoder endte med at forandre kirurgien fra at være et brutalt og primitivt håndværk til at være en moderne videnskab – og dermed reddede han hundredtusindvis af menneskeliv.
[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=r_zfe2sYZ4Q[/embedyt]
Medicinhistoriens grimme side
Er du fan af bøger, der som en anden krimi pirrer både sanser og følelser, er der ingen vej uden om Kirurgiens kunst – så længe du ikke er en alt for sart sjæl. Bogen emmer af engagement og fortælleglæde, og forfatterens enorme faktuelle viden på området skinner igennem hver eneste side.
Forfatteren Lindsey Fitzharris (f. 1982) har taget sin ph.d. i videnskabshistorie og medicin på Oxford universitet og er selverklæret ”besat af dødelighed”. Udover at have skrevet for blandt andre The Guardian og The Huffington Post er forfatteren også skaber af den populære blog The Chirurgeon’s Apprentice samt YouTube-serien Under the Knife, hvor hun ligeledes på særdeles underholdende facon gennemgår medicinhistoriens grimmere sider.
Har man svært ved at få nok af fortidens tvivlsomme lægeeskapader, kan man desuden give sig i kast med de to serier The Knick og A Young Doctor’s Notebook.
Kirugiens kunst af Lindsey Fitzharris kan købes som e-bog eller lydbog eller lånes på biblioteket.
Andre læste også: