Fagbøger Bagebøger og kagebøger Louisa Lorang Mad og drikke Madværkstedet

Bag småkager med Louisa Lorang: Hindbærsnitter med et strejf af kokos

Bag småkager med Louisa Lorang: Hindbærsnitter med et strejf af kokos

Mmm, hindbærsnitter! Her får du opskriften på en dansk småkagefavorit, som har fået et eksotisk pift med ristet kokos.


Få ting kan få mundvandet til at løbe i vand som hjemmebagte småkager. Heldigvis behøver det hverken at være kompliceret eller tidskrævende at fremtrylle lækkerier i køkkenet. Det er disse skønne hindbærsnitter i hapsestørrelse et godt eksempel på.

LÆS OGSÅ: Bag en konditorklassiker! Lær at lave lækre napoleonshatte med Claus Meyer

Opskriften er fra Louisa Lorangs bog Småkager, som – ja, du har sikkert gættet det – samler de bedste opskrifter på både nye og velkendte småkager.



Ingredienser

Ca. 25-30 stk.

Dej

  • 50 g kokosmel
  • 125 g koldt smør
  • 125 g sukker
  • korn af 1⁄2 stang vanilje (eller 2 tsk. vaniljepulver)
  • 1 nip salt
  • 150 g hvedemel
  • 150 g hindbærmarmelade

Pynt

  • 2 spsk. æggehvide
  • ca. 1 dl flormelis
  • evt. lidt rød frugtfarve
  • evt. lidt hindbærstøv

Fremgangsmåde

Rist kokosmel på en tør, varm pande. Det skal ikke tage alt for meget farve, men brunes let, til det dufter. Lad det køle af.

Skær smørret i grove tern, og bland det med kokos, sukker, vanilje, salt og mel. Ælt ikke for meget, men saml blot dejen hurtigt, gerne i en foodprocessor. Stil dejen koldt i 20 minutter.

Småkager, Louisa Lorang, hindbærsnitter, bagning, bageopskrift, kageopskrift, opskrift på hindbærsnitter

Rul dejen ud imellem 2 stykker bagepapir, til den er ca. 1 ⁄ 2 cm tyk. Tryk små cirkler på 3-4 cm ud.

TIP: Du kan også bruge kageforme til at formgive kagerne og dermed give dem vidt forskellige udtryk. De hjerteformede udgaver vist på billedet er fx perfekt til Valentinsdag!

Fordel småkagerne på en bageplade med bagepapir, og stil dem på køl i mindst 1 time.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft, og bag snitterne i ca. 10 minutter.

Lad dem køle helt af på en rist. Smør hindbærmarmelade på halvdelen, og saml kagerne.

Pynt

Rør æggehvide med flormelis, og farv evt. glasuren med frugtfarve. Kom mere flormelis i, hvis glasuren bliver for tynd. Fyld glasuren i en sprøjtepose, og pynt kagerne – eller gør det med fri hånd. Drys dem evt. med hindbærstøv.

TIP: Du kan variere smagen med andre slags marmelade eller med lemoncurd. Det er himmelsk til kokos.



Louisa Lorang: Småkager

Småkager, Louisa Lorang

Denne bog er dedikeret til småkagen i alle dens afskygninger og al dens herlighed.

Her finder du opskrifter på alt fra de klassiske julesmåkager, småkager til eftermiddagsteen, snaskede cookies, mexicanske bryllups-småkager til skønne italienske milanosmåkager.

De kan både være store og små og smage af alt fra birkes, citron, sesam og lakrids.

LÆS OGSÅ: Opskrift fra Go’ morgen Danmarks dessertkok: Saltet karamel cheesecake

Med denne bog er du klar til at bage småkager til både jul, fødselsdage, hverdage, til fester og gæster og en gang imellem til madpakken.

Du kan købe Småkager online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Læs også Louisa Lorangs nyeste kogebog

Hverdagsbazar

Bag småkager med Louisa Lorang: Hindbærsnitter med et strejf af kokos

Dyk ned i skønne retter inspireret af den østlige del af middelhavskøkkenet. Her er der selvfølgelig både feta, olivenolie og masser af citron, men det er også køkkener, der bugner af grøntsagsretter og masser af krydderier, og hvor maden smager af sol, sommer og dejlige ferier. 

I bogen er der både små og store retter, og de er både til hverdag og til middage med mange. Prøv f. eks. en Alanya bowl, lammekebab med tahindressing, samosa med kartofler og saltet citronyoghurt, tyrkiske æg med knas og chilismør, fladbrød med halloumi, blæksprutteringe med citronmayo og vandmelonsalat med marineret gedeost og meget, meget andet. 

Du kan købe Hverdagsbazar hos fx. Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.

Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.