CarlsenPuls Young Adult-romaner

10 tips til at øge læselysten ordineret af Instagrams helt egen bogdoktor

tips, guide, bogdoktor, instagram, bookstagram

Som bookstagrammer deler Amanda sin læselyst med flere tusinder andre læsere. Hun mistede selv læseglæden som teenager, men i dag har hun altid en bog i ørerne eller i hænderne. Nu vil hun hjælpe andre med at få gang i læselysten.


Amanda er en kæmpe bognørd. Og hun er stolt af det. Men sådan har det ikke altid været. For i teenageårene var det ikke cool at læse, og derfor lagde hun bøgerne på hylden i en periode.

I dag er pausen forbi, og nu deler Amanda sine læseoplevelser med over 6.000 følgere på Instagram-profilen Bogdoktor. Vi mødte Amanda til en snak om, hvordan man får gang i læselysten, og hvorfor det er så fedt at læse.

1: Husk, det er sejt at læse!

Da Amanda var barn, slugte hun både Harry Potter– og Twilight-bøgerne. Men da hun som teenager startede på en efterskole, blev bøgerne og læseglæden pakket væk.

“Jeg ville være en sej teenager, så jeg stoppede med at læse. Det er forfærdeligt, ik’? Men det var altså ikke så sejt at læse dengang,” siger den i dag 26-årige læsehest.

“Det skal vi altså have lavet om på! For det er sejt at læse. Og i dag kan jeg se på Instagram, at der er mange teenagere, der godt vil læse, og de kan heldigvis støtte hinanden i læseglæden på de sociale medier.”

bogdoktor, læs, instagram, bookstagram

2: Stå ved din begejstring

Når man taler om bøger med Amanda, stråler læseglæden ud af hende, og der bliver udvekslet læsetips både før og efter interviewet. Det kan måske virke nørdet, og det er det faktisk også. Men det er næsten det bedste ved at dele læselysten med andre ifølge Amanda:

“Det giver mig noget personligt at have den her dialog med andre, fordi jeg bliver bekræftet i, at det er okay at være en meget nørdet og begejstret fangirl – for det er desværre en type, det ikke er okay at være i det virkelige liv alle steder. Især ikke, hvis man er teenager. Så man bliver bekræftet i, at man er okay, som man er. Det bliver jeg i hvert fald.”

“Det er et frirum, hvor du må være så nørdet, som du har lyst til at være. Det er et frirum, jeg ville ønske, jeg havde, da jeg selv var yngre. Jeg håber, jeg har skabt et rum, som andre kan føle sig helt okay i.”

3: Del dine læseoplevelser med andre

De tider, hvor en bognørd typisk var en enspænder, der sad alene med snuden i en bog, er forbi (hvis de nogensinde var der). Med sociale medier er der opstået mange nye læsefællesskaber. Amanda har med Instagram-profilen Bogdoktor selv skabt sådan et læseforum.

“Jeg har gjort noget, der i udgangspunktet er ensomt, til et kæmpe fællesskab, og jeg har fået nogle af mine bedste venner via det bogfællesskab. Det er jo bare noget særligt at have venner, som har den samme passion og hobby som en selv, ik’?”

Amanda anbefaler, at man deltager i en læsesprint, hvis man skal øge læselysten. Her sidder helt almindelige læsere hver for sig men sammen via en live stream og læser.

bogdoktor, læs, instagram, bookstagram

4: Få en god læserutine

Selvom hun har en forkærlighed for den fysiske bog, så har Amanda altid en lydbog i ørerne.

“Det kan jeg godt lide at preache til folk, fordi jeg får læst SÅ MANGE flere bøger efter, at jeg har lært lydbøgernes verden at kende.

LÆS OGSÅ: Fyld dit feed med læseglæde – her er 10 bookstagrammere du skal følge

“Mange undrer sig over, at jeg har tid til at læse så meget, men jeg har jo ikke flere timer i døgnet. Jeg læser, når andre ser Netflix eller YouTube. Jeg læser, inden jeg går i seng. Gerne en printbog. Jeg læser også, hvis jeg ikke har andre planer – fx i weekenden.”

5: Sæt læsemål

Det behøver ikke være mål, du selv sætter, du kan følge andres læsemål. Fx følge med i readalongs på sociale medier. Du kan også sætte et mål om at nå at læse et vist antal bøger på et en måned eller et år og poste om det, så det “forpligter”.

Du kan beslutte dig for at, du skal læse alle de bøger, der har været nomineret til Læsernes Bogpris i år. Eller læse alle Goodreads Choice Awards-vinderne fra sidste år, som Amanda f.eks. gør. Det kan også være et tidsmål: læs en halv time om dagen i en periode. Alle konkrete mål kan hjælpe med at “få hul på bøgerne”.

6: Fyr op for “pejsen”

Rammerne er vigtige, så det kan give mening at bruge lidt krudt på at skabe et hyggeligt læsehjørne i sit hjem. For Amanda er det vigtigt, at der er ryddeligt omkring hende, når hun sidder og læser.

LÆS OGSÅ: 5 tips til at nå i bund med din tbr-liste

En knitrende Netflix-pejs er måske ikke lige så god som den ægte vare, men det kan være hyggeligt, når man sidder i sofaen med tæppe og en kop te. Så kan man for eksempel beslutte sig for, at man vil læse uden pauser, indtil “ilden brænder ud”. En altan kan også være et godt sted at læse, når vejret er til den lune side, her får Amanda selv lyttet og læst mange bøger.

bogdoktor, læs, instagram, bookstagram

7: Få en læsementor – eller bliv andres læsementor

Som Bogdoktor er Amanda blevet andres læsementor, og da hun var lille, var det hendes storebror, der gjorde hende nysgerrig efter at læse. I dag følger Amanda de andre bookstagrammere for at blive inspireret. Hun er især glad for at følge anbefalinger fra @sofie.amalie_lit.

“Vi har meget samme smag, men hun lytter for eksempel til mange lydbøger, som jeg ellers ikke ville have opdaget. Jeg stoler på hende, og jeg kender efterhånden hendes smag ret godt. Vi har nogle bøger, vi er enige om, men hun inspirerer mig også til at læse noget andet.”

Af andre bookstagrammere anbefaler Amanda også: “@annenikoline selvfølgelig, især hvis man måske er sådan en fantasylæser som mig, som godt kunne have godt af at få lidt andre boganbefalinger ind af og til.

Af @fantasiturist, der lige som Sofie Amalie også læser lidt anderledes genrer end mig, bliver jeg inspireret til at forsøge mig med lidt romance af og til, og ikke mindst @mamabrauner, hvis man også kan lide strik og hverdagssnak.”

“Det er det, jeg synes er vildt fedt ved boginstagram; du føler, du kender de personer, du følger. Derfor stoler jeg også på deres anbefalinger.”

8: Særligt til mødre – du skal IKKE pushe dine egne favoritbøger

Anne fra Grønnebakken, Susan Hintons bøger og Martin & Victoria var muligvis det bedste nogensinde, da mor var teen, men Amanda siger det, som det er:

“Først og fremmest er det vigtigt, at du som mor til en teen, IKKE pusher dine egne yndlingsbøger. Uanset, hvad min mor havde anbefalet, da jeg havde læsekrise som teenager, så havde jeg helt sikkert IKKE fulgt hendes læseråd.”

I stedet gælder det om bare at vise sin egen læseglæde ved selv at læse. “Sørg for, at din teenager har adgang til bøger. Derhjemme, på biblioteket, i boghandlen, på nettet. Du kan jo også sende din teenager en tur til (bog)doktoren, haha. Hvis dine børn alligevel er på sociale medier, så vis dem boginstagram. Det hjalp mig vildt meget til at komme i gang med at læse igen.”

9: Tag på eventyr

Hvad er det, bøger kan, som er så fantastisk? Hvis du spørger Amanda, så har hun en svaghed for fantasy-genren, selvom det kan skifte meget, hvad hun læser, fordi hun kan være i humør til forskellige ting.

LÆS OGSÅ: 10 bøger, der har taget læserne med storm på #BookTok

“Det er sjovt at kunne fantasere sig ind i en helt anden verden. Det er også en nemmere måde at lære ting på, end hvis du skal sidde med en tør fagbog eller en tung socialrealistisk bog. Man kan jo lære præcist de samme ting om andre mennesker, og samfundet vi lever i, ved at læse en fantasybog. Den gør det bare mere letfordøjeligt, fordi det er fortalt eventyrligt med et drys magi og et par drager.

Så det er noget med at forstå verden ved at se på den gennem eventyret?

“Ja, det er jo også vores egen verden, det handler om. Selv når vi læser om en pige, der har vinger, så er vingerne ikke det vigtigste ved hende. Det er stadig en person, du kan relatere til. En person med følelser, udfordringer og muligheder – bare tilsat lidt magi.”

bogdoktor, læs, instagram, bookstagram

10: Få seje forbilleder

En anden fordel ved at begrave sig i bøgernes verden er, at man her kan få forbilleder, man kan lære og blive inspirereret af.

“Jeg synes, jeg lærer noget af alle de bogkarakterer, jeg har fulgt. Men jeg har en svaghed for skæve karakterer, hvor man først tænker, at de enten er onde eller monstre, og de så alligevel ikke er det. Og Annabeth i Percy Jackson-bøgerne er jo bare for sej!

“De der seje, selvstændige kvindelige hovedkarakterer er heldigvis kommet mange steder nu. Af dem kan vi lære, at vi kvinder godt kan redde verden fra dragerne og det store onde. Det er faktisk en ret vigtig pointe. Når det gælder de mere hverdagsagtige situationer, kan vi også redde meget. Vi skal bare finde ud af, hvilke “drager” vi skal bekæmpe i hverdagen.”

Hvis du heller ikke kan få nok af Instagrams helt egen bogdoktor, kan du kan følge Amanda på Instagram og YouTube.

Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.