Ure er en stor og rigt illustreret coffee table-book, hvor Christian Martinez tager dig med på en rejse gennem urværkets historie. Begynd din læsning herunder.
Ure er en bog til dig, der er interesseret i urets teknologi, mærkernes historie og et kig på de mest legendariske ure gennem tiden. Derudover stiller Christian Martinez skarpt på klodens mest kendte urmærker, men introducerer også mindre unikke urmagere, herunder flere danske.
LÆS OGSÅ: Hvad siger dit ur om dig? Ur-ekspert Christian Martinez kender typen, der går med disse 5 ikoniske ure
Med dette pragtværk tages du med på en rejse ind i de mindste dele af urværket, men også ned i havets dyb og ud i det ydre rum. Det bliver tydeligt, at armbåndsure er mere end maskiner til at holde styr på tiden eller smykker til at pynte sig med.
De vidner nemlig også om det 20. århundredes teknologiske og kulturelle udvikling og om menneskelig formåen og stræben efter perfektion.
Læs bogens forord herunder.
Ure – Historien om de største brands og mest ikoniske armbåndsure
Christian Martinez
FORORD
Det var, hvad man kalder en flyvende start. Da den brasilianske luftfartspioner Alberto Santos-Dumont steg ombord i sit luftskib i den parisiske forstad Saint-Cloud om eftermiddagen den 19. oktober 1901, holdt den franske hovedstad vejret. Det var ikke hver dag, at man oplevede et menneske trodse tyngdeloven. Den 28-årige Santos-Dumont havde selv bygget luftskibet, Nummer 6, der var aerodynamisk som et fransk flute
og drevet af en firecylindret luftkølet propelmotor, der ydede 12 hestekræfter. Nummer 6 var udstyret med ballasttanke samt en gondol ophængt med pianotråd. Selve ballonen var fyldt med brint, den samme brændbare luftart som i 1937 fik zeppelineren Hindenburg til at eksplodere i et hav af flammer med 97 mennesker ombord, men den åbenlyse livsfare ved projektet lå ikke brasilianeren på sinde.
Det gjorde hæderen og de 100.000 francs, som den franske oliemagnat Henry Deutsch havde udlovet til den første pilot, der formåede at komme rundt om Eiffeltårnet og vende tilbage til udgangspunktet på under 30 minutter.
Luftfart var tidens store samtaleemne og en udfordring, som Santos-Dumont ikke kunne sidde overhørig. Han var født ind i en velhavende brasiliansk familie, der havde skabt sin formue på kaffe og sukker i del- staten São Paulo, og var flyttet til Frankrig for at færdiggøre ingeniørstudierne og forfølge en drøm om at bygge verdens første flyvemaskine. Det var ikke ufarligt. To måneder inden den eftermiddag i Saint-Cloud havde Santos-Dumont i luftskibet Nummer 5 opnået en gennemsnitshastighed på 22 kilometer i timen.
Hjulpet af medvind havde han rundet Eiffeltårnet på otte minutter, mens pariserne lagde nakken bagover i benovelse. Bedst som det så ud til, at målet var inden for rækkevidde, begyndte luftskibet at miste opdrift. En defekt ventil lod brint sive ud af ballonen, og Santos-Dumont mistede kontrollen. Luftskibet drev sidelæns hen over Paris’ fashionable 16. arrondissement og styrtede ned i Grand Hôtel du Trocadéro på Rue de l’Alboni.
Vidner beskrev lyden af ”en forfærdelig eksplosion”, og det store franske dagblad Le Petit Journal ryddede forsiden med en illustration, der viste det punkterede fartøj på tagryggen af hotellet og Santos-Dumont, der hang i gondolen – i overhængende livsfare, men ulasteligt klædt i skræddersyet jakkesæt og hvid panamahat. I sidste ende blev Santos-Dumont reddet af det parisiske brandvæsen og slap fra ulykken uden en skramme. Det samme kunne ikke siges om luftskibet Nummer 5, der var så medtaget, at kun propelmotoren stod til at redde.
Det dramatiske optrin var som taget ud af tidens letbenede avisføljetoner og blev ikke kedeligere af, at brasilianeren ikke var typen, der gav fortabt. Den 19. oktober 1901 lykkedes det ham at flyve sit nye luftskib, Nummer 6, rundt om Eiffeltårnet og tilbage til udgangspunktet på 29 minutter og 30 sekunder. Det var en verdenssensation, som kun fik yderligere omtale, da Santos-Dumont forærede en fjerdedel af præmiesum- men til sine nærmeste medarbejdere og donerede resten til Paris’ fattige.
På trods af sin lille statur på blot 152 centimeter efterlod Santos-Dumont et enormt aftryk på datidens parisiske samfund. Pariserne kendte ham også som Le Petit Santos og gjorde deres bedste for at kopiere hans tøjstil, som omfattede skjorte med høj krave, figursyet jakke og panamahat. Han blev en del af parnasset i byens avantgardemiljø, der talte folk som forfatteren Jules Verne og arkitekten Gustave Eiffel, og blev venner med den parisiske juvelér Louis Cartier.
Cartier havde i 1899 flyttet familiens forretning til den fashionable parisiske gade Rue de la Paix, hvor han skabte sig et navn som leverandør af smykker til kongelige og kendisser. Det var dette usandsynlige venskab mellem en brasiliansk vovehals og en fransk juvelér, der mundede ud i endnu en pionerbedrift, omend en mindre livsfarlig en af slagsen: verdens første armbåndsur til herrer. Både Breguet og Patek Philippe havde i 1800-tallet lavet unika-ure til deres kvindelige kunder, men det var snarere sarte smykker til håndleddet end egentlige armbåndsure.
Cartiers ur var af en anden kaliber og designet, så det kunne tage nogle knubs, og så det kunne masseproduceres. Det landede på et tørt sted, for ifølge Santos-Dumont var udfordringerne med at betjene et luftskib ”sammenligneligt med at skubbe et stearinlys gennem en murstensvæg”, som han lidt kryptisk formulerede det. Det krævede kort sagt alle hans kræfter og koncentration at styre fartøjet, hvilket gjorde det svært at holde øje med tiden med et lommeur i jakkelommen.
Der måtte være en smartere måde at holde øje med tiden på, indvendte Santos-Dumont, og inspirerede Louis Cartier til at udtænke en løsning, der var lige så innovativ, som den var chic: I 1904 forærede han brasilianeren et ur med en firkantet urkasse med synlige skruer, der var inspireret af Eiffeltårnet set fra oven. Urets mest innovative feature var, at det var skabt til at blive båret om håndleddet med en læderrem og et spænde. Det var revolutionerende i en tid, hvor man ellers kun gik med lommeur.
Santos-Dumont havde uret om håndleddet i 1906, da han foretog den første motorflyvning i Europa i sin nyeste opfindelse, den bevingede model 14- bis, der lignede en blanding af en Christianiacykel og en kassedrage. Det var den, som cementerede Santos-Dumonts ry som luftfartspioner på linje med Wright-brødrene i USA, og i Brasilien er man stadig overbevist om, at Santos-Dumont vandt kapløbet om at skabe verdens første flyvemaskine.
En ting er sikker: Uret om hans håndled var verdens første pilotur. Cartier Santos, som uret blev kendt som, kom i handlen i 1911 og skabte sensation. Måske fordi uret indledte en ny måde at opfatte tiden på, der var umiskendeligt moderne. Det var et symbolsk farvel til verden af i går med lommeuret i vesten på bedsteborgere med høj hat og knebelsbarter og goddag til en ny og mere dynamisk tidsalder. Hvis teknologi har en stamtavle, var dette et generationsskifte.
Armbåndsuret signalerede ikke kun en mere praktisk tilgang til tilværelsen, men blev i kraft af sin syn- lighed og tilgængelighed også et fashion-statement. For både mænd og kvinder. Armbåndsuret har lige siden ledsaget mennesker under skelsættende historiske begivenheder, hvad enten det var i skyttegravene under Første Verdenskrig, på Månen eller på bunden af Marianergraven.
Det har været et redskab i videnskabens tjeneste og dikteret modeluner og skønhedsidealer. I den forstand er historien om armbåndsuret også historien om det 20. århundrede. Det er den fortælling – med alt, hvad dertil hører af teknologiske landvindinger og kulturhistoriske svinkeærinder – som denne bog handler om.
Det interessante ved armbåndsuret er, at det ligesom Santos-Dumonts ballonfærd slet ikke burde kunne lade sig gøre. Der er over 100 forskellige dele og komponenter i et standard mekanisk urværk – altså selve motoren i uret – og i armbåndsure med for eksempel kronograf er tallet over 400. Det burde rent fysisk ikke kunne lade sig gøre at lave så lille og velsmurt en maskine, der, fra en udsat position på håndleddet, kan måle tiden med ganske få sekunders afvigelse i døgnet.
Når man trækker et mekanisk ur op, så løber kraften fra optræksfjederen gennem en række hjul kaldet løbeværket og til sidst over i gangsystemet, det, som siger tik-tak. Gennem løbeværket bliver hastigheden gearet op hele tiden, så man har meget kraft i den ene ende af urværket og næsten ingen kraft i den anden ende.
”Det er det, som gør, at urmageriet ligger i grænsefeltet af, hvad der fysisk og menneskeligt er muligt at lave. Man er jo nede i urimelige størrelsesforhold. Det er også det, som gør mekaniske ure så fascinerende,” siger Christian Lass, der er tidligere mangeårig chefurmager for Patek Philippes museumssamling og uafhængig dansk urmager med eget brand.
Mekaniske ure er ikke lige så præcise som kvartsure eller smartphones, men deri ligger ikke deres berettigelse i dag.
”Gamle biler er lige så interessante som gamle ure. Mine to passioner i livet er ure og gamle sportsvogne, jeg kan se stor fortjeneste i begge. Hver især er fuld af matematik, fysik og beregninger, der alle bidrager til udfordringen og i sidste ende også til nydelsen.”
Sådan sagde engelske George Daniels, der af mange betragtes som den største urmager i det 20. århundrede. Daniels døde i 2011, og året efter kom hans samling af biler og ure på auktion. Salget indbragte 70 millioner kroner, men det var ikke det mest overraskende. Det var, at der blandt genstandene var alt fra et tysk såkaldt cylinderur fra 1500-tallet til et Trafalgar Talking Watch-kvartsur med LCD-display fra 1980’erne. Det, til trods for at Daniels var kendt for sin aversion mod kvartsure, som han så sig sur på, da de en overgang nær gjorde en ende på den mekaniske urindustri.
Men George Daniels var ikke nostalgiker. Hvis Trafalgar-uret afslørede noget, så var det, at han kunne begejstres over alle ure, så længe de var godt lavet, indeholdt innovativ teknologi eller bare en god historie. Der er noget rørende over, at netop George Daniels kunne finde fornøjelse i et kvartsur, hvis største gimmick var, at det kunne sige klokken højt, når man trykkede på Speak-knappen. En entusiast sætter pris på uret for, hvad det er.
Det gælder også smartwatches, der til gengæld ikke er en del af denne bog. Seiko lancerede allerede i 1998 verdens første smartwatch, der var udstyret med et lille joystick, så man kunne betjene urets notesbog, kalender og lommeregner, men det var kæmpestort, drænede batterierne og var udstyret med en brugergrænseflade, som man skulle være DTU-ansat for at elske. Selvom smartwatches lige siden har taget syvmileskridt i forhold til både design og funktionalitet, så er de i bund og grund det samme: en computer på håndleddet. Det er også grunden til, at Seikos smartwatch på det amerikanske marked dengang hed OnHand PC.
Vore dages smartwatches er trods betegnelsen smartwatch ikke så meget et ur, som det er en forlængelse af ens smartphone. Det er fantastisk, at man med så lille en enhed kan tage opkald, sende SMS’er, betale med kreditkort, vise boardingpas, læse mails, tracke kalorieforbrænding og så videre.
Selvom et smartwatch også viser tiden, er det ikke desto mindre væsensforskelligt fra både det mekaniske ur og kvartsuret: Et Apple Watch er mere præcist end noget armbåndsur, men det får sin tid fra en server, der er forbundet med en GPS-satellit. Den modtager den aktuelle tid fra et atomur ved et tidslaboratorium i US Naval Observatory i Washington, D.C. Det er også herfra, det internationale tidsmål UTC beregnes. Det er svært ikke at blive benovet over, men det afslører også, at et Apple Watch ikke måler tiden. Den formidler den. Det er også grunden til, at smartwatches kaldes ”connected watches”.
Der er til sammenligning ikke meget ”connected” over et mekanisk armbåndsur eller et batteridrevet kvartsur. De viser tiden, måske datoen, og ofte ikke meget mere end det. De fungerer på deres egen præmisser og måler tiden uden indblanding fra andre instanser. De er ofte irriterende upræcise og vedligeholdelseskrævende. Ikke desto mindre tyder intet på, at interessen for armbåndsure er dalende.
Som den amerikanske science fiction-forfatter William Gibson har sagt: ”Mekaniske ure har noget Tamagotchi-effekt over sig (det japanske legetøj, der i 1990’erne simulerede et digitalt kæledyr, som skulle passes og plejes med brug af knapper, red.). De er meningsløse på en særligt nødvendig måde. De virker trøstende, netop fordi de kræver pleje.” William Gibson er også det, man kan kalde en modvillig ursamler: ”Samlinger af ting, og deres samlere, har altid givet mig fnidder. Jeg samlede ikke selv bevidst på ure, det var bare den midlertidige bivirkning af min interesse for dem. For mig var jagten selve læreprocessen. Jeg ville have en uddannelse, ikke en samling.”
Det er også disse personlige bånd til uret, der gør en forskel for mange entusiaster. Ifølge Tim Calkins, professor i marketing ved Kellogg School of Management, er et mekanisk luksusur ikke kun en måde at se klokken på. Det er en genstand, der vækker følelser, for eksempel når et ur går i arv fra far til søn: ”Hvordan sælger man [ellers] et ur til 25.000 dollars, når folk kan købe et meget præcist ur for 10 dollars?” spørger han andetsteds i denne bog. Og hvordan forklarer man ellers, at skuespilleren Paul Newmans Rolex Daytona i 2017 blev solgt på auktion for 17,75 millioner dollars?
Dét hammerslag gav genlyd verden over og markerede et før og efter i interessen for mekaniske armbåndsure. Rolex-modeller af en bestemt type kaldes i dag også ”Paul Newman” og handles til priser, som var det Picasso-malerier. Lige så overraskende er det, hvor hurtigt udviklingen er gået: I 1990’erne kunne man se den samme Rolex-model i auktionskataloger til 10.000 dollars, og selv i starten af 00’erne kunne de fås for under 70.000 dollars. På meget kort tid er efterspørgslen – og priserne – stukket af.
Interessen for mekaniske ure mærkes også herhjemme, hvor auktionshuset Bruun Rasmussen på få år har fordoblet antallet af ure solgt på auktion. I 2018 slog Bruun Rasmussen dansk auktionsrekord med salget af et Rolex Daytona Cosmograph fra 1964, der blev solgt for 2,2 millioner kroner. Og hvor auktionhuset i 2012 solgte et Royal Oak ref. 5402BA til 80.000 kroner, så blev den samme model i juni 2022 solgt til 1.170.000 kroner inklusive salær.
Men måske stjæler urets bijob som gangbar valuta og investeringsobjekt rampelyset fra dets måske mest sympatiske egenskab: urets sociale tilbøjelighed. Bare spørg de mere end 8.000 medlemmer af RedBar, der er verdens største urfællesskab med afdelinger i 40 lande, heriblandt også Danmark. Idéen til klubben opstod i 2007 i en bar i New York, hvor urentusiasten Adam Craniotes en gang om måneden mødtes med en ven for at tale ure.
Det var ren hobby, men de to fik snart selskab af ligesindede. RedBar blev en måde at flytte en lidenskab, som ellers mest fandt sted online, over i et fysisk forum, hvor man kunne diskutere urhistorier og ”se urene med fingrene”. Måske fordi ure på mange måder er en sanselig oplevelse for de indviede – og fordi ure for entusiaster er en social begivenhed og en platform for læring.
Alt dette forsøger denne bog at formidle ved at beskrive over 30 urbrands og deres mest ikoniske ure. Urmærkerne optræder i bogen i alfabetisk rækkefølge fra A. Lange & Söhne til Zenith, både af hensyn til overskueligheden og for at understrege, at der ikke er tale om et hierarki.
Christian Martinez: Ure
Ure – Historien om de største brands og mest ikoniske armbåndsure er den ultimative bog om ure, som kan læses af alle med interesse for emnet. En fascinerende og rigt illustreret fortælling om verdens 25 mest kendte urmærker, og der ses også nærmere på mindre og unikke urmagere.
Du inviteres med på en rejse helt ind i de mindste dele af urværket, men også ned i havets dyb og ud i det ydre rum. For armbåndsure er mere end maskiner til at holde styr på tiden eller smykker til at pynte sig med.
De fortæller også om det 20. århundredes udvikling og om menneskelig formåen og stræben efter perfektion. Læs både om kvartsure, mekaniske ure, vintageure og moderne ure, og de banebrydende urskabere i verdenshistorien, skelsættende begivenheder og selvfølgelig alle de legendariske ure.
Ure er en stor og rigt illustreret coffee table-book, hvor Christian Martinez tager dig med på en rejse gennem urværkets historie. Begynd din læsning herunder.
Ure er en bog til dig, der er interesseret i urets teknologi, mærkernes historie og et kig på de mest legendariske ure gennem tiden. Derudover stiller Christian Martinez skarpt på klodens mest kendte urmærker, men introducerer også mindre unikke urmagere, herunder flere danske.
LÆS OGSÅ: Hvad siger dit ur om dig? Ur-ekspert Christian Martinez kender typen, der går med disse 5 ikoniske ure
Med dette pragtværk tages du med på en rejse ind i de mindste dele af urværket, men også ned i havets dyb og ud i det ydre rum. Det bliver tydeligt, at armbåndsure er mere end maskiner til at holde styr på tiden eller smykker til at pynte sig med.
De vidner nemlig også om det 20. århundredes teknologiske og kulturelle udvikling og om menneskelig formåen og stræben efter perfektion.
Læs bogens forord herunder.
Du kan købe Ure online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Ure – Historien om de største brands og mest ikoniske armbåndsure
Christian Martinez
FORORD
Det var, hvad man kalder en flyvende start. Da den brasilianske luftfartspioner Alberto Santos-Dumont steg ombord i sit luftskib i den parisiske forstad Saint-Cloud om eftermiddagen den 19. oktober 1901, holdt den franske hovedstad vejret. Det var ikke hver dag, at man oplevede et menneske trodse tyngdeloven. Den 28-årige Santos-Dumont havde selv bygget luftskibet, Nummer 6, der var aerodynamisk som et fransk flute
og drevet af en firecylindret luftkølet propelmotor, der ydede 12 hestekræfter. Nummer 6 var udstyret med ballasttanke samt en gondol ophængt med pianotråd. Selve ballonen var fyldt med brint, den samme brændbare luftart som i 1937 fik zeppelineren Hindenburg til at eksplodere i et hav af flammer med 97 mennesker ombord, men den åbenlyse livsfare ved projektet lå ikke brasilianeren på sinde.
Det gjorde hæderen og de 100.000 francs, som den franske oliemagnat Henry Deutsch havde udlovet til den første pilot, der formåede at komme rundt om Eiffeltårnet og vende tilbage til udgangspunktet på under 30 minutter.
Luftfart var tidens store samtaleemne og en udfordring, som Santos-Dumont ikke kunne sidde overhørig. Han var født ind i en velhavende brasiliansk familie, der havde skabt sin formue på kaffe og sukker i del- staten São Paulo, og var flyttet til Frankrig for at færdiggøre ingeniørstudierne og forfølge en drøm om at bygge verdens første flyvemaskine. Det var ikke ufarligt. To måneder inden den eftermiddag i Saint-Cloud havde Santos-Dumont i luftskibet Nummer 5 opnået en gennemsnitshastighed på 22 kilometer i timen.
Hjulpet af medvind havde han rundet Eiffeltårnet på otte minutter, mens pariserne lagde nakken bagover i benovelse. Bedst som det så ud til, at målet var inden for rækkevidde, begyndte luftskibet at miste opdrift. En defekt ventil lod brint sive ud af ballonen, og Santos-Dumont mistede kontrollen. Luftskibet drev sidelæns hen over Paris’ fashionable 16. arrondissement og styrtede ned i Grand Hôtel du Trocadéro på Rue de l’Alboni.
Vidner beskrev lyden af ”en forfærdelig eksplosion”, og det store franske dagblad Le Petit Journal ryddede forsiden med en illustration, der viste det punkterede fartøj på tagryggen af hotellet og Santos-Dumont, der hang i gondolen – i overhængende livsfare, men ulasteligt klædt i skræddersyet jakkesæt og hvid panamahat. I sidste ende blev Santos-Dumont reddet af det parisiske brandvæsen og slap fra ulykken uden en skramme. Det samme kunne ikke siges om luftskibet Nummer 5, der var så medtaget, at kun propelmotoren stod til at redde.
Det dramatiske optrin var som taget ud af tidens letbenede avisføljetoner og blev ikke kedeligere af, at brasilianeren ikke var typen, der gav fortabt. Den 19. oktober 1901 lykkedes det ham at flyve sit nye luftskib, Nummer 6, rundt om Eiffeltårnet og tilbage til udgangspunktet på 29 minutter og 30 sekunder. Det var en verdenssensation, som kun fik yderligere omtale, da Santos-Dumont forærede en fjerdedel af præmiesum- men til sine nærmeste medarbejdere og donerede resten til Paris’ fattige.
På trods af sin lille statur på blot 152 centimeter efterlod Santos-Dumont et enormt aftryk på datidens parisiske samfund. Pariserne kendte ham også som Le Petit Santos og gjorde deres bedste for at kopiere hans tøjstil, som omfattede skjorte med høj krave, figursyet jakke og panamahat. Han blev en del af parnasset i byens avantgardemiljø, der talte folk som forfatteren Jules Verne og arkitekten Gustave Eiffel, og blev venner med den parisiske juvelér Louis Cartier.
Cartier havde i 1899 flyttet familiens forretning til den fashionable parisiske gade Rue de la Paix, hvor han skabte sig et navn som leverandør af smykker til kongelige og kendisser. Det var dette usandsynlige venskab mellem en brasiliansk vovehals og en fransk juvelér, der mundede ud i endnu en pionerbedrift, omend en mindre livsfarlig en af slagsen: verdens første armbåndsur til herrer. Både Breguet og Patek Philippe havde i 1800-tallet lavet unika-ure til deres kvindelige kunder, men det var snarere sarte smykker til håndleddet end egentlige armbåndsure.
Cartiers ur var af en anden kaliber og designet, så det kunne tage nogle knubs, og så det kunne masseproduceres. Det landede på et tørt sted, for ifølge Santos-Dumont var udfordringerne med at betjene et luftskib ”sammenligneligt med at skubbe et stearinlys gennem en murstensvæg”, som han lidt kryptisk formulerede det. Det krævede kort sagt alle hans kræfter og koncentration at styre fartøjet, hvilket gjorde det svært at holde øje med tiden med et lommeur i jakkelommen.
Der måtte være en smartere måde at holde øje med tiden på, indvendte Santos-Dumont, og inspirerede Louis Cartier til at udtænke en løsning, der var lige så innovativ, som den var chic: I 1904 forærede han brasilianeren et ur med en firkantet urkasse med synlige skruer, der var inspireret af Eiffeltårnet set fra oven. Urets mest innovative feature var, at det var skabt til at blive båret om håndleddet med en læderrem og et spænde. Det var revolutionerende i en tid, hvor man ellers kun gik med lommeur.
Santos-Dumont havde uret om håndleddet i 1906, da han foretog den første motorflyvning i Europa i sin nyeste opfindelse, den bevingede model 14- bis, der lignede en blanding af en Christianiacykel og en kassedrage. Det var den, som cementerede Santos-Dumonts ry som luftfartspioner på linje med Wright-brødrene i USA, og i Brasilien er man stadig overbevist om, at Santos-Dumont vandt kapløbet om at skabe verdens første flyvemaskine.
En ting er sikker: Uret om hans håndled var verdens første pilotur. Cartier Santos, som uret blev kendt som, kom i handlen i 1911 og skabte sensation. Måske fordi uret indledte en ny måde at opfatte tiden på, der var umiskendeligt moderne. Det var et symbolsk farvel til verden af i går med lommeuret i vesten på bedsteborgere med høj hat og knebelsbarter og goddag til en ny og mere dynamisk tidsalder. Hvis teknologi har en stamtavle, var dette et generationsskifte.
Armbåndsuret signalerede ikke kun en mere praktisk tilgang til tilværelsen, men blev i kraft af sin syn- lighed og tilgængelighed også et fashion-statement. For både mænd og kvinder. Armbåndsuret har lige siden ledsaget mennesker under skelsættende historiske begivenheder, hvad enten det var i skyttegravene under Første Verdenskrig, på Månen eller på bunden af Marianergraven.
Det har været et redskab i videnskabens tjeneste og dikteret modeluner og skønhedsidealer. I den forstand er historien om armbåndsuret også historien om det 20. århundrede. Det er den fortælling – med alt, hvad dertil hører af teknologiske landvindinger og kulturhistoriske svinkeærinder – som denne bog handler om.
Det interessante ved armbåndsuret er, at det ligesom Santos-Dumonts ballonfærd slet ikke burde kunne lade sig gøre. Der er over 100 forskellige dele og komponenter i et standard mekanisk urværk – altså selve motoren i uret – og i armbåndsure med for eksempel kronograf er tallet over 400. Det burde rent fysisk ikke kunne lade sig gøre at lave så lille og velsmurt en maskine, der, fra en udsat position på håndleddet, kan måle tiden med ganske få sekunders afvigelse i døgnet.
Når man trækker et mekanisk ur op, så løber kraften fra optræksfjederen gennem en række hjul kaldet løbeværket og til sidst over i gangsystemet, det, som siger tik-tak. Gennem løbeværket bliver hastigheden gearet op hele tiden, så man har meget kraft i den ene ende af urværket og næsten ingen kraft i den anden ende.
”Det er det, som gør, at urmageriet ligger i grænsefeltet af, hvad der fysisk og menneskeligt er muligt at lave. Man er jo nede i urimelige størrelsesforhold. Det er også det, som gør mekaniske ure så fascinerende,” siger Christian Lass, der er tidligere mangeårig chefurmager for Patek Philippes museumssamling og uafhængig dansk urmager med eget brand.
Mekaniske ure er ikke lige så præcise som kvartsure eller smartphones, men deri ligger ikke deres berettigelse i dag.
”Gamle biler er lige så interessante som gamle ure. Mine to passioner i livet er ure og gamle sportsvogne, jeg kan se stor fortjeneste i begge. Hver især er fuld af matematik, fysik og beregninger, der alle bidrager til udfordringen og i sidste ende også til nydelsen.”
Sådan sagde engelske George Daniels, der af mange betragtes som den største urmager i det 20. århundrede. Daniels døde i 2011, og året efter kom hans samling af biler og ure på auktion. Salget indbragte 70 millioner kroner, men det var ikke det mest overraskende. Det var, at der blandt genstandene var alt fra et tysk såkaldt cylinderur fra 1500-tallet til et Trafalgar Talking Watch-kvartsur med LCD-display fra 1980’erne. Det, til trods for at Daniels var kendt for sin aversion mod kvartsure, som han så sig sur på, da de en overgang nær gjorde en ende på den mekaniske urindustri.
Men George Daniels var ikke nostalgiker. Hvis Trafalgar-uret afslørede noget, så var det, at han kunne begejstres over alle ure, så længe de var godt lavet, indeholdt innovativ teknologi eller bare en god historie. Der er noget rørende over, at netop George Daniels kunne finde fornøjelse i et kvartsur, hvis største gimmick var, at det kunne sige klokken højt, når man trykkede på Speak-knappen. En entusiast sætter pris på uret for, hvad det er.
Det gælder også smartwatches, der til gengæld ikke er en del af denne bog. Seiko lancerede allerede i 1998 verdens første smartwatch, der var udstyret med et lille joystick, så man kunne betjene urets notesbog, kalender og lommeregner, men det var kæmpestort, drænede batterierne og var udstyret med en brugergrænseflade, som man skulle være DTU-ansat for at elske. Selvom smartwatches lige siden har taget syvmileskridt i forhold til både design og funktionalitet, så er de i bund og grund det samme: en computer på håndleddet. Det er også grunden til, at Seikos smartwatch på det amerikanske marked dengang hed OnHand PC.
Vore dages smartwatches er trods betegnelsen smartwatch ikke så meget et ur, som det er en forlængelse af ens smartphone. Det er fantastisk, at man med så lille en enhed kan tage opkald, sende SMS’er, betale med kreditkort, vise boardingpas, læse mails, tracke kalorieforbrænding og så videre.
Selvom et smartwatch også viser tiden, er det ikke desto mindre væsensforskelligt fra både det mekaniske ur og kvartsuret: Et Apple Watch er mere præcist end noget armbåndsur, men det får sin tid fra en server, der er forbundet med en GPS-satellit. Den modtager den aktuelle tid fra et atomur ved et tidslaboratorium i US Naval Observatory i Washington, D.C. Det er også herfra, det internationale tidsmål UTC beregnes. Det er svært ikke at blive benovet over, men det afslører også, at et Apple Watch ikke måler tiden. Den formidler den. Det er også grunden til, at smartwatches kaldes ”connected watches”.
Der er til sammenligning ikke meget ”connected” over et mekanisk armbåndsur eller et batteridrevet kvartsur. De viser tiden, måske datoen, og ofte ikke meget mere end det. De fungerer på deres egen præmisser og måler tiden uden indblanding fra andre instanser. De er ofte irriterende upræcise og vedligeholdelseskrævende. Ikke desto mindre tyder intet på, at interessen for armbåndsure er dalende.
Som den amerikanske science fiction-forfatter William Gibson har sagt: ”Mekaniske ure har noget Tamagotchi-effekt over sig (det japanske legetøj, der i 1990’erne simulerede et digitalt kæledyr, som skulle passes og plejes med brug af knapper, red.). De er meningsløse på en særligt nødvendig måde. De virker trøstende, netop fordi de kræver pleje.” William Gibson er også det, man kan kalde en modvillig ursamler: ”Samlinger af ting, og deres samlere, har altid givet mig fnidder. Jeg samlede ikke selv bevidst på ure, det var bare den midlertidige bivirkning af min interesse for dem. For mig var jagten selve læreprocessen. Jeg ville have en uddannelse, ikke en samling.”
Det er også disse personlige bånd til uret, der gør en forskel for mange entusiaster. Ifølge Tim Calkins, professor i marketing ved Kellogg School of Management, er et mekanisk luksusur ikke kun en måde at se klokken på. Det er en genstand, der vækker følelser, for eksempel når et ur går i arv fra far til søn: ”Hvordan sælger man [ellers] et ur til 25.000 dollars, når folk kan købe et meget præcist ur for 10 dollars?” spørger han andetsteds i denne bog. Og hvordan forklarer man ellers, at skuespilleren Paul Newmans Rolex Daytona i 2017 blev solgt på auktion for 17,75 millioner dollars?
Dét hammerslag gav genlyd verden over og markerede et før og efter i interessen for mekaniske armbåndsure. Rolex-modeller af en bestemt type kaldes i dag også ”Paul Newman” og handles til priser, som var det Picasso-malerier. Lige så overraskende er det, hvor hurtigt udviklingen er gået: I 1990’erne kunne man se den samme Rolex-model i auktionskataloger til 10.000 dollars, og selv i starten af 00’erne kunne de fås for under 70.000 dollars. På meget kort tid er efterspørgslen – og priserne – stukket af.
Interessen for mekaniske ure mærkes også herhjemme, hvor auktionshuset Bruun Rasmussen på få år har fordoblet antallet af ure solgt på auktion. I 2018 slog Bruun Rasmussen dansk auktionsrekord med salget af et Rolex Daytona Cosmograph fra 1964, der blev solgt for 2,2 millioner kroner. Og hvor auktionhuset i 2012 solgte et Royal Oak ref. 5402BA til 80.000 kroner, så blev den samme model i juni 2022 solgt til 1.170.000 kroner inklusive salær.
Men måske stjæler urets bijob som gangbar valuta og investeringsobjekt rampelyset fra dets måske mest sympatiske egenskab: urets sociale tilbøjelighed. Bare spørg de mere end 8.000 medlemmer af RedBar, der er verdens største urfællesskab med afdelinger i 40 lande, heriblandt også Danmark. Idéen til klubben opstod i 2007 i en bar i New York, hvor urentusiasten Adam Craniotes en gang om måneden mødtes med en ven for at tale ure.
Det var ren hobby, men de to fik snart selskab af ligesindede. RedBar blev en måde at flytte en lidenskab, som ellers mest fandt sted online, over i et fysisk forum, hvor man kunne diskutere urhistorier og ”se urene med fingrene”. Måske fordi ure på mange måder er en sanselig oplevelse for de indviede – og fordi ure for entusiaster er en social begivenhed og en platform for læring.
Alt dette forsøger denne bog at formidle ved at beskrive over 30 urbrands og deres mest ikoniske ure. Urmærkerne optræder i bogen i alfabetisk rækkefølge fra A. Lange & Söhne til Zenith, både af hensyn til overskueligheden og for at understrege, at der ikke er tale om et hierarki.
Christian Martinez: Ure
Ure – Historien om de største brands og mest ikoniske armbåndsure er den ultimative bog om ure, som kan læses af alle med interesse for emnet. En fascinerende og rigt illustreret fortælling om verdens 25 mest kendte urmærker, og der ses også nærmere på mindre og unikke urmagere.
Du inviteres med på en rejse helt ind i de mindste dele af urværket, men også ned i havets dyb og ud i det ydre rum. For armbåndsure er mere end maskiner til at holde styr på tiden eller smykker til at pynte sig med.
De fortæller også om det 20. århundredes udvikling og om menneskelig formåen og stræben efter perfektion. Læs både om kvartsure, mekaniske ure, vintageure og moderne ure, og de banebrydende urskabere i verdenshistorien, skelsættende begivenheder og selvfølgelig alle de legendariske ure.
Du kan købe Ure online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: