Aktuelt Fagbøger Mad og drikke

MariaLottes: Så nemt er det at lave sin egen pasta – få opskriften på 3 favoritter

MariaLottes: Så nemt er det at lave sin egen pasta – få opskriften på 3 favoritter

Maria Charlotte Larsen har en forkærlighed for pasta, som er en universel spise, du finder nærmest alle steder i verden. Få her 3 pastafavoritter fra MariaLottes madunivers og den aktuelle kogebog Velsmag.

”Det er nemlig SÅ nemt at lave pasta selv! Det kræver hverken mange ingredienser eller køkkenredskaber. Det er selvfølgelig en fordel at have en pastamaskine, men det er faktisk ikke et must – jeg kan dog anbefale dig at lave pasta på en pastamaskine, da det giver det bedste resultat. Men med god håndkraft og tid kan du godt rulle den i hånden med en kagerulle, og så skære til. Selv bruger jeg en maskine”, fortæller Maria Charlotte Larsen.

Den helt originale italienske pastaopskrift er noget så simpelt som æg, mel og salt.

”Jeg bruger altid selv Tipo 00 eller durumhvedemel til hjemmelavet pasta. Når du først har en god grunddej, kan du lege videre med alverdens pastaopskrifter.”

Sådan gør du

Hvis du vælger at lave pastaen selv, har Maria Charlotte Larsen i sit digitale madunivers MariaLottes lavet en vejledning til, hvordan du gør:

Guide til hjemmelavet pasta fra MariaLottes digitale madunivers.

Pasta skal koges al dente

Uanset om du foretrækker at købe eller lave pastaen selv, er det helt afgørende, at pastaen bliver kogt al dente. Det betyder ”til tanden”. Det vil sige, at pastaen er færdig, når den har bid og ikke er overkogt.

“Hvis der står 9-11 minutter på pakken, er det en god tommelfingerregel at koge pastaen på det laveste antal minutter. Så er du som oftest sikker på, at du ikke koger pastaen for længe. I opskrifterne i Velsmag angiver jeg altid, hvor lang tid det drejer sig om ved den enkelte ret”, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Pasta med røget laks er den perfekte hverdagsret, når det både skal være lækkert og nemt. Få Jamie Olivers opskrift fra Alt i en

3 favoritretter fra Velsmag

Pasta med svampe i flødesovs, pasta med bacon og rosenkål og bearnaise-pasta er tre af de retter, Maria Charlotte Larsen selv holder mest af, og har stor succes med at servere for sine gæster.

Få opskrifterne her:

Pasta med svampe i flødesauce

4 personer
100 g østershatte
100 g portobellosvampe
100 g brune champignon
10 kviste timian
1 lille løg
10 g olivenolie
50 g hvidvin
250 g piskefløde
500 g tørret pasta
50 g creme fraiche, 18 %
Salt og friskkværnet peber

Rens svampene, og skær dem i mindre stykker. Snit timian og løg så fint som muligt. Varm en stor pande op på højeste varme. Når panden er rygende varm, tilsættes olivenolien og svampene, som steges hårdt af i ca. 2-3 minutter. Tilsæt timian og løg, og steg i yderligere ca. 45 sekunder. Kom hvidvinen på, og lad alkoholen fordampe. Kom fløde på, og lad det koge ind i ca. 3-4 minutter ved medium varme, til det hele har fået en cremet konsistens.

Bring en gryde med saltet vand i kog, og kog pastaen i saltet vand i 1-2 minutter mindre end anvist på pakken. Sigt pastaen, vend den sammen med svampesaucen, og tilsæt creme fraiche. Rør det hele sammen i ca. 1 minut, indtil det har en cremet konsistens. Smag til med salt og peber. Top med lidt mere peber og masser af revet parmesanost.

MariaLottes: Så nemt er det at lave sin egen pasta – få opskriften på 3 favoritter
Pasta med svampe i flødesovs.

Pasta med rosenkål og bacon

4 personer
200 g bacon i skiver
1 stort løg
400 g rosenkål
6 kviste timian
Salt og friskkværnet peber
500 g tørret pasta

Skær bacon i tern, og snit løget fint. Klargør rosenkålene ved at skære bunden af og fjerne de yderste blade, så kun de inderste blade og midten er tilbage. Steg baconen af på en varm pande i ca. 2 minutter, og kom løg og plukket timian på. Steg det hele i yderligere 1 minut. Kom til sidst rosenkålen på, og lad den stege med i ca. 30 sekunder. Krydr med salt og peber.

Bring en gryde med saltet vand i kog, og kog pastaen 1 minut mindre end anvist på pakken. Sigt vandet fra pastaen, men gem 1 dl. Vend pastaen og kogevandet sammen med bacon og rosenkål, og lad det hele samle sig under omrøring i ca. 30 sekunder.

MariaLottes: Så nemt er det at lave sin egen pasta – få opskriften på 3 favoritter
Pasta med rosenkål og bacon.

Bearnaise-pasta

4 personer
500 g tørret pasta
125 g smør
50 g hvidvinseddike
2 håndfulde frisk estragon
4 æggeblommer
Salt og friskkværnet peber

Bring en mellemstor gryde med saltet vand i kog, og kog pastaen 2 minutter mindre end anvist på pakken. Sigt vandet fra pastaen, men gem 1 dl. Kom kogevandet op i gryden til pastaen, tilsæt smørret og eddiken, og rør det sammen i ca. 1 minut, indtil det har fået en let cremet konsistens. Hak estragonen fint.

Tag gryden af blusset, tilsæt æggeblommerne samt finthakket estragon, og rør det sammen i ca. 20 30 sekunder, indtil det har fået en cremet konsistens. Det er vigtigt, at der bliver rørt rundt i gryden imens, for ellers risikerer man, at æggene sætter sig og bliver til en slags røræg. Kom pastaen tilbage i gryden, og smag til med salt og peber.

MariaLottes: Så nemt er det at lave sin egen pasta – få opskriften på 3 favoritter
Maria Charlotte Larsen med sin berømte Pasta-Bearnaise.


Velsmag

MariaLottes: Så nemt er det at lave sin egen pasta – få opskriften på 3 favoritter

Velsmag er din nye, let tilgængelige kogebog med lækker comfort food, som pifter hverdagens madlavning op.

MariaLottes hverdagsmad er nem og overskuelig, og så smager den vidunderligt! I hverdagen skal det være ukompliceret og stressfrit at gå i køkkenet, hvilket betyder simple indkøbslister og kortere tilberedningstid. Til gengæld er retterne pakket med fuldfed ost, nødder, citron, chorizo, solmodne tomater, snasket pasta og sprødstegte grøntsager, som stimulerer smagsløgene og får ens madhjerte til at banke.

MariaLottes er et stort digitalt madunivers, og i bogen får du 60 hverdagsfavoritter, hvoraf hovedparten er nyudviklede opskrifter.

Du kan købe Velsmag online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.