Bestsellere Krimi Svenske krimier Svenske krimiforfattere

Stefan Ahnhem er ude med ny Fabian Risk-krimi. Læs i X måder at dø på

X måder at dø på er femte bog i Fabian Risk-serien, der begynder få sekunder efter afslutningen på Motiv X. Smuglæs i de første kapitler af Stefan Ahnhems nervepirrende nye krimi her.


X måder at dø på, Stefan Ahnhem

X måder at dø på bygger Stefan Ahnhem videre på sit nervepirrende krimiepos og det univers han har skabt med Risk og hans kolleger hos politiet i Helsingborg i centrum.

LÆS OGSÅ: Stefan Ahnhem: Alt kan ske i mine bøger – måske dør hovedpersonen …

En sommeraften lægger en gummibåd ud fra Raa havn. Ombord sidder en mand med et sværd fastspændt på ryggen. Hans færd har terningen dikteret: Et menneske skal dø. Hvem det er, ved manden ikke. I X måder at dø på sætter den ultimative jagt på terningemanden ind …

Du kan købe X måder at dø på online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Stefan Ahnhem

X måder at dø på


På dansk ved
Mi Ahnhem Thomsen


”Gud kaster ikke terninger.”
A. Einstein

DETTE ER SKET

Efter Fabian Risks kollega Hugo Elvins pludselige død i et tilsyneladende tragisk selvmord finder han nogle notater i kollegaens skrivebordsskuffe i politihuset. Notaterne peger i retning af, at deres fælles kollega, kriminalteknikeren Ingvar Molander, ikke blot har myrdet Elvin, men at han også står bag flere af de mord, der er dukket op i deres efterforskninger i løbet af de seneste år. Fabian indleder derfor i hemmelighed en undersøgelse af, om der er hold i Elvins mistanker, og i samme øjeblik han finder afgørende beviser for Molanders skyld, indser han også, at kollegaen er begyndt at ane, at Fabian er på sporet af ham.

Parallelt med Fabians undersøgelse er Helsingborg og omegn blevet ramt af en række brutale mord, der tilsyneladende ikke har nogen indbyrdes sammenhæng. Et par komplicerede efterforskninger har ført til, at to gerningsmænd er blevet pågrebet, men der er noget, der ikke stemmer, og Fabian kan ikke slippe fornemmelsen af, at de har overset noget helt afgørende.

Fabians datter, Matilda, er kommet sig over det skudsår, som hun pådrog sig for halvanden måned siden. Men hun opfører sig ikke, som hun plejede at gøre, og Fabian har svært ved at genkende sin datter i den pige, der kom hjem fra hospitalet. Hans forhold til hustruen Sonja er bedre, end det har været længe, men hun fortier stadig noget om det, der skete, da hendes elsker viste sig at være en helt anden end den, hun troede.

Fabians søn, Theodor, har haft det skidt, efter han var vidne til et brutalt mord i Helsingør begået af en gruppe unge, der var venner med hans kæreste. Gruppen sidder nu varetægtsfængslet i Danmark og venter på, at deres sag skal komme for retten. Samvittighedskvalerne driver ham ud i et selvmordsforsøg, som det i sidste øjeblik lykkes Fabian at forhindre. Det hele munder ud i, at Theodor beslutter sig for at tage sit ansvar og vidne i retssagen.

Imens sidder en hensynsløs morder uden noget tydeligt motiv og kaster terninger for at afgøre, hvem der skal være hans næste offer, og på hvilken måde dette offer skal dø.


DEL III

24. – 27. juni 2012

Det siges, at der altid ligger et motiv bag ethvert mord. Hævn for en gammel uretfærdighed, en mareridtsagtig opvækst, der har formet os til at gentage det, vi blev udsat for; hvad som helst, der kan forklare det forfærdelige og ubegribelige. Årsag og virkning, som i en symbiose gør verden lettere at forstå og får os til at føle en anelse større tryghed.

Desværre er det i visse tilfælde kun en illusion. Rendyrket ondskab har aldrig krævet, og vil aldrig komme til at kræve, et motiv.


1

Låsemekanismen i hoveddøren længst nede i den røde treetagersejendom lige over for togstationen i Klippan var formentlig ikke blevet smurt en eneste gang i løbet af de seneste 20 år. Derfor var døren ikke smækket helt i, og sprækken på cirka en millimeter gjorde det let at åbne den uden hverken kode, nøgle eller vold.

Leo Hansi havde været lige ved at give op. Men da han smuttede ind i opgangen uden at tænde lyset, nærede han for første gang i flere timer en forhåbning om, at hans sidste nat, inden han for alvor skulle få styr på sit liv, måske trods alt ville ende på plussiden. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft en hundrede procent godkendt tur, og netop denne juninat, som var ved at blive til daggry, havde indtil videre været den største bundskraber nogensinde.

Og han havde trods alt kæmpet derude i hele seks timer. Han havde været igennem den ene villa efter den anden langs Bjersgårdsvägen, Fredsgatan og Vallgatan, og det eneste, han havde fået fingrene i, var en rimelig ny barnevogn og en lyserød pigecykel, hvilket sagde en hel del om, hvor dybt han var sunket. At stjæle fra børn og nybagte forældre. Kunne det blive værre?

Tilsammen ville det maksimalt indbringe en plovmand, hvilket indebar, at han ikke engang ville komme op på en hund i timen. Medregnede man derudover benzin, kaffepause og overarbejdstid, var det en ren underskudsforretning, og pludselig føltes et liv med HF enkeltfag, studielån og med tiden en kandidatgrad fra Lunds Universitet som det indlysende valg.

Det havde været Webergrillen, der efter alle disse år havde fået ham til at beslutte, at det var nok nu. At han var nødt til at gøre noget ved sit liv, noget som var seriøst og gjorde en forskel og ikke bare handlede om at snige sig rundt i forskellige villahaver for at knuse ruder og kortslutte halvgamle biler.

Grillen havde været på størrelse med et mindre udekøkken, og selvfølgelig kørte den på flaskegas, hvilket ud fra et miljøperspektiv var det uden sammenligning dårligste alternativ. Men at dømme ud fra den firhjulstrukne jeep i indkørslen uden for huset var den forestående klimakrise ikke noget, ejerne bekymrede sig synderligt om. Det ville ikke overraske ham det mindste, hvis det oftest var rødt kød, de lagde på grillen. Store fede bøffer, der havde sluppet tonsvis af kuldioxid ud i atmosfæren, og som det desuden tog maven flere uger at fordøje. Røvhullerne tog sikkert også flyet, så snart de skulle nogen steder.

Derfor havde han heller ikke haft skyggen af dårlig samvittighed, da han havde fået øje på den blankpolerede grill, som havde stået ulåst på træterrassen i haven. Nyprisen var mindst 30.000 bobs, så nogle tusindlapper havde han let kunnet score på den, måske endda fem.

Overraskelsen var kommet i form af to projektørlys, så snart han var trådt op på terrassen. Pludselig havde det været, som om han befandt sig midt i et Guantánamo-forhør. Men det var ikke det værste. Problemet var den satans køter, der var vågnet og begyndt at gø, som om den havde rabies og til sidst havde vækket både manden og konen, der naturligvis havde sluppet bæstet løs.

Foruden klimasyndere var der ikke noget værre end hunde. Ikke nok med at de sked overalt, hvor de kunne komme til det. De stank også som omvandrende lossepladser og gav altid hals, som gjaldt det selve livet, når de så ham. Det var underordnet, hvor små de var, om det var højlys dag, eller om de stod bundet på den anden side af gaden. Så snart de fik øje på ham, var spillet ude.

I det mindste var han nået tilbage til varevognen, der var startet allerede i andet forsøg, hvilket den ellers aldrig gjorde.

Egentlig kunne han ikke forstå, hvordan han havde orket at være i gang i så mange år. Specielt hvad villaer angik. For bare få år siden havde det været nok med en sten gennem en rude, så var man inde. I dag havde hver eneste villa enten en alarm, der var som skabt til at fremkalde tinnitus, eller en savlende hund.

Desuden blev det mere og mere almindeligt med pengeskabe, hvor alt det, som førhen havde været let at snuppe, nu var låst inde. Ikke engang tv’et kunne det betale sig at tage længere. I dag tog det så lang tid at skrue det ned fra væggen, at apparatet var nået at blive umoderne, inden man havde fået det bakset ind i bilen.

Nej, så var det trods alt anderledes med lejligheder. Der følte folk sig af en eller anden grund stadig trygge og havde ikke behov for en masse alarmer. Visse folk var endda så naive, at de efterlod døren ulåst. I bedste fald kunne det så være nok at strække hånden ind og i ro og mag rode overtøjets lommer igennem efter pengepunge og nøgler.

Nu kunne man jo ikke regne med, at mere end en ud af et par hundrede døre var ulåst, og som ventet var alle tre lejlighedsdøre på første og anden sal låst. Hans simple dirk havde desuden ikke en chance over for de nye sikkerhedslåse, som alle lejligheder var blevet udstyret med. På den øverste etage var der kun to lejligheder, hvilket yderligere forværrede hans chancer.

Naturligvis var den første dør også låst. Han gik derfor hen til den anden og stillede sig foran den.

Det her var den sidste nat, han var ude og ydmyge sig selv på denne måde. Sådan var det bestemt, og sådan skulle det blive. Hvad der end skete, var dette den sidste opgang og den sidste dør, tænkte han, da han lagde hånden på Evert Jonssons dørhåndtag og knap behøvede at trykke det ned, før døren gled op.

Da han var kommet sig over, at døren virkelig var ulåst, tog han et skridt ind i mørket og ventede et par sekunder, før han forsigtigt lukkede den efter sig og lyttede efter eventuelle lyde fra Evert Jonsson, eller endnu værre, fra en hund. Men der var helt tyst. Tyst og indelukket. Som om luften havde stået stille i flere uger og var blevet så tyk, at den klæbede til hans ansigt. Der var også en svag sødlig og kvalmende lugt.

Han tændte lommelygten og rettede lyskeglen mod hattehylden, hvor to jakker og en habitjakke hang på bøjler. Men bortset fra en åbnet pose Fisherman’s Friend, en løs skjorteknap og nogle gamle kvitteringer fra Konsum fandt han intet af interesse i lommerne. Nøgleskabet på væggen var lige så kedeligt. Der var hverken bil- eller pengeskabsnøgler at se nogen steder.

Han fortsatte ind i gangen og forsøgte at ryste den voksende fornemmelse af ubehag af sig. Men ligesom lugten klæbede den sig fast. Der var noget, som ikke stemte. Noget som fik ham til at overveje bare at vende om og tage hjem for at komme i gang med sit nye liv. Men så let ville han ikke give op. En ulåst lejlighed. Laverehængende frugt skulle man lede længe efter.

Den første dør på venstre hånd var lukket og måtte forblive det indtil videre, da den sandsynligvis førte ind til soveværelset. Han ville ikke risikere at vække manden. I stedet gik han ind ad døren til højre, som stod på klem og førte ind til køkkenet.

Her lugtede der heller ikke særlig godt. Men det var i det mindste en genkendelig lugt af gammel mad, skrald og afløb. En af kogepladerne på elkomfuret var stadig tændt, og uden at tænke over det gik han hen og slukkede den. Han kunne ikke holde ud at se på, at dyrebar energi blev sløset væk til ingen nytte.

Bag ham på det lille runde bord ved den ene væg stod en tom tallerken med kniv og gaffel samt et tomt glas ved siden af. Der stod også en halvfuld ketchupflaske, et glas allround-krydderi og en liter mælk.

Mælkens holdbarhedsdato var overskredet allerede den 27. maj, hvilket var for næsten en måned siden. Det forklarede en hel del. Evert Jonsson var død, og han befandt sig højst sandsynligt stadigvæk i lejligheden.

Han havde set et dødt menneske en enkelt gang før, men kun i et kort øjeblik for mere end ti år siden, da han havde passeret en trafikulykke. På trods af det kunne han stadig få mareridt om alle detaljerne, der havde ætset sig ind på hans nethinde.

Forhåbentlig var det ikke et lignende billede, han ville komme til at se her, da fyren formentlig havde fået et slagtilfælde eller lignende.

På den anden side havde han ingen anelse om, hvordan et lig så ud efter en måned i denne sommervarme.

Han vendte tilbage til entréen, gik hen til den lukkede dør og samlede sig, inden han åbnede den. Som forventet var det soveværelset. Persiennerne var trukket ned, men ikke lukkede, og lod derfor det tidlige morgenlys strømme ind og lægge sig som et stribet tæppe over natbordet, hvor der lå en stak bøger, og over skrivebordet, hvorpå der stod en stationær computer.

Men også over sengen.

Den tomme seng.

Leo Hansi forstod ingenting. Var der endnu et soveværelse? Eller var det lykkedes Evert Jonsson at få fat i en ambulance og komme på hospitalet? Var det mon sådan, det forholdt sig? Havde han bare glemt at låse døren?

Computeren på skrivebordet var af mærket Dell, som ikke var specielt eksklusivt. Men den så relativt ny ud, og afhængigt af, hvor meget hukommelse og hvilken processor den havde, ville den med lidt held kunne indbringe nogle tusind kroner.

Han flyttede på musen for at frakoble tastaturet, hvorpå skærmen tændte og viste et skrivebord fuldt af mapper og dokumenter. Den var altså ikke beskyttet med en adgangskode, hvilket nærmest var at betragte som endnu en ulåst lejlighed. Han satte sig derfor til rette i kontorstolen og begyndte at studere de forskellige mapper, der alle var navngivet med korte ubegribelige bogstavskombinationer.

Undtagen en. Bitcoin core.

Han havde hørt tale om bitcoins, at det var en slags virtuel valuta, som en eller anden hemmelig japaner havde opfundet, og at hver eneste transaktion kostede en skamløs mængde energi. Åbenbart forbrugte hele bitcoin-netværket lige så meget energi som Schweiz. Men hvordan det fungerede, og hvordan man handlede med dem, vidste han til gengæld ikke.

Han åbnede programmet og klikkede rundt på må og få, indtil han fandt et oversigtsvindue med to separate kolonner. Over den ene stod der Wallet, over den anden Recent transactions, og så vidt han kunne se, havde Evert Jonsson i løbet af det seneste halve år købt 2.400 bitcoins.

Det sagde ham ikke så meget. Det kunne lige så godt svare til nogle hundredlapper som flere tusind kroner. Var han heldig, ville han måske endelig blive belønnet for nattens slid.

Han fandt browseren, begav sig ud på nettet og tastede bitcoin currency i søgefeltet. Websiden, han landede på, var et overvældende antal cifre i forskellige kolonner, som hele tiden ændrede sig. Det hele virkede som en uigennemtrængelig mur af matematik. Men da pulsen pludselig røg i vejret, indså han, at hjertet allerede havde forstået noget, som hjernen skulle bruge et par sekunder ekstra på at begribe.

En enkelt bitcoin var hele syv dollars værd. Syv dollars, gentog han for sig selv, imens han i hovedet kom frem til, at mandens bitcoins modsvarede en total værdi på over 150.000 svenske kroner. Det var ufatteligt mange penge og desuden lige ned i foret. Ingen mellemmænd, som skulle prutte om prisen, og først og fremmest ingen dårlig samvittighed over for et par nybagte forældre og en lille pige, der lige havde lært at cykle.

Han hev ledningerne ud af skærmen, bar den ud i mellemgangen og skulle lige til at vende tilbage for at hente resten, da det gik op for ham, at han ikke engang havde kigget ind i stuen, som burde være bag glasdøren i den anden ende af gangen.

Allerhelst ville han bare tage computeren og smutte, men måske var der en gammel værdifuld vase, eller hvis han virkelig havde skudt papegøjen, et kunstværk.

I samme øjeblik han åbnede glasdøren, var det dog ikke længere værdigenstande, hans tanker kredsede om, men den skarpe sødlige lugt, det var lykkedes ham at fortrænge, og som nu fik ham til at hive trøjen op over munden og trække vejret igennem den.

To skridt ind, mere var ikke nødvendigt, før det stod klart, hvor lugten kom fra. Hvad det var for noget, forstod han til gengæld ikke. Han gik tættere på og rettede lommelygtens lyskegle mod den cylinderformede konstruktion midt på gulvet. Den var lidt mere end en halv meter i diameter og omtrent to meter lang, mørk og grønbrunlig i farven og lavet af en slags udspændt plastik. Som et telt. Eller et drivhus. Sådan et man måske ville være nødt til at benytte sig af, den dag jorden ikke længere var beboelig, og det var blevet tid til at befolke Mars.

Han rettede lommelygten mod den anden ende af cylinderen. Ved nærmere eftersyn så det ud til at være bunden af en gennemsigtig plastiksæk, og da han forsigtigt følte efter med hånden langs den buede kant, indså han, at der var et cykelhjul indeni, som holdt plasten udspændt. Sandsynligvis var der også et hjul i den anden ende, og i midten blev de to plastiksække holdt sammen af flere lag kraftig gaffatape.

Den var tydeligvis hjemmelavet. Men til hvilket formål?

Han bøjede sig ned over det cylinderformede plastiktelt og lyste på det med lommelygten, men kunne ikke se andet end forskellige mørkegrønne og brunlige nuancer. Som om det var fuldt af alger eller noget lignende, der voksede på indersiden.

Men det var det, der var derinde, som optog hans tanker. Det inde bag alt det grønne, som han først nu opdagede bevægede sig.

2

Alt, I ved, er forkert …

En uigennemtrængelig mur af ben skyggede for udsynet, uanset hvilken retning han kiggede i. Omtrent 20 personer i forskellig alder stod med deres indkøbsvogne og stirrede på ham. Han satte sig op på det blankpolerede stengulv og vendte sig mod pigestemmen bag ham. Det var Matilda, hans datter. Hun sad i skrædderstilling og kiggede på ham med det der nye blik, som han aldrig ville vænne sig til. Det blik, som ikke var hendes, og som så tydeligt viste, at hun ikke var sig selv længere.

”Hvad sagde du?” spurgte han.

Alt, I ved, er forkert …

Den spæde stemme kom fra hende. Han kunne se hendes mund bevæge sig synkront med ordene, der kom ud af den. Men det var ikke Matildas stemme, i hvert fald ikke hans Matilda.

”Fabian, kan du høre mig?” Fabian kiggede op og så Sonja bøje sig ned over ham. ”Du besvimede.”

”Nej, Sonja.” Han rystede på hovedet. ”Jeg besvimede ikke.”

Hun nikkede insisterende og smilede. ”Kom, så skal jeg hjælpe dig op.” Hun fik ham på benene og vendte sig om mod alle de mennesker, der stod rundt om dem. ”Nu kan I godt holde op med at glo og fortsætte med at handle. Forestillingen er slut.” Tilskuerne spredte sig, idet han længst ude i øjenkrogen anede en mørkklædt mand glide forbi på vej over til slagterdisken, og først nu genkendte han stedet og forstod, at de befandt sig i ICA Maxi i Hyllinge.

Sonja tog hans hoved mellem sine hænder og vendte hans ansigt mod sit.

”Du og Theodor. I skændtes og råbte så højt ad hinanden, at alle stoppede op og kiggede. Jeg forsøgte at berolige jer, men … ” Hun rystede på hovedet. Der var intet af hendes ro tilbage. ”Jeg vidste ikke, at han var så stærk. Du faldt og slog hovedet i gulvet, og nu er han … Jeg og Matilda, vi forsøgte at holde ham tilbage, men det var umuligt. Forstår du? Og nu er vi nødt til at finde ham, inden det er for sent.” Hun var på nippet til at græde.

”Sonja, tag det nu roligt.” Han aede hende på kinden. ”Vi skal nok finde ham.”

Alt, I ved, er forkert …

Med et sæt vendte han sig mod Matilda. ”Er det dig, som siger det der om og om igen?”

”Hvorfor spørger du, når du allerede kender svaret?”

Greta. Spøgelset. Var det hende, som prøvede at fortælle ham noget? Var det, hvad alt det her handlede om? Han troede jo ikke engang på spøgelser. Eller ånder, som Matilda insisterede på at kalde dem. Og så ham den mørke mand, der stod i kø ovre ved slagterdisken. Hvorfor kunne han ikke lade være med at stirre på ham? Hvad var det, som ikke stemte med hans ansigt?

Pludselig tog manden afsæt mod disken, og i en eneste bevægelse støttede han den venstre hånd mod det buede glas og fløj på det nærmeste over på den anden side, hvor han hev en af knivene på skærebrættet til sig og begravede den i halsen på ekspedienten, som Fabian først nu genkendte som Assar Skanås; ham med de for højtsiddende jeans og den beige medlemsjakke fra Sverigedemokraterne.

Skanås skreg af smerte, mens han forsøgte at stoppe blodstrømmen med den ene hånd og holde angriberen på afstand med den anden. Men trykket fra halspulsåren var så kraftigt, at den røde stråle ramte alting i flere meters omkreds. Samtidig fortsatte gerningsmanden med at stikke kniven i igen og igen, som om han aldrig havde tænkt sig at stoppe.

Fabian havde aldrig set noget så forfærdeligt. Alligevel føltes det på en underlig måde bekendt. Som et ekko af noget langt, langt værre.

Alt, I ved, er forkert …

Og så denne spæde pigestemme. Hvorfor kunne hun ikke bare lade ham være i fred? Det var jo Matilda, som havde spurgt og fået det kryptiske svar under den seance. Eller? Var det i virkeligheden ham, svaret henvendte sig til? Var det derfor, stemmen insisterede på at gentage sig selv hele tiden?

”Nej, du må ikke gå.” Sonja holdt fast i ham. ”Vi er nødt til at lede efter Theodor. Dig, mig og Matilda sammen. Ellers finder vi ham aldrig.”

Men han havde allerede revet sig løs og var på vej over til den blodplettede slagterdisk, hvor Skanås segnede om.

”Men så hør dog efter, for helvede,” råbte Sonja bag ham. ”Vores søn er væk, og vi er nødt til at finde ham, inden det er for sent!”

Det var op til ham at pågribe gerningsmanden, det kunne han mærke nu. Der var ingen anden, han kunne sætte sin lid til. Ingen chef. Intet team. Ingen anden end ham selv.

Efter at være kommet over disken gled han og faldt i den voksende blodpøl under Skanås, som lå livløs på gulvet med en kødgaffel begravet i ansigtet.

Der var blod overalt. På hans hænder, på tøjet, i ansigtet. Han kunne ovenikøbet mærke den sødlige, klæbrige jernsmag i munden. Men der var intet spor af gerningsmanden, ud over den vippende svingdør der førte ind til personalerummet.

Alt, I ved, er forkert …

Han skyndte sig efter ham og kom ind i et vaskeri, hvor gerningsmanden stod foroverbøjet foran en stor gul vaskemaskine længst inde i rummet og trykkede på en knap.

”Du der,” råbte han og greb efter pistolen i hylsteret inden for habitjakken. ”Ned på maven! Armene ud til siden!”

Men der var ingen pistol. Ikke engang et hylster kunne han finde. Samtidig var manden allerede på vej ud gennem en tung metaldør. Han løb efter ham, men døren lukkede i foran ham og var umulig at få op, uanset hvor meget han hev og sled i den.

Forpustet, blodig og gennemblødt af sved vendte han sig mod rækken af vaskemaskiner og gik hen til den gule, der netop havde påbegyndt sit program og var ved at tage vand ind.

Alt, I ved, er forkert …

Han bøjede sig ned og kiggede ind gennem glaslugen, lige ind i det snurrende, næsten hypnotiske mørke.

Først da hånden slog mod glaslugen foran hans ansigt, forstod han, at der var nogen derinde. Nogen som fortvivlet kæmpede for at komme ud, alt imens tromlen fortsatte med at snurre. Først den ene vej, så den anden.

I et forsøg på at stoppe programmet trykkede han på knapperne, og da det ikke hjalp, begyndte han at slå på dem. Men tromlen blev ved med at snurre, mens vandet fyldtes på, og hånden bankede stadig mere desperat på indersiden af glaslugen.

Han fulgte det kraftige elkabel fra maskinen til en stikkontakt med afbryder i væggen. Men selvom han slukkede for den, kunne han høre, at maskinen fortsatte med at tage vand ind og snurre tromlen.

Fortvivlet sank han sammen foran glaslugen og kiggede ind i det roterende mørke helvede derinde, ude af stand til at gøre noget.

Alt, I ved, er forkert …

Ikke engang da han indså, at det var Theodors ansigt, som blev trykket mod glaslugen, kunne han gøre noget. Hans egen søn. Han var derinde og kæmpede for sit liv, imens den snurrende tromle sørgede for, at han med jævne mellemrum havnede under vandoverfladen.

Theodor skreg. Selv skreg han også, så højt han kunne. Alligevel kunne man ikke høre andet end det skvulpende vand og tromlen, som roterede stadig hurtigere, indtil Theodors skrigende ansigt blev sløret og mistede alle konturer.


Fabian slog øjnene op og så loftslampen, der var blevet efterladt af husets tidligere ejer, Otto Paldynski, og stadig hang i deres soveværelse, på trods af at hverken han eller Sonja brød sig om den.

Det havde bare været en drøm, gentog han for sig selv. Et mareridt. I virkeligheden var det meste bedre, end det havde været i flere år. Med Sonja liggende nøgen ved sin side, swinger-morderen Eric Jacobsén pågrebet og boardingkortene, der slog hul på Ingvar Molanders Berlin-alibi, i tryg forvaring kunne han ikke ønske sig meget mere.

Selv Theodor var kommet til fornuft og havde bestemt sig for at krydse Øresund sammen med ham allerede i dag og melde sig selv til det danske politi for at fortælle sandheden og tilbyde sin vidneforklaring i den igangværende retssag mod Smiley-ligaen.

Alligevel kunne han mærke sit hjerte hamre som en galophest. Som et begyndende angstanfald, der når som helst kunne snyde hjernen til at tro, at han ikke længere kunne trække vejret og var ved at dø.

Var det mareridtet, der havde rystet ham så eftertrykkeligt, at han stadig ikke var kommet sig? For det havde da bare været et mareridt? Det havde i hvert fald været så tilpas mærkeligt og forskruet, at han havde mistænkt det for at være en drøm, længe inden han vågnede. Men det var ikke det, der skræmte ham, indså han nu. Det var det, den ville sige, som fik adrenalinen til at pumpe.

Han stod ud af sengen, forsigtigt for ikke at vække Sonja, og skyndte sig ud i gangen, hvor han hev Theodors dør op. Til hans store lettelse lå han der. Hans elskede søn, der med sine tunge åndedrag ikke engang vågnede, da han forsigtigt kyssede ham på panden og puttede dynen om ham igen. Selve beviset på, at Matilda, hende Greta og hele hans drøm havde taget fejl. At ingen i hans familie skulle dø.

Eller var det slet ikke Theodor, drømmen havde handlet om, men noget helt andet?

Han forsøgte at genkalde sig begivenhederne i den og indså hurtigt, at intet i drømmen havde passet sammen. Offeret bag slagterdisken var i virkeligheden Lennart Andersson og ikke, som i drømmen, den pædofile Assar Skanås. Ham havde de i stedet kunnet pågribe for vaskerimordet på Moonif Ganem. Moonif, ikke Theodor.

Intet passede sammen. Overhovedet intet.

Hvilket netop var det, den spæde pigestemme, der var kommet ud af Matildas mund, havde gentaget.

Alt, I ved, er forkert …

Og nu forstod han endelig hvorfor.

3

Klokken var blot kvart i seks om morgenen, da Fabian trådte ind i mødelokalet øverst oppe i Helsingborgs politihus. Om et par timer ville hele teamet sidde samlet og høre Klippan fremlægge det, han havde fundet i sin undersøgelse af ICA Maxis overvågningsvideoer fra ugen inden mordet på Lennart Andersson. Han havde brugt de seneste dage på at gennemgå materialet, og de håbede alle, at det ville føre til et gennembrud i efterforskningen, som indtil nu havde stået i stampe uden hverken mistænkte eller væsentlige ledetråde.

Men det var ikke derfor, Fabian var der nu. Hele pointen var at slippe for de andre. Uanset hvad han måtte mene om drømme og det ubevidste, havde den seneste drøm sat fingeren på en følelse, han havde gået rundt med i længere tid, men gjort alt for at fortrænge, og det eneste selskab, han havde brug for lige nu, var de til bristepunktet fyldte whiteboards.

Han stillede sig foran dem og konstatererede, at alting stadig var der. Selvom to af efterforskningerne var så godt som afsluttede, var tavlerne stadig fulde af billeder af ofre, gerningssteder og gerningsmænd. Lister med forskellige motiver kæmpede om pladsen med notater og idéer, nogle var streget over, andre var der sat ring om, og overalt var der en mængde pile i forskellige farver, der forbandt det hele.

Fulgte man de forskellige tankegange tæt på, var de nogenlunde logiske. Men på afstand lignede det mest et kæmpe kaos, hvilket her bagefter føltes som den perfekte illustration af, hvordan deres arbejde havde fungeret i løbet af de forgangne uger.

De havde da også haft tre store efterforskninger i gang på samme tid. Tre parallelle, men helt væsensforskellige universer, som hver især havde sine ofre og mistænkte, sine ledetråde og spor, der skulle forfølges, hvert deres gerningssted, der skulle analyseres, og hver deres teori, der skulle vendes og drejes, forkastes og fornyes.

Han anede ikke, hvor mange afhøringer de havde foretaget i løbet af den seneste uge, eller hvor mange overvågningsvideoer de havde studeret ned til mindste detalje. Men det var en hel del, og selvom der var ting, de havde overset, havde de i det store og hele håndteret efterforskningerne efter alle kunstens regler og til sidst kunnet pågribe to gerningsmænd, der ville blive dømt og få deres straf.

Men hvis sandheden skulle frem, havde de famlet i blinde i jagten på noget, der kunne forklare de forskellige begivenheder, og selvom det smertede ham at indrømme det, så famlede de stadigvæk.

Nøjagtig som den spæde pigestemme i drømmen havde gentaget, var alt det, de vidste, forkert.

Der var ingen tvivl om, at bredbåndsentreprenøren Eric Jacobsén havde sat skjulte kameraer op i forskellige kvinders lejligheder, hvoraf Molly Wessmans var en af dem. Heller ikke, at han som sit alter ego, Columbus, også havde dyrket sex med hende og tatoveret sit symbol mellem hendes ben. Det havde han endda tilstået. Men at han skulle have forgiftet hende med ricin, havde de hverken beviser for eller nogen forklaring på. Og slet ikke et holdbart motiv.

Det samme gjaldt Assar Skanås. Ingen var i tvivl om, at han var pædofil, og at han gladeligt havde ofret sin venstre hånd for uforstyrret at kunne gennemføre sin voldtægt af den seksårige Ester Landgren. Men pædofili var slet ikke forklaring nok til, at han skulle have tvunget den syriske dreng Moonif Ganem ind i en stor vaskemaskine for at centrifugere ham ihjel.

Det samme med Lennart Andersson. Måske ville det være en anden sag efter Klippans fremlæggelse, men indtil nu havde de ikke kunnet finde en troværdig forklaring på, hvorfor nogen skulle stikke ham ihjel for øjnene af en masse vidner i ICA Maxi.

Fordi de tre mord havde fundet sted inden for blot nogle få dage, havde de ledt med lys og lygte efter et motiv, der kunne forbinde sagerne, en fællesnævner, en rød tråd.

Da det ikke var lykkedes, havde de i stedet forsøgt at finde tre adskilte motiver. De havde været inde på alt fra fremmedhad til sexafhængighed og vendt og drejet det til ukendelighed for at få motivet til at passe sammen med de eksisterende spor.

Motiv, motiv og atter en gang motiv. Det var det eneste, diskussionerne havde kredset om. Det var, som om motivet udgjorde den nøgle, der ville få alle døre til at åbne sig. Kunne de bare finde det, ville gerningsmanden ikke være langt væk.

Fabian trak en stol frem, satte sig foran whiteboardene og begyndte at formulere en tanke, selvom det bød ham imod. En tanke, som var stik imod alt det, han og hans kolleger troede på. Mod al den erfaring, de havde fået gennem årene som efterforskende politibetjente. Men jo længere han kiggede på kaosset af billeder og notater, desto mere indlysende blev den.

Lidt efter var kaosset foran ham forsvundet. Som om det aldrig nogensinde havde været der, og pludselig kunne han se det hele så tydeligt. Geografien og tidsaksen var én ting. At alting var foregået i det nordvestlige Skåne i løbet af en relativt begrænset tidsperiode. Det, han så nu, var noget helt andet.

Ligheden i forskellene.

Hvert enkelt mord i de tre sager havde været så spektakulært og forskelligt fra alt andet, at det måske i virkeligheden var der, i de ekstreme forskelle, at fællesnævneren skulle findes. Det var en svimlende tanke, men efter yderligere et par minutter syntes han ovenikøbet at kunne ane den røde tråd, de så længe havde ledt efter.

”Jamen der kan man bare se. Her sidder du og kukkelurer.” Det var Klippan, som kom ind med en termokande kaffe i den ene hånd og en bærbar computer i den anden. ”Det er minsandten ikke hver dag, man ser dig så tidligt på morgenstunden.” Han stillede termokanden fra sig. ”Klokken er jo kun tyve minutter over seks.”

”Du ved, hvordan det kan være her om sommeren.” Fabian trak på skuldrene. Han kunne ikke fortælle det. Ikke endnu. ”Jeg vågnede, fordi det var blevet lyst og kunne ikke falde i søvn igen.”

Klippan nikkede, men blikket, som vekslede frem og tilbage mellem whiteboardet og Fabians stol, afslørede, at han ikke var helt overbevist. ”Og så tog du herhen af alle steder. Interessant.”

”Jeg havde intet bedre at tage mig til.” Han behøvede mere tid til at tænke, og frem for alt måtte han finde på en bedre forklaring, end at det under en seance var lykkedes hans datter at påkalde en ånd, der havde viklet sig ind i hans drømme og givet ham klarsyn. ”Hvad med dig selv? Jeg anede ikke, du var så morgenfrisk.”

”Så kender du mig dårligt. I modsætning til Berit vågner jeg tidligere og tidligere. Når hun endelig er kommet ud af fjerene i weekenden, er jeg klar til at gå i seng igen. Det er sikkert derfor, vi stadig er gift.” Klippan slog en latter op og åbnede den bærbare computer. ”Men lige i dag ville jeg bare være i god tid og sikre mig, at teknikken fungerer til fremlæggelsen til morgenmødet.”

”Nå ja, du har gennemgået overvågningsvideoerne.”

Klippan nikkede. ”Og hvis jeg selv skal sige det, har jeg fundet en hel del interessante ting. Men det må du høre mere om, når alle er samlet. Fortæl nu i stedet, hvad du sidder og laver.”

”Undskyld?”

”Fabian. Du sidder der og stirrer på efterforskningerne, hvoraf de to er så godt som afsluttede.”

”Men ikke den tredje. Der har vi ikke engang en mistænkt.”

Klippan sukkede og rystede på hovedet. ”Ja, ja, hvis du ikke vil fortælle det, så vil …” Længere nåede han ikke, før hans mobiltelefon begyndte at brumme. Han kiggede på den med rynket pande. ”Ja, det er Klippan … Sverker Holm, ja, det stemmer.”

Det var ikke på grund af de efterfølgende kortfattede sætninger, at Fabian forstod, der var sket noget alvorligt.

”Jaså … Okay … Vi kommer.”

Det var på grund af kuløren, der i en eneste fejende bevægelse forlod Klippans ansigt.

4

Det var langtfra første gang, Fabian oplevede den sødlige, stikkende lugt af forrådnelse. Om sommeren i hans unge år hos politiet i Stockholm havde det været normalt, at folk ringede til alarmcentralen efter at have reageret på stanken af lig i deres trappeopgang. Her reagerede han snarere på, hvor svag lugten var. Specielt i betragtning af at det meste tydede på, at Evert Jonsson havde ligget død her i mere end en måned.

At det derudover var en af årets varmeste måneder, gjorde det ikke mindre mærkeligt. Stanken burde have været så kraftig, at naboerne havde ringet til politiet for mindst to uger siden. I stedet var det først sket i dag, og årsagen havde ikke været lugten af lig, men en rudekuvert fra Sydkraft adresseret til Evert Jonsson, som en af naboerne havde fundet på sit entrégulv, da han havde hentet morgenavisen.

Hvis jeg var i din pyjamas, ville jeg smutte ind og kigge til Jonsson i nabolejligheden, havde der stået med sjusket håndskrift på kuverten. Bagefter ville jeg måske endda løfte røret og ringe til politiet.

Forklaringen på den svage lugt kom i samme øjeblik, som han og Klippan trådte ind i stuen og så den to meter lange cylinderformede plastikkokon midt på gulvet.

Klippan blev stående halvvejs inde i rummet og var tilsyneladende ikke i stand til at gøre andet end at stå stille og ryste på hovedet. Derfor gik Fabian selv over til det mørkegrønne plastiktelt og satte sig på hug for at se, hvad der var på indersiden. Men selvom solen nu stod så højt på himlen, at den skinnede ind gennem vinduet og direkte på den mærkelige konstruktion, kunne man ikke se gennem plastikken.

Han vendte sig mod Klippan, der åbenbart havde læst hans tanker og rakte ham sin schweizerkniv, og med den skar han et cirka ti centimeter stort hul i plastikken.

På trods af det relativt lille hul slog den skarpe stank imod ham med en sådan styrke, at han rent instinktivt rykkede baglæns i et forsøg på at undgå det værste. Men det var for sent. I løbet af få sekunder var luften i rummet allerede så mættet af den stikkende lugt, at han var taknemmelig over, at han ikke havde spist morgenmad.

Klippan, der havde fået en åndedrætsmaske på, kastede en over til ham, og selvom det stadig stak og kløede i næsen, dæmpede den det værste.

Omtrent 50 hvide maddiker var allerede kravlet ud af hullet og faldet ned på gulvet, hvor de nu spredte sig i jagten på mere næring. Hvordan de så end var opstået i den tilsyneladende hermetisk lukkede plastikkokon. Bakterier var der ganske vist overalt, men netop maddiker opstod først, når spyfluer havde fundet vej til kadaveret og lagt sine æg på det, og indtil videre havde han hverken set eller hørt en eneste flue, selvom der nu blot ville gå nogle få minutter, før de kom.

Han lænede sig frem og kiggede ind gennem åbningen i plastikken, men kunne ikke se meget mere end et par skinneben og fødder i skiftende grønne, røde og lilla nuancer. Visse steder var forrådnelsesprocessen nået så langt, at huden var blevet helt sort. Langs plastikvæggenes indersider voksede der noget grønbrunligt, og på bunden var der ansamlet så meget fugt og ligsaft, at det havde dannet en trægtflydende brun pøl.

”Fortæl,” sagde Klippan. ”Hvad ser du?”

”Ikke så meget mere, end hvad du formentlig allerede har regnet ud. Om det er Evert Jonsson, er for tidligt at sige, men der ligger i hvert fald nogen derinde.” Fabian stak kniven ind i åbningen og skar et snit på cirka en meter, hvorefter en stor del af plastikken faldt ned og blottede en åbning direkte ind til kokonen.

Klippan gik et skridt frem, satte sig på hug og kiggede på liget, som lå på ryggen med ben, arme og hals spændt fast til et kraftigt jernrør, der løb gennem hele kokonen som et langt nav og i hver ende var fastgjort til noget, der lignede et cykelhjul.

”Nej, det her går bare ikke.” Klippan rystede på hovedet. ”Ikke endnu en sag. Ikke nu, hvor vi endelig er blevet færdige med to efterforskninger og skulle bruge al vores energi på ICA-mordet.”

De kropsdele, der ikke var dækkede af maddiker, var alle mørke og hævede i forskellig grad, såsom øjeæblerne og tungen, der var så stor, at den ikke længere fik plads i munden. Men det værste var maven, der var så udspændt, at den så ud til at kunne eksplodere og frigive sit indhold, hvornår det skulle være.

”Hvis man nu absolut skal slå nogen ihjel,” fortsatte Klippan, som tilsyneladende ikke kunne holde op med at ryste på hovedet. ”Hvorfor så ikke bare gøre det uden nogen dikkedarer som før i tiden? Hvorfor skal det være så helvedes sygt og udspekuleret? Som det der.” Han pegede på offerets ene håndled, hvor spænderemmen havde gnavet det meste af huden væk og blotlagde dele af skelettet. ”Kan du se, hvordan han forgæves har kæmpet for at komme fri?” Han sukkede. ”Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan vi skal klare det. Hvis vi får en efterforskning mere på vores bord, går vi under. Og spørger du mig, ser det her ud til at være mindst lige så kompliceret som alle de andre.”

Fabian nikkede, selvom han var overbevist om, at Klippan ikke kunne tage mere fejl. Det drejede sig slet ikke om endnu en efterforskning. Tværtimod var der sandsynligvis nøjagtig den samme forbindelse og røde tråd her som mellem de tre tidligere sager.

5

Irene Lilja tog saftpresseren op af flyttekassen og stillede den på køkkenbordet ved siden af tørrestativet. Det var alt andet end en optimal plads. Men det var den eneste køkkenmaskine, hun brugte hver dag, og der var ikke andre ledige pladser tæt på en stikkontakt i nærheden.

Det var egentlig ganske sigende for hele hendes flytning fra Hampus og huset ude i Perstorp. Hun anede ikke, hvordan hun skulle få plads i den lille toværelseslejlighed i det sydlige Helsingborg. Selvom hun allerede havde tømt op imod 50 flyttekasser, var der mindst lige så mange tilbage.

Men på en eller anden måde skulle det nok gå, og det, der ikke var plads til, havde hun tænkt sig enten at skille sig af med eller at opmagasinere, indtil hun fik råd til noget større. Det vigtigste var, at Hampus ikke fik så meget som et halmstrå af det, der tilhørte hende, og det var også grunden til, at flamingogrydelapperne, som hun havde fået i julegave af sin mor, lå og rodede i en af de mange bunker.

Heldigvis havde Klippan hjulpet hende. Havde det ikke været for ham, ville hun aldrig have klaret det. Han havde ikke brokket sig en eneste gang, selvom det hele havde taget væsentlig længere tid, end hun havde regnet med. Han havde bare roligt og metodisk ledet arbejdet og sørget for, at alting fik plads i varevognen, og traileren havde han haft med, uden at hun overhovedet havde behøvet at bede ham om det.

Da de endelig havde fået det hele op i lejligheden, havde hun inviteret ham på Sam’s Bar skråt over gaden, og de havde begge bestilt en plankebøf med ekstra bearnaisesauce og en stor fadøl. Derefter var hun gået op i lejligheden igen for at prøve at komme på plads, men i stedet var hun faldet i søvn på sengen midt imellem tøjbunkerne allerede efter en halv time.

Hun havde sovet hele natten og var ikke vågnet før klokken otte i morges, overrasket over at Hampus ikke havde prøvet at ringe til hende en eneste gang, efter at han var kommet hjem fra motorløb på Knutstorp. Hun havde regnet med, at han ville kaste sig over telefonen, så snart han opdagede, at ikke bare hun, men også alle hendes ting var væk.

Senere indså hun dog, at det lige nøjagtig var det, han havde gjort.

Forklaringen var, at hendes mobiltelefon var løbet tør for strøm, og så snart hun havde fået liv i den igen, havde hun kunnet se, at han havde prøvet at ringe stort set hele natten. 22 gange for at være helt nøjagtig. 22 beskeder, hvor han fik luft for alle sine frustrationer over, hvor forfærdelig hun var.

Nu havde hun blokeret ham, og snart ville hun sørge for at få nummeret udskiftet med et anonymt. Hampus var ude af hendes liv, og hun var ude af hans. Endelig var hun fri for bekymringen over, at han drak for meget. Fri for alle skænderierne og de hårde ord. Endelig slap hun for at gå rundt og være overbærende hele tiden. Hun kunne være fuldstændig ligeglad.

Det eneste, der var galt med flytningen, var, at hun havde ventet så længe. For selvom det kun var 24 timer siden, hun var kommet ind til byen, begyndte livet med Hampus allerede at føles som fortid. Det samme var de fuldblodsnazister, der var brudt ind i hendes hjem og havde sprayet hagekors på væggene.

Det føltes som et helt andet liv, hun snart kun ville kunne huske enkelte fragmenter af. Som om det slet ikke var hende, der havde brændt deres klubhus ned til grunden og truet med at få dem buret inde for både det ene og det andet, hvis de så meget som så i hendes retning.

Bare et par dage mere, og hun ville tro fuldt og fast på Perstorp-politiets slatne forklaring om, at det hele pegede på et internt opgør i den kriminelle underverden.

Hun tog tandkruset med ind i badeværelset, hvor hun stillede det på en af hylderne i skabet. Der lugtede anderledes. Ikke dårligt, bare anderledes. Sådan var det altid, når man flyttede. Nye lugte og nye lyde, man skulle vænne sig til.

To år, lød kontrakten på. Det var lang tid i betragtning af, at lejligheden var lige lovlig lille og desuden lå i den helt forkerte ende af byen. Hun havde aldrig været så pjattet med Södercity. Men lige nu var alting bedre end Perstorp, og måske ville hun endda begynde at synes om sit nye kvarter.

Naboerne vidste hun ikke så meget om, men de var sikkert, som naboer var flest. I lejligheden ved siden af boede en ældre dame, der var kommet forbi i går, da hun og Klippan havde været i fuld gang med at flytte ind. Hun havde virket venlig, men var tydeligvis stokdøv, når høreapparatet ikke var tændt, hvilket Klippan havde erfaret, da han havde forsøgt at tale med hende.

På den anden side af hendes lejlighed boede P. Milwokh. Hun vidste ikke, hvem det var. Alligevel var der noget bekendt ved navnet, hvilket hun havde reageret på allerede første gang, hun var der, i forbindelse med, at Molander havde trianguleret en position for Assar Skanås’ mobiltelefon ikke langt herfra.

Men i går, da det havde vist sig, at også Klippan studsede over navnet og præcis ligesom hun selv ikke havde kunnet komme på hvorfor, var det hele blevet vækket til live igen, og med ambitionen om at få svar på spørgsmålet én gang for alle var hun her i formiddags gået over og havde ringet på.

Der var ikke blevet åbnet, og da et tungt, mørkt draperi var trukket for inden for døren, havde det ikke hjulpet at kigge ind gennem brevsprækken. Hun var blevet stående med fingeren på den lille knap i ikke mindre end fem minutter, indtil hun til sidst havde givet op og var fortsat med at pakke ud. Det var trods alt derfor, hun havde taget en feriedag.

Men lyden fik hende igen på andre tanker. Den fjerne lyd af et toilet, der skyllede ud. Man kunne tydeligt høre den, men den var alligevel vanskelig at placere. Hun kunne ikke høre noget vand løbe gennem afløbsrørene i hjørnet, hvilket betød, at hun kunne udelukke lejligheden ovenpå. Desuden havde Molander vist engang påstået, at lydbølger lettere forplantede sig nedad end opad i et hus, så derfor kunne hun også udelukke lejligheden nedenunder.

Tilbage var kun lejligheden ved siden af.

Den med navnet P. Milwokh på døren.

Hun stillede sig op i badekarret og pressede øret mod den hvide flisebeklædte væg, der vendte mod nabolejligheden. Men det eneste, hun kunne høre, var sin egen puls.

Først da hun forsigtigt hev i den lille kæde længere nede på væggen, så den hvidmalede jernlem blev foldet ud og åbnede for aftrækket, var al tvivl forsvundet. Ikke nok med at hun kunne høre vandet i nabolejligheden plaske i håndvasken og vandhanen knirke, da der blev lukket for tilstrømningen et par sekunder senere. Hun kunne også høre de sidste dråber ramme porcelænet, inden der igen blev stille.

6

På trods af at Hallberg-Rassyen var en relativt stor sejlbåd, så den ud til med lethed at kunne stævne ud mellem de andre både i Råås småbådehavn, og vel ude af havneindløbet luffede den op mod vindøjet og hejste sit storsejl.

Med hånden som skygge ud for panden for den højtstående sol stod Fabian på den nordlige kaj omtrent 30 meter derfra og fulgte interesseret båden, alt imens bommen haledes ind, hvorefter storsejlet fangede vinden og på sin lydløse, næsten magiske facon overtog den indbyggede motors opgave.

Han havde netop parkeret og var stået ud af bilen, da han havde fået øje på den smukke sejlbåd, han nu ikke kunne slippe med blikket. I sin søgen efter Hugo Elvins Petterson-båd havde han sent i aftes truffet ejerne, der havde fortalt, at næste stop var Humlebæk i Danmark, så snart vejret blev bedre, og at de derefter planlagde en nattesejlads op til Gøteborg.

Det føltes som et tegn, og et sted inderst inde besluttede han at føje børnene og satse på en sejlbåd, når der var faldet en smule ro over det hele.

Han tog papkassen med indholdet fra Elvins skrivebordsskuffe og begyndte at gå mod den afdøde kollegas efterladte, gamle træbåd, der lå alene på kajen på sin bådvogn. Indtil videre var der intet spor af Hillevi Stubbs, hvilket var bemærkelsesværdigt.

Hun kom næsten aldrig for sent. Tværtimod havde hun for vane at komme længe inden alle andre. Han havde ikke tal på, hvor mange gange hun i løbet af deres tid som kolleger i Stockholm demonstrativt havde rullet med øjnene, fordi sekundviseren havde nået at passere mødetidspunktet.

På den anden side havde hun en times kørsel fra politistationen i Malmø, og hun havde samtidig gjort det fuldstændig klart for ham, at hun hverken havde tid eller lyst og kun var gået med til at mødes, fordi det var ham, der spurgte.

Stubbs var langtfra let at have med at gøre, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun var effektiv og utvivlsomt en af landets bedste kriminalteknikere, og han var nu kommet så langt i sin efterforskning af kollegaen Ingvar Molander, at han ikke længere kunne fortsætte alene.

Han havde brug for nogen at ræsonnere sammen med, nogen uden for teamet i Helsingborg. Om ikke for andet så for at forsikre sig om, at han havde tilstrækkelige fældende beviser, inden han gik ud og bekendte kulør. Desuden føltes det stadig mere afgørende, at hans arbejde ikke gik tabt i tilfælde af, at der skulle ske ham noget.

Det var ikke, fordi han konstant gik rundt og kiggede sig over skulderen. Men samtidig var han ikke blind for, at Molander havde slået Elvin ihjel, da det gik op for ham, at kollegaen var ved at afsløre ham.

Med papkassen under armen klatrede han op ad stigen, som stod lænet op ad bådens agterspejl, og fandt Stubbs, der var lige så lav, som hun var bred, liggende i cockpittet og nyde solen.

”Der er du jo,” sagde han og trådte op i båden.

”Hvor skulle jeg ellers være? Forsinket?” sagde hun uden at åbne øjnene.

”Nej, hvorfor skulle du være det?”

”Det er næsten lige så godt et spørgsmål som ’Hvad laver jeg her?’” Hun åbnede øjnene og satte sig op. ”Ja, jeg har forstået, at det her er Elvins gamle båd,” fortsatte hun, inden han fik et ben til jorden. ”Og jeg er udmærket klar over, at du vil have mig til at undersøge den, præcis ligesom hans lejlighed. Men hvorfor?”

”Jeg tror, det er bedst, hvis du ser det med egne øjne.” Fabian tog den ene af de blåmarkerede nøgler, han havde fundet i Elvins skrivebordsskuffe, og gik hen til døren, der førte ned til kahytten.

”Nu skal du ikke blive skuffet, men jeg er ikke kommet for at se på noget. Det var ikke derfor, jeg afspadserede og kørte hele vejen herop. Det var for at få dig til at indse, at du er nødt til at slippe det her. Tro mig, der var ingenting i den lejlighed, som tydede på andet, end at Elvin begik selvmord. I hvert fald ikke andet end dine mildest talt søgte science fiction-teorier.”

”Jo, det var der faktisk.” Fabian førte forsigtigt nøglen ind i låsen og drejede om. ”Men det kan vi vende tilbage til.”

”Hvad er det, du ikke forstår? Der er ikke noget at vende tilbage til. Jeg har det ene skyderi efter det andet nede i Malmø at tage mig af, og hvis jeg ikke er helt fejlinformeret, har I lige fået endnu en sag ude i Klippan. Og her står du og sørger over en gammel kollega og vil have mig til at undersøge hans båd.” Hun slog ud med armene. ”Altså, du kan jo selv godt se det.”

”Det er rigtigt.” Fabian åbnede de to halvdøre og forsvandt ned i kahytten. ”Det er derfor, vi burde komme i gang så hurtigt som muligt. Jeg skal nemlig være til opstartsmøde om halvanden time.”

Stubbs udstødte et suk, der var lige så langt, som det var dybt, inden hun til sidst kravlede ned i kahytten. ”At du er irriterende, vidste jeg allerede fra vores tid i Stockholm. Men du er jo værre end et barn i trodsald…” Hun tav og kiggede sig omkring i den trange kahyt, som var fuld af bunker med mapper, billeder og notesbøger, mærkede bøtter og bevisposer, elektronik med forskelligfarvede ledninger, en computer med en hel samling eksterne harddiske, et mikroskop samt en hel del andet. Der var så mange ting, at det var umuligt at bevæge sig uden at støde til noget.

Fabian drejede på en kontakt, hvorpå nogle små lamper oplyste whiteboardet, der var fyldt med fotografier og notater, og stakkene af dokumenter ved computeren. Det var netop denne reaktion, han havde håbet på, og i flere minutter lod han hende kigge rundt og opfatte omfanget af det hele, inden hun til sidst vendte sig mod ham.

”Okay. Lad mig høre.” Hun flyttede en bunke bøger fra en af sofaerne og satte sig.

Fabian lavede plads på bordet foran hende og placerede dernæst en serie sort-hvide fotografier af en kvinde iklædt en sommerkjole, der kom gående og satte sig på passagersædet i en Saab.

”Frem til sommeren 2007 havde Molander en affære med denne kvinde. Hun hed Inga Dahlberg og boede i huset ved siden af hans. Men allerede året inden var hans svigerfar, Einar Stenson, begyndt at fatte mistanke og havde endda fotograferet dem i hemmelighed, som du kan se her.”
Stubbs studerede billederne, mens Fabian fandt en gerningsstedsundersøgelse frem.

”Den 21. april 2007 døde Stenson i køkkenet i sit sommerhus ved Ringsjöstrand. Ifølge efterforskningen tolkede politiet i Eslöv det hele som et hændeligt uheld. Han skulle være snublet på det nybonede gulv og være faldet forover ned på den åbentstående opvaskemaskine, hvor der stod en kniv med spidsen opad i bestikkurven. Men skal man tro Elvin og hans notater, var det alt andet end en ulykke, og efter at have undersøgt det selv er jeg tilbøjelig til at erklære mig enig. Fire måneder senere blev Inga Dahlberg myrdet i det såkaldte Hven-mord.”

”Var det hende, som var skruet fast til en træpalle og flød hele vejen fra Råån til Hven?”

Fabian nikkede.

”Jeg troede, det var en anden, som blev dømt for det.”

”Du tænker på den danske voldtægtsforbryder Bennie Willumsen, som netop hærgede her i Sverige i den periode. Brutaliteten i den måde, mordet blev gennemført på, mindede åbenbart så meget om hans arbejdsmetoder, at han, da det endelig lykkedes at anholde ham, også blev tiltalt for det her. Problemet var, at Willumsen havde et alibi og derfor blev pure frifundet.”

”Okay, så han dræber sin svigerfar, for at hemmeligheden om elskerinden ikke skal slippe ud, så langt er jeg med. Men hvorfor slå hende ihjel?”
Fabian trak på skuldrene. ”Måske var hun blevet træt af at mødes i hemmelighed og truede med at fortælle det hele, hvis han ikke gik fra Gertrud.”

”Gertrud. Er det han kone?”

”Lige præcis, og her kan man jo mene, at han burde have stillet sig tilfreds og have slappet lidt af. Problemet er så at sige ude af verden. Men tre år senere, i sommeren 2010, slår han til igen. Jeg var selv lige flyttet herned og befandt mig midt i en efterforskning, hvor ofrene havde gået i min folkeskoleklasse.”

”Ja, det hørte jeg godt om. Det må have været aldeles forfærdeligt.”

Fabian nikkede og tav et kort øjeblik, inden han fortsatte. ”Sagen er, at mordforsøget på Ingela Ploghed, som også gik i min klasse, adskilte sig fra de øvrige.”

”På hvilken måde?”

”Ikke noget væsentligt, bare nok til at jeg reagerede. Hun var blevet kidnappet og udsat for en hysterektomi, hvor hun havde fået fjernet livmoderen. På det punkt passede det ganske godt med fremgangsmåden for de øvrige mord. Hvis det ikke havde været, fordi hun var blevet voldtaget inden operationen, hvilket ikke var tilfældet med nogen af de øvrige ofre.”

”Og hvad mente resten af teamet?”

”Jeg fik aldrig noget medhold, specielt ikke fra Molander, af forklarlige årsager. Og da gerningsmanden først var identificeret og uskadeliggjort, faldt det hele i glemsel. Det var i hvert fald, hvad jeg troede. I virkeligheden havde Hugo Elvin allerede Molander i kikkerten og var gået i gang med sin egen undersøgelse, som vi ser resultatet af her, og som i sidste endte førte til hans død.”

”Og alt dette kan du bestyrke med fældende beviser?”

”Jeg går ud fra, at alt hvad der er nødvendigt, findes her.” Fabian slog ud med armene. ”Og jeg håber, du vil hjælpe med at gennemgå det.”

Stubbs kiggede sig omkring. ”Ja, her er jo unægtelig en hel del. Men det er ikke ensbetydende med, at der er noget fældende. Hvis der havde været det, burde Elvin vel selv være stået frem med det.”

”Måske nåede han det ikke.”

”Og hvad er det, der siger, at Molander ikke har et alibi? Ligesom ham Willumsen. Jeg mener, i så fald ramler det hele jo.”

”Faktisk har han et alibi for mordet på Inga Dahlberg. I netop den weekend fejrede han sin bryllupsdag med Gertrud i Berlin. Men se lige her.” Fabian tog mappen, hvor der var skrevet Berlin på ryggen, og bladrede hen til et udskrift af to boardingkort. ”De viser, at han tog frem og tilbage fra Berlin og lige præcis havde tid nok til at nå at udføre mordet.”

”Det er godt. Spørgsmålet er bare, om det er godt nok. Hvis man vil spille djævelens advokat, var det måske slet ikke Molander, der skaffede billetterne. Måske var det en anden, som bare var ude på at få ham i fedtefadet. Men lad os antage, at det virkelig var ham. At han ovenikøbet gik så langt som til at tjekke ind. Det er stadig ikke ensbetydende med, at han virkelig steg ombord på flyet. Og selv hvis han gjorde, var det måske af helt andre grunde end for at tage livet af Inga Dahlberg.”

”Det har du selvfølgelig ret i. Det er ikke helt vandtæt. Men jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg med din hjælp kan finde mere end nok til at få ham dømt på livstid. Se for eksempel denne her.” Fabian viste hende en gennemsigtig figur, der var nogle centimeter høj og forestillede en ugle.

”Den er nøjagtig magen til de krystalugler, som Molanders kone, Gertrud, samler på. Men den er lavet af plastik, og i foden på den har Elvin fræset plads til en lille mikrofon med en sender og et batteri.”

”Jeg anede ikke, at han var så fingernem.”

”Det gjorde jeg heller ikke. Sandsynligvis har han snuppet hele idéen fra Molander selv. Han benytter sig nemlig af præcis det samme lydbehandlingsprogram.” Fabian gik hen til computeren, tændte den og fandt frem til den sidste af en lang række indspillede lydfiler. ”Det her blev indspillet i aftes klokken 23.49, da jeg tilfældigvis var her.” Han klikkede på det trekantede play-symbol, hvorpå en tidsmarkør begyndte at bevæge sig hen over skærmen.

”Men vent lige lidt. Hvad snakkede I om?” lød Molanders stemme. ”Gertrud, vent, sagde jeg!”

”Ingvar, du skræmmer mig.”

”Jeg vil vide, hvad I snakkede om!”

”Nu må du faktisk tage det roligt og slappe lidt af.”

”Jeg er rolig! Jeg er bare nødt til at …”

”Nej, det er du ikke! Desuden er det alt for sent. Vi må tage det en anden gang, for nu har jeg tænkt mig at gå i seng i gæsteværelset. Og jeg vil sætte pris på, at du lader mig være i fred.”

”Du skal få al den fred, du vil have, så snart du har fortalt mig, hvad helvede Fabian Risk lavede her!”

Man hørte Gertrud sukke.

”Hvis du absolut skal vide det, så var han her, fordi jeg havde bedt ham komme. Og det havde jeg gjort, fordi han og jeg skulle snakke om idéer til, hvordan vi bedst kunne overraske dig på arbejdet her til vinter, når du fylder rundt. Ja, du behøver ikke at se så overrasket ud. Du bliver jo trods alt 60. Og som du ved, foretrækker jeg at være ude i god tid, så jeg er faktisk allerede i gang med at planlægge en stor fest med alle dine venner og kolleger. Men det bliver jo ikke lige frem nogen stor overraskelse længere. Ikke efter det her. Nu siger jeg godnat.”

Man hørte Molander slå sine hænder mod hinanden med et smæld. Først en gang, derefter endnu en gang, og så en gang til i en langtrukken applaus.

”Wow! Sikke en forestilling. Hvilket skuespil. Det var lige før, jeg troede på det.”

”Hvad mener du med det? Ingvar, jeg … ”

”Du lyver! Tror du ikke, jeg kan se på dig, at du lyver? Jeg forlanger at få sandheden, og indtil jeg har fået den, går du ingen steder!”

”Hvad er det for en sandhed, du snakker om? Den om hvad vores bryllupsrejse til Berlin egentlig handlede om? Er det den sandhed, du hentyder til?”

”Jeg kan ikke se, hvad vores bryllupsrejse har med …”

”Ikke det? Er du virkelig helt sikker på det?”

”Jeg forstår overhovedet ikke, hvad du snakker om, og hvis du tror, at du kan sno dig ud af det her bare ved at skifte samtaleemne, så …

”Ingvar, jeg ved ikke, hvad det er, du går rundt og laver.” Gertruds stemme bævede. ”Men jeg ved én ting. Hvis der er nogen her, som ikke holder sig til sandheden, så er det dig.” Hun brast i gråd. ”Åh gud, tænk, at jeg er gift med dig … ”

”Gertrud, vent nu lidt,” lød Molanders stemme stadig fjernere. ”Gertrud, du bliver her! Du har bare at blive her, så længe jeg taler til dig!”

En dør smækkede i. Derefter var der kun stilhed.

Fabian kiggede op fra computeren og ventede på en reaktion fra Stubbs.

”Har du forsikret dig om, at hun er okay?”

”Jeg ringede et par gange her i formiddags, og til sidst svarede hun med en kort sms, hvor hun bad mig om at lade hende være i fred og skrev, det var bedre, at jeg kontaktede Ingvar, hvis jeg havde flere spørgsmål.”

”Hun tør ikke, hvilket måske heller ikke er så mærkeligt. Det letteste for hende er at stikke hovedet i busken og lade, som om intet af det her nogensinde er sket.”

Fabian nikkede.

”Noget helt andet,” fortsatte Stubbs og vendte sig mod Fabian. ”Jeg lå ganske vist og småslumrede deroppe i cockpittet og kan jo have taget fejl, men jeg er ret sikker på, at jeg hørte en bil standse herude, ikke mere end et par minutter inden du kom. Det var vel ikke tilfældigvis dig?”

”Jo, formentlig.”

”Så du kørte hele vejen herhen?”

”Ja. Og hvad så?”

Stubbs lukkede øjnene og rystede på hovedet. Sekundet efter var hun på vej ud, og inden Fabian var nået op i cockpittet, var hun allerede nede på jorden og satte halvt i løb mod hans bil, der stod parkeret en halv snes meter derfra.

Han skulle til at råbe efter hende og spørge, hvad hun havde gang i, men indså i samme øjeblik, hvad det drejede sig om, og skyndte sig i stedet ned. Pludselig kunne han se den skæbnesvangre fejltagelse, han netop havde begået, så klart og tydeligt, at det gjorde ondt.

Hvor længe?

Spørgsmålet gav ekko i ham på vej mod bilen, og da han nåede frem, lå Stubbs allerede på ryggen og pressede hovedet ind under bilens bagparti. Bekymringen havde været der hele tiden, og i løbet af de seneste døgn var den taget til i styrke som et forestående uvejr. Alligevel havde tanken ikke engang strejfet ham.

Han kunne ikke afgøre, hvor længe han ventede, før Stubbs endelig var færdig og rejste sig op.

”Præcis som jeg frygtede,” sagde hun kort.

Hvert eneste af hendes ord føltes som et slag i ansigtet. Fire lussinger i hurtig rækkefølge.

Hun viste ham den lille sorte plastikpuck. ”Jeg forstår ærlig talt ikke, hvad du tænkte på.”

Han kiggede på den batteridrevne sporingssender i hendes hånd, og spørgsmålet, som havde givet ekko inden i ham, lige siden hun havde forladt båden og var styrtet afsted mod bilen, nåede nu sit crescendo.

Hvor længe?

Hvor længe havde den siddet der?

Hvor længe havde Molander vidst det?

7

Han studerede billedet af den nyklippede hvide puddelhund, som stod på bagbenene og kiggede lige ind i kameraet med sine sorte øjne og hovedet lidt på skrå. Præcis som der stod i instruktionerne på hans hjemmeside, havde hundens kvindelige ejer, det var næsten altid kvinden, placeret den foran en ensfarvet baggrund.

Det var ikke, fordi han havde noget imod hunde, men netop puddelhunden var nok den hunderace, han brød sig allermindst om. Den duede ikke til andet end at gå rundt og være nuttet, og ikke engang det kunne den finde ud af. Alligevel var det utvivlsomt den race, han oftest modtog billeder af. Portrætbilleder, hvor han skulle klippe hunden ud og klistre den ind på en af de mange baggrunde, man kunne vælge imellem på hans hjemmeside.
4.000 kroner tog han sig betalt for ulejligheden. Ville man derudover have billedet printet og monteret i en guldramme, måtte man punge ud med mindst 1.500 mere alt afhængigt af størrelsen. Så han klagede ikke. Generelt havde han meget lidt at klage over.

Lige siden han for fem uger og en dag siden havde kastet terningerne for første gang, havde livet været som én lang svimlende rutsjebanetur af oplevelser, hvilket var lige det, han havde været ude efter. Hver eneste opgave, terningerne havde givet ham, havde han gennemført efter allerbedste evne, og på trods af at visse af dem havde været på grænsen til det umulige, havde han fuldført dem.

Indimellem havde han ment, at terningen tog fejl, at den ville alt for meget på samme tid, at den komplicerede tingene unødigt meget, eller at den havde været alt for ondskabsfuld og uretfærdig.

Men nu kunne han tydeligt se, at den havde haft ret hver gang. Havde det ikke været for de mange X’er, som havde bidraget med alle de forskellige tillægsopgaver, ville politiet sikkert være kommet væsentlig længere med deres efterforskning. Måske ville han endda allerede have været pågrebet.

Den eneste opgave, som var mislykkedes, var den seksårige pige Ester Landgren. Hun burde være blevet druknet, i stedet var hun stadigvæk i live. Problemet var, at terningen havde beordret ham til at lade en udenforstående udføre opgaven. Var han selv blevet betroet den, ville pigens forældre nu have været i fuld gang med at planlægge begravelsen.

Han havde endda fundet den perfekte kandidat i den pædofile Assar Skanås, som på det tidspunkt havde været efterlyst. Ved et usandsynligt held, hvor tilfældigheden havde fejret flere triumfer til hans fordel, var det lykkedes ham at få fat i Skanås, inden politiet havde taget ham. Så langt, så godt.

Det var derefter, tingene var begyndt at gå galt. Blandt andet havde hende politikvinden Irene Lilja, der havde kaldt ham ind til afhøring, pludselig stået og ringet på hans dør, imens Skanås havde ligget bagbundet i hans seng og lyttet til sine stemmer.

Han kunne ikke forstå, hvordan de havde fundet ham, og efter at have ransaget sig selv og alle sine forehavender og gennemgået præcist, hvad han havde sagt og ikke sagt under afhøringen, var han kommet frem til, at den eneste rimelige forklaring var Skanås’ mobiltelefon.

Den havde han ikke skænket en tanke, før han havde hjulpet ham ud af bilen hernede på gaden uden for hoveddøren. På det tidspunkt havde batteriet været så godt som dødt, men åbenbart havde det været nok til, at politiet kunne spore sig frem til dens seneste position.

Han havde derfor besluttet at sørge for, at mobilen var fuldt opladet og tændt, da det var blevet tid til at sende Skanås afsted på sin opgave. Idéen var gået ud på, at politiet igen skulle lokalisere den og denne gang ovenikøbet finde og pågribe ham. Men først når han var færdig med pigen. Ikke midt i akten. Hvordan skulle han kunne vide, at pædofilspasseren skulle bruge mere end to timer på at gøre sig klar?

Uanset hvad var det hans fejlbedømmelse. Et nederlag, der gnavede som en sten i skoen, hvilket gjorde, at han i de seneste døgn ikke kunne slippe tanken om, hvordan han kunne rette op på fejlen. Men der var ingen regel om, at man bare kunne gå ind og fikse diverse ting og sager bagefter. Desuden var det i bund og grund ikke hans opgave, hvilket var hele pointen med tillægget fra X-bogen.

På den anden side kunne det vel ikke skade at spørge terningen og se, hvad den mente om situationen? Det var trods alt den, som tog beslutningerne, og måske var den enig med ham i, at noget burde gøres, inden de kunne gå videre.

Han prøvede at tænke på noget andet og fortsatte med puddelhunden, som kvinden havde valgt skulle sidde foran slottet i Versailles. Men så snart billedet var færdigt og sendt afsted, begyndte hans tanker igen at kredse om den ufuldbyrdede opgave, og han erkendte til sidst, at de kun kunne bringes til ro på én måde, hvorefter han tog sin samling af sekssidede præcisionsterninger i anodiseret aluminium frem.

Han valgte en af dem for at få svar på, om han overhovedet skulle gå videre. En etter, toer eller treer svarede til et ja, og en firer, femmer eller sekser betød nej. Efter at have rystet terningen et godt stykke tid kastede han den ned på den udspændte grønne filtdug.

En toer.

Terningen ville med andre ord gerne spørges. Han tog den derfor op igen, lukkede øjnene, mens han rystede den, og slap den til sidst fri. Tilbage var der kun at åbne øjnene og se, om den havde sagt ja eller nej. Kun og kun, tænkte han og holdt øjnene lukkede. For Ester Landgren var det trods alt en opvækst og hovedparten af et liv, der stod på spil.

Han skulle lige til at åbne øjnene, da dørklokkens enerverende lyd bredte sig gennem lejligheden og hele vejen ind til ham. Det skete næsten aldrig, at nogen ringede på, og selvom han bare kunne ignorere det og fortsætte med sit forehavende, var stemningen ødelagt.

Han havde brug for fred og ro for at kunne nyde terningernes udslag. Hvis det bare blev jabbet igennem, forsvandt hele pointen. Han rejste sig op og fortsatte ud gennem soveværelset og videre ud i entréen, hvor dørklokken nu ringede stødvist og aggressivt.

Med en forsigtig bevægelse lettede han på draperiet, der hang foran døren, og da han havde forsikret sig om, at vedkommende på den anden side ikke havde åbnet brevsprækken og kiggede ned på gulvet, tog han et skridt ind mellem draperiet og døren og trykkede ansigtet mod dørspionen.

Allerede da det var begyndt at kime, havde han haft sine mistanker.

Formentlig var det derfor, han ikke bare havde kunnet fortsætte legen med terningen. Nu fik han dem i stedet bekræftet, hvilket ikke føltes spor bedre.

Det var den satans politikvinde Irene Lilja igen. For anden gang i dag stod hun bare der og ringede på, som om hun ikke havde tænkt sig at give op, før han åbnede. Han kunne ikke begribe, hvordan hun havde fundet ham. Okay, hun havde været her en enkelt gang i jagten på Skanås. Men ham havde de jo pågrebet for flere dage siden.

Det hele var særdeles mærkværdigt. Hvis politiet på nogen måde havde den mindste mistanke mod ham, burde de have sendt en stor indsatsstyrke og ikke en enkelt politibetjent i civil.

Han havde overvejet at afinstallere dørklokken efter hendes seneste besøg, men det ville afsløre, at han rent faktisk befandt sig i lejligheden, og risikerede kun at øge hendes interesse. I stedet forlod han entréen og lagde sig i sofaen for at vente på, at hun atter blev træt og gav op. Men hvis hun fortsatte med at terrorisere ham, ville han være nødt til at gøre noget ved det.

Syv minutter senere sænkede stilheden sig endelig over lejligheden igen, og så snart han nogenlunde havde genfundet sindsroen, rejste han sig op fra sofaen og gik tilbage til terningen.

Og der lå den med sit udslag. Sin dom.

En etter.

Han slog en lille latter op og tørrede sveden af panden. Terningen havde givet ham et rungende ja. Endelig var den med ham igen. Endelig skulle fejlen udbedres og ordenen genoprettes.

Endelig.

Du kan købe X måder at dø på online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Studentermedhjælper/læsehest hos Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Født og opvokset med et lånerkort i hånden, hvilket har ledt til en stor kærlighed for (og dyb afhængighed af) bøger. På Bog.dk lægger jeg lidt af hvert op – fx opskrifter, artikler samt quizzer om alt fra dyrerekorder til H.M. Dronningen.