I biografien Sort-hvid fortæller Klavs Bruun Jørgensen om sin karriere i håndbold – både på banen og uden for som træner for blandt andet kvindelandsholdet. Læs her om det dramatiske sammenstød med spillerne.
I en lang årrække har Klavs Bruun Jørgensen været fremtrædende på den internationale håndboldscene. I Sort-hvid – Kompromisløs, kantet og klogere med tiden fortæller han levende om sin tid i blandt andet Virum-Sorgenfri, GOG, FCK og AG København og på det danske landshold.
LÆS OGSÅ: Håndboldherrerne: Joachim Boldsen fortæller om sin bedste kamp
Som træner for blandt andet AG København, Team Tvis Holstebro og det danske kvindelandshold, er Klavs Bruun Jørgensen blevet kendt som en kompromisløs og temperamentsfuld lederfigur. I Sort-hvid lægger han for første gang kortene på bordet, og fortæller historien om sin karriere med ærlighed.
Heriblandt det dramatiske sammenstød med kvindelandsholdet, som du kan læse om i uddraget herunder.
Klavs Bruun Jørgensen
Sort-hvid – Kompromisløs, kantet og klogere med tiden
KAPITEL 12
Slagtet af et brev
Jeg greb min telefon og fandt ‘Ulrik Wilbek’ under kontakter.
Jeg ringede, men han svarede ikke. Jeg ringede igen. Og igen. Stadig intet svar.
‘For helvede – ta’ den nu!’ tænkte jeg, mens mit hoved var ved at implodere af raseri.
Mine spillere havde sendt mig et brev på tre sider med en sønderlemmende kritik af min person, mine trænerevner, min kommunikation – ja, nærmest alt. Det ville jeg fandeme ikke finde mig i. Det var et fuldstændig uhørt angreb på mig som landstræner. Spillerne havde savet mig i stumper og stykker.
‘Evaluering’ kaldte de det. Ja, goddag mand! Kan I stave til ‘karaktermord’? Jeg vidste godt, der ville komme et brev her i starten af maj 2016. Jeg havde talt med Pernille Holmsgaard og Stine Jørgensen, og de fortalte, spillerne var gået sammen om at skrive en – uopfordret – skriftlig evaluering efter den første tid med mig som landstræner. Og ja, gu’ var vi da alle sammen skuffede, efter at vi havde kikset i OL-kvalifikationen i marts.
Vi var hårdt ramt af skader, og selvom vi havde hjemmebanefordel i Aarhus, tabte vi både til Rumænien og Montenegro og missede dermed muligheden for at komme med til De Olympiske Lege i Rio. Det gjorde ondt og var ikke just den oprejsning, vi havde drømt om efter VM-exit i kvartfinalen på hjemmebane, og jeg var selvfølgelig vildt træt af det.
Men derfra og så til det, der ramte mig nu – det havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig.
Jeg havde lyst til at slette mailen, sige ‘fuck jer’ og komme videre i mit liv. Hvad fanden bildte de sig ind? Jeg var fuldstændig rødglødende og rystet over, at man kunne få sig selv til at skrive sådan om mig – og også Søren Herskind for den sags skyld. Der var nogle få punkter omkring mængden af information, som var fair nok. De ville gerne have mere information, og det kunne de sagtens få. Men så var der så meget lort, der ikke gav nogen mening og var taget ud af sammenhæng. Jeg blev udstillet som en total tosse.
‘Hvad fanden laver I? Er I fuldstændig blæste? Er det første gang, I er til en slutrunde? Har I slet ingen idé om, hvordan det er på højeste niveau? Hvor gamle er I egentlig?’ kværnede det i mit hoved.
Et af de mest grelle eksempler var, at nogen påstod, de var blevet tvunget til at se DM-finalen fra 1997, hvor Søren og jeg vandt guld med Virum.
Men den rigtige historie er, at vi havde haft en træning til den seneste samling, hvor der nærmest ikke var nogen, der kunne træne på grund af skader. På et tidspunkt løb jeg rundt med Kristina Kristiansen og lavede noget individuel træning omkring, hvordan hun kunne bruge sin underhånd til at finte et indspil. Jeg elskede den der slags små tekniske nørderier. Jeg vidste, der var et eksempel fra vores finale, hvor jeg gjorde det – så kunne Kristina se, hvad jeg mente. Og grine ad, at vi var blevet nogle gamle mænd, der bevægede os anderledes engang for mange år siden.
Senere den dag havde vi så haft taktik frem mod den næste kamp, og bagefter smækkede jeg 97-finalen på for at vise Kristina det. Hele holdet blev siddende, hvilket jeg studsede lidt over. Men de virkede til at synes, det var sjovt. Jeg blev også selv hængende og så det og grinede lidt ad det. På et tidspunkt kom Rikke Poulsen hen og spurgte:
‘Skal vi se det der?’
‘Nej, nej, I kan bare gå,’ svarede jeg.
Alligevel var der en hel del, der blev siddende. Helt frivilligt.
I brevet fremgik det, at de var blevet sat til at se vores DM-finale, og at det var ‘useriøst’. Jamen for fanden – det kan man jo ikke arbejde med! Det var jo lodret løgn.
De beskyldte mig også for at give op i den sidste timeout mod Rumænien i OL-kval’en. Jeg vil ALTID vinde og jagter den sidste mikroskopiske chance i hver eneste kamp. Og hvis man ser den timeout, de refererer til, passer deres anklage simpelthen heller ikke.
Den slags var der meget af, og det gjorde vildt ondt på min faglige stolthed og min forfængelighed.
Jeg var jo godt klar over, at det ville ramme medierne på et tidspunkt, for det her hold havde en historik for at være hullet som en si, når det gjaldt om at holde ting internt. Det her fandtes jo på skrift, og der var mange, som var i besiddelse af det, så selvfølgelig ville det komme frem, og så ville jeg blive hængt godt og grundigt til tørre.
Jeg orkede ikke mere. De måtte passe sig selv. Det var derfor, jeg havde ringet til Ulrik for at sige, han kunne rive min kontrakt i stykker – og hellere i går end i dag. Men snu som han er, havde han ikke taget den. Det fortalte han mig, da han ringede tilbage hen på eftermiddagen. Brevet var også sendt til ham, og han havde læst det, da jeg ringede.
‘Da jeg så dit navn på telefonen, vidste jeg godt, hvad du ville. Så det var med vilje, jeg ikke tog den. Jeg tænkte, du lige skulle have lidt tid, for ellers skulle jeg på jagt efter en ny landstræner,’ sagde han og grinede.
Ulrik forsøgte at berolige mig og bad mig trække vejret, så vi lige kunne snakke om det hele. Det var han god til, den slags, og det tog lige toppen af det hele.
‘Læs det lige igennem igen og se på de ting, du kan bruge. Det andet bliver du nødt til at se fuldstændig bort fra,’ var hans råd.
Men det var sgu lettere sagt end gjort. I starten så jeg ikke særlig meget konstruktivt.
De angreb mig på nogle områder, som var helt i strid med, hvordan jeg er som menneske. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre de fleste af de ting, der stod, og det var fuldkommen absurd at blive beskyldt for det.
‘Enten lyver I, så vandet driver, eller også lever vi i to fuldstændig forskellige verdener,’ tænkte jeg.
Jeg ringede til Søren, og han var også helt oppe i det røde felt. Først og fremmest fattede vi ingenting af kritikken. Men vi var også virkelig forundrede over, at man ikke var kvinde nok til at sige det direkte til mig og Søren. Vi havde gjort meget ud af at sige, at de bare kunne komme, hvis der var noget. Og vi havde Mette med, så der kunne være en anden indgang, hvis man var tryg ved det.
Vi vidste, at vi som to mænd ikke havde adgang til omklædningsrummet eller på samme måde var en del af det sociale liv, som vi havde været vant til i for eksempel AGK. Så vi kunne ikke opfange de signaler, som man nogle gange gør i omklædningsrummet, hvor stemningen er lidt mere afslappet. Derfor skulle Mette være et bindeled.
Jeg kan godt fortryde, vi ikke tvang dem noget mere sammen under VM og de efterfølgende samlinger, i stedet for at de bare fik lov til at stryge af sted efter aftensmad og passe sig selv.
Vi burde have lavet nogle sociale ting, det kunne måske have skabt en større forståelse for, hvem vi hver især var. Og de kunne have fundet ud af, at jeg ikke var den psykopat, de beskrev i brevet. Men omvendt tvivler jeg på, at det havde hjulpet ret meget. Brevet virkede til at bære præg af, at nogen vidste, at der højst sandsynligt ville ske ændringer, hvor de risikerede at ryge ud af truppen, så derfor var der en form for bitterhed.
Alle de tanker gik jeg med i en måned, før vi skulle samles to uger i Vejle i forbindelse med nogle EM-kvalkampe. Samtidig ventede jeg på, at historien ramte medierne. Timingen kunne næsten ikke være mere elendig, for det skete, aftenen før vi skulle mødes i Vejle.
En journalist fra Ekstra Bladet havde opsnuset, at der fandtes et brev og havde fået kendskab til dele af indholdet. Så han ringede og stillede mig nogle spørgsmål – jeg svarede så kortfattet, som jeg kunne, og afviste at kommentere på indholdet, fordi det var internt. Og så var historien ellers ret hurtigt over det hele. Og det ville på ingen måde stoppe her, for alle ville jagte brevet nu, vidste jeg.
Det var en lidt tung viden at køre mod Jylland med dagen efter, hvor Søren, Mette og jeg fulgtes ad. Vi havde lovet Ulrik, at vi ville kigge spillerne i øjnene og høre, hvad der var op og ned. Og så måtte vi tage stilling til vores skæbne derefter. Da vi kom derover, blev vi hurtigt samlet i et mødelokale, og at kalde det en ‘speciel stemning’ er sateme en underdrivelse. Ulrik prøvede at bløde det hele lidt op, men selv for ham var det svært at skabe en forsonende stemning.
Som jeg tidligere har været inde på, lægger jeg ikke skjul på mine følelser, og om man så var blind og døv, kunne man ikke være i tvivl om, hvordan jeg havde det, da jeg sad der.
Vi gennemgik nogle af punkterne sammen med spillerne. Jeg sagde, jeg ikke kunne se, at der var hoved og hale i det, de havde sat sammen. Men helt ærligt, så har jeg svært ved at huske ret meget af det, der blev sagt. Jeg havde det på samme måde, som da mine børn havde kolik. Jeg fortrængte det hurtigst muligt – det var min måde at overleve på. Jeg skulle trods alt træne dem nogle timer senere, hvis mødet endte med, at jeg fortsatte. Men jeg kan huske, at jeg sluttede af med at sige, at jeg var klar til at trække stikket øjeblikkelig:
‘Hvis I ikke ønsker mig som træner, skal I bare sige til. Så stopper jeg med det samme. Jeg er her ikke for min egen skyld, men for jeres.’
Hvis bare én spiller havde rejst sig op og sagt, at hun gerne ville have en ny træner, så var jeg gået på stedet. Men det krævede jo cojones på en anden måde end at sende et brev, og der var ingen, der gjorde noget.
Udgangen blev, at spillerne skulle sidde og diskutere, hvad de gerne ville, mens Søren og jeg forlod lokalet.
Vi var ikke blevet mindre rystede, da vi sad ude i foyeren. Det var jo et vildt besynderligt scenarie, at vi sad der og ventede på vores dom.
Efter cirka en halv time blev vi kaldt ind igen. Spillerne havde besluttet, at de gerne ville fortsætte med os.
‘Okay. Lad os komme videre i programmet så,’ tænkte vi.
Men en eller anden – jeg aner ikke hvem – havde fået en vanvittig idé om at trække pinen ud i endnu længere tid. På den mest groteske måde, jeg kunne forestille mig. Vi blev placeret på nogle stole i midten af lokalet, og hver enkelt spiller havde så fået en post-it, hvor de skulle skrive en positiv ting om det at have os som trænere. Så skulle de én efter én gå hen til os og klistre post-it’en på os og læse indholdet højt. ‘Engagement’ og ‘stiller høje krav’ var nogle af de ord, der blev nævnt. Ikke at det betød en skid.
Jeg var ved at dø, da vi sad der. Plastret til med gule sedler. Det var i en god mening, men det var decideret ubehageligt. Mest af alt havde jeg lyst til at sige: ‘I er nogle fucking kujoner. Hvorfor fanden kunne vi ikke bare have taget snakken sammen? I stedet for alt det her pis.’
Da vi kom ud derfra, krøllede vi de post-its sammen, og så røg de i skraldespanden hurtigst muligt. Vi havde slet ikke overskud til at se det positive i det. Det var jo også et tydeligt tegn på, at de overhovedet ikke kendte os eller vidste, hvordan vi var som typer. Vi havde heller ikke tilbragt særlig meget tid sammen endnu, selvom der havde været store begivenheder med VM og OL-kval.
Min stolthed gjorde, at jeg gerne ville gå spillerne på klingen. Jeg havde stadig mest af alt lyst til at gå brevet igennem punkt for punkt og pille det hele fra hinanden, men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, kunne jeg lige så godt bare stoppe.
Søren og jeg talte om, at vi måtte sluge den her kamel og så glæde os over, at spillerne indtil videre virkede til at holde sammen. For hvis der opstod for mange sprækker hos dem, ville det smadre tingene endnu mere og blive ekstremt svært at få skabt et sammenhold i den her gruppe. Så ville jeg hellere have, at de var enige om, at jeg var stjernepsykopat, men stadig gerne ville have mig som træner. Jeg var sikker på, at de nok skulle få øjnene op for, at de ikke havde fået den rigtige opfattelse af mig.
Sort-hvid af Klavs Bruun Jørgensen
Sort-hvid – Kompromisløs, kantet og klogere med tiden er Klavs Bruun Jørgensens ærlige og inspirerende fortælling om et langt liv og karriere indenfor håndboldens verden.
Læs om hans tid som spiller i bl.a. GOG, FCK og AG København og på det danske landshold, eller hans karriere som træner for AG København, Team Tvis Holstebro og det danske kvindelandshold. Både som spiller og træner blev han kendt som en kompromisløs og temperamentsfuld lederfigur.
Kom tæt på Klavs Bruun Jørgensens barndom, som var præget af at være en diagnosticeret ballademager, med hang til hash og alkohol. Og hvordan det er at slå sig på sine egne kanter som voksen.
I biografien Sort-hvid fortæller Klavs Bruun Jørgensen om sin karriere i håndbold – både på banen og uden for som træner for blandt andet kvindelandsholdet. Læs her om det dramatiske sammenstød med spillerne.
I en lang årrække har Klavs Bruun Jørgensen været fremtrædende på den internationale håndboldscene. I Sort-hvid – Kompromisløs, kantet og klogere med tiden fortæller han levende om sin tid i blandt andet Virum-Sorgenfri, GOG, FCK og AG København og på det danske landshold.
LÆS OGSÅ: Håndboldherrerne: Joachim Boldsen fortæller om sin bedste kamp
Som træner for blandt andet AG København, Team Tvis Holstebro og det danske kvindelandshold, er Klavs Bruun Jørgensen blevet kendt som en kompromisløs og temperamentsfuld lederfigur. I Sort-hvid lægger han for første gang kortene på bordet, og fortæller historien om sin karriere med ærlighed.
Heriblandt det dramatiske sammenstød med kvindelandsholdet, som du kan læse om i uddraget herunder.
Du kan købe Sort-hvid – Kompromisløs, kantet og klogere med tiden online, fx. hos Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel.
Klavs Bruun Jørgensen
Sort-hvid – Kompromisløs, kantet og klogere med tiden
KAPITEL 12
Slagtet af et brev
Jeg greb min telefon og fandt ‘Ulrik Wilbek’ under kontakter.
Jeg ringede, men han svarede ikke. Jeg ringede igen. Og igen. Stadig intet svar.
‘For helvede – ta’ den nu!’ tænkte jeg, mens mit hoved var ved at implodere af raseri.
Mine spillere havde sendt mig et brev på tre sider med en sønderlemmende kritik af min person, mine trænerevner, min kommunikation – ja, nærmest alt. Det ville jeg fandeme ikke finde mig i. Det var et fuldstændig uhørt angreb på mig som landstræner. Spillerne havde savet mig i stumper og stykker.
‘Evaluering’ kaldte de det. Ja, goddag mand! Kan I stave til ‘karaktermord’? Jeg vidste godt, der ville komme et brev her i starten af maj 2016. Jeg havde talt med Pernille Holmsgaard og Stine Jørgensen, og de fortalte, spillerne var gået sammen om at skrive en – uopfordret – skriftlig evaluering efter den første tid med mig som landstræner. Og ja, gu’ var vi da alle sammen skuffede, efter at vi havde kikset i OL-kvalifikationen i marts.
Vi var hårdt ramt af skader, og selvom vi havde hjemmebanefordel i Aarhus, tabte vi både til Rumænien og Montenegro og missede dermed muligheden for at komme med til De Olympiske Lege i Rio. Det gjorde ondt og var ikke just den oprejsning, vi havde drømt om efter VM-exit i kvartfinalen på hjemmebane, og jeg var selvfølgelig vildt træt af det.
Men derfra og så til det, der ramte mig nu – det havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig.
Jeg havde lyst til at slette mailen, sige ‘fuck jer’ og komme videre i mit liv. Hvad fanden bildte de sig ind? Jeg var fuldstændig rødglødende og rystet over, at man kunne få sig selv til at skrive sådan om mig – og også Søren Herskind for den sags skyld. Der var nogle få punkter omkring mængden af information, som var fair nok. De ville gerne have mere information, og det kunne de sagtens få. Men så var der så meget lort, der ikke gav nogen mening og var taget ud af sammenhæng. Jeg blev udstillet som en total tosse.
‘Hvad fanden laver I? Er I fuldstændig blæste? Er det første gang, I er til en slutrunde? Har I slet ingen idé om, hvordan det er på højeste niveau? Hvor gamle er I egentlig?’ kværnede det i mit hoved.
Et af de mest grelle eksempler var, at nogen påstod, de var blevet tvunget til at se DM-finalen fra 1997, hvor Søren og jeg vandt guld med Virum.
Men den rigtige historie er, at vi havde haft en træning til den seneste samling, hvor der nærmest ikke var nogen, der kunne træne på grund af skader. På et tidspunkt løb jeg rundt med Kristina Kristiansen og lavede noget individuel træning omkring, hvordan hun kunne bruge sin underhånd til at finte et indspil. Jeg elskede den der slags små tekniske nørderier. Jeg vidste, der var et eksempel fra vores finale, hvor jeg gjorde det – så kunne Kristina se, hvad jeg mente. Og grine ad, at vi var blevet nogle gamle mænd, der bevægede os anderledes engang for mange år siden.
Senere den dag havde vi så haft taktik frem mod den næste kamp, og bagefter smækkede jeg 97-finalen på for at vise Kristina det. Hele holdet blev siddende, hvilket jeg studsede lidt over. Men de virkede til at synes, det var sjovt. Jeg blev også selv hængende og så det og grinede lidt ad det. På et tidspunkt kom Rikke Poulsen hen og spurgte:
‘Skal vi se det der?’
‘Nej, nej, I kan bare gå,’ svarede jeg.
Alligevel var der en hel del, der blev siddende. Helt frivilligt.
I brevet fremgik det, at de var blevet sat til at se vores DM-finale, og at det var ‘useriøst’. Jamen for fanden – det kan man jo ikke arbejde med! Det var jo lodret løgn.
De beskyldte mig også for at give op i den sidste timeout mod Rumænien i OL-kval’en. Jeg vil ALTID vinde og jagter den sidste mikroskopiske chance i hver eneste kamp. Og hvis man ser den timeout, de refererer til, passer deres anklage simpelthen heller ikke.
Den slags var der meget af, og det gjorde vildt ondt på min faglige stolthed og min forfængelighed.
Jeg var jo godt klar over, at det ville ramme medierne på et tidspunkt, for det her hold havde en historik for at være hullet som en si, når det gjaldt om at holde ting internt. Det her fandtes jo på skrift, og der var mange, som var i besiddelse af det, så selvfølgelig ville det komme frem, og så ville jeg blive hængt godt og grundigt til tørre.
Jeg orkede ikke mere. De måtte passe sig selv. Det var derfor, jeg havde ringet til Ulrik for at sige, han kunne rive min kontrakt i stykker – og hellere i går end i dag. Men snu som han er, havde han ikke taget den. Det fortalte han mig, da han ringede tilbage hen på eftermiddagen. Brevet var også sendt til ham, og han havde læst det, da jeg ringede.
‘Da jeg så dit navn på telefonen, vidste jeg godt, hvad du ville. Så det var med vilje, jeg ikke tog den. Jeg tænkte, du lige skulle have lidt tid, for ellers skulle jeg på jagt efter en ny landstræner,’ sagde han og grinede.
Ulrik forsøgte at berolige mig og bad mig trække vejret, så vi lige kunne snakke om det hele. Det var han god til, den slags, og det tog lige toppen af det hele.
‘Læs det lige igennem igen og se på de ting, du kan bruge. Det andet bliver du nødt til at se fuldstændig bort fra,’ var hans råd.
Men det var sgu lettere sagt end gjort. I starten så jeg ikke særlig meget konstruktivt.
De angreb mig på nogle områder, som var helt i strid med, hvordan jeg er som menneske. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre de fleste af de ting, der stod, og det var fuldkommen absurd at blive beskyldt for det.
‘Enten lyver I, så vandet driver, eller også lever vi i to fuldstændig forskellige verdener,’ tænkte jeg.
Jeg ringede til Søren, og han var også helt oppe i det røde felt. Først og fremmest fattede vi ingenting af kritikken. Men vi var også virkelig forundrede over, at man ikke var kvinde nok til at sige det direkte til mig og Søren. Vi havde gjort meget ud af at sige, at de bare kunne komme, hvis der var noget. Og vi havde Mette med, så der kunne være en anden indgang, hvis man var tryg ved det.
Vi vidste, at vi som to mænd ikke havde adgang til omklædningsrummet eller på samme måde var en del af det sociale liv, som vi havde været vant til i for eksempel AGK. Så vi kunne ikke opfange de signaler, som man nogle gange gør i omklædningsrummet, hvor stemningen er lidt mere afslappet. Derfor skulle Mette være et bindeled.
Jeg kan godt fortryde, vi ikke tvang dem noget mere sammen under VM og de efterfølgende samlinger, i stedet for at de bare fik lov til at stryge af sted efter aftensmad og passe sig selv.
Vi burde have lavet nogle sociale ting, det kunne måske have skabt en større forståelse for, hvem vi hver især var. Og de kunne have fundet ud af, at jeg ikke var den psykopat, de beskrev i brevet. Men omvendt tvivler jeg på, at det havde hjulpet ret meget. Brevet virkede til at bære præg af, at nogen vidste, at der højst sandsynligt ville ske ændringer, hvor de risikerede at ryge ud af truppen, så derfor var der en form for bitterhed.
Alle de tanker gik jeg med i en måned, før vi skulle samles to uger i Vejle i forbindelse med nogle EM-kvalkampe. Samtidig ventede jeg på, at historien ramte medierne. Timingen kunne næsten ikke være mere elendig, for det skete, aftenen før vi skulle mødes i Vejle.
En journalist fra Ekstra Bladet havde opsnuset, at der fandtes et brev og havde fået kendskab til dele af indholdet. Så han ringede og stillede mig nogle spørgsmål – jeg svarede så kortfattet, som jeg kunne, og afviste at kommentere på indholdet, fordi det var internt. Og så var historien ellers ret hurtigt over det hele. Og det ville på ingen måde stoppe her, for alle ville jagte brevet nu, vidste jeg.
Det var en lidt tung viden at køre mod Jylland med dagen efter, hvor Søren, Mette og jeg fulgtes ad. Vi havde lovet Ulrik, at vi ville kigge spillerne i øjnene og høre, hvad der var op og ned. Og så måtte vi tage stilling til vores skæbne derefter. Da vi kom derover, blev vi hurtigt samlet i et mødelokale, og at kalde det en ‘speciel stemning’ er sateme en underdrivelse. Ulrik prøvede at bløde det hele lidt op, men selv for ham var det svært at skabe en forsonende stemning.
Som jeg tidligere har været inde på, lægger jeg ikke skjul på mine følelser, og om man så var blind og døv, kunne man ikke være i tvivl om, hvordan jeg havde det, da jeg sad der.
Vi gennemgik nogle af punkterne sammen med spillerne. Jeg sagde, jeg ikke kunne se, at der var hoved og hale i det, de havde sat sammen. Men helt ærligt, så har jeg svært ved at huske ret meget af det, der blev sagt. Jeg havde det på samme måde, som da mine børn havde kolik. Jeg fortrængte det hurtigst muligt – det var min måde at overleve på. Jeg skulle trods alt træne dem nogle timer senere, hvis mødet endte med, at jeg fortsatte. Men jeg kan huske, at jeg sluttede af med at sige, at jeg var klar til at trække stikket øjeblikkelig:
‘Hvis I ikke ønsker mig som træner, skal I bare sige til. Så stopper jeg med det samme. Jeg er her ikke for min egen skyld, men for jeres.’
Hvis bare én spiller havde rejst sig op og sagt, at hun gerne ville have en ny træner, så var jeg gået på stedet. Men det krævede jo cojones på en anden måde end at sende et brev, og der var ingen, der gjorde noget.
Udgangen blev, at spillerne skulle sidde og diskutere, hvad de gerne ville, mens Søren og jeg forlod lokalet.
Vi var ikke blevet mindre rystede, da vi sad ude i foyeren. Det var jo et vildt besynderligt scenarie, at vi sad der og ventede på vores dom.
Efter cirka en halv time blev vi kaldt ind igen. Spillerne havde besluttet, at de gerne ville fortsætte med os.
‘Okay. Lad os komme videre i programmet så,’ tænkte vi.
Men en eller anden – jeg aner ikke hvem – havde fået en vanvittig idé om at trække pinen ud i endnu længere tid. På den mest groteske måde, jeg kunne forestille mig. Vi blev placeret på nogle stole i midten af lokalet, og hver enkelt spiller havde så fået en post-it, hvor de skulle skrive en positiv ting om det at have os som trænere. Så skulle de én efter én gå hen til os og klistre post-it’en på os og læse indholdet højt. ‘Engagement’ og ‘stiller høje krav’ var nogle af de ord, der blev nævnt. Ikke at det betød en skid.
Jeg var ved at dø, da vi sad der. Plastret til med gule sedler. Det var i en god mening, men det var decideret ubehageligt. Mest af alt havde jeg lyst til at sige: ‘I er nogle fucking kujoner. Hvorfor fanden kunne vi ikke bare have taget snakken sammen? I stedet for alt det her pis.’
Da vi kom ud derfra, krøllede vi de post-its sammen, og så røg de i skraldespanden hurtigst muligt. Vi havde slet ikke overskud til at se det positive i det. Det var jo også et tydeligt tegn på, at de overhovedet ikke kendte os eller vidste, hvordan vi var som typer. Vi havde heller ikke tilbragt særlig meget tid sammen endnu, selvom der havde været store begivenheder med VM og OL-kval.
Min stolthed gjorde, at jeg gerne ville gå spillerne på klingen. Jeg havde stadig mest af alt lyst til at gå brevet igennem punkt for punkt og pille det hele fra hinanden, men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, kunne jeg lige så godt bare stoppe.
Søren og jeg talte om, at vi måtte sluge den her kamel og så glæde os over, at spillerne indtil videre virkede til at holde sammen. For hvis der opstod for mange sprækker hos dem, ville det smadre tingene endnu mere og blive ekstremt svært at få skabt et sammenhold i den her gruppe. Så ville jeg hellere have, at de var enige om, at jeg var stjernepsykopat, men stadig gerne ville have mig som træner. Jeg var sikker på, at de nok skulle få øjnene op for, at de ikke havde fået den rigtige opfattelse af mig.
Sort-hvid af Klavs Bruun Jørgensen
Sort-hvid – Kompromisløs, kantet og klogere med tiden er Klavs Bruun Jørgensens ærlige og inspirerende fortælling om et langt liv og karriere indenfor håndboldens verden.
Læs om hans tid som spiller i bl.a. GOG, FCK og AG København og på det danske landshold, eller hans karriere som træner for AG København, Team Tvis Holstebro og det danske kvindelandshold. Både som spiller og træner blev han kendt som en kompromisløs og temperamentsfuld lederfigur.
Kom tæt på Klavs Bruun Jørgensens barndom, som var præget af at være en diagnosticeret ballademager, med hang til hash og alkohol. Og hvordan det er at slå sig på sine egne kanter som voksen.
Du kan købe Sort-hvid online, fx. på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: