Fagbøger

Da Ole Ritter slog timerekorden i Mexico City. Smuglæs i Mit Livs Løb

I Mit livs løb fortæller 20 af de største navne i dansk
cykelsport om store sejre, spændende spurter, slemme styrt, taktiske spil og øjeblikke, der har defineret deres karrierer. Spænd hjelmen, og kom med helt ind i feltet og på en fascinerende rejse gennem 50 års cykelhistorie.

Mit livs løb

De fleste cykelfans har deres favoritsejre, men hvad siger cykelstjernerne egentlig selv?

Hvad betragter de som deres vildeste oplevelse på cyklen? Det svarer de på i Mit livs løb, hvor nuværende og pensionerende danske cykelstjerner hvert får et kapitel til at fortælle om et cykeløjeblik, der har sat sig særligt fast hos dem selv.

Læseren kommer både med en rejse tilbage i tiden med koryfæer som Ole Ritter og Niels Fredborg, ud til forårsklassikere og etapeløb med Rolf Sørensen, Brian Holm og Jesper Skibby og med til nutidige triumfer sammen med Jakob Fuglsang, Magnus Cort og Chris Anker.

Du kan købe Mit livs løb online, bl.a. på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 8. oktober 2019.


Anders Hjort & Nikolaj Albrectsen

Mit livs løb



OLE RITTER

TIMEREKORDEN I MEXICO CITY

10. OKTOBER 1968

DEN LÆNGSTE TIME

Ole Ritter ville have så mange tilskuere og journalister til
stede som muligt, når han skulle slå timerekorden. Derfor
rejste han til Mexico, hvor han dagen før OL udførte en
bedrift, der gav genlyd over hele verden.

DET VAR FØRSTE GANG i verdenshistorien, at nogen var taget til Mexico for at slå timerekorden. Og jeg ville have den rekord. Alle de store stjerner gennem tiderne havde haft den. Jeg var god til at køre enkeltstart, og hvis man satte den rekord, så slog man sit navn fast én gang for alle.

Jeg havde det aldrig sådan: Hvis jeg nu slår rekorden. Jeg vidste, at jeg kunne, og jeg havde kun det i tankerne, at når nu jeg slog rekorden, hvornår og hvor skulle det så være?

Jeg bestemte mig for at det skulle være i Mexico City i 1968, samtidig med at der blev afholdt OL. I 1967, da jeg vandt en enkeltstart i Giro d’Italia, bemærkede Jacques Anquetil, min store helt, som havde timerekorden fra 1956 til 1958, at han var sikker på, at jeg kunne slå den. Det gav noget ekstra motivation, kan man sige, og da jeg så i 1968 vandt VM-sølv i forfølgelsesløb for professionelle i Rom, vidste jeg, at nu var det nu.

Jeg blev enig med mig selv om, at der skulle være så mange mennesker til stede som muligt, og så mange journalister som muligt, for jeg ville jo gerne gøre mig rigtig bemærket. Valget faldt på Velodromo Bicentenario, den 10. oktober 1968, dagen før OL-disciplinerne gik i gang, hvor jeg ikke kunne være med, fordi jeg kørte som professionel. Jeg skulle slå Ferdinand Brackes timerekord – i en by, der ligger 2.240 meter over havet.


Man kan, hvad man vil, hvis man vil det nok. Jeg kommer fra en fattig landmandsfamilie, og jeg begyndte at arbejde, da jeg var seks år. Men jeg har været heldig, at der altid har været nogle gode mennesker, der har taget sig af mig. Som 15-årig kom jeg i lære som pølsemager og måtte vaske trapper for at få råd til nyt tøj.

Min karriere som cykelrytter startede faktisk ved lidt af en tilfældighed. Da jeg var 18 år, havde jeg fået min første racercykel og skulle en tur i biografen. Jeg kørte ned ad Nørrebrogade, men punkterede på mit ene hjul. Først var jeg kørt fra politiet, fordi jeg ikke havde nogen lygter på, og så satte jeg cyklen ind hos en cykelsmed, der hed Helge Strømbæk. Vi stod lidt og snakkede.

”Jeg skal være cykelrytter,” sagde jeg.

”Det er sjovt,” sagde han. ”Jeg har altid ønsket mig at have fem unge mennesker i stald hos mig. Hvis I træner og gør som jeg siger, så bliver I eliteryttere inden for to år.”

Den var jeg med på. Men det var fandeme hårdt. Strømbæk satte os til fem gange om ugen at gå fra Nørrebro til Vedbæk, og så, om vinteren, til at tage avisruter. Op og ned til fjerde sal. Op og ned, op og ned. Strømbæk lærte mig også alt, jeg ved, om vejrtrækning. Jeg skulle tælle til 1, 2, 3, 4 og så trække vejret ind. Og så 1, 2, 3, 4 og puste ud. Hvis du gør det, ilter det din krop. Du får ilt ud til alle dine muskler, og så kører du stærkere, når du er på cyklen. Den måde at trække vejret på lå altid i min krop, helt uden at jeg tænkte over det. Jeg trækker stadig vejret sådan.


I 1964 mødte jeg Guido Costa, som var træner på det danske banelandshold.
Han blev en helt afgørende faktor i mit rekordforsøg. Han var med det samme overbevist om, at jeg kunne begå mig inden for tempokørsel. Jeg blev meget begejstret for ham og vice versa.

Costa gav mig stor inspiration og lavede målrettet træning og tidsprogrammer for mig. De gange jeg kørte på landevejen om formiddagen og på cykelbanen om eftermiddagen, skulle jeg varme op og køre efter et bestemt skema. Hvis jeg ikke holdt tidsskemaet, skulle jeg simpelthen stoppe med at køre flere omgange.

Mens jeg var amatør, kørte vi til Rom for at sætte verdensrekord på 100 kilometer. Der skete så det, at der kom et forfærdelig dårligt vejr, så vi ikke kunne køre. Vi tog tilbage til Zürich, hvor jeg på en indendørs cykelbane satte verdensrekord på både 5, 10 og 20 kilometer.

Det beviste, at vi ligesom havde noget at have vores drømme i, og Costa lagde en helt klar plan frem mod, at vi skulle til Mexico. Det var også Guido Costa, der skaffede mig kontakten til Luciano Parodi, som var sportsdirektør for Germanvox-Vega, som jeg skiftede til for at køre som professionel i Italien. I slutningen af december 1966 tog jeg toget til Novi Ligure i Piedmont, hvor jeg blev indlogeret.

Den førnævnte Giro i 1967 var mit første mål. Her var jeg oppe mod Felice Gimondi, Rudi Altig, Eddy Merckx og, ja, Jacques Anquetil. Den mest prestigiøse etape var enkeltstarten den 5. juni, 45 kilometer fra Mantova til Verona. Jeg vågnede klokken 07.10 den dag og rullede en let tur på 45 minutter for at komme i gang. Stemningen var nervøs og anspændt. Rudi Altig havde kørt vanvittig stærkt, 57.01, og det virkede helt umuligt at slå den tid. Men man kan, hvad man vil. Jeg trillede ned ad rampen og ud på brostenene langs rådhuset i Mantova, og så kørte jeg, alt hvad jeg kunne. På de sidste par kilometer i Veronas gader brugte jeg de sidste af min krops reserver. Jeg kørte 56.59 og slog både Anquetil, Merckx og Gimondi.

Mit livs løb
Ole Ritter gør sig klar på Velodromo Bicentenario i 1968.

Vi tog til Mexico i slutningen af september 1968. Vi fløj fra Milano til New York og så videre til Mexico City. Guido Costa var blevet landstræner for det italienske OL-hold, og dem havde jeg fået lov til at træne sammen med.

Den cykel, jeg skulle køre på til rekordforsøget, var fremstillet af Giacinto Benotto, som jeg havde mødt flere år tidligere. Han var flyttet til Mexico og havde startet sit eget cykelmærke.

Benotto havde også sat mig i kontakt med en mexicansk dame, som havde syet en fantomdragt. Hun havde taget en silketrøje og syet den fast i cykelbukserne med en lynlås bagi. Det virkede godt, for dragten gjorde, at jeg ikke havde nogen vindmodstand foran, og at der ikke sad noget og blafrede, da jeg kom op på cyklen. Det var jeg taknemmelig for.


Alt var planlagt ned til mindste detalje, da jeg kom ind på Velodromo Bicentenario. Vindforholdene i Mexico var bedst om formiddagen, så vi havde besluttet, at det var der, jeg skulle køre. Men idet jeg trådte ind på den ovale cykelbane, var det ikke til at komme til. De danske ryttere havde af den olympiske komite fået lov til at træne på cykelbanen, og ligegyldigt hvad vi sagde til dem, så nægtede de at flytte sig. Det gjorde mig vred. Alle ryttere i hele verden havde accepteret, at de ikke skulle træne på velodromen den dag, undtagen danskerne.

Heldigvis fortrak de til sidst, og lidt efter klokken ni kunne jeg begynde at gøre mig klar til rekordforsøget. Før det havde jeg spist godt, som jeg altid gør, pasta og bøf og bananer og æblestykker og små brød med ost og skinke og honning. Jeg havde også været igennem en ordentlig omgang med massøren. Jeg var klar.

I minutterne før startskuddet lød, lavede jeg de åndedrætsøvelser, Helge Strømbæk havde lært mig. 1, 2, 3, 4 og så trække vejret ind. 1, 2, 3, 4 og så puste ud. Der opstod langsomt et skift i bevidstheden, som om jeg var ved at gå i trance. Jeg lukkede verden ude, fokuserede på vejrtrækningen og havde Sinatras ”I’ve Got You Under My Skin” kørende på min indre pladespiller. Sinatra og Billie Holiday er for mig de helt store. Dem har jeg altid godt kunne lide at høre, og selv om jeg ikke kan alle teksterne til deres numre, så er det dem, jeg altid har haft i hovedet, når jeg cykler.

Guido Costa stod ved siden af mig: ”Hold rytmen, Ole,” sagde han.

Han talte ned fra 10. Og så kørte jeg.


I tidskørsel betyder rytmen alt. Du skal sørge for at komme ind i den med det samme og holde kadencen. Jeg kørte i forholdsvis små gear. Det gør, at hvis du går død, så kommer du altid igen. Hvis du kører i et større gear, så kommer du aldrig igen, hvis din krop syrer til. Og man får altid en syrekrise i løbet af den time.

Men jeg forsøgte at holde mig til planen. Jeg kørte efter Guido Costas nøje planlagte tidsskema, for hvis jeg holdt det præcist, og vidste, hvor jeg var hver omgang, når klokken slog, så vidste jeg, at jeg fulgte planen.

Undervejs rykkede Costa sig rundt på den olympiske velodrome og fløjtede, når jeg passerede ham. Ved at rykke sig viste han, om jeg var foran eller bagefter skemaet. Efter tre kilometer var jeg foran skemaet. Det kan være farligt, for hvis du lægger for hårdt ud, så risikerer du at gå kold.

Costa fik mig til at sætte farten lidt ned. Det gjorde jeg og forsøgte samtidig at holde min rytme. Men pludselig kom krisen. Min krop syrede helt til, og koldsveden bredte sig. Sadlen gjorde ondt. Jeg tog trykket fra sadlen og lagde mere kraft forover. Jeg satte tempoet op.

Da der var 12 minutter tilbage, var jeg 29 sekunder foran tidsskemaet. Hele min underkrop var i smerter, mens Sinatras ord bølgede igennem mig. Jeg kunne næsten ikke mærke mine lår længere. Jeg var ude over ydeevnen, og de sidste fem-seks minutter af løbet kan jeg intet huske fra.

Men til allersidst var det, som om jeg vågnede. Jeg hørte publikum, vinden, omgivelserne, råbene. Pistolen lød. Og de danske ryttere, der ikke havde gidet fjerne sig tidligere, fik lige en spytklat med på vejen, da jeg passerede dem.

Mit livs løb
Ole Ritter slår timerekorden i Mexico City, hvor han kører 48,653 kilometer.

Jeg satte timerekorden klokken 10.27 den dag. Jeg kørte 48.653 meter på en time, hvilket var 560 meter længere end Ferdinand Bracke. Jeg havde nok presset mig selv ud over, hvad jeg egentlig kunne. Jeg rullede en runde på velodromen og blev tiljublet, før min stab løftede mig op på deres skuldre efter italiensk tradition og bar mig rundt.

Inden jeg gjorde forsøget, havde alle mulige mennesker sagt: ”Det kan ikke lade sig gøre i den tynde luft.”

Da jeg så slog rekorden, sagde de: ”Det er klart, at du slog den, du var jo i Mexico.”

Sådan er det. Men jeg er sgu stolt af, hvad jeg opnåede.

Desværre gik det så utrolig hurtigt, da jeg kom af cyklen, at jeg faktisk ikke rigtig nåede at fejre, at jeg havde slået timerekorden. Jeg blev straks ført ned under banelegemet, fik nyt tøj på og afleverede min urinprøve. Allerede samme aften skulle jeg være tilbage i Europa, i Le Havre, hvor jeg havde kontrakt på et natløb.

Giacinto Benotto havde sørget for, at jeg kunne tage direkte ud i gaten og gå ombord på et fly fra Lufthansa. En time efter at jeg havde slået rekorden, var jeg ude af den olympiske cykelbane og på vej mod lufthavnen i Mexico City. Jeg nåede ikke engang at få min cykel med. Klokken 13.20 lettede jeg og fløj først til New York og derefter til Paris, hvor jeg landede klokken 21.25. Og så nåede vi frem lige før midnat for at køre det næste løb.


Ole Ritter ( født 1941) blev den første dansker, der slog timerekorden, og han var også den første dansker, der blev professionel i udlandet. I 1967 tog han til Italien og kørte som professionel frem til 1975 på forskellige italienske hold. I sit første år i Italien vandt han enkeltstarten på 16. etape i Giro d’Italia, og i 1973 blev han nummer syv samlet i løbet. Fra 1968 til 1972 var han indehaver af timerekorden. Han satte gennem karrieren ni verdensrekorder.

UDVALGTE TIMEREKORDER

1893: Henri Desgrange (Frankrig), 35,325 kilometer
1968: Ole Ritter (Danmark), 48,653 kilometer
2019: Victor Campenaerts (Belgien), 55,089 kilometer

Du kan købe Mit livs løb online, fx hos Saxo, eller i din lokale boghandel fra d. 8. oktober 2019.


LÆS OGSÅ: Bogen om Tour de France