Fagbøger Sundhed og livsstil

Joachim Boldsen fortæller om sin bedste kamp

Min bedste kamp, handbold, Jesper Noddesbo, Mikkel Hansen, Niklas Landin

I Min bedste kamp fortæller nuværende og pensionerede danske håndboldstjerner om deres absolut største håndboldøjeblik.


Læs et uddrag her, hvor Joachim Boldsen fortæller om kampen om EM-medaljerne i 2002, der var med til at bane vejen for dansk herrehåndbold.

Du kan købe Min bedste kamp online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.



Joachim Boldsen

Min bedste kamp


Danmark – Sverige, 31. januar 2002


FORBANDELSEN BRUDT

Joachim Boldsen var træt af at være en del af et landshold, der klarede sig elendigt til slutrunderne – og altid stod i skyggen af det succesfulde kvindelandshold, der vandt guldmedalje efter guldmedalje. Men så kom EM-slutrunden i 2002 og ændrede alt for en hel generation af mandlige håndboldspillere

DET VAR IKKE SVÆRT at mærke presset.

De næste par timer ville blive afgørende for, om vi løb ind i endnu en fiasko og skulle spille ligegyldige placeringskampe til en slutrunde, eller om vi endelig skulle få den succesoplevelse, der ville bevise over for os selv og vores omgivelser, at dansk herrehåndbold også kunne noget.

Vi havde vundet masser af opvarmnings- og træningsturneringer. ”Træningsverdensmestre”, kaldte nogle eksperter os hånligt. Vi manglede med andre ord gennembruddet på den store scene. Vi manglede at spille med om medaljerne.

Derfor løb jeg på banen i et stopfyldt Scandinavium i Gøteborg med en følelse af, at den sidste mellemrundekamp kunne blive afgørende for min og mine holdkammeraters landsholdskarriere. Det var vores eftermæle, der stod på spil. Enten ville vi gå ind i glemslen som endnu et dansk herrelandshold, der ikke vandt noget og bare var med ved slutrunderne – når vi altså overhovedet kvalificerede os – eller også kunne vi starte en ny æra og gøre en forskel for vores egen nutid og herrehåndboldens fremtid i Danmark.

Vi blev konstant sammenlignet med kvindelandsholdet, der vadede i succes og havde vundet både OL, VM og EM – OL og EM endda to gange. Det fyldte faktisk meget på holdet, at vi stod i skyggen af kvinderne, og der var ikke én af os, der ikke havde fået spørgsmålet: Ville I overhovedet vinde, hvis I skulle møde kvinderne? Selvfølgelig ville vi vinde. Det var og er et åndssvagt spørgsmål, for der er så stor fysisk forskel på kvinde- og herrehåndbold, at det slet ikke giver mening at forsøge et internt opgør. Men det ændrer ikke på, at kvinderne gjorde det fantastisk i den periode og på alle måder trak interessen for håndbold i Danmark. Derfor handlede det heller ikke om at tage noget fra kvinderne, men om at lægge noget til hos os selv, så vi ikke længere skulle stå på sidelinjen.

På den anden side af midterlinjen stod de forsvarende svenske europamestre, der havde taget EM-pokalen tre gange i træk. Sverige var på det tidspunkt et af verdens bedst spillende hold med navne som Stefan Lövgren, Staffan Olsson og Magnus Wislander, og ud over EM-titlerne rummede pokalskabet også blandt andet VM-guld i 1999, VM-sølv i 2001 og OL-sølv i 2000. Svenskerne var allerede sikret en plads i semifinalen, mens vi skulle bruge mindst det ene point for at gå videre og spille med om medaljerne.

***

Et par år før EM havde vi fået ny landstræner efter Keld Nielsen og en kort periode med Leif Mikkelsen. Han hed Torben Winther og kørte et nyt hold på banen. Jeg fik lov til at fortsætte som anfører og playmaker, og så kom den nye stamme på holdet til at hedde Kasper Hvidt på mål, Lars Christiansen og Søren Stryger på fløjene, Michael Knudsen på stregen, Lars Krogh Jeppesen, Klavs Bruun Jørgensen og jeg selv i bagkæden samt Lars Jørgensen som krumtap i forsvaret.

Helt fra starten lagde Torben Winther faktisk fundamentet for en spillertrup, der fungerede helt frem til EM i Norge i 2008. Vi spillede den første kamp under ham i marts 2000 og indledte med en storsejr over Tunesien.

Håndbold EM, Danmark Sverige: Joachim Boldsen (10) og Lars Jørgensen (6) jubler over Danmarks sensationelle sejr.

***

Den første alvorlige test kom i juni 2001, da vi skulle spille to kvalifikationskampe mod Bosnien om overhovedet at komme med til EM i Sverige. Den første kamp blev spillet i Sarajevo, og vi mødte et hold, der var total ukendt for os, men et hold vi burde kunne slå. Alligevel gik det ikke godt, da vi kom på banen til en infernalsk kulisse af 12.000 psykopattilskuere, der bare flippede fuldstændig ud i samtlige 60 minutter. Vi spillede dårligt og tabte med 19-18 i en kamp, hvor jeg scorede fem mål.

Alligevel rejste vi fra Balkan med en fornemmelse af, at vi nok skulle hive kvalifikationen hjem seks dage senere i Farum Arena, der på det tidspunkt også var min hjemmebane for Ajax-Farum. Men man kunne godt mærke på stemningen i truppen, at vores omdømme var på spil. Vi var samlet hele ugen op til kampen, og det var tydeligt på mediernes dækning, at vi ikke havde råd til endnu en fiasko som hold.

Det var vi heldigvis heller aldrig i nærheden af, for da kampen først kom i gang, var der ingen slinger i valsen. Vi vandt suverænt med 28-14, men oplevelsen blev desværre skæmmet af en række herboende bosniere, der slet ikke fattede, hvordan man skal opføre sig til en håndboldkamp. I Farum Arena er tilskuerne så tæt på banen, at man kan høre, hvad de råber – og flere af os, inklusive mig selv, blev simpelthen truet på livet. Det var helt håbløst og uden hold i virkeligheden, men politiet blev alligevel nødt til at fjerne de værste af dem.

Det kunne dog ikke overskygge den forløsningen. Vi var tilbage i det gode selskab efter at have misset VM i 2001 og kun fået en 10. plads til EM i 2000 – og for første gang fornemmede jeg også, at der på holdet var en tro på, at vi kunne gøre os gældende ved en slutrunde.

Det var den nyvundne spilleglæde, vi tog med os til Sverige. Selvfølgelig var der også stadig en vis usikkerhed. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at tænke på, at vi også med tidligere landshold havde spillet godt i kampene op til slutrunderne og så var gået ned, når det virkelig gjaldt.

***

De to første mellemrundekampe mod Tjekkiet og Ukraine vandt vi problemfrit, og derfor var der lagt op til drama i den sidste kamp.

Svenskerne lagde et stort pres på os fra starten af første halvleg, og selvom vi fulgte nogenlunde med, så var vi bagud med 14-11 ved pausen.

Alligevel snakkede vi i omklædningsrummet om, at det var sort uheld, at vi ikke var foran, og at vi sagtens kunne vende det her og sikre os en semifinaleplads. I anden halvleg arbejdede vi os stille og roligt ind på svenskerne, og det meste af tiden var vi faktisk foran med et enkelt mål.

Min rolle på holdet var at være en klassisk playmaker. Jeg dækkede den ene back i forsvaret og kunne levere individuelle præstationer i angrebet, men først og fremmest handlede det om at styre spillet og sætte de andre op. Men jeg vidste også, at det var min opgave at gå forrest, når der var brug for det.

Med seks-syv minutter tilbage af kampen var vi i undertal og kun foran med 24-23. Dommeren havde allerede armen oppe som tegn på, at der kunne blive dømt for passivt spil, hvert øjeblik det skulle være. Så da jeg fik bolden ude på højre back-positionen, tænkte jeg kun på at komme frem mod målet. Med samlede ben hoppede jeg forbi og over tre svenske parader og sendte bolden mod mål. Inde i kassen stod Peter Gentzel bare og lignede en, der troede, at bolden gik over mål. Men det gjorde den ikke. I stedet ramte bolden målrammen helt oppe i hjørnet og gik ind.

Vi var foran med to, 25-23. Og det er måske det vigtigste mål, jeg nogensinde har lavet. Føringen holdt kampen ud, og vi jublede, som om vi havde vundet EM, da dommeren fløjtede af, og måltavlen viste 27-26 til os.

Vi havde slået svenskerne i en vigtig turnering. Det var i sig selv en fantastisk bedrift, der gav grund til glæde. Men vigtigst af alt så havde vi bragt dansk herrehåndbold tilbage på den internationale scene. Nu var det blevet vores tur til at være med, hvor det var sjovt. Det var den glæde, vi skreg ud i hallen i Gøteborg, mens vi løb rundt og sparkede til banden og igen og igen faldt hinanden om halsen.

31-10-2002: Joachim Boldsen, Denmark – Ola Lindgren (L), Magnus Wislander, Sweden. (Photo by Lars Ronbog/FrontzoneSport via Getty Images)

***

Da jeg vågnede næste morgen, læste jeg aviserne og så, at min far havde udtalt sig til B.T. om min scoring mod Sverige. Han fortalte, at min mor og han, allerede da jeg var 9-10 år gammel, kunne se, at jeg havde et særligt talent for håndbold. Og at de havde banket ind i hovedet på mig, at jeg derfor også havde et større ansvar på banen.

”Jeg vidste i situationen præcist, at han ville gøre et eller andet. Joachim ved godt, at det ikke er nok bare at være der. Alle kan være alibi-spillere. Han skal være der for at gøre en forskel. Det er hans opgave at bryde de onde cirkler for holdet. Det er så typisk Joachim. Det har han altid gjort i alle livets facetter,” lød det fra min far.

***

Allerede næste dag ventede bronzekampen mod Island. Det var et hold, vi burde kunne slå, og derfor var det realistisk at sætte næsen op efter medaljer. Samtidig kunne en tredjeplads sikre os direkte adgang til VM i Portugal i 2003, så vi for en gangs skyld ikke behøvede igennem opslidende kvalifikationskampe hen over sommeren. Så der var masser af incitament til at gå ud og gøre en god figur mod islændingene, også fordi der er alverden til forskel på at blive nummer tre og fire. Ingen kan huske, hvem der bliver nummer fire og nedefter. Så hvis vi ville ind i historiebøgerne, var det nu, vi skulle slå til. Og så fik vi igen en dårlig start. Kasper Hvidt, der havde spillet en fremragende slutrunde, havde ikke én redning i målet, og vi andre hang også i det ude på banen. Men så satte Torben Winther Michael Bruun på mål for første gang i turneringen – og det gjorde hele forskellen. Han satte planker op foran det mål, så islændingene lige pludselig havde svært ved at score. Allerede ved pausen udnyttede vi det til en 13-11-føring, og i hele anden halvleg udbyggede vi bare stille og roligt føringen, så vi endte med en suveræn sejr på 29-22.

Nu festede vi endnu en gang, som vi gjorde det efter sejren mod Sverige i mellemrunden. Vi var ikke blevet europamestre, men vi havde spillet langt over forventning og stod med de første danske medaljer i 35 år. Væk var alt det negative lort med at gå fra den ene fiasko til den anden. Nu havde vi bevist for hele verden, at det ikke kun var de danske kvinder, der kunne spille håndbold, og det var en fed følelse at kunne lukke røven på kritikerne. Nu fik vi lov til at blive målt på vores egne præstationer.

***

Andre aviser fulgte op med overskrifter som ”Herrehåndbolden lever igen”, ”Forbandelsen brudt” og ”Danmark i det fine selskab”. I Ekstra Bladet konstaterede Peter Bagge til sidst: ”Bronzen er kun starten på mændenes kommende guldalder.” Han fik heldigvis ret.

Joachim Boldsen (født 1978) var efterfølgende med til at vinde bronze til EM i 2004 og 2006 og til VM i 2007, inden han i 2008 vandt EM-guld med et hold, hvor otte af spillerne fra EM-kampen mod Sverige i 2002 stadig var med. Joachim Boldsen spillede 186 landskampe for Danmark og scorede 405 mål. I klubkarrieren spillede han for Helsingør IF, GOG, TV Großwallstadt, SG Flensburg-Handewitt, AaB Håndbold, FC Barcelona, AG København og KIF Kolding København. 



Læs flere fænomenale historier i Min bedste kamp

Min bedste kamp, sportsbøger

Stjernerne fortæller om deres største håndboldoplevelse.

De sidste 40 år har både de danske håndboldkvinder og de danske håndboldmænd vundet den ene medalje efter den anden ved EM, VM og OL, ligesom de danske håndboldstjerner har vundet Champions League-titler og mesterskaber i de store ligaer.

I Min bedste kamp fortæller flere generationer af danske håndboldstjerner deres egne øjenvidneberetninger om deres største kamp på håndboldbanen. Du kan både komme med til store finaler, dramatiske semifinaler og altafgørende klubkampe fra 1980erne og frem til i dag.

Overskud fra bogen går til velgørende i samarbejde med Jesper Nøddesbo og børne- og ungehospice Lukashuset.

Du kan købe Min bedste kamp online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.