Mestrene af Malte Tellerup er en selvbiografisk roman om at vinde og tabe, om helte og fjender, om håndboldspillets historie og udvikling, om eliten vs. fællesskabet, og om at vælge det hele fra.
Malte Tellerup er vokset op i en rigtig håndboldfamilie. Hele familien bruger mange timer hver uge i den lokale hal, Bolbro Hallen, og Malte selv bruger stort set hele sin barndom og ungdom indenfor de optegnede linjer.
Malte er en talentfuld målmand og træner disciplineret, men livet udenfor banen volder ham problemer. Her farer han vild i livet som queer i et maskulint domineret fællesskab, i de mange uskrevne regler, i skammen over sit eget homobegær og i forelskelserne i sine venner.
LÆS OGSÅ: Prisvindende Malte Tellerup: I Vestjylland bliver man oversvømmet af landskabet
Som 19-årig vender Malte Tellerup endegyldigt håndboldsporten og en professionel karriere ryggen.
I Mestrene kigger han tilbage på tiden på banen. Samtidig med at han længes efter sporten og sit potentiale, hjemsøges han af mareridtet om netop at være tilbage på håndboldbanen.
Mareridtet om håndbold, halkultur, vindermentalitet og talentudvikling.
Læs et uddrag af Mestrene af Malte Tellerup herunder:
Mestrene
Malte Tellerup
MARERIDT
Da jeg fyldte 29, begyndte drømmene som jeg senere vil kalde for mine mareridt.
Drømme om at komme tilbage på banen, at afløse for Viktor, for bror, at varme op med de andre, at spille og excellere, at være den kampafgørende faktor.
Variationerne er uendelige, altid med fokus på at komme tilbage på banen, gøre comeback, og så vågner jeg med hjertebanken og føler mig som en idiot.
Jeg begynder hurtigt at forbande det hver gang jeg vågner fra en af disse drømme som jeg begynder at kalde for mine mareridt, fordi de ikke vil slippe mig.
Efter mine første to Danmarksmesterskaber, og jeg er ikke engang fyldt 13, begynder mor at sige til mig at jeg er født med en guldske i røven. At jeg er født heldig.
Men det med guldskeen som mor kommer til at gentage mens jeg og mine hold vinder og vinder, at jeg har en guldske oppe i røven, det betyder også at jeg er født med lysten til at få noget op i røven, helst noget af guld, noget vidunderligt, men den betydning viser sig helt modsat, for der skal gå mange år før jeg forstår hvad det vil sige at begære analt, jeg skal frygte det, skjule mig for det og prøve at klemme ballerne sammen om det.
Som vinder viser det sig tidligt.
Nu er jeg 31, og jeg ser min gamle målmandsmakker Viktor Kuhn Larsen spille Champions League for Barcelona. Jeg sidder på mit kontor og ser kampen fordi en avis har bedt mig skrive 5000 tegn om håndbold.
Redaktøren har sagt at jeg må skrive om lige hvad jeg vil om sporten, for han kender den slet ikke.
Jeg sidder på mit kontor og ser kampen og længes helt afsindigt efter dette andet liv, det der nu føles som det tabte liv, og det er det der er frygteligt. Min psyke har vendt sig mod sig selv:
Det liv jeg så bevidst, så afgjort og uden at ryste på hånden vendte ryggen, det hjemsøger mig nu som en drøm jeg ikke har haft siden jeg var 16-17 år, og som jeg nu ikke kan slippe fri af igen.
Forfulgt af det umulige spørgsmål:
Hvor god var jeg?
Og deraf tankemylderet:
Hvordan ville det være gået mig?
Hvis Viktor har nået Barcelona og en plads på landsholdet, hvad havde jeg så kunnet? Nantes? Magdeburg? Toppen af den danske liga?
Hvor langt rakte det potentiale jeg ikke tillod mig selv at forfølge?
Ville jeg være lykkelig hvis jeg nu stod på toppen af min håndboldkarriere og snart skulle tænke på pension i stedet for knap at være begyndt på at leve det liv jeg sadlede om for?
I essaybogen How to Write an Autobiographical Novel genfortæller Alexander Chee en af de lære- sætninger han tog til sig som ung skrivende, på vej til at forme et oeuvre ud af sine sår og sin sårbarhed.
Hans lærer siger til ham:
You took yourself down to the bottom of your own sea. You could get the bends. You had to take care not to let the past self take over, the child with the child’s injuries, the child’s perceptions.
(Du førte dig selv ned på bunden af dit eget hav. Du kunne få dykkersyge. Du var nødt til at passe på at dit gamle selv ikke tog over, barnet med barnets skader, barnets opfattelser).
Forfatteren kan blive fanget i sig selv, fanget i sig selv som det barn forfatteren tog afsted for at undersøge. Nu giver jeg mig selv hen til håndboldbarnet for at skille mig af med det igen, nu skal det have plads så jeg kan sætte det fri, men der er også en fare for at det barn der stråler i talentprogrammet plan, får mere greb om mit liv.
Min ven Luka sagde på et tidspunkt til mig at det at skrive for nogen kan kaldes terapeutisk, det kan hjælpe en til at komme videre med noget der har været tungt, svært, umuligt at bære på, man kan slippe det ved at skrive det ned og give skriften fra sig, men det kan også være sådan at man bare graver sig længere ned i sine problemer ved at skrive om dem.
Jeg er bange for at lave den her bog og for hvad det gør ved mig, om jeg bliver endnu mere længselsfuld efter det jeg ikke valgte.
FØRSTE TRÆNING
Første gang jeg er til træning, er i fars klub (og mors, men det er far der tager mig med derhen, far jeg mest forbinder med klubben).
Far og mor mødte hinanden i den klub, far, ti år ældre end mor, var med til at starte klubben i 1977, Odense Håndboldklub af 1977, kaldet OH77, formet af FREM og fars første klub AIK, Arbejdernes Idræts Klub.
De møder hinanden, da far spiller på førsteholdet, er træner for flere ungdomshold og kærester med en der hedder Laila, men så forelsker mor og far sig i hinanden og flytter sammen i en ussel lejelejlighed inde ved banegården hvor der ikke er varme, varmt vand eller bad, de må varme lejligheden op med en petroleumsovn, og der er konstant larm fra togene, bygningen er i dag revet ned, og de får mig og bror og køber deres eget med en rente på 17 %, det er et bindingsværkshus fra 1680 i landsbyen Elmelund lige uden for Odense, ved Bolbro, et hus de passer på og elsker, og der bor vi i seks år, i starten sammen med mors ven Mille som går far på nerverne (hvordan?), og med tiden begynder far og mor at skændes (over hvad? Det kan jeg ikke huske, men jeg kan huske mareridt, at vågne om natten og at drømmen fortsætter, jeg står på tærsklen til mit og brors værelse og vil ned til far og mors, men jeg kan ikke komme igennem stuen fordi gulvet er dækket af store, sorte edderkopper der kribler rundt, og så står jeg der og skriger indtil nogen kommer og hjælper mig.
Jeg husker suttekluden som jeg ikke vil give slip på, og ellers også en helt masse dejlige ting, som ærtebedet, at fiske med far, at løbe nøgne rundt i haven osv. osv. osv.), og så bliver de skilt.
Far er venstreback og en af klubbens stjerner – en gammel stjerne må han være da han møder mor, sidst i sin karriere, i starten af 30’erne, fylder 35 det år de får mig. Far er søn af en arbejder, farfar, faglært elektromekaniker, med alt for mange jobs.
Farfar var god med hænderne og hustlede og hjalp altid og arbejdede alt for meget, så han forsømte sin familie mens han knoklede for at løfte dem ud af fattigdom (sandt?).
Far er den tredje af fire sønner, og hans mor, farmor, er en kristen, progressiv kvinde med trang til det finkulturelle, spiller klaver, binder blomster og går til kor, er ud af en indremissionsk familie, ville gerne have haft en datter, men får fire drenge og tager uddannelse som kontorassistent og arbejder som kontorist.
(De er sammen indtil farfar laver et frygteligt dick move og tager sin cykel en gang i midten af 90’erne, jeg er et stort barn, alle de voksne er voksne, og farfar tager sin cykel og cykler ud til Lene som han kender fra Lindøværftet, og flytter så sammen med hende i familiens sommerhus i Kerteminde og lader sig skille fra farmor der går til i sorg og forvirring som siden udvikler sig til den demens der dræber hende.
Men hun dør først efter farfar, for han dør af sine mange arbejdsskader og af at han ikke kan finde ud af blive gammel og bliver ved med at knokle og gøre dumme ting (falder ned fra en stige og slår hoften voldsomt, heler, gør det igen, denne gang en gang for meget så han aldrig kommer sig, og jeg kan ikke huske hvad det egentlig er der ødelægger ham.
Jeg kan huske far være ked af det og sur over at farfar ikke kunne holde sig i ro, i hans alder og tilstand, og så farfar i sygesengen med stålstænger på kryds og tværs ud gennem det ene ben, jeg havde aldrig set noget gå ind i et ben og ud af et ben igen, og de kaldte det helbredelse, men det var den forkerte slags helbredelse, for farfar kom hjem, og så gentog det hele sig, og til sidst gav hans krop op)).
Farfar, han sætter aldrig sine ben i fars håndboldklubber. Eller han gør det en eneste gang hvor han er for meget, hvor han, farfar, fylder hallen, driller far i hele hallens påhør, og så viser han sig ellers aldrig igen.
Håndbold der fylder hele fars opvækst.
Mor er målmand ligesom jeg bliver det, ligesom bror bliver det efter mig. Mor er ikke noget talent, men hun er god til fester og til at råbe højt og lave jokes og køre på i tredje halvleg (mor er lillesøster til en voldelig storebror som er virkelig dårlig i skolen og bliver trynet af lærerne og sin egen far for sin uduelighed, og som derfor dagligt tryner sin lillesøster og banker hende, og som dør i en brandulykke i sin lejlighed da han er 28 (familietraume).
Mors familie er tilflyttere fra landet, morfar og mormor har mødt hinanden i Morud og flyttede til Odense for at starte en købmandsforretning der kørte fint i nogle år, hvor der var selvbetjening og kunderne også var naboer og mange, og der blev snakket, og mormor og morfar og deres butik var en slags socialkontor med plads til alle, men så åbnede Rosengårdcenteret lige ved siden af, og det blev hurtigt dødsstødet.
På randen af konkurs blev de reddet af en hovedrig advokat der adviserede efter en vicevært, og som tog morfar til samtale, og de to fandt hinanden i en borgerlig konservativ mandighed, og morfar blev ansat, og han og mormor fik lov til at leje en lejlighed på øverste etage i en ejendom advokaten ejede, i den fine ende af Hunderupkvarteret, helt nede ved mosen).
Klubben er mine forældres, og det er en rigtig 70’er-klub med basisdemokrati og uendeligt lange møder om organisering og sammenhold, og ligesom de andre har mor og far knoklet for klubben og festet og trænet i hallen, og det vil de fortsætte med mange år endnu.
Mor stopper først i 97 efter skilsmissen (jeg troede egentlig mor stoppede efter hun havde født to børn, men det gør hun ikke, hun fortsætter), men jeg husker ikke så meget om mor i hallen: enkelte kampe, hendes råb på banen, café Tutten.
Rutinen i hallen, det er med far. Far træner en aften om ugen når vi er lagt i seng.
Far træner og drikker bajere bagefter, og der er kamp hver søndag, og far spiller oldboys sammen med andre legender fra klubben, Lars Frandsen, tidligere landsholdsfløj, med en uendelig fræk attitude og en teknisk skruebold, ved siden af er han uddannet vvs’er, og han ender med både at spille håndbold og arbejde som vvs’er til langt op i 70’erne fordi han ikke kan og vil stoppe, og da vi bliver gamle nok, kommer bror og jeg med til kamp, og så løber vi og leger nede i gangene under hallen hvor omklædningsrummene og cafeteriaet ligger, mens far spiller.
Vi leger med os selv og hinanden, og der er altid nogen i klubben der holder opsyn, så det går fint, og vi holder meget af at være i hallen og bagefter kampen at komme ind i det dampende omklædningsrum hvor far og de andre mænd griner og sprutter, og der bliver åbnet øl og tændt for brusere og slukket for brusere, og nogen har tøj på, og nogen har ikke tøj på, og der lugter svedigt og deodorantet.
Så vi har hallen sammen, hallen er familiens sted først og fremmest og forbliver samlingspunktet i årene frem.
Trods skiftende bopæle er hallen konstant.
Vi er en håndboldfamilie.
Vi er en klassisk håndboldfamilie, en rigtig håndboldfamilie, ikke sådan en 2021-håndboldfamilie der kaldes frem på skærmen i pausen under VM i herrehåndbold hvor Danmarks Radio altså påstår at de kan transmittere hjemme fra stuen ”hos en rigtig håndboldfamilie” i Langeskov.
Der sidder en mormor, mor og to børn, en dreng og en pige med det danske flag malet på kinderne, med landsholdstrøjer og oppustelige klaptræer, de sidder i en grå sofagruppe med skåle med snacks på et glasbord foran sig og så det store fladskærmsfjernsyn.
Alt sammen fint, rimeligt normalt eller ikke bemærkelsesværdigt, men da journalisten så spørger lidt ind til første halvleg og deres forventninger til anden, jamen så ved de ikke en dyt, de synes Mikkel Hansen er en helt, og de hepper på de danske drenge, og det er også fint, normalt, alt sammen helt i orden at de ikke ved noget om sporten, men elsker den.
Det er en helt fin ting som fan. Men det gør dem ikke til en rigtig håndboldfamilie.
En rigtig håndboldfamilie er mere et dynasti, det er 100 procent social arv i den forstand at der arves forkundskab ved indgangen til sporten.
Når Camilla Andersen og hendes søster går i deres fars fodspor, når Anja gør, når Joachim Boldsen gør, når Mikkel Hansen gør, så er det fordi de har nogle gigantiske fortrin i forhold til at nå langt.
Det er det samme i kunstverdenen, der findes kunstnerfamilier hvor familiemedlemmer kender koderne, sproget og vejene til succes, og hvor man giver den slags kundskaber videre til de nye generationer.
Sådan en familie er vi i sagens natur da mor og far først og fremmest er håndboldspillere der bliver forelskede og får børn, de er først og fremmest håndboldforældre, nok med hver sit personlige potentiale, men det er jo fortiden, i nutiden med børnene er de dedikerede til den sportsverden som bror og jeg er indskrevet i.
Det er sådan det skal være, og sådan det skal blive.
Eller … der er en vigtig ting at sige om det: Jeg er seks år gammel da far første gang tager mig med til træning i OH, og jeg kan ikke lide det. Jeg er kun med til én træning i mors og fars klub.
Jeg har været i hallen mange gange, og nu skal jeg træne, men jeg kan ikke lide det, og så bliver det ikke til mere. Ikke noget pres.
Far må have været skuffet, må have været ked af at jeg ikke favnede hans klub. Men han lod mig det aldrig mærke.
Det er først to år senere da jeg skifter skole og møder Nikolaj som bliver min bedste ven, der så spiller håndbold, at jeg begynder i Nikolajs klub, Bolbro, og derfra går det stærkt fordi jeg bliver en del af en gylden generation der med det samme begynder at vinde.
BOLBRO
Jeg starter altså på grund af Nikolaj, som bliver min ven, efter mor og far er blevet skilt, og vi er flyttet med mor ind til et villakvarter hvor vi bor i en villalejlighed med have, og Nikolajs familie bor lige ved siden af på et vænge, en lille lukket vej, der går ned til skoven (deres hjem er rigt, de ejer en hel, velindrettet villa.
Moren er smuk, høj, slank og velklædt og holder huset sirligt pænt og sørger for at begge hendes sønner lærer at spille klaver.
Hun er god smag på en meget skarp måde, og faren er en bulderbasse i en fed stilling, der er billeder på hylderne af faren i små badeshorts på høje klipper som han skal til at springe ud fra).
Jeg elsker at komme hos dem. Nikolaj går til håndbold og fodbold i Bolbro, og så vil jeg godt med til træning fordi jeg følger ham. Og da jeg starter, starter bror også, og så er vi i gang.
Hallen myldrer med liv, med børn og unge der skal træne og spille kamp og deres voksne der skal med.
Jeg husker at træne kast med Christoffer, begge hans forældre er i hallen også, hans far, Per, der senere skal blive min målmandstræner, er på klubbens divisionshold.
Jeg husker at Christoffer kan lave studsende skruebolde, han er et år ældre end mig, og han viser sig, og jeg kan huske at tænke:
”Det her bliver svært, men jeg skal klare mig. Jeg vil være her når Nikolaj er her. Jeg vil være her i virvaret af børn og unge,” og så fløjter træneren, Kim, i fløjten og kalder alle til samling på midten af banen for at fortælle om den næste øvelse.
Bolbro er en traditionsrig klub i en lille hal. En grim hal bygget af firkantede grå sten, der er noget god ghettoromantik over Bolbro Hallen, og der er også flere der kalder kvarteret for Bolbronx fordi det er slidt og fattigt og rimeligt sammensat.
Men Bolbro er også bare en forstad vest for Odense selvom Bolbro aldrig bare er Bolbro, for Bolbro er fars kvarter.
Det er egentlig mærkeligt at far ikke selv var medlem af Bolbro håndboldklub, for han er født og opvokset i Bolbro – en ægte lokalpatriot som har boet i Bolbro det meste af sit liv, og som vi som børn aldrig kunne gå i Føtex i Bolbro og handle med uden at han blev anråbt fra den ene og den anden side.
Der var altid nogen der ville snakke med far i Føtex Bolbro, og vi skulle vente ved siden af indkøbsvognen.
Og far, han havde Bolbrobogen og snakkede altid om Bolbro og dengang Odinstårnet stadig stod, og det blev bombet af tyskerne ved en fejl, og Hauges Plads og Højstrupskolen som var fyldt til randen med arbejderunger, farmor der gerne bare ville væk fra det rabarberkvarter, og farfar der købte vejens første fjernsyn, og alle dem fra vejen der så kom hjem i stuen og så på det da det blev sat op, og at der altid var nogen på vejen, uh ja!
VEJEN!
Hold da op hvor far snakkede meget om vejen, det var … men det var også bare sådan at vejen fyldte meget, far og hans brødre var på vejen altid, og alle var på vejen.
Hjemmene i Bolbro var små (man havde udflyttet mange fra de nedslidte arbejderboliger inde i byen, fra det der kaldtes Cementenborg, og ud til Bolbro hvor der nok var nybyggede lejligheder og parcelhuse, men det var stadig små hjem, farfar og farmors hus var 64 kvadratmeter), og ungerne søgte ud, og nok var det ikke ligefrem byens bedste børn, men man holdt sammen.
Der var sjov og ballade på vejen og Højstrupskolen, og der var ungerne fra børnehjemmet nede på Glocksvej, nogle af dem blev far venner med, og han besøgte dem dernede, og det var jo helt vildt med forholdene der, og så var man nok fire drenge og to voksne på 64 kvadratmeter, men der var dog to voksne, og nok ville farmor væk fra rabarberkvarteret, og nok forsømte farfar sin familie ved altid at arbejde, hvis ikke det ene job så det andet, men de fandtes dog.
Dem fra vejen var en hel verden, en kosmologi for far. Der var Leo Indianer som fik det øgenavn fordi hans far engang troppede op på skolen med en økse og truede en af lærerne der havde slået hans søn.
Der var Ronnie der bare blev kaldt Makaronni fordi det havde hans mor engang bræget ud ad vinduet da de skulle spise aftensmad, ligesom Eddy Spaghetti fra holdet og vejen som fik det øgenavn fordi han altid ringede midt i maden, og altid når der var spaghetti på menuen.
Og der var Erik Rattlesnackel som jeg ikke kan huske hvorfor hed Erik Rattlesnackel. Og der var militærets marker, og, FUCK, nu begynder jeg at græde fordi far, han har fortalt om Bolbro og gamle dage igen og igen hele min barndom og ungdom, og jeg er vokset op og har savnet ham helt vildt meget, og jeg fatter det ikke … men der var altså historien om militærets marker, som … bare det at jeg skriver militærets marker … det får tårerne frem.
Sikke noget pis.
Der var Torben, Torben og Torben. Far er den ene af de tre, den anden er Bagge, en af fars bedste venner fra barndommen og gennem hele livet, den tredje kan jeg ikke huske. Og de tre havde sneget sig ind på militærets marker for at lege, og det vidste de godt var dybt forbudt.
Og så … det gjorde de tit, sneg sig rundt og legede derinde, og det var jo farligt fordi militæret øvede med skud og alt muligt, men … og den her dag bliver de simpelthen opdaget af militærpolitiet som tager dem med hen på kasernen, og der giver en officer dem så en ordentlig skideballe og fortæller dem igen hvor dybt farligt det er, og det skal de sige til deres forældre, og far og hans venner ved de er på skideren, og så spørger officeren hvad de hedder, og far svarer Torben, og Bagge svarer Torben, og den tredje som jeg ikke kan huske hvem er, svarer Torben, og officeren bliver edderspændt rasende og råber at de ikke skal lave pis med ham.
Men det gør de slet ikke! De hedder Torben, Torben og Torben. Og så … så kan jeg ikke huske hvordan historien ender, det er det der øjeblik hvor de siger:
”Torben, Torben og Torben,” historien handler om, og bror og jeg vil altid høre den, vi plager far om at fortælle den igen og igen og igen indtil han ikke kan holde det ud, han forstår ikke hvorfor vi altid vil høre lige den historie, men det vil vi, utrætteligt.
Og far, han hedder egentlig slet ikke Torben ligesom Bagge jo heller ikke hedder Torben, men Bagge.
Far hedder Skoje. Det kalder alle ham, det er hans legendenavn, navnet fra vejen.
Hvorfor lige Skoje? Jeg aner det virkelig ikke.
Bror får det samme navn som mor: Teller, og det giver jo mening for det er lige ud af vores efternavn, og det er det samme med Bagge. Det er rimelig almindeligt med kæle- og øgenavne i det her miljø.
Der var folk som Langdal, Finn Fisk (der solgte fisk i Føtex Bolbro, og som altid gav far nogle ekstrabillige fisk ud af klubsolidaritet), Kaj Glatnak (der blev tidligt skaldet), Smeden, Smukke Jens, Bomberdahl (fordi han ikke var god til ”at bombe”/at score mange mål), Marius En-arm (han havde to arme!?) og Erik der bare blev kaldt Pol Pot fordi han var maoist.
For far er klubben på én gang forbundet til vejen og en mulighed for at komme væk fra vejen. Klubben er noget godt at tage sig til.
Far og hans storebror bliver meget involveret i klubben, og de hverver andre fra vejen, deler flyers ud og står også nogle gange ovre ved skolerne, men der kan lærerne godt finde på at verfe dem væk, de vil ikke have at de står der og deler propaganda ud.
Det er jo Arbejdernes Idræts Klub vi snakker om, det er klassekamp. Det er fællesskab, sportsånd og kammeratskab.
Klubben handler om at hjælpe til, være træner for de unge og lave sommerlejr og gode ferieaktiviteter.
Med andre ord stable noget godt og opbyggeligt på benene.
Det er for alles skyld. Man giver sig til klubben, til ånden og løfter i flok. Det er smukke værdier, store værdier.
Men hvorfor AIK og ikke Bolbro?
Malte Tellerup: Mestrene
Nomineret til DR Romanprisen.
“Et fint, rørende, meget gennemreflekteret portræt af forfatteren som ung sportsmand” – Information
★★★★★ “Fremragende” – Jyllands-Posten
★★★★★ Kristeligt Dagblad
Mestrene er en autobiografisk roman om at vokse op i et sportsmiljø. Det er en roman om familie, håndbold, halkultur, om at være queer i et maskulint domineret fællesskab og om vindermentalitet i 00’erne. Malte er en forfatter sidst i 20’erne. Han er vokset op i ”en rigtig håndboldfamilie” og bliver i en ung alder en del af en gylden årgang i håndboldklubben Bolbro. Men da han som 17-årig står over for muligheden for en professionel karriere som håndboldspiller, smuldrer det hele mellem fingrene på ham. Men hvad skete der? Malte går på opdagelse, ikke bare i sin egen fortid, men også i håndboldspillets historie og i de danske håndboldklubbers udvikling.
Mestrene af Malte Tellerup er en selvbiografisk roman om at vinde og tabe, om helte og fjender, om håndboldspillets historie og udvikling, om eliten vs. fællesskabet, og om at vælge det hele fra.
Malte Tellerup er vokset op i en rigtig håndboldfamilie. Hele familien bruger mange timer hver uge i den lokale hal, Bolbro Hallen, og Malte selv bruger stort set hele sin barndom og ungdom indenfor de optegnede linjer.
Malte er en talentfuld målmand og træner disciplineret, men livet udenfor banen volder ham problemer. Her farer han vild i livet som queer i et maskulint domineret fællesskab, i de mange uskrevne regler, i skammen over sit eget homobegær og i forelskelserne i sine venner.
LÆS OGSÅ: Prisvindende Malte Tellerup: I Vestjylland bliver man oversvømmet af landskabet
Som 19-årig vender Malte Tellerup endegyldigt håndboldsporten og en professionel karriere ryggen.
I Mestrene kigger han tilbage på tiden på banen. Samtidig med at han længes efter sporten og sit potentiale, hjemsøges han af mareridtet om netop at være tilbage på håndboldbanen.
Mareridtet om håndbold, halkultur, vindermentalitet og talentudvikling.
Læs et uddrag af Mestrene af Malte Tellerup herunder:
Mestrene
Malte Tellerup
MARERIDT
Da jeg fyldte 29, begyndte drømmene som jeg senere vil kalde for mine mareridt.
Drømme om at komme tilbage på banen, at afløse for Viktor, for bror, at varme op med de andre, at spille og excellere, at være den kampafgørende faktor.
Variationerne er uendelige, altid med fokus på at komme tilbage på banen, gøre comeback, og så vågner jeg med hjertebanken og føler mig som en idiot.
Jeg begynder hurtigt at forbande det hver gang jeg vågner fra en af disse drømme som jeg begynder at kalde for mine mareridt, fordi de ikke vil slippe mig.
Efter mine første to Danmarksmesterskaber, og jeg er ikke engang fyldt 13, begynder mor at sige til mig at jeg er født med en guldske i røven. At jeg er født heldig.
Men det med guldskeen som mor kommer til at gentage mens jeg og mine hold vinder og vinder, at jeg har en guldske oppe i røven, det betyder også at jeg er født med lysten til at få noget op i røven, helst noget af guld, noget vidunderligt, men den betydning viser sig helt modsat, for der skal gå mange år før jeg forstår hvad det vil sige at begære analt, jeg skal frygte det, skjule mig for det og prøve at klemme ballerne sammen om det.
Som vinder viser det sig tidligt.
Nu er jeg 31, og jeg ser min gamle målmandsmakker Viktor Kuhn Larsen spille Champions League for Barcelona. Jeg sidder på mit kontor og ser kampen fordi en avis har bedt mig skrive 5000 tegn om håndbold.
Redaktøren har sagt at jeg må skrive om lige hvad jeg vil om sporten, for han kender den slet ikke.
Jeg sidder på mit kontor og ser kampen og længes helt afsindigt efter dette andet liv, det der nu føles som det tabte liv, og det er det der er frygteligt. Min psyke har vendt sig mod sig selv:
Det liv jeg så bevidst, så afgjort og uden at ryste på hånden vendte ryggen, det hjemsøger mig nu som en drøm jeg ikke har haft siden jeg var 16-17 år, og som jeg nu ikke kan slippe fri af igen.
Forfulgt af det umulige spørgsmål:
Hvor god var jeg?
Og deraf tankemylderet:
Hvordan ville det være gået mig?
Hvis Viktor har nået Barcelona og en plads på landsholdet, hvad havde jeg så kunnet? Nantes? Magdeburg? Toppen af den danske liga?
Hvor langt rakte det potentiale jeg ikke tillod mig selv at forfølge?
Ville jeg være lykkelig hvis jeg nu stod på toppen af min håndboldkarriere og snart skulle tænke på pension i stedet for knap at være begyndt på at leve det liv jeg sadlede om for?
I essaybogen How to Write an Autobiographical Novel genfortæller Alexander Chee en af de lære- sætninger han tog til sig som ung skrivende, på vej til at forme et oeuvre ud af sine sår og sin sårbarhed.
Hans lærer siger til ham:
You took yourself down to the bottom of your own sea. You could get the bends. You had to take care not to let the past self take over, the child with the child’s injuries, the child’s perceptions.
(Du førte dig selv ned på bunden af dit eget hav. Du kunne få dykkersyge. Du var nødt til at passe på at dit gamle selv ikke tog over, barnet med barnets skader, barnets opfattelser).
Forfatteren kan blive fanget i sig selv, fanget i sig selv som det barn forfatteren tog afsted for at undersøge. Nu giver jeg mig selv hen til håndboldbarnet for at skille mig af med det igen, nu skal det have plads så jeg kan sætte det fri, men der er også en fare for at det barn der stråler i talentprogrammet plan, får mere greb om mit liv.
Min ven Luka sagde på et tidspunkt til mig at det at skrive for nogen kan kaldes terapeutisk, det kan hjælpe en til at komme videre med noget der har været tungt, svært, umuligt at bære på, man kan slippe det ved at skrive det ned og give skriften fra sig, men det kan også være sådan at man bare graver sig længere ned i sine problemer ved at skrive om dem.
Jeg er bange for at lave den her bog og for hvad det gør ved mig, om jeg bliver endnu mere længselsfuld efter det jeg ikke valgte.
FØRSTE TRÆNING
Første gang jeg er til træning, er i fars klub (og mors, men det er far der tager mig med derhen, far jeg mest forbinder med klubben).
Far og mor mødte hinanden i den klub, far, ti år ældre end mor, var med til at starte klubben i 1977, Odense Håndboldklub af 1977, kaldet OH77, formet af FREM og fars første klub AIK, Arbejdernes Idræts Klub.
De møder hinanden, da far spiller på førsteholdet, er træner for flere ungdomshold og kærester med en der hedder Laila, men så forelsker mor og far sig i hinanden og flytter sammen i en ussel lejelejlighed inde ved banegården hvor der ikke er varme, varmt vand eller bad, de må varme lejligheden op med en petroleumsovn, og der er konstant larm fra togene, bygningen er i dag revet ned, og de får mig og bror og køber deres eget med en rente på 17 %, det er et bindingsværkshus fra 1680 i landsbyen Elmelund lige uden for Odense, ved Bolbro, et hus de passer på og elsker, og der bor vi i seks år, i starten sammen med mors ven Mille som går far på nerverne (hvordan?), og med tiden begynder far og mor at skændes (over hvad? Det kan jeg ikke huske, men jeg kan huske mareridt, at vågne om natten og at drømmen fortsætter, jeg står på tærsklen til mit og brors værelse og vil ned til far og mors, men jeg kan ikke komme igennem stuen fordi gulvet er dækket af store, sorte edderkopper der kribler rundt, og så står jeg der og skriger indtil nogen kommer og hjælper mig.
Jeg husker suttekluden som jeg ikke vil give slip på, og ellers også en helt masse dejlige ting, som ærtebedet, at fiske med far, at løbe nøgne rundt i haven osv. osv. osv.), og så bliver de skilt.
Far er venstreback og en af klubbens stjerner – en gammel stjerne må han være da han møder mor, sidst i sin karriere, i starten af 30’erne, fylder 35 det år de får mig. Far er søn af en arbejder, farfar, faglært elektromekaniker, med alt for mange jobs.
Farfar var god med hænderne og hustlede og hjalp altid og arbejdede alt for meget, så han forsømte sin familie mens han knoklede for at løfte dem ud af fattigdom (sandt?).
Far er den tredje af fire sønner, og hans mor, farmor, er en kristen, progressiv kvinde med trang til det finkulturelle, spiller klaver, binder blomster og går til kor, er ud af en indremissionsk familie, ville gerne have haft en datter, men får fire drenge og tager uddannelse som kontorassistent og arbejder som kontorist.
(De er sammen indtil farfar laver et frygteligt dick move og tager sin cykel en gang i midten af 90’erne, jeg er et stort barn, alle de voksne er voksne, og farfar tager sin cykel og cykler ud til Lene som han kender fra Lindøværftet, og flytter så sammen med hende i familiens sommerhus i Kerteminde og lader sig skille fra farmor der går til i sorg og forvirring som siden udvikler sig til den demens der dræber hende.
Men hun dør først efter farfar, for han dør af sine mange arbejdsskader og af at han ikke kan finde ud af blive gammel og bliver ved med at knokle og gøre dumme ting (falder ned fra en stige og slår hoften voldsomt, heler, gør det igen, denne gang en gang for meget så han aldrig kommer sig, og jeg kan ikke huske hvad det egentlig er der ødelægger ham.
Jeg kan huske far være ked af det og sur over at farfar ikke kunne holde sig i ro, i hans alder og tilstand, og så farfar i sygesengen med stålstænger på kryds og tværs ud gennem det ene ben, jeg havde aldrig set noget gå ind i et ben og ud af et ben igen, og de kaldte det helbredelse, men det var den forkerte slags helbredelse, for farfar kom hjem, og så gentog det hele sig, og til sidst gav hans krop op)).
Farfar, han sætter aldrig sine ben i fars håndboldklubber. Eller han gør det en eneste gang hvor han er for meget, hvor han, farfar, fylder hallen, driller far i hele hallens påhør, og så viser han sig ellers aldrig igen.
Håndbold der fylder hele fars opvækst.
Mor er målmand ligesom jeg bliver det, ligesom bror bliver det efter mig. Mor er ikke noget talent, men hun er god til fester og til at råbe højt og lave jokes og køre på i tredje halvleg (mor er lillesøster til en voldelig storebror som er virkelig dårlig i skolen og bliver trynet af lærerne og sin egen far for sin uduelighed, og som derfor dagligt tryner sin lillesøster og banker hende, og som dør i en brandulykke i sin lejlighed da han er 28 (familietraume).
Mors familie er tilflyttere fra landet, morfar og mormor har mødt hinanden i Morud og flyttede til Odense for at starte en købmandsforretning der kørte fint i nogle år, hvor der var selvbetjening og kunderne også var naboer og mange, og der blev snakket, og mormor og morfar og deres butik var en slags socialkontor med plads til alle, men så åbnede Rosengårdcenteret lige ved siden af, og det blev hurtigt dødsstødet.
På randen af konkurs blev de reddet af en hovedrig advokat der adviserede efter en vicevært, og som tog morfar til samtale, og de to fandt hinanden i en borgerlig konservativ mandighed, og morfar blev ansat, og han og mormor fik lov til at leje en lejlighed på øverste etage i en ejendom advokaten ejede, i den fine ende af Hunderupkvarteret, helt nede ved mosen).
Klubben er mine forældres, og det er en rigtig 70’er-klub med basisdemokrati og uendeligt lange møder om organisering og sammenhold, og ligesom de andre har mor og far knoklet for klubben og festet og trænet i hallen, og det vil de fortsætte med mange år endnu.
Mor stopper først i 97 efter skilsmissen (jeg troede egentlig mor stoppede efter hun havde født to børn, men det gør hun ikke, hun fortsætter), men jeg husker ikke så meget om mor i hallen: enkelte kampe, hendes råb på banen, café Tutten.
Rutinen i hallen, det er med far. Far træner en aften om ugen når vi er lagt i seng.
Far træner og drikker bajere bagefter, og der er kamp hver søndag, og far spiller oldboys sammen med andre legender fra klubben, Lars Frandsen, tidligere landsholdsfløj, med en uendelig fræk attitude og en teknisk skruebold, ved siden af er han uddannet vvs’er, og han ender med både at spille håndbold og arbejde som vvs’er til langt op i 70’erne fordi han ikke kan og vil stoppe, og da vi bliver gamle nok, kommer bror og jeg med til kamp, og så løber vi og leger nede i gangene under hallen hvor omklædningsrummene og cafeteriaet ligger, mens far spiller.
Vi leger med os selv og hinanden, og der er altid nogen i klubben der holder opsyn, så det går fint, og vi holder meget af at være i hallen og bagefter kampen at komme ind i det dampende omklædningsrum hvor far og de andre mænd griner og sprutter, og der bliver åbnet øl og tændt for brusere og slukket for brusere, og nogen har tøj på, og nogen har ikke tøj på, og der lugter svedigt og deodorantet.
Så vi har hallen sammen, hallen er familiens sted først og fremmest og forbliver samlingspunktet i årene frem.
Trods skiftende bopæle er hallen konstant.
Vi er en håndboldfamilie.
Vi er en klassisk håndboldfamilie, en rigtig håndboldfamilie, ikke sådan en 2021-håndboldfamilie der kaldes frem på skærmen i pausen under VM i herrehåndbold hvor Danmarks Radio altså påstår at de kan transmittere hjemme fra stuen ”hos en rigtig håndboldfamilie” i Langeskov.
Der sidder en mormor, mor og to børn, en dreng og en pige med det danske flag malet på kinderne, med landsholdstrøjer og oppustelige klaptræer, de sidder i en grå sofagruppe med skåle med snacks på et glasbord foran sig og så det store fladskærmsfjernsyn.
Alt sammen fint, rimeligt normalt eller ikke bemærkelsesværdigt, men da journalisten så spørger lidt ind til første halvleg og deres forventninger til anden, jamen så ved de ikke en dyt, de synes Mikkel Hansen er en helt, og de hepper på de danske drenge, og det er også fint, normalt, alt sammen helt i orden at de ikke ved noget om sporten, men elsker den.
Det er en helt fin ting som fan. Men det gør dem ikke til en rigtig håndboldfamilie.
En rigtig håndboldfamilie er mere et dynasti, det er 100 procent social arv i den forstand at der arves forkundskab ved indgangen til sporten.
Når Camilla Andersen og hendes søster går i deres fars fodspor, når Anja gør, når Joachim Boldsen gør, når Mikkel Hansen gør, så er det fordi de har nogle gigantiske fortrin i forhold til at nå langt.
Det er det samme i kunstverdenen, der findes kunstnerfamilier hvor familiemedlemmer kender koderne, sproget og vejene til succes, og hvor man giver den slags kundskaber videre til de nye generationer.
Sådan en familie er vi i sagens natur da mor og far først og fremmest er håndboldspillere der bliver forelskede og får børn, de er først og fremmest håndboldforældre, nok med hver sit personlige potentiale, men det er jo fortiden, i nutiden med børnene er de dedikerede til den sportsverden som bror og jeg er indskrevet i.
Det er sådan det skal være, og sådan det skal blive.
Eller … der er en vigtig ting at sige om det: Jeg er seks år gammel da far første gang tager mig med til træning i OH, og jeg kan ikke lide det. Jeg er kun med til én træning i mors og fars klub.
Jeg har været i hallen mange gange, og nu skal jeg træne, men jeg kan ikke lide det, og så bliver det ikke til mere. Ikke noget pres.
Far må have været skuffet, må have været ked af at jeg ikke favnede hans klub. Men han lod mig det aldrig mærke.
Det er først to år senere da jeg skifter skole og møder Nikolaj som bliver min bedste ven, der så spiller håndbold, at jeg begynder i Nikolajs klub, Bolbro, og derfra går det stærkt fordi jeg bliver en del af en gylden generation der med det samme begynder at vinde.
BOLBRO
Jeg starter altså på grund af Nikolaj, som bliver min ven, efter mor og far er blevet skilt, og vi er flyttet med mor ind til et villakvarter hvor vi bor i en villalejlighed med have, og Nikolajs familie bor lige ved siden af på et vænge, en lille lukket vej, der går ned til skoven (deres hjem er rigt, de ejer en hel, velindrettet villa.
Moren er smuk, høj, slank og velklædt og holder huset sirligt pænt og sørger for at begge hendes sønner lærer at spille klaver.
Hun er god smag på en meget skarp måde, og faren er en bulderbasse i en fed stilling, der er billeder på hylderne af faren i små badeshorts på høje klipper som han skal til at springe ud fra).
Jeg elsker at komme hos dem. Nikolaj går til håndbold og fodbold i Bolbro, og så vil jeg godt med til træning fordi jeg følger ham. Og da jeg starter, starter bror også, og så er vi i gang.
Hallen myldrer med liv, med børn og unge der skal træne og spille kamp og deres voksne der skal med.
Jeg husker at træne kast med Christoffer, begge hans forældre er i hallen også, hans far, Per, der senere skal blive min målmandstræner, er på klubbens divisionshold.
Jeg husker at Christoffer kan lave studsende skruebolde, han er et år ældre end mig, og han viser sig, og jeg kan huske at tænke:
”Det her bliver svært, men jeg skal klare mig. Jeg vil være her når Nikolaj er her. Jeg vil være her i virvaret af børn og unge,” og så fløjter træneren, Kim, i fløjten og kalder alle til samling på midten af banen for at fortælle om den næste øvelse.
Bolbro er en traditionsrig klub i en lille hal. En grim hal bygget af firkantede grå sten, der er noget god ghettoromantik over Bolbro Hallen, og der er også flere der kalder kvarteret for Bolbronx fordi det er slidt og fattigt og rimeligt sammensat.
Men Bolbro er også bare en forstad vest for Odense selvom Bolbro aldrig bare er Bolbro, for Bolbro er fars kvarter.
Det er egentlig mærkeligt at far ikke selv var medlem af Bolbro håndboldklub, for han er født og opvokset i Bolbro – en ægte lokalpatriot som har boet i Bolbro det meste af sit liv, og som vi som børn aldrig kunne gå i Føtex i Bolbro og handle med uden at han blev anråbt fra den ene og den anden side.
Der var altid nogen der ville snakke med far i Føtex Bolbro, og vi skulle vente ved siden af indkøbsvognen.
Og far, han havde Bolbrobogen og snakkede altid om Bolbro og dengang Odinstårnet stadig stod, og det blev bombet af tyskerne ved en fejl, og Hauges Plads og Højstrupskolen som var fyldt til randen med arbejderunger, farmor der gerne bare ville væk fra det rabarberkvarter, og farfar der købte vejens første fjernsyn, og alle dem fra vejen der så kom hjem i stuen og så på det da det blev sat op, og at der altid var nogen på vejen, uh ja!
VEJEN!
Hold da op hvor far snakkede meget om vejen, det var … men det var også bare sådan at vejen fyldte meget, far og hans brødre var på vejen altid, og alle var på vejen.
Hjemmene i Bolbro var små (man havde udflyttet mange fra de nedslidte arbejderboliger inde i byen, fra det der kaldtes Cementenborg, og ud til Bolbro hvor der nok var nybyggede lejligheder og parcelhuse, men det var stadig små hjem, farfar og farmors hus var 64 kvadratmeter), og ungerne søgte ud, og nok var det ikke ligefrem byens bedste børn, men man holdt sammen.
Der var sjov og ballade på vejen og Højstrupskolen, og der var ungerne fra børnehjemmet nede på Glocksvej, nogle af dem blev far venner med, og han besøgte dem dernede, og det var jo helt vildt med forholdene der, og så var man nok fire drenge og to voksne på 64 kvadratmeter, men der var dog to voksne, og nok ville farmor væk fra rabarberkvarteret, og nok forsømte farfar sin familie ved altid at arbejde, hvis ikke det ene job så det andet, men de fandtes dog.
Dem fra vejen var en hel verden, en kosmologi for far. Der var Leo Indianer som fik det øgenavn fordi hans far engang troppede op på skolen med en økse og truede en af lærerne der havde slået hans søn.
Der var Ronnie der bare blev kaldt Makaronni fordi det havde hans mor engang bræget ud ad vinduet da de skulle spise aftensmad, ligesom Eddy Spaghetti fra holdet og vejen som fik det øgenavn fordi han altid ringede midt i maden, og altid når der var spaghetti på menuen.
Og der var Erik Rattlesnackel som jeg ikke kan huske hvorfor hed Erik Rattlesnackel. Og der var militærets marker, og, FUCK, nu begynder jeg at græde fordi far, han har fortalt om Bolbro og gamle dage igen og igen hele min barndom og ungdom, og jeg er vokset op og har savnet ham helt vildt meget, og jeg fatter det ikke … men der var altså historien om militærets marker, som … bare det at jeg skriver militærets marker … det får tårerne frem.
Sikke noget pis.
Der var Torben, Torben og Torben. Far er den ene af de tre, den anden er Bagge, en af fars bedste venner fra barndommen og gennem hele livet, den tredje kan jeg ikke huske. Og de tre havde sneget sig ind på militærets marker for at lege, og det vidste de godt var dybt forbudt.
Og så … det gjorde de tit, sneg sig rundt og legede derinde, og det var jo farligt fordi militæret øvede med skud og alt muligt, men … og den her dag bliver de simpelthen opdaget af militærpolitiet som tager dem med hen på kasernen, og der giver en officer dem så en ordentlig skideballe og fortæller dem igen hvor dybt farligt det er, og det skal de sige til deres forældre, og far og hans venner ved de er på skideren, og så spørger officeren hvad de hedder, og far svarer Torben, og Bagge svarer Torben, og den tredje som jeg ikke kan huske hvem er, svarer Torben, og officeren bliver edderspændt rasende og råber at de ikke skal lave pis med ham.
Men det gør de slet ikke! De hedder Torben, Torben og Torben. Og så … så kan jeg ikke huske hvordan historien ender, det er det der øjeblik hvor de siger:
”Torben, Torben og Torben,” historien handler om, og bror og jeg vil altid høre den, vi plager far om at fortælle den igen og igen og igen indtil han ikke kan holde det ud, han forstår ikke hvorfor vi altid vil høre lige den historie, men det vil vi, utrætteligt.
Og far, han hedder egentlig slet ikke Torben ligesom Bagge jo heller ikke hedder Torben, men Bagge.
Far hedder Skoje. Det kalder alle ham, det er hans legendenavn, navnet fra vejen.
Hvorfor lige Skoje? Jeg aner det virkelig ikke.
Bror får det samme navn som mor: Teller, og det giver jo mening for det er lige ud af vores efternavn, og det er det samme med Bagge. Det er rimelig almindeligt med kæle- og øgenavne i det her miljø.
Der var folk som Langdal, Finn Fisk (der solgte fisk i Føtex Bolbro, og som altid gav far nogle ekstrabillige fisk ud af klubsolidaritet), Kaj Glatnak (der blev tidligt skaldet), Smeden, Smukke Jens, Bomberdahl (fordi han ikke var god til ”at bombe”/at score mange mål), Marius En-arm (han havde to arme!?) og Erik der bare blev kaldt Pol Pot fordi han var maoist.
For far er klubben på én gang forbundet til vejen og en mulighed for at komme væk fra vejen. Klubben er noget godt at tage sig til.
Far og hans storebror bliver meget involveret i klubben, og de hverver andre fra vejen, deler flyers ud og står også nogle gange ovre ved skolerne, men der kan lærerne godt finde på at verfe dem væk, de vil ikke have at de står der og deler propaganda ud.
Det er jo Arbejdernes Idræts Klub vi snakker om, det er klassekamp. Det er fællesskab, sportsånd og kammeratskab.
Klubben handler om at hjælpe til, være træner for de unge og lave sommerlejr og gode ferieaktiviteter.
Med andre ord stable noget godt og opbyggeligt på benene.
Det er for alles skyld. Man giver sig til klubben, til ånden og løfter i flok. Det er smukke værdier, store værdier.
Men hvorfor AIK og ikke Bolbro?
Malte Tellerup: Mestrene
Nomineret til DR Romanprisen.
“Et fint, rørende, meget gennemreflekteret portræt af forfatteren som ung sportsmand” – Information
★★★★★ “Fremragende” – Jyllands-Posten
★★★★★ Kristeligt Dagblad
Mestrene er en autobiografisk roman om at vokse op i et sportsmiljø. Det er en roman om familie, håndbold, halkultur, om at være queer i et maskulint domineret fællesskab og om vindermentalitet i 00’erne. Malte er en forfatter sidst i 20’erne. Han er vokset op i ”en rigtig håndboldfamilie” og bliver i en ung alder en del af en gylden årgang i håndboldklubben Bolbro. Men da han som 17-årig står over for muligheden for en professionel karriere som håndboldspiller, smuldrer det hele mellem fingrene på ham. Men hvad skete der? Malte går på opdagelse, ikke bare i sin egen fortid, men også i håndboldspillets historie og i de danske håndboldklubbers udvikling.
Du kan købe Mestrene online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: