Jeffrey Archers dramatiske roman om bjergbestigeren George Mallorys kamp for at bestige verdens højeste bjerg oversættes nu til dansk!
Forfatteren Jeffrey Archer er kendt for at skrive store, episke spændingsromaner, og med mere end 275 millioner solgte bøger på verdensplan hører han til blandt tidens mest læste forfattere.
Archers brede forfatterskab spænder over mere end 30 bøger, hvoraf mange af dem er oversat til dansk. Nu udvides listen med endnu en roman på dansk, nemlig Ærens veje.
LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer
Ærens veje er en dramatisk fortælling om den legendariske engelske bjergbestiger George Mallory, der hele tre gange i 1920’erne forsøgte at bestige Mount Everest. I 1999 fandt man Mallorys lig i sneen blot 700 m fra bjergets top, og det uopklarede spørgsmål melder sig derfor:
Var George Mallory den første i verden, der lykkedes med at bestige Mount Everest eller omkom han inden, han nåede toppen?
Jeffrey Archer skrev oprindeligt Ærens veje i 2009, og den adskiller sig fra øvrige Archer-titler ved at være baseret på de virkelige begivenheder.
Smuglæs de første tre kapitler af Ærens veje af Jeffrey Archer herunder:
Ærens veje
Jeffrey Archer
1892
1
St Bees, Cumberland, 19. juli 1892
Havde man spurgt George, hvorfor han var begyndt at gå hen mod klippen, kunne han ikke have svaret. Den omstændighed, at han var nødt til at vade ud i havet for at nå sit mål, lod ikke til at bekymre ham, selv om han ikke kunne svømme.
Der var kun én person på stranden den formiddag, som udviste interesse for, hvad den seksårige dreng foretog sig, og det var pastor Leigh Mallory. Pastoren foldede sit eksemplar af The Times sammen og lagde det på sandet ved siden af sine fødder.
Han sagde ikke noget til sin kone, som lå på en liggestol ved siden af ham med lukkede øjne og nød de sjældne solstråler, helt uvidende om de farer, hendes ældste søn udsatte sig for. Han vidste, at hun ville gå i panik, som hun havde gjort det, da drengen var klatret op på taget af landsbyens forsamlingshus under et møde i Mothers’ Union.
Pastor Mallory kiggede hurtigt efter sine tre andre børn, som legede fredsommeligt nede ved vandkanten og ikke skænkede deres storebror en tanke. Avie og Mary samlede muslingeskaller, som var blevet skyllet ind med tidevandet om morgenen, og deres lillebror Trafford var velfornøjet optaget af at fylde en lille blikspand med sand.
Mallorys opmærksomhed vendte tilbage til hans søn og arving, som stadig beslutsomt var på vej ud mod klippen. Han var endnu ikke bekymret for ham, for det måtte da snart gå op for drengen, at han var nødt til at vende om. Han rejste sig dog fra liggestolen, da vandet nåede op til drengens knæbukser.
Selv om George nu næsten var ude, hvor han ikke kunne bunde, klatrede han behændigt op på det forrevne klipperev, så snart han var nået ud til det, og sprang fra sten til sten, indtil han hurtigt nåede toppen. Her tog han plads og skuede ud over horisonten.
Pastoren iagttog nu sin søn med begyndende nervøsitet, efterhånden som vandet begyndte at skylle op omkring klipperne. Han ventede tålmodigt på, at drengen skulle opdage den farlige situation, for når det skete, ville han givetvis vende sig om og tilkalde hjælp. Det gjorde han dog ikke.
Da det første havskum sprøjtede op på hans tæer, begyndte pastor Mallory at gå langsomt ned mod vandkanten.
”Det er godt, min dreng,” mumlede han, idet han gik forbi sin yngste søn, som nu var optaget af at bygge et sandslot.
Men han tog ikke øjnene fra sin ældste søn, som stadig ikke havde kigget ind mod stranden, selv om bølgerne nu slikkede op om hans ankler.
Pastor Mallory kastede sig ud i vandet og begyndte at svømme ud mod klipperevet, men for hver eneste langsomme bevægelse, gik det op for ham, at det var meget længere væk, end han havde været klar over.
Omsider nåede han ud til klipperevet og trak sig op på det. Da han klodset klatrede op til toppen, rev han sig flere steder på fødderne, da han ikke var nær så sikker på benene som sin søn. Da han var kommet ud til drengen, forsøgte han at skjule, hvor forpustet og utilpas han var.
I det samme hørte han et skrig. Han vendte sig og så sin kone, der stod inde ved vandkanten og råbte fortvivlet:
”George! George!”
”Vi må vist hellere se at komme ind igen, min dreng,” sagde pastor Mallory uden at lyde alt for bekymret.
”Din mor skulle jo nødigt blive nervøs.”
”Kan vi ikke vente lidt endnu, far?” bad George og blev ved med at stirre beslutsomt ud over havet.
Men hans far havde bestemt, at de ikke kunne vente længere og trak nænsomt sin søn væk fra klippen.
De var betydeligt længere om at komme ind til den sikre strandbred, fordi pastor Mallory var nødt til at svømme på ryggen med drengen i sine arme og derfor kun kunne sparke svømmetag med benene. Det var første gang, George opdagede, at vejen hjem kan tage meget længere tid end vejen ud.
Da Georges far langt om længe faldt om af udmattelse inde på strandkanten, kom Georges mor stormende ned for at tage imod dem. Hun sank ned på knæ og knugede sit barn til sin barm, mens hun udbrød:
”Gud være lovet, Gud være lovet!”
Sin udmattede ægtemand ofrede hun ikke den store opmærksomhed. Georges to søstre stod et stykke væk fra det fremrykkende tidevand og græd stille, mens lillebroren blev ved med at bygge videre på sit sandslot. Han var så lille, at enhver tanke om døden var ham fremmed.
Pastor Mallory satte sig lidt senere op og stirrede på sin ældste søn, som nu igen spejdede ud over havet, selv om klipperevet ikke længere var synligt. Han erkendte for første gang, at drengen åbenbart ikke anede, hvad frygt eller risiko var.
1896
2
Læger, filosoffer og endda historikere har debatteret arvens betydning i forsøget på at forstå skiftende generationers fremgang eller det modsatte.
Hvis en historiker havde studeret George Mallorys forældre, ville han have haft svært ved at forklare deres søns sjældne begavelse for ikke at tale om hans medfødte gode udseende og personlighed.
Georges far og mor anså sig selv for at tilhøre den højere middelklasse, selv om de strengt taget manglede økonomiske ressourcer til at smykke sig med den slags prætentioner.
Pastor Mallorys sognebørn i Mobberley i Cheshire anså ham for at være High Church, stokkonservativ og snæversynet, og der var bred enighed om, at hans kone var en snob. George måtte have arvet sin begavelse fra en fjern slægtning, det var konklusionen.
Hans far var udmærket klar over, at hans ældste søn var et usædvanligt barn, og var villig til at leve med de afsavn, der var nødvendige for at sikre, at George kunne begynde sin uddannelse på Glengorse, en eksklusiv forberedelsesskole i Sydengland.
George hørte ofte sin far sige:
”Vi bliver nødt til at spænde livremmen ind, især hvis Trafford skal følge i dine fodspor.”
Da han i nogen tid havde reflekteret over denne betragtning, spurgte han sin mor, om der fandtes forberedelsesskoler i England, som hans søstre kunne gå på.
”Nej, bevar mig vel,” svarede hun hånligt. ”Det ville være rent spild af penge. Og hvad skulle det også gøre godt for?”
”Ja, for det første ville det jo betyde, at Avie og Mary fik de samme muligheder som Trafford og mig,” svarede George.
Hans mor fnøs.
”Hvorfor udsætte pigerne for en sådan prøvelse, når det ikke på nogen måde ville forbedre deres udsigter til at finde en passende ægtemand?”
”Er det ikke muligt,” spurgte George, ”at en ægtemand kunne have gavn af at være gift med en veluddannet kvinde?”
”Det er da det sidste, en mand ønsker,” svarede hans mor. ”Du vil snart erfare, at de fleste ægtemænd foretrækker en hustru, der kan føde en arving og derefter en reservearving og desuden holde styr på tjenestefolkene.”
George var ikke overbevist og besluttede at vente til en passende lejlighed, hvor han kunne tage emnet op med sin far.
***
Mallory-familiens sommerferie i 1896 blev ikke tilbragt i St Bees med at bade i havet, men i Malvern Hills med vandreture.
De fleste af familiens medlemmer opdagede hurtigt, at de ikke kunne holde trit med George, men hans far gjorde i det mindste et bravt forsøg på at følge med ham op på de højere bjergsider, mens resten af familien foretrak at vandre gennem dalene længere nede.
George tog hul på det plagsomme spørgsmål om sine søstres uddannelse, mens hans far forpustet forsøgte at holde tempoet flere meter bagude.
”Hvorfor får piger ikke de samme muligheder som drenge?”
”Ja, det er nu engang ikke naturens orden, min dreng,” svarede hans far, mens han hev efter vejret.
”Og hvem bestemmer, hvad der er naturens orden?”
”Gud,” svarede pastor Mallory med følelsen af, at han nu befandt sig på mere sikker grund. ”Det var Gud, der bestemte, at manden skal arbejde for at skaffe føde og husly til sin familie, mens hans hustru bliver derhjemme og opfostrer børnene.”
”Men Gud må da have lagt mærke til, at kvinder ofte er forsynet med sundere fornuft end mænd. Jeg er sikker på, at han ved, at Avie er langt mere velbegavet end Trafford og mig.”
Pastor Mallory sakkede agterud, fordi han havde brug for lidt tid til at overveje sin søns argument og for at have endnu mere tid til at finde ud af, hvordan han skulle besvare det.
”Mænd er fra naturens hånd kvinder overlegne,” udtalte han til sidst, dog uden at lyde særligt overbevisende, og derefter tilføjede han spagfærdigt:
”Og vi skal ikke tro, at vi kan lave om på naturen.”
”Hvis det er sandt, far, hvordan kan det så være, at dronning Victoria har regeret så glimrende i snart 60 år?”
”Det skyldes simpelthen, at der ikke var mandlige arvinger til tronen,” svarede hans far, dog med følelsen af, at han var ved at komme ud, hvor han ikke kunne bunde.
”Hvor var det dog heldigt for England, at der heller ikke var nogen mand til rådighed, da dronning Elizabeth besteg tronen,” sagde George.
”Måske er tiden kommet til at give piger de samme muligheder som drenge, så de kan bevise, at de kan klare sig godt i denne verden.”
”Det ville aldrig gå,” svarede hans far betuttet.
”Det ville jo vende op og ned på den naturlige samfundsorden. Hvis du fik din vilje, hvordan skulle din mor så bære sig ad med at finde en kokkepige eller køkkenpige?”
”Hun kunne jo få en mand til at gøre arbejdet,” foreslog George troskyldigt.
”Gudfader bevares, George. Jeg tror minsandten, at du er ved at blive fritænker. Har du hørt på ham der Bernard Shaws forvildede teorier?”
”Nej, far, men jeg har læst hans pamfletter.”
Det er ikke usædvanligt, at forældre får den tanke, at deres afkom er bedre begavet end de selv, men pastor Mallory var ikke spor villig til at se denne mulighed i øjnene så kort tid efter Georges tiårs fødselsdag.
George var parat til at stille det næste spørgsmål, men så opdagede han, at hans far sakkede længere og længere bagud. For når det drejede sig om at vandre i bjerge, havde pastor Mallory for længst affundet sig med, at hans søn var i en klasse for sig.
3
George græd ikke, da hans forældre sendte ham på kostskole. Ikke fordi han ikke havde lyst, men fordi der var en anden dreng klædt i den samme røde blazer og grå, korte flannelsbukser, der tudede som en tøs i den anden ende af kupéen.
Guy Bullock, som han hed, kom fra en helt anden verden. Han kunne ikke forklare George, hvad hans far var, men uanset hvordan han tjente til livets ophold, dukkede ordet industri op i tide og utide – et ord, som George var sikker på, at hans mor ikke ville bryde sig om.
Der var også noget andet, som fremgik med al ønskelig tydelighed, efter at Guy havde fortalt om sin families ferie i Pyrenæerne. Han var en dreng, som aldrig havde hørt ordene:
Vi bliver nødt til at spænde livremmen ind.
Ikke desto mindre var de blevet gode venner, da de senere på eftermiddagen ankom til stationen i Eastbourne.
De to drenge sov i senge, der stod ved siden af hinanden i juniorsovesalen og sad ved siden af hinanden i klasseværelset, og da de nåede til deres sidste år på Glengorse, overraskede det ikke nogen, at de også delte studerekammer.
George var bedre end Guy til stort set alt, hvad de forsøgte sig med, men Guy havde tilsyneladende ikke noget imod det. Tværtimod lod det til, at han var stolt af sin vens præstationer, selv da George blev udnævnt til anfører for fodboldholdet og senere fik en friplads på kostskolen Winchester.
Guy sagde til sin far, at han aldrig havde fået en friplads på Winchester, hvis han ikke havde delt studerekammer med George, som til stadighed pressede ham til at yde mere.
Mens Guy læste resultaterne af optagelsesprøven, som var slået op på skolens opslagstavle, var George tilsyneladende mere interesseret i en bekendtgørelse, der var sat fast med tegnestifter lige nedenunder.
Mr. Deacon, kemilæreren, inviterede elever, der skulle forlade skolen, til at deltage i en klatreferie i Skotland. Guy var ikke særlig interesseret i at klatre, men da George havde skrevet sig på listen, gjorde han det også.
George havde aldrig været en af mr. Deacons yndlingselever, måske fordi kemi ikke var et af de fag, han udmærkede sig i, men da hans lidenskab for at klatre langt oversteg hans ligegyldighed over for bunsenbrænderen eller lakmuspapiret, havde han besluttet sig for at affinde sig med mr. Deacon.
Og som han betroede Guy, hvis tossen gjorde sig den ulejlighed at organisere en årlig klatreferie, kunne han ikke være helt håbløs.
***
Fra det øjeblik de satte foden på skotsk jord, nærmere bestemt det golde skotske højland, følte George sig hensat til en anden verden.
I dagtimerne vandrede han gennem de bregnebevoksede lyngheder og bakker, og om aftenen sad han i teltet og læste ved stearinlysets skær i Den besynderlige sag om dr. Jekyll og mr. Hyde, før han modstræbende lagde sig til at sove.
Hver gang mr. Deacon gik i gang med et nyt bjerg, holdt George sig i baggrunden i gruppen og gjorde sig sine tanker om den rute, han havde valgt.
Et par gange dristede han sig til at foreslå en alternativ rute, men mr. Deacon ignorerede hans forslag og gjorde ham opmærksom på, at han i de forløbne 18 år havde deltaget i utallige bjergbestigningsudflugter i Skotland, og at Mallory gjorde klogt i at gøre sig nogle tanker om erfaringens værdi.
George rettede ind og fulgte efter sin lærer op ad de oftest betrådte stier.
Ved aftensmaden, hvor George fik lov at smage ingefærøl og røget laks for første gang, gav mr. Deacon sig god tid til at forelægge sine planer for den følgende dag.
”I morgen,” erklærede han, ”står vi over for en meget svær opgave, men efter at vi har klatret her i højlandet i ti dage, er jeg sikker på, at I er godt forberedt på en sådan udfordring.”
En halv snes forventningsfulde ansigter stirrede på mr. Deacon, da han fortsatte:
”Vi skal forsøge at bestige det højeste bjerg her i Skotland.”
”Ben Nevis,” sagde George.
”1.345 meter,” tilføjede han, selv om han aldrig havde set bjerget.
”Mallory har ret,” sagde mr. Deacon, tydeligvis irriteret over afbrydelsen.
”Når vi kommer op på toppen – tinden eller toppunktet, som vi bjergbestigere kalder det – spiser vi alle sammen frokost, mens vi nyder en af de smukkeste udsigter i Storbritannien. Vi skal være tilbage i lejren inden solnedgang, og da nedstigningen altid er den vanskeligste del af en bjergbestigning, mødes alle til morgenmad klokken syv, så vi kan begive os af sted på slaget otte.”
Guy lovede at vække George næste morgen, da han ofte sov over sig og gik glip af morgenmaden, hvilket dog ikke forhindrede mr. Deacon i at holde sig til et skema, der ledte tanken hen på en militær operation.
Men George var spændt ved udsigten til at skulle bestige Skotlands højeste bjerg, og det var derfor ham, der vækkede Guy den næste morgen.
Han var en af de første, der mødte op til morgenmåltidet sammen med mr. Deacon, og ventede utålmodigt foran teltet, længe før ekspeditionen begav sig af sted.
Mr. Deacon så på sit ur. Da klokken var et minut i otte, begav han sig i et rask tempo hen ad den sti, der skulle føre dem til bjergets fod.
”Fløjteøvelse!” råbte han, da de havde gået omkring halvanden kilometer.
Alle drengene på nær én tog deres fløjte frem og blæste energisk det signal, der betød, at de var i fare og havde brug for hjælp. Mr. Deacon kunne ikke skjule et stramtandet smil, da han opdagede, at en af hans elever ikke havde efterkommet hans ordre.
”Kan jeg konkludere, at du har glemt fløjten i lejren, Mallory?”
”Ja, sir,” svarede George, som var irriteret over, at mr. Deacon havde grebet ham i denne forsømmelse.
”Så er du nødt til at vende tilbage til lejren omgående, hente fløjten og indhente os andre, inden vi begynder på opstigningen.”
George spildte ikke tiden på at protestere. Han løb af sted i den modsatte retning, og da han nåede tilbage til lejren, lagde han sig på alle fire og kravlede ind i teltet, hvor han straks fik øje på fløjten oven på soveposen.
Han bandede, tog den og begyndte at løbe tilbage igen i håb om at indhente sine kammerater, inden de begyndte på opstigningen. Men da han nåede frem til bjergets fod, var den lille flok klatrere allerede begyndt at klatre op på bjerget.
Guy Bullock, der havde fået tjansen som bagtrop, så sig hele tiden tilbage i håb om at få øje på sin ven George. Han blev lettet, da han så George komme løbende og vinkede energisk. George vinkede tilbage, mens gruppen fortsatte den langsomme opstigning på bjerget.
”Hold jer til stien,” var det sidste, George hørte mr. Deacon sige, idet den lille gruppe forsvandt rundt om det første hjørne.
Da de var forsvundet ud af syne, standsede George brat. Han kiggede op ad bjerget, som lå badet i varmt, diset solskin. De klart oplyste klipper og skyggefulde slugter tydede på, at der var hundrede forskellige måder at komme op til toppen på, men dem så mr. Deacon og hans trofaste trop helt bort fra, mens de beslutsomt holdt sig til rejsehåndbogens anbefalede sti.
George fæstede sig ved en smal siksakstribe, der førte op ad bjergsiden, og som måtte være en udtørret bæk, der formodentlig var strømmende fuld af vand de ni af årets måneder – men ikke i dag.
Han gik væk fra stien uden at ænse skiltene og satte kursen mod bjergets fod. Uden at tænke nærmere over det sprang han op på den første kant som en gymnast på den høje barre og begyndte adræt at gå fra fremspring til fremspring uden at betænke sig et øjeblik eller kigge ned.
Han holdt først en pause, da han nåede op til et stort klippefremspring knap 350 meter over bjergets fod. Han betragtede terrænet et øjeblik eller to, før han fik øje på en ny rute og begav sig af sted igen, nogle gange på veltrådte stier, andre gange på steder, hvor ingen havde gået før.
Han standsede ikke igen, før han var næsten halvvejs oppe ad bjerget. Han så på sit ur – 9.07. Han spekulerede på, hvilket skilt mr. Deacon og resten af holdet var nået op til.
Længere fremme kunne George se en utydelig sti, der så ud, som om den kun havde været benyttet af erfarne bjergbestigere eller af dyr. Han fulgte den, indtil han kom til en stor granitblok og måtte standse. Blokken var som en lukket dør, der forhindrede enhver i at komme op til toppen uden nøgle.
George brugte et par minutter på at overveje mulighederne: Han kunne gå tilbage eller tage den lange rute rundt om blokken, hvilket utvivlsomt ville føre ham tilbage til den sikre offentlige sti – begge dele ville betyde, at opstigningen kom til at tage en hel del længere tid.
Men han kom til at smile, da et får på et fremspring over ham pludselig gav sig til at bræge, fordi det ikke var vant til at blive forstyrret af mennesker. Straks efter løb det væk og afslørede derved uafvidende den rute, som det indtrængende menneske burde følge.
George spejdede efter kanter eller fordybninger, hvor han kunne anbringe en hånd og derefter en fod, og begyndte at klatre. Han kiggede ikke ned, mens han langsomt bevægede sig op ad den lodrette klippeside og ledte efter greb eller en kant, hvor han kunne få fat.
Når han fandt det, han søgte, og havde trukket sig op, brugte han det som det næste fodfæste. Selv om klippen næppe var mere end 15-16 meter høj, gik der 20 minutter, før George var i stand til at hale sig det sidste stykke op til toppen og se Ben Nevis’ tinde for første gang.
Belønningen for at have taget den mere krævende rute fik han med det samme, for nu var der kun en svagt bølgende skråning op til toppen.
Han gav sig til at løbe i luntetrav på den sjældent benyttede sti, og da han stod på toppen, føltes det, som om han stod på verdens tag. Det overraskede ham ikke, at mr. Deacon og resten af den lille gruppe ikke var nået op endnu.
Han satte sig alene på den øverste tinde og skuede ud over landskabet, der strakte sig mange kilometer til alle sider under ham. Der gik en time, før mr. Deacon kom til syne i spidsen for sin trofaste flok.
Og mr. Deacon havde svært ved at skjule sin harme, da de andre drenge gav sig til at huje og klappe ad den enlige skikkelse, der sad på bjergets top.
Mr. Deacon marcherede hen til George og spurgte:
”Hvordan har du båret dig ad med at overhale os, Mallory?”
”Jeg har ikke overhalet Dem, sir,” svarede George.
”Jeg fandt bare en anden vej op.”
Mr. Deacons ansigtsudtryk lod ingen af de andre drenge i tvivl om, at han ikke havde lyst til at tro på, hvad George havde sagt.
”Som jeg har sagt mange gange, Mallory, er nedstigningen altid sværere end opstigningen, ikke mindst fordi man allerede har brugt masser af energi på at komme op. Det forstår nybegyndere ikke altid,” sagde mr. Deacon.
Efter en dramatisk kunstpause tilføjede han:
”Og det kommer de ofte til at undgælde for.”
George svarede ikke.
”Så du gør klogt i at holde dig til os andre på vejen ned.”
Da drengene havde spist de medbragte madpakker, fik mr. Deacon dem til at træde an på række og geled, inden han indtog sin position forrest.
Han begyndte dog ikke at gå, før han havde sikret sig, at George også var en del af gruppen og stod og talte med sin ven Bullock.
Han ville have beordret ham op foran, hvis han havde hørt, hvad han sagde:
”Vi ses nede i lejren, Guy.”
I én henseende fik mr. Deacon ret. Turen ned ad bjerget var ikke kun mere krævende end turen op, den var også farligere, og som han havde forudsagt, tog den meget længere tid.
Tusmørket var allerede begyndt at sænke sig, da mr. Deacon kom trampende ind i lejren, fulgt af sine slukørede og dødtrætte elever. De troede ikke deres egne øjne. George sad i skrædderstilling på jorden og drak ingefærøl, mens han læste en bog.
Guy Bullock brast i latter, men det huede bestemt ikke mr. Deacon.
Han fik George til at stå i retstilling, mens han leverede en alvorlig reprimande om betydningen af sikkerhed i bjergene. Da han var færdig med denne tirade, beordrede han George til at trække bukserne ned og bøje sig forover.
Mr. Deacon havde ikke noget spanskrør med i oppakningen, så han trak læderbæltet ud af sine kakishorts og tildelte George seks slag mod den nøgne hud, men til forskel fra fåret brægede George ikke.
Ved solopgang næste morgen fulgte mr. Deacon George hen til den nærmeste jernbanestation. Han købte en billet og gav ham et brev, som han gav George besked på at give sin far, så snart han kom hjem til Mobberley.
***
”Hvorfor kommer du hjem før tid?” spurgte Georges far.
George rakte ham brevet og forholdt sig tavs, mens pastor Mallory rev konvolutten op og læste mr. Deacons tekst. Han spidsede munden og forsøgte at skjule et smil, hvorefter han så på sin søn og løftede pegefingeren.
”Du må prøve at være mere taktfuld i fremtiden, min dreng, og prøv også at lade være med at bringe ældre og klogere mennesker i forlegenhed.”
Jeffrey Archer: Ærens veje
I 1999 fandt man blot 700 meter fra toppen af Mount Everest det dybfrosne lig af den legendariske engelske bjergbestiger George Mallory, der forsvandt i 1924. Tre gange forsøgte han at bestige verdens højeste bjerg, tredje gang blev ulykkens gang. Både han og hans klatremakker Andrew Irvine omkom på bjerget. Liget af Irvine er aldrig blevet fundet, heller ikke Mallorys kamera. Måske indeholder det billeder fra toppen og dermed beviset for, at Mallory blev den første på verdens tag næsten 30 år før Sir Edmund Hillary.
Ærens veje er den dramatiske historie om George Mallory, født i 1886 og uddannet på Cambridge University. Han kæmpede på Vestfronten under Første Verdenskrig, og var hele sit liv en fænomenal bjergbestiger. På spørgsmålet om, hvorfor han ville bestige Mount Everest, svarede han: ”Fordi det ligger der.”
Jeffrey Archers dramatiske roman om bjergbestigeren George Mallorys kamp for at bestige verdens højeste bjerg oversættes nu til dansk!
Forfatteren Jeffrey Archer er kendt for at skrive store, episke spændingsromaner, og med mere end 275 millioner solgte bøger på verdensplan hører han til blandt tidens mest læste forfattere.
Archers brede forfatterskab spænder over mere end 30 bøger, hvoraf mange af dem er oversat til dansk. Nu udvides listen med endnu en roman på dansk, nemlig Ærens veje.
LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer
Ærens veje er en dramatisk fortælling om den legendariske engelske bjergbestiger George Mallory, der hele tre gange i 1920’erne forsøgte at bestige Mount Everest. I 1999 fandt man Mallorys lig i sneen blot 700 m fra bjergets top, og det uopklarede spørgsmål melder sig derfor:
Var George Mallory den første i verden, der lykkedes med at bestige Mount Everest eller omkom han inden, han nåede toppen?
Jeffrey Archer skrev oprindeligt Ærens veje i 2009, og den adskiller sig fra øvrige Archer-titler ved at være baseret på de virkelige begivenheder.
Smuglæs de første tre kapitler af Ærens veje af Jeffrey Archer herunder:
Ærens veje
Jeffrey Archer
1892
1
St Bees, Cumberland, 19. juli 1892
Havde man spurgt George, hvorfor han var begyndt at gå hen mod klippen, kunne han ikke have svaret. Den omstændighed, at han var nødt til at vade ud i havet for at nå sit mål, lod ikke til at bekymre ham, selv om han ikke kunne svømme.
Der var kun én person på stranden den formiddag, som udviste interesse for, hvad den seksårige dreng foretog sig, og det var pastor Leigh Mallory. Pastoren foldede sit eksemplar af The Times sammen og lagde det på sandet ved siden af sine fødder.
Han sagde ikke noget til sin kone, som lå på en liggestol ved siden af ham med lukkede øjne og nød de sjældne solstråler, helt uvidende om de farer, hendes ældste søn udsatte sig for. Han vidste, at hun ville gå i panik, som hun havde gjort det, da drengen var klatret op på taget af landsbyens forsamlingshus under et møde i Mothers’ Union.
Pastor Mallory kiggede hurtigt efter sine tre andre børn, som legede fredsommeligt nede ved vandkanten og ikke skænkede deres storebror en tanke. Avie og Mary samlede muslingeskaller, som var blevet skyllet ind med tidevandet om morgenen, og deres lillebror Trafford var velfornøjet optaget af at fylde en lille blikspand med sand.
Mallorys opmærksomhed vendte tilbage til hans søn og arving, som stadig beslutsomt var på vej ud mod klippen. Han var endnu ikke bekymret for ham, for det måtte da snart gå op for drengen, at han var nødt til at vende om. Han rejste sig dog fra liggestolen, da vandet nåede op til drengens knæbukser.
Selv om George nu næsten var ude, hvor han ikke kunne bunde, klatrede han behændigt op på det forrevne klipperev, så snart han var nået ud til det, og sprang fra sten til sten, indtil han hurtigt nåede toppen. Her tog han plads og skuede ud over horisonten.
Pastoren iagttog nu sin søn med begyndende nervøsitet, efterhånden som vandet begyndte at skylle op omkring klipperne. Han ventede tålmodigt på, at drengen skulle opdage den farlige situation, for når det skete, ville han givetvis vende sig om og tilkalde hjælp. Det gjorde han dog ikke.
Da det første havskum sprøjtede op på hans tæer, begyndte pastor Mallory at gå langsomt ned mod vandkanten.
”Det er godt, min dreng,” mumlede han, idet han gik forbi sin yngste søn, som nu var optaget af at bygge et sandslot.
Men han tog ikke øjnene fra sin ældste søn, som stadig ikke havde kigget ind mod stranden, selv om bølgerne nu slikkede op om hans ankler.
Pastor Mallory kastede sig ud i vandet og begyndte at svømme ud mod klipperevet, men for hver eneste langsomme bevægelse, gik det op for ham, at det var meget længere væk, end han havde været klar over.
Omsider nåede han ud til klipperevet og trak sig op på det. Da han klodset klatrede op til toppen, rev han sig flere steder på fødderne, da han ikke var nær så sikker på benene som sin søn. Da han var kommet ud til drengen, forsøgte han at skjule, hvor forpustet og utilpas han var.
I det samme hørte han et skrig. Han vendte sig og så sin kone, der stod inde ved vandkanten og råbte fortvivlet:
”George! George!”
”Vi må vist hellere se at komme ind igen, min dreng,” sagde pastor Mallory uden at lyde alt for bekymret.
”Din mor skulle jo nødigt blive nervøs.”
”Kan vi ikke vente lidt endnu, far?” bad George og blev ved med at stirre beslutsomt ud over havet.
Men hans far havde bestemt, at de ikke kunne vente længere og trak nænsomt sin søn væk fra klippen.
De var betydeligt længere om at komme ind til den sikre strandbred, fordi pastor Mallory var nødt til at svømme på ryggen med drengen i sine arme og derfor kun kunne sparke svømmetag med benene. Det var første gang, George opdagede, at vejen hjem kan tage meget længere tid end vejen ud.
Da Georges far langt om længe faldt om af udmattelse inde på strandkanten, kom Georges mor stormende ned for at tage imod dem. Hun sank ned på knæ og knugede sit barn til sin barm, mens hun udbrød:
”Gud være lovet, Gud være lovet!”
Sin udmattede ægtemand ofrede hun ikke den store opmærksomhed. Georges to søstre stod et stykke væk fra det fremrykkende tidevand og græd stille, mens lillebroren blev ved med at bygge videre på sit sandslot. Han var så lille, at enhver tanke om døden var ham fremmed.
Pastor Mallory satte sig lidt senere op og stirrede på sin ældste søn, som nu igen spejdede ud over havet, selv om klipperevet ikke længere var synligt. Han erkendte for første gang, at drengen åbenbart ikke anede, hvad frygt eller risiko var.
1896
2
Læger, filosoffer og endda historikere har debatteret arvens betydning i forsøget på at forstå skiftende generationers fremgang eller det modsatte.
Hvis en historiker havde studeret George Mallorys forældre, ville han have haft svært ved at forklare deres søns sjældne begavelse for ikke at tale om hans medfødte gode udseende og personlighed.
Georges far og mor anså sig selv for at tilhøre den højere middelklasse, selv om de strengt taget manglede økonomiske ressourcer til at smykke sig med den slags prætentioner.
Pastor Mallorys sognebørn i Mobberley i Cheshire anså ham for at være High Church, stokkonservativ og snæversynet, og der var bred enighed om, at hans kone var en snob. George måtte have arvet sin begavelse fra en fjern slægtning, det var konklusionen.
Hans far var udmærket klar over, at hans ældste søn var et usædvanligt barn, og var villig til at leve med de afsavn, der var nødvendige for at sikre, at George kunne begynde sin uddannelse på Glengorse, en eksklusiv forberedelsesskole i Sydengland.
George hørte ofte sin far sige:
”Vi bliver nødt til at spænde livremmen ind, især hvis Trafford skal følge i dine fodspor.”
Da han i nogen tid havde reflekteret over denne betragtning, spurgte han sin mor, om der fandtes forberedelsesskoler i England, som hans søstre kunne gå på.
”Nej, bevar mig vel,” svarede hun hånligt. ”Det ville være rent spild af penge. Og hvad skulle det også gøre godt for?”
”Ja, for det første ville det jo betyde, at Avie og Mary fik de samme muligheder som Trafford og mig,” svarede George.
Hans mor fnøs.
”Hvorfor udsætte pigerne for en sådan prøvelse, når det ikke på nogen måde ville forbedre deres udsigter til at finde en passende ægtemand?”
”Er det ikke muligt,” spurgte George, ”at en ægtemand kunne have gavn af at være gift med en veluddannet kvinde?”
”Det er da det sidste, en mand ønsker,” svarede hans mor. ”Du vil snart erfare, at de fleste ægtemænd foretrækker en hustru, der kan føde en arving og derefter en reservearving og desuden holde styr på tjenestefolkene.”
George var ikke overbevist og besluttede at vente til en passende lejlighed, hvor han kunne tage emnet op med sin far.
***
Mallory-familiens sommerferie i 1896 blev ikke tilbragt i St Bees med at bade i havet, men i Malvern Hills med vandreture.
De fleste af familiens medlemmer opdagede hurtigt, at de ikke kunne holde trit med George, men hans far gjorde i det mindste et bravt forsøg på at følge med ham op på de højere bjergsider, mens resten af familien foretrak at vandre gennem dalene længere nede.
George tog hul på det plagsomme spørgsmål om sine søstres uddannelse, mens hans far forpustet forsøgte at holde tempoet flere meter bagude.
”Hvorfor får piger ikke de samme muligheder som drenge?”
”Ja, det er nu engang ikke naturens orden, min dreng,” svarede hans far, mens han hev efter vejret.
”Og hvem bestemmer, hvad der er naturens orden?”
”Gud,” svarede pastor Mallory med følelsen af, at han nu befandt sig på mere sikker grund. ”Det var Gud, der bestemte, at manden skal arbejde for at skaffe føde og husly til sin familie, mens hans hustru bliver derhjemme og opfostrer børnene.”
”Men Gud må da have lagt mærke til, at kvinder ofte er forsynet med sundere fornuft end mænd. Jeg er sikker på, at han ved, at Avie er langt mere velbegavet end Trafford og mig.”
Pastor Mallory sakkede agterud, fordi han havde brug for lidt tid til at overveje sin søns argument og for at have endnu mere tid til at finde ud af, hvordan han skulle besvare det.
”Mænd er fra naturens hånd kvinder overlegne,” udtalte han til sidst, dog uden at lyde særligt overbevisende, og derefter tilføjede han spagfærdigt:
”Og vi skal ikke tro, at vi kan lave om på naturen.”
”Hvis det er sandt, far, hvordan kan det så være, at dronning Victoria har regeret så glimrende i snart 60 år?”
”Det skyldes simpelthen, at der ikke var mandlige arvinger til tronen,” svarede hans far, dog med følelsen af, at han var ved at komme ud, hvor han ikke kunne bunde.
”Hvor var det dog heldigt for England, at der heller ikke var nogen mand til rådighed, da dronning Elizabeth besteg tronen,” sagde George.
”Måske er tiden kommet til at give piger de samme muligheder som drenge, så de kan bevise, at de kan klare sig godt i denne verden.”
”Det ville aldrig gå,” svarede hans far betuttet.
”Det ville jo vende op og ned på den naturlige samfundsorden. Hvis du fik din vilje, hvordan skulle din mor så bære sig ad med at finde en kokkepige eller køkkenpige?”
”Hun kunne jo få en mand til at gøre arbejdet,” foreslog George troskyldigt.
”Gudfader bevares, George. Jeg tror minsandten, at du er ved at blive fritænker. Har du hørt på ham der Bernard Shaws forvildede teorier?”
”Nej, far, men jeg har læst hans pamfletter.”
Det er ikke usædvanligt, at forældre får den tanke, at deres afkom er bedre begavet end de selv, men pastor Mallory var ikke spor villig til at se denne mulighed i øjnene så kort tid efter Georges tiårs fødselsdag.
George var parat til at stille det næste spørgsmål, men så opdagede han, at hans far sakkede længere og længere bagud. For når det drejede sig om at vandre i bjerge, havde pastor Mallory for længst affundet sig med, at hans søn var i en klasse for sig.
3
George græd ikke, da hans forældre sendte ham på kostskole. Ikke fordi han ikke havde lyst, men fordi der var en anden dreng klædt i den samme røde blazer og grå, korte flannelsbukser, der tudede som en tøs i den anden ende af kupéen.
Guy Bullock, som han hed, kom fra en helt anden verden. Han kunne ikke forklare George, hvad hans far var, men uanset hvordan han tjente til livets ophold, dukkede ordet industri op i tide og utide – et ord, som George var sikker på, at hans mor ikke ville bryde sig om.
Der var også noget andet, som fremgik med al ønskelig tydelighed, efter at Guy havde fortalt om sin families ferie i Pyrenæerne. Han var en dreng, som aldrig havde hørt ordene:
Vi bliver nødt til at spænde livremmen ind.
Ikke desto mindre var de blevet gode venner, da de senere på eftermiddagen ankom til stationen i Eastbourne.
De to drenge sov i senge, der stod ved siden af hinanden i juniorsovesalen og sad ved siden af hinanden i klasseværelset, og da de nåede til deres sidste år på Glengorse, overraskede det ikke nogen, at de også delte studerekammer.
George var bedre end Guy til stort set alt, hvad de forsøgte sig med, men Guy havde tilsyneladende ikke noget imod det. Tværtimod lod det til, at han var stolt af sin vens præstationer, selv da George blev udnævnt til anfører for fodboldholdet og senere fik en friplads på kostskolen Winchester.
Guy sagde til sin far, at han aldrig havde fået en friplads på Winchester, hvis han ikke havde delt studerekammer med George, som til stadighed pressede ham til at yde mere.
Mens Guy læste resultaterne af optagelsesprøven, som var slået op på skolens opslagstavle, var George tilsyneladende mere interesseret i en bekendtgørelse, der var sat fast med tegnestifter lige nedenunder.
Mr. Deacon, kemilæreren, inviterede elever, der skulle forlade skolen, til at deltage i en klatreferie i Skotland. Guy var ikke særlig interesseret i at klatre, men da George havde skrevet sig på listen, gjorde han det også.
George havde aldrig været en af mr. Deacons yndlingselever, måske fordi kemi ikke var et af de fag, han udmærkede sig i, men da hans lidenskab for at klatre langt oversteg hans ligegyldighed over for bunsenbrænderen eller lakmuspapiret, havde han besluttet sig for at affinde sig med mr. Deacon.
Og som han betroede Guy, hvis tossen gjorde sig den ulejlighed at organisere en årlig klatreferie, kunne han ikke være helt håbløs.
***
Fra det øjeblik de satte foden på skotsk jord, nærmere bestemt det golde skotske højland, følte George sig hensat til en anden verden.
I dagtimerne vandrede han gennem de bregnebevoksede lyngheder og bakker, og om aftenen sad han i teltet og læste ved stearinlysets skær i Den besynderlige sag om dr. Jekyll og mr. Hyde, før han modstræbende lagde sig til at sove.
Hver gang mr. Deacon gik i gang med et nyt bjerg, holdt George sig i baggrunden i gruppen og gjorde sig sine tanker om den rute, han havde valgt.
Et par gange dristede han sig til at foreslå en alternativ rute, men mr. Deacon ignorerede hans forslag og gjorde ham opmærksom på, at han i de forløbne 18 år havde deltaget i utallige bjergbestigningsudflugter i Skotland, og at Mallory gjorde klogt i at gøre sig nogle tanker om erfaringens værdi.
George rettede ind og fulgte efter sin lærer op ad de oftest betrådte stier.
Ved aftensmaden, hvor George fik lov at smage ingefærøl og røget laks for første gang, gav mr. Deacon sig god tid til at forelægge sine planer for den følgende dag.
”I morgen,” erklærede han, ”står vi over for en meget svær opgave, men efter at vi har klatret her i højlandet i ti dage, er jeg sikker på, at I er godt forberedt på en sådan udfordring.”
En halv snes forventningsfulde ansigter stirrede på mr. Deacon, da han fortsatte:
”Vi skal forsøge at bestige det højeste bjerg her i Skotland.”
”Ben Nevis,” sagde George.
”1.345 meter,” tilføjede han, selv om han aldrig havde set bjerget.
”Mallory har ret,” sagde mr. Deacon, tydeligvis irriteret over afbrydelsen.
”Når vi kommer op på toppen – tinden eller toppunktet, som vi bjergbestigere kalder det – spiser vi alle sammen frokost, mens vi nyder en af de smukkeste udsigter i Storbritannien. Vi skal være tilbage i lejren inden solnedgang, og da nedstigningen altid er den vanskeligste del af en bjergbestigning, mødes alle til morgenmad klokken syv, så vi kan begive os af sted på slaget otte.”
Guy lovede at vække George næste morgen, da han ofte sov over sig og gik glip af morgenmaden, hvilket dog ikke forhindrede mr. Deacon i at holde sig til et skema, der ledte tanken hen på en militær operation.
Men George var spændt ved udsigten til at skulle bestige Skotlands højeste bjerg, og det var derfor ham, der vækkede Guy den næste morgen.
Han var en af de første, der mødte op til morgenmåltidet sammen med mr. Deacon, og ventede utålmodigt foran teltet, længe før ekspeditionen begav sig af sted.
Mr. Deacon så på sit ur. Da klokken var et minut i otte, begav han sig i et rask tempo hen ad den sti, der skulle føre dem til bjergets fod.
”Fløjteøvelse!” råbte han, da de havde gået omkring halvanden kilometer.
Alle drengene på nær én tog deres fløjte frem og blæste energisk det signal, der betød, at de var i fare og havde brug for hjælp. Mr. Deacon kunne ikke skjule et stramtandet smil, da han opdagede, at en af hans elever ikke havde efterkommet hans ordre.
”Kan jeg konkludere, at du har glemt fløjten i lejren, Mallory?”
”Ja, sir,” svarede George, som var irriteret over, at mr. Deacon havde grebet ham i denne forsømmelse.
”Så er du nødt til at vende tilbage til lejren omgående, hente fløjten og indhente os andre, inden vi begynder på opstigningen.”
George spildte ikke tiden på at protestere. Han løb af sted i den modsatte retning, og da han nåede tilbage til lejren, lagde han sig på alle fire og kravlede ind i teltet, hvor han straks fik øje på fløjten oven på soveposen.
Han bandede, tog den og begyndte at løbe tilbage igen i håb om at indhente sine kammerater, inden de begyndte på opstigningen. Men da han nåede frem til bjergets fod, var den lille flok klatrere allerede begyndt at klatre op på bjerget.
Guy Bullock, der havde fået tjansen som bagtrop, så sig hele tiden tilbage i håb om at få øje på sin ven George. Han blev lettet, da han så George komme løbende og vinkede energisk. George vinkede tilbage, mens gruppen fortsatte den langsomme opstigning på bjerget.
”Hold jer til stien,” var det sidste, George hørte mr. Deacon sige, idet den lille gruppe forsvandt rundt om det første hjørne.
Da de var forsvundet ud af syne, standsede George brat. Han kiggede op ad bjerget, som lå badet i varmt, diset solskin. De klart oplyste klipper og skyggefulde slugter tydede på, at der var hundrede forskellige måder at komme op til toppen på, men dem så mr. Deacon og hans trofaste trop helt bort fra, mens de beslutsomt holdt sig til rejsehåndbogens anbefalede sti.
George fæstede sig ved en smal siksakstribe, der førte op ad bjergsiden, og som måtte være en udtørret bæk, der formodentlig var strømmende fuld af vand de ni af årets måneder – men ikke i dag.
Han gik væk fra stien uden at ænse skiltene og satte kursen mod bjergets fod. Uden at tænke nærmere over det sprang han op på den første kant som en gymnast på den høje barre og begyndte adræt at gå fra fremspring til fremspring uden at betænke sig et øjeblik eller kigge ned.
Han holdt først en pause, da han nåede op til et stort klippefremspring knap 350 meter over bjergets fod. Han betragtede terrænet et øjeblik eller to, før han fik øje på en ny rute og begav sig af sted igen, nogle gange på veltrådte stier, andre gange på steder, hvor ingen havde gået før.
Han standsede ikke igen, før han var næsten halvvejs oppe ad bjerget. Han så på sit ur – 9.07. Han spekulerede på, hvilket skilt mr. Deacon og resten af holdet var nået op til.
Længere fremme kunne George se en utydelig sti, der så ud, som om den kun havde været benyttet af erfarne bjergbestigere eller af dyr. Han fulgte den, indtil han kom til en stor granitblok og måtte standse. Blokken var som en lukket dør, der forhindrede enhver i at komme op til toppen uden nøgle.
George brugte et par minutter på at overveje mulighederne: Han kunne gå tilbage eller tage den lange rute rundt om blokken, hvilket utvivlsomt ville føre ham tilbage til den sikre offentlige sti – begge dele ville betyde, at opstigningen kom til at tage en hel del længere tid.
Men han kom til at smile, da et får på et fremspring over ham pludselig gav sig til at bræge, fordi det ikke var vant til at blive forstyrret af mennesker. Straks efter løb det væk og afslørede derved uafvidende den rute, som det indtrængende menneske burde følge.
George spejdede efter kanter eller fordybninger, hvor han kunne anbringe en hånd og derefter en fod, og begyndte at klatre. Han kiggede ikke ned, mens han langsomt bevægede sig op ad den lodrette klippeside og ledte efter greb eller en kant, hvor han kunne få fat.
Når han fandt det, han søgte, og havde trukket sig op, brugte han det som det næste fodfæste. Selv om klippen næppe var mere end 15-16 meter høj, gik der 20 minutter, før George var i stand til at hale sig det sidste stykke op til toppen og se Ben Nevis’ tinde for første gang.
Belønningen for at have taget den mere krævende rute fik han med det samme, for nu var der kun en svagt bølgende skråning op til toppen.
Han gav sig til at løbe i luntetrav på den sjældent benyttede sti, og da han stod på toppen, føltes det, som om han stod på verdens tag. Det overraskede ham ikke, at mr. Deacon og resten af den lille gruppe ikke var nået op endnu.
Han satte sig alene på den øverste tinde og skuede ud over landskabet, der strakte sig mange kilometer til alle sider under ham. Der gik en time, før mr. Deacon kom til syne i spidsen for sin trofaste flok.
Og mr. Deacon havde svært ved at skjule sin harme, da de andre drenge gav sig til at huje og klappe ad den enlige skikkelse, der sad på bjergets top.
Mr. Deacon marcherede hen til George og spurgte:
”Hvordan har du båret dig ad med at overhale os, Mallory?”
”Jeg har ikke overhalet Dem, sir,” svarede George.
”Jeg fandt bare en anden vej op.”
Mr. Deacons ansigtsudtryk lod ingen af de andre drenge i tvivl om, at han ikke havde lyst til at tro på, hvad George havde sagt.
”Som jeg har sagt mange gange, Mallory, er nedstigningen altid sværere end opstigningen, ikke mindst fordi man allerede har brugt masser af energi på at komme op. Det forstår nybegyndere ikke altid,” sagde mr. Deacon.
Efter en dramatisk kunstpause tilføjede han:
”Og det kommer de ofte til at undgælde for.”
George svarede ikke.
”Så du gør klogt i at holde dig til os andre på vejen ned.”
Da drengene havde spist de medbragte madpakker, fik mr. Deacon dem til at træde an på række og geled, inden han indtog sin position forrest.
Han begyndte dog ikke at gå, før han havde sikret sig, at George også var en del af gruppen og stod og talte med sin ven Bullock.
Han ville have beordret ham op foran, hvis han havde hørt, hvad han sagde:
”Vi ses nede i lejren, Guy.”
I én henseende fik mr. Deacon ret. Turen ned ad bjerget var ikke kun mere krævende end turen op, den var også farligere, og som han havde forudsagt, tog den meget længere tid.
Tusmørket var allerede begyndt at sænke sig, da mr. Deacon kom trampende ind i lejren, fulgt af sine slukørede og dødtrætte elever. De troede ikke deres egne øjne. George sad i skrædderstilling på jorden og drak ingefærøl, mens han læste en bog.
Guy Bullock brast i latter, men det huede bestemt ikke mr. Deacon.
Han fik George til at stå i retstilling, mens han leverede en alvorlig reprimande om betydningen af sikkerhed i bjergene. Da han var færdig med denne tirade, beordrede han George til at trække bukserne ned og bøje sig forover.
Mr. Deacon havde ikke noget spanskrør med i oppakningen, så han trak læderbæltet ud af sine kakishorts og tildelte George seks slag mod den nøgne hud, men til forskel fra fåret brægede George ikke.
Ved solopgang næste morgen fulgte mr. Deacon George hen til den nærmeste jernbanestation. Han købte en billet og gav ham et brev, som han gav George besked på at give sin far, så snart han kom hjem til Mobberley.
***
”Hvorfor kommer du hjem før tid?” spurgte Georges far.
George rakte ham brevet og forholdt sig tavs, mens pastor Mallory rev konvolutten op og læste mr. Deacons tekst. Han spidsede munden og forsøgte at skjule et smil, hvorefter han så på sin søn og løftede pegefingeren.
”Du må prøve at være mere taktfuld i fremtiden, min dreng, og prøv også at lade være med at bringe ældre og klogere mennesker i forlegenhed.”
Jeffrey Archer: Ærens veje
I 1999 fandt man blot 700 meter fra toppen af Mount Everest det dybfrosne lig af den legendariske engelske bjergbestiger George Mallory, der forsvandt i 1924. Tre gange forsøgte han at bestige verdens højeste bjerg, tredje gang blev ulykkens gang. Både han og hans klatremakker Andrew Irvine omkom på bjerget. Liget af Irvine er aldrig blevet fundet, heller ikke Mallorys kamera. Måske indeholder det billeder fra toppen og dermed beviset for, at Mallory blev den første på verdens tag næsten 30 år før Sir Edmund Hillary.
Ærens veje er den dramatiske historie om George Mallory, født i 1886 og uddannet på Cambridge University. Han kæmpede på Vestfronten under Første Verdenskrig, og var hele sit liv en fænomenal bjergbestiger. På spørgsmålet om, hvorfor han ville bestige Mount Everest, svarede han: ”Fordi det ligger der.”
Du kan købe Ærens veje af Jeffrey Archer fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel fra 31. oktober.
Andre læste også: