Forfatter Sara Johnsen stiller i sin nyeste roman Til Dancing Boy det kritiske spørgsmål: Hvor afgørende er seksualitet og biologi for vores liv?
Til Dancing Boy handler om seksualitet, og om de uforudsigelige kræfter der findes bag seksualitet. Den handler om det menneskelige behov for nydelse og om at føle sig uden for det bedre borgerskab og være alt andet end fejlfri.
I et fremtidigt Norge driver Lizz og Boje et orgasmeri ved navn Pure Pleasure. Her tilbyder de avancerede programmer og speciallavede sensorer, der kan få kunderne til at opnå orgasme. En dag kommer en mand ind, og noget ved ham genkender Lizz.
LÆS OGSÅ: Orgasmer & moderskab – Sara Johnsen er svær at sætte i bås med Til Dancing Boy
Kan det være den søn, hun gav væk engang, og har tænkt på lige siden?
Til Dancing Boy er en skæv roman om skræddersyede orgasmer, savn og afsavn og de mange forskellige former og facetter der findes af moderskab.
Læs første kapitel af Til Dancing Boy af Sara Johnsen herunder:
Til Dancing Boy
Sara Johnsen
1
Naturmanden
”Har I noget for alle?” plejer kunderne at spørge, og det tror jeg også at manden som sidder i forværelset, eller foyeren, som Boje vil have vi skal sige, vil gøre.
Forværelset er bare et tomt lokale med en lædersofa og en vandbeholder, men lædersofaen er pæn og dyr. Jeg henter et menukort fra hylden i receptionen hvor Maria sørger for at opbevare dem og tørre omslagene af.
Denne kunde har lyse krøller, et rundt ansigt med en spids hage og utrolig brede skuldre som fylder en ustrøget skjorte helt ud. Jeg går ud fra at han er en af de unge, ensomme landmænd der bruger lang tid på at beslutte sig for at komme hertil.
De store hænder hviler på sofaen ved siden af lårene. Jeg rækker menukortet frem.
”Vi har fem værelser,” siger jeg. ”
Fire standard og én suite, den er mere avanceret og lidt dyrere.”
Han lader hænderne ligge.
”Vil du ikke selv se?”
Jeg kigger ned på mine skosnuder da jeg bøjer mig frem og lægger menukortet i hans skød. Boje har foreslået at vi skal vise tilbuddene på væggen, men jeg ved at folk godt kan lide at have noget mellem hænderne. Sådan et rent og pænt menukort får dem til at føle sig mere trygge.
At føle sig tryg er vigtigt for at kunne vælge det rigtige program.
”Spørgsmålet er om I har det jeg leder efter,” siger han og begynder at læse.
Hans skuldre synker lidt ind mod brystet mens han læser. Selvom bukserne er lange og næsten går ud over skoene, kan jeg se at der er noget unaturligt over formen på det ene ben. Jeg gætter på at han har en protese.
Der går et par minutter.
Når kunder bruger lang tid på menukortet, ender det ofte med nogle diskussioner som ingen har glæde af. Derfor begynder jeg at snakke før han har læst færdig.
”Hvis du vil, kan du få en konsultation. Fortæl hvad du vil have, så designer vi et program som, lidt afhængigt af indholdet, kan være færdigt i løbet af en uge eller to.”
”Det er vel også meget dyrt?”
Blikket er intenst, måske frækt, men øjenfarven er blå og smuk. Næsten turkis. Jeg nikker bare, gider ikke forklare at det der koster meget for os, såsom software og kreativitet, også bliver dyrere for kunderne.
Sådan noget er børnelærdom, selv Thelma Tee ved det, selvom hun ikke engang forstår meningen med at spare eller vente til en vare kommer på udsalg. I stedet siger jeg:
”Alt har sin pris, er det ikke rigtigt?”
”Nja, det bedste i livet er vel gratis.”
Han sætter menukortet ned i sprækken mellem sofahynden og armlænet.
”Fin sofa.”
Jeg nikker.
”Da jeg var lille, kunne jeg godt lide at sidde nøgen på knæ i sådan en sofa og stikke min tissemand ind i sprækken.”
Han stikker pegefingeren ind mellem hynderne.
”Det var nok en billigere variant, den jeg brugte, men den havde meget feeling.”
”Der er noget på menukortet som går i den retning.” Han ryster på hovedet.
”Du har ikke noget med natur?”
”Natur i betydningen det der vokser vildt?”
”Vildt? Ja, det kan du godt kalde det.”
”Jo, vi har et program med natur.”
Nu er frækheden i hans øjne erstattet af undren.
”Kunden var en gammel bjergbestiger,” forklarer jeg, og mit hjerte begynder at slå hurtigere.
Natur er ikke et ønske vi får så tit.
”Men programmet indebærer mere natur end bare bjergbestigning.”
”Sådan noget som skov, vand og vind?”
Jeg nikker.
”Og hvorfor står det ikke på menukortet?”
”Det føltes lidt forkert at sætte det på eftersom det var lavet til hende, og så har hun faktisk ret til at have det for sig selv de første tre år.”
”Faktisk?”
”Hun er død, og så ophører alle rettigheder.”
”Er det meget feminint?”
”Jeg ved det ikke præcist. Hvad har du brug for?”
Han ser sig omkring, der er kun ham og mig.
”Bark,” siger han.
”Er det noget du kan klare? Hul i barken?”
De fleste vil have hul i bagdelen, men det siger jeg ikke, jeg er prof.
”Vi kan klare alt. Det bedste er som sagt at tage et konsultationsbesøg, så kan vi lave lige netop det du ønsker dig.”
Han sidder stadig med pegefingeren i hyndesprækken, og nu ser han ned på sine ben.
”Hvad er der så i hendes program?”
Jeg trækker vejret ind for at lave en lille pause han kan fylde med forventning. Han tager fingeren ud, folder hænderne, og jeg lukker øjnene før jeg begynder at tale med lav stemme.
”Solen der varmer huden, følelsen af at læne kroppen mod en varm sten, blød regn som rammer hovedbunden, brølen i højt terræn, fugtig mose der presser mod bagdelen, synet af stjernehimmel, håndflade mod en træstamme, lugten af bål, lugten af skov, lugten af græs.”
Han tager min hånd, hans er varm og tør, jeg klemmer om den som om vi hilser på hinanden, før jeg slipper taget og fortsætter.
”Mudderdråber mellem ballerne, lyden af vind i træerne, et fald fra en klippeafsats, følelsen af at svømme under vand, løver som parrer sig. Henimod slutningen kommer der et menneske, her kan vi ændre køn, lige nu er det en mand.”
”Føj, er der én ting jeg ikke tænder på, så er det fucking mennesker.”
”Det her er jo ikke programmeret til dig. Som sagt kan vi lave noget der passer til dig, men så kan du ikke få det i dag.”
”Kan du ikke bare tage ham ud af programmet?”
Jeg ryster på hovedet.
”Så skal jeg først kopiere filen og derefter åbne den for at redigere, og det har jeg ikke tid til lige nu.”
Han rejser sig og vakler lidt, svajer henimod det raske ben.
”Jeg må lukke øjnene så.”
”Han har ikke noget ansigt,” siger jeg.
”Hvis det hjælper.”
Den store mund åbner sig i et smil, han har skæve tænder og et stort mellemrum mellem fortænderne.
”Et menneske uden ansigt.”
Jeg nikker og mærker at nu har jeg ham på den berømte krog.
Femoghalvfjerds procent af alle mænd kan godt lide mig, også dem der er mange år yngre. Mit ansigt er uskønt og næsten grimt, men der er to ting som gør at mænd vil have mig.
Den vigtigste er læberne. Overlæben er opsvulmet og har en lille kløft, en lyserød åbning ind mod den varme og bløde mund. Jeg har en dum vane med at anbringe tungespidsen lige i åbningen.
Den anden er at mine øjne kan lyse. Det er som om jeg havde to lygter der på indersiden af kraniet, og når de tændes, er man fortabt. Det siger Boje i hvert fald.
”Alle skal have en helbredsattest, både unge og ældre, den skal du skrive under på først.”
”Har du selv prøvet programmet?”
Han tager fat i min arm som om han trænger til nogen at støtte sig til, og flytter hånden ned og holder rundt om håndleddet så han kan mærke pulsen. Boje har sagt at jeg selv er skyld i det, og for at være ærlig ved jeg at han har ret.
Jeg kan godt lide at give efter, forsvinde ind i en andens nydelse, men det er ikke mig denne unge mand er ude efter. Jeg prøver at se tænksom ud samtidig med at jeg lirker mig ud af hans greb og sætter hænderne i siden.
”Jeg vil faktisk anbefale noget med nogle flere mennesker i. En blandingsfortælling måske? Med både urfolk og natur. Alt hvad vi har her, er godkendt, ingen mennesker eller andre levende væsener er krænket eller udsat for overgreb, det er remake, 3D, men det både lugter og smager.”
Han afbryder mig.
”Jeg tager det med solen, det til hende der er død.”
Vi går sammen ind på mit kontor. Han kan sagtens gå selv.
”Her.”
Jeg peger på den nederste linje på helbredsattesten. Han skriver med formskrift, barnlige, feminine bogstaver. Sigurd V. Krydser Ja og Nej af de rigtige steder.
Vi tager ikke folk ind som er på Viagra eller Erecticox.
”Hvad sker der så nu?”
”Vil du have et almindeligt værelse?”
Han trækker på skuldrene, virker som om han ikke længere går op i hvad det koster.
”Vil du prøve suiten? Siden du nu har valgt en ting der ikke er designet til dine behov, er det ikke sikkert du får orgasme, men chancen er større i det værelse.”
”Fordi?”
”Underlaget er af læder, og der er seks ekstra elektroder, to på det centrale organ, to på fødderne og to i ansigtet.”
Han trækker buksebenet op så jeg kan se protesen.
”Ikke så smart at sætte noget her, vel?”
Det lyder som om han er stolt af at han mangler et ben.
”Du kan tage den af,” siger jeg.
”Så kan vi sætte en der hvor det er skåret over?”
Han ryster på hovedet og lader buksebenet falde ned igen.
Bøjer sig forover, lægger hænderne på knæene og virker rådvild. Pludselig minder han om et lille barn, en troldunge med runde, urolige øjne og ujævne tænder.
En jeg får lyst til at give et glas mælk og lidt chokolade.
”Der er virkelig ingenting at være bange for.”
”Jeg er faktisk lidt bange, det indrømmer jeg.”
”Nu har jeg indstillet ’Natur’ i værelse 5 som er suiten. Eller vil du hellere komme igen en anden dag?”
”Nej, det er nu eller aldrig.”
”Godt, så siger vi det.”
”Hvad gør jeg så nu?”
”Du går derind, klæder dig af og lægger dig på sengen. Så kommer jeg og placerer elektroderne og sætter skærmen fast. Lyder det ikke okay?”
”Er det muligt at låne toilettet?”
”Allerførst må du betale. Toilettet er for enden af gangen.”
Da jeg kommer ind i værelse 5, står han stadig ved siden af sengen. Han har taget sin skjorte af, og bukserne ligger på gulvet. Protesen som er fæstnet til det højre knæ, ender i en mekanisk fod.
”Også underbukserne?”
”Det er frivilligt, men hvis de er på, bliver signalerne ikke lige så kraftige, så jeg anbefaler at de tages af.”
”Selvfølgelig gør du det.”
Han bruger kun den ene hånd til at tage underbukserne af. Jeg vender mig om, samler bukserne op og lægger dem på stolen op ad væggen.
Mit hjerte er begyndt at slå hurtigt nu, han har et chokoladebrunt modermærke til venstre for navlen. Det er sket nogle gange før at kunder har modermærker, og jeg vil egentlig ikke se mere på det, men jeg kan ikke lade være.
Han står nøgen op ad sengen, og han ser også på mig. Han har stået sådan et lille stykke tid. Jeg har lyst til at sige til ham at hvis han havde haft raske ben, ville jeg ikke have bukket mig ned for at samle hans tøj op, men jeg trækker bare vejret helt stille, for det er så spændende at se på ham.
Overkroppen er hul, og huden arret, armene muskuløse, og maven synker ligesom ind. Han ligner en hund eller en ulv der står på to ben. Han sætter håndfladerne på sengen, løfter sig op og lægger sig til rette.
Hans hjerte slår hårdt, det kan jeg mærke, for det dunker i takt med mit eget. Jeg ser på modermærket en gang til mens jeg tager de tynde bomuldshandsker på som jeg altid bruger når jeg placerer elektroderne.
Jeg får set på mange kroppe når jeg arbejder. Selvom mange er pumpede, så kan jeg med sikkerhed sige til Thelma Tee at hun er mere end god nok, at hun kommer til at ende på A-holdet, måske A minus, men hvem hører efter sin mor når de er tretten år gamle?
Sigurd V er sund og fin på den måde, ingen operationer eller Botox, og responsen er den smukkeste. Vores sundeste kunder bliver opstemte længe før de starter, og hans pik er på vej op i en flot positur.
Den er tilpas stor, peger lidt til venstre, og jeg tænker på at når han ligger i solen med ståpik, vil den kaste skygge over modermærket. Han ligger med lukkede øjne nu, armene ned langs siden og små ryk i pegefingeren.
Jeg sætter de blødeste høretelefoner på, og hen over øjnene placerer jeg en af de bedste skærme.
Nu kan han snart begynde.
”Først må du lige igennem reglerne, det tager et par minutter.”
Han løfter hånden for at sige at det er fint.
I gamle dage, før jeg mødte Boje og vi startede det her sted, arbejdede jeg på en lydbar. Der fortalte jeg erotiske historier, og meget af dramaturgien til programmerne har jeg taget med mig derfra.
Det første man skal gøre, er at få folk med ind i historien, og der må man begynde forsigtigt og med det som er forventeligt, men alligevel krydre den med noget lidt overraskende. Det kan være en detalje der føles privat, en lugt, en smag eller en lyd.
Naturorgasmen begynder med at det blæser i nogle blade. Subjektet ligger under det der blæser, mærker vinden og hører lyden før han eller hun ganske brat bliver løftet ind i træet.
Det bratte fungerer godt for de fleste, det giver dig følelsen af at du næsten ikke har noget andet valg end at følge lysten, og første ”point of no return” kommer tidligt.
Jeg laver altid tre dramatiske toppe hvor den sidste skal udløse klimaks, men de allerfleste kommer længe før historiens sidste vendepunkt.
”Skal du være herinde sammen med mig?”
Han stønner allerede, det kommer til at gå hurtigt.
”Jeg skal ned i receptionen,” siger jeg og bliver stående og ser på hvordan hele hans krop, bortset fra protesen, dirrer.
Jeg vil fortælle om modermærket, men Boje svarer ikke, desuden kommer der to nye kunder.
Den første er en dame fra vores kvarter, hun lader som om hun ikke genkender mig. Hun prøver nok at skjule at hun skammer sig, men jeg kender de der hævede øjenbryn, forundringen over menukortet og så til sidst det klassiske valg:
”Saunaen”.
Det er stadigvæk en af de mest populære historier jeg har fundet på.
I begyndelsen havde orgasmeriet som vi efter en hel masse frem og tilbage gav navnet Pure Pleasure, kun to historier:
”Saunaen” beregnet til kvinder og ”Au pairen” for mænd.
På det tidspunkt var det Boje der programmerede og lavede alt lyddesign. ”Saunaen” handler om en kvinde som er gæst i et saltvandsbassin, dengang var det sensorerne fra Japan der kunne simulere vand og varme.
Subjektet sætter sig i saunaen, og en ung mand der gør rent ved bassinet, kommer ind til hende. Han er en af de første animationer, så ansigtet er for pixeleret, men hans tunge er lyserød og rammer hende lige mellem de varme kønslæber. Den idé vi fik dengang, er perfekt og moderne den dag i dag.
Kvinder er ofte glade for at historien er bygget sådan op at de er med på alting lige fra starten, men de fleste mænd kan godt lide historier hvor de prøver at opretholde en slags moral indtil lysten kommer over dem med en sådan kraft at de bare må give efter.
Slippe abekatten løs, som Boje plejer at sige. Etisk Råd og alle mulige forskere kan godt påstå at man ikke kan lave en skelnen mellem kvinder og mænd, men det kan man når det gælder seksuelle præferencer, sådan groft sagt, jeg er selv en af de undtagelser der bekræfter reglen.
Kunde nummer to er Osman, han skammer sig overhovedet ikke over at komme her. Har fire børn og to ekskoner, arbejder i indkøbscenteret og har brug for mindst fire orgasmer om ugen.
Han har en masse damp der skal ud, og vi har udviklet programmet og gjort det lidt mere avanceret. Han begyndte med en elevatorfantasi, men nu er han i fuld sving med damer der suger og bliver taget og tager, og Osman kommer ud med røde kinder og strithår.
Jeg har specialdesignet to historier og har arbejdet hårdt for at han skal have det godt. Boje plejer at sige at det er stamkunderne der driver stedet.
Sommetider har Osman medbragt æsker med små, søde kager som jeg prøver at lokke Thelma Tee til at smage på, men det er vores hushjælp der spiser dem til sidst.
Boje er ikke kommet på arbejde endnu, og han har lovet at hente Thelma på skolen, så jeg håber ikke han har sovet over sig igen. Jeg kan mærke at den gode, gamle irritation over Boje begynder at fylde mig op og vokse til vrede.
Jeg prøver at ringe til ham for tredje gang da Naturmanden kommer gående og standser foran mit bord. Han ser afslappet og tilfredsstillet ud. Jeg lægger mobilen væk.
”Var det okay?”
Han nikker.
”Du har vel ikke tid til en kop kaffe? En øl?”
Mine lygter bliver tændt.
”Ikke i dag.”
Og hvorfor i alverden siger jeg det? Det er ikke tilladt at drikke kaffe med kunderne. Rådet slår temmelig hårdt ned på personlige relationer, med bøder og anmærkninger i bogen.
Der er noget der, det kan blive et skævt magtforhold, og alt sådan noget går de fandens meget op i. Nogen kan blive krænket eller føle sig trådt på, og menneskene i Rådet tror det er livsfarligt at føle sig underlegen, men for mig har det været det vigtigste pejlemærke; at hente energi fra alle krænkelserne, skifte gear og køre dobbelt så hurtigt og dobbelt så hårdt.
Jeg kan godt tænke at folk lægger sig ned alt for hurtigt og piber når de fortæller om alle de skader de er blevet påført, at systemet nærmest opmuntrer til det, men så husker jeg på Thelma og sårbarheden, og så er jeg alligevel glad for lovene, selvom det at jeg spekulerer og bekymrer mig, ikke hjælper Thelma særlig meget.
Vi kommer ingen vegne med al bekymringen, pointen er at love og regler er til for sådan nogle sårbare typer som Thelma Tee, og til syvende og sidst er det kun godt. Hun og hendes generation er jo fremtiden selvom de er rædselsslagne for ting der absolut ikke er farlige, nøgenbilleder og mad for eksempel.
”Kan jeg komme tilbage i morgen til en konsultation?”
Jeg ser ned på min skærm.
”Der er ingen ledig tid før onsdag.”
”Vi kunne drikke en kop kaffe? Må jeg få dit nummer?”
Jeg giver ikke mit nummer til kunderne, det er forbudt og torskedumt. Min hånd skælver lidt da den skriver.
Han går hen mod lyset bag udgangsdøren. Den blå skjorte klistrer til hans ryg.
Så vibrerer mobilen, og der kommer en besked fra Thelma Tee.
Ondt i maven, vil hjem, kan du hente mig NU?
Hvordan kunne jeg få et barn med Boje? Han har næsten kun dårlige egenskaber. Han er hidsig, selvoptaget og nervøs. Der er meget få der orker at være sammen med ham, ud over hans drukkammerater og naboerne som han ryger sammen med.
Boje kan få alle til at grine og er charmerende og anderledes og byder sig til, men spørger du mig, er han manipulerende. Inderst inde er han genert og utryg, så jeg burde have regnet ud at sådan en som Thelma Tee ville arve den generthed og kæmpe med at tage plads.
Hun er meget alene og har ikke så mange evner der kan hjælpe hende ud af ensomheden. Desuden er Thelma for klog og stolt til at byde sig til.
Boje derimod har evner der gør at selvom han ikke har nogen venner, så har han altid haft kvinder, og nu har han mig. Hvorfor?
Han giver os orgasme, det kan han, alt det med krop og nydelse, det er ligesom hans ting. Når jeg hader ham allermest, så lader han sine gloende varme hænder glide ind under min bluse. Han har glødende kul i håndfladerne, og han lugter godt, men han er grim som et vildsvin, og han mangler en finger.
Det mærkelige er at selvom Boje og jeg kunne være blevet vist frem i cirkus og solgt til en zoologisk have, for vi er helt klart tættere på hulefolket end de fleste andre, så er Thelma Tee lys og ualmindelig smuk. Hun er bare alt for tynd.
Boje svarer ikke, og jeg skriver til Thelma at jeg er alene på arbejdet, og spørger om hun kan tage en taxa herhen.
Hvad så med far?
Tror han sover, men jeg ved det ikke, han svarer ikke.
Thelma kan ikke lide at komme herhen, hun skammer sig over os, men det ville hun have gjort under alle omstændigheder, siger Boje, for hun er i den alder hvor man skammer sig over alt.
Jeg bliver såret over den skam. Hvis der findes ét menneske på denne jord som jeg ønsker skal kunne lide mig, så er det Thelma, og efter det jeg har været igennem, så mener jeg vi er knyttet tættere til hinanden end andre mødre og deres børn.
Uanset hvordan de er blevet til.
Hele mit liv bærer præg af dårlig timing, og Thelmas taxa standser udenfor lige idet kvinden fra nabolaget kommer ned ad gangen. Da hun ser Thelma komme over broen med tasken hængende slapt over skulderen og med sol i det gyldne hår, drejer hun om på hælen og går tilbage til værelset.
Jeg tror hun har en søn der går i klassen under Thelma, men hvis hun havde kendt Thelma, havde hun vidst at det aldrig ville falde hende ind at nævne at hun havde set nogen hos os, eller i det hele taget nævne noget som helst for den sags skyld.
Thelma snakker ikke mere med de andre elever end højst nødvendigt. Men hun snakker hele tiden med mig, og når Boje siger noget, efterligner hun ham med en stemme der er så hæs og skurrende at jeg kommer til at grine.
Nu står hun uden for indgangsdøren og lader som om hun er for svag eller uvillig til rent faktisk at åbne den. Jeg vinker ”Kom ind”, men hun bliver stående og vinker ”Kom ud”, og jeg forstår at jeg må ud og betale taxaen.
Vores sted ligger ved Akerselva. Da Boje og jeg fandt det, var det et nedslidt lokale der havde været fabrik, koncertsted, reklamebureau, testcenter og til sidst suppekøkken for myndighederne.
Vi var så glade og forelskede da vi fik et lån og kunne købe stedet, og Boje forklarede alle at vi ville drive orgasmeriet med miljøvenlig strøm med solceller på taget og turbiner der blev drevet af bølgerne i elven.
Med god rente på alt det grønne kunne vi betale tilbage til banken i løbet af de tre første år.
Der går en bro fra indgangspartiet og over elven. Nu står Thelma Tee ved rækværket og stirrer melankolsk ned i den stride strøm.
Det nytter ikke noget at kramme hende når hun er sådan. Hun kan ikke lide at stå der, og jeg skammer mig over den syrlige lugt fra vandmasserne som slippes løs i vandfaldet på den anden side.
Jeg småløber over broen og betaler taxaen, på vej tilbage møder jeg Osman der nikker med mobilen mod øret. Han har hvide løbesko på og ser lige så energisk ud som en tennisstjerne.
Thelma Tee vil ikke sidde i nogen anden stol end den der er bag receptionsskranken. Hun er bange for at nogen skal tro hun er en kunde selvom aldersgrænsen her er 16, og hun stadig ligner en lille pige.
”Kan vi snart gå?”
Hun orker ikke en gang at åbne øjnene.
Jeg går hen og banker hurtigt på døren ind til damen fra nabolaget, åbner og siger at tiden er gået.
”Hvordan kan du lade dit barn komme herhen?”
Jeg gider ikke svare andet end at Thelma er syg og sidder ude i receptionen med lukkede øjne.
Jeg husker da Thelma blev født, både Boje og jeg var bange for at de ville tage hende fra os. Mest af alt på grund af min historie, men også fordi Boje har været i fængsel.
Men Omsorgen skrev ord som ”kærlige og gode forældre” i journalen, og der var vist ikke nogen der havde planer om at tage hende. Alligevel har jeg frygten i mig, en forfærdelig følelse af at jeg ikke vil få lov til at beholde Thelma, at jeg på en eller anden måde også kommer til at miste hende.
I bilen på vej hjem får hun lov til at spille den rædsomme musik hun godt kan lide, og hun synger med sin flotte stemme. Jeg får en besked, og hun læser den. Vi tror nok begge to at den er fra Boje. Thelma læser højt.
Glem ikke kaffeaftalen, har noget vigtigt at fortælle, S.
Hun ser på mig med sine lyse øjne, og jeg mærker mit hjerte banke.
”Hvem er det?”
Jeg har ingen hemmeligheder for Thelma. Det er den bedste løsning når der er så meget mørkt i fortiden. Boje holder sit skjult, men det er også mørkere det han har at bære på.
”Det var en kunde der var her i dag, og ja, du ved, jeg håbede at han måske var den dreng jeg gav fra mig.”
Thelma stønner.
”Hvem af dem?”
”Den førstefødte.”
”Hvorfor troede du det?”
”Han havde et modermærke på maven.”
”Så du ham nøgen?”
Jeg svinger ind foran garagen.
”Jeg er ved at brække mig over dig.”
Thelma åbner døren før jeg er standset ordentligt. Hun går hen til blomsterbedet og lader som om hun kaster op.
Det er ikke første gang jeg tror at det er min søn der dukker uventet op på Pure Pleasure. Det jeg håber på, er en blød, ensom mand der hele sit liv har længtes efter at møde mig.
I begyndelsen var Boje meget hensynsfuld, og vi legede detektiver begge to, men nu er både han og Thelma dødtrætte af at høre mig længes og snakke om den halvbror vi ved at Thelma har derude et sted.
Min søn har ret til at finde ud af hvem jeg er, og til at tage kontakt. Det kom ind i loven da jeg fik nummer to, og det var med tilbagevirkende kraft. Derfor er det ikke helt urealistisk at han vil dukke op en dag.
Da Thelma var lille, fortalte jeg et eventyr om en prinsesse der var så ensom og tynget af sorg. En dag mødte hun en ung mand der skulle bære en tung sten over en flod, men stenen blev så glat af vandet at han ikke kunne klare at bære den.
Så gav prinsessen den unge mand sin kappe som de kunne lægge stenen i, og de bar den over sammen. Bagefter inviterede han på frokost, og sådan lærte de hinanden at kende.
Han fortalte hende at han var ude i verden for at finde sin lillesøster, og at hun skulle have et mærke på kroppen. Prinsessen viste ham det modermærke hun havde på hoften, men nu var det blevet blegt og fremmed.
”Fortæl om sommerfuglen,” sagde Thelma altid når jeg kom til det sted i eventyret.
Så fortalte jeg om den smukke, brune sommerfugl som en nat havde revet sig løs fra Thelmas modermærke og var begyndt at flagre rundt før den til sidst landede på storebrorens næsetip. Da havde den hvisket med vingerne og fortalt om Thelma.
Broren fulgte efter sommerfuglen igennem både land og vand til han endelig nåede frem til Thelma. Og til sidst i historien, mens de spiste frokost, kom den lille sommerfugl og lagde sig på Thelmas modermærke, og der passede den så perfekt at den smeltede ind i hendes hud.
Broren havde et mærke magen til, og sådan forstod han at han havde fundet sin lillesøster.
Boje og jeg var naturligt nok ikke med i eventyret.
Vores historie passer ikke ind i noget som indebærer prinsesser og sommerfugle.
Sara Johnsen: Til Dancing Boy
♥️♥️♥️♥️♥️ “En stor filmisk fortælling” – Femina
★★★★ – Kristeligt Dagblad
Lizz og Boje driver orgasmeriet Pure Pleasure i Oslo. Her kan kunderne opnå orgasme ved hjælp af speciallavede programmer og avancerede sensorer.
Da en ung mand en dag kommer ind på Pure Pleasure-klinikken og beder om et naturinspireret orgasmeprogram, bliver Lizz fyldt med savn.
Hun håber, at den unge mand er en, hun har ventet hele sit voksne liv på at møde.
Til Dancing Boy er en roman om en kvinde, hendes krop og de mange liv, de sammen har gennemlevet.
Det er et fremtidigt og anderledes Norge, der åbenbarer sig i denne roman, som stiller spørgsmål som: Hvor afgørende er seksualitet og biologi for vores liv? Og hvordan håndterer vi begær, fejlbarlighed, længsel og kærlighed?
Forfatter Sara Johnsen stiller i sin nyeste roman Til Dancing Boy det kritiske spørgsmål: Hvor afgørende er seksualitet og biologi for vores liv?
Til Dancing Boy handler om seksualitet, og om de uforudsigelige kræfter der findes bag seksualitet. Den handler om det menneskelige behov for nydelse og om at føle sig uden for det bedre borgerskab og være alt andet end fejlfri.
I et fremtidigt Norge driver Lizz og Boje et orgasmeri ved navn Pure Pleasure. Her tilbyder de avancerede programmer og speciallavede sensorer, der kan få kunderne til at opnå orgasme. En dag kommer en mand ind, og noget ved ham genkender Lizz.
LÆS OGSÅ: Orgasmer & moderskab – Sara Johnsen er svær at sætte i bås med Til Dancing Boy
Kan det være den søn, hun gav væk engang, og har tænkt på lige siden?
Til Dancing Boy er en skæv roman om skræddersyede orgasmer, savn og afsavn og de mange forskellige former og facetter der findes af moderskab.
Læs første kapitel af Til Dancing Boy af Sara Johnsen herunder:
Til Dancing Boy
Sara Johnsen
1
Naturmanden
”Har I noget for alle?” plejer kunderne at spørge, og det tror jeg også at manden som sidder i forværelset, eller foyeren, som Boje vil have vi skal sige, vil gøre.
Forværelset er bare et tomt lokale med en lædersofa og en vandbeholder, men lædersofaen er pæn og dyr. Jeg henter et menukort fra hylden i receptionen hvor Maria sørger for at opbevare dem og tørre omslagene af.
Denne kunde har lyse krøller, et rundt ansigt med en spids hage og utrolig brede skuldre som fylder en ustrøget skjorte helt ud. Jeg går ud fra at han er en af de unge, ensomme landmænd der bruger lang tid på at beslutte sig for at komme hertil.
De store hænder hviler på sofaen ved siden af lårene. Jeg rækker menukortet frem.
”Vi har fem værelser,” siger jeg. ”
Fire standard og én suite, den er mere avanceret og lidt dyrere.”
Han lader hænderne ligge.
”Vil du ikke selv se?”
Jeg kigger ned på mine skosnuder da jeg bøjer mig frem og lægger menukortet i hans skød. Boje har foreslået at vi skal vise tilbuddene på væggen, men jeg ved at folk godt kan lide at have noget mellem hænderne. Sådan et rent og pænt menukort får dem til at føle sig mere trygge.
At føle sig tryg er vigtigt for at kunne vælge det rigtige program.
”Spørgsmålet er om I har det jeg leder efter,” siger han og begynder at læse.
Hans skuldre synker lidt ind mod brystet mens han læser. Selvom bukserne er lange og næsten går ud over skoene, kan jeg se at der er noget unaturligt over formen på det ene ben. Jeg gætter på at han har en protese.
Der går et par minutter.
Når kunder bruger lang tid på menukortet, ender det ofte med nogle diskussioner som ingen har glæde af. Derfor begynder jeg at snakke før han har læst færdig.
”Hvis du vil, kan du få en konsultation. Fortæl hvad du vil have, så designer vi et program som, lidt afhængigt af indholdet, kan være færdigt i løbet af en uge eller to.”
”Det er vel også meget dyrt?”
Blikket er intenst, måske frækt, men øjenfarven er blå og smuk. Næsten turkis. Jeg nikker bare, gider ikke forklare at det der koster meget for os, såsom software og kreativitet, også bliver dyrere for kunderne.
Sådan noget er børnelærdom, selv Thelma Tee ved det, selvom hun ikke engang forstår meningen med at spare eller vente til en vare kommer på udsalg. I stedet siger jeg:
”Alt har sin pris, er det ikke rigtigt?”
”Nja, det bedste i livet er vel gratis.”
Han sætter menukortet ned i sprækken mellem sofahynden og armlænet.
”Fin sofa.”
Jeg nikker.
”Da jeg var lille, kunne jeg godt lide at sidde nøgen på knæ i sådan en sofa og stikke min tissemand ind i sprækken.”
Han stikker pegefingeren ind mellem hynderne.
”Det var nok en billigere variant, den jeg brugte, men den havde meget feeling.”
”Der er noget på menukortet som går i den retning.” Han ryster på hovedet.
”Du har ikke noget med natur?”
”Natur i betydningen det der vokser vildt?”
”Vildt? Ja, det kan du godt kalde det.”
”Jo, vi har et program med natur.”
Nu er frækheden i hans øjne erstattet af undren.
”Kunden var en gammel bjergbestiger,” forklarer jeg, og mit hjerte begynder at slå hurtigere.
Natur er ikke et ønske vi får så tit.
”Men programmet indebærer mere natur end bare bjergbestigning.”
”Sådan noget som skov, vand og vind?”
Jeg nikker.
”Og hvorfor står det ikke på menukortet?”
”Det føltes lidt forkert at sætte det på eftersom det var lavet til hende, og så har hun faktisk ret til at have det for sig selv de første tre år.”
”Faktisk?”
”Hun er død, og så ophører alle rettigheder.”
”Er det meget feminint?”
”Jeg ved det ikke præcist. Hvad har du brug for?”
Han ser sig omkring, der er kun ham og mig.
”Bark,” siger han.
”Er det noget du kan klare? Hul i barken?”
De fleste vil have hul i bagdelen, men det siger jeg ikke, jeg er prof.
”Vi kan klare alt. Det bedste er som sagt at tage et konsultationsbesøg, så kan vi lave lige netop det du ønsker dig.”
Han sidder stadig med pegefingeren i hyndesprækken, og nu ser han ned på sine ben.
”Hvad er der så i hendes program?”
Jeg trækker vejret ind for at lave en lille pause han kan fylde med forventning. Han tager fingeren ud, folder hænderne, og jeg lukker øjnene før jeg begynder at tale med lav stemme.
”Solen der varmer huden, følelsen af at læne kroppen mod en varm sten, blød regn som rammer hovedbunden, brølen i højt terræn, fugtig mose der presser mod bagdelen, synet af stjernehimmel, håndflade mod en træstamme, lugten af bål, lugten af skov, lugten af græs.”
Han tager min hånd, hans er varm og tør, jeg klemmer om den som om vi hilser på hinanden, før jeg slipper taget og fortsætter.
”Mudderdråber mellem ballerne, lyden af vind i træerne, et fald fra en klippeafsats, følelsen af at svømme under vand, løver som parrer sig. Henimod slutningen kommer der et menneske, her kan vi ændre køn, lige nu er det en mand.”
”Føj, er der én ting jeg ikke tænder på, så er det fucking mennesker.”
”Det her er jo ikke programmeret til dig. Som sagt kan vi lave noget der passer til dig, men så kan du ikke få det i dag.”
”Kan du ikke bare tage ham ud af programmet?”
Jeg ryster på hovedet.
”Så skal jeg først kopiere filen og derefter åbne den for at redigere, og det har jeg ikke tid til lige nu.”
Han rejser sig og vakler lidt, svajer henimod det raske ben.
”Jeg må lukke øjnene så.”
”Han har ikke noget ansigt,” siger jeg.
”Hvis det hjælper.”
Den store mund åbner sig i et smil, han har skæve tænder og et stort mellemrum mellem fortænderne.
”Et menneske uden ansigt.”
Jeg nikker og mærker at nu har jeg ham på den berømte krog.
Femoghalvfjerds procent af alle mænd kan godt lide mig, også dem der er mange år yngre. Mit ansigt er uskønt og næsten grimt, men der er to ting som gør at mænd vil have mig.
Den vigtigste er læberne. Overlæben er opsvulmet og har en lille kløft, en lyserød åbning ind mod den varme og bløde mund. Jeg har en dum vane med at anbringe tungespidsen lige i åbningen.
Den anden er at mine øjne kan lyse. Det er som om jeg havde to lygter der på indersiden af kraniet, og når de tændes, er man fortabt. Det siger Boje i hvert fald.
”Alle skal have en helbredsattest, både unge og ældre, den skal du skrive under på først.”
”Har du selv prøvet programmet?”
Han tager fat i min arm som om han trænger til nogen at støtte sig til, og flytter hånden ned og holder rundt om håndleddet så han kan mærke pulsen. Boje har sagt at jeg selv er skyld i det, og for at være ærlig ved jeg at han har ret.
Jeg kan godt lide at give efter, forsvinde ind i en andens nydelse, men det er ikke mig denne unge mand er ude efter. Jeg prøver at se tænksom ud samtidig med at jeg lirker mig ud af hans greb og sætter hænderne i siden.
”Jeg vil faktisk anbefale noget med nogle flere mennesker i. En blandingsfortælling måske? Med både urfolk og natur. Alt hvad vi har her, er godkendt, ingen mennesker eller andre levende væsener er krænket eller udsat for overgreb, det er remake, 3D, men det både lugter og smager.”
Han afbryder mig.
”Jeg tager det med solen, det til hende der er død.”
Vi går sammen ind på mit kontor. Han kan sagtens gå selv.
”Her.”
Jeg peger på den nederste linje på helbredsattesten. Han skriver med formskrift, barnlige, feminine bogstaver. Sigurd V. Krydser Ja og Nej af de rigtige steder.
Vi tager ikke folk ind som er på Viagra eller Erecticox.
”Hvad sker der så nu?”
”Vil du have et almindeligt værelse?”
Han trækker på skuldrene, virker som om han ikke længere går op i hvad det koster.
”Vil du prøve suiten? Siden du nu har valgt en ting der ikke er designet til dine behov, er det ikke sikkert du får orgasme, men chancen er større i det værelse.”
”Fordi?”
”Underlaget er af læder, og der er seks ekstra elektroder, to på det centrale organ, to på fødderne og to i ansigtet.”
Han trækker buksebenet op så jeg kan se protesen.
”Ikke så smart at sætte noget her, vel?”
Det lyder som om han er stolt af at han mangler et ben.
”Du kan tage den af,” siger jeg.
”Så kan vi sætte en der hvor det er skåret over?”
Han ryster på hovedet og lader buksebenet falde ned igen.
Bøjer sig forover, lægger hænderne på knæene og virker rådvild. Pludselig minder han om et lille barn, en troldunge med runde, urolige øjne og ujævne tænder.
En jeg får lyst til at give et glas mælk og lidt chokolade.
”Der er virkelig ingenting at være bange for.”
”Jeg er faktisk lidt bange, det indrømmer jeg.”
”Nu har jeg indstillet ’Natur’ i værelse 5 som er suiten. Eller vil du hellere komme igen en anden dag?”
”Nej, det er nu eller aldrig.”
”Godt, så siger vi det.”
”Hvad gør jeg så nu?”
”Du går derind, klæder dig af og lægger dig på sengen. Så kommer jeg og placerer elektroderne og sætter skærmen fast. Lyder det ikke okay?”
”Er det muligt at låne toilettet?”
”Allerførst må du betale. Toilettet er for enden af gangen.”
Da jeg kommer ind i værelse 5, står han stadig ved siden af sengen. Han har taget sin skjorte af, og bukserne ligger på gulvet. Protesen som er fæstnet til det højre knæ, ender i en mekanisk fod.
”Også underbukserne?”
”Det er frivilligt, men hvis de er på, bliver signalerne ikke lige så kraftige, så jeg anbefaler at de tages af.”
”Selvfølgelig gør du det.”
Han bruger kun den ene hånd til at tage underbukserne af. Jeg vender mig om, samler bukserne op og lægger dem på stolen op ad væggen.
Mit hjerte er begyndt at slå hurtigt nu, han har et chokoladebrunt modermærke til venstre for navlen. Det er sket nogle gange før at kunder har modermærker, og jeg vil egentlig ikke se mere på det, men jeg kan ikke lade være.
Han står nøgen op ad sengen, og han ser også på mig. Han har stået sådan et lille stykke tid. Jeg har lyst til at sige til ham at hvis han havde haft raske ben, ville jeg ikke have bukket mig ned for at samle hans tøj op, men jeg trækker bare vejret helt stille, for det er så spændende at se på ham.
Overkroppen er hul, og huden arret, armene muskuløse, og maven synker ligesom ind. Han ligner en hund eller en ulv der står på to ben. Han sætter håndfladerne på sengen, løfter sig op og lægger sig til rette.
Hans hjerte slår hårdt, det kan jeg mærke, for det dunker i takt med mit eget. Jeg ser på modermærket en gang til mens jeg tager de tynde bomuldshandsker på som jeg altid bruger når jeg placerer elektroderne.
Jeg får set på mange kroppe når jeg arbejder. Selvom mange er pumpede, så kan jeg med sikkerhed sige til Thelma Tee at hun er mere end god nok, at hun kommer til at ende på A-holdet, måske A minus, men hvem hører efter sin mor når de er tretten år gamle?
Sigurd V er sund og fin på den måde, ingen operationer eller Botox, og responsen er den smukkeste. Vores sundeste kunder bliver opstemte længe før de starter, og hans pik er på vej op i en flot positur.
Den er tilpas stor, peger lidt til venstre, og jeg tænker på at når han ligger i solen med ståpik, vil den kaste skygge over modermærket. Han ligger med lukkede øjne nu, armene ned langs siden og små ryk i pegefingeren.
Jeg sætter de blødeste høretelefoner på, og hen over øjnene placerer jeg en af de bedste skærme.
Nu kan han snart begynde.
”Først må du lige igennem reglerne, det tager et par minutter.”
Han løfter hånden for at sige at det er fint.
I gamle dage, før jeg mødte Boje og vi startede det her sted, arbejdede jeg på en lydbar. Der fortalte jeg erotiske historier, og meget af dramaturgien til programmerne har jeg taget med mig derfra.
Det første man skal gøre, er at få folk med ind i historien, og der må man begynde forsigtigt og med det som er forventeligt, men alligevel krydre den med noget lidt overraskende. Det kan være en detalje der føles privat, en lugt, en smag eller en lyd.
Naturorgasmen begynder med at det blæser i nogle blade. Subjektet ligger under det der blæser, mærker vinden og hører lyden før han eller hun ganske brat bliver løftet ind i træet.
Det bratte fungerer godt for de fleste, det giver dig følelsen af at du næsten ikke har noget andet valg end at følge lysten, og første ”point of no return” kommer tidligt.
Jeg laver altid tre dramatiske toppe hvor den sidste skal udløse klimaks, men de allerfleste kommer længe før historiens sidste vendepunkt.
”Skal du være herinde sammen med mig?”
Han stønner allerede, det kommer til at gå hurtigt.
”Jeg skal ned i receptionen,” siger jeg og bliver stående og ser på hvordan hele hans krop, bortset fra protesen, dirrer.
Jeg vil fortælle om modermærket, men Boje svarer ikke, desuden kommer der to nye kunder.
Den første er en dame fra vores kvarter, hun lader som om hun ikke genkender mig. Hun prøver nok at skjule at hun skammer sig, men jeg kender de der hævede øjenbryn, forundringen over menukortet og så til sidst det klassiske valg:
”Saunaen”.
Det er stadigvæk en af de mest populære historier jeg har fundet på.
I begyndelsen havde orgasmeriet som vi efter en hel masse frem og tilbage gav navnet Pure Pleasure, kun to historier:
”Saunaen” beregnet til kvinder og ”Au pairen” for mænd.
På det tidspunkt var det Boje der programmerede og lavede alt lyddesign. ”Saunaen” handler om en kvinde som er gæst i et saltvandsbassin, dengang var det sensorerne fra Japan der kunne simulere vand og varme.
Subjektet sætter sig i saunaen, og en ung mand der gør rent ved bassinet, kommer ind til hende. Han er en af de første animationer, så ansigtet er for pixeleret, men hans tunge er lyserød og rammer hende lige mellem de varme kønslæber. Den idé vi fik dengang, er perfekt og moderne den dag i dag.
Kvinder er ofte glade for at historien er bygget sådan op at de er med på alting lige fra starten, men de fleste mænd kan godt lide historier hvor de prøver at opretholde en slags moral indtil lysten kommer over dem med en sådan kraft at de bare må give efter.
Slippe abekatten løs, som Boje plejer at sige. Etisk Råd og alle mulige forskere kan godt påstå at man ikke kan lave en skelnen mellem kvinder og mænd, men det kan man når det gælder seksuelle præferencer, sådan groft sagt, jeg er selv en af de undtagelser der bekræfter reglen.
Kunde nummer to er Osman, han skammer sig overhovedet ikke over at komme her. Har fire børn og to ekskoner, arbejder i indkøbscenteret og har brug for mindst fire orgasmer om ugen.
Han har en masse damp der skal ud, og vi har udviklet programmet og gjort det lidt mere avanceret. Han begyndte med en elevatorfantasi, men nu er han i fuld sving med damer der suger og bliver taget og tager, og Osman kommer ud med røde kinder og strithår.
Jeg har specialdesignet to historier og har arbejdet hårdt for at han skal have det godt. Boje plejer at sige at det er stamkunderne der driver stedet.
Sommetider har Osman medbragt æsker med små, søde kager som jeg prøver at lokke Thelma Tee til at smage på, men det er vores hushjælp der spiser dem til sidst.
Boje er ikke kommet på arbejde endnu, og han har lovet at hente Thelma på skolen, så jeg håber ikke han har sovet over sig igen. Jeg kan mærke at den gode, gamle irritation over Boje begynder at fylde mig op og vokse til vrede.
Jeg prøver at ringe til ham for tredje gang da Naturmanden kommer gående og standser foran mit bord. Han ser afslappet og tilfredsstillet ud. Jeg lægger mobilen væk.
”Var det okay?”
Han nikker.
”Du har vel ikke tid til en kop kaffe? En øl?”
Mine lygter bliver tændt.
”Ikke i dag.”
Og hvorfor i alverden siger jeg det? Det er ikke tilladt at drikke kaffe med kunderne. Rådet slår temmelig hårdt ned på personlige relationer, med bøder og anmærkninger i bogen.
Der er noget der, det kan blive et skævt magtforhold, og alt sådan noget går de fandens meget op i. Nogen kan blive krænket eller føle sig trådt på, og menneskene i Rådet tror det er livsfarligt at føle sig underlegen, men for mig har det været det vigtigste pejlemærke; at hente energi fra alle krænkelserne, skifte gear og køre dobbelt så hurtigt og dobbelt så hårdt.
Jeg kan godt tænke at folk lægger sig ned alt for hurtigt og piber når de fortæller om alle de skader de er blevet påført, at systemet nærmest opmuntrer til det, men så husker jeg på Thelma og sårbarheden, og så er jeg alligevel glad for lovene, selvom det at jeg spekulerer og bekymrer mig, ikke hjælper Thelma særlig meget.
Vi kommer ingen vegne med al bekymringen, pointen er at love og regler er til for sådan nogle sårbare typer som Thelma Tee, og til syvende og sidst er det kun godt. Hun og hendes generation er jo fremtiden selvom de er rædselsslagne for ting der absolut ikke er farlige, nøgenbilleder og mad for eksempel.
”Kan jeg komme tilbage i morgen til en konsultation?”
Jeg ser ned på min skærm.
”Der er ingen ledig tid før onsdag.”
”Vi kunne drikke en kop kaffe? Må jeg få dit nummer?”
Jeg giver ikke mit nummer til kunderne, det er forbudt og torskedumt. Min hånd skælver lidt da den skriver.
Han går hen mod lyset bag udgangsdøren. Den blå skjorte klistrer til hans ryg.
Så vibrerer mobilen, og der kommer en besked fra Thelma Tee.
Ondt i maven, vil hjem, kan du hente mig NU?
Hvordan kunne jeg få et barn med Boje? Han har næsten kun dårlige egenskaber. Han er hidsig, selvoptaget og nervøs. Der er meget få der orker at være sammen med ham, ud over hans drukkammerater og naboerne som han ryger sammen med.
Boje kan få alle til at grine og er charmerende og anderledes og byder sig til, men spørger du mig, er han manipulerende. Inderst inde er han genert og utryg, så jeg burde have regnet ud at sådan en som Thelma Tee ville arve den generthed og kæmpe med at tage plads.
Hun er meget alene og har ikke så mange evner der kan hjælpe hende ud af ensomheden. Desuden er Thelma for klog og stolt til at byde sig til.
Boje derimod har evner der gør at selvom han ikke har nogen venner, så har han altid haft kvinder, og nu har han mig. Hvorfor?
Han giver os orgasme, det kan han, alt det med krop og nydelse, det er ligesom hans ting. Når jeg hader ham allermest, så lader han sine gloende varme hænder glide ind under min bluse. Han har glødende kul i håndfladerne, og han lugter godt, men han er grim som et vildsvin, og han mangler en finger.
Det mærkelige er at selvom Boje og jeg kunne være blevet vist frem i cirkus og solgt til en zoologisk have, for vi er helt klart tættere på hulefolket end de fleste andre, så er Thelma Tee lys og ualmindelig smuk. Hun er bare alt for tynd.
Boje svarer ikke, og jeg skriver til Thelma at jeg er alene på arbejdet, og spørger om hun kan tage en taxa herhen.
Hvad så med far?
Tror han sover, men jeg ved det ikke, han svarer ikke.
Thelma kan ikke lide at komme herhen, hun skammer sig over os, men det ville hun have gjort under alle omstændigheder, siger Boje, for hun er i den alder hvor man skammer sig over alt.
Jeg bliver såret over den skam. Hvis der findes ét menneske på denne jord som jeg ønsker skal kunne lide mig, så er det Thelma, og efter det jeg har været igennem, så mener jeg vi er knyttet tættere til hinanden end andre mødre og deres børn.
Uanset hvordan de er blevet til.
Hele mit liv bærer præg af dårlig timing, og Thelmas taxa standser udenfor lige idet kvinden fra nabolaget kommer ned ad gangen. Da hun ser Thelma komme over broen med tasken hængende slapt over skulderen og med sol i det gyldne hår, drejer hun om på hælen og går tilbage til værelset.
Jeg tror hun har en søn der går i klassen under Thelma, men hvis hun havde kendt Thelma, havde hun vidst at det aldrig ville falde hende ind at nævne at hun havde set nogen hos os, eller i det hele taget nævne noget som helst for den sags skyld.
Thelma snakker ikke mere med de andre elever end højst nødvendigt. Men hun snakker hele tiden med mig, og når Boje siger noget, efterligner hun ham med en stemme der er så hæs og skurrende at jeg kommer til at grine.
Nu står hun uden for indgangsdøren og lader som om hun er for svag eller uvillig til rent faktisk at åbne den. Jeg vinker ”Kom ind”, men hun bliver stående og vinker ”Kom ud”, og jeg forstår at jeg må ud og betale taxaen.
Vores sted ligger ved Akerselva. Da Boje og jeg fandt det, var det et nedslidt lokale der havde været fabrik, koncertsted, reklamebureau, testcenter og til sidst suppekøkken for myndighederne.
Vi var så glade og forelskede da vi fik et lån og kunne købe stedet, og Boje forklarede alle at vi ville drive orgasmeriet med miljøvenlig strøm med solceller på taget og turbiner der blev drevet af bølgerne i elven.
Med god rente på alt det grønne kunne vi betale tilbage til banken i løbet af de tre første år.
Der går en bro fra indgangspartiet og over elven. Nu står Thelma Tee ved rækværket og stirrer melankolsk ned i den stride strøm.
Det nytter ikke noget at kramme hende når hun er sådan. Hun kan ikke lide at stå der, og jeg skammer mig over den syrlige lugt fra vandmasserne som slippes løs i vandfaldet på den anden side.
Jeg småløber over broen og betaler taxaen, på vej tilbage møder jeg Osman der nikker med mobilen mod øret. Han har hvide løbesko på og ser lige så energisk ud som en tennisstjerne.
Thelma Tee vil ikke sidde i nogen anden stol end den der er bag receptionsskranken. Hun er bange for at nogen skal tro hun er en kunde selvom aldersgrænsen her er 16, og hun stadig ligner en lille pige.
”Kan vi snart gå?”
Hun orker ikke en gang at åbne øjnene.
Jeg går hen og banker hurtigt på døren ind til damen fra nabolaget, åbner og siger at tiden er gået.
”Hvordan kan du lade dit barn komme herhen?”
Jeg gider ikke svare andet end at Thelma er syg og sidder ude i receptionen med lukkede øjne.
Jeg husker da Thelma blev født, både Boje og jeg var bange for at de ville tage hende fra os. Mest af alt på grund af min historie, men også fordi Boje har været i fængsel.
Men Omsorgen skrev ord som ”kærlige og gode forældre” i journalen, og der var vist ikke nogen der havde planer om at tage hende. Alligevel har jeg frygten i mig, en forfærdelig følelse af at jeg ikke vil få lov til at beholde Thelma, at jeg på en eller anden måde også kommer til at miste hende.
I bilen på vej hjem får hun lov til at spille den rædsomme musik hun godt kan lide, og hun synger med sin flotte stemme. Jeg får en besked, og hun læser den. Vi tror nok begge to at den er fra Boje. Thelma læser højt.
Glem ikke kaffeaftalen, har noget vigtigt at fortælle, S.
Hun ser på mig med sine lyse øjne, og jeg mærker mit hjerte banke.
”Hvem er det?”
Jeg har ingen hemmeligheder for Thelma. Det er den bedste løsning når der er så meget mørkt i fortiden. Boje holder sit skjult, men det er også mørkere det han har at bære på.
”Det var en kunde der var her i dag, og ja, du ved, jeg håbede at han måske var den dreng jeg gav fra mig.”
Thelma stønner.
”Hvem af dem?”
”Den førstefødte.”
”Hvorfor troede du det?”
”Han havde et modermærke på maven.”
”Så du ham nøgen?”
Jeg svinger ind foran garagen.
”Jeg er ved at brække mig over dig.”
Thelma åbner døren før jeg er standset ordentligt. Hun går hen til blomsterbedet og lader som om hun kaster op.
Det er ikke første gang jeg tror at det er min søn der dukker uventet op på Pure Pleasure. Det jeg håber på, er en blød, ensom mand der hele sit liv har længtes efter at møde mig.
I begyndelsen var Boje meget hensynsfuld, og vi legede detektiver begge to, men nu er både han og Thelma dødtrætte af at høre mig længes og snakke om den halvbror vi ved at Thelma har derude et sted.
Min søn har ret til at finde ud af hvem jeg er, og til at tage kontakt. Det kom ind i loven da jeg fik nummer to, og det var med tilbagevirkende kraft. Derfor er det ikke helt urealistisk at han vil dukke op en dag.
Da Thelma var lille, fortalte jeg et eventyr om en prinsesse der var så ensom og tynget af sorg. En dag mødte hun en ung mand der skulle bære en tung sten over en flod, men stenen blev så glat af vandet at han ikke kunne klare at bære den.
Så gav prinsessen den unge mand sin kappe som de kunne lægge stenen i, og de bar den over sammen. Bagefter inviterede han på frokost, og sådan lærte de hinanden at kende.
Han fortalte hende at han var ude i verden for at finde sin lillesøster, og at hun skulle have et mærke på kroppen. Prinsessen viste ham det modermærke hun havde på hoften, men nu var det blevet blegt og fremmed.
”Fortæl om sommerfuglen,” sagde Thelma altid når jeg kom til det sted i eventyret.
Så fortalte jeg om den smukke, brune sommerfugl som en nat havde revet sig løs fra Thelmas modermærke og var begyndt at flagre rundt før den til sidst landede på storebrorens næsetip. Da havde den hvisket med vingerne og fortalt om Thelma.
Broren fulgte efter sommerfuglen igennem både land og vand til han endelig nåede frem til Thelma. Og til sidst i historien, mens de spiste frokost, kom den lille sommerfugl og lagde sig på Thelmas modermærke, og der passede den så perfekt at den smeltede ind i hendes hud.
Broren havde et mærke magen til, og sådan forstod han at han havde fundet sin lillesøster.
Boje og jeg var naturligt nok ikke med i eventyret.
Vores historie passer ikke ind i noget som indebærer prinsesser og sommerfugle.
Sara Johnsen: Til Dancing Boy
♥️♥️♥️♥️♥️ “En stor filmisk fortælling” – Femina
★★★★ – Kristeligt Dagblad
Lizz og Boje driver orgasmeriet Pure Pleasure i Oslo. Her kan kunderne opnå orgasme ved hjælp af speciallavede programmer og avancerede sensorer.
Da en ung mand en dag kommer ind på Pure Pleasure-klinikken og beder om et naturinspireret orgasmeprogram, bliver Lizz fyldt med savn.
Hun håber, at den unge mand er en, hun har ventet hele sit voksne liv på at møde.
Til Dancing Boy er en roman om en kvinde, hendes krop og de mange liv, de sammen har gennemlevet.
Det er et fremtidigt og anderledes Norge, der åbenbarer sig i denne roman, som stiller spørgsmål som: Hvor afgørende er seksualitet og biologi for vores liv? Og hvordan håndterer vi begær, fejlbarlighed, længsel og kærlighed?
Du kan købe Til Dancing Boy online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: