Anne-Marie Vedsø Olesen Danske romaner Fantasy og dystopi Romaner Skønlitteratur

Ulvegabet, vølven og underjordiske riger. Anne-Marie Vedsø Olesens prisvindende serie er tilbage med tredje bind. Læs første kapitel her.

Ulvegabet, vølven og underjordiske riger. Anne-Marie Vedsø Olesens prisvindende serie er tilbage med tredje bind. Læs første kapitel her.

Fortællingen om Snehild forsætter i tredje bind i Vølvens vej-serien, Vølvens vej – Ulvegabet. Oplev Fenrisulvens bidske gab, Snehilds store mod og det mytologiske landskab i første kapitel her.

Der er planlagt fem bind i Anne-Marie Vedsø Olesens anmelderroste serie, og nu er tredje bind lige udkommet. Serien er elsket både af læsere og anmeldere landet over, og første bind modtog DR Romanprisen 2022. Derudover er bøgerne solgt til en storslået filmatisering.

LÆS OGSÅ: Ulvegabet – Fenrisulven er løs i tredje bind i Anne-Marie Vedsø Olesens successerie

Ulvegabet er Fenrisulven på et blodigt togt, efter den er sluppet fri af sine lænker. Vølven Snehild må få smedet en ny lænke, og derfor drager hun til dværgenes underjordiske rige. Snehild forelsker sig i dværgekongen Fafner – men denne kærlighed skal vise sig ikke at være fareløs. 

I kongebyen Himlinge er Snehilds ærkefjende, den magtfulde ypperstepræstinde Ragnfrid, atter på spil. Samtidig forsøger Roald, den nye hersker, at samle styrker sammen til kampen.

LÆS OGSÅ: Anne-Marie Vedsø Olesen. Mytologi, fantasi og fortælleglæde

Anne-Marie Vedsø Olesens serie om vølven Snehild beskæftiger sig med de største myter indenfor nordisk mytologi, og tager læserne med på et eventyr gennem det mytologiske landskab. Læs første kapitel her, og få en smagsprøve på Vølvens vej – Ulvegabet.




Første del

Fenris

Kapitel 1

Snehild kastede fiskenettet i åen. Hun håbede på en god fangst. Jægerfamilien i skoven havde fem sultne børn, og hun skyldte dem meget efter at de venligt havde ladet hende bo hos sig mens vinteren bed.

Nu blomstrede anemoner i skovbunden, spurve kvidrede, solen var varm, og bøgetræerne grønne. Den netop udsprung- ne bøg var et tegn. Det var på tide hun drog videre. Hun var stadig for tæt på Himlinge.

Hun tænkte på den syvårige Fylla – det mellemste af jægeren Tages fem børn – som i sne og frost havde fulgt hende overalt og nysgerrigt suget Snehilds viden om helbredende urter, barker og rødder til sig. Snehild ville ønske hun kunne blive og oplære Fylla som hun selv var blevet oplært i lægeurter af sin afdøde mor, Asdis.

Men det gik ikke. Roald havde bedt hende forlade konge- byen Himlinge og i det hele taget holde sig ude af syne i Sialand. Det blev hun nødt til at ære. Roald måtte som ny konge have ro til at stadfæste sin magt. Ingen måtte få noget at vide om at hun havde brugt misteltengift på hans sværd.

Hun kastede et blik på sit spejlbillede i åen. En mager, ulveskindsklædt krigerkvinde med ringbrynje, sværd og en klospids i bæltet kiggede tilbage. Klospidsen var blevet hugget af dragen Nidhug under rejsen til dødsriget. Hendes hår var filtret, og ansigtet snavset.

Gråulv, du trænger til et bad, sagde hun i tankerne til sig selv. En fornemmelse af at noget var galt, ramte hende.

Var et vølvesyn på vej? Hun forkastede det, følelsen var anderledes, faren var nær og virkelig, hun kunne mærke den. Hendes hjerte hamrede. Hun stirrede ned i vandet, som stadig så fredeligt ud, den rolige overflade, solskinnet, hun kastede blikke omkring sig, bøgeskoven stod indbydende forårsgrøn.

Alligevel sitrede luften af trusler.

Samtlige fugle var forstummet. Ikke en sangfugl fløjtede, ikke en spurv kvidrede. Skoven var blevet stille, ikke engang åens frøer kvækkede.

Hun trak sit sværd, Snehug.

Dybere inde i skoven udstødte et par krager vrede advarsler. Deres skræppen kom fra jægerhuset.

Hun lyttede intenst.

Så hørte hun det. Først som en fjern raslen i krattet, som et dyr der strøg gennem skoven, lydene blev kraftigere, kviste knækkede, grene svirpede, noget stort var på vej, og væsnet havde fart på.

Hun nåede at tænke at hun måtte beskytte jægerfamilien, og skulle til at løbe i husets retning da skrigene satte ind. Det var jægerkonen og den ældste dreng, hun kunne genkende klangen af deres stemmer. Så hvinede Fylla, en lyd fuld af frygt.

Snehild løb som hun aldrig havde løbet før, sværdet holdt hun foran sig, hun spænede og sprang, gennem buske, over nedfaldne grene, hun kunne ikke tage sig af at hun rev sig til blods og nær mistede vejret, vølvesyner sejlede for hendes indre blik, alt for megen lemlæstelse, alt for megen død.

Skrigene fortsatte, men ikke længe. Det sidste hun hørte, var en desperat hulken fra Fyllas lillebror. Så tav han også, og den eneste lyd var kragernes ophidsede skræppen.

Snehild styrtede af sted gennem bøgeskoven, hytten dukkede op, hun så den fremme i den lysning jægerfamilien havde ryddet for træer og buske.

Endelig så hun væsnet.

Hun følte at hun skulle kaste op. Rædslen var for stor, hun havde lyst til at gemme sig, alt i hende råbte at hun ikke burde træde ind i lysningen, det ville blive hendes død.

Alligevel gjorde hun det. Hun tog et skridt fremad med Snehug løftet. Hendes tanker svimlede i cirkler der forgæves søgte trylleord. Hvis bare hun kunne bruge sin runemagi, kvæde en galder, men hendes hoved brændte, hendes krop rystede, og runerne ville ikke komme til hende.

Hun kiggede på det enorme, sorte uhyre. Det havde spyttet spædbarnet ud efter at have tygget i det og gnavede nu i den ældste dreng. Resterne af Fylla, lillebroren og deres mor lå spredt omkring huset, halve kroppe, et ben, et hoved. Snehilds tanker strejfede Tage og den næstældste, Eskild, der var taget i skoven sammen for at jage. Hun bad til at de ikke vendte tilbage netop nu.

Uhyret som åd af den ældste søn, lignede en ulv. Den var ti gange så stor som en almindelig ulv, og dens øjne skinnede unaturligt gult. Den knasede drengens hoved og rettede sit ildblik mod hende.

Pludselig forstod Snehild hvorfor hun ikke kunne nå ind til ordenes magt og bruge sin runemagi. Hun ejede ingen ord stærke nok til at fortrylle et barn af Loke. Hun stod over for Fenrisulven.

Fenris holdt op med at tygge og spyttede den døde dreng ud. Ulven spændte musklerne og fastholdt blikket på hende. Hun var det næste offer, hun kunne se det på den.

Hendes hænder, der holdt om Snehug, begyndte at ryste. Sværdet ville føles som et myggestik på det enorme udyr, det kunne ikke beskytte hende. Og dyret ville bide hovedet af hende før hun nåede at rive det med Nidhugs klospids. Hun skulle helt tæt på for at kunne bruge kloen, og ville dragen Nidhugs gift og magi overhovedet være virksom på et uvæsen af samme rædsel som Nidhug?

Tanker om Fenris fór igennem hende, vidste hun noget som kunne hjælpe når våben ikke kunne og runemagien var magtesløs? Lokes uhyrlige søn var blevet lænket af aserne, det havde hun engang hørt. Den måtte være sluppet fri af sin lænke. Aserne havde brugt smigrende ord til at lokke Fenris til at afprøve lænken. Altså kunne man tale med Fenris, ord kunne virke hvis de blev sagt med snilde.

Uhyret gjorde klar til spring. Savl og blod drev fra dets gab.

Hun kunne se de spidse tænder.
Hvad kunne hun sige som ville standse den?
Med ét var det som om hendes skæbne gav mening.
Jeg ejer min skæbne. Det havde hun altid sagt. Også dengang hun voksede op hos jættekvinden Hyrrokin og hendes tre ulvesønner. Hyrrokin, som gav hende tilnavnet Gråulv og klædte hende i ulveskind.

Ulvesønnen Månegarm blev hende første elsker.

Ulvesønnernes far var Fenris. Det havde Hyrrokin betroet hende.

Hun hev sit bronzesmykke med ulven frem, det som altid hang om hendes hals, hendes minde om Månegarm.

Fenris sprang, bøgeskoven splintrede, blev til grønt flimmer, ulvens øjne var som den stærke forårssol, det var dyrets drift, æd eller bliv ædt, der var gab og tænder, lava og gnister, dens oprindelse var også dobbeltheden, søn af tvesindede Loke, som drejede så hurtigt at alt flød sammen og alle sandheder ophørte.

”Jeg er Snehild Gråulv,” råbte hun, ”jeg elskede din søn Månegarm!”

Gabet klappede sammen så tæt ved siden af hendes hoved at fråde dryppede på hendes øre. Fenris’ snerren trængte ind i hende som en regn af glasskår.

Væsnet trak hovedet en anelse tilbage, hen foran hendes ansigt, dens hoved var stort som en jættesten, stank af råd og kød sivede fra dens let åbne, knurrende mundvige.

”Hyrrokin var min ven,” fortsatte hun og gjorde alt hvad hun kunne for at skjule sin frygt. Et frygtsomt dyr lugtede af bytte. Fenris snusede til hende. Hun mødte dens blik. Noget var ved at ændre sig, hun kunne se det i dens øjne, flammerne forsvandt, ildblikket blev grønt. Eftertænksomhed fortrængte det dyriske.

Fenris var et dobbeltvæsen som sin søster Hel i Helheim. Så begyndte Fenris at tale.

”Du taler narreord. Men du lugter af ulv,” sagde Fenris til Snehild med en brummen. Hans øjne var blevet helt grønne. Fenris satte sig foran hende, så tæt på at han med en enkelt bevægelse ville kunne bide hovedet af hende.
Hun modstod trangen til at flytte sig.
Spurve begyndte igen at kvidre. Skoven virkede rolig. Snehild betragtede ulven. Selv siddende på bagbenene som en hund var Fenris så stor at hun måtte kigge op for at møde hans blik.

Frygten sivede bort, men væmmelsen forblev. Omkring dem lå splittede og gennemgnavede lemmer af jægerkonen og hendes fire børn. Det fredelige solskin føltes som en hån.

”Det er ikke narreord.” Snehild stak sværdet tilbage i skeden. ”Hyrrokin opfostrede mig og gav mig tilnavnet Gråulv. Jeg var venner med dine tre sønner Månegarm, Hate og Skoll. Månegarm blev min elsker. Smykket her er smedet af Hyrrokin.”

Fenris bøjede sig ned og betragtede bronzeulven der hang i en kæde om hendes hals. En ram ånde dunstede fra hans gab og snude og gav hende kvalme.

”Den har grønne sten som øjne,” sagde han. ”Det er sandt, Månegarm arvede min tænksomme øjenfarve. Hvilken farve øjne har mine to andre sønner? Hvis du svarer forkert, dræber jeg dig.”

”Hates er hvide, og Skolls gule.”

”Det er rigtigt. Hate og Skoll arvede den hvide og gule ild som brænder i blikket når dyret tager over. Du kendte dem virkelig.”

Snehild nikkede, men undlod at sige mere. Fenris var tydeligvis mistænksom over for ord.

”Så æder jeg dig ikke,” fortsatte han. ”Men pas på, Gråulv, jeg hader den grønne tilstand af tanke og ord. Ord spinder bedrag, jeg har lyttet til asernes svigefulde forklaringer alt for mange gange.”

”Mine ord er ikke svigefulde. Det var Månegarms heller ikke.”

”Kun dyret er ærligt. Dræb eller dø. Æd eller bliv ædt. Når mine øjne igen skifter farve, gør du klogest i at være borte.” Det sidste sagde Fenris med en knurren, og gul ild flakkede kortvarigt ind over hans grønne blik.

Snehild mærkede vreden blusse. At Fenris var et dyr, var ingen undskyldning for de grufuldt flænsede kropsdele der lå spredt omkring dem.

”Det var ondt at dræbe jægerfamilien. De var mine venner.”

”Menneskeløgner!” Fenris fór op, stillede sig endnu tættere på hende og smækkede med gabet.

Snehild greb om sværdskæftet. Den enorme ulv så ud som om den ville angribe. Men stadig forblev hans øjne grønne.

”Menneskejægeren jager og dræber for at æde,” fnyste Fenris. ”Jeg dræbte for at æde. Hvad er forskellen? Hvorfor er jeg ond, men ikke jægeren? Jeg hader jer og alle jeres ord og alle jeres domme. Aserne er bange for mig nu. Jeg sprængte min første lænke, Lødig, jeg sprængte min anden lænke, Drome, og nu bider og flænser jeg. Jeg skal vise jer alle sammen at jeg er lige så farlig som jeres frygt gør mig til.”

Fenris hoppede som en ophidset hund mens han talte. Særligt da han nævnte sine to lænker Lødig og Drome, gjorde han spring til siden som for at vise hvordan han brød dem.

Snehild vidste ikke hvad hun skulle sige. Der var sandhed i Fenris’ ord.

”Mennesker bryder sig ikke om at se andre mennesker dræbt,” sagde hun endelig.

”Det gælder alle arter. Derfor dræber jeg dig ikke, Gråulv, du som blev optaget i en ulvefamilie.”

Hun betragtede Fenris. Hans sorte pels var ikke skinnende og blød som Månegarms havde været når han om natten forvandlede sig til ulv, i Fenris’ stride hår sad kviste, burrer og blade, men hun kunne stadig se ligheden. Fornemmelsen af samhørighed var ubehagelig. Hun havde ikke lyst til at forstå eller være en del af et bæst som Fenris.

Hendes tanker strejfede dragen Nidhugs klospids som hun bar i sit bælte. Nidhug havde suget blod ud af hende. Hun og dragen var også en del af hinanden.

”Jeg er ikke et udyr,” indvendte hun. Hun syntes ikke selv at hun lød overbevisende. Hun havde lumsk brugt gift på Roalds sværd. Den víse Faxe havde advaret hende om at man skulle passe på ikke selv at blive til et uhyre når man bekæmpede uhyrer.

”Man er ikke et udyr blot fordi man er rovdyr.” Fenris tårnede sig op over hende, men var holdt inde med sin ophidsede hoppen.

Snehild kastede et blik på resterne af den døde jægerfamilie. Hun følte stadig kun væmmelse og fordømmelse.

”Du skal nøjes med at dræbe det bytte du spiser. Du dræber i flæng.”

”Bah, trevler og kød, vold og død, en knust hovedskal, hvem kommer i Valhal – er det måske fredens blide kid? Og så skal jeg bebrejdes og lænkes? Aserne jager mig, jeg vil flænse og ødelægge indtil de fanger mig, de skal mærke mit solstærke gab, jeg skal ruske hver eneste asehykler.”

Solstærke gab.

Fenris’ tale ramte Snehild med en fimbulvinters kraft, det var som om foråret flækkede, som om marehalm susede i kold blæst og asketræers kroner rystede. En ordstorm hvirvlede gennem hende.

Kæden vil briste ulven løbe bort. Vældig vis er hun, men jeg ser videre mod de stærke stridsguders ragnarok.

”Hvad sagde du? Ulven løber bort?” Fenris betragtede hende med en blanding af mistro og nysgerrighed. ”Du var næsten som mig, du blev en anden lige før da du talte. Dine øjne skiftede ganske vist ikke farve, men alligevel så du alting med et andet blik.”

”Jeg er synsk.” Snehild så ingen grund til at lyve. ”Jeg ved ikke altid hvad jeg ser og siger.”

”Åh, nornernes skæbneævl,” vrængede Fenris. ”Finder du dig i det?”

”Mange mener at skæbne skaber orden.” Snehild havde ikke lyst til at tale med Fenris om sin tvivl.

”Ha, orden!” Fenris dansede lidt til siden på sine store poter som om han ville vise sin uforudsigelighed. ”Næh, frihed er vigtigst. En fastlagt skæbne kvæler friheden.”

Pludselig løftede Fenris vejrende snuden. Gule strejf viste sig i hans øjne.

Snehild så sig om og lyttede. Så hørte hun jægeren Tage og hans søn Eskild. De var ganske nær lysningen, og de talte sammen. Det lød som om de var på vej gennem krattet.

Et forfærdeligt syn ville møde dem om et øjeblik. Hun havde lyst til at råbe at de skulle løbe deres vej, men de ville umuligt kunne slippe fra Fenris selv om de løb med det samme. Hun måtte bruge kløgt.

”Fenris,” sagde hun indtrængende, ”se på mig!”
Ulvens blik flakkede.
”Du må ikke skade dem. Du har dræbt nok indtil videre.” Tage og Eskild trådte ind i lysningen fra skoven mod vest. Eskild var en krølhåret dreng på elleve år, hans far, Tage, en væver mand med fuldskæg. Begge standsede brat op ved synet af det sorte bæst foran Snehild. Så fik Eskild øje på ligdelene.

”Mor!” Eskild smed sin bue og en død hare fra sig og skulle til at løbe hen til resterne af jægerkonen, men standsede op igen. Synet var for frygteligt.

Fenris’ øjne lyste gult. Han snerrede og spændte musklerne til spring.

”Nej!” Snehild trak sit sværd og stillede sig ind foran kæmpe- ulven. Hun kastede et blik over skulderen mod Tage, der havde grebet fat i Eskild. De stod begge som lammet.

”Løb!” råbte hun til dem.

Fenris snappede ud efter Snehild, gabet klappede sammen lige foran hendes næse.

Det var en advarsel. Han kunne snildt dræbe hende hvis han ville.

”Løb!” gentog hun til Tage og Eskild, der endelig satte i bevægelse, ind i krattet igen.

”Og du, Fenris, min elskede Månegarms far, drag herfra nu. Rend gennem skoven mod floden Tryggveld i øst, plag ikke længere menneskene i Midgård. Dit opgør er med aserne.”

Fenris stirrede vildt på hende. Hans øjne var helt hvide nu, de var som isflammer og vintermånen, Snehild så en afgrund i dem. Så med ét adlød han, knurrende sprang han ind i skov- brynet mod øst. Men hun fornemmede hans vrede. Han var fimbululven, og hun hørte i sit sind hans rasende utyskesang mens han fór gennem skoven.

Jeg rusker guden,
jeg flænser løgnen,
jeg dræber skæbnen,
jeg æder solen.
Forvirring skal herske, fortabelse bo i hver brønd, Yggdrasils rødder rådner.




Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej – Ulvegabet

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ – Politiken

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “En vildt brændende nordisk mytefortælling … Det nye bind i Anne-Marie Vedsø Olesens mægtige fembindsserie ”Vølvens vej” er fænomenalt”  – KRISTELIGT DAGBLAD

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Blændende … sprudler af påhitsomhed” – JYLLANDS-POSTEN

⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Dramatisk og stærkt underholdende” – BERLINGSKE

“Som læser har jeg bare lyst til at klappe” – WEEKENDAVISEN

I Ulvegabet har Fenrisulven sprængt sin lænke og udrydder alt på sin vej. Vølven Snehild må drage til dværgenes underjordiske rige og få smedet en ny lænke. Her forelsker Snehild sig i den kraftfulde dværgekonge Fafner, men det viser sig at være en farlig kærlighed. I kongebyen Himlinge forsøger den nye hersker Roald at samle til kamp mod Fenris, men Snehilds ærkefjende, den magtfulde ypperstepræstinde Ragnfrid, er atter på spil.

Anne-Marie Vedsø Olesen lader i hver Vølvens vej-bog en af de mest betydningsfulde nordiske myter være omdrejningspunkt. I Ulvegabet er det myten om Fenrisulven.

Du kan købe Ulvegabet online hos fx Bog & Idé eller i din nærmeste boghandel.