INTERVIEW | Under arbejdet med selvbiografien Mit liv, min linedans fik Sonja Oppenhagen tid til at reflektere over et liv med en udfordrende barndom, stor kærlighed og en krævende karriere på scenen, der blev hjulpet frem af en benhård balletdisciplin.
“Det har været FORFÆRDELIGT,” siger skuespilleren Sonja Oppenhagen om at skrive selvbiografien Mit liv, min linedans. Hun har stået på scenen det meste af sit 72-årige liv og er kendt i hele Danmark for folkekære roller som Vicki i DR’s evige hit Matador og den spirituelle Lydia Vetterstrøm i TV 2’s succesfulde Badehotellet.
Men da Sonja Oppenhagen under corona-pandemien i 2020-21 skrev de første forsigtige noter, som tog fart og formede sig til en selvbiografi, følte hun sig totalt på udebane.
”Jeg har aldrig nogensinde set mig selv som forfatter. Det har været SÅ anderledes. SÅ grænseoverskridende. Jeg ville hellere have 10 premierer på teatret end at gøre det igen.”
Det bliver sagt med et varmt smil og humoristisk glimt i de store brune øjne, som er blevet landskendte, siden Sonja som 15-årig dansede sig ind i folks hjerter i DR’s tv-produktion Den lille pige med svovlstikkerne og det helt store gennembrud som manufakturhandler Albert Arnesens purunge viv Vicki i Matador.
Sonja Oppenhagen blev landskendt, da hun som 15-årig dansede ballet i DR’s tv-produktion Den lille pige med svovlstikkerne. Fotokreditering: Jørgen Mydtskov
I arbejdet med selvbiografien Mit liv, min linedans har Sonja måttet se tilbage på sit liv, også de svære stunder, og det er noget andet end at skulle sætte sig ind i en rolle.
”Som skuespiller får du en tekst og skal sætte dig ind i et andet menneske; hvor kommer personen fra, hvad er personens sociale arv, hvordan er udviklingen for den person i løbet af forestillingen. Her var det jo mig selv, jeg skulle analysere. Det har rystet mig, hvor hårdt det var. ”
Barndommen – et udfordrende kapitel
Til trods for fortiden som balletbarn på Det Kongelige Teater, så har livet ikke været en let linedans, hvor Sonja har svævet yndefuldt hen over linen. Det har nogle gange været en slingrende vals i stormvejr og stiv kuling, så Sonja har måtte klamre sig til paraplyen.
Især barndommen har været et udfordrende kapitel i Sonjas liv.
”Mine forældre havde ikke et lykkeligt ægteskab. Men der er masser af børn, der vokser op i et ægteskab, som ikke er lykkeligt. Og det har måske givet mig en råstyrke, at der har været modstand. Der er SÅ meget kunst, der bliver lavet på trods. På aggression.”
Faren, der ikke lever længere, forlod hjemmet, da Sonja var 15 år. Han etablerede en ny familie, som ikke ville have kontakt med Sonja, hendes bror og mor, og derfor forsvandt faren ud af Sonjas liv, og kontakten blev ikke genoptaget. I dag har Sonja fundet fred med det.
”Det bliver aldrig afsluttet. Den længsel, jeg har haft hele mit liv, vil være der, til jeg lukker mine øjne. Men jeg kan se tilbage på, at han var et ulykkeligt menneske. Han var også et fantasifuldt menneske, som var vidunderlig og fantastisk. Det kan jeg se nu, fordi jeg selv er blevet voksen og er blevet mor.”
Sonja Oppenhagen som konfirmand i en kjole, som mormoren har syet af stof fra Daells Varehus. Konfirmationen foregik i Frederiksberg Slotskirke, da Sonjas far arbejdede på Frederiksberg Slot. Kort efter forsvandt han ud af Sonjas liv. Foto: privat
Kærligheden – et lærerigt kapitel
Ungdommelig, naiv, frembrusende. Dyb, venskabelig, respektfuld. Kærligheden har været til stede i mange former i Sonjas parforhold.
Lige fra den første forelskelse i ungdomskæresten Pierre Helmersen til ægteskaberne med teaterdirektør Klaus Pagh og lægen Morten Hebjørn og det nuværende ægteskab med kapelmester og komponist Stig Christensen, som har varet i 30 år.
Efter at have erindret et helt livs parforhold i arbejdet med selvbiografien, er Sonja kommet frem til følgende parforholdsråd:
”Man skal aldrig prøve at lave om på hinanden, og man skal respektere hinandens forskellige interesser.”
Da Sonja var barn, oplevede hun, at moren altid havde faren i centrum, og at hun sammen med sin bror kom til at stå i skyggen af det. Så Sonja har sørget for, at kærligheden til partneren aldrig har skygget for kærligheden til de to (nu voksne) børn – Anne, som hun har med Klaus Pagh og Oliver, som Sonja adopterede fra Korea sammen med Morten Hebjørn.
Skuespillet – et krævende kapitel
Mit liv, min linedans er ikke kun et indblik i Sonja Oppenhagens liv, men også et indblik i dansk teater gennem mange år, hvor Sonja, som i 2021 kan fejre sit 50-års skuespillerjubilæum, har haft meget forskellige roller og stadig er aktiv, fx på Folketeatret.
Mange kender dog især Sonja Oppenhagen fra Matador, og det var en meget produktiv tid for hende, som krævede stor arbejdsdisciplin. Under Matador-produktionen var det fjernsyn om morgenen, prøver om dagen og spilletid om aftenen.
“Det blev en fantastisk produktion, som vi allesammen har haft rigtigt meget glæde af på mange måder, og jeg var MEGET glad for rollen. Men jeg ser ikke Matador i dag.”
Døden – det sværeste kapitel
Døden er noget af det svære, som Sonja forholder sig til i selvbiografien Mit liv, min linedans. Hun har både mistet sin tidligere ægtemand Klaus Pagh, der sov stille ind i en høj alder, og sin tidligere ægtemand, Morten Hebjørn, som døde allerede som 50-årig af cancer.
”Det var voldsomt og en stor sorg for mig, da Olivers far blev alvorlig syg og døde i en alder af kun 50 år. Det blev et ulykkeligt og tragisk farvel.”
Da Sonjas mor døde, havde hun meget travlt og ikke tid til at sørge. Den hårde selvdisciplin, som har fulgt Sonja, siden hun som 9-årig startede med ballettræning og forestillinger til sen aften på Det Kongelige Teater, har gjort, at Sonja ikke lader sig slå ud, men altid knokler videre med arbejdet.
”Det gjorde så ondt, og det var så hårdt. Men jeg havde først tid til at sørge lang tid bagefter. Jeg ville ønske, jeg kunne have sørget, da det var det rigtige tidspunkt. Jeg ville godt have givet mig selv lov til at stoppe op og reflektere mere.”
Et andet tragisk farvel, som kom til at farve Sonja Oppenhagens liv, skete på scenen i Glassalen i Tivoli i 1980. Skuespillerinden var med i den forestilling, hvor den kendte komiker og revystjerne Dirch Passer faldt om på scenen bag tæppet og døde. Iført klovnekostume. Sonja fulgte efter ambulancen med Dirchs kæreste Bente Askjær og var til stede på hospitalet, da lægerne kom ud med Dirchs klovnekostume pænt pakket sammen.
”Det har påvirket mig hele mit liv på den måde, at jeg aldrig har kunnet tåle at se nogen blive dårligt tilpas på scenen. Så er erindringen om Dirch altid dukket op.”
Revyscenen har været en vigtig del af Sonjas skuespillerkarriere, og hun var med i det stykke, der blev Dirch Passers sidste. Fotokreditering: Peter Pagh
Helende og lærerig skriveproces
Selvom det har været hårdt for Sonja at skulle gennemleve sit liv og skrive alle kapitlerne ned, inklusive de svære, så har det også været en lærerig proces at skrive en selvbiografi.
”Når man sidder og skriver, så ripper det op i fortiden, og måske er det derfor, jeg altid har skudt det fra mig og sagt:
‘Jeg skal aldrig nogensinde skrive en selvbiografi. For jeg har ikke lyst til at se tilbage. Jeg vil kun se frem.’
Men jeg tror, det har været enormt sundt for mig at se tilbage og gennemleve det hele igen. Jeg tror, det har været helende for mig.”
Mit liv, min linedans
I den rigt illustrerede Mit liv, min linedans fortæller Sonja Oppenhagen selv om sit livs op- og nedture, og om hvordan hun til sidst finder sig selv og lander som mor til to.
Hendes liv har båret præg af mange opgør; det professionelle opgør med lillepigerollen, et opgør med barndommen og dens tryghed og opgøret med den svigtende far.
Sonja Oppenhagens historie er en fortælling om en evig søgen efter kreativitet og troen på frihed og kunstnerisk integritet. Det er samtidig fortællingen om hendes store roller i blandt andet Matador og Badehotellet, som gjorde hende til en folkekær skuespillerinde.
INTERVIEW | Under arbejdet med selvbiografien Mit liv, min linedans fik Sonja Oppenhagen tid til at reflektere over et liv med en udfordrende barndom, stor kærlighed og en krævende karriere på scenen, der blev hjulpet frem af en benhård balletdisciplin.
“Det har været FORFÆRDELIGT,” siger skuespilleren Sonja Oppenhagen om at skrive selvbiografien Mit liv, min linedans. Hun har stået på scenen det meste af sit 72-årige liv og er kendt i hele Danmark for folkekære roller som Vicki i DR’s evige hit Matador og den spirituelle Lydia Vetterstrøm i TV 2’s succesfulde Badehotellet.
LÆS OGSÅ: “Vil du virkelig hellere være sammen med den kvinde og aldrig se os mere?” Sonja Oppenhagen om sin far i Mit liv, min linedans
Men da Sonja Oppenhagen under corona-pandemien i 2020-21 skrev de første forsigtige noter, som tog fart og formede sig til en selvbiografi, følte hun sig totalt på udebane.
”Jeg har aldrig nogensinde set mig selv som forfatter. Det har været SÅ anderledes. SÅ grænseoverskridende. Jeg ville hellere have 10 premierer på teatret end at gøre det igen.”
Det bliver sagt med et varmt smil og humoristisk glimt i de store brune øjne, som er blevet landskendte, siden Sonja som 15-årig dansede sig ind i folks hjerter i DR’s tv-produktion Den lille pige med svovlstikkerne og det helt store gennembrud som manufakturhandler Albert Arnesens purunge viv Vicki i Matador.
I arbejdet med selvbiografien Mit liv, min linedans har Sonja måttet se tilbage på sit liv, også de svære stunder, og det er noget andet end at skulle sætte sig ind i en rolle.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
”Som skuespiller får du en tekst og skal sætte dig ind i et andet menneske; hvor kommer personen fra, hvad er personens sociale arv, hvordan er udviklingen for den person i løbet af forestillingen. Her var det jo mig selv, jeg skulle analysere. Det har rystet mig, hvor hårdt det var. ”
Barndommen – et udfordrende kapitel
Til trods for fortiden som balletbarn på Det Kongelige Teater, så har livet ikke været en let linedans, hvor Sonja har svævet yndefuldt hen over linen. Det har nogle gange været en slingrende vals i stormvejr og stiv kuling, så Sonja har måtte klamre sig til paraplyen.
Især barndommen har været et udfordrende kapitel i Sonjas liv.
LÆS OGSÅ: Bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
”Mine forældre havde ikke et lykkeligt ægteskab. Men der er masser af børn, der vokser op i et ægteskab, som ikke er lykkeligt. Og det har måske givet mig en råstyrke, at der har været modstand. Der er SÅ meget kunst, der bliver lavet på trods. På aggression.”
Faren, der ikke lever længere, forlod hjemmet, da Sonja var 15 år. Han etablerede en ny familie, som ikke ville have kontakt med Sonja, hendes bror og mor, og derfor forsvandt faren ud af Sonjas liv, og kontakten blev ikke genoptaget. I dag har Sonja fundet fred med det.
LÆS OGSÅ: Det vidste du ikke om…. 5 bøger om de kendte, der kommer helt tæt på
”Det bliver aldrig afsluttet. Den længsel, jeg har haft hele mit liv, vil være der, til jeg lukker mine øjne. Men jeg kan se tilbage på, at han var et ulykkeligt menneske. Han var også et fantasifuldt menneske, som var vidunderlig og fantastisk. Det kan jeg se nu, fordi jeg selv er blevet voksen og er blevet mor.”
Kærligheden – et lærerigt kapitel
Ungdommelig, naiv, frembrusende. Dyb, venskabelig, respektfuld. Kærligheden har været til stede i mange former i Sonjas parforhold.
Lige fra den første forelskelse i ungdomskæresten Pierre Helmersen til ægteskaberne med teaterdirektør Klaus Pagh og lægen Morten Hebjørn og det nuværende ægteskab med kapelmester og komponist Stig Christensen, som har varet i 30 år.
LÆS OGSÅ: 20 bøger du ikke vil gå glip af til efteråret
Efter at have erindret et helt livs parforhold i arbejdet med selvbiografien, er Sonja kommet frem til følgende parforholdsråd:
”Man skal aldrig prøve at lave om på hinanden, og man skal respektere hinandens forskellige interesser.”
Da Sonja var barn, oplevede hun, at moren altid havde faren i centrum, og at hun sammen med sin bror kom til at stå i skyggen af det. Så Sonja har sørget for, at kærligheden til partneren aldrig har skygget for kærligheden til de to (nu voksne) børn – Anne, som hun har med Klaus Pagh og Oliver, som Sonja adopterede fra Korea sammen med Morten Hebjørn.
Skuespillet – et krævende kapitel
Mit liv, min linedans er ikke kun et indblik i Sonja Oppenhagens liv, men også et indblik i dansk teater gennem mange år, hvor Sonja, som i 2021 kan fejre sit 50-års skuespillerjubilæum, har haft meget forskellige roller og stadig er aktiv, fx på Folketeatret.
LÆS OGSÅ: Tre læsere om at høre lydbøger: Det betyder lydbøger for os
Mange kender dog især Sonja Oppenhagen fra Matador, og det var en meget produktiv tid for hende, som krævede stor arbejdsdisciplin. Under Matador-produktionen var det fjernsyn om morgenen, prøver om dagen og spilletid om aftenen.
“Det blev en fantastisk produktion, som vi allesammen har haft rigtigt meget glæde af på mange måder, og jeg var MEGET glad for rollen. Men jeg ser ikke Matador i dag.”
Døden – det sværeste kapitel
Døden er noget af det svære, som Sonja forholder sig til i selvbiografien Mit liv, min linedans. Hun har både mistet sin tidligere ægtemand Klaus Pagh, der sov stille ind i en høj alder, og sin tidligere ægtemand, Morten Hebjørn, som døde allerede som 50-årig af cancer.
”Det var voldsomt og en stor sorg for mig, da Olivers far blev alvorlig syg og døde i en alder af kun 50 år. Det blev et ulykkeligt og tragisk farvel.”
LÆS OGSÅ: Ulf Pilgaard: Det er inspirerende at tage fat i nuet. Hvordan det egentlig er at blive gammel
Da Sonjas mor døde, havde hun meget travlt og ikke tid til at sørge. Den hårde selvdisciplin, som har fulgt Sonja, siden hun som 9-årig startede med ballettræning og forestillinger til sen aften på Det Kongelige Teater, har gjort, at Sonja ikke lader sig slå ud, men altid knokler videre med arbejdet.
”Det gjorde så ondt, og det var så hårdt. Men jeg havde først tid til at sørge lang tid bagefter. Jeg ville ønske, jeg kunne have sørget, da det var det rigtige tidspunkt. Jeg ville godt have givet mig selv lov til at stoppe op og reflektere mere.”
LÆS OGSÅ: Læs i biografien om Danmarks musikdronninger Anne, Sanne og Lis
Et andet tragisk farvel, som kom til at farve Sonja Oppenhagens liv, skete på scenen i Glassalen i Tivoli i 1980. Skuespillerinden var med i den forestilling, hvor den kendte komiker og revystjerne Dirch Passer faldt om på scenen bag tæppet og døde. Iført klovnekostume. Sonja fulgte efter ambulancen med Dirchs kæreste Bente Askjær og var til stede på hospitalet, da lægerne kom ud med Dirchs klovnekostume pænt pakket sammen.
”Det har påvirket mig hele mit liv på den måde, at jeg aldrig har kunnet tåle at se nogen blive dårligt tilpas på scenen. Så er erindringen om Dirch altid dukket op.”
Helende og lærerig skriveproces
Selvom det har været hårdt for Sonja at skulle gennemleve sit liv og skrive alle kapitlerne ned, inklusive de svære, så har det også været en lærerig proces at skrive en selvbiografi.
LÆS OGSÅ: Ulf Pilgaards 5 sjoveste øjeblikke i Cirkusrevyen. Se dem her
”Når man sidder og skriver, så ripper det op i fortiden, og måske er det derfor, jeg altid har skudt det fra mig og sagt:
‘Jeg skal aldrig nogensinde skrive en selvbiografi. For jeg har ikke lyst til at se tilbage. Jeg vil kun se frem.’
Men jeg tror, det har været enormt sundt for mig at se tilbage og gennemleve det hele igen. Jeg tror, det har været helende for mig.”
Mit liv, min linedans
I den rigt illustrerede Mit liv, min linedans fortæller Sonja Oppenhagen selv om sit livs op- og nedture, og om hvordan hun til sidst finder sig selv og lander som mor til to.
Hendes liv har båret præg af mange opgør; det professionelle opgør med lillepigerollen, et opgør med barndommen og dens tryghed og opgøret med den svigtende far.
Sonja Oppenhagens historie er en fortælling om en evig søgen efter kreativitet og troen på frihed og kunstnerisk integritet. Det er samtidig fortællingen om hendes store roller i blandt andet Matador og Badehotellet, som gjorde hende til en folkekær skuespillerinde.
Køb Mit liv, min linedans online, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: