Biografier Sonja Oppenhagen

“Vil du virkelig hellere være sammen med den kvinde og aldrig se os mere?” Sonja Oppenhagen om sin far i Mit liv, min linedans

store danskere, gode biografier, sonja oppenhagen, mit liv min linedans

I Mit liv, min linedans fortæller Sonja Oppenhagen om et liv præget af mange opgør. Blandt andet opgøret med en svigtende far, der tvang skuespilleren til at blive voksen før tid. Læs et uddrag af bogen her.

I Mit liv, min linedans fortæller Sonja Oppenhagen om de store opture og tunge nedture, der har præget hendes liv både på scenen og udenfor.

LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af

Den folkekære skuepiller, der er kendt for sine roller i både teater, film og tv, fortæller om de mange kampe, hun har måtte tage undervejs i tilværelsen. Både professionelle opgør med lillepigerollen og opgøret med en barndom, hvor særligt farens tidlige svigt af familien, forfulgte skuespilleren i årevis.

Læs et uddrag af hendes biografi herunder.

Køb Mit liv, min linedans online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 25 oktober.


Sonja Oppenhagen

Mit liv, min linedans

Dansen med min far

Kapitel 2.

I en af de første barndomserindringer, jeg har om min far, sidder min bror og jeg i vindueskarmen og venter på, at han skal komme hjem. Selv om min mor hver dag stod parat med maden, kom han aldrig hjem til tiden.

Min far var fire år yngre end min mor og var 26, da jeg kom til verden. Jeg tror simpelthen ikke, at han var klar til at være far, han var så ung og umoden. Egentlig tror jeg ikke, at min far nogensinde blev klar til den rolle, eller til nogen som helst anden rolle for den sags skyld. Desuden var han frygtelig forfængelig og meget pernittengryn med sit udseende. Altid uhyre optaget af, hvilke signaler han sendte.

Vi måtte for eksempel ikke sidde på skødet af ham, for så ville vi blot ødelægge pressefolderne i hans bukser, og hvis der var den mindste fold på dem, nægtede han at tage dem på. Det samme gjaldt de stivede flipper til hans skjorte; var der det mindste i vejen, tog han flippen af og krævede en ny.

Da jeg blev født, arbejdede min far hos Købmand Christensen, men blev senere ansat på Frederiksberg Slot som leder af forlaget på Hærens Officersskole. Det nye arbejde bestod blandt andet i at føre regnskab med salget af undervisningsmaterialer, og som sædvanlig var det min mor, der – i lighed med i hans første job – sørgede for, at bogholderiet stemte, og at det hele var i orden. Men han imponerede alle, der ikke kendte ham. Hans fremtoning var som et spejlbillede i et spejlkabinet; den person, man så, passede altid til lejligheden, men var det den sande Lüche?

Kun i de momenter, hvor han optrådte eller fortalte historier, var han rigtig til stede. For så bagefter at forsvinde igen. Derfor vidste jeg aldrig, hvornår jeg havde det ærlige menneske foran mig, for jeg oplevede så ofte, at han vendte op og ned på sandheden, selv om den stod skrevet så tydeligt for os andre. Min far levede på og med sin alt for livlige fantasi, der udviklede sig til et bedrag med psykopatiske træk.

Ved juletid havde vi altid en dag, hvor jeg skulle med far på ’juleindkøb’, men i stedet for at købe julegaver besøgte vi hans biologiske mor, min rigtige farmor. Kvinden hed Edith og boede på Amager, hvor vi – og kun den ene gang om året – besøgte hende. Jeg husker en artikel i et af de kulørte blade, hvor der stod, at hun havde været ringforlovet 25 gange og gift ti.

Vores besøg hos Edith var blot en af de mange løgne, min far gjorde mig medskyldig i, for min mor stod altid parat derhjemme og spurgte mig: “Har I haft det hyggeligt og købt gode gaver?” “Ja,” svarede jeg med et stort smil. Hyggeturen blev derfor aldrig hyggelig, når dagen altid ville ende med, at jeg skulle hjem og lyve for min mor.

Skønt min far kunne være både beleven og elegant med morsomme anekdoter om sin opdigtede barndom på et stort gods med masser af heste, afslørede hans meget begrænsede viden om heste, at han var en fantast. Han blev egentlig aldrig en dominerende figur i mit liv, for indimellem forsvandt han bare. Da jeg blev konfirmeret, skulle min far rejse væk den næste dag, angivelig fordi han havde fået dårlige nerver. Han skulle en uge til Spanien og rekreere, men i virkeligheden rejste han væk med en dame. Det var først senere i mit liv, at jeg forstod, at mange af de historier, han fortalte om sig selv, ikke var sande.

Min far var misbruger. Han tog sovepiller for at sove, og han tog opkvikningspiller for at blive frisk, når han vågnede, og den cocktail toppede han med kodimagnyler.

Det var der, utrygheden sneg sig ind i lejligheden. Jeg begyndte at få ny en rolle: barnet, der skulle være voksen. Jeg måtte forsvare min mor og min bror mod min far. Om natten kunne han komme hjem og overfuse min mor. I sin sygelige jalousi beskyldte han hende for de mest urimelige ting, og han kørte hende til sidst så langt ud, at hun ikke kunne finde sig selv.

Han gennemrodede hendes frakkelommer, fandt måske en sporvognsbillet, som hun havde efter en tur i Daells Varehus, og han ville påstå, at hun aldrig havde været der, og at hun havde en elsker. Psykisk og verbalt jog han hende rundt i sit eget bedrag, i sin jalousi.

Hele seancen kørte i ring, som en manipulerende hvirvelvind, der slyngede hende rundt, indtil hun brød hulkende sammen og ikke vidste, hvad hun indrømmede. Jeg vågnede af deres skænderier, gik ind i stuen og blandede mig for derefter at skælde min far hæder og ære fra. I en meget ung alder lærte jeg at påtage mig høj status og agere voksen.

Jeg blev ved med at udfordre ham, indtil han gav efter, og det endte med, at han brød grædende sammen. Det var mig, der afbrød det, mig, der måtte slutte det. Og intet barn skal være tvunget til at stille sig op imod sin far. Men jeg blev mere modig og frygtløs af det.

Min bror og jeg mærkede konflikterne mellem vores forældre, de lå som en mørk sky hen over det hele. Min mor lukkede af for det, og jeg tror, at hun gjorde det i den bedste mening. Min fars jalousi og åbenlyse bedrag styrede indirekte vores liv. Han kunne være en tikkende bombe, og man vidste aldrig, i hvilken retning hans humør gik.

Jeg husker en aften, hvor jeg har været omkring 15 år, hvor vi ’rigtig skulle hygge os’ og spille kort. Jeg kunne slet ikke få luft. Vi var jo alle ulykkelige, og jeg reagerede voldsomt på det ved at rase og råbe ad mine forældre. Jeg løb ud på trappen og sad alene med min vrede og min frustration, da min mor til sidst kom ud og hentede mig. Hyggen var så forloren, og stemningen, det hele hvilede på, var så porøs.

Det eneste, jeg ønskede, var at løbe langt væk, tilbage til teatret og gemme mig. Men på det tidspunkt var jeg ikke længere en del af den verden, fordi min tid på balletskolen var forbi. Bedraget og det forlorne liv stod nu endnu tydeligere for mig, for jeg havde ikke længere noget sted at flygte hen.

Kulminationen indtraf den dag, min far forsvandt. Som 16-årig var jeg blevet en lille voksen, tvunget af omstændighederne, men alligevel ikke klar til det, der kom; min far stod ude på trappeafsatsen på fjerde sal med de sidste ejendele, jeg stod i døråbningen, og mit hjerte var iskoldt – eller blødende, jeg ved det ikke – men uden betænkning spurgte jeg ham:

“Vil du virkelig hellere være sammen med den kvinde og aldrig se os mere?”

“Ja …” svarede han.

Og så gik han.

Jeg fik aldrig sagt farvel til ham, og jeg bærer stadig på et uforløst savn, som jeg har svært ved at slippe.

Jeg hørte først fra ham igen, da jeg var 27 år gammel. Jeg havde skrevet et julekort til ham, og det var et større detektivarbejde at opspore ham, for han havde hemmelig adresse. Et par år forinden – da jeg fik Anne, min datter – følte jeg et stigende behov for, at han anerkendte, at jeg fandtes, jeg havde simpelthen brug for, at han vidste noget om mit liv.

Han kunne næppe være uvidende om hverken min eller min datters eksistens, eftersom Klaus Pagh, som jeg var blevet gift med, gav champagne på ABC Teatret, pressen mødte op, og der blev skrevet store artikler i flere blade. Ved hver eneste premiere, hvor der var blomster, kiggede jeg efter, om der mon ikke var en buket fra min far. Jeg havde en stor trang til at vise ham, hvem jeg var, og hvad jeg var blevet til.

Efter at vores far forsvandt ud af vores liv, føltes det hjemme i lejligheden, som om han boede bag en lukket dør, som min bror og jeg havde forbud mod at åbne. Skønt han var væk, var han der på en måde stadig. Og hver gang vi nærmede os den lukkede dør, trak det i hånden efter at tage i håndtaget, men døren var umulig at åbne, og det var umuligt at få min mor i tale, når det handlede om min far. Hun blev rasende, hver gang vi forsøgte, og ville ikke høre hans navn nævnt.

Men nu havde jeg mit eget liv, min egen mand og mit eget barn og følte en længsel efter at møde ham igen. Derfor sendte jeg ham julekortet, hvor jeg blandt andet havde skrevet mit telefonnummer. Jeg ønskede inderligt at tilgive ham, ønskede at få kontakt til ham, så vi kunne starte på ny.

En måned senere ringede telefonen, og en stemme sagde:

“Det er far …”

Alt i min krop gik i stå. Det var, som om blodet holdt op med at løbe, min vejrtrækning stod stille, og min krop stivnede i et kort sekund. Og så blev jeg glad. Og jeg fortalte ham det; hvor glad jeg blev for hans opringning. Jeg ville så gerne se ham igen. Han fortalte, at han godt vidste, hvor jeg boede, og at han var kørt forbi mange gange, men aldrig haft modet til at ringe på.

Kort tid efter ringede han igen. Jeg inviterede ham til at komme forbi og sagde, at han selvfølgelig gerne måtte tage både sin kone og lille søn med, han var blot et par år ældre end Anne. Men han svarede, at hvis han kunne arrangere et besøg, skulle jeg lade, som om det var helt tilfældigt, for Inga, den nye kone, måtte ikke vide, at vi havde talt i telefon sammen.

Jeg sagde til ham, at så kunne han godt glemme det – at hvis han stadig ikke kunne stå ved mig og være åben om, at han havde en datter, han kunne ringe til og tale med, når han havde lyst, så var det ligegyldigt. Han fortsatte altså med at lyve, det stoppede ikke. Nu var det bare hans nye kone, han løj for. Jeg blev dybt ulykkelig.

Da jeg var i midten af trediverne, sad jeg engang til en barnedåb, og min bordherre, som jeg ikke kendte, fortalte mig pludselig, at min far var så stolt af mig. Han sagde, at han arbejdede sammen med min far på Geodætisk Institut. Jeg svarede ham, at jeg ikke havde set min far, siden jeg var 15 år gammel, og at han ikke ønskede at se mig. Min bordherre var ved at falde ned af stolen og forstod ingenting, for det var det stik modsatte, min far havde fortalt, når han solede sig i mine succeser på teatret. Men jeg var nødt til at afsløre min fars løgn, igen.

Mange år senere, efter min fars død, fik jeg kontakt til min halvbror, Stefan. Jeg bad ham om at vise mig, hvor min far lå begravet. Det var en regnfuld, deprimerende februardag, og vi mødtes på Solbjerg Parkkirkegård bag ved Københavns ZOO. Stefan vidste øjensynlig ikke præcis, hvor han lå, og der var ingen sten, blot et metalskilt med et nummer på, der vistnok var min fars.

Da jeg endelig stod ved hans grav, blev jeg så ulykkelig. Jeg tudede, råbte og stampede der i regnen på kirkegården, og Stefan stirrede forskrækket på mig, men der var så meget, jeg havde holdt inde. Det sad så krampagtigt fast i kroppen på mig, at jeg måtte skrige al vreden og alle frustrationerne ud. Min sorg blev til en fysisk reaktion, og der, i mit sidste møde med min far, røg det ud af mig:

“Det kan du fandeme ikke være bekendt.” 

I februar 2019 spillede jeg med i forestillingen Dansen med far skrevet af Rikke Wölck på Hippodromen på Folketeatret. Stykket satte fokus på far og datter-relationen. ’Faderrollerne’ blev gestaltet af dukker, styret af dukkeførerne Rolf Søborg og Morten Hauch-Fausbøll. Rikke Wölck, Laura Müller og jeg repræsenterede tre generationer, så man som tilskuer kunne fornemme, hvordan faderrollen ændrede sig over tid. Vi kunne mærke på publikums reaktioner, at forestillingen gjorde et stort indtryk.

Flere fortalte os, at de ikke kun oplevede historierne på scenen, men også tænkte på deres egen far og deres relation til ham. Stykket havde en terapeutisk virkning på mig, selv om der stadig er mange ubesvarede spørgsmål: Var han lykkelig, hvordan levede han, og hvordan døde han? Spørgsmål, som min halvbror, Stefan, kunne have svaret på, men han forsvandt lige så hurtigt ud af mit liv, som han kom ind.

I dag har jeg sluttet fred med min far, selv om svigtet i mange år har siddet dybt i mig, og savnet har præget en stor del af mit liv. Men når jeg tænker tilbage på alle de skæve og sjove figurer, jeg har lavet på scenen i revyer og forestillinger, så har jeg måske alligevel fået en ’hilsen’ fra min far og hans livlige fantasi.




mit liv min linedans, sonja oppenhagen

I den rigt illustrerede Mit liv, min linedans fortæller Sonja Oppenhagen selv om sit livs op- og nedture, og om hvordan hun til sidst finder sig selv og lander som mor til to.

Hendes liv har båret præg af mange opgør; det professionelle opgør med lillepigerollen, et opgør med barndommen og dens tryghed og opgøret med den svigtende far.

Sonja Oppenhagens historie er en fortælling om en evig søgen efter kreativitet og troen på frihed og kunstnerisk integritet. Det er samtidig fortællingen om hendes store roller i blandt andet Matador og Badehotellet, som gjorde hende til en folkekær skuespillerinde.

Køb Mit liv, min linedans online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 25 oktober.


Se hele Sonja Oppenhagens karrierefilmografi her.