Amerikanske YA-forfattere Bøger til teens CarlsenPuls Gayle Forman

Vi er uundgåelige – læs et uddrag af den hjerteskærende fortælling fra Gayle Forman

vi er uundgåelige, gayle forman

Aaron Stein lever et kedsommeligt liv. Alle hans venner er flyttet fra byen for at studere på college, imens han er fanget i en hverdag, hvor han arbejder i sin fars boghandel. Men en dag, da han møder den musikalske pige Hannah, bliver hans liv alt andet end kedeligt …

Gayle Forman står bag den internationale bestseller Hvis jeg bliver, og hun er nu aktuel med sin nye roman Vi er uundgåelige. For fans af Rainbow Rowell og John Green er denne bog et must read.

LÆS OGSÅ: Velkommen i familien, Gayle Forman!

Aaron Stein, der lever et kedeligt liv i sin barndomsby, får pludselig muligheden for at sælge sin fars boghandel. Men samtidig vækkes kærligheden til bøger hos hans overoptimistiske ven Chad og flere af byens andre beboere. Er der pludselig brug for en boghandel alligevel?

Oven i købet møder Aaron Hannah. Magiske, modige og spontane Hannah.

Vi er uundgåelige er en hjerteskærende fortælling om at finde sig selv og sit hjem.

Du kan købe Vi er uundgåelige online, fx på Gucca.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 9 september.




Gayle Forman

Vi er uundgåelige

Dinosaurernes storhed og fald

MAN SIGER, AT DET TOG DINOSAURERNE treogtredive tusinde år at uddø. Treogtredive tusinde år fra det øjeblik, asteroiden ramte Yucatan-halvøen, til den dag, hvor den sidste dinosaurus faldt om, udsultet, forfrossen og forgiftet af dødelige gasarter.

Fra et universelt perspektiv er treogtredive tusinde år selvfølgelig ikke ret meget. Det er som at blinke med øjet. Men det er stadig treogtredive tusinde år. Næsten to millioner mandage. Det er ikke ingenting.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over følgende: Vidste de det? Mærkede en stakkels T-rex, hvordan asteroiden fik jorden til at skælve, så den op mod himlen og udbrød Oh, shit, nu er det sket med mig? Bemærkede en camarasaurus, der levede tusindvis af kilometer fra nedslaget, at der gled en askesky for solen, og blev klar over, at dens dage nu var talte? Spekulerede en triceratops over, hvorfor luften pludselig lugtede anderledes, uden at vide, at det skyldtes giftgasser, som var blevet udløst af en eksplosion, der svarede til ti milliarder atombomber (som selvfølgelig ikke var opfundet på det tidspunkt)? Og hvor langt ind i de følgende treogtredive tusinde år nåede de, før det gik op for dem, at de ikke blot var truede – men godt på vej til at uddø?

Den bog, jeg læser, Dinosaurernes storhed og fald af Steve Brusatte, som jeg opdagede var blevet placeret forkert på hylden med atlas for et par måneder siden, indeholder mange oplysninger om, hvordan livet var for dinosaurerne. Men den kommer ikke rigtig ind på, hvad de tænkte i deres sidste tid. Der er vel en grænse for, hvor meget man kan gætte sig til, når det kommer til væsner, der levede for 60 millioner år siden. Ligesom så mange andre mysterier tog de tankerne om, hvordan de havde det med deres egen udryddelse, med sig i graven.

***

Faktum: Dinosaurer findes stadig. De ser sådan her ud: en far og en søn i en skrantende boghandel, der tilbringer lange, formålsløse dage på at konsumere ord, som ingen længere er interesserede i. Faren, Ira, sidder og læser på sin sædvanlige plads, en polstret lænestol, godt slidt af mange års brug, i kortsektionen ved siden af udstillingsvinduet, som ikke er så præsentabelt længere med den lange revne i glasset, der ligner Harry Potters lyn. Sønnen – det er mig, Aaron – sidder foroverbøjet på en stol ved kasseapparatet, fuldstændig opslugt af at læse om dinosaurer. I boghandlens reoler, der engang var så pæne og velordnede, er bøgerne ved at flyde over, de kæmper om pladsen som soldater i en for længst tabt krig. Vi har flere bøger nu, end vi havde, da vi var en velfungerende boghandel, for hver gang Ira ser en bog i en genbrugscontainer eller i en skraldespand eller smidt et eller andet tilfældigt sted, redder han den og tager den med hjem. Vi er en forretning fuld af rester.

Den morgen, hvor denne fortælling begynder, sidder Ira og jeg på vores sædvanlige pladser og læser vores sædvanlige bøger, da en umenneskelig tuden får reolerne til at skælve. Det lyder som et tågehorn, men vi befinder os i Cascade Mountains i Washington State, langt væk fra havet og skibe og tågehorn.

Ira springer op fra sin stol med et panisk udtryk i øjnene. „Hvad var det?“

„Jeg ved …“ Min stemme bliver overdøvet af et skarpt smæld, efterfulgt af den ynkelige lyd af en lavine af bøger, der styrter til jorden. En af vores største reoler er knækket over i to, ligesom kastanjetræet i Jane Eyre. Og alle, der har læst Jane Eyre, ved, hvad det varsler.

Ira løber derhen, knæler, bøjer sig fortvivlet over de faldne soldater, som var han generalen, der har ledt dem i døden. Det er han ikke. Det her er ikke hans skyld. Intet af dette er hans skyld.

„Jeg ordner det,“ siger jeg til ham i det lavmælte stemmeleje, jeg har vænnet mig til at bruge, når han bliver oprevet. Jeg fører ham hen til hans stol, tager det tunge uldtæppe og lægger det over ham. Jeg tænder for den elkoger, vi har stående hernede i butikken, og laver noget kamillete til ham.

„Men bøgerne …“ Iras stemme er tung af sorg, som om bøgerne var levende. Hvilket de selvfølgelig også er for ham.

Ira mener, at bøger er mirakler. „28 bogstaver,“ sagde han altid, når jeg sad på hans skød og kiggede i en billedbog om en søskendeflok af grævlinger eller sultne kålorme, mens han læste en biografi om Lyndon B. Johnson eller en digtsamling af Matthea Harvey. „28 bogstaver og lidt tegnsætning, så har man uendelige mængder af ord i uendelige verdener.“ Han pegede på min bog, på sin egen bog og på alle bøgerne i boghandlen. „Hvis ikke det er et mirakel, så ved jeg ikke, hvad er.“

„Bare rolig,“ beroliger jeg Ira og går hen for at rydde rodet på gulvet op. „Bøgerne har det fint.“

Bøgerne har det ikke fint. Det lader til, at de endda selv har fattet det, som de ligger der spredt ud med opslåede sider, knækkede rygge og krøllede smudsomslag – væk er deres friske duft af papir, deres relevans, deres værdighed. Jeg bladrer lidt i en gammel rejseguide til Toscana, jeg har samlet op fra gulvet, dvæler lidt ved et italiensk pensionat, der formodentlig er blevet sendt til tælling af Airbnb. Så samler jeg en kogebog op, glatter det næsten pornografiske billede af en ostesoufflé ud, som ingen vil se på nu, hvor de kan finde alverdens madlavningsvideoer på Youtube. Bøgerne er forældreløse, men de er vores forældreløse børn, så jeg stabler dem varsomt i et hjørne med den ømhed, de fortjener.

I modsætning til min bror, Sandy, som altid var pisseligeglad med bøger, men lærte at læse allerede i børnehaven, så havde jeg, der desperat ønskede mig nøglerne til Iras slot, svært ved at lære at læse. Ordene dansede rundt på siden, og jeg kunne aldrig huske de forskellige regler for, hvordan vokalerne skulle udtales. Lærerne havde møder med Ira og min mor om, hvilke tiltag der kunne hjælpe mig. Min mor var bekymret, men det var Ira ikke. „Det sker, når det sker.“ Men for hver dag, det ikke skete, følte jeg, at jeg blev nægtet et mirakel.

Hen mod slutningen af tredje klasse samlede jeg en bog op fra skraldespanden på skolen, ikke en af de kedelige letlæsningsbøger, jeg ellers fik med hjem i skoletasken, men en indbundet roman med en illustration på forsiden af en majestætisk og venlig løve, der lod til at henvende sig direkte til mig. Jeg åbnede bogen på første side og læste sætningen: Der var engang fire børn, som hed Peter, Susan, Edmund og Lucy. Og så var min verden forandret for altid.

Ira havde læst højt for mig, siden før jeg blev født, men det kunne alligevel slet ikke sammenlignes med selv at læse, lidt ligesom det er noget helt andet at være passager i en bil end selv at køre. Jeg har kørt lige siden, fra Narnia til Hogwarts og til Midgård, fra Nigeria til Tasmanien og til Norges nordlys. Alle disse verdener med blot 28 bogstaver. Om noget, tænkte jeg, så havde Ira underdrevet miraklet.

Men ikke længere. For tiden er den eneste bog, jeg kan forholde mig til, Dinosaurernes storhed og fald. Bortset fra den kan jeg overhovedet ikke se på en bog uden at tænke på alt det, vi har mistet, og alt det, vi kommer til at miste. Måske er det derfor, jeg om aftenen, i stilheden på mit værelse, fantaserer om, at butikken går op i flammer. Jeg længes efter brølet, når ilden får fat i alle bogsiderne. Jeg forestiller mig varmen fra flammerne, når vores bøger, vores tøj, vores minder bliver ædt op af ilden. Sandys plader smelter i en flod af flydende vinyl. Når ilden dør ud, vil vinylen stivne omkring små brudstykker af vores liv. Fossiler, som fremtidige generationer vil studere i forsøget på at forstå de mennesker, der engang levede her, og hvordan de uddøde.

„Hvad med reolen?“ spørger Ira nu.

Reolen er ødelagt. Tænk på den som en metafor for vores boghandel. Vores liv. Men Ira rynker bekymret brynene, som om den ødelagte reol volder ham fysisk smerte. Hvad den formodentlig også gør. Og når noget gør ondt på Ira, gør det også ondt på mig. Derfor lover jeg ham, at vi nok skal skaffe en ny reol.

Og sådan begynder det.

***

Næste morgen vækker Ira mig ved at ruske mig blidt. „Aaron,“ siger han med et manisk glimt i de nøddebrune øjne, „du sagde, at vi skulle købe en ny reol.“

Gjorde jeg? Det er stadig mørkt udenfor. Jeg har det, som om mit hoved er fuldt af vat.

„Kom nu!“ siger han lige så ivrigt som et barn.

Jeg blinker med øjnene, indtil vækkeuret kommer i fokus. Klokken er 5.12. „Nu?“

„Altså, vi skal jo køre til Seattle og tilbage igen, og hvis vi kører klokken seks, burde vi kunne være fremme ved ottetiden, når Coleman’s åbner, og så kan vi køre igen klokken halv ni, og på det tidspunkt vil der ikke være ret meget nordgående trafik, så vi kan være tilbage klokken ti.“

Ifølge det laminerede skilt på døren, som min mor lavede for en menneskealder siden, har Bluebird Books åben fra ti til seks mandag til lørdag, lukket søndag. Ira insisterer på at holde fast i de annoncerede åbningstider, selv når det sner, selv når vi er syge. Det er en del af det, han kalder boghandlerkontrakten. Den kendsgerning, at ingen nogensinde kommer ind i boghandlen før klokken tolv, hvis der overhovedet kommer nogen, lader ikke til at påvirke hans overbevisning.

„Kan vi ikke bare købe nogle reoler lidt tættere på?“ Jeg er stadig ikke helt vågen, hvilket får mig til at tilføje: „I Home Depot?“ selv om jeg udmærket ved, at Ira ikke handler i Home Depot. Eller Costco. Eller Amazon. Ira holder fast i de små, uafhængige butikker. En dinosaur, der støtter andre dinosaurer.

„Ikke tale om!“ siger Ira fornærmet. „Vi har altid handlet hos Coleman’s. Din mor og jeg købte vores første reol af Linda og Steve. Kom så!“ Han hiver dynen af mig. „Lad os komme af sted.“ Tyve minutter senere fyrer vi op under Volvoen og svinger ud af indkørslen. Det er stadig bælgmørkt, daggryet virker meget langt væk. På det her tidspunkt er der skodder for alle butikkernes vinduer, så man ved ikke, hvilke der er lukket ned for altid – som tøjbutikken Dress You Up, der stadig har sine støvede mannequindukker stående i vinduet – og hvilke der bare ikke har åbnet endnu. Ira sænker farten for at vinke til Penny Macklemore, der er ved at åbne byggemarkedet, en af de mange butikker i byen, hun ejer. „Godmorgen, Penny!“ Han ruller bilruden ned, lukker blæsten ind, en tung, fugtig luft, der føles langt koldere, end den faktisk er. „Du er tidligt oppe.“

„Åh, jeg står altid op med fuglene,“ svarer Penny. „Det er derfor, jeg får alle ormene.“

„Vi er på vej ud for at købe nye reoler,“ siger Ira. „Vi ses senere.“

Vi kører mod motorvejen, langs den snoede vej, forbi møllerne, der engang var arbejdsplads for halvdelen af byens indbyggere og nu står tomme, delvist taget tilbage af den skov, de engang forvandlede til papir.

„Din mor og jeg købte alle vores møbler hos Coleman’s,“ siger Ira, mens han kører ind på motorvejen. „Virksomheden drives af et ægtepar. Eller det gjorde den, indtil Steve døde. Nu driver Linda den med sin datter.“ Ira holder en kort pause. „Lidt ligesom dig og mig.“

„Okay,“ siger jeg og spekulerer et øjeblik over, om Linda Colemans datter mon også fantaserer om, at deres butik brænder ned til grunden. Træ er trods alt lige så brændbart som papir.

„Uanset hvor lang tid der er gået,“ fortsætter Ira, „så husker Linda altid det sidste, vi købte. Ira, siger hun. Hvordan gik det med det udstillingsbord?, selv om der er gået flere år.“

Det er den gode sælger, Ira taler om. Han er en stor tilhænger af den gode sælger. Engang var han og min mor også gode sælgere. Før asteroiden kom og smadrede vores indtægtsgrundlag og ristede hans hjerne, havde Ira en næsten fotografisk erindring om, hvad en given kunde havde læst sidst, og derfor en skræmmende præcis evne til at foreslå, hvad vedkommende skulle læse som det næste. Så hvis for eksempel Kayla Stoddard kom ind for at sludre med min mor om den nye frakke (stadig med prismærket på), som hun havde været så heldig at finde i genbrugsbutikken, ville Ira huske, at de sidste to bøger, Kayla havde købt, varMordet i Orientekspressen og Døden på Nilen, og han ville derfor antage, at hun var inde i en Poirot-bølge og ville i al stilfærdighed have Aftale med døden liggende klar til hende. Han og min mor solgte mange bøger på den måde.

„Linda finder en god erstatning for den knækkede reol,“ siger Ira, mens en stor lastbil drøner op ad bakken og overhaler Volvoen. „Og så kan vi flytte lidt om, vende det hele lidt rundt.“

Ira taler ofte om at vende det hele lidt rundt. Men det, han i virkeligheden mener, er at skrue tiden tilbage, til før asteroiden ramte. Og selv om jeg har læst en del bøger om den teoretiske mulighed for tidsrejser, har ingen, så vidt jeg ved, endnu haft held med at opfinde en tidsmaskine. Men jeg kan ikke bebrejde ham at ønske det.

Da vi drejer ind foran Coleman’s, er butikken mørk og lukket. Jeg løber hen for at læse skiltet på døren „Der står, at de åbner klokken ni,“ råber jeg til Ira.

„Det var da underligt.“ Ira klør sig i skægget. „Jeg ville have svoret på, at den var åben fra otte til fire. Linda havde lagt åbningstiden, så de kunne være hjemme med børnene om aftenen. Men datteren, Lisa hedder hun jo,“ siger Ira og knipser ved den pludselige erindring, „er jo selvfølgelig voksen nu, så måske har de ændret åbningstiderne. Nu kommer vi til at åbne for sent.“

Han rynker panden ved tanken, som om der vil stå kunder og vente utålmodigt uden for døren, ligesom vi venter foran Coleman’s.

„Nå, men nu hvor vi skal slå lidt tid ihjel, har du så lyst til lidt morgenmad?“ spørger jeg.

„Ja, hvorfor ikke,“ svarer Ira.

Vi sætter os ind i bilen igen og triller hen til et indkøbscenter. I den ene ende af parkeringspladsen ligger der et af de der gigantiske økologiske madmarkeder. Ved siden af ligger der en boghandel. I vinduerne er der flotte udstillinger af nye titler, plakater med smilende forfattere, der annoncerer oplæsninger, en kalender med arrangementer. Alt sammen tegn på en succesfuld boghandel – i Amazons baghave, intet mindre – der har overlevet algoritmer, pandemier, TikTok. En påmindelse om, at alle arter ikke blev udryddet, da asteroiden ramte. Kun dinosaurerne.

Synet af butikken får luften til at gå ud af Ira, som synker sammen i sit sæde og nægter at forlade bilen. „Bare køb et eller andet til mig.“

Madmarkedet er pyntet op til halloween: græskar i alle størrelser og hjemmelavet slik med „rigtigt sukker“, hvilket åbenbart er et salgsargument. Delikatesseafdelingen er som et museum: frisk frugt skåret ud og lagt frem i symmetriske mønstre, en buffet med røræg og nogle luftige boller under en varmelampe. Ti dollars per portion. Morgenmaden hos C.J.’s koster kun det halve, og så får man juice og kaffe med i købet.

Jeg beslutter mig for noget billigere og går videre. Og så får jeg øje på dem, mellem kombuchascobier og skyggehøstet kaffe: et bord med vinylplader til salg. Den billigste koster tyve dollars. Derfra stiger prisen betydeligt.

En tatoveret hipster står ved bordet. Han har en gammeldags herrehat på med en fjer i siden. Jeg kan ikke rigtig vurdere, om det er et halloweenkostume eller bare hans „ironiske“ stil.

„Samler du på vinyl?“ spørger han.

„Mig? Nej!“ svarer jeg. „Jeg kan ikke lide vinyler, eller CD’er eller musik, for den sags skyld.“

Hipsteren farer sammen, som om jeg lige har fortalt ham, at jeg skamferer killinger for sjov. „Hvilket slags menneske kan ikke lide musik?“

Mit svar kommer helt automatisk, det er en ældgammel skelnen, som jeg ikke engang sætter spørgsmålstegn ved: „Et bogmenneske.“

***

Ved halv nitiden, med maverne fulde af myslibarer på tilbud, kører vi igen ind på Coleman’s parkeringsplads, netop som en fyr i en rød vest er ved at rulle metalgitrene op. „Hallo,“ råber Ira og springer ud af bilen. „Er der åbent nu?“

„Vi åbner klokken ni.“

„Må vi komme ind alligevel?“ spørger Ira. „Jeg er en af Lindas gamle venner.“

„Hvem er Linda?“

„Linda Coleman. Ejer af butikken siden nitten hundrede og halvf …“ Ira peger på skiltet, mens ordene dør ud i hans mund, da han ser plakaten under det gamle skilt, hvor der står NYE EJERE.

„Nå, okay. Jamen de har solgt forretningen,“ fortæller fyren os. „Til din familie?“ spørger Ira foruroliget.
„Til Furniture Emporium,“ svarer han.
„Ejer din familie den?“ spørger Ira.

„Nej, det er en kæde. De har bare beholdt det gamle navn, fordi folk kender det. Men faktisk er det en kædebutik nu.“

„Åh,“ siger Ira. „Okay.“

Manden er venlig nok. Da han har låst døren op og tændt lyset, siger han: „I må godt komme ind.“ Han åbner døren for os. „Se jer lidt omkring, hvis I vil.“

Da Ira først bliver sluppet løs, er han ikke til at styre. Han småløber op og ned langs gangene, drejer til højre og venstre som et barn i en legetøjsbutik.

„Hvad med den her?“ spørger jeg og peger på en egetræsreol, der minder lidt om den, der gik i stykker, i den forstand at den er stor, af træ og rødlig.

„Okay, okay, fint, fint,“ siger Ira og gentager alting to gange, som han altid gør, når nervøsiteten topper. „Hvor meget?“

Jeg ser på prisen. „På tilbud til 445 dollars.“

Jeg aner ikke, om det er meget for en reol. Eller om vi har råd til den. Selv om jeg teknisk set ejer boghandlen, tager Ira sig stadig af den forretningsmæssige del.

„Vi vil gerne have den røde egetræsreol,“ råber Ira til manden. „Leveret.“

De giver sig til at udfylde papirerne. Da Ira giver ham vores adresse, spørger han, hvor byen ligger. Jeg viser ham det på min telefon. „Det er godt nok langt væk,“ siger han.

„Linda leverede altid det, vi købte. Det var Steve selv, der kørte lastbilen. Det kostede 50 dollars ekstra.“

„Levering så langt væk vil koste …“ Han taster på computeren. “150.“ Han ser på Ira. „Det ville være billigere for dig at købe reolen på nettet. Og få fri levering.“

På nettet? Man kunne lige så godt sige til Ira, at han skulle sælge sin nyre. Hvilket han aldrig ville gøre. Give den væk? Ja, men ikke sælge den.

„Ira,“ forsøger jeg. „Han har jo ret.“
„Jeg vil ikke købe på nettet. Fra en kæde.“
„Men det her er en kæde.“
„Men det er her, jeg altid har købt mine møbler.“ Han nikker til sælgeren, som er ved at regne den samlede pris ud.
„“445 plus moms og levering. Det bliver så 634.“
„634,“ gentager Ira rystet.
„Måske skulle vi bare glemme det,“ begynder jeg.
„Nej,“ siger Ira. „Vi har brug for en reol.“ Med skælvende hænder begynder han at tælle pengesedlerne i pungen. „Jeg har 200 i kontanter. Træk resten på kortet,“ siger han og finder et kreditkort frem.

„Hvor har du det kort fra?“
„Åh, det har jeg haft i årevis,“ svarer han.
Før jeg når at påpege, at han må vide, at jeg ved, det ikke passer, bliver kortet afvist. „Prøv det her,“ siger Ira og rækker ham et andet.

„Hvor har du alle de kort fra?“ Da Ira og min mor overdrog ejerskabet af boghandlen til mig på min attenårs fødselsdag og derefter erklærede sig personligt konkurs et par måneder efter, var det for at redde forretningen, men de beholdt selv gælden.

Det burde derfor overhovedet ikke være muligt for Ira at have nogen kreditkort.

„De står i mit navn,“ svarer Ira, og hans stemme bliver lidt usikker, da han rækker endnu et kort frem. „De skader ikke boghandlen. De skader ikke dig.“

De? Hvor mange kreditkort har du?“
„Kun tre.“
Kun tre?“
„Det gør da ikke noget. Nogle gange må man låne fra Peter for at betale Paul.“
Da det tredje kort bliver afvist, bøjer Ira hovedet. „Linda lod mig altid betale i rater,“ siger han til sælgeren.
„Det er okay,“ siger han. „Det kan vi også godt aftale.“
Ira ser op, der er et pinefuldt smil på hans læber. „Tak. Er det i orden, hvis vi betaler 200 nu?“
„Jep,“ svarer sælgeren. „Resten skal bare være betalt, før vi leverer. Vi holder varen i 90 dage.“
Ira blinker. Han åbner munden som et O og ligner en fisk, der gisper efter luft.
„Ira, han mener bare, at han reserverer reolen. Ikke, at du kan købe på afbetaling. Hele beløbet skal være betalt, før du får varen.“

„O-okay,“ stammer Ira. Hans vejrtrækning bliver hurtigere og hans øjne store. Jeg ved, hvad der kommer nu.

„Undskyld os lige et øjeblik.“ Jeg trækker Ira hen til en bænk udenfor og hjælper ham med at tage dybe, langsomme vejrtrækninger. „Lad os glemme den reol.“

„Nej!“ Hans stemme er rusten, desperat. „Det kan vi ikke.“ „Fint. Så lad os bestille den på nettet.“

„Nej!“ Ira rækker mig sin pung. „Køb et eller andet.“

„Men Ira …“ begynder jeg, og frustrationen får min mave til at trække sig sammen. For nogle gange har jeg virkelig lyst til at ruske ham hårdt. Hvorfor kan han ikke se det? En ny reol vil ikke på magisk vis forvandle os til en boghandel som den i centeret. Det er forbi for os. Det er på tide at erkende, at vi er uddøde. Ligesom Linda Coleman åbenbart har gjort. Men så ser jeg på ham: den nedbrudte mand, som har givet mig, os alle sammen, alt, hvad han har i sig.

„Fint,“ siger jeg og lukker hånden om pungen. Jeg går ind igen og smækker de 200 dollars på disken. „Hvad kan vi få for dem?“

Det viser sig at være metalhylder. Og det viser sig at få betydning.

En larmende ensomhed

NÆSTE MORGEN smider Ira en stak bøger på disken ved siden af mig og erklærer: „Det er den første november, så det er tid til et nyt tema.“

„Nå, ja,“ siger jeg og fremtvinger et smil. „Hvad skal det være i denne måned?“

„Centraleuropæerne. Kommunisme og kinky sex.“
„Lyder fascinerende.“
Hvis ikke jeg allerede har gjort det klart, var jeg en nørdet bogorm i min barndom, hvilket i vores by havde nogenlunde samme status som at være spedalsk. Heldigvis var der en håndfuld andre spedalske i byen, intelligente, kloge mennesker, som ikke betragtede det at læse en bog som et tegn på impotens. De har selvfølgelig alle sammen forladt byen nu. Går på universitetet, som det også var meningen, at jeg skulle. Men da jeg blev færdig med high school, befandt vi os midt i en rodet konkurs og et ejerskifte, og det gjorde det umuligt at søge om økonomisk støtte. Så jeg forestillede mig, at jeg ville tage et sabbatår og søge igen, når det hele var faldet lidt på plads.

Men der kan ske meget på et år. Bare spørg dinosaurerne. Da det var blevet tid til at søge ind på universitetet igen, var Sandy væk. Min mor var væk. Og selv om Ira stadig var her i fysisk forstand, var han også væk. Det forekom umuligt at tage af sted. Og desuden var jeg blevet ejer af en boghandel. Det betød jobsikkerhed for livet, fortalte Ira mig uden det mindste spor af ironi i stemmen.

Ira, der havde været halvvejs gennem en ph.d., da han forelskede sig i min mor og droppede ud, insisterede på, at jeg fortsatte min uddannelse, universitet eller ej. Så nu går jeg på Iras universitet. Det er ikke en anerkendt uddannelse, og den tilbyder kun et enkelt hovedfag, men den er billig, og professoren er optaget af andre ting det meste af tiden, så han lægger knap nok mærke til, at hans studerende ikke læser alle bøgerne. Eller nogen af dem.

„Det her er en af mine favoritter,“ siger Ira og banker med en finger på den øverste bog i bunken med titlen En larmende ensomhed af Bohumil Hrabal.

„Hvad handler den om?“
„En mand, der samler på skrald og redder bøger.“
„Med andre ord er det dine erindringer.“
„Ha, ha. Den er ikke særlig lang, men gør et dybt indtryk. Jeg tror, du vil kunne lide den.“
„Jeg kan ikke vente.“
Ira bliver stående og betragter mig, så jeg åbner bogen. I de sidste femogtredive år har jeg arbejdet med gammelt papir, og det er min kærlighedshistorie, begynder den. Den er sat med små typer, og ordene hopper rundt på siden, som de gjorde, dengang jeg skulle lære at læse.

„Den tegner godt, ikke?“ Ira er så oprigtig begejstret for at dele endnu et mirakel med mig, at det får mig til at føle mig som den værste hykler, da jeg svarer. „Jo, virkelig.“

Tilfreds med, at bogen har fanget mig, vender Ira tilbage til sit hjørne og tager sin egen bog frem. Da han igen er helt opslugt af sin, lægger jeg min fra mig. Jeg kommer aldrig til at læse den. Jeg kommer til at læse et par anmeldelser og trække et par citater frem og lyde tilstrækkelig overbevisende til, at Ira tror, jeg har læst den. For to år siden ville han have set lige igennem mig. Men hvis der kan ske meget på et år, kan verden ende på to.

***

Bluebird Books havde engang en lille, men trofast flok af stamkunder. Nu har vi to. Grover, vores postbud, og Penny Macklemore, som kommer forbi omtrent en gang om ugen.

„Godeftermiddag,“ siger Penny i et slæbende tonefald. „Og hvordan har vi det så i dag?“ Hun taler som en børnehavelærer og går i sweatshirts med print a la PROFESSIONEL MORMOR. Men man skal ikke lade sig narre. Penny er en haj med blåtonet hår, som hun får sat to gange om ugen i byens eneste frisørsalon, som hun tilfældigvis ejer. Hun ejer også byggemarkedet, vinbutikken, supermarkedet og den brugtvognshandel, hvor hendes afdøde mand arbejdede i 40 år.

„Det går fint, Penny,“ svarer Ira. „Hvad med dig?“

„Fint, fint.“ Penny snubler over bunken af bøger, der er faldet ned fra den knækkede reol. „Sagde I ikke, at I ville købe en ny reol i går?“

I går. Det føles allerede som ti år siden. Da vi endelig kom hjem, var både Ira og jeg så modløse, at vi ikke orkede andet end at slæbe den flade kasse ned i kælderen. „Vi skal lige have samlet den og sat den op,“ siger Ira.

„Jamen så se at få det gjort,“ svarer Penny. „Ellers får I bare et sagsanlæg på halsen fra en kunde, der er faldet.“

„Hvem skulle det dog være? Dig?“ Han ler, som om det er en vits, og Penny ler også. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun rent faktisk kunne finde på det. Det er ingen hemmelighed, at Penny gerne vil eje en bygning i hovedgaden. Det ville være perlen i hendes helt eget lille matadorspil. Hun har heller ikke lagt skjul på, at vores butik ville være den perle. Vi ligger klemt inde mellem C.J.’s Diner og Jimmy’s Bodega, en virkelig god beliggenhed, som ifølge Penny er spildt på en boghandel. „For er der overhovedet nogen, der læser bøger længere?“ plejer hun at spørge.

„Historiefortælling er lige så gammel som sproget selv, så det vil jeg mene,“ svarer Ira, da hun stiller samme spørgsmål igen i dag.

„Altså, hvis det er en god historie, man er ude efter,“ siger Penny med sin langsomme stemme, „så har Netflix 16 sæsoner afGrey’s Anatomy.“

Ira begynder at belære Penny om det skrevne ords overlegenhed. Om den særlige oplevelse ved bogstaver på papir. At man er en tilskuer, når man ser noget, men en deltager, når man læser. Man er der. „Kan Grey’s Anatomy gøre det samme ved en?“ spørger han, med autoriteten af et menneske, der ikke har set en eneste episode af serien.

„Hvis du spørger mig,“ siger Penny, „hvad folk gerne vil have

… nej, hvad de fortjener,“ – hun peger ud ad vinduet på et par folk derude: en flok gråsprængte, arbejdsløse skovhuggere på deres daglige pilgrimsfærd fra C.J.’s, hvor de tilbringer første halvdel af dagen, til Jimmy’s, hvor de tilbringer den anden halvdel – „så er det noget, de kan bruge til noget.“

„Enhver by fortjener en boghandel, og intet er mere givende end at læse.“ Ira peger hen på en falmet plakat af Frederick Douglass, der lover Når først du lærer at læse, vil du være fri for altid.

„Folk lærer at læse i skolen, Ira,“ siger Penny. „Og det her er USA. Vi er allerede frie.“

„Ja, det siger man jo,“ svarer Ira med et drillende smil.

Penny tager sin taske fra gulvet. Hun er allerede halvvejs ude ad døren, da hun standser, vender sig, og med en stemme, der lyder næsten medfølende, siger: „Ira, jeg ved, du mener, at alle byer har fortjent en boghandel, men har du nogensinde overvejet den mulighed, at alle byer ikke nødvendigvis ønsker en boghandel?“

Ira sukker. „Hver eneste dag.“

***

Vores anden kunde kommer ind et par timer senere. Grover plejede at komme med kasser af bøger, forskellige bogmagasiner, som min mor altid kastede sig over, og tykke kataloger over den kommende sæsons bøger, som jeg til gengæld kastede mig over før nogen andre, indhalerede duften af papir, markerede de bøger, jeg syntes så gode ud. Dengang blev Grover altid hængende, sad ude i hængesofaen på verandaen foran butikken sammen med min mor og sladrede – tilsammen vidste de alt om, hvad der foregik: Hvem der var blevet forlovet, hvem der var blevet anholdt, hvem der var gravid. Nu smider han posten, som havde det været en brandvarm kartoffel, undskylder sig med at have travlt og skynder sig væk.

„Er der noget godt?“ spørger jeg, mens Ira gennemgår dagens post.

„Kun ligegyldigheder,“ siger han og lader hele stakken dumpe ned i papirkurven. „Hvad synes du om Hrabal?“

„Den er god,“ svarer jeg, selv om jeg kun er kommet til side fire.

Da Ira har sat sig til rette igen i sin bløde stol, samler jeg i smug dagens „ligegyldigheder“ og posten fra de sidste par dage op af papirkurven og tager bunken med tilbage til disken. Der er adskillige kreditkortopgørelser. Den første har nået sit maksimum med lidt over 2700 dollars. Jeg åbner en anden, der også har nået sin øvre grænse. Det samme gælder den tredje. Som rullende snekugler har de samlet astronomiske renter, fordi Ira kun har afbetalt det absolutte minimum.

Min hals snører sig sammen, og jeg kan smage dem: jordbær, søde og rådnende og lige der på tungen, selv om det er flere år siden, jeg har spist et. Jeg plejede at spise den ene bakke jordbær efter den anden, men da jeg var tolv år, proppede jeg et jordbær i munden og kunne pludselig ikke få vejret. Jeg blev kørt direkte på hospitalet i anafylaktisk chok. Det viste sig, at jeg havde udviklet det, der hedder latent allergi. „Hvor er det synd,“ sagde min mor. „Han elsker jordbær.“ Lægen havde svaret: „Desværre kan det, vi elsker, indimellem slå os ihjel.“

Ja tak, det er jeg klar over.

Jeg åbner den næste rudekuvert. Den er adresseret til mig og indeholder en trussel om bøde, fordi jeg åbenbart mangler at udfylde nogle skattepapirer. Kontoopgørelsen fra banken bringer

flere dårlige nyheder: Der er ikke mange penge tilbage. Jeg ser på Ira, som roligt slikker på sin pegefinger, før han vender en side, som om vi på ingen måde befandt os på kanten af økonomisk ruin.

Hvordan kunne han lade det her ske? Nej, det er ikke fair. Jeg ved, hvordan Ira kunne lade det ske. Spørgsmålet er: Hvordan kunne jeg?

Jeg samler regningerne sammen og stikker dem ind under bukselinningen. Først da klokken over døren ringer, løfter Ira blikket fra bogen. „Er du på vej ud?“

„Ja. Jeg smutter lige hen til en ven.“

Hvis Ira havde været bare den mindste smule opmærksom, ville han have vidst, at det var løgn. Jeg har ikke nogen venner længere. Dem, jeg havde, er rejst, og når de kommer tilbage, hvis de kommer tilbage, ringer de ikke til mig. Jeg kan dårligt bebrejde dem. Vi har altid joket med, at det var let at skille taberne fra vinderne i vores by, fordi der ikke var nogen vindere over atten. Ved at blive går jeg ud fra, at jeg har sluttet mig til flokken af tabere. Den tragiske ironi ved det hele er, at for folk i vores by har jeg altid været en taber.

Jeg småløber ned ad hovedgaden, passerer Jimmy’s, netop som skovhuggerne kommer dryssende ud klokken fem, hvor happy hour slutter. Jeg drejer til venstre ned ad den eneste anden handelsgade i midtbyen, hvor vores revisor, Dexter Collings, har sit kontor.

„Aaron,“ siger han, da jeg banker på døren. „Jeg var lige ved at lukke for i dag.“

Jeg vifter forpustet med bunken af breve foran Dexters ansigt. „Hvad er det?“ spørger han.
„Mere gæld,“ svarer jeg. „Hvordan? Var det ikke meningen, at vores konkurs skulle udrydde gælden? Og hvordan har Ira fået fat i de kreditkort?“

Dexter gør tegn til, at jeg skal gå med ind på hans kontor, som er lidt som at træde ind i rodeoudstilling, selv om Dexters rødder er langt fra den verden. Der hænger et udstoppet kohoved med lange horn på væggen, en række cowboyhatte på kroge, og i hjørnet står en bronzestatue af en rytter med en lasso. Han sætter sig ned i sin store læderkontorstol og bladrer gennem regningerne, mens han nynner.

„Hvad?“

„Hospitalsregningen ser ud til at stamme fra efter konkursen, så den er ikke en del af boet.“

„De penge skylder vi altså?“
Han nikker, mens han lægger regningen ned på bordet.
„Og skatteopgørelsen?“
„Jeg sagde til din far, at han skulle indberette skat. Det må han have glemt.“ Han bladrer gennem kreditkortopgørelserne. „Hmm.“

„Hvad?“

„De her lader til at være ret nye. Der er gået et år, så din far har ret til at søge om nye kort. De har alle ret lave maksimumbeløb, trods alt.“ Han nærlæser dokumenterne og fløjter. „Og høje renter.“ Han trækker kontoopgørelsen fra banken frem. „Hvordan er dine indtægter?“

„Det ville være noget af en tilsnigelse at kalde dem det.“
„Får du penge nok ind hver måned til at dække udgifterne?“ Jeg trækker på skuldrene. „Vi sælger ikke ret meget i forretningen, men Ira siger, at han har solgt ud af sin samling af sjældne bøger.“ Jeg prøver at huske, hvornår han sidst havde en sending til Grover. Jeg kan ikke huske det.

„Prøv at se her,“ siger Dexter og peger på en indbetaling til banken på 800 dollars og en udbetaling på kreditkortet på samme beløb. „Det ser ud til, at Ira har hævet penge på kreditkortet for at dække de løbende udgifter.“

Åh, Ira.

„Det er ikke en holdbar situation,“ tilføjer Dexter, som om det ikke er åbenlyst for enhver.

„Hvad gør jeg?“
„Find en måde at øge din indkomst på.“
„Tro mig, det prøver vi også. Kan jeg få et nyt lån eller noget?

For at dække udgifterne? Låne af Peter for at betale Paul?“ „Forretningen er allerede ret heftigt belånt,“ siger Dexter og bladrer i papirerne, „og som følge deraf, kombineret med din alder, vil det være svært at få yderligere kredit selv med sikkerhed i forretningen.“
„Forklar det på en anden måde. Jeg forstår det ikke.“
„Det betyder, at du ikke kan låne fra Peter til at betale Paul, for

Peter er også flad. Og selv hvis du kunne …“ Han samler papirerne sammen og rækker dem til mig. „Så ville du bare udsætte det uundgåelige.“ Han bliver tavs. Dex er god nok. Han har ikke lyst til at fortælle mig, at vi er dinosaurer, post-asteroide. Men det ved jeg allerede.

„Det uundgåelige?“ afslutter jeg. Dexter nikker. „Beklager.“




vi er uundgåelige, gamle forman

Aaron plejde at elske bøger. Men ikke længere. Hverdagen er svær, nu hvor alle han kender er rejst, og han sidder fast i en faldefærdig boghandel i en flække af en by, hvor ingen virker til at læse længere.

Så da Aaron får muligheden for at sælge butikken, tøver han ikke. Men pludselig vækkes kærligheden til bøgerne hos Chad, hans overoptimistiske ven, og byens håndværkere. Og så er der Hannah, som han ikke havde regnet med at møde.

De kommer alle til at spille en vigtig rolle for Aarons erkendelse af, hvad han har mistet, og hvad han har fundet.

Du kan købe Vi er uundgåelige online, fx på Gucca.com, eller i din nærmeste boghandel.

Læs om Gayle Forman her.