I romanen Dafnesyndromet genbesøger forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen myten om nymfen Dafne, som, for at undgå et overgreb, forvandles til et træ.
Og lader os samtidig forstå, hvorfor forandring er ikke bare ønskværdig, men helt nødvendig.
Din roman hedder Dafnesyndromet. Hvor kommer titlen fra?
Jeg har været mytologisk interesseret helt fra barnsben – og i Ovids Forvandlinger er der den her grusomme skildring af den forvandlede nymfe Dafne, som vækkede noget i mig.
Dafne er en nymfe fra den græske mytologi, som bliver blandet ind i et skænderi mellem guderne Apollon og Eros. Apollon fornærmer Eros, der som hævn affyrer to pile: Én der rammer Apollon og gør ham besat af Dafne, og én der rammer Dafne og sikrer, at hun i hvert fald ikke vil have noget at gøre med Apollon.
Apollon jager Dafne; Dafne flygter. Og lige da Apollon er ved at fange hende, så bønfalder hun om at slippe for den voldtægt, der er under opsejling. ”Den her krop, som har voldt mig så meget besvær – skil mig af med den!”
Så forvandler hendes far hende til et laurbærtræ.
LÆS OGSÅ: Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Mange genkender min længsel
Nu er Dafne forvandlet til et træ. Men hjertet banker stadigvæk bag barken og hun har stadig sin nymfede bevidsthed. Hun kan bare ikke længere handle eller bevæge sig. Og oven i købet beslutter Apollon at gøre hende stedsegrøn, altså underforstået: Sådan skal hun stå fanget til evig tid. Det syntes jeg var så grumt. Og fascinerende.
Dafnesyndromet fortælles med tre ret forskellige stemmer. Vil du ikke kort præsentere de tre?
Den første og mest prosaiske stemme er Miki. Han er teenager, lige på tærsklen mellem dreng og mand. Han er på efterskole – eller: han har med næb og kløer kæmpet sig afsted på efterskole – blandt andet for at komme væk fra sin ret besynderlige mor. På skolen forelsker han sig i en pige, der også er temmelig besynderlig, og som han udvikler et intenst forhold til. Man kan sige, at det har en vis forvandlingskraft.
Den næste stemme tilhører hans mor, som lige siden sin tidligste ungdom har vidst, at hendes krop var bestemt for noget mere end menneskeligt.
På det tidspunkt, hvor vi møder hende, er hun kommet et langt stykke vej med noget, man vel kan kalde et rimelig vildt selvrealiseringsprojekt. Hun bliver interviewet af nogle unge forskere, der ikke er helt på højde med den dame, de møder. Hun er en skrap dame. Og meget, meget gammel.
LÆS OGSÅ: Forvandling, flugt og mægtig natur. Smuglæs i den sanselige roman Dafnesyndromet
Til sidst får nymfen Dafne ordet. Vi møder hende ude i skoven, hvor hun står og er blevet et træ, for jeg har altid selv brændt efter at vide: Hvad skete der så?
Dafne er blevet behandlet mange gange i kunsten og litteraturen, men historien stopper som regel ved forvandlingen. Kameraet klipper til Apollon, ligesom. Han går sin vej med laurbærkransen, og så er det ham, man følger videre.
Men hvad med hende? Både træer og nymfer kan blive meget gamle. Hun står der jo for fanden endnu! Jeg ville gerne give hende ordet, så det får hun i romanens tredje del.
Både stemmerne og den form, de fortæller i, er ret forskellige – men er der alligevel noget, der forbinder dem?
Handlingen i de tre dele hænger sammen, selv om formen forvandler sig undervejs. Og så har alle tre fortællere det tilfælles, at de befinder sig i den liminale fase, de er midt i overgangen.
Miki er for eksempel det dér teenage-sted. Efterskolens sted. 17-årets sted. Det er et vildt sted. Det tog mig lang tid at give mig selv lov til at være der igen. Og så som dreng.
Jeg har stadig alle mine dagbøger fra dengang, og det var jo helt sindssygt dramatisk at være et menneske på 16 – 17 år. Alt var så absolut. Alt var så filterløst. Følelserne var ligesom ikke blevet slebet ned endnu. Man var så hyperopmærksom og fjern på samme tid, så klog og usikker og vred og euforisk. Så egocentrisk og så kærlig.
Og modig! Intet i verden er nærmest modigere end en teenager.
I bogens anden del er det Mikis mor, der fortæller. Hvordan var det at skrive hendes stemme?
Jo, altså. Jeg er som regel længe om at skrive mig frem til en stemme, men hendes flød lige fra begyndelsen. Hun kom meget naturligt til mig. Og eftersom hendes primære karaktertræk er en total mangel på moral, var det … en interessant oplevelse.
Hun var meget befriende at skrive. Hun har i bogstavelig forstand set dem komme og gå gennem flere hundrede år, og hun er ligesom vokset fra nogle af de egenskaber, vi generelt tænker på som menneskelige. Hun har mistet sin blødme. Er stort set hinsides empatien og enhver fællesskabsfølelse og ethvert socialt bånd. Og den tilstand er der åbenbart en del af mig, der trives uhyggeligt godt med.
I alle tre dele af Dafnesyndromet spiller forvandling en stor rolle. Hvad er det ved forvandlingen, der fascinerer dig?
Jeg tror blandt andet, det optager mig så meget, fordi vi er nødt til at forvandle os. Altså: som art. Vi er nødt til at forvandle os til en art, der betragter sig selv som en del af naturen.
LÆS OGSÅ: “Tænk på, vi bliver den eneste lyd i verden.” Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene
Menneskehedens måske mest effektive og destruktive mytologi er, at vi er uforbundne og særskilte i forhold til resten af verden. Og det er vi jo på mange og meget afgørende måder overhovedet ikke, men indtil videre har det ikke forhindret den mest indflydelsesrige del af jordens befolkning i at leve, som om vi var. Og at ændre på det, det kræver altså noget nyt.
I mytologien bliver Dafne i forvandlingen hård udenpå, men bevarer sin ’bløde’ bevidsthed indenunder. Når man læser din bog, kan man blive i tvivl om, hvilken tilstand, man egentlig ønsker sig: den modstandsdygtige hårde eller den menneskeligt empatisk bløde?
Jeg tror helt generelt ikke på enten/eller. Men den hårde skal kan være nødvendig, hvad enten man ønsker den eller ej. Dafne må beskytte sig mod overgrebet. For mig handler Dafnesyndromet bare også om, hvad den form for beskyttelse koster.
Et panser kan være frygtelig tungt. Og stift. Det bløde indenunder, det er måske ikke lige så stærkt, det virker måske ikke specielt modstandsdygtigt, men så er det det alligevel, for det er nemlig plastisk. Det kan flyde ud gennem sprækkerne og antage nye former og alliere sig med andre bløde typer.
Det er nok det, jeg i hvert fald ønsker mig. En storstilet sammensværgelse af bløde typer.
Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Dafnesyndromet
En sommerdag i 1990’erne ankommer Miki til en efterskole på landet. Han forsøger at løsrive sig fra sin mor, men det er svært. Også selvom han nu er kommet på afstand. På skolen vokser planterne vildt om bygningerne, der engang har huset en dyster drengeanstalt. Miki drages mod Laura, som fører ham mod både indre og ydre opløsning. 136 år senere interviewer et forskerteam Mikis mor, som har udviklet hidtil ukendte fysiske egenskaber. Hun fortæller om sit forhold til Miki og om, hvordan livet tager sig ud fra et perspektiv, der ikke længere kun er menneskeligt. I romanens tredje og sidste del møder vi nymfen Dafne, der for 4000 år siden blev forvandlet til et træ, da hun flygtede fra guden Apollon, og stadig er vred.
Dafnesyndromet er spekulativ fiktion med træk fra både gotisk litteratur og græsk mytologi. En sanselig og poetisk fortælling om forvandling, flugt og om at overskride sig selv og blive et med naturen.
I romanen Dafnesyndromet genbesøger forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen myten om nymfen Dafne, som, for at undgå et overgreb, forvandles til et træ.
Og lader os samtidig forstå, hvorfor forandring er ikke bare ønskværdig, men helt nødvendig.
Din roman hedder Dafnesyndromet. Hvor kommer titlen fra?
Jeg har været mytologisk interesseret helt fra barnsben – og i Ovids Forvandlinger er der den her grusomme skildring af den forvandlede nymfe Dafne, som vækkede noget i mig.
Dafne er en nymfe fra den græske mytologi, som bliver blandet ind i et skænderi mellem guderne Apollon og Eros. Apollon fornærmer Eros, der som hævn affyrer to pile: Én der rammer Apollon og gør ham besat af Dafne, og én der rammer Dafne og sikrer, at hun i hvert fald ikke vil have noget at gøre med Apollon.
Apollon jager Dafne; Dafne flygter. Og lige da Apollon er ved at fange hende, så bønfalder hun om at slippe for den voldtægt, der er under opsejling. ”Den her krop, som har voldt mig så meget besvær – skil mig af med den!”
Så forvandler hendes far hende til et laurbærtræ.
LÆS OGSÅ: Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Mange genkender min længsel
Nu er Dafne forvandlet til et træ. Men hjertet banker stadigvæk bag barken og hun har stadig sin nymfede bevidsthed. Hun kan bare ikke længere handle eller bevæge sig. Og oven i købet beslutter Apollon at gøre hende stedsegrøn, altså underforstået: Sådan skal hun stå fanget til evig tid. Det syntes jeg var så grumt. Og fascinerende.
Dafnesyndromet fortælles med tre ret forskellige stemmer. Vil du ikke kort præsentere de tre?
Den første og mest prosaiske stemme er Miki. Han er teenager, lige på tærsklen mellem dreng og mand. Han er på efterskole – eller: han har med næb og kløer kæmpet sig afsted på efterskole – blandt andet for at komme væk fra sin ret besynderlige mor. På skolen forelsker han sig i en pige, der også er temmelig besynderlig, og som han udvikler et intenst forhold til. Man kan sige, at det har en vis forvandlingskraft.
Den næste stemme tilhører hans mor, som lige siden sin tidligste ungdom har vidst, at hendes krop var bestemt for noget mere end menneskeligt.
På det tidspunkt, hvor vi møder hende, er hun kommet et langt stykke vej med noget, man vel kan kalde et rimelig vildt selvrealiseringsprojekt. Hun bliver interviewet af nogle unge forskere, der ikke er helt på højde med den dame, de møder. Hun er en skrap dame. Og meget, meget gammel.
LÆS OGSÅ: Forvandling, flugt og mægtig natur. Smuglæs i den sanselige roman Dafnesyndromet
Til sidst får nymfen Dafne ordet. Vi møder hende ude i skoven, hvor hun står og er blevet et træ, for jeg har altid selv brændt efter at vide: Hvad skete der så?
Dafne er blevet behandlet mange gange i kunsten og litteraturen, men historien stopper som regel ved forvandlingen. Kameraet klipper til Apollon, ligesom. Han går sin vej med laurbærkransen, og så er det ham, man følger videre.
Men hvad med hende? Både træer og nymfer kan blive meget gamle. Hun står der jo for fanden endnu! Jeg ville gerne give hende ordet, så det får hun i romanens tredje del.
Både stemmerne og den form, de fortæller i, er ret forskellige – men er der alligevel noget, der forbinder dem?
Handlingen i de tre dele hænger sammen, selv om formen forvandler sig undervejs. Og så har alle tre fortællere det tilfælles, at de befinder sig i den liminale fase, de er midt i overgangen.
Miki er for eksempel det dér teenage-sted. Efterskolens sted. 17-årets sted. Det er et vildt sted. Det tog mig lang tid at give mig selv lov til at være der igen. Og så som dreng.
Jeg har stadig alle mine dagbøger fra dengang, og det var jo helt sindssygt dramatisk at være et menneske på 16 – 17 år. Alt var så absolut. Alt var så filterløst. Følelserne var ligesom ikke blevet slebet ned endnu. Man var så hyperopmærksom og fjern på samme tid, så klog og usikker og vred og euforisk. Så egocentrisk og så kærlig.
Og modig! Intet i verden er nærmest modigere end en teenager.
I bogens anden del er det Mikis mor, der fortæller. Hvordan var det at skrive hendes stemme?
Jo, altså. Jeg er som regel længe om at skrive mig frem til en stemme, men hendes flød lige fra begyndelsen. Hun kom meget naturligt til mig. Og eftersom hendes primære karaktertræk er en total mangel på moral, var det … en interessant oplevelse.
Hun var meget befriende at skrive. Hun har i bogstavelig forstand set dem komme og gå gennem flere hundrede år, og hun er ligesom vokset fra nogle af de egenskaber, vi generelt tænker på som menneskelige. Hun har mistet sin blødme. Er stort set hinsides empatien og enhver fællesskabsfølelse og ethvert socialt bånd. Og den tilstand er der åbenbart en del af mig, der trives uhyggeligt godt med.
I alle tre dele af Dafnesyndromet spiller forvandling en stor rolle. Hvad er det ved forvandlingen, der fascinerer dig?
Jeg tror blandt andet, det optager mig så meget, fordi vi er nødt til at forvandle os. Altså: som art. Vi er nødt til at forvandle os til en art, der betragter sig selv som en del af naturen.
LÆS OGSÅ: “Tænk på, vi bliver den eneste lyd i verden.” Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene
Menneskehedens måske mest effektive og destruktive mytologi er, at vi er uforbundne og særskilte i forhold til resten af verden. Og det er vi jo på mange og meget afgørende måder overhovedet ikke, men indtil videre har det ikke forhindret den mest indflydelsesrige del af jordens befolkning i at leve, som om vi var. Og at ændre på det, det kræver altså noget nyt.
I mytologien bliver Dafne i forvandlingen hård udenpå, men bevarer sin ’bløde’ bevidsthed indenunder. Når man læser din bog, kan man blive i tvivl om, hvilken tilstand, man egentlig ønsker sig: den modstandsdygtige hårde eller den menneskeligt empatisk bløde?
Jeg tror helt generelt ikke på enten/eller. Men den hårde skal kan være nødvendig, hvad enten man ønsker den eller ej. Dafne må beskytte sig mod overgrebet. For mig handler Dafnesyndromet bare også om, hvad den form for beskyttelse koster.
Et panser kan være frygtelig tungt. Og stift. Det bløde indenunder, det er måske ikke lige så stærkt, det virker måske ikke specielt modstandsdygtigt, men så er det det alligevel, for det er nemlig plastisk. Det kan flyde ud gennem sprækkerne og antage nye former og alliere sig med andre bløde typer.
Det er nok det, jeg i hvert fald ønsker mig. En storstilet sammensværgelse af bløde typer.
Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Dafnesyndromet
En sommerdag i 1990’erne ankommer Miki til en efterskole på landet. Han forsøger at løsrive sig fra sin mor, men det er svært. Også selvom han nu er kommet på afstand. På skolen vokser planterne vildt om bygningerne, der engang har huset en dyster drengeanstalt. Miki drages mod Laura, som fører ham mod både indre og ydre opløsning. 136 år senere interviewer et forskerteam Mikis mor, som har udviklet hidtil ukendte fysiske egenskaber. Hun fortæller om sit forhold til Miki og om, hvordan livet tager sig ud fra et perspektiv, der ikke længere kun er menneskeligt. I romanens tredje og sidste del møder vi nymfen Dafne, der for 4000 år siden blev forvandlet til et træ, da hun flygtede fra guden Apollon, og stadig er vred.
Dafnesyndromet er spekulativ fiktion med træk fra både gotisk litteratur og græsk mytologi. En sanselig og poetisk fortælling om forvandling, flugt og om at overskride sig selv og blive et med naturen.
Du kan købe Dafnesyndromet online hos Saxo.com eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: