Danske romaner Læseprøve og uddrag

Forvandling, flugt og mægtig natur. Smuglæs i den sanselige roman Dafnesyndromet

Anmelderroste Siri Ranva Hjelm Jacobsens nye roman Dafnesyndromet bryder naturlovene, og grænserne mellem omverden og menneske viskes ud.


Miki er startet på efterskole en varm sommerdag i 1990’erne. 136 år senere bliver hans mor interviewet af en gruppe forskere. Og for 4000 år siden blev nymfen Dafne forvandlet til et træ af guden Apollon – og hun er stadig vred.

LÆS OGSÅ: Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Mange genkender min længsel

Smuglæs i romanen Dafnesyndromet af prisbelønnede Siri Ranva Hjelm Jacobsen, der blander græsk mytologi med gotisk litteratur, og som besnærer læseren med sin poetiske og sanselige fortælling.

Du kan købe Dafnesyndromet online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 2 september.




Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Dafnesyndromet


Et hjerte i skoven

År: 1996

Hans mor lader motoren køre foran banegården. I sommeren, den tidlige morgen, klistrer varmen mellem bilerne. Tak for liftet, siger han.

Går du så også med på perronen?

Lidt fremme glider en taxa ud fra kantstenen, og to turister med similihjerter på brystet slår op i et kort over byen.

Åh nej, Mikimus. Det klarer du bedst selv.

Han hiver tasken til sig fra bagsædet. Den er vissengrøn og købt på armylager, lugter svagt af benzin. Hans mor ligner sig selv i bakspejlet. Sølvpapirssmilet som altid. De rastløse øjne bag solbrillerne.

Så hej-hej, Vibeke.

Hun drejer overkroppen og vifter med neglene hen over døren. Solen niver i turisternes vielsesringe.

Nej, kom. Nu siger vi ordentligt farvel.

Med taskens flossede strop over skulderen går han rundt om bilen til de oprakte arme. Det er ham, der vil rejse, og så er det ham, der må bøje sig ned. Hans mors hals er kold og lugter af renseserviet. Han holder vejret i omfavnelsen.

I kupeen finder han walkmanen og spoler frem til det rigtige sted. Toget triller ud under himlen, ind i et varmt, klasket lys.

Skolen, hvor han skal gå, ligger på landet. Et ombygget gods, en aktiv bedrift med marker og dyr. Der dyrker man jorden og tager på natteløb i engene. Man synger i kor. Opholdet skal tykne hans blod og give hans hud den rosa fedme, man får af at være i naturen. Han længes efter at tage på i hudfylde. At tage farve.

Ifølge Vibeke er han klog af sin alder og smuk. Håret er langt og gult, kroppen stærk og yndefuld, hagekløften blød som Kurt Cobains. Det sker, at hun ser på ham og siger: De kindben og øjne kan du takke mig for.

Byen siler ud i en tyndskid af baghaver og industri. Han læner panden mod det lunkne vindue og ser toget skære gennem provinsen. Da han vågnede i morges, føltes værelset allerede forladt. Han hoppede ikke i løbetøjet, som han havde tænkt sig, sad i stedet længe mellem de nøgne vægge og så, at et par af plakaterne spøgte som omrids på tapetet. Skabet var tomt, cd-hylderne gabte. Ingen havde hjemme der mere. Tanken sitrer behageligt i lysken.

Længe er der marker, spredte gårde.

På stationen, hvor han står af, myldrer det med soldater. De driver småsnakkende hen ad perronen, står i klynger og fylder med skrævende ben. Lyden af dem er en ulmen. Én slår en latter op, der får Miki til at se sig tilbage. Han griber om armytaskens strop og skynder sig lidt. Inden bussen går, kan han lige nå at købe cigaretter.

I kiosken lurer en kamuflageklædt mand på den rødhårede pige bag disken. Han bøjer sit karseklippede hoved over en pose vingummier, som han langsomt vender mellem hænderne, mens øjnene borer sig skråt op i pigens forskrækkede ansigt. Miki går hen til disken og stiller sig ude i siden for ikke at være i vejen. Alligevel smiler hun taknemmeligt.

Solen klæber under læskurenes glas.

Soldaterne skal også med bussen, og fra holdepladsen skrumpler de gennem en rundkørsel, forbi nogle lagerhaller, ud i det flade land. Miki ser en kone cykle med træsko på og en laksefarvet bluse, der bugner fra ryggen som et sejl. Han ser en tom bod i vejkanten. Et kirketårn i det fjerne. Heste med lysegrå hætter. Ved et markskel stiger soldaterne af, de vælter alle sammen ud og marcherer af sted gennem hveden. Bagefter føles bussen klæbrig og slap.

Endelig råber chaufføren.
Så er det den unge mand!
Skolens hovedhus burde ligge for enden af en lang alléog bag en esplanade af høje lindetræer. Man burde gå ad alleen mellem markerne, langsomt i lyden af det modne korn, og gennem løvplettede, kølige skygger få det første glimt af hvidkalkede længer og sorte, gnistrende tegl.

Sådan er det ikke.

I stedet står det gamle gods klods op ad landevejen – alt for tæt på og alt for stort til den smalle dør, der sidder dybt i muren og giver indtryk af, at bygningen vender forkert. Døren ser sort ud i det afbrændte augustlys. Mikis første tanke er, at huset står akavet, nærmest forvredet. Hans næste tanke er, at det smiler.

Og så: at det ikke er noget rart smil.

Man fornemmer det som noget snedigt og afdanket, en udmanøvreret despot fanget her bag vejen. At være fremmed på egnen, køre tilfældigt forbi en nat og se dette hus springe frem i rabatten. Nej. Det ville man ikke have lyst til. Men jo længere han står der, jo bredere bliver det smil. Så knalder et vindue op, og AC/DC flænger den middagstunge luft.

Eleverne står samlet i aulaen. Der er skakternet marmor på gulvet, to svungne trapper, en kølig fornemmelse af sten. Miki sveder i sine armybukser. De sveder alle sammen i armybukser og T-shirts med bandnavne, hættetrøjer, batikkjoler og All Stars. Pigernes lipglossmunde lugter sødt. Ind ad tre åbne døre mod gårdspladsen strømmer en duft af korn og stald. Et armbånd klirrer. Et nylonærme knitrer. Forstanderen, Ole, runder sin tale af.

Så velkommen, venner.
Treogfirs er de. Blanke og spændte som muskler.
Ole siger: Min dør står altid på klem.
Han har gråt i skægget og malerpletter på bukserne.

Blikket er fugtigbrunt. Schæferøjne, tænker Miki.
Så træder lærerne frem og præsenterer sig med navn og fag. Foruden det obligatoriske kan man tage kurser som naturkundskab og drama, kostumedesign, fototeknik og indiansk filosofi. Skolen har rigtige værksteder, og oppe fra trappen siger Ole noget om hånd og ånd.

Han breder armene ud.
Eleverne skal ikke bo i huse, men i familier.
I år skal vi lige være opmærksomme på, at vi har et par navne, der kan skabe lidt forvirring. Vi har to gange Kristian, Katrine H., Katrine T., Katrine B., og … Anila? Sagde jeg det rigtigt?

Ole skygger for panden og kniber øjnene sammen. Kom frit frem.
Pigen, der nu løfter en mørkebrun hånd, er sortfregnet og køn med skulderlangt, lyserødt hår. Hun suger læbestaven ind mellem tænderne. Ole ser hende og nikker.

Inden vi skilles, kan du måske lige fortælle, bare så alle ved det, hvor trykket skal ligge, på a eller i, anima eller gorilla?

Hun tøver så længe, at det suser gennem eleverne, så spytter hun piercingen ud i et lavmælt:

Gorilla.


Ja, den skal de vist lige have igen nede bagi.
Niller, hvisker hun. Bare sig Niller.
Hver af familierne får tildelt en kontaktperson, og Mikis er tysklæreren Linda. Hun vinker dem kejtet nærmere, skrutrygget og høj, en ung kvinde der udstråler en grim, grå usikkerhed. Pigerne slår kreds om hende, og hun smiler nervøst.

Kom, allihop, op ad trappen!

De skal bo øverst, hvor trappernes schwung løber sam- men i en bred repos. Døren til højre er mærket med en hammer. På døren til venstre er det en mistelten. Gangen bagved er mørk og lugter citronagtigt af universalrens og noget andet. Hud, måske. Støvede puder. Miki finder sit værelse.

Herinde står to smalle senge langs hver væg. Et skab med dobbeltlåge og et lavt træbord. Pladsen er trang, men rummet er lyst med store, sprossede gavlvinduer. Han ser ud på taget overfor. Himlens svedne blå. Inde ved siden af skraber noget tungt over gulvet, og et sted bliver en dør smækket i. Huset summer energisk. Han sætter sig og lytter. Eleverne indtager de nye rum som spyfluer, der bumper mod glas. Han holder af bygninger som den her, gamle huse der har udviklet munde og bryn. Det sker over tid. Først opstår musklerne, så viljen. Beboelsen aflejres år efter år, og langsomt får huset sit ansigt.

En pige stikker hovedet ind, hedder Marta. Før Miki kan nå at sige hej, er hun videre og brøler ned ad gangen: Værelse tre, drengeværelse!

Lidt efter er det Linda, der læner sin bændelagtige torso frem over dørtærsklen og skæver til rodet på sengen. Tøjet, atombogen og cd’erne. Mikis værelseskammerat er forsinket. Han hedder Eno og har dispensation.

Om aftenen eksploderer hovedhuset i en rodet tour de chambre. Alle løber på gangene, og fra de tomme, oplyste værelser kværner musikken.

Miki slår sig ned i tekøkkenet, her er bordet dækket med Jolly og saft. Han skænker sig et glas og sidder lidt med det i hånden. Stiller det fra sig og tager det igen. Han vipper på stolen. De andre har allerede fundet en måde, mundene åbner og lukker sig hurtigt, ansigterne klaprer som spjæld. Hver gang han griner, er det et taktslag for sent.

Gå dog, tænker han, og går.

Bag døren i bunden af gangen vrider en vindeltrappe sig op mod taget og ned til reposen på første. Lyset er slukket, men et gulligt skær fra landevejen siver ind mellem trinnene. Rummet er højt og svalt, her kan man trække vejret.

Pigen står som en plante op ad væggen. Det gibber i hans hals. Han får fremkvækket et –

Hej!

Det er ikke et sted at stå og ikke en måde at stå på med øjne så sorte og blanke som bær. Hun træder lidt frem, er smuk på en underlig måde, og fra den ene skulder dingler en spaghettistrop. Håret ser også sort ud, og måske smiler hun af ham. Han tager sig sammen.

Jeg var lige på vej ud at ryge, vil du med?
Laura, hedder hun.
Okay.
Nede fra reposen går de ud på brandtrappen, der snorvsig foran facaden. Laura fejer nederdelen ind under ballerne, hun sætter sig, og Miki læner ryggen mod gelænderet. Hver lille bevægelse synger i trinnene. Bag ham er landevejen, markerne, den åbne aften.

Han efterligner sin mors stemme, når den sprækker og bliver nasal, som da hun forstod, det var hans alvor med skolen. “Ej, Miki. Vælg dog et lækkert sted!” Hvad som helst andet ville hun have bekostet uden at blinke. Skiskole i Aspen.Dykkercertifikat. Milanesisk catwalkkursus. Men det her?

Nej, Miki. Det virker sært. Og sådan et lurvet sted. Jeg synes ikke, vi er den slags.
Jeg lover at ringe hjem …

Synes du, jeg er den slags mor? For det synes jeg ikke.

Men …

Det bliver et nej.

Men så blev det ikke et nej.
En morgen han kom ud i køkkenet, stod hun lænet ind over marmorpladen med høje, stive skuldre.
Er der kaffe?
Hun pillede hænderne langsomt af pladen, skubbede en skål hen mod ham. Hun øsede ymer i skålen og stillede kartonen tilbage på køl.

Okay, Miki. Hvis du så absolut gerne vil lege forældreløs.

Den morgen spiste han langsomt. Lod håret sjaske i panden, stirrede ned i sin ymer og knugede skeen. Han hang med skuldrene over skålen og lod en teenagers dvaskhed tømme sit ansigt, alt sammen for at blive usynlig og skjule sin lykke.

Til Laura siger han ikke, hvor svært det var at ville noget så brændende, at det stred mod artigheden: den indre blænde der styrer hans stemme og lyset i de kornblomstblå øjne. Artigheden hjælper ham derhjemme. Den, som vil være usynlig, må indfri alle forventninger. Smagen er sur, men man vænner sig til den. Skolen havde hans mor ikke forventet.

En knoldet, affolket egn.

En lurvet, gammel herregård mellem nærdøde lands- byer og nedlagte togstationer med græs på skinnerne.

Sjællands røvhul!

Miki slår ud med armene. Laura ler, så de bløde knæ ryster, og trappen klukker med.

Et statsligt forsøgscenter er skolens nærmeste nabo. Om natten ses centrets døgnbelysning som en glasgrøn hinde på himlen, men om dagen ænser man det ikke. Ellers er her ingenting. Markerne, lyset. Miki vågner i den smalle seng og hører kornet sukke. Knep mig, lyder det. Kom. På badeværelset står pigerne ved rækken af spejle i en blomstret sky af lak. Han når ikke ud at løbe, får bare pjasket lidt vand i ansigtet, så kalder Linda dem til bords. Morgenmaden spiser de i gangens lille tekøkken.

Værsgo.

Linda slår ud med armen og trækker så hånden kej- tet tilbage til ansigtet. Det her er familien: Anton med Raiderskasketten bor sammen med Rolf. Tina og Sus er deres naboer. Stille, denimfarvede piger. Bagerst bor Henrik, som er kernesund på fynsk, og Kristian med de brede skuldre og et blik, Miki undgår, fordi det er blødt og koldt som blondeagat. Så er der Anne-Katrine, hvis flade, grynfarvede ansigt er den intetsigende pude, hendes juvel af en mund hviler på, og sammen med hende bor Marta.

I dag har Marta davretjansen, hun skubber et blankt rul- lebord ind nede fra køkkenet. De langer til kaffen, myslibøt- ten og brødet, som davreholdet bager hver morgen. Her får man varm mad til frokost, og det meste af skolens drift er udmålt i en cyklus af elevtjanser. Linda siger: En virksom og jordnær hverdag er institutionens ånd. Det raske liv på landet, kurrer hun og vrider sine fingre. Lave mad. Passe dyrene. Hyppe kartofler. Fynboen Henrik nikker. Fra det åbne vindue strømmer solen ind på osten, de røde plastik- krus. Miki ser Lindas bryster for sig, hudrige og tørre.

Mellem grupperne af elever ude på gårdspladsen lugter der af deo og røg i nyvasket hår. Laura står i tagudhængets skygge. Hun har den samme lille top på, og øjnene glitrer, som om hun ser på de andre gennem en butiksrude. Miki løfter blikket. Højt på gavlen hænger et stort gammelt ur. Solen svitser urskiven helt gul. Konstante små sprængnin- ger i blodet, sådan har han det. Han vil elske, og han vil dø.

Dorte, drama og fransk, bimler med klokken til ven- stre for dørene. Hun brøler som en frugtsælger, kooom nærmere! De vælter ind gennem aulaen, og på ingen tid er Lille sal fyldt med deres latter og sved.

Ja, så går vi i gang!

Nogle af jer har sikkert allerede hørt, at vores skønne gamle herregård har mange liv på bagen. I dag skal vi hundrede år tilbage i tiden til dengang det her var en vaskeægte opdragelsesanstalt, et drengehjem. Vi har nogle lysbilleder af drengene her, kunne I tænke jer at se dem?

Bifaldet er behersket. Dorte fumler med fjernbetjenin- gen, og diasapparatet siger klonk. Så bliver der stille.

På det første sepiabrune foto læner en dreng i jakke- sæt og slidte støvler sig op ad en damaskblød stol. Han står med korslagte arme. Håret er vandkæmmet, ansigtet fladt og brutalt. Billedets baggrund af palmer og søjler er malet direkte på væggen. Farverne skaller. Klamrer sig til tapetet.

Hallo, er han retardo?
Det siger man ikke!
Min venindes bror er faktisk retarderet, og hun siger … Ja tak, så bevarer vi fokus.

Miki zoomer ind på drengens øjne, udtryksløse som grus. Fra stolen dingler en buttet silkekvast. Motherless child. Fattiglem, sædplet.

Stakkel!
Totalt psykopat!
Miki læner sig frem.
Fra en gammel rapport læser Dorte op, at drengene var “forsømte og vildledte”. De kom til anstalten i alderen otte til fjorten, “før de blev alt for gamle i det onde”. Når deresforældre nægtede, måtte de tvinges.

Som I jo nok kan tænke jer, var der nogle skæbner imellem.

Klonk.
Brækket næse og sideskilning.
Klonk.
Æggeformet fjæs i oval passepartout. Fiskeøje og tyklæbe. Flæktand. Klonk.

Grov fyr med slikhår. Klonk.
Mini-Hitler. Rottefjæs. Helt sikkert retardo! Klonk.

Shit, se dem lige.
Sov de på vores værelser?
Eddermame ikke på mit!
Klonk.
Miki suger drengene til sig, kan ikke få nok af deres brede, tragiske ansigter. Dorte rømmer sig.
Nogen spurgte før, var det dig, Rolf, om vores venner her blev udsat for vold. Og der må man desværre sige, tiden var jo en anden. Den man tugter, elsker man, det har I nok hørt før. Men der gjaldt nu en vis lov og ret. Det ved vi. For faktisk gik det en årrække så hårdt for sig her, at institutionen blev lukket. Myndighederne lukkede den ned.

Hvad skete der så?
Ja, så blev her åbnet igen, men først efter noget tid. Hvad skete der med drengene?
De fleste klarede sig.

Hvad med resten?
Ja, hvad med dem, der ikke gjorde?
Nej. Altså. Vores venner klarede sig. Alle klarede sig. Klonk.
Til sidst skal I lige hilse på ham her. Han er helt plysset, kan I se? Sådan ved vi, at han har været på springtur, det hedder det, et flugtforsøg, og bagefter har han fået raget håret af. Hvad siger I så?

Hovedet er dunet, huden skær. Drengens tynde håndled siler ud af frakkeærmerne. Han er smuk som en kandisklump, en stumfilmstjerne, hans bløde mund og øjne afspiller flugten, indfangningen, ragekniven ført af en stor betryggende hånd. Miki spørger sig selv:

Betryggende?

Ja. Se det sådan – Kandisklump vil spæne fra natten, han snubler gennem stubbene. Bag ham har bakken ædt huset. Hvor langt skal han løbe? Hvorhen? I mørket er kulden og savnet, fardød i marv og ben. Han falder, og jorden snitter hans næse, han kender næseblodslugten, intim som lugten af kartofler og sæd.

Løber han længe?

Nej. Han falder. Bliver liggende. Sluger jorden og blodet. Og så rammer det ham sådan. Så vil han ikke mere. Så vil han bare vente, til de finder ham, og hjem.

Hjem til den store hånd? Ja.

En halv time efter Lindas aftenrunde dukker Eno op med skoletasken på ryggen. Han har en proppet sort plastiksæk i hver hånd. Som vennen i en sitcom braser han ind og planter sit lort midt på gulvet. Miki har ligget og læst. Nu ser han op fra atombogen, og først peger han på plastiksækkene, så over på skabet.

Den halvdel er din.
Okie-dokie karaoke!
Udenfor er himlen faldet til ro, men Eno taler højt, tror vist stadig, at han har dispensation. Han er spinkel, splejset, tænker Miki og strækker sig i sengen.

Eno fortæller, at han bor med sin far i Sydhavnen. Det er ikke svært at se for sig: kingsize-tv og kakkelbord, læder og røgfarvet glas. En sort IKEA-reol med videobånd og et par paperbacks på hylderne, tomme, lidt støvede flader og et udvalg af fjernbetjeninger. I den slags hjem går de aldrig ned på zappere.

Og så er der Enos eget værelse med –
Ja, hvad?
Dartskive. Fodboldsengetøj.
Eno ser spørgende på ham, har åbenbart sagt noget. Ik os?

Mm, siger Miki og bladrer en side tilbage i bogen. Eno kyler en sammenrullet T-shirt i skabet og synger –

Her kommer Brøndby IHÆF vi knepper jeres kællinger her kommer Brøndby IHÆF vi gør det med manér.

Lå, lå, lå, skråler han, glad som en Disneyrotte, og dykker i sækken efter en pose med knude på toppen. Der er tennissokker i posen. Omkvædet ebber ud i et lavt nu, nu, nu.

Du knepper sgu da ikke nogen.

Sokkerne, rullet til grålige bolde, ryger samme vej som T-shirten.

Man ved, hvad man ved, brormand.
Et overraskende roligt grin.
Enos ansigt er spidst, og øjnene har en neutralt grumset farve. Det er ikke noget særligt ansigt. Lidt sødt, måske lidt gulligt. Den her, siger han, og lemper en discman op, har jeg fået af min far.

Discmanen er rød og blank. Eno løfter den frem som en skildpadde.

Valgte den i FONA helt fra ny.

Miki tænker på træhesten, som han ikke tog med, da han pakkede til skolen. En Dalarhest fra Sverige af den slags, folk køber til pynt. Dengang han var lille, stod den i stuen, men et år, hvor Vibeke blev træt af at se på den, fik han lov til at have den inde på værelset. Hun havde for længst malet den hvid som alt andet derhjemme, dæk- ket den med blank lak, før han blev født, men hestens orangerøde man og blå seletøj skinnede stadig en smule igennem. Han elskede den hest. At den bar sine farver under lakken.

Eno står lidt med discmanen og ser sig omkring, mens han stryger eftertænksomt med tomlen hen over låget. Miki peger på hylden over hans seng.

Stil den da der.

Op af den anden sæk hiver Eno dyne, hovedpude og til sidst et kolossalt badehåndklæde. Han klemmer kanten fast under hagen og breder hjørnerne ud. Fra hængekøjen mellem to palmer letter Fedtmule på et par hjerteformede solbriller, så klapper Eno hænderne sammen og folder.

Bortset fra en nedlagt biograf, hvor de begge har været til koncert, har de intet af byen tilfælles. Eno vender ryggen til og hiver trøjen over hovedet. På lænden er han rød af eksem, og Miki kan tydeligt se knoglerne, der flytter sig bag huden. Han skynder sig at glo op i loftet.

Godnat så. Gonunat.

Det knirker lidt derovrefra. Eno slukker sin sengelampe, og lidt efter rækker Miki også ud efter kontakten. Klonk. I mørket ser han for sig:
En bleg nakke mellem markens stubbe.

Han kunne have rejst sig igen, kandisklumpen. Kunne være spænet. Det var her, han ville være.




En sommerdag i 1990’erne ankommer Miki til en efterskole på landet. Han forsøger at løsrive sig fra sin mor, men det er svært. Også selvom han nu er kommet på afstand. På skolen vokser planterne vildt om bygningerne, der engang har huset en dyster drengeanstalt. Miki drages mod Laura, som fører ham mod både indre og ydre opløsning. 136 år senere interviewer et forskerteam Mikis mor, som har udviklet hidtil ukendte fysiske egenskaber. Hun fortæller om sit forhold til Miki og om, hvordan livet tager sig ud fra et perspektiv, der ikke længere kun er menneskeligt. I romanens tredje og sidste del møder vi nymfen Dafne, der for 4000 år siden blev forvandlet til et træ, da hun flygtede fra guden Apollon, og stadig er vred.

Dafnesyndromet er spekulativ fiktion med træk fra både gotisk litteratur og græsk mytologi. En sanselig og poetisk fortælling om forvandling, flugt og om at overskride sig selv og blive et med naturen.

Du kan købe Dafnesyndromet online hos Saxo.com eller i din lokale boghandel.