Børnebøger Gayle Forman

Interview med Gayle Forman: Jeg vil vise børn, at de kan forandre verden

Gayle Forman, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, ungdomslitteratur, frankie og bug, frankie & bug

Frankie og Bug er en rørende fortælling om at opdage, at verden ikke altid er, som man går og tror. Bogen er bestsellerforfatter Gayle Formans debutroman til børn og tackler svære emner som racisme og diskrimination.


Gayle Forman er en af USA’s mest elskede YA-forfattere. I Frankie og Bug har hun for første gang kastet sig over en lidt yngre målgruppe – nemlig børn fra cirka 10 år. Bogen er en hjertevarm fortælling om et spirende venskab mellem pigen Bug og drengen Frankie, der er tvunget til at tilbringe sommeren sammen.

LÆS OGSÅ: Spændende og sjove bøger til din 9-årige

I bogen går det op for den stædige Bug, at folk omkring hende går igennem en masse ting, som hun ikke havde nogen anelse om. Langsomt indser hun, at verden ikke altid er et retfærdigt sted – men at hun kan gøre en masse for at forandre den.

Læs med her, hvor Gayle Forman fortæller om sin nye roman, Frankie og Bug.

Vil du ikke introducere os for hovedpersonen Bug og hendes nye ven, Frankie?

Det vil jeg i hvert fald! Bug er en 10-årig pige, der bor i Venice Beach i Californien. Året er 1987, og hun bor i en lejlighed med sin mor og sin bror, Danny. Hendes far, der var fra El Salvador, døde, før Bug blev født. Resten af bygningen er befolket med Bugs ”selvvalgte” familie: ovenpå bor den evige ungkarl Phillip, og nedenunder bor den ungarske immigrant Hedwig.

LÆS OGSÅ: 5 grunde til at Vi er uundgåelige skal være din næste læseoplevelse

I sommerferien kommer drengen Frankie på besøg hos overboen Phillip, der er hans onkel. I starten kan Bug og Frankie slet ikke lide hinanden – først og fremmest fordi Frankie er kommet til Venice Beach uden at tage badetøj med, hvilket Bug overhovedet ikke kan forstå.

“Bug får uretfærdigheden helt tæt ind på livet. Og hun lærer, at hun også selv har et ansvar for at gøre verden til at mere retfærdigt sted at være.”

Men i løbet af sommeren kommer Frankie og Bug langsomt tættere på hinanden. Og de lærer samtidig en masse om venskab, familie, accept, kærlighed, retfærdighed og hvad det vil sige at være en god allieret.

Bug har mange øjenåbnende oplevelser i løbet af sommerferien. På mange måder indser hun, at verden ikke ser ud, som hun troede. Kan du beskrive Bugs rejse?

Bug synes, at der er masser af ting, der er uretfærdige i hendes liv. For eksempel at hendes storebror Danny pludselig hellere vil hænge ud med sine venner end at tage hende med på stranden, som han plejer hver sommer. Eller at Frankie, som Bug havde tænkt skulle være en erstatning for Danny, heller ikke vil med på stranden.

LÆS OGSÅ: Vi er uundgåelige – læs et uddrag af den hjerteskærende fortælling fra Gayle Forman

Som en masse andre 10-årige er Bug overbevist om, at verden kun drejer sig om hende. Men i løbet af sommeren sker der nogle ting, der får Bug til at genoverveje den holdning. Hun opdager blandt andet, at Frankies liv ikke er så let, som det måske kunne se ud. Og at overboen Phillip bliver diskrimineret for den, han er. Selv i Bugs egen familie gemmer der sig hemmeligheder, som hun ikke anede noget om.

Da sommeren er ovre, har Bug haft uretfærdigheden helt tæt inde på livet. Og hun har lært noget om, at hun også selv har et ansvar for at gøre verden til at mere retfærdigt sted at være.

Din bog tackler svære emner såsom racisme og homofobi. Hvorfor mener du, at det er vigtigt at fortælle børn om den slags emner?

Jeg synes, de sidste år har vist os, hvor meget racisme, homofobi og frygten for det fremmede går igen i vores kultur. Det er en af grundene til, at jeg har valgt at skrive en bog, der foregår i 1987. Jeg vil gerne vise unge i dag, både hvor meget verden har forandret sig, for eksempel i forhold til homofobi og transfobi, men også hvor mange problemer, vi stadig har at kæmpe med. Det gælder for eksempel racisme.

“Mit mål var at skrive en historie, der giver unge håb om, at de kan forandre verden, men som samtidig ikke ignorerer, hvor meget arbejde det kræver.”

Jeg har forsøgt at skrive ærligt om de her svære emner, så jeg forhåbentlig kan hjælpe unge læsere med at håndtere alle de problemer, vi står overfor.

Frankie og Bug er din debutroman til børn (du plejer at skrive til unge). Hvorfor har du valgt at skrive til et yngre publikum denne gang?

Da jeg først fik idéen til bogen, så jeg straks Frankie og Bug – de her to unge tweens – for mig. Det var dem, der skulle fortælle historien. Og så blev jeg nødt til at lære at skrive “yngre” for at gøre deres fortælling mere troværdig.

LÆS OGSÅ: Nye sjove og skønne bøger for de 8-årige

Jeg elskede at skrive Frankie og Bug og at tilbringe tid sammen med de her unge mennesker. Så I kan godt regne med at se flere bøger rettet mod den aldersgruppe fra mig – jeg har en masse projekter i gang, der er rettet mod yngre læsere.




Gayle Forman: Frankie og Bug

Interview med Gayle Forman: Jeg vil vise børn, at de kan forandre verden

Frankie og Bug foregår i sommeren 1987, hvor den 10-årige pige Bug bor med sin mor og bror i Venice Beach i USA.

Bug har glædet sig til at bruge tid med sin bror, Danny. Men tingene ændrer sig, og Danny har pludselig brug for luft. I stedet skal hun passes sammen med Frankie, der er på besøg hos sin onkel i den bygning, hvor Bugs familie bor.

Bug er skuffet, da Frankie ikke er lige så sjov som Danny. Men i et forsøg på at gøre sommeren sjovere, møder Bug mennesker, der på godt og ondt er med til at gøre sommeren anderledes. Og for første gang oplever hun, hvad det vil sige at være genstand for racisme og diskriminering. En frygtelig sandhed, der pludselig giver Bug og Frankie en fælles sag at kæmpe for.

Fra ca. 10 år.

Du kan købe Frankie og Bug online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.