Børnebøger Carlsen Line Kyed Knudsen

Line Kyed Knudsen om den allersidste K for Klara-bog: Det her er den modigste bog i serien

K for Klara

Den første K for Klara-bog udkom i 2012. Siden er det blevet til 25 bind i den populære serie til tweens. Læs med her, hvor forfatter Line Kyed Knudsen fortæller om, hvor svært det er at sige farvel til sin hovedperson Klara efter mere end 10 år.

K for Klara-bøgerne dykker ned i alt det, der fylder i hverdagen hos tweens: veninder, skolen, den første forelskelse, jalousi og følelsen af at blive holdt udenfor.

I seriens 25. og afsluttende bind, Jeg er en pige!, starter en ny dreng i Klaras parallelklasse. Men Albert går ikke klædt som de andre drenge, og det er ikke lige nemt for alle at forstå, at Albert hellere vil kaldes Alberte.

Læs vores interview med Line Kyed Knudsen her.


Du har netop skrevet det sidste bind i K for Klara-serien. Hvordan har det været at sige farvel til Klara efter mere end 10 år?

Lige nu går jeg faktisk lidt og leger, at det ikke er slut endnu, for det er vildt vemodigt at sige farvel til Klara efter så mange år! Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige at slutte nu. Man skal stoppe, mens legen er god – og 25 føltes som et godt tal at slutte med.

Var der noget særligt ved at skrive den allersidste K for Klara-bog, Jeg er en pige?

Jeg besluttede mig for at gå all in og slutte med et brag. Jeg ville have, at den sidste K for Klara-bog skulle være den modigste i hele serien. Derfor har jeg taget et af de allersværeste emner op, man kan stå overfor som ungt menneske: Hvordan det er at føle, at man har et andet køn, end det man er blevet givet ved fødslen.

Jeg blev faktisk ret rørt, da jeg læste korrektur på bogen. Den har været enormt svær at skrive, men jeg har opdaget, at det ofte er de bøger, der var sværest at skrive, der er blevet de bedste. Så jeg glæder mig til, at den skal ud i verden.

LÆS OGSÅ: K for Klara hjælper piger – og deres forældre – med at tackle tween-livet

K for Klara-serien dykker ned i emner som ensomhed, første forelskelser, jalousi – og meget mere. Hvordan skriver du bøger, der rammer lige ned i, hvad tweens er optagede af?

Hele bogserien startede, fordi jeg begyndte at skrive om min datters skoleliv. Da min datter var lille, kom hun altid hjem fra skole og gav et udførligt referat af alt det, hun havde oplevet i løbet af dagen; hvad lærerne havde sagt, hvem hun havde leget med, hvem der var blevet uvenner – og så videre. Fordi jeg havde sådan en utrolig datter, der var så god til at fortælle om sine oplevelser, følte jeg mig helt med på beatet i forhold til, hvordan det er at gå i folkeskolen.

Derfor er stort set alle K for Klara-bøgerne baseret på ting, der er sket i virkeligheden. Og jeg tror, at det er årsagen til, at så mange børn kan genkende sig selv i historierne.

Hvilke reaktioner har du fået fra K for Klara-fans?

Jeg har fået virkelig mange gode reaktioner fra børn, der har læst bøgerne. På et tidspunkt talte jeg med en venindeflok, der havde en form for K for Klara-konkurrence. Bøgerne var nemlig tit udlånt på deres skolebibliotek, så hver gang de havde bibliotekstime, løb de om kap ned til biblioteket for at få fat i en K for Klara-bog. Det var virkelig fedt at høre, at de var så glade for mine bøger.

LÆS OGSÅ: Selvfølgelig har 10-12-årige børn også brug for godnathistorier

Har du nogle nye skriveprojekter, vi kan se frem til?

Jeg har lyst til at skrive mere gys! Jeg har altid elsket spænding – og to af K for Klara-bøgerne er da også en smule uhyggelige. Så I kan regne med at læse nogle lidt mere skræmmende historier fra mig i fremtiden.  


K for Klara – Jeg er en pige

Line Kyed Knudsen om den allersidste K for Klara-bog: Det her er den modigste bog i serien

K for Klara (25) – Jeg er en pige! er sidste og afsluttende bind i K for Klara-serien!

Der starter en ny dreng i Klaras parallelklasse. Han hedder Albert. Men han går ikke klædt som de andre drenge, og han interesserer sig for ting, Klara og hendes veninder interesserer sig for. Han er supersød og sjov. Det er bare ikke lige nemt for alle at forstå, at Albert hellere vil kaldes Alberte.

K for Klara er en serie om vennerne, skolen og det, der fylder i hverdagen.

Du kan købe K for Klara (25) – Jeg er en pige! online eller i din nærmeste boghandel.