Inspirationslister og guides

Nye bøger skønlitteratur – se de 30 nyeste romaner her

nye bøger skønlitteratur

Få et overblik over nye bøger skønlitteratur: Her er de seneste 30 romaner fra Lindhardt og Ringhof.

Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

Noget er galt i Yggdrasils ni verdner. Slanger myldrer frem fra deres skjul, oversvømmelser, hedebølger og jordskælv hærger, og i havet pisker Midgårdsormen med halen. Mens stormvejr og skybrud tager til, må Snehild sejle over havet i et forsøg på at genfinde sin mor, som hun har hørt befinder sig i Vanaheim, de vilde naturkræfters ursted. 
 
Samtidig vakler magtbalancen i menneskenes verden, og høvdingedatteren Berghild vokser i styrke. Kan hun udfordre sin tidligere elskede, kong Roald i Himlinge? 
 
Ormehavet er fjerde bog i Anne-Marie Vedsø Olesens prisvindende serie, Vølvens vej, som er inspireret af nordisk mytologi og Danmarks jernalder. En stor fortælling om skæbne, ære og handlekraft.

Du kan købe Ormehavet online på fx Saxo.com eller i din lokale boghandel.




Yellowface, RF Kuang

Nu kommer den anmelderroste New York Times bestseller Yellowface på dansk!

Athena Liu er en litterær darling og June Hayward er en nobody.

Da Athena dør i et vildt uheld, stjæler June hendes manuskript og udgiver under det racemæssigt tvetydige pseudonym Juniper Song.

Men Junes stjålne succes trues af beviser for hendes forbrydelse, og hun opdager hvor langt hun er villig til at gå for at få, hvad hun mener, at hun fortjener. Og hvad der så sker, er jo udelukkende andres skyld.

Yellowface er en sorthumoristisk syngende lussing til forlagsbranchen og sociale medier; en roman om racisme, kulturel appropriation og opportunisme og kunsten at omskrive historien – bogstaveligt talt.

Du kan købe Yellowface online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

”Stor romankunst fra den bedste historiefortæller (…) Vrageren rangerer blandt det allerbedste Lars Saabye Christensen har skrevet. Og det siger ikke så lidt.” –Nettavisen

Jørgen Ribe er en anerkendt forfatter, men han har det meste af sit liv holdt på en hemmelighed, som nu truer med at blive afsløret. Den småkriminelle Bendik Ries møder ham ved et tilfælde i Paris, og beslutter sig for, at han vil skrive Ribes biografi. Tilfældigvis kommer han i besiddelse af Jørgen Ribes kuffert, og i den befinder der sig et uudgivet manuskript – et manuskript om Jørgen Ribes opvækst.

Jørgen Ribe er vokset op på Oslos vestkant i en lejlighed med sin far og mor. Moren er hjemmegående, faren er mellemleder på bananmodneriet Banan-Matthiessen. En dag flytter en kvinde og hendes to børn ind i samme opgang. Jørgen bliver hurtigt venner med den jævnaldrende Carl, men det skal senere vise sig at blive et skæbnesvangert venskab. Biografisten forsøger utrætteligt at komme i kontakt med Ribe for at bede om tilladelse til at skrive hans biografi. Jagten bliver næsten til en besættelse, et forsøg på at nå ind til kernen af en forfatter og et liv. 

Romanen handler om de valg, vi træffer, og dermed hvordan vi bliver, dem vi er. En roman om grænserne mellem venskab og kærlighed og mellem skyld og forsoning.

Du kan købe Vrageren online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Rebecca Makkai, Må jeg stille dig nogle spørgsmål

Et medrivende mysterium og en dybfølt undersøgelse af en kvindes opgør med sin fortid.

Bodie Kane er filmprofessor, og hun står bag en succesfuld podcast. Hun prøver at lægge sin fortid bag sig: familietragedien der ødelagde hendes ungdom, hendes fire rædsomme år på en kostskole i New Hampshire og mordet på hendes tidligere værelseskammerat Thalia Keith.

Da hun bliver inviteret tilbage til kostskolen som gæsteunderviser, bliver hun konfronteret med alt det, hun har forsøgt at lægge bag sig. For hvad var det, der skete dengang? Hvilken rolle spillede hun selv? Langsomt samler hun brikkerne på ny, og måske er sandheden ilde hørt?

“Makkais triumf af en roman blander indsigtsfuld historiefortælling med en udforskning af samtykke, kontrol og hukommelse […] kombinerer litterær fiktion med spændingen fra en whodunnit, toppet med alle intrigerne fra de bedste kostskole-dramaer.” — Financial Times (London)

Du kan købe Må jeg stille dig nogle spørgsmål online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

En villavej i Virum. En nationalpark i Utah. En forsvinden. Hemmeligheder og trusler fra det ydre rum.

Sara vågner til lyden af hoveddøren, der smækker. Hendes mand Michael er på vej til USA for at deltage i en konference om sorte huller. Aftenen inden har de skændtes. Nu er Sara alene tilbage med børnene Malte og Lærke på 17 og 10 år. Michael er astrofysiker og har holdt familien i et stramt greb baseret på videnskab, selvdisciplin og praktiske rutiner. I hans fravær begynder de varme, tørre julidage at blive mere og mere underlige – en svimmel fornemmelse af, at noget er lidt ved siden af, eller at noget er på vej.

Den sidste sol er en roman om den lille kernefamilie under det store kosmos, om det ganske nære og det allerfjerneste. Og om de dragende, destruktive kræfter, der kan styre begge dele

Du kan købe Den sidste sol online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.




Oliver Lovrenski, Da vi var yngre,

Da vi var yngre er Oliver Lovrenskis debut; en rå coming-of-age roman fra moderne Oslo. 

De er unge, fulde af angst, piller, håb og kærlighed. Forældrene er magtesløse, politiet er forhadte og børneforsorgen har ingen kontrol. Ivor og hans bedste venner Marco, Jonas og Arjan er seksten år gamle og falder længere og længere ned i en verden fyldt med rus, vold og kriminalitet. Men centralt for dem er også deres fællesskab, som er et ubrydeligt bånd mellem dem.

Da vi var yngre er en roman om venskab og håb, om at vokse op for hurtigt og at længes efter noget, man aldrig har haft. Romanen følger drengenes daglige liv gennem noter og længere passager, hvor Ivor deler sine tanker og følelser frit på siderne. Det er en hård historie, som er gennemsyret af vold og kriminalitet såvel som varme og kærlighed.

Du kan købe Da vi var yngre online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

Maveskind er en sårbar coming of age-historie om transkønnethed, venskab og den første store kærlighed.

Tom møder Ming til en dragfest, mens de begge læser på universitetet. De bliver hurtigt kærester, men langsomt starter en forskydning i deres forhold. Ming ændrer sig lidt efter lidt, og det bliver tydeligt, at han ikke føler sig hjemme i sin egen krop og gerne vil skifte køn. Mings transition lægger et stort pres på deres forhold, og åbner op for en række spørgsmål omkring, hvorvidt det er værd at miste en del af sig selv for at blive den man gerne vil være.

Maveskind sætter fokus på transkønnethed og med sin kærlige tilgang til spørgsmålet, giver den et tættere og mere autentisk billede af, hvad det vil sige, ikke at føle sig hjemme i sin krop. Hvad det vil sige at skifte køn, selvom det betyder, at man må miste meget af det, man havde før.

Du kan købe Maveskind online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.




Når bjergene synger,

Én familie, to generationer af kvinder og en krig der vil forandre deres liv for evigt.

Hanoi, 1972. De amerikanske bomber regner ned over Vietnam og tolvårige Hương og hendes bedstemor Diệu Lan er nødsaget til at søge dækning. For Diệu Lan føles krigen alt for velkendt. Hun har tidligere måttet ofre alt for at holde sammen på familien, mens landet faldt fra hinanden. Nu må Hương gøre det samme.

Når bjergene synger er en episk slægtsroman, hvor Trần-familiens prøvelser fortæller historien om de grusomheder Vietnam har været vidne til som nation. Nguyễn Phan Quế Mai har skrevet en smuk og gribende roman der udfolder Vietnams smertefulde historie, men samtidig giver håb for fremtiden.

“… en fængende, rørende roman (…) en roman der, i mere end en forstand, heler historien”
– New York Times

“En lysende fortælling, der giver genlyd på tværs af generationer”
– O, the Oprah Magazine 

Du kan købe Når bjergene synger online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.




Dine farver var blå, marcus jarl

Lina arbejder på neonatalafdelingen i Stockholm og længes efter selv at få et barn, men hendes mand, Samuel, har gjort det klart, at han ikke ønsker at være far. 

I en gammel skotøjsæske bagerst i garderobeskabet, gemmer Lina på minderne fra sin første kæreste: den mystiske Ted, som forsvandt ud i den blå luft. Hver tirsdag udøver Samuel en art selvpineri, hvor han læser deres gamle breve.

En dag vender Ted pludselig tilbage med beskeden om, at han har få måneder tilbage at leve i, og et ønske, der lægger et stort pres på Lina og Samuels forhold. Men Lina bliver nødt til at vide, hvad der skete for alle de år siden, og det går op for Samuel, at det måske er den eneste mulighed for at redde deres ægteskab.

Dine farver var blå er en rørende roman om længe ventede tilståelser, håb, lidenskab og den store kærlighed fra Sveriges nye feelgood-stjerne, Marcus Jarl.

Du kan købe Dine farver var blå online fx hos Bog&idé eller i nærmeste boghandel.




Jay Crownover, Rule, Marked men

Shaw Landon har været hemmeligt forelsket i Rule Archer fra det øjeblik de mødtes. Rule er alt hvad et dydsmønster som Shaw burde holde sig langt væk fra – og den eneste person, som hun aldrig har forsøgt at ændre sig for. Hun er ikke bange for hans skræmmende piercinger og tatoveringer eller hans rå attitude. Selvom hun ved, at Rule er helt forkert for hende, så har hun svært ved at overbevise sit hjerte om det.

For en rebel som Rule Archer er Shaw Landon en storsnudet, perfekt prinsesse. Hun har levet sit liv efter andres regler; Rule har lavet sine egne. Han gider ikke bruge tid på en pæn pige som hende, selvom hun som den eneste kender hans sande jeg.

Efter en nat med stærke fødselsdagsdrinks, blotlagte hemmeligheder og andre udskejelser kan Rule og Shaw ikke længere benægte deres gensidige tiltrækning. Men hvordan kan en pige som hende og en fyr som ham finde sammen uden at ødelægge kærligheden – eller hinanden?

Du kan købe Rule online fx hos Gucca.dk eller i din nærmeste boghandel.




Bogbinderen fra Jericho, Pip Williams,

Peggy og hendes tvillingesøster Maude arbejder i bogbinderiet hos Oxford University Press. Peggy drømmer om en dag at kunne læse bøgerne, mens Maude er fint tilfreds med kun at folde dem. De bor sammen på en husbåd i forstaden Jericho, som grænser op til Oxford.

Da Første Verdenskrig bryder ud, drager størstedelen af mændene fra Oxford University Press mod Vestfronten. Efterladt tilbage er kvinderne, der må holde forlaget og resten af nationen kørende. De usikre tider skaber store forandringer i Peggy og Maudes ellers forudsigelige tilværelse og giver nye bekendtskaber. Fra frivillige sygeplejersker til flygtninge, på flugt fra besættelsens rædsler, bringer krigen kvinder fra alle samfundslag sammen, og med dem følger nogle svære valg for Peggy.

Bogbinderen fra Jericho er en roman om viden – hvem skaber den, hvem kan få adgang til den og hvilke sandheder går tabt i processen?

Du kan købe Bogbinderen fra Jericho online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.




Spørg John, Susan Knorrenborg, Romaner om identitetskriser,

Katrine og Tina er kusiner. Og hinandens bedste veninder. De er vokset op sammen som søstre i den lille flække Fensmark.

Katrine tager til København for at studere og får trofækæresten Frederik fra Virum. Tina bliver på Sydsjælland og sygner mere og mere hen i skodjobs og forholdet til plattenslageren Tage, der fjernhealer og har ”landbrug” i kælderen plus et par næver, der sidder temmelig løst. Især når Tina er inden for rækkevidde.

Alligevel er det ikke til at forudsige, hvem der redder hvem i sidste ende. Og når det ser sortest ud, kan de to veninder altid søge råd hos synske John i ugebladet Hjemmet, for John ser alt …

Spørg John er en roman om ulige børn, om aldrig rigtigt at passe ind og om at miste sig selv, når man forsøger at finde sin plads – og ikke mindst om kærlighed.

Du kan købe Spørg John online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 17 maj.




Kun til navlen, Linea Maja Ernst, romaner om identitetskriser

En gruppe venner midt i trediverne er samlet i et sommerhus ved en skovsø. Det er midsommer og ugen op til et bryllup. Et vennepar skal giftes.

Gruppen forbereder sig og holder samtidig fri, skændes, mindes, flirter, poserer, soler sig i hinandens selskab og roder op i ukurante følelser.

Sylvia har altid været forelsket i Esben, brudgommen. Hun er i et trygt og stabilt parforhold med sin kvindelige kæreste, Charlie, men kan ikke finde ro. Kvæde føler sig endelig hjemme i sin krop og er klar til at holde et skov-rave, men der er børn, der skal puttes, og Gry har taget sin kæreste Adam med, der går rundt og ligner en reklame for heteroseksualitet. Karen glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig endnu mere til at komme tilbage på arbejde. Og imens samtalerne slår gnister rundt om middagsbordet, kæmper Gry med at føle sig banal blandt sine farverige, excentriske venner.

Hvorfor er nogles drøm at blive gift og andres at leve i et harem med deres yndlingsvenner? Og hvad stiller man op med længslen efter, at alt kunne være anderledes? Linea Maja Ernst debuterer med Kun til navlen, en samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet.

Du kan købe Kun til navlen online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Hallgrímur Helgason, Tres Kilo Kæberaslere, romaner fra island

Anden bog i Hallgrimur Helgasons sprudlende historiske romanserie om Island. 

I første bog, Tres kilo solskin, forlod vi vor helt Gestur begravet under en lavine. I Tres kilo kæberaslere har han fået gravet sig fri, er 18 år gammel og forsørger en familie på fem i hjembyen ved Segulfjord.

I den seks uger lange sildesæson forvandler fjorden og byen sig til et veritabelt silde-Eldorado, hvor i tusindvis af fulde, norske sømænd vælter ind på de 30 ulovlige barer (det er under forbudstiden), uddeler kæberaslere og horer i bakkedragene omkring den lille bygd.

Gestur øjner penge og en mulighed for at føre familien ud af stenalderen, op af tørvehytten og ind i et rigtigt træhus – enhver islændings drøm. Undervejs mister han sin dyd og forelsker sig. I 1919 er Gestur efter mange genvordigheder blevet 31 år gammel og familiefar. Men så rammes fjorden igen af en tragedie … 

Vinder af Den Islandske Litteraturpris.

Du kan købe Tres kilo kæberaslere online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.




Kort over kroppens landskab, Maddie mortimer

Sammen med sin mand, Harry, og datter, Iris, har Lia skabt den harmoniske familie, hun altid har ønsket sig. Men da hun stilles en terminal kræftdiagnose, bliver familien tvunget til at tage stilling til, hvad det vil gøre med deres sidste tid sammen. Med Lias døende krop som centrum udfoldes en kalejdoskopisk fortælling om en kvindes levede liv og dets ende.

Lia bærer sin fortid i sin krop. Dens erfaringer og relationer ligger forstenet i hende, afskåret fra det liv, hun lever. Men da noget ondsindet indtager hendes krop, begynder fortiden at sive ud i nutiden.

Kort over kroppens landskab er en både brutal og håbefuld livshistorie fortalt fra afslutningen. Det er en fortælling om det, vi gør med livet, når vores fremtid tages fra os. Om det at være syg og skulle forlade livet, og det at være pårørende og skulle leve videre.

Du kan købe Kort over kroppens landskab online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 22. april 2024.




Ilden, Sigríður Hagalín Björnsdóttir, romaner fra Island

Jordskælv ryster Reykjanes-halvøen, der huser to tredjedele af den islandske befolkning og utallige turister, og vækker de sovende vulkaner.

Ingen kender dem bedre end geologen Anna Arnardóttir, som står over for den vigtigste opgave i sin karriere.

Men katastrofen lurer i horisonten, både i undergrunden og i Annas privatliv, hvor hendes tilsyneladende perfekte ægteskab pludselig befinder sig på usikker grund.

“Karrierens og familielivets katastrofer flettes sammen på ekstremt spændende vis, og resulatet bliver eksplosivt begge steder.” – Morgunblaðið

Du kan købe Ilden online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 19 april.




Fjorten dage

På taget af en Lower East Side-bygning mødes den brogede skare af lejere under de første uger af coronalockdown og fortæller hinanden historier. 

Fjorten dage er en overraskende og uimodståeligt fremdrivende roman med et uventet twist: hver karakter fra denne diverse og excentriske trup af New York-naboer er skrevet af seksogtredive forskellige, store litterære stemmer – fra Margaret Atwood og Douglas Preston til Tommy Orange og Celeste Ng.

Forfattere: Charlie Jane Anders,  Margaret Atwood, Jennine Capó Crucet, Joseph Cassara, Angie Cruz Pat Cummings, Sylvia Day, Emma Donoghue, Dave Eggers, Diana Gabaldon, Tess Gerritsen, John Grisham, Maria Hinojosa, Mira Jacob, Erica Jong, CJ Lyons, Celeste Ng, Tommy Orange, Mary Pope Osborne, Douglas Preston, Alice Randall, Ishmael Reed, Roxana Robinson, 
Nelly Rosario, James Shapiro, Hampton Sides, R.L. Stine, Nafissa Thompson-Spires, Monique Truong, Scott Turow, , Luis Alberto Urrea, Rachel Vail, Weike Wang. Caroline Randall Williams, De’Shawn Charles Winslow, Meg Wolitzer

Du kan købe Fjorten dage online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.




Francine og Katrine, Signe Pildal

Francine & Katrine handler om, hvad der sker efter et seksuelt overgreb. Romanen følger Francine, som bliver voldtaget af sin universitetsvejleder, og Katrine, som er gift med ham. Den handler om de vidtrækkende følger, voldtægten har, ikke kun for de to kvinder, men også for andre mennesker omkring dem.

Det er en roman om magt og afmagt, om at vide og fortie og om, hvad man gør for at beskytte sig selv og dem, man elsker.

”Hun gik i bad, da hun kom hjem. Det gør man åbenbart, havde hun tænkt, da hun stod med lukkede øjne under bruseren. Hun havde skrabet sine underben glatte, mens hun græd og vandet skyllede ned over hende. Kvalmen ved tanken om, at Kjær skulle have bemærket hårene på hendes ben. Hun tænkte ikke på det, da hun lå på sofaen, men nu betyder det noget. Det ville have været endnu en ubærlig blottelse.”

Du kan købe Francine & Katrine online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.




Xiania

Året er 1922. Klara tager toget fra en lille norsk flække til storbyen Kristiania (Xiania) for at håndtere en uønsket graviditet. Hun er 19 år gammel, og i hånden har hun en lap papir med et navn og en adresse: Madam Zavarella, Elvagata 2.

Efter en abort, som næsten koster Klara livet, bliver hun en del af den sammensatte verden omkring Madam Zavarella i slummen Vaterland. Det er en stinkende, fattig, pulserende underverden, men hos Madam Zavarella er der pengesedler gemt i alle sprækker af det vakkelvorne hus, der er en automobil i gården, forbindelser til de finere kredse på Bygdø, og selvom det er forbudstid, flyder alkoholen frit. Før Klara ved af det, har hun fået kort hår og bukser og færdes hjemmevant i byens natteliv, hvor hun føler sig splittet mellem revolutionære Matteo og smukke Leander.

Xiania er et portræt af en ung kvindes møde med et sydende Kristiania og med en farverig, excentrisk flok af outsidere. Det er et glamourøst og beskidt drama om jazztidens Oslo. Xiania 1: Klara er første bind i en planlagt trilogi af den norske forfatter Lotta Elstad.

Du kan købe Xiania 1: Klara online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

Vigga er tæt på de tredive og har hverken boliglån, brudekjole eller børnehavebarn.
Hun er single og kronisk arbejdsløs, men til gengæld har hun Maiken og vin og sleepovers på en hverdagsaften.

Da Maiken bliver gravid, slås der langsomt en ring om hende, som Vigga risikerer at ende udenfor. Vigga bliver sendt i jobaktivering på Oceanet, Danmarks største akvarium, og forventer at skulle gennemspille sin sædvanlige, asociale rutine: møde ind, spise frokost alene, gå hjem igen uden at have talt med at andet menneske. Seks måneder, og så videre til et nyt sted.
Men noget ændrer sig, da hun møder blæksprutten Rosa. Og otte arme er måske det, der skal til, for at trække Vigga ud af hendes indelukke.

Du kan købe Akvariet online fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

Som den eneste kvinde på sin arbejdsplads falder det tilbage på Shibata at lave alle de kedeligste opgaver. En dag bekendtgør hun, at hun ikke kan vaske sine kollegers beskidte kaffekopper op, fordi hun er gravid, og lugten gør hende dårlig. Men … Shibata er ikke gravid, og nu har hun en ni måneder lang løgn, hun skal opretholde.

Dagbog fra et tomrum er en anmelderrost, humoristisk og knivskarp romandebut fra Japans nye litterære stjerneskud.

Udnævnt til en af årets bedste bøger i The New Yorker. Vinder af den prestigefulde Dazai Osamu-debutantpris i Japan

Dagbog fra et tomrum er en af de stærkeste skildringer af kvindelig subjektivitet, kreativitet og indre liv, jeg nogensinde har læst.” – The New Yorker

Du kan købe Dagbog fra et tomrum online fx hos Saxo.com eller i nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

”Et stort værk om moralske svigt” – Zeit Literaturbeilage

LYSSPIL er Kehlmans store roman om de enorme menneskelige omkostninger, som krigen og fascismen havde for Europa. Et trekantsdrama med ulykkelig forelskelse, og en søn som omvendes til fuldtonet nazist. 

Før Anden Verdenskrig forsøger den store stumfilmsinstruktør GW Pabst uden held at få succes i Hollywood, og sammen med sin familie vender han snart tilbage til det Europa, som han flygtede fra, hvor fascismen hersker og krigen nu står for døren. Her modtages han med åbne arme – og under slutningen af krigen bliver Pabst sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Mens kameraerne ruller, rykker fronten tættere og tættere på. 
  

Du kan købe Lysspil online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

”»I skal udskrive og overflytte så mange, I kan komme afsted med,« befaler hun og minder om det årlige effektiviseringskrav på 2%.
»Men husk nu at spørge, om de kan love ikke at begå selvmord, inden I udskriver dem. Og allervigtigst, sørg for, at det bliver journalnoteret.«”

Mellem de kridhvide, nøgne betonvægge på Ny Rosenhøj Psykiatrisk Hospital, går en nyudklækket læge og drømmer om en mere menneskelig psykiatri. Om plads til blomster, kunst og omsorg. Det, der som det eneste, kunne få hans egen mor ud af mørket. Men overalt mødes han af kyniske krav om effektivisering. Over to nattevagter domineret af underbemanding, overbelægning, svigt og stress, drives han ud over sammenbruddets rand. Fortidens traumer begynder at vælde op i hans nutid, og snart er det ikke til at kende behandler fra patient.

Du kan købe Intethvid af Anders Meidahl fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

Nomineret til DR Romanprisen.

“Et fint, rørende, meget gennemreflekteret portræt af forfatteren som ung sportsmand” – Information

★★★★★ “Fremragende” – Jyllands-Posten

★★★★★ Kristeligt Dagblad

Mestrene er en autobiografisk roman om at vokse op i et sportsmiljø. Det er en roman om familie, håndbold, halkultur, om at være queer i et maskulint domineret fællesskab og om vindermentalitet i 00’erne. Malte er en forfatter sidst i 20’erne. Han er vokset op i ”en rigtig håndboldfamilie” og bliver i en ung alder en del af en gylden årgang i håndboldklubben Bolbro. Men da han som 17-årig står over for muligheden for en professionel karriere som håndboldspiller, smuldrer det hele mellem fingrene på ham. Men hvad skete der? Malte går på opdagelse, ikke bare i sin egen fortid, men også i håndboldspillets historie og i de danske håndboldklubbers udvikling.

Du kan købe Mestrene online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

♥️♥️♥️♥️♥️ “En stor filmisk fortælling” – Femina

★★★★ – Kristeligt Dagblad

Lizz og Boje driver orgasmeriet Pure Pleasure i Oslo. Her kan kunderne opnå orgasme ved hjælp af speciallavede programmer og avancerede sensorer.
Da en ung mand en dag kommer ind på Pure Pleasure-klinikken og beder om et naturinspireret orgasmeprogram, bliver Lizz fyldt med savn.
Hun håber, at den unge mand er en, hun har ventet hele sit voksne liv på at møde. 

Til Dancing Boy er en roman om en kvinde, hendes krop og de mange liv, de sammen har gennemlevet.

Det er et fremtidigt og anderledes Norge, der åbenbarer sig i denne roman, som stiller spørgsmål som: Hvor afgørende er seksualitet og biologi for vores liv? Og hvordan håndterer vi begær, fejlbarlighed, længsel og kærlighed? 

Du kan købe Til Dancing Boy online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

Skøn roman af bestsellerforfatteren Alex Schulman.

Allerede som barn tænker Alex over, at hans far ikke tumler med ham, som vennernes fædre gør. Og som ung voksen bekymrer han sig om, at faren står op om natten og risikerer at falde. Mere end en gang har Alex måttet slippe alt og øjeblikkeligt tage hjem og hjælpe sin far. Og i stedet for at tage til det årlige krebsegilde, forsøger de at vænne sig til at se hinanden på plejehjemmet til indsmuglet mad og whisky.

Allan Schulman gik bort i 2003, da Alex var 27 år og Allan 84. Efter begravelsen kæmper Alex med sine følelser, og han bliver god til at gemme dem bort, indtil det en dag bliver umuligt.

Skynd dig at elske er et ømt, vemodigt og kærligt portræt af en far. 

Du kan købe Skynd dig at elske fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

Første roman fra Paul Auster i 6 år og Baumgartner udkommer helt særligt med verdenspremiere i Danmark.

★★★★★ “De mange krydsklip mellem nu og før giver læseren nogle vældige luftture og horisontudvidelser” – Kristeligt Dagblad

Midt i en sætning om Kierkegaards pseudonymer går det op for den 71-årige filosofiprofessor Seymour Baumgartner, at han har glemt en bog nede i stuen. Her rammes han af en brændt lugt fra køkkenet, hvor en kasserolle fra morgenmaden er efterladt på komfuret. Kasserollen minder ham om Anna. Fra de mødtes som unge studerende i New York, over fyrre års passioneret ægteskab til den dag for ni år siden, hvor Anna blev taget fra ham. Siden den dag har hans liv været styret af minderne, men en brændt kasserolle bliver vendepunkt, der igen giver hans tilværelse retning.

Paul Austers roman Baumgartner kan købes online fx hos Bog&idé eller i den lokale boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

En psykologisk suspenseroman om besættelse og farlig kærlighed. 


Sloan vil gøre alt for dem, hun elsker. Og det gør hun – hver evig eneste dag. Hun forelsker sig i den forførende men farlige narkogangster Asa Jackson, som giver hende et holdepunkt i livet, selvom det er på bekostning af hendes værdier. Hun bliver følelsesmæssigt og økonomisk afhængig af Asa, og han bliver besat af hende – på en foruroligende og stadig mere farlig måde. 

Da undercoveragenten Carter kommer ind i billedet, føler Sloan en øjeblikkelig og overraskende tiltrækning. Men hvis Asa opdager det, slår han Sloan ihjel. Og Asa er altid et skridt foran alle i sit liv – inklusive Sloan. Ingen står nogensinde i vejen for ham. Ingen før Carter.

Du kan købe For sent online, hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Resultatet er noget så sjældent som helstøbt” – Fyens Stiftstidende

“Mick Vraa er tydeligt i sit es” – Weekendavisen

Mich Vraa skriver som altid i et fremragende og sanseligt sprog” – Litteratursiden

I et skur bag en havnekaj i Hongkong får den unge Ritou en dyster spådom: Du skal forsvinde fra verden uden at dø. Først mange år senere giver den kinesiske shamans ord mening.

Som gammel mand fortæller han sin historie til en ung kvindelig kok som han møder mens han samler trøfler på et bjerg i Sydfrankrig. I Ritous sidste sommer opstår et umage venskab.

Du kan købe Under en anden himmel online, hos fx. Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.




Nye bøger skønlitteratur - se de 30 nyeste romaner her

“Roy Jacobsen skriver stærk historisk realisme om Oslo under Besættelsen” – Weekendavisen

★★★★★ “En stærk og nervepirrende fortælling” – Jyllands-Posten

I et fattigt kvarter i Oslo under den tyske besættelse vokser en flok børn op under trange og nådesløse kår. De hutler sig igennem tilværelsen ved at svindle og stjæle efter alle kunstens regler. Og de viger ikke tilbage for også at udnytte tyskerne. Men som krigsårene går, og voksenlivets alvor begynder at trænge sig på, må de hver især finde deres plads i en tumultarisk verden.

De uværdige tegner Roy Jacobsen et både varmt og brutalt portræt af en barndom i en desperat tid.

Roy Jacobsen har to gange været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris og blev, som den første nordmand nogensinde, i 2017 shortlistet til Booker-prisen for romanen De usynlige. Hans bøger er oversat til 43 sprog.

Du kan købe De uværdige online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.




Thomas Korsgaard Mente I det interview

“For et stykke tid siden blev han udsat for et overfald.

Nej.

Stop. Stands.

Det var mig. Det var i går.”

Thomas Korsgaard har skrevet en kortroman om en ung mand og om de psykiske følger, han oplever i tiden efter et overfald. Med præcise, ordknappe og indfølte linjer giver bogen et indblik i oplevelsen af stigmatisering og diskrimination – og hvordan det er ikke altid at kunne føle sig tryg i verden.

Thomas Korsgaard er den yngste vinder af De Gyldne Laurbær og forfatter til Tue-trilogien, novellesamlingen Tyverier samt forfatter til flere børnebøger i samarbejde med Frida Brygmann.

Du kan købe Mente I det online fx hos Saxo.com eller hos din nærmeste boghandler.




du skal læse, januar, læseoplevelser, læseinspiration, nye bøger skønlitteratur

Fandt du ikke det du ledte efter. Bog.dk har over 100 inspirationslister. Se dem alle her.

Jeg er hende, der sammenfatter inspirationslister her på Bog.dk. Brug for en anbefaling af en god bog? Tag et kig på et af de +100 boglister, som jeg har skruet sammen her på sitet!