Bøger til teens CarlsenPuls Karen M. McManus Læseprøve og uddrag Young Adult-romaner

Du bliver min død – en dag går fra kedelig … til dødelig! Smuglæs i den vilde thriller her

du bliver min død, du bliver min dod, karen mcmanus, karen m. mcmanus

Du bliver min død er seneste nervepirrende thriller fra Karen M. McManus. Du kan tyvstarte din læsning af bogens første to kapitler herunder.


I Du bliver min død finder de tre umage venner Ivy, Mateo og Cal hinanden igen efter flere år. De pjækker fra skole og kører ind til byen, selvom de ikke har meget at snakke med hinanden om. Men dagen vender pludseligt, da en elev fra deres highschool findes død.

LÆS OGSÅ: Agatha Christie for unge – derfor skal din teenager læse Karen McManus

Ivy, Mateo og Cal har alle noget tilfælles. De kender alle tre ofret, og de skjuler alle tre noget. Og måske er det ikke så tilfældigt, at de blev genforenet efter alle de år …

Læs bogen første to kapitler herunder.

Du kan købe Du bliver min død online, eller i din nærmeste boghandel fra dl. 1 december.




Du bliver min død

Karen M. McManus



KAPITEL 1

IVY

Jeg respekterer en god tjekliste, men jeg begynder at tro, at min mor har overdrevet det lidt.

“Undskyld, hvilken side?” spørger jeg og bladrer gennem de sammenklipsede papirer. Jeg sidder ved vores køkkenbord, og min mor ser forventningsfuldt på mig over Skype. Overskriften lyder Sterling-Shepards 20-års bryllupsdagsrejse: Instrukser til Ivy og Daniel, og der er elleve sider i alt. Med print på begge sider.

Min mor har planlagt den første gang, hun og min far nogensinde har efterladt min bror og mig alene hjemme – i fire dage – med samme grundighed og militære præcision, som hun bruger i alle andre sammenhænge. Mellem tjeklisten og de hyppige opkald på Skype og FaceTime føles det, som om de slet ikke er taget afsted.

“Ni,” siger mor. Hendes blonde hår er trukket tilbage i hendes signaturfrisure – en fransk twist – og makeuppen sidder perfekt, selvom klokken knap er fem om morgenen i San Francisco. Mine forældres fly hjem letter ikke før om tre en halv time, men mor er altid forberedt til fingerspidserne. “Lige efter afsnittet om belysning.”

“Ah, afsnittet om belysning.” Min bror, Daniel, sukker dramatisk fra den anden side af bordet, mens han fylder en skål helt op til kanten med kulørte fruit loops. Selvom han er seksten, spiser Daniel morgenmad som et lille barn. “Jeg ville have troet, at vi kunne tænde for lyset, når vi fik brug for det, og slukke for det, når vi ikke havde. Det var en fejl. En meget, meget stor fejl.”

“Et veloplyst hus afskrækker indbrudstyve,” siger mor, som om vi ikke bor på en vej, hvor det nærmeste, vi nogensinde er kommet på at se noget kriminelt, er, når børnene cykler rundt uden cykelhjelm.

Jeg har lyst til at vende det hvide ud af øjnene, men det lykkes mig at lade være; det er alligevel umuligt at vinde en diskussion med min mor. Hun underviser i Anvendt Statistik på MIT og har spritnye tal klar om alt. Det er derfor, jeg sidder og bladrer gennem hendes tjekliste for at finde afsnittet om Prisoverrækkelsen – en liste med gøremål og forberedelser, til når mor skal tildeles prisen som Årets Borger i Carlton, takket være hendes bidrag til en statslig rapport om misbrug af opioider.

“Fundet,” siger jeg hurtigt og kaster et blik på papiret for at se, om jeg skulle have overset noget. “Jeg hentede min kjole på renseriet i går, så det er der styr på.”

“Det er det, jeg gerne vil tale med dig om,” siger mor. “Vores fly lander klokken halv seks. Prisoverrækkelsen begynder klokken syv, så teoretisk set er det tids nok til at nå hjem og skifte. Men jeg er lige kommet i tanke om, at jeg aldrig fik fortalt jer, hvad I skal gøre, hvis vi bliver forsinkede og er nødt til at tage direkte til Mackenzie Hall.”

“Øh.” Jeg møder hendes gennemborende blik på skærmen. “Kan I ikke bare, du ved, sende en besked, hvis det er?”

“Det gør jeg, hvis jeg kan. Men du skal nok holde øje med flynummeret, hvis nu internettet i flyet ikke virker,” svarer mor. “Vi kunne ikke få signal på hele turen herover. Nå, men hvis vi ikke lander før klokken seks, vil jeg gerne have, at vi mødes derhenne, og at I tager kjolen med. Jeg får også brug for sko og smykker. Har du noget at skrive med? Så fortæller jeg dig, hvad det skal være for nogen.”

Daniel hælder mere morgenmad op, og jeg prøver at undertrykke den sædvanlige irritation over min bror, som altid ligger og ulmer, mens jeg hurtigt får taget noter. Jeg har brugt halvdelen af mit liv på at spekulere over, hvorfor jeg altid skal arbejde dobbelt så hårdt som Daniel, men denne gang er det min egen skyld.

Inden mine forældre tog afsted, insisterede jeg på at tage mig af alt, hvad der har med prisoverrækkelsen at gøre. Mest fordi jeg var bange for, at hvis jeg ikke gjorde det, ville min mor indse, at hun havde begået en fejl ved at bede mig, og ikke Daniel, om at introducere hende. Mit vidunderbarn af en bror – der har sprunget en klasse over og ligesom mig nu er i gang med sit sidste år på high school, hvor han overgår mig på alle tænkelige måder – ville have været det oplagte valg.

En del af mig kan ikke lade være med at tænke, at mor har fortrudt sin beslutning. Især efter i går, hvor det eneste, der har gjort mig til noget bare lidt særligt på skolen, blev torpederet på brutal vis.

Det vender sig i mig, idet jeg lægger kuglepennen fra mig og skubber min tomme morgenmadsskål væk. Mor, der som altid er på vagt, opfanger bevægelsen. “Undskyld, Ivy. Jeg forhindrer dig i at spise morgenmad, gør jeg ikke?”

“Det er fint nok. Jeg er ikke sulten.”

“Men du skal jo have noget at spise,” siger hun indtrængende. “Tag lidt brød. Og noget frugt.”

Tanken om det lokker ikke det mindste. “Jeg har ikke lyst.”

Mor rynker bekymret panden. “Du er ikke ved at blive syg, vel?”

Inden jeg kan nå at svare, udstøder Daniel en høj, falsk hosten, mens han siger: “Boney.” Mine øjne skyder lyn, inden jeg skæver til mor på skærmen for at se, om hun fangede referencen.

Det gjorde hun selvfølgelig.

“Åh, lille skat,” siger hun med stemmen fuld af sympati – og en snert af irritation. “Du tænker da ikke stadig på valget, gør du?”

“Nej,” lyver jeg.

Valget. Gårsdagens store fiasko. Hvor jeg, Ivy Sterling- Shepard, elevrådsformand gennem de sidste tre år, tabte mit fjerde og sidste valg til Brian “Boney” Mahoney. Som stillede op for sjov. Hans valgslogan var bogstaveligt talt “Stem på Boney, og bli’ glad, jeg vil la’ jer vær’ i fred.”

Ja, okay. Det er catchy. Men nu er Boney elevrådsformand og har vitterligt ikke tænkt sig at gøre noget, mens jeg havde alle mulige ideer til at forbedre hverdagen på Carlton High. Jeg havde arbejdet sammen med et lokalt andelslandbrug om at få et udvalg af økologiske grøntsager i salatbaren, og med en af studievejlederne om et meditationskursus, der skulle hjælpe elever med at løse interne konflikter.

For ikke at nævne et partnerskab med det lokale bibliotek i Carlton, så vores skolebibliotek kunne tilbyde udlån af e-bøger og lydbøger udover de almindelige papirbøger. Jeg var endda ved at undersøge muligheden for at lave en bloddonorkampagne, selvom jeg selv besvimer ved synet af nåle.

Men i sidste ende var der ikke nogen, der gik op i noget af det. Så når klokken i dag slår ti, skal Boney holde sin præsidentielle sejrstale for hele årgangen. Hvis det på nogen måde kommer til at minde om vores debatter under valgkampen, kommer den mest til at bestå af lange, forvirrede pauser, kun afbrudt af pruttejokes.

Jeg har prøvet at lade som ingenting, men det gør ondt. Elevrådet var ligesom mit. Det eneste, jeg nogensinde har været bedre til end Daniel. Eller, ikke ligefrem bedre, eftersom han aldrig nogensinde har ulejliget sig med at stille op til noget. Men alligevel. Det var mit.

Mor sender mig et blik, der siger Nu er det tid til lidt tough love. Det er et af hendes mest effektive ansigtsudtryk, lige efter Du skal ikke tale sådan til mig. “Jeg ved godt, at du er skuffet, skat. Men du må ikke dvæle ved det, for ellers ender du virkelig med at gøre dig selv syg.”

“Hvem er syg?” buldrer min fars stemme fra et eller andet sted på hotelværelset. Et øjeblik senere kommer han ud fra badeværelset iført et afslappet og rejseklart sæt tøj, mens han tørrer sit sølvgrå hår i et håndklæde. “Jeg håber ikke, det er dig, Samantha. Ikke når vi har en seks timers flyvetur foran os.”

“Jeg har det helt fint, James. Jeg taler med …”

Far går hen mod skrivebordet, hvor mor sidder. “Er det Daniel? Daniel, er du blevet smittet ovre i klubben? Jeg har hørt, at der var et udbrud af madforgiftning i weekenden.”

“Ja, men jeg spiser ikke derovre,” svarer Daniel. Far har for nylig skaffet Daniel et job i en golfklub, som han har været med til at bygge i en af nabobyerne, og selvom Daniel bare er afrydder, tjener han kassen i drikkepenge. Selv hvis han havde spist nogle dårlige skaldyr, ville han sikkert slæbe sig afsted på arbejde alligevel, så han om ikke andet kunne fortsætte med at udvide sin samling af alt for dyre sneakers.

Som det så ofte er tilfældet her hos familien Sterling-Shepard, skænker de knap nok mig en tanke. Jeg forventer næsten, at min far vil begynde at spørge ind til vores gravhund, Mila, før det bliver min tur. “Der er ingen, der er syge,” siger jeg, da hans ansigt dukker op på skærmen over mors skulder. “Jeg er bare … jeg sad lige og overvejede, om jeg måske kunne tage lidt senere i skole i dag? Sådan omkring klokken elleve.”

Far hæver overrasket brynene. Jeg har ikke haft et eneste fravær i hele min high school-karriere. Det er ikke, fordi jeg aldrig bliver syg. Sagen er bare, at jeg altid har måttet arbejde enormt hårdt for at klare mig godt, og nu er jeg så konstant bange for at komme bagud. Den eneste gang, jeg nogensinde har pjækket fra skole, var helt tilbage i sjette klasse, da jeg spontant fik lyst til at smutte fra en kedelig udflugt til Haveselskabet i Massachusetts sammen med to drenge fra min klasse, som jeg på det tidspunkt ikke kendte specielt godt.

Vi sad tæt på en af udgangene i auditoriet, og på et særligt kedeligt tidspunkt under forelæsningen begyndte Cal O’Shea-Wallace langsomt at bevæge sig hen mod døren. Cal var den eneste på vores årgang, der havde to fædre, og jeg havde i al hemmelighed altid gerne villet være venner med ham, fordi han var sjov, havde et efternavn med bindestreg ligesom mig, og så gik han altid i farverige, mønstrede T-shirts, som jeg syntes var sært fascinerende.

Han fangede først mit blik og så Mateo Wojciks, der sad ved siden af mig, og gjorde tegn til os med den ene hånd. Mateo og jeg kiggede på hinanden, trak på skuldrene – Hvorfor ikke? – og fulgte efter.

Jeg troede, at vi bare skulle stå og hænge lidt på gangen et minuts tid, men bagudgangen var lige der. Da Mateo skubbede døren op, trådte vi ud i det klareste solskin og midt i en menneskeparade, der i samme nu bevægede sig forbi for at fejre Red Sox’ seneste baseballmesterskab. Vi gik ind i mængden i stedet for at gå tilbage til vores pladser og tilbragte to timer med at gå rundt i Boston på egen hånd.

Vi nåede endda tilbage til Haveselskabet, uden at nogen opdagede, at vi havde været væk. Hele oplevelsen – Cal kaldte den for “Den Bedste Dag Nogensinde” – blev begyndelsen på et tæt venskab mellem os alle tre. Dengang troede vi, det skulle vare evigt.

Det varede indtil ottende klasse, hvilket næsten er det samme i børneår.

“Hvorfor klokken elleve?” Fars stemme river mig tilbage til nutiden.

Mor vender sig om i sin stol for at kigge på ham. “Sejrstalen bliver holdt her til morgen,” siger hun.

“Ahh,” sukker far og lægger sine smukke ansigtstræk i medfølende folder. “Ivy, det, der skete i går, er en skam. Men det afspejler hverken dit værd eller dine evner. Det er ikke første gang, at en klovn har fået overdraget et embede, han ikke fortjener, og det bliver heller ikke den sidste. Det eneste, du kan gøre, er at holde hovedet højt.”

“Nemlig.” Mor nikker så ihærdigt, at en lok af hendes hår næsten river sig løs fra den franske twist. Men ikke helt. Den tør ikke. “Det ville i øvrigt ikke overraske mig, hvis Brian i sidste ende går af. Han er ikke rigtig egnet til elevrådet, vel? Når først nyhedsværdien ligger bag ham, kan du overtage.”

“Klart,” siger far muntert, som om det ikke ville være en virkelig pinlig måde at blive elevrådsformand på. “Og husk nu, Ivy: Man tror som regel, at det er værre, end det er. Jeg er sikker på, at det ikke bliver lige så slemt, som du tror.”

Han lægger en hånd på ryggen af mors stol, og de smiler enstemmigt, indrammet som et fotografi af min skærm, mens de venter på, at jeg skal nikke indvilligende. De er det perfekte team: Mor er kølig og analyserende, mens far er varm og livsglad, og de er begge to fuldstændig overbeviste om, at de altid har ret.

Problemet med mine forældre er, at de aldrig har prøvet at fejle. Samantha Sterling og James Shepard har været et powerpar, siden de mødte hinanden på Columbia Business School, selvom min far droppede ud et halvt år efter, fordi han besluttede sig for, at han hellere ville renovere huse og sælge dem videre.

Han begyndte her i hjembyen Carlton, en centralt beliggende forstad til Boston, som blev trendy nærmest i det øjeblik, hvor far købte et par faldefærdige victorianske huse. Nu – tyve år senere – er han en af de der finanskriseresistente entreprenører, der altid formår at købe billigt og sælge dyrt.

Summa summarum: Ingen af dem forstår, hvordan det er at have brug for en fridag. Eller endda bare en frimorgen.

Men ved synet af deres fælles optimisme kan jeg alligevel ikke få mig selv til at fortsætte brokkeriet. “Jeg ved det godt,” siger jeg og undertrykker et suk. “Det var bare for sjov.”

“Godt,” siger mor med et bifaldende nik. “Og hvad skal du have på i aften?”

“Den kjole, som tante Helen har sendt til mig,” siger jeg og mærker et lille stik af begejstring. Min mors meget ældre søster nærmer sig måske nok de tres, men hun har en fantastisk smag – og et stort rådighedsbeløb, takket være de hundrede tusindvis af romance-romaner, hun sælger hvert år. Hendes seneste gave er fra en belgisk designer, jeg aldrig har hørt om før, og den er det mest moderigtige stykke tøj, jeg nogensinde har ejet. I aften er første gang, jeg skal have den på uden for mit værelse.

“Hvad med sko?”

Jeg ejer ikke et par sko, der yder kjolen retfærdighed, men det er der ikke noget at gøre ved. Måske når tante Helen sælger sin næste bog. “Sorte højhælede.”

“Perfekt,” siger mor. “Nå, men med hensyn til aftensmad, så skal I ikke vente på os, nu hvor vi kommer lige i sidste øjeblik. I kan tø noget kødsovs op eller …”

“Jeg tager på Olive Garden med Trevor,” afbryder Daniel. “Efter lacrosse-træning.”

Mor rynker panden. “Er du sikker på, der er tid til det?”

Det er min mors måde at fortælle ham på, at han skal ændre sine planer, men han ignorerer det. “Yes.”

Mor ligner en, der skal til at protestere, men far banker knoerne i bordet, inden hun kan nå det. “Vi må hellere logge af, Samantha,” siger han. “Du mangler stadig at pakke.”

“Du har ret,” sukker mor. Hun hader at skulle skynde sig med at pakke, så jeg tror, vi er færdige, da hun tilføjer: “En sidste ting. Ivy, har du din tale til overrækkelsen klar?”

“Ja, selvfølgelig.” Jeg har brugt det meste af weekenden på at skrive den. “Jeg sendte den til dig på mail i går?”

“Ja, det ved jeg. Den er så fin. Det var bare …” Det er første gang, siden samtalen begyndte, at hun ser usikker ud, og det sker ellers næsten aldrig. “Du har printet den ud, ikke? Jeg ved jo, hvordan du … jeg ved, at du godt kan blive lidt nervøs foran et publikum.”

Min mave knuger sig sammen. “Den er i min skoletaske.”

“Daniel!” siger min far pludselig meget skarpt. “Drej lige computeren, Ivy. Jeg vil gerne tale med din bror.”

“Hvad? Hvorfor?” spørger Daniel defensivt, da jeg vender computeren om. Mine kinder brænder af ydmygelse. Jeg ved lige præcis, hvad der venter.

“Hør her, min dreng.” Jeg kan ikke se min fars ansigt, men jeg kan lige forestille mig, hvordan han prøver at se barsk ud. På trods af indsatsen er det ikke den mindste smule skræmmende.

“Jeg har brug for, at du lover mig, at du ikke – under nogen omstændigheder – laver rod i din søsters noter.”

“Far, jeg ville da ikke … seriøst.” Daniel falder sammen i stolen og himler overdrevent med øjnene, og det kræver al min viljestyrke ikke at kaste min morgenmadsskål lige i ansigtet på ham. “Kan I ikke godt komme videre? Det var bare for sjov. Jeg troede ikke, at hun rent faktisk ville læse det højt.”

“Det er ikke et løfte,” siger far. “Det er en stor aften for din mor. Og du ved godt, hvor ked af det din søster blev sidste gang.”

Hvis de bliver ved med at tale om det, kaster jeg seriøst op. “Far, det er okay,” siger jeg anstrengt. “Det var bare en åndssvag joke. Jeg er kommet videre.”

“Det lyder ikke sådan,” påpeger far. Helt korrekt.

Jeg vender min computer om igen og klistrer et smil på. “Det er jeg. Virkelig. Det er glemt.”

Hvis man skal tro min fars tvivlende ansigtsudtryk, køber han den ikke. Og det burde han heller ikke. Okay, sammenlignet med ydmygelsen i går, så er det, der skete i foråret, ikke ligefrem det første, jeg tænker på om morgenen. Men jeg er så absolut på ingen måde kommet videre. Overhovedet.

Det sjove er, at det ikke engang var en særlig vigtig tale. Jeg skulle sige et par afsluttende ord til tredjeårselevernes talentshow, og jeg vidste, at alle ville være ukoncentrerede. Alligevel havde jeg skrevet det hele ned, som jeg altid gør, fordi det gør mig nervøs at tale foran et publikum, og jeg havde ikke lyst til at glemme noget.

Jeg opdagede bare ikke, at Daniel havde stjålet mine noter og erstattet dem med noget andet, før jeg stod på scenen: en side fra tante Helens seneste erotiske roman, der handlede om en brandmand: Den indre ild. Og jeg gik bare ind i en slags … blank, panisk tilstand, hvor jeg rent faktisk læste det. Højt.

Først blev det modtaget af en forvirret stilhed, fordi folk troede, jeg var med i showet, og så med hysterisk latter, da det gik op for dem, at det ikke var tilfældet. En lærer blev til sidst nødt til at storme op på scenen og stoppe mig, sådan cirka på det tidspunkt, hvor jeg var i gang med at beskrive helten indtil mindste, anatomiske detalje.

Jeg forstår stadig ikke, hvordan det kunne ske. Hvordan min hjerne kunne stivne, mens min mund bare blev ved med at bevæge sig. Men det gjorde den, og det var så ydmygende. Især fordi det i mine øjne markerer det præcise øjeblik, hvor hele skolen begyndte at betragte mig som en joke.

Boney Mahoney har bare gjort det officielt.

Far formaner stadig min bror, selvom han ikke længere kan se ham. “Din moster har en enestående, kreativ kraft, Daniel. Hvis du en dag opnår bare halvdelen af hendes professionelle succes, er du en heldig mand.”

“Jeg ved det,” mumler Daniel.

“Og det minder mig om, at hun sendte et eksemplar af For hedt til dig, inden vi tog afsted. Hvis jeg hører bare et eneste ord af den i aften, så …”

“Far. Stop nu,” afbryder jeg. “Der sker ikke noget. Det bliver en helt perfekt aften.” Jeg tvinger mig selv til at lyde sikker, da jeg møder min mors blik. Hendes øjne er store af bekymring – som om de afspejler alle mine seneste nederlag. Jeg har brug for at komme tilbage på sporet og udslette det blik én gang for alle. “Den skal nok blive alt det, du fortjener, mor. Det lover jeg.”


KAPITEL 2

MATEO

Her er, hvad man skal vide om folk, der er de rene energibundter: Man aner ikke, hvor meget de faktisk påtager sig, før de ikke kan holde til det længere.

Engang syntes jeg, at jeg hjalp rigtig meget til herhjemme. I hvert fald mere end mine venner. Men nu, hvor min mor kun kan klare måske halvdelen af det, hun engang kunne, må jeg se sandheden i øjnene: Den gamle Mateo lavede ikke en skid.

Jeg prøver at være mere aktiv, men for det meste tænker jeg slet ikke på, hvad der skal gøres, før det er for sent. Som nu, hvor jeg står og stirrer ind i et tomt køleskab. Og tænker på, at jeg arbejdede fem timer i supermarkedet i går aftes uden en eneste gang at overveje, om jeg måske skulle tage noget mad med hjem.

“Åh undskyld, skat, vi har nærmest ingenting tilbage,” råber mor. Hun er inde i stuen, hvor hun er i gang med at lave de øvelser, som fysioterapeuten har givet hende, men hele stueetagen i vores hus er ét stort, åbent rum, og i øvrigt tror jeg også, at hun har øjne i nakken. “Jeg har ikke lige nået at handle i denne uge. Kan du købe morgenmad på skolen?”

Maden i kantinen på Carlton High er lort, men det ville kun være noget, som den gamle Mateo ville påpege. “Ja, klart,” siger jeg og lukker døren til køleskabet, mens min mave knurrer.

“Her.” Jeg vender mig, idet min kusine Autumn, der sidder ved køkkenbordet med en halvåben skoletaske, kaster en proteinbar over til mig. Jeg griber den med én hånd, åbner papiret og bider den over på midten.

“Du er en helt,” mumler jeg med munden fuld.

“Alt for dig, fætter-bro.”

Autumn har boet hos os, siden hendes forældre døde for syv år siden, da hun var elleve. Mor var blevet single på det tidspunkt og var alene med mig – hun og min far var lige blevet skilt, hvilket var noget, der forfærdede hendes puertoricanske side af familien, og lod hans polske helt uanfægtede – og Autumn var kun hendes niece gennem ægteskab.

Det burde have placeret min mor langt nede på listen over dem, der var ansvarlige for en traumatiseret, præpubertær, forældreløs pige, især med alle de gifte par i min fars familie. Men mor har altid været sådan en voksen, der fik tingene gjort.

Og i modsætning til de andre ville hun gerne have Autumn. “Den pige har brug for os, og vi har brug for hende,” sagde hun hen over mine højlydte protester, mens hun malede det værelse, som dengang var mit gamer-værelse, i en lys og venlig lavendelblå. “Vi er nødt til at tage os af vores egne, ikke?”

Først brød jeg mig ikke om det. Autumn opførte sig virkelig dårligt dengang, hvilket tydeligvis var helt normalt, men stadig meget ubehageligt for mit tiårige jeg. Man vidste aldrig, hvad der ville få hende til at tænde af – eller hvilket tilfældigt objekt hun kunne finde på at slå løs på. Den første gang, mor nogensinde tog os begge med ud at handle, sagde en uvidende ekspedient til min kusine: “Prøv nu at se det flotte rødehår! Du og din bror ligner slet ikke hinanden.” Og Autumns ansigt stivnede.

“Han er min fætter,” sagde Autumn med sammenknebne læber og store, våde øjne. “Jeg har ikke nogen bror. Jeg har ikke nogen.” Og så jog hun en knytnæve lige ind i kasserne med slik ved siden af kasseapparatet og skræmte ekspedienten fra vid og sans.

Jeg kravlede rundt efter slikket, der lå spredt ud over hele gulvet, mens mor lagde begge hænder på Autumns skuldre og styrede hende væk fra disken. Hendes stemme var mild, som om der ikke var et hysterisk anfald i miles omkreds. “Nå, men måske har du både en bror og en fætter nu,” sagde hun.

“En fætter-bro,” sagde jeg, mens jeg proppede slikket tilbage i de helt forkerte kasser. Og det fik næsten Autumn til at grine, og så blev det hængende.

Min kusine stikker mig endnu en proteinbar, efter at jeg har ordnet den første i tre bidder. “Skal du arbejde i butikken i aften?” spørger hun.

Jeg tager en kæmpe bid, inden jeg svarer. “Nej, på Garrett’s.” Det er mit yndlingsjob. Garrett’s er en lille, uprætentiøs og småslidt bar, hvor jeg rydder borde af. “Hvor skal du hen? Ud at servere?”

“Mordervognen,” svarer hun. Et af hendes jobs er for Sorrento’s, som er et knivsliberfirma, og det betyder, at hun kører rundt i hele Boston-området i en smadret, hvid varevogn med et billede af en kæmpe kniv på siden. Kælenavnet lå lige til højrebenet.

“Hvordan kommer du derhen?” spørger jeg. Vi har kun én bil, så transport er et evigt puslespil at få til at gå op.

“Gabe henter mig. Han kan sikkert godt sætte dig af på skolen, hvis det er.”

“Det bliver et kæmpe nej.” Jeg gider ikke engang skjule min grimasse. Autumn ved godt, at jeg ikke kan klare hendes kæreste. De begyndte at se hinanden, lige før de blev studenter sidste år, og jeg troede ikke, det ville holde mere end en uge. Eller håbede. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om Gabe, men jeg fik det, som Autumn kalder en “irrationel uvilje” mod ham, første gang jeg hørte ham tage sin telefon og sige “Dígame.” Hvilket han stadig gør. Hele tiden.

“Hvorfor går du overhovedet op i det?” spørger hun, hver gang jeg brokker mig. “Det er bare en hilsen. Lad være med at opfinde grunde til at hade andre.”

Min pointe er, at det er totalt falsk. Han kan ikke engang tale spansk.

Gabe og min kusine passer ikke sammen, medmindre man ser på det i forhold til balance: Autumn går alt for meget op i alt, og Gabe er pisseligeglad med alt. Han plejede at styre festfolket på Carlton High, og nu tager han et “sabbatår”.

Så vidt jeg kan se, betyder det, at han opfører sig, fuldstændig som da han gik på high school, minus lektierne. Han har ikke noget arbejde, men alligevel har han formået at købe en ny Camaro, som han på fuldstændig utålelig vis konstant skal gasse op, når han kommer for at hente Autumn og holder i vores indkørsel.

Nu lægger hun armene over kors og ser på mig med hovedet på skrå. “Fint. Værsgo at gå to kilometer længere, end du behøver, bare fordi du er både smålig og stædig.”

“Det har jeg også tænkt mig,” mumler jeg, spiser det sidste af min proteinbar og smider papiret i skraldespanden. Måske er jeg bare jaloux på Gabe. Jeg er meget opfarende for tiden, når nogen har mere, end de skal bruge, og ikke behøver at arbejde for det. Jeg har to jobs, og Autumn – der blev student fra Carlton High sidste år – har tre. Og det er stadig ikke nok. Ikke oven på de to slag, der fuldkommen jordede os.

Jeg vender mig om, da mor kommer ind i køkkenet. Hun går stille og roligt for at undgå at halte. Slag #1: I juni måned fik hun konstateret slidgigt, som er en lortesygdom, der ødelægger ens led og ikke bør ramme folk på hendes alder. Hun laver øvelser hele tiden, men hun kan ikke gå uden smerter, medmindre hun tager antiinflammatorisk medicin.

“Hvordan går det, tante Elena?” spørger Autumn i et overfriskt tonefald.

“Super!” siger mor og lyder endnu mere frisk. Min kusine har taget ved lære fra den bedste. Jeg bider tænderne hårdt sammen og ser væk, for jeg kan ikke lade som om, ligesom de kan. Hver dag føles det som at blive ramt af et godstog, når jeg ser min mor anstrenge sig for at klare turen fra stuen til køkkenet. Min mor, der plejede at løbe femkilometerløb og spille softball hver weekend.

Det er ikke, fordi jeg forventer, at livet vil være retfærdigt. Det lærte jeg for syv år siden, at det ikke er, da en spritbilist pløjede ind i Autumns forældre og selv kunne gå derfra uden en skramme. Men det er stadig noget lort.

Mor klarer den hen til køkkenøen og læner sig op ad den. “Huskede du at hente mine piller?” spørger hun Autumn.

“Jep. De er lige her.” Autumn roder rundt i sin rygsæk og hiver en hvid apotekspose op, som hun giver til min mor. Min kusine møder kort mit blik, inden hun ser ned og famler videre i tasken. “Og her er dine byttepenge.”

“Byttepenge?” Mor hæver øjenbrynene ved synet af den tykke stak pengesedler i Autumns hånd. De piller koster en formue. “Jeg havde ikke forventet nogen byttepenge. Hvor meget er der?”

“Firehundrede og firs dollars,” siger Autumn uden videre.

“Men hvordan …” Mor ser totalt forvirret ud. “Har du brugt mit kreditkort?”

“Nej. Din andel var kun tyve dollars denne gang.” Mor har ikke gjort mine til at række ud efter pengene, så Autumn rejser sig op og lader dem falde ned på bordet foran hende. Så sætter hun sig ned igen og samler en hårelastik op fra bordet. Hun begynder at sætte håret op i en hestehale. Helt cool og afslappet. “Apotekeren sagde, at patentet er udløbet.”

“Udløbet?” gentager mor. Jeg stirrer ned i gulvet, for jeg kan helt sikkert ikke holde ud at se på hende.

“Ja. Han siger, at der er kommet et kopipræparat. Men du skal ikke være bekymret, det er stadig den samme medicin.”

Autumn er en god skuespiller, men jeg spænder stadig i kroppen, for mor kan lugte en løgn på hundrede kilometers afstand. At hun kun lige glipper overrasket med øjnene, inden hun smiler taknemmeligt, viser bare, hvor svære de sidste par måneder har været.

“Nå, jamen det er da de bedste nyheder, jeg har fået i et stykke tid.” Hun trækker et ravfarvet pilleglas op af posen og skruer låget af, inden hun titter ned i det, som om hun ikke kan tro, at det faktisk er den samme medicin. Det får åbenbart hendes velsignelse, for hun går hen til skabet ved siden af køleskabet og tager et glas ud, som hun fylder med vand fra vandhanen.

Autumn og jeg våger begge over hende som høge, indtil hun faktisk har slugt pillen. Hun har sprunget doser over i ugevis for at få det sidste glas til at række så længe som muligt, fordi vores økonomi er noget lort for tiden.

Og det bringer mig videre til Slag #2: Min mor havde engang sin egen virksomhed. En bowlinghal, der hed Spare Me, og som var en institution her i Carlton. Mor, Autumn og jeg arbejdede der alle tre, og det var sindssygt sjovt. Indtil for et halvt år siden, hvor en dreng gled på en bane, der var behandlet med for meget voks.

Han kom så meget til skade, at hans forældre lagde sag an, og da støvet havde lagt sig, var Spare Me gået konkurs og min mor desperat for at få den solgt. Carltons byggespekulant nummer et, James Shepard, købte den for en slik.

Jeg burde ikke være vred over det. Det er ren forretning, det er ikke personligt, bliver mor ved med at sige til mig. Jeg er glad for, at det var James. Han skal nok få en god ejendom ud af det.

Og ja, det skal han sikkert. Han har vist mor planerne for et bowling- og underholdningskompleks, der er meget mere glamourøst end Spare Me, men ikke åndssvagt meget ude af proportioner i forhold til byen, og han har bedt hende om at påtage sig en konsulentrolle, når tiden nærmer sig. Måske er der endda et mageligt skrivebordsjob til hende ude i fremtiden. Langt ude i fremtiden.

Men sagen er: James’ datter, Ivy, og jeg plejede at være vener. Og selvom det er noget tid siden, så ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var nedtur at høre om hans planer fra ham og ikke hende. For jeg ved, at Ivy har styr på, hvad der sker bag kulisserne. Hun hører om sådan noget her lang tid før nogen andre. Hun kunne godt have advaret mig, men det gjorde hun ikke.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan være ligeglad. Det er jo ikke, fordi det ville have ændret noget. Og det er jo ikke, fordi vi stadig hænger ud sammen. Men da James Shepard trådte ind i vores hus med sin rosengyldne bærbare og sine byggetegninger og var så skidesød og charmerende og respektfuld, mens han fremlagde sine planer for, hvordan hans firma ville genopbygge det hele fra asken af min mors drøm, var det eneste, jeg kunne tænke: Det kunne du fandme godt have sagt, Ivy.

“Jorden. Kalder. Mateo.” Mor står og knipser med fingrene foran mit ansigt. Jeg lod ikke engang mærke til, at hun gik over til mig, så jeg må være faldet i staver et øjeblik. Pis. Det bekymrer altid min mor, når man falder i staver. Og ganske rigtigt står hun og kigger på mig, som om hun prøver at se ind i min hjerne. Nogle gange tror jeg, at hun ville rive den ud af hovedet på mig, hvis hun kunne. “Er du sikker på, at jeg ikke kan overbevise dig om at tage med til Bronx i dag? Tante Rose ville elske at se dig.”

“Jeg skal i skole,” minder jeg hende om.

“Jeg ved det godt,” sukker mor. “Men du har jo intet fravær, og jeg har på fornemmelsen, at du godt kunne bruge en fridag.” Hun vender sig mod Autumn. “Det kunne I begge to. I har arbejdet så meget.”

Hun har ret. Det ville være fantastisk med en fridag – hvis det ikke også lige betød at tilbringe mindst syv timer tur/retur i en bil med hendes veninde fra universitetet, Christy. Christy tilbød at lege chauffør, så snart mor sagde, at hun gerne ville besøge tante Rose på hendes halvfemsårs fødselsdag, og det var ret sødt af hende, eftersom mor ikke så godt selv kan køre de lange distancer mere.

Men Christy taler hele tiden. Som i hele tiden. Og på et eller andet tidspunkt ender alle samtaler med at handle om ting, som hun og mor gjorde i deres tid på universitetet, og det vil jeg helst leve resten af mit liv uden at vide noget om.

“Jeg ville ønske, jeg kunne,” lyver jeg. “Men de mangler arbejdskraft på Garrett’s i aften.”

“Mr. Sorrento har også brug for mig,” siger Autumn hurtigt. Hun nyder Christys monologer lige så lidt, som jeg gør. “Du ved jo, hvordan det er. De knive sliber ikke sig selv. Men vi skal nok ringe til tante Rose og ønske hende tillykke med fødselsdagen.”

Inden mor kan nå at svare, lyder der et velkendt drøn, som får mig til at skære tænder. Jeg går over til hoveddøren, åbner den og træder ud på verandaen.

Og ganske rigtigt holder Gabes røde Camaro i vores indkørsel med brølende motor, mens han sidder med den ene arm ude ad vinduet og lader, som om han ikke ser mig. Han sidder og hænger lavt i sædet, men ikke lavt nok til, at jeg ikke kan se hans tilbagestrøgne slikhår og solbriller med spejlrefleks. Ville jeg hade Gabe mindre, hvis han ikke så så pisseslesk ud hele tiden? Det finder vi aldrig ud af.

Jeg løfter hænderne og begynder langsomt at klappe, idet Autumn kommer ud til mig og stirrer frem og tilbage mellem mig og bilen med et forvirret udtryk. “Hvad laver du?” spørger hun.

“Giver Gabes motor en hånd,” siger jeg og klapper så hårdt, at mine håndflader begynder at prikke. “Det lader til at være vigtigt for ham, at folk lægger mærke til den.”

Autumn skubber til min arm og afbryder min klapsalve. “Hold op med at være en idiot.”

“Det er ham, der er en idiot,” siger jeg automatisk. Vi kan det her skænderi i søvne.

“Kom nu, skatter,” råber Gabe og løfter sin ene arm og vifter med den. “Du kommer for sent på arbejde.”

Autumns telefon ringer i hendes hånd, og vi stirrer begge to ned på den. “Hvem er Charlie?” spørger jeg hen over endnu et brøl fra motoren. “Gabes erstatning? Please sig ja.”

Jeg forventer, at hun vil vende øjne ad mig, men i stedet afviser hun opkaldet og smider telefonen ned i tasken. “Ikke nogen.”

Det prikker i min nakke. Jeg kender det tonefald, og det betyder aldrig noget godt. “Er han en af dem?” spørger jeg.

Hun ryster standhaftigt på hovedet. “Jo mindre du ved, jo bedre.”

Jeg vidste det. “Har du nogle ekstra stop i dag?”

“Sikkert.”

Det trækker i mine kæbemuskler. “Lad være.”

Hun presser læberne sammen til en tynd streg. “Det er jeg nødt til.”

“Hvor længe skal du blive ved?” Vi kan også dette skænderi i søvne.

“Så længe jeg kan,” siger hun.

Hun hanker op i tasken og møder mit blik. Spørgsmålet, hun har stillet mig i ugevis, står skrevet i hendes ansigt. Vi er nødt til at tage os af vores egne, ikke?

Jeg har ikke lyst til at nikke, men hvordan fanden skal jeg ellers svare?

Jo. Det er vi.




Ivy, Mateo og Cal var engang tætte, men nu er Carlton High og en virkelig dårlig start på dagen det eneste, de har til fælles.

Da de mødes en dag, beslutter de sig for at pjække sammen og køre ind til byen. Ligesom i gamle dage. De har bare ikke meget at sige til hinanden. Men da en anden elev fra skolen findes død ændrer deres dag sig fra kedelig til dødelig. Og den er kun lige begyndt.

For det viser sig, at de tre stadig har noget til fælles: En forbindelse til den myrdede elev. Og de skjuler alle tre noget. Måske er deres tilfældige genforening slet ikke så tilfældig alligevel?

Du kan købe Du bliver min død online, eller i din lokale boghandler fra d. 1 december.