I sin biografi Der er antal på alt fortæller fodboldlegenden Lars Høgh om sine 40 år i dansk topfodbold. Herunder kan du læse kapitlet om EM 2021 og Høghs oplevelse af vennen Christian Eriksens dramatiske kollaps.
Da Europamesterskabets første kamp i 2021 blev spillet på dansk jord mellem Danmark og Finland, stod hele verden lige pludselig stille. Lars Høgh var målmandstræner for landsholdet, da Christian Eriksen faldt om på banen.
Et sandt drama udspillede sig både på skærmen, hjemme i stuerne og blandt spillerne, og skulle blive definerende for den kampgejst, som den danske spillertrup havde under hele EM.
LÆS OGSÅ: Til sidst skar Sepp igennem: Vi tager Lars Høgh med. Læs om VM i Mexico, et uddrag fra biografien Der er antal på alt
Turneringen var overvældende, rørende og udfordrende for landsholdet, og Lars Høgh skriver smukt om mesterskabet, hvor fodbolden betød mindre end det enorme sammenhold i truppen.
Læs et uddrag af Der er antal på alt herunder.
Der er antal på alt
Lars Høgh
MIN BEDSTE BOBLE: EM 2021
Hvis jeg skulle vælge den perfekte drengetur at tage på, ville jeg til enhver tid vælge en landsholdstur. Den har simpelthen det hele. Vi er afsted i en flok, der som regel har det enormt godt sammen.
Vi har et mål, vi gerne vil opnå, og i fællesskab skal vi prøve at finde en vej frem til det. Vi har tilskuere på, og vi har hele Danmark med os. Vi får endda penge for det. Vi arbejder hårdt og professionelt hele dagen, og om aftenen hygger vi os og får et glas vin og snakker om, hvor langt vi er kommet, og hvad vi skal arbejde med.
Det er fantastisk. Det er faktisk den ideelle måde at være sammen på for en flok mænd, og det overtrumfer absolut fem dage sydpå med nogle gamle venner, hvor man ser fodbold og drikker sig fuld. Så det er et stort privilegium at få lov at være en del af, og jeg har nydt det og værdsat det, lige siden Morten Olsen for snart femten år siden ringede og spurgte, om jeg kunne tage med til London til en kamp mod Australien, fordi den daværende målmandstræner var blevet syg.
Når jeg i dag ankommer til en landsholdssamling på Hotel Marienlyst i Helsingør, føles det næsten som at komme hjem. Hotellet er det mest fantastiske sted at være, og personalet er søde og omsorgsfulde over for os. Jeg får altid værelse 314, som er et af de fedeste værelser, og jeg glæder mig bare til at komme derop og smide mine ting og kaste mig på sengen. Så ved jeg, at nu stempler jeg ind i denne lille, enestående boble, hvor man nyder at være og kan fokusere hundrede procent på det arbejde, man laver.
Jeg er ikke den første, der siger det, men landsholdet er som en anden familie for mig. Jeg føler mig fuldstændigt tryg i det øjeblik, jeg ankommer til lejren, og det er nok en følelse, der er vokset i mig med årene. Som spiller var der flere usikkerhedsfaktorer. Der er konkurrenceelementet, og man er meget fokuseret på at skulle levere. Når man bliver træner og en del af staben, får man et større syn på det hele. Man kan bedre se flokken og bedre se de spil og de formationer, der er i sådan en gruppe.
Jeg har været begunstiget med dygtige ledere hele vejen igennem. Både Morten og Åge var virkelig gode chefer i mine øjne, og nu altså Kasper.
De har alle tre været fremragende til at tackle de udfordringer, der har været også rundt om det faglige, og det er kun i få og små momenter, at jeg har oplevet decideret dårlig stemning. Men det er klart, at stemningen har været særligt god i en lang periode nu, hvor det er gået så godt, og hvor vi har tabt ganske få kampe. Det betyder selvsagt meget, når man får sine point og kvalificerer sig til de turneringer, man stræber efter.
I dag har vi også en kolossalt bred trup af særdeles talentfulde, unge spillere, der virkelig vil noget. De har en meget anderledes tilgang til tingene, end man så førhen, og mange spillere i dag lever radikalt anderledes, når man for eksempel sammenligner dem med spillerne fra 1986-holdet.
Dengang var der meget store personligheder som Morten Olsen, Frank Arnesen, Preben Elkjær og Søren Lerby, der havde udviklet hele deres tilværelse og karriere selv. Der var ikke meget support omkring dem. De havde hver fundet deres egen vej, og de var ikke nået dertil, hvor de kom, hvis de ikke havde magtet det. Frank og Søren tog afsted som 16-årige og skabte deres tilværelse i den professionelle verden, og de blev nogle toughe, men også superfede fyre. De kunne gamet, for de lærte sig selv det.
I dag har de alle sammen et langt større støtteapparat omkring sig, så de lærer mange af de nødvendige ting meget tidligere. Spillere som Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite, ja man kan stort set nævne dem alle sammen – de er så professionelle, og de har så meget styr på både deres mål og midler, at man bliver blæst helt bagover.
Da vi for eksempel var til VM i Rusland, rejste Braithwaite rundt med en enorm maskine, der vejer et par hundrede kilo. Den bliver man spændt fast til på en bestemt måde, så man kan træne alle mulige muskelgrupper ved at løbe i forskellige retninger. Det er en rimeligt kendt anordning rundtom i klubberne, men den skulle altså fragtes med rundt, for den skulle Martin træne på hver eneste morgen. Før den almindelige træning gik i gang.
Nu er han gået bort fra den, men så laver han noget andet tidligt om morgenen. Han stiller konsekvent exceptionelle krav til sig selv. Det er hans professionalisme.
Sådan noget gjorde Søren Lerby jo ikke. Det gjorde man ikke dengang. Man fandt sin vej på en anden måde, og måske også lidt senere, men i dag kan man så mange flere ting.
Spillerne er utroligt dygtige og vidende om deres kroppe og deres kapacitet, og de er hundrede procent målrettede. For eksempel er det dybt imponerende, hvad en mand som Kasper Schmeichel både kræver af sig selv og kan holde til. Han træner stenhårdt, og efter hver kamp sætter han sig op på en specialcykel, der kan måle alt, og så hamrer han afsted på den i 45 minutter.
Jeg tror, han brænder et par tusinde kalorier af, mens alle andre går rundtomkring ham og småsnakker og slapper af. Han banker løs, og han er drivvåd af sved bagefter. Det er bestemt ikke lige det, man har allermest lyst til at gøre efter en kamp, men det gør han ikke desto mindre hver gang. For at holde sin vægt og for at være så skarp som muligt.
På den måde er de i dag fodboldspillere døgnet rundt på en måde, som vi slet ikke var dengang. Det er fuld koncentration hele tiden, og det er en voldsom udvikling, der bare i min tid er sket.
Jeg startede som nævnt som amatør i 1977 og blev professionel året efter, og vi festede en masse og var ikke nær så målrettede. Jeg var ung og drak øl og røg smøger og vidste ikke, om jeg overhovedet ville det her fodbold. I dag færdes jeg i en topprofessionel verden, og jeg er selv hundrede gange mere professionel nu, end jeg nogensinde var som spiller. Og de unge kunne ikke drømme om at leve, som vi gjorde. De træner og spiser avocadoer.
De har heller ikke noget valg, hvis de vil være med. Det er virkeligt hårdt på så mange planer at være fodboldspiller, og de færreste er klar over, hvad det kræver. Hvor barskt det er, særligt mentalt. Du er på hele tiden, og du bliver bedømt hele tiden. Ligegyldigt hvad du gør. Det er ekstremt opslidende, og så er der eksamen hver eneste weekend.
Og nu er det altså ikke længere, som da jeg spillede i Næstved engang og lavede en stor fejl, mens Fyens Stiftstidendes reporter lige var oppe at hente pølser. Han missede det, heldigt for mig, og så var det næsten, som om det ikke var sket. I dag er der altid seks kameraer i superslow og absolut ingen kære mor. Laver du en fejl, bliver den tæsket ind på nethinden af dig og alle andre resten af ugen. Det er barske vilkår.
Der er vel heller ikke mange andre steder i offentligheden, hvor der bliver talt så hårdt til og om folk. Spiller du dårligt, eller laver du en fejl, bliver du nådesløst sablet ned af kommentatorkorpset bagefter. Det kunne man ikke forestille sig ske på samme måde for en skuespiller eller en musiker, men det afspejler nok den kultur, der hersker på tribunerne. Her kan man tillade sig at råbe alt, og det gør folk som bekendt.
Man har kærlighed til sin klub, og det giver på en eller anden måde folk fri adgang til at svine deres egne til, når der sker et eller andet skidt. Hvad jeg dog ikke har måttet høre på oppe bagfra, når jeg lavede en fejl. Og tit fra de samme mennesker, kamp efter kamp. Der var især én stemme, som jeg altid kunne genkende. Igennem adskillige år skældte han mig huden fuld hver eneste gang, jeg spillede på Odense Stadion. Det er egentlig ret vanvittigt at tænke på.
Det var først, da jeg havde besluttet mig for at stoppe, at det gik op for mig, hvor meget det pres havde fyldt i mig. Jeg var lettet i en grad, som jeg slet ikke havde forestillet mig. Dengang stod man ret alene med den slags, og det er selvfølgelig en vigtig forskel til i dag, hvor spillerne har forskellige redskaber og mentale trænere til rådighed til at hjælpe dem. Jeg gad godt have haft en coach dengang, der lige kunne hviske mig noget i øret eller tage fat i mig i nogle situationer.
Til gengæld er presset også usammenligneligt meget højere i dag. Det hele er større og vildere, alting bliver fanget på kameraer, og så er der ikke mindst de sociale medier, hvor der er fri jagt året rundt. Her holder folk sig som bekendt ikke tilbage, når det kommer til tilsvininger og hadefulde ytringer. Så de skal virkelig være gode, de unge spillere i dag. Nogle er helt usandsynligt mentalt stærke, og andre skal have nogle effektive redskaber, som de kan håndtere tingene med.
Sceneskræk og angst er faste følgesvende, og det har jeg arbejdet meget med efterhånden. Med spillere, som var bange, havde dårlige timer op til kampene eller hele dårlige dage, fordi tankerne var så hårde ved dem. Men man kan heller ikke bare fjerne de tanker, for det er samtidig dem, der holder dig til ilden og sparker så hårdt, at man er klar, når man faktisk står inde på banen.
Man er pisket til at leve med dem og få dem vendt på en måde, så man kan styre det. Uden dem kan du ikke præstere det, du skal, og derfor bliver man nødt til at leve det hårde liv og leve med den mareridtsfølelse, man har oppe i hovedet inden en kamp.
Det er betingelserne, og når du så kommer ind på banen, sker der et eller andet med dig, og du er der bare. Så kan du godt mærke, at det ikke er tilfældigt, at du har spillet halvtreds landskampe. Men det skal du kunne tro på, også i dagene og timerne op til, og det er det svære. Kan du det, kan du også leve med katastrofetankerne. For det er, som det er, og når man tænker på scenens størrelse, publikums mængde og pengenes omfang, ville det næsten være mere mærkeligt, hvis det ikke var sådan.
Fodbold er eksploderet igennem de seneste årtier, og når jeg tænker tilbage på en mand som Richard Møller Nielsen, der gjorde næsten alting selv, og frem til forholdene i dag, føler jeg næsten, at jeg har levet igennem flere tidsaldre. Til EM-slutrunden i 2021 var vi i alt 52 mennesker samlet i staben og truppen, og det afspejler opgavens størrelse, presset og de ufatteligt mange muligheder, man har i dag. Alene indsamlingen og bearbejdelsen af data har gjort en verden til forskel og i virkeligheden revolutioneret spillet.
Når landstræneren sidder og noterer med sin lille blok under kampene, går der straks besked til analytikeren om, hvilke klip der skal være klar til pausen. Når holdet så kommer ned efter første halvleg, er der et par situationer klar til at blive vist på en skærm. Se, her laver vi det rum ovre i venstre side, det skal vi lige huske at lukke af. Alt muligt af den slags.
En spiller som Kasper Schmeichel har påsat et tracking-system og en avanceret pulsmåler til hver eneste træning. Det registrerer alle de fald og spring, han laver. Hvor mange til venstre, til højre, op og så videre. Plus at han får alle data på sin puls og sit energiforbrug.
I klubberne bliver al træning filmet og regnet på, så vi altid får en præcis rapport om spillernes tilstand. Braithwaite har spillet så meget og trænet præcist så meget. Så bliver det hele regnet igennem og spyttet ud, og vi får en eksakt anbefaling fra vores fysiske træner om, at han ifølge disse data bør spille så og så mange minutter.
Så er det selvfølgelig i sidste ende Hjulmands beslutning, i hvor høj grad han indretter sig efter det, men oplysningerne flyder i en lind strøm. Og vi leverer de samme udførlige rapporter tilbage til klubberne, når vi så har haft spillerne i ti dage i forbindelse med en samling.
Det er faktisk ganske ufatteligt og dybt fascinerende, men det gode er, at kernen er intakt. Fodbold er stadig et spil med mennesker og for mennesker, hvor det uventede, det uforudsigelige og det rørende fylder meget på godt og ondt. Det fik vi i den grad at mærke under slutrunden i 2021.
Vi mødtes fredag den 28. maj i Kastrup for at flyve til den første del af træningslejren i Østrig, og for mit eget vedkommende var det med en stor usikkerhed i maven. Jeg havde været svækket hele foråret, og Tine og jeg havde talt om, at jeg måske reelt ikke kunne klare det. Min form var langt fra toppen, og corona-epidemien havde bestemt ikke hjulpet mig.
Alle fitnesscentrene havde været lukket igennem længere tid, så mine muligheder for at styrketræne lidt havde været begrænsede. Kasper Hjulmand var selvfølgelig fuldt informeret, og lægen på landsholdet havde også rådført sig med Per Pfeiffer og fået noget bredspektret penicillin med, hvis jeg skulle få et tilbagefald af infektionerne undervejs. Så jeg var for så vidt godt dækket ind, men meget spændt på, hvad jeg egentlig kunne magte.
Derfor blev den første træningsdag en kæmpe optur for mig. For jeg kunne sagtens. Jeg kunne være med hele vejen og sparke med god kraft, uden at smadre mig selv helt igennem, og jeg var usigeligt glad og lettet, da jeg tog derfra.
Det var gode lange træningspas, vi kørte i Østrig, og min plan B havde nok været noget med at overlade lidt mere til målmændene selv og måske lade dem være med i noget fælles pre-activation med resten af spillerne inden den egentlige træning. Men det blev ikke nødvendigt, og det føltes som en stor befrielse.
Efter Innsbruck, som var et helt fantastisk sted at lade op, og kampen mod Tyskland, fløj vi tilbage og stemplede ind i vores corona-boble på Hotel Marienlyst. Det var dog ikke værre end som så, for der var 97 procents belægning på hotellet og masser af gæster hele tiden, men der var nogle ret enkle regler, vi skulle overholde. De handlede mest om at tænke sig lidt om og udvise sund fornuft, og vi kunne sagtens gå en tur og tage en dukkert.
Så det var ikke noget, der sled på nogen måde. Vi følte virkelig en stor frihed midt i alle begrænsningerne, og den familiære stemning, som personalet deroppe altid skaber for os, var helt afgørende for, at der ikke på noget tidspunkt undervejs var det mindste optræk til lejrkuller. Det kan der jo ellers godt komme i løbet af sådan en lang samling, men vi var alt for glade for at være der. Både da vi var i Amsterdam og i Baku, glædede vi os som små børn til at komme ”hjem” til Marienlyst.
Jeg havde beordret Kasper Schmeichel til at lære Gasolins ”This is my life” på guitar, og vi udstyrede Rønnow med et lille keyboard, som jeg var inde at hente til ham i Hillerød. Så sad vi og øvede og jammede lidt oppe på værelset, og andre aftener sneg jeg mig op til vores kok, Per Thøstesen, i restauranten, og så sad vi i karnappen der og så solen gå ned og fik et glas vin.
Nogle gange så vi en af kampene imens, og måske kom Hjulmand eller Wieghorst eller nogle af de andre også forbi, og så sad vi bare og snakkede og lukkede dagen stille og roligt ned.
På den første kampdag havde Michael, som er chef på hotellet, arrangeret med Hummel, at alle ansatte havde fået landsholdstrøjer. De er nok omkring tre hundrede, og da vi stod op om morgenen, gik alle rundt med de trøjer på. Fra gartnerne til kokkene. Det var aldeles gennemført, og ude foran stod folk med flag, og det fortsatte hele vejen ind til byen. Ingen af os havde oplevet noget lignende, og det føltes helt overvældende.
Vi havde gået og ventet på den kamp mod Finland så uendeligt længe, også fordi EM var blevet udsat et år, og vi havde trænet til den og gennemtænkt den i vores hoveder så mange gange efterhånden. Utallige møder havde vi holdt, de mindste detaljer var blevet vendt og drejet, og vi havde planlagt og planlagt. Nu var dagen pludselig kommet, og vi kunne mærke suset og føle den opbakning, som er helt særlig, når den udgår fra ens eget land.
I Parken var jeg nærmest første mand på banen. Kasper gik måske foran mig, men vi fire kom i hvert fald ind som de første, som vi altid gør, og det brøl, der mødte os, var fantastisk. Det var et rød-hvidt inferno af begejstring, og vi kunne mærke den fedeste følelse rulle igennem os. En dyb, dyb glæde. Vi havde så meget lyst til det, vi troede så meget på det, og endelig, endelig sker det. Nu skal vi i gang, og vi skal bare give den så meget gas.
Og pludselig skete det med Christian. Som altid befandt jeg mig nogle rækker oppe over bænken for at have et bedre overblik, og der sad jeg sammen med Ebbe Sand, Peter Møller og nogle andre DBU-folk. Jeg kunne se med det samme, at den var gal med Christian. Måden, han faldt på, var helt forkert. Det sagde jeg til Ebbe, kan jeg huske, og så begyndte tårerne bare at løbe ned ad kinderne på mig.
Jeg tænkte på, om jeg kunne gøre noget, bidrage med et eller andet, i stedet for bare at sidde og glo. Pludselig stod Sabrina, Christians kone, nede på banen, i chok, og jeg tænkte på at løbe over til hende, men så så jeg, at Simon Kjær var på vej nede fra det sted, hvor Christian lå. De to familier bor nærmest dør om dør i Italien, så det var fint. Men det var selvfølgelig ikke det mindste fint.
Christian og jeg har kendt hinanden i mange år, og vi har et ganske tæt bånd. Familiens hus i Odense ligger kun tre hundrede meter fra vores, og vi har tit kørt sammen til alt muligt. Vi har besøgt hinanden, spist middage sammen, vi snapchatter og taler tit i telefon, og vi kalder altid hinanden for Fyn. Hej Fyn, siger vi, og vi har berøringsflader på kryds og tværs. OB, Odense, landsholdet og så videre.
Nu lå han der, og jeg var ikke et sekund i tvivl om alvoren. Det var aldeles rædselsfuldt, men jeg kunne kun observere. Der var intet at bidrage med.
Christian blev kørt ud til ambulancen, og vi gik i omklædningsrummet, og heller ikke der var der meget, man kunne gøre. Jeg husker det som en tumultarisk blanding af panik, sorg, rædsel og magtesløshed, og vi gik bare rundt imellem hinanden og snakkede lidt og græd. Vi var i chok, og det stod stadigvæk tydeligt og klart for os, at han var ved at dø. Vi fik muligvis bulletiner om, at han havde været ved bevidsthed, og at hjertet slog, men det overbeviste ikke nogen om noget. Vi vidste i bund og grund ingenting.
Der gik cirka halvanden time, fra vi stoppede, til vi gik ud igen, og jeg husker tiden ret utydeligt. Den gik ufatteligt hurtigt. Det var kaotisk, og jeg havde utroligt svært ved at tænke klart. Jeg stødte på Simon Kjær et par gange, hvor jeg sagde, ”Vi kan da ikke spille, mand, kan du spille?”. ”Nej, jeg kan ikke spille,” sagde han. Jeg kan også huske, at Thomas Delaney og jeg på et tidspunkt bare stod og holdt hinanden i hånden og græd. Det var godt nok vildt.
Men vi skulle jo finde ud af, hvad der skulle ske. Der blev diskuteret og stillet spørgsmål, og Simon og Kasper Schmeichel var meget i fokus her. Kasper havde faktisk prøvet noget tilsvarende før, og han holdt hovedet rimeligt koldt. Han havde lidt overskud i situationen, og snakken svingede meget frem og tilbage. Vi kan ikke spille, måske skal vi spille, kan vi det og så videre. Vi er nødt til at finde ud af, hvad alternativet er, sagde jeg, og det var vist mit eneste fornuftige bidrag.
Nogen fandt så ud af, at alternativet var at spille dagen efter klokken 12, og det gjorde valget en smule nemmere. For det var en lodret umulighed. Ingen ville få sovet, og ingen ville overhovedet kunne overskue at stille til kamp tidligt næste dag. Så det var udelukket.
Derfra kunne spillerne ret hurtigt enes om, at de måtte spille kampen færdig. Men først afventede vi nyt om Christian, og da vores læge Morten kunne fortælle, at han nu havde talt med Christian og skulle hilse og sige, at han havde det godt og faktisk også kunne se kampen på sin stue på Rigshospitalet, var der kun tilbage at gå ud og gøre det. Det var suverænt spillernes beslutning, og de fik et nydeligt valg mellem pest og kolera.
Set i bakspejlet skulle vi selvfølgelig være taget hjem og helt have nægtet at acceptere præmissen. Det var også både Kasper Hjulmands og Peter Møllers umiddelbare indstilling. Men det er ikke let, når der står nogle UEFA-folk og slår en i hovedet, og man lige har åbnet en kæmpe turnering i sit eget land. Så det var en frygtelig situation og en meget vanskelig beslutning, og for spillernes del traf de den, som de trods alt kunne leve med.
Så igen gik jeg sammen med de tre målmænd ind på banen som de allerførste efter omkring halvanden times fravær, og det var en af de mærkeligste oplevelser i mit liv. Efter at vi havde gået nøjagtigt de samme skridt nogle timer før i en rus af energi, glæde og forhåbning, gik vi nu ind i en tom skal. Det var slet ikke det samme sted, det var slet ikke det samme stadion, og det var ikke de samme mennesker. Det var dødt, næsten uhyggeligt, og det var meget mærkeligt.
Vi blev klappet ind, selvfølgelig, men i en ganske anderledes atmosfære. Hvert eneste sind derinde var farvet i en komplet anden tone nu.
Tine var i Parken sammen med Jonas og Karen, men de blev nødt til at gå. De sad tæt på Sabrina og familien, og det var simpelthen for hårdt at se på. Ikke mindst Jonas kunne slet ikke holde ud at være der, og han måtte bare ud.
Længere oppe i DR’s tv-studie stod min datter og skulle kommentere sammen med Peter Schmeichel, og de stod bare og omfavnede hinanden og græd i pauserne. Så måtte de tørre tårerne væk og være professionelle, så snart de kom på igen, men det var jo virkeligt svært. Begge mine børn blev meget hårdt ramt af det, men det samme gjorde hele Danmark jo. Det var nærmest et nationalt traume, for folk så faktisk Christian dø. På direkte tv. Det var meget voldsomt.
Selve kampen var vi inderligt ligeglade med. Fuldstændigt og aldeles. Den skulle bare overstås, og jeg synes ærligt talt, at det var latterligt, at finnerne løb op og scorede det mål. Vi skulle bare have spillet 0-0. Deres træner var også lige ude at juble, og det var altså en kende for dumt. Ellers havde de været fine nok, og deres fans havde også været meget ordentlige, men det der var ikke særligt god stil.
Jeg var personligt bare imponeret af, at vores spillere overhovedet kunne stille sig op derude og sparke nogenlunde til en bold, og da det var overstået, kørte vi hjem til Marienlyst. Der fik vi snakket og drukket et glas vin, og der kom nogle krisepsykologer, så vi lige kunne få løftet låget en smule, og så de, der havde været tættest på, kunne få lov til at sige lidt om, hvordan de havde oplevet det.
Næste dag var der mulighed for enesamtaler med psykologerne, hvis man havde behov for det. Det var der en del, der benyttede sig af, men jeg gjorde ikke. Til gengæld græd jeg virkeligt meget og snakkede med forskellige mennesker, og i det hele taget var reaktionerne utroligt individuelle.
Det er svært at beskrive den stemning, der var på hotellet, men den var først og fremmest meget omsorgsfuld. Vi passede rigtigt godt på hinanden, og selvom man på den ene side savnede sine nærmeste og sin familie dybt i den situation, ville man også gerne være omkring nogle ligemænd, der havde oplevet det samme som en selv. Nogle, man kunne vende situationen med, hvis man pludselig blev overmandet af det hele og blev ked af det.
Lægen havde selvfølgelig også været i kontakt med hospitalet, og han kunne fortælle, at alle tests var gået fint, og at Christian havde det godt og sendte hilsner. Det var dejligt at høre, men det var stadig en anden verden. Anderledes kan jeg ikke beskrive det.
Om eftermiddagen blev der arrangeret en frivillig træning, og her gik jeg ud med et par af målmændene. Det føltes faktisk godt lige at røre en bold og komme tilbage til vores lidenskab for en stund. Det var ikke høj kvalitet, hvad vi lavede, men vi var der. Dagen efter skulle vi begynde at tune ind på den næste kamp med en rigtig træning. Vi måtte forsøge at få den professionelle side af hjernen til at fungere igen, og da begyndte stemningen også at løfte sig.
Ikke mindst fordi vi på det tidspunkt havde haft et videomøde med Christian, hvor vi så ham og kunne se, at han havde det godt. Vi kunne stille ham spørgsmål, og han lignede bare sig selv, og det hjalp kolossalt meget. Det løftede det hele og gjorde, at vi fik en god træning ud af det og kom tilbage på sporet.
Undervejs blev der også truffet en klog beslutning om at lette lidt på boblen og leve med den eventuelle corona-risiko, som det kunne medføre. De, der havde behov for det, fik lov til at se deres nærmeste, og for mit vedkommende betød det, at Jonas kom forbi sammen med lille Poul.
Der sker hurtigt det i sådan en situation, at der kommer en form for tillægssorg oveni. Det kan være en sorg eller et traume om noget helt andet, som man går rundt med, og som kobler sig på. Det er almindeligt kendt, og det tror jeg, at masser af danskere oplevede i de dage.
For mine børns vedkommende kom det selvfølgelig til at handle om mig og min alvorlige sygdom, og Jonas fik et voldsomt behov for at komme og se mig. Så han spurgte, om det var i orden, og jeg spurgte Christian Nørkjær fra DBU, hvad han sagde til det. Jamen, så længe I bliver udenfor og ikke hopper op på værelset, så er der ikke nogen problemer i det, lød svaret.
Så Jonas og Poul kom til Helsingør, og det var rigtigt, rigtigt dejligt, både for dem og for mig. Det var vidunderligt hyggeligt og sjovt at se dem. Per Thøstesen fortalte mig bagefter, at han havde stået oppe i vinduet og betragtet sådan en lille dreng i fodboldtøj, der sad og legede med et eller andet.
Pludselig havde han kigget op og var begyndt at løbe alt, hvad han kunne, og Per nåede lige at tænke, hvad pokker skete der lige med ham? Så havde han set mig dukke frem, og så var Poul bare hoppet op i armene på mig. Det så han udspille sig, og det var lige nøjagtigt sådan, det var.
Nogle dage længere henne i forløbet fik vi så besøg af Christian og hele hans familie, og det var det helt afgørende øjeblik for truppens helbredelse. Han kom sammen med Sabrina, deres to børn og hendes mor, og jeg stod nede i den anden ende, da bilen kørte ind. Så jeg nåede mest at se folk stimle sammen, for alle havde selvfølgelig savnet ham og skrevet med ham, og nu måtte de hen at røre ved ham.
Man skulle næsten stå i kø for at komme til at hilse på ham, og da det endelig blev min tur, dunkede jeg ham på skulderen. ”Av for satan,” sagde han, for jeg ramte lige der, hvor han var blevet opereret. Så skreg de af grin alle sammen.
Derefter gik de alle sammen med over og spiste, og det var det allerbedste. Vi sad udenfor og fik frokost hele truppen, og det var så uendeligt dejligt at sidde og iagttage den lille familie. Alting virkede helt normalt. Intet sprang i øjnene. Jeg fik snakket lidt med både Sabrina og Christian og gik også rundt med lille Alfred, som jeg kender lidt.
”Tænk, så sidder han bare der og er i live,” sagde Sabrina på et tidspunkt til mig, for hun havde slet ikke fattet det endnu. Vi andre måtte også hele tiden lige hen at mærke ham og kramme ham lidt, men det var bare gode, gamle Christian, der var tilbage, og det var så skidehyggeligt. Det var kæmpestort, fordi det var så almindeligt, og det var i mine øjne det helt store vendepunkt.
Nu kunne det blive hverdag igen, og nu kunne vi tillade os at se fremad og spille fodbold for at vinde. Det betød ikke, at det hele bare var væk, og det har igen nok noget med stedfortrædersorgen at gøre. Selv efter at vi havde set Christian glad og frisk igen, blev der ved med at være en følelse af sorg, og det er jo egentlig mærkeligt.
Men man kommer uvægerligt tilbage i det rum igen og igen, hvor man er i forbindelse med de følelser. Det skete helt åbenlyst for Pierre-Emile på et tidspunkt, og Hjulmand havde også nogle interviews senere i forløbet, hvor stemmen lige pludselig knækkede for ham.
Det er følelser, man ikke bare kan slippe igen uden videre, og det gjaldt for os alle sammen. Alle 51, om det så var tøjmanden, kokken, Schmeichel eller mig selv. Men det gav også en helt enorm ballast og samhørighed i truppen. Vi var sammen i det, og vi så hinanden være sårbare ad helvede til, og hvis hierarkiet var fladt i forvejen på det hold, så blev det da endnu fladere herefter.
Hvad der så ville ske herfra, var næsten umuligt at forudsige. Efter Finlands-kampen havde jeg det personligt sådan, at det var det. Så blev det bare sådan et EM, og det var ærgerligt. Virkeligt ærgerligt, når det nu var i Danmark, på hjemmebanen, at vi ikke rigtigt fik chancen og skulle smadres af sådan en ting. Og virkeligt synd for Kasper Hjulmand og ikke mindst for spillerne. Men sådan var det, og sket var sket.
Nu havde tingene ændret sig igen, og man kunne forsigtigt håbe på, at alle de tårer og alle de bekymringer ville give en anden og fornyet energi. Men det var helt umuligt at sige. Det ene øjeblik kunne man pludselig mærke, at det var gået godt; han er ikke død, han er her, han eksisterer, han overlever, og han kommer til at få et godt liv. Det er det, vi skal fokusere på. For så i næste øjeblik at føle det hele fuse ud igen; arh, det er sgu noget lort.
Det balancerede på en knivsæg, og så endte det i en energiudladning og en eufori af den anden verden mod Belgien. Det var utroligt flot. Men for mig kom det store følelsesmæssige vendepunkt, da AC – Andreas Christensen – scorede til 3-1 i den næste kamp mod Rusland. Vi havde startet dårligt, og så havde Mikkel Damsgaard scoret sit utrolige mål, og nu stod kampen og vippede.
Vi skulle score et par gange, belgierne skulle score mod Finland, det var sådan op og ned, og der var en del ting, der arbejdede imod os. Og pludselig trådte holdets grå eminence ud af skyggen og smed alle hæmningerne og bankede bolden ind i kassen, så målmanden ikke nåede at blinke.
Det var så vildt for alle os, som kender ham så godt. Vi ved, hvor stille og rolig en person han er, og man kan måske af og til klandre ham for at holde lidt igen. Han er så god i sit spil og dygtig i alle facetter, at han næsten kan køre med håndbremsen trukket, og det kan han nok være lidt tilbøjelig til nogle gange. Sikkert i kraft af sin natur.
Nu slap han pludselig alle hestene løs på én gang i et spark, der på ingen måde var holdt igen. Det var en urkraft fra den helt rette mand, og det var simpelthen forløsningen. Lige der. Hele bænken sprang op og løb ned i det hjørne, hvor AC allerede lå i en bunke, og til sidst stod alle bare og krammede hinanden.
Det gik. Vi kom videre, og det var virkelig enormt glædeligt. Ikke mindst med tanke på Christian. At han ikke – på en eller anden irrationel måde – skulle bære skylden for en EM-nedtur, var en kæmpestor ekstra gevinst ved sejren. Nu var der gjort rent bord.
Nu kunne vi kigge hen på et slutspil med skyfri himmel og garanteret medvind efter alt det, vi havde overkommet indtil videre.
Det fik vi straks at mærke, da vi kom til Amsterdam. Vi havde hørt, at der ville være cirka tre tusinde danskere på stadion, men da vi trådte ind, var der ikke andet end danskere. Det var et dansk stadion, simpelthen, og nu red vi på en bølge. Jeg hørte, at 1,6 millioner nordmænd sad og så os spille, og pludselig var vi hele verdens hold i kraft af det, der var sket.
Efter Wales-kampen tog vi hjem igen og havde et par dage senere en virkeligt fantastisk dag, hvor vi sejlede på et skib fra Helsingør og ind i Københavns Havn. Det var en smuk tur i strålende sol, og vi gik i land ved Gefionspringvandet og røg diskret ind i en bus, som kørte os ud til Geranium. Det er den vildeste, trestjernede Michelin-restaurant, der ligger øverst oppe i et af Parkens tårne, og det var helt mærkeligt at komme derud igen med et komplet andet formål.
Spanien spillede ottendedelsfinale mod Kroatien samme aften, men vi sneg os ind 51 mand høj plus det løse uden at blive bemærket, og så havde vi en aldeles fremragende aften.
Oven på denne gudedag var vi klar til at flyve til Baku i Aserbajdsjan, og det var ikke helt så slemt, som det lyder. Når man kører direkte ud i lufthavnen og ryger om bord i sit eget fly uden al besværet, er det ren luksus, og det var det også om bord, hvor vi hver havde to brede sæder at flyde ud på. Så det gik rimeligt nemt, og derfra kom vi ned til dette mærkelige land, hvor EM kun var et af diktatorens utallige prestigeprojekter.
Det var lidt en absurd parentes, at man skulle bøvle derud som en del af turneringen, men vi stemplede ind på vores elendige hotel, bed den massive varme i os og fokuserede på opgaven. Vi skulle bare have den sejr og så se at komme hjem til Helsingør i en fart. Andet stod der ikke i hovederne på os, og det lykkedes heldigvis, selvom tjekkerne bestemt ikke var nogen nem modstander for os.
En af de sidste aftener inden afrejsen til England sad jeg sammen med Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst ude i karnappen. Vi havde spist og sad og drak kaffe, mens solen gik ned over Øresund. Vi snakkede om, hvor fantastisk det hele havde været, og selvom vi efterhånden havde været sammen i næsten fyrre dage nu, var vi klar til at tage en tur mere, hvis det skulle være. Så begyndte vi at joke med, hvordan vi skulle bilde vores koner ind, at vi var nødt til at fortsætte, når vi nu havde vundet EM.
At vi desværre nok var tvunget til at rejse videre til Sydamerika og spille en meget vigtig turnering dernede og møde de sydamerikanske mestre. Bare så vi kunne holde fast i vores gruppe. Det var selvfølgelig kun en fantasi hen over en kop kaffe, men alligevel også en lidt vild tanke at sidde og udvikle på efter fyrre dage i en boble med en masse mænd. Normalt ville man nok mest bare have følt sig mæt. Det sagde en del om, hvordan vi havde haft det, og hvor godt det hele havde fungeret.
I England skulle vi bo på Tottenhams anlæg, og det er noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Ifølge Kasper Schmeichel er det også et af de to-tre flotteste derovre, men de træningsfaciliteter er så eksklusive til daglig, at det stort set kun er spillerne, der har adgang til dem og dermed mulighed for at sammenligne dem. Pressen får for eksempel aldrig lov til at komme derind.
Hotellet, der hørte med, var overdrevent luksuriøst, og banerne lå helt op til det. Plænerne var rene golfbaner, og beplantningen rundt om dem var sindssygt flot og endda pollenfri. Der var 55 mennesker ansat alene til at passe banerne og beplantningen, og jeg har aldrig betrådt noget så fornemt. På værelset var der selvkørende gardiner og et 30-tommers tv indbygget i brusekabinen, og når man nu skulle gå rundt en hel lang matchdag og lade op til en sen aftenkamp, var det en dejlig luksus at have omkring sig.
Stemningen er altid intens op til sådan en vigtig kamp, og alle har deres egne, små ritualer. Jeg går som regel en tur med en eller flere af spillerne, og så er der lige et lille taktikmøde, spisning og adskillige timers hvile. Det er meget specielt som fodboldspiller, hvordan man kan mærke, at der bliver bygget op, og selvom det ikke er så voldsomt, når man er en del af staben, så har man en snert af det også. Det kan være en lang dag, næsten en meditation, sådan en kampdag.
Det var også en underlig fornemmelse at forlade værelset, da vi skulle afsted. Skal jeg hjem i morgen tidlig, eller kommer jeg tilbage og skal blive her fire dage endnu indtil finalen på søndag? Hvor meget skal man pakke? Den følelse gik jeg og smagte lidt på, mens jeg forsøgte at gå kampen igennem. Jeg håbede så sindssygt meget på det, men jeg vidste også, at vi skulle op imod den sværeste modstander hidtil. Det viste det sig også at blive.
Da jeg knap et døgn senere kørte hjem mod Fyn i min bil ad E20 i solidt dansk bygevejr, kan jeg huske, at jeg sad og bandede over englænderne. Jeg bandede over deres hooligans, deres laserlys mod Kasper, deres hujen under vores nationalsang og deres straffespark, som ingen andre end Raheem Sterling selv søgte. Sådan er det at tabe, og det tog tid at komme sig over det nederlag. Længere tid for Hjulmand end for mig, for han blev ved med at ærgre sig i flere uger efter. Vi følte, at vi kunne have bragt mere til kampen, og vi følte, at vi kunne have slået dem.
Men vi må også erkende, at vi ikke havde meget at skyde med til sidst. De havde et større overskud end os, efterhånden som kampen skred frem. Havde vi holdt 1-0 helt til pausen efter Damsgaards scoring, kunne vi måske have gjort et eller andet. Det var nok den mulighed, der var, men det lykkedes så ikke for os.
En ting vil jeg dog fastholde, nu hvor frustrationen og skuffelsen har lagt sig. Jeg har aldrig i min karriere set eller hørt om, at der kan være to bolde på banen samtidig med ganske få meters afstand, uden at dommeren fløjter af. Det skete her umiddelbart op til det indlæg, som førte til det engelske straffespark, og det kunne jeg simpelthen ikke få til at stemme. Så stik imod alle mine normale principper marcherede jeg hele vejen hen til dommertrioen efter kampen og sagde tak for den, og så måtte jeg altså spørge kampdommeren: ”Undskyld, men man må da ikke have to bolde på banen samtidig?”
”Jo, hvis de ikke ligger i vejen for hinanden,” svarede han, og så måtte jeg selvfølgelig lade mig nøje med det. Men jeg kan bare konstatere, at de i hvert fald var meget tæt på hinanden, og at dommeren senere i kampen i forbindelse med et indkast rent faktisk stoppede spillet, da der igen kom to bolde på banen.
Så vi tog tilbage til hotellet med al den tomhed, ærgrelse og indebrændthed, som man nu har efter sådan et nederlag, og så fik vi lidt at spise og et par øl og bandede noget mere over dommeren. Næste dag ved 11-tiden skulle vi flyve hjem, og så havde vi som altid hjemrejsedagen til at forsøge at få styr på alle de ambivalente følelser, der fylder en. Ærgrelsen over nederlaget og smerten over den boble, som pludselig brister. Det gør ondt, samtidig med at man begynder at kigge frem mod det rigtige liv og glæder sig usigeligt til at gense sin kone, sine børn og børnebørn efter lang tids adskillelse.
For mig havde det været aldeles storslået og fantastisk. Den fedeste slutrunde, jeg har været med til, og den bedste drengetur nogensinde. Det var den mest velfungerende gruppe mennesker, man kan forestille sig, og på den måde kan jeg ikke lovprise det nok. Det kan lyde mærkeligt, når man betænker, hvad der skete med Christian, men det hele hang sammen. Vi var igennem en oplevelsessymfoni af en anden verden, og den bragte os så usædvanligt tæt på hinanden. Vi fik snakket om masser af ting, og der kom et helt andet perspektiv på fodbolden.
Jeg har længe haft min sygdom at slås med, og derfor er tingene på en anden måde allerede sat i perspektiv for mig, men for mange af spillerne og kollegerne rykkede Christians uheld nok ved nogle afgørende ting. Det er en underlig egenskab ved tilværelsen, at der ofte skal så voldsomme begivenheder til, før man formår at trække essensen ud og se, hvad det hele egentlig handler om, og hvad der er vigtigt. Men sådan er vi ikke desto mindre indrettet.
Jeg havde en fin snak med Robert Skov om det på vej hjem i flyveren. Han spurgte til min sygdom, og hvordan jeg havde det med det hele. Og så sagde han netop, at det nok var nogle af de samme følelser, som de havde haft oven på Christian. At de på en måde kunne tage det lettere nu, glæde sig mere til at spille og nyde det mere undervejs. Fordi der bare var noget, der definitivt var større og vigtigere derude. På den måde kom der mange gode ting ud det, der i bund og grund var en dramatisk og aldeles rædselsfuld situation for Christian og hans familie.
Da jeg havde været hjemme i Kerteminde nogle dage, besluttede jeg mig for at køre forbi huset på Hunderupvej for lige at tjekke, om græsset var blevet fire meter højt. Da jeg havde slået det og kørte videre, kom jeg rundt om hjørnet ved Platanvej. Der gik Sabrina sammen med Simon Kjærs kone, og vi hilste selvfølgelig på hinanden.
”Hop ind, drengene sidder derinde,” sagde Sabrina.
Jeg gik ind og fandt Simon og Christian ude på terrassen, og det var fantastisk dejligt at se dem igen. Det var som at komme hjem til boblen bare for et øjeblik. De snakkede om, at de skulle have en bajer.
”I drikker da ikke øl klokken 12 om formiddagen? Hvad sker der?” spurgte jeg.
Jo, de var røget på de der Blanc, og de smager jo også godt. ”Jamen, så skal jeg også have en,” sagde jeg, og så endte vi med at sidde derude og drikke øl og kaffe og snakke om alt det, der var sket. Det var en fremragende stund, og lige hvad en hjemvendt og lettere rundtosset sjæl havde brug for. Efter halvanden times tid kom konerne tilbage med kage og alt muligt andet, de skulle have, og så kørte jeg igen.
Siden har Christian og jeg besøgt hinanden et par gange, og sammen med lille Alfred kørte han ned til Kerteminde en dag, hvor vi løb rundt og spillede fodbold i haven i en times tid og snakkede. Hver gang bliver jeg lidt lettere indeni, og hver gang har jeg lyst til at kramme ham en ekstra gang.
Sådan har han det måske også med mig.
Der er antal på alt
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Dybt rørende .. En historie om håb, som aldrig slukkes” – BERLINGSKE
⭐️⭐️⭐️⭐️ – “En gribende, usentimentalt skrevet og i det helt taget vellykket erindringsbog” – KRISTELIGT DAGBLAD
⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Fascinerende … imponerende og livsbekræftende” – JYLLANDS-POSTEN
Der er antal på alt er Lars Høghs fortælling om et liv med topfodbold.
Høgh har bevæget sig fra at være amatørmålmand i 1970’erne til at blive en del af landsholdet og spille VM i Mexico i 1986. Det er fortællingen om det populære landsholds succes i 1980’erne indefra – og frem til nutidens landshold, hvor Lars Høgh har en prominent rolle som målmandstræner.
Det er også en fortælling om ukuelig optimisme, selv når alvorlig sygdom bliver en fast del af ens hverdag. Lars Høgh åbner op for sit liv med kræft i bugspytkirtlen, og hvordan han har formået at forblive positiv, selv når tankerne er allermørkest.
I sin biografi Der er antal på alt fortæller fodboldlegenden Lars Høgh om sine 40 år i dansk topfodbold. Herunder kan du læse kapitlet om EM 2021 og Høghs oplevelse af vennen Christian Eriksens dramatiske kollaps.
Da Europamesterskabets første kamp i 2021 blev spillet på dansk jord mellem Danmark og Finland, stod hele verden lige pludselig stille. Lars Høgh var målmandstræner for landsholdet, da Christian Eriksen faldt om på banen.
Et sandt drama udspillede sig både på skærmen, hjemme i stuerne og blandt spillerne, og skulle blive definerende for den kampgejst, som den danske spillertrup havde under hele EM.
LÆS OGSÅ: Til sidst skar Sepp igennem: Vi tager Lars Høgh med. Læs om VM i Mexico, et uddrag fra biografien Der er antal på alt
Turneringen var overvældende, rørende og udfordrende for landsholdet, og Lars Høgh skriver smukt om mesterskabet, hvor fodbolden betød mindre end det enorme sammenhold i truppen.
Læs et uddrag af Der er antal på alt herunder.
Du kan købe Der er antal på alt online, eller i din lokale boghandel.
Der er antal på alt
Lars Høgh
MIN BEDSTE BOBLE: EM 2021
Hvis jeg skulle vælge den perfekte drengetur at tage på, ville jeg til enhver tid vælge en landsholdstur. Den har simpelthen det hele. Vi er afsted i en flok, der som regel har det enormt godt sammen.
Vi har et mål, vi gerne vil opnå, og i fællesskab skal vi prøve at finde en vej frem til det. Vi har tilskuere på, og vi har hele Danmark med os. Vi får endda penge for det. Vi arbejder hårdt og professionelt hele dagen, og om aftenen hygger vi os og får et glas vin og snakker om, hvor langt vi er kommet, og hvad vi skal arbejde med.
Det er fantastisk. Det er faktisk den ideelle måde at være sammen på for en flok mænd, og det overtrumfer absolut fem dage sydpå med nogle gamle venner, hvor man ser fodbold og drikker sig fuld. Så det er et stort privilegium at få lov at være en del af, og jeg har nydt det og værdsat det, lige siden Morten Olsen for snart femten år siden ringede og spurgte, om jeg kunne tage med til London til en kamp mod Australien, fordi den daværende målmandstræner var blevet syg.
Når jeg i dag ankommer til en landsholdssamling på Hotel Marienlyst i Helsingør, føles det næsten som at komme hjem. Hotellet er det mest fantastiske sted at være, og personalet er søde og omsorgsfulde over for os. Jeg får altid værelse 314, som er et af de fedeste værelser, og jeg glæder mig bare til at komme derop og smide mine ting og kaste mig på sengen. Så ved jeg, at nu stempler jeg ind i denne lille, enestående boble, hvor man nyder at være og kan fokusere hundrede procent på det arbejde, man laver.
Jeg er ikke den første, der siger det, men landsholdet er som en anden familie for mig. Jeg føler mig fuldstændigt tryg i det øjeblik, jeg ankommer til lejren, og det er nok en følelse, der er vokset i mig med årene. Som spiller var der flere usikkerhedsfaktorer. Der er konkurrenceelementet, og man er meget fokuseret på at skulle levere. Når man bliver træner og en del af staben, får man et større syn på det hele. Man kan bedre se flokken og bedre se de spil og de formationer, der er i sådan en gruppe.
Jeg har været begunstiget med dygtige ledere hele vejen igennem. Både Morten og Åge var virkelig gode chefer i mine øjne, og nu altså Kasper.
De har alle tre været fremragende til at tackle de udfordringer, der har været også rundt om det faglige, og det er kun i få og små momenter, at jeg har oplevet decideret dårlig stemning. Men det er klart, at stemningen har været særligt god i en lang periode nu, hvor det er gået så godt, og hvor vi har tabt ganske få kampe. Det betyder selvsagt meget, når man får sine point og kvalificerer sig til de turneringer, man stræber efter.
I dag har vi også en kolossalt bred trup af særdeles talentfulde, unge spillere, der virkelig vil noget. De har en meget anderledes tilgang til tingene, end man så førhen, og mange spillere i dag lever radikalt anderledes, når man for eksempel sammenligner dem med spillerne fra 1986-holdet.
Dengang var der meget store personligheder som Morten Olsen, Frank Arnesen, Preben Elkjær og Søren Lerby, der havde udviklet hele deres tilværelse og karriere selv. Der var ikke meget support omkring dem. De havde hver fundet deres egen vej, og de var ikke nået dertil, hvor de kom, hvis de ikke havde magtet det. Frank og Søren tog afsted som 16-årige og skabte deres tilværelse i den professionelle verden, og de blev nogle toughe, men også superfede fyre. De kunne gamet, for de lærte sig selv det.
I dag har de alle sammen et langt større støtteapparat omkring sig, så de lærer mange af de nødvendige ting meget tidligere. Spillere som Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite, ja man kan stort set nævne dem alle sammen – de er så professionelle, og de har så meget styr på både deres mål og midler, at man bliver blæst helt bagover.
Da vi for eksempel var til VM i Rusland, rejste Braithwaite rundt med en enorm maskine, der vejer et par hundrede kilo. Den bliver man spændt fast til på en bestemt måde, så man kan træne alle mulige muskelgrupper ved at løbe i forskellige retninger. Det er en rimeligt kendt anordning rundtom i klubberne, men den skulle altså fragtes med rundt, for den skulle Martin træne på hver eneste morgen. Før den almindelige træning gik i gang.
Nu er han gået bort fra den, men så laver han noget andet tidligt om morgenen. Han stiller konsekvent exceptionelle krav til sig selv. Det er hans professionalisme.
Sådan noget gjorde Søren Lerby jo ikke. Det gjorde man ikke dengang. Man fandt sin vej på en anden måde, og måske også lidt senere, men i dag kan man så mange flere ting.
Spillerne er utroligt dygtige og vidende om deres kroppe og deres kapacitet, og de er hundrede procent målrettede. For eksempel er det dybt imponerende, hvad en mand som Kasper Schmeichel både kræver af sig selv og kan holde til. Han træner stenhårdt, og efter hver kamp sætter han sig op på en specialcykel, der kan måle alt, og så hamrer han afsted på den i 45 minutter.
Jeg tror, han brænder et par tusinde kalorier af, mens alle andre går rundtomkring ham og småsnakker og slapper af. Han banker løs, og han er drivvåd af sved bagefter. Det er bestemt ikke lige det, man har allermest lyst til at gøre efter en kamp, men det gør han ikke desto mindre hver gang. For at holde sin vægt og for at være så skarp som muligt.
På den måde er de i dag fodboldspillere døgnet rundt på en måde, som vi slet ikke var dengang. Det er fuld koncentration hele tiden, og det er en voldsom udvikling, der bare i min tid er sket.
Jeg startede som nævnt som amatør i 1977 og blev professionel året efter, og vi festede en masse og var ikke nær så målrettede. Jeg var ung og drak øl og røg smøger og vidste ikke, om jeg overhovedet ville det her fodbold. I dag færdes jeg i en topprofessionel verden, og jeg er selv hundrede gange mere professionel nu, end jeg nogensinde var som spiller. Og de unge kunne ikke drømme om at leve, som vi gjorde. De træner og spiser avocadoer.
De har heller ikke noget valg, hvis de vil være med. Det er virkeligt hårdt på så mange planer at være fodboldspiller, og de færreste er klar over, hvad det kræver. Hvor barskt det er, særligt mentalt. Du er på hele tiden, og du bliver bedømt hele tiden. Ligegyldigt hvad du gør. Det er ekstremt opslidende, og så er der eksamen hver eneste weekend.
Og nu er det altså ikke længere, som da jeg spillede i Næstved engang og lavede en stor fejl, mens Fyens Stiftstidendes reporter lige var oppe at hente pølser. Han missede det, heldigt for mig, og så var det næsten, som om det ikke var sket. I dag er der altid seks kameraer i superslow og absolut ingen kære mor. Laver du en fejl, bliver den tæsket ind på nethinden af dig og alle andre resten af ugen. Det er barske vilkår.
Der er vel heller ikke mange andre steder i offentligheden, hvor der bliver talt så hårdt til og om folk. Spiller du dårligt, eller laver du en fejl, bliver du nådesløst sablet ned af kommentatorkorpset bagefter. Det kunne man ikke forestille sig ske på samme måde for en skuespiller eller en musiker, men det afspejler nok den kultur, der hersker på tribunerne. Her kan man tillade sig at råbe alt, og det gør folk som bekendt.
Man har kærlighed til sin klub, og det giver på en eller anden måde folk fri adgang til at svine deres egne til, når der sker et eller andet skidt. Hvad jeg dog ikke har måttet høre på oppe bagfra, når jeg lavede en fejl. Og tit fra de samme mennesker, kamp efter kamp. Der var især én stemme, som jeg altid kunne genkende. Igennem adskillige år skældte han mig huden fuld hver eneste gang, jeg spillede på Odense Stadion. Det er egentlig ret vanvittigt at tænke på.
Det var først, da jeg havde besluttet mig for at stoppe, at det gik op for mig, hvor meget det pres havde fyldt i mig. Jeg var lettet i en grad, som jeg slet ikke havde forestillet mig. Dengang stod man ret alene med den slags, og det er selvfølgelig en vigtig forskel til i dag, hvor spillerne har forskellige redskaber og mentale trænere til rådighed til at hjælpe dem. Jeg gad godt have haft en coach dengang, der lige kunne hviske mig noget i øret eller tage fat i mig i nogle situationer.
Til gengæld er presset også usammenligneligt meget højere i dag. Det hele er større og vildere, alting bliver fanget på kameraer, og så er der ikke mindst de sociale medier, hvor der er fri jagt året rundt. Her holder folk sig som bekendt ikke tilbage, når det kommer til tilsvininger og hadefulde ytringer. Så de skal virkelig være gode, de unge spillere i dag. Nogle er helt usandsynligt mentalt stærke, og andre skal have nogle effektive redskaber, som de kan håndtere tingene med.
Sceneskræk og angst er faste følgesvende, og det har jeg arbejdet meget med efterhånden. Med spillere, som var bange, havde dårlige timer op til kampene eller hele dårlige dage, fordi tankerne var så hårde ved dem. Men man kan heller ikke bare fjerne de tanker, for det er samtidig dem, der holder dig til ilden og sparker så hårdt, at man er klar, når man faktisk står inde på banen.
Man er pisket til at leve med dem og få dem vendt på en måde, så man kan styre det. Uden dem kan du ikke præstere det, du skal, og derfor bliver man nødt til at leve det hårde liv og leve med den mareridtsfølelse, man har oppe i hovedet inden en kamp.
Det er betingelserne, og når du så kommer ind på banen, sker der et eller andet med dig, og du er der bare. Så kan du godt mærke, at det ikke er tilfældigt, at du har spillet halvtreds landskampe. Men det skal du kunne tro på, også i dagene og timerne op til, og det er det svære. Kan du det, kan du også leve med katastrofetankerne. For det er, som det er, og når man tænker på scenens størrelse, publikums mængde og pengenes omfang, ville det næsten være mere mærkeligt, hvis det ikke var sådan.
Fodbold er eksploderet igennem de seneste årtier, og når jeg tænker tilbage på en mand som Richard Møller Nielsen, der gjorde næsten alting selv, og frem til forholdene i dag, føler jeg næsten, at jeg har levet igennem flere tidsaldre. Til EM-slutrunden i 2021 var vi i alt 52 mennesker samlet i staben og truppen, og det afspejler opgavens størrelse, presset og de ufatteligt mange muligheder, man har i dag. Alene indsamlingen og bearbejdelsen af data har gjort en verden til forskel og i virkeligheden revolutioneret spillet.
Når landstræneren sidder og noterer med sin lille blok under kampene, går der straks besked til analytikeren om, hvilke klip der skal være klar til pausen. Når holdet så kommer ned efter første halvleg, er der et par situationer klar til at blive vist på en skærm. Se, her laver vi det rum ovre i venstre side, det skal vi lige huske at lukke af. Alt muligt af den slags.
En spiller som Kasper Schmeichel har påsat et tracking-system og en avanceret pulsmåler til hver eneste træning. Det registrerer alle de fald og spring, han laver. Hvor mange til venstre, til højre, op og så videre. Plus at han får alle data på sin puls og sit energiforbrug.
I klubberne bliver al træning filmet og regnet på, så vi altid får en præcis rapport om spillernes tilstand. Braithwaite har spillet så meget og trænet præcist så meget. Så bliver det hele regnet igennem og spyttet ud, og vi får en eksakt anbefaling fra vores fysiske træner om, at han ifølge disse data bør spille så og så mange minutter.
Så er det selvfølgelig i sidste ende Hjulmands beslutning, i hvor høj grad han indretter sig efter det, men oplysningerne flyder i en lind strøm. Og vi leverer de samme udførlige rapporter tilbage til klubberne, når vi så har haft spillerne i ti dage i forbindelse med en samling.
Det er faktisk ganske ufatteligt og dybt fascinerende, men det gode er, at kernen er intakt. Fodbold er stadig et spil med mennesker og for mennesker, hvor det uventede, det uforudsigelige og det rørende fylder meget på godt og ondt. Det fik vi i den grad at mærke under slutrunden i 2021.
Vi mødtes fredag den 28. maj i Kastrup for at flyve til den første del af træningslejren i Østrig, og for mit eget vedkommende var det med en stor usikkerhed i maven. Jeg havde været svækket hele foråret, og Tine og jeg havde talt om, at jeg måske reelt ikke kunne klare det. Min form var langt fra toppen, og corona-epidemien havde bestemt ikke hjulpet mig.
Alle fitnesscentrene havde været lukket igennem længere tid, så mine muligheder for at styrketræne lidt havde været begrænsede. Kasper Hjulmand var selvfølgelig fuldt informeret, og lægen på landsholdet havde også rådført sig med Per Pfeiffer og fået noget bredspektret penicillin med, hvis jeg skulle få et tilbagefald af infektionerne undervejs. Så jeg var for så vidt godt dækket ind, men meget spændt på, hvad jeg egentlig kunne magte.
Derfor blev den første træningsdag en kæmpe optur for mig. For jeg kunne sagtens. Jeg kunne være med hele vejen og sparke med god kraft, uden at smadre mig selv helt igennem, og jeg var usigeligt glad og lettet, da jeg tog derfra.
Det var gode lange træningspas, vi kørte i Østrig, og min plan B havde nok været noget med at overlade lidt mere til målmændene selv og måske lade dem være med i noget fælles pre-activation med resten af spillerne inden den egentlige træning. Men det blev ikke nødvendigt, og det føltes som en stor befrielse.
Efter Innsbruck, som var et helt fantastisk sted at lade op, og kampen mod Tyskland, fløj vi tilbage og stemplede ind i vores corona-boble på Hotel Marienlyst. Det var dog ikke værre end som så, for der var 97 procents belægning på hotellet og masser af gæster hele tiden, men der var nogle ret enkle regler, vi skulle overholde. De handlede mest om at tænke sig lidt om og udvise sund fornuft, og vi kunne sagtens gå en tur og tage en dukkert.
Så det var ikke noget, der sled på nogen måde. Vi følte virkelig en stor frihed midt i alle begrænsningerne, og den familiære stemning, som personalet deroppe altid skaber for os, var helt afgørende for, at der ikke på noget tidspunkt undervejs var det mindste optræk til lejrkuller. Det kan der jo ellers godt komme i løbet af sådan en lang samling, men vi var alt for glade for at være der. Både da vi var i Amsterdam og i Baku, glædede vi os som små børn til at komme ”hjem” til Marienlyst.
Jeg havde beordret Kasper Schmeichel til at lære Gasolins ”This is my life” på guitar, og vi udstyrede Rønnow med et lille keyboard, som jeg var inde at hente til ham i Hillerød. Så sad vi og øvede og jammede lidt oppe på værelset, og andre aftener sneg jeg mig op til vores kok, Per Thøstesen, i restauranten, og så sad vi i karnappen der og så solen gå ned og fik et glas vin.
Nogle gange så vi en af kampene imens, og måske kom Hjulmand eller Wieghorst eller nogle af de andre også forbi, og så sad vi bare og snakkede og lukkede dagen stille og roligt ned.
På den første kampdag havde Michael, som er chef på hotellet, arrangeret med Hummel, at alle ansatte havde fået landsholdstrøjer. De er nok omkring tre hundrede, og da vi stod op om morgenen, gik alle rundt med de trøjer på. Fra gartnerne til kokkene. Det var aldeles gennemført, og ude foran stod folk med flag, og det fortsatte hele vejen ind til byen. Ingen af os havde oplevet noget lignende, og det føltes helt overvældende.
Vi havde gået og ventet på den kamp mod Finland så uendeligt længe, også fordi EM var blevet udsat et år, og vi havde trænet til den og gennemtænkt den i vores hoveder så mange gange efterhånden. Utallige møder havde vi holdt, de mindste detaljer var blevet vendt og drejet, og vi havde planlagt og planlagt. Nu var dagen pludselig kommet, og vi kunne mærke suset og føle den opbakning, som er helt særlig, når den udgår fra ens eget land.
I Parken var jeg nærmest første mand på banen. Kasper gik måske foran mig, men vi fire kom i hvert fald ind som de første, som vi altid gør, og det brøl, der mødte os, var fantastisk. Det var et rød-hvidt inferno af begejstring, og vi kunne mærke den fedeste følelse rulle igennem os. En dyb, dyb glæde. Vi havde så meget lyst til det, vi troede så meget på det, og endelig, endelig sker det. Nu skal vi i gang, og vi skal bare give den så meget gas.
Og pludselig skete det med Christian. Som altid befandt jeg mig nogle rækker oppe over bænken for at have et bedre overblik, og der sad jeg sammen med Ebbe Sand, Peter Møller og nogle andre DBU-folk. Jeg kunne se med det samme, at den var gal med Christian. Måden, han faldt på, var helt forkert. Det sagde jeg til Ebbe, kan jeg huske, og så begyndte tårerne bare at løbe ned ad kinderne på mig.
Jeg tænkte på, om jeg kunne gøre noget, bidrage med et eller andet, i stedet for bare at sidde og glo. Pludselig stod Sabrina, Christians kone, nede på banen, i chok, og jeg tænkte på at løbe over til hende, men så så jeg, at Simon Kjær var på vej nede fra det sted, hvor Christian lå. De to familier bor nærmest dør om dør i Italien, så det var fint. Men det var selvfølgelig ikke det mindste fint.
Christian og jeg har kendt hinanden i mange år, og vi har et ganske tæt bånd. Familiens hus i Odense ligger kun tre hundrede meter fra vores, og vi har tit kørt sammen til alt muligt. Vi har besøgt hinanden, spist middage sammen, vi snapchatter og taler tit i telefon, og vi kalder altid hinanden for Fyn. Hej Fyn, siger vi, og vi har berøringsflader på kryds og tværs. OB, Odense, landsholdet og så videre.
Nu lå han der, og jeg var ikke et sekund i tvivl om alvoren. Det var aldeles rædselsfuldt, men jeg kunne kun observere. Der var intet at bidrage med.
Christian blev kørt ud til ambulancen, og vi gik i omklædningsrummet, og heller ikke der var der meget, man kunne gøre. Jeg husker det som en tumultarisk blanding af panik, sorg, rædsel og magtesløshed, og vi gik bare rundt imellem hinanden og snakkede lidt og græd. Vi var i chok, og det stod stadigvæk tydeligt og klart for os, at han var ved at dø. Vi fik muligvis bulletiner om, at han havde været ved bevidsthed, og at hjertet slog, men det overbeviste ikke nogen om noget. Vi vidste i bund og grund ingenting.
Der gik cirka halvanden time, fra vi stoppede, til vi gik ud igen, og jeg husker tiden ret utydeligt. Den gik ufatteligt hurtigt. Det var kaotisk, og jeg havde utroligt svært ved at tænke klart. Jeg stødte på Simon Kjær et par gange, hvor jeg sagde, ”Vi kan da ikke spille, mand, kan du spille?”. ”Nej, jeg kan ikke spille,” sagde han. Jeg kan også huske, at Thomas Delaney og jeg på et tidspunkt bare stod og holdt hinanden i hånden og græd. Det var godt nok vildt.
Men vi skulle jo finde ud af, hvad der skulle ske. Der blev diskuteret og stillet spørgsmål, og Simon og Kasper Schmeichel var meget i fokus her. Kasper havde faktisk prøvet noget tilsvarende før, og han holdt hovedet rimeligt koldt. Han havde lidt overskud i situationen, og snakken svingede meget frem og tilbage. Vi kan ikke spille, måske skal vi spille, kan vi det og så videre. Vi er nødt til at finde ud af, hvad alternativet er, sagde jeg, og det var vist mit eneste fornuftige bidrag.
Nogen fandt så ud af, at alternativet var at spille dagen efter klokken 12, og det gjorde valget en smule nemmere. For det var en lodret umulighed. Ingen ville få sovet, og ingen ville overhovedet kunne overskue at stille til kamp tidligt næste dag. Så det var udelukket.
Derfra kunne spillerne ret hurtigt enes om, at de måtte spille kampen færdig. Men først afventede vi nyt om Christian, og da vores læge Morten kunne fortælle, at han nu havde talt med Christian og skulle hilse og sige, at han havde det godt og faktisk også kunne se kampen på sin stue på Rigshospitalet, var der kun tilbage at gå ud og gøre det. Det var suverænt spillernes beslutning, og de fik et nydeligt valg mellem pest og kolera.
Set i bakspejlet skulle vi selvfølgelig være taget hjem og helt have nægtet at acceptere præmissen. Det var også både Kasper Hjulmands og Peter Møllers umiddelbare indstilling. Men det er ikke let, når der står nogle UEFA-folk og slår en i hovedet, og man lige har åbnet en kæmpe turnering i sit eget land. Så det var en frygtelig situation og en meget vanskelig beslutning, og for spillernes del traf de den, som de trods alt kunne leve med.
Så igen gik jeg sammen med de tre målmænd ind på banen som de allerførste efter omkring halvanden times fravær, og det var en af de mærkeligste oplevelser i mit liv. Efter at vi havde gået nøjagtigt de samme skridt nogle timer før i en rus af energi, glæde og forhåbning, gik vi nu ind i en tom skal. Det var slet ikke det samme sted, det var slet ikke det samme stadion, og det var ikke de samme mennesker. Det var dødt, næsten uhyggeligt, og det var meget mærkeligt.
Vi blev klappet ind, selvfølgelig, men i en ganske anderledes atmosfære. Hvert eneste sind derinde var farvet i en komplet anden tone nu.
Tine var i Parken sammen med Jonas og Karen, men de blev nødt til at gå. De sad tæt på Sabrina og familien, og det var simpelthen for hårdt at se på. Ikke mindst Jonas kunne slet ikke holde ud at være der, og han måtte bare ud.
Længere oppe i DR’s tv-studie stod min datter og skulle kommentere sammen med Peter Schmeichel, og de stod bare og omfavnede hinanden og græd i pauserne. Så måtte de tørre tårerne væk og være professionelle, så snart de kom på igen, men det var jo virkeligt svært. Begge mine børn blev meget hårdt ramt af det, men det samme gjorde hele Danmark jo. Det var nærmest et nationalt traume, for folk så faktisk Christian dø. På direkte tv. Det var meget voldsomt.
Selve kampen var vi inderligt ligeglade med. Fuldstændigt og aldeles. Den skulle bare overstås, og jeg synes ærligt talt, at det var latterligt, at finnerne løb op og scorede det mål. Vi skulle bare have spillet 0-0. Deres træner var også lige ude at juble, og det var altså en kende for dumt. Ellers havde de været fine nok, og deres fans havde også været meget ordentlige, men det der var ikke særligt god stil.
Jeg var personligt bare imponeret af, at vores spillere overhovedet kunne stille sig op derude og sparke nogenlunde til en bold, og da det var overstået, kørte vi hjem til Marienlyst. Der fik vi snakket og drukket et glas vin, og der kom nogle krisepsykologer, så vi lige kunne få løftet låget en smule, og så de, der havde været tættest på, kunne få lov til at sige lidt om, hvordan de havde oplevet det.
Næste dag var der mulighed for enesamtaler med psykologerne, hvis man havde behov for det. Det var der en del, der benyttede sig af, men jeg gjorde ikke. Til gengæld græd jeg virkeligt meget og snakkede med forskellige mennesker, og i det hele taget var reaktionerne utroligt individuelle.
Det er svært at beskrive den stemning, der var på hotellet, men den var først og fremmest meget omsorgsfuld. Vi passede rigtigt godt på hinanden, og selvom man på den ene side savnede sine nærmeste og sin familie dybt i den situation, ville man også gerne være omkring nogle ligemænd, der havde oplevet det samme som en selv. Nogle, man kunne vende situationen med, hvis man pludselig blev overmandet af det hele og blev ked af det.
Lægen havde selvfølgelig også været i kontakt med hospitalet, og han kunne fortælle, at alle tests var gået fint, og at Christian havde det godt og sendte hilsner. Det var dejligt at høre, men det var stadig en anden verden. Anderledes kan jeg ikke beskrive det.
Om eftermiddagen blev der arrangeret en frivillig træning, og her gik jeg ud med et par af målmændene. Det føltes faktisk godt lige at røre en bold og komme tilbage til vores lidenskab for en stund. Det var ikke høj kvalitet, hvad vi lavede, men vi var der. Dagen efter skulle vi begynde at tune ind på den næste kamp med en rigtig træning. Vi måtte forsøge at få den professionelle side af hjernen til at fungere igen, og da begyndte stemningen også at løfte sig.
Ikke mindst fordi vi på det tidspunkt havde haft et videomøde med Christian, hvor vi så ham og kunne se, at han havde det godt. Vi kunne stille ham spørgsmål, og han lignede bare sig selv, og det hjalp kolossalt meget. Det løftede det hele og gjorde, at vi fik en god træning ud af det og kom tilbage på sporet.
Undervejs blev der også truffet en klog beslutning om at lette lidt på boblen og leve med den eventuelle corona-risiko, som det kunne medføre. De, der havde behov for det, fik lov til at se deres nærmeste, og for mit vedkommende betød det, at Jonas kom forbi sammen med lille Poul.
Der sker hurtigt det i sådan en situation, at der kommer en form for tillægssorg oveni. Det kan være en sorg eller et traume om noget helt andet, som man går rundt med, og som kobler sig på. Det er almindeligt kendt, og det tror jeg, at masser af danskere oplevede i de dage.
For mine børns vedkommende kom det selvfølgelig til at handle om mig og min alvorlige sygdom, og Jonas fik et voldsomt behov for at komme og se mig. Så han spurgte, om det var i orden, og jeg spurgte Christian Nørkjær fra DBU, hvad han sagde til det. Jamen, så længe I bliver udenfor og ikke hopper op på værelset, så er der ikke nogen problemer i det, lød svaret.
Så Jonas og Poul kom til Helsingør, og det var rigtigt, rigtigt dejligt, både for dem og for mig. Det var vidunderligt hyggeligt og sjovt at se dem. Per Thøstesen fortalte mig bagefter, at han havde stået oppe i vinduet og betragtet sådan en lille dreng i fodboldtøj, der sad og legede med et eller andet.
Pludselig havde han kigget op og var begyndt at løbe alt, hvad han kunne, og Per nåede lige at tænke, hvad pokker skete der lige med ham? Så havde han set mig dukke frem, og så var Poul bare hoppet op i armene på mig. Det så han udspille sig, og det var lige nøjagtigt sådan, det var.
Nogle dage længere henne i forløbet fik vi så besøg af Christian og hele hans familie, og det var det helt afgørende øjeblik for truppens helbredelse. Han kom sammen med Sabrina, deres to børn og hendes mor, og jeg stod nede i den anden ende, da bilen kørte ind. Så jeg nåede mest at se folk stimle sammen, for alle havde selvfølgelig savnet ham og skrevet med ham, og nu måtte de hen at røre ved ham.
Man skulle næsten stå i kø for at komme til at hilse på ham, og da det endelig blev min tur, dunkede jeg ham på skulderen. ”Av for satan,” sagde han, for jeg ramte lige der, hvor han var blevet opereret. Så skreg de af grin alle sammen.
Derefter gik de alle sammen med over og spiste, og det var det allerbedste. Vi sad udenfor og fik frokost hele truppen, og det var så uendeligt dejligt at sidde og iagttage den lille familie. Alting virkede helt normalt. Intet sprang i øjnene. Jeg fik snakket lidt med både Sabrina og Christian og gik også rundt med lille Alfred, som jeg kender lidt.
”Tænk, så sidder han bare der og er i live,” sagde Sabrina på et tidspunkt til mig, for hun havde slet ikke fattet det endnu. Vi andre måtte også hele tiden lige hen at mærke ham og kramme ham lidt, men det var bare gode, gamle Christian, der var tilbage, og det var så skidehyggeligt. Det var kæmpestort, fordi det var så almindeligt, og det var i mine øjne det helt store vendepunkt.
Nu kunne det blive hverdag igen, og nu kunne vi tillade os at se fremad og spille fodbold for at vinde. Det betød ikke, at det hele bare var væk, og det har igen nok noget med stedfortrædersorgen at gøre. Selv efter at vi havde set Christian glad og frisk igen, blev der ved med at være en følelse af sorg, og det er jo egentlig mærkeligt.
Men man kommer uvægerligt tilbage i det rum igen og igen, hvor man er i forbindelse med de følelser. Det skete helt åbenlyst for Pierre-Emile på et tidspunkt, og Hjulmand havde også nogle interviews senere i forløbet, hvor stemmen lige pludselig knækkede for ham.
Det er følelser, man ikke bare kan slippe igen uden videre, og det gjaldt for os alle sammen. Alle 51, om det så var tøjmanden, kokken, Schmeichel eller mig selv. Men det gav også en helt enorm ballast og samhørighed i truppen. Vi var sammen i det, og vi så hinanden være sårbare ad helvede til, og hvis hierarkiet var fladt i forvejen på det hold, så blev det da endnu fladere herefter.
Hvad der så ville ske herfra, var næsten umuligt at forudsige. Efter Finlands-kampen havde jeg det personligt sådan, at det var det. Så blev det bare sådan et EM, og det var ærgerligt. Virkeligt ærgerligt, når det nu var i Danmark, på hjemmebanen, at vi ikke rigtigt fik chancen og skulle smadres af sådan en ting. Og virkeligt synd for Kasper Hjulmand og ikke mindst for spillerne. Men sådan var det, og sket var sket.
Nu havde tingene ændret sig igen, og man kunne forsigtigt håbe på, at alle de tårer og alle de bekymringer ville give en anden og fornyet energi. Men det var helt umuligt at sige. Det ene øjeblik kunne man pludselig mærke, at det var gået godt; han er ikke død, han er her, han eksisterer, han overlever, og han kommer til at få et godt liv. Det er det, vi skal fokusere på. For så i næste øjeblik at føle det hele fuse ud igen; arh, det er sgu noget lort.
Det balancerede på en knivsæg, og så endte det i en energiudladning og en eufori af den anden verden mod Belgien. Det var utroligt flot. Men for mig kom det store følelsesmæssige vendepunkt, da AC – Andreas Christensen – scorede til 3-1 i den næste kamp mod Rusland. Vi havde startet dårligt, og så havde Mikkel Damsgaard scoret sit utrolige mål, og nu stod kampen og vippede.
Vi skulle score et par gange, belgierne skulle score mod Finland, det var sådan op og ned, og der var en del ting, der arbejdede imod os. Og pludselig trådte holdets grå eminence ud af skyggen og smed alle hæmningerne og bankede bolden ind i kassen, så målmanden ikke nåede at blinke.
Det var så vildt for alle os, som kender ham så godt. Vi ved, hvor stille og rolig en person han er, og man kan måske af og til klandre ham for at holde lidt igen. Han er så god i sit spil og dygtig i alle facetter, at han næsten kan køre med håndbremsen trukket, og det kan han nok være lidt tilbøjelig til nogle gange. Sikkert i kraft af sin natur.
Nu slap han pludselig alle hestene løs på én gang i et spark, der på ingen måde var holdt igen. Det var en urkraft fra den helt rette mand, og det var simpelthen forløsningen. Lige der. Hele bænken sprang op og løb ned i det hjørne, hvor AC allerede lå i en bunke, og til sidst stod alle bare og krammede hinanden.
Det gik. Vi kom videre, og det var virkelig enormt glædeligt. Ikke mindst med tanke på Christian. At han ikke – på en eller anden irrationel måde – skulle bære skylden for en EM-nedtur, var en kæmpestor ekstra gevinst ved sejren. Nu var der gjort rent bord.
Nu kunne vi kigge hen på et slutspil med skyfri himmel og garanteret medvind efter alt det, vi havde overkommet indtil videre.
Det fik vi straks at mærke, da vi kom til Amsterdam. Vi havde hørt, at der ville være cirka tre tusinde danskere på stadion, men da vi trådte ind, var der ikke andet end danskere. Det var et dansk stadion, simpelthen, og nu red vi på en bølge. Jeg hørte, at 1,6 millioner nordmænd sad og så os spille, og pludselig var vi hele verdens hold i kraft af det, der var sket.
Efter Wales-kampen tog vi hjem igen og havde et par dage senere en virkeligt fantastisk dag, hvor vi sejlede på et skib fra Helsingør og ind i Københavns Havn. Det var en smuk tur i strålende sol, og vi gik i land ved Gefionspringvandet og røg diskret ind i en bus, som kørte os ud til Geranium. Det er den vildeste, trestjernede Michelin-restaurant, der ligger øverst oppe i et af Parkens tårne, og det var helt mærkeligt at komme derud igen med et komplet andet formål.
Spanien spillede ottendedelsfinale mod Kroatien samme aften, men vi sneg os ind 51 mand høj plus det løse uden at blive bemærket, og så havde vi en aldeles fremragende aften.
Oven på denne gudedag var vi klar til at flyve til Baku i Aserbajdsjan, og det var ikke helt så slemt, som det lyder. Når man kører direkte ud i lufthavnen og ryger om bord i sit eget fly uden al besværet, er det ren luksus, og det var det også om bord, hvor vi hver havde to brede sæder at flyde ud på. Så det gik rimeligt nemt, og derfra kom vi ned til dette mærkelige land, hvor EM kun var et af diktatorens utallige prestigeprojekter.
Det var lidt en absurd parentes, at man skulle bøvle derud som en del af turneringen, men vi stemplede ind på vores elendige hotel, bed den massive varme i os og fokuserede på opgaven. Vi skulle bare have den sejr og så se at komme hjem til Helsingør i en fart. Andet stod der ikke i hovederne på os, og det lykkedes heldigvis, selvom tjekkerne bestemt ikke var nogen nem modstander for os.
En af de sidste aftener inden afrejsen til England sad jeg sammen med Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst ude i karnappen. Vi havde spist og sad og drak kaffe, mens solen gik ned over Øresund. Vi snakkede om, hvor fantastisk det hele havde været, og selvom vi efterhånden havde været sammen i næsten fyrre dage nu, var vi klar til at tage en tur mere, hvis det skulle være. Så begyndte vi at joke med, hvordan vi skulle bilde vores koner ind, at vi var nødt til at fortsætte, når vi nu havde vundet EM.
At vi desværre nok var tvunget til at rejse videre til Sydamerika og spille en meget vigtig turnering dernede og møde de sydamerikanske mestre. Bare så vi kunne holde fast i vores gruppe. Det var selvfølgelig kun en fantasi hen over en kop kaffe, men alligevel også en lidt vild tanke at sidde og udvikle på efter fyrre dage i en boble med en masse mænd. Normalt ville man nok mest bare have følt sig mæt. Det sagde en del om, hvordan vi havde haft det, og hvor godt det hele havde fungeret.
I England skulle vi bo på Tottenhams anlæg, og det er noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Ifølge Kasper Schmeichel er det også et af de to-tre flotteste derovre, men de træningsfaciliteter er så eksklusive til daglig, at det stort set kun er spillerne, der har adgang til dem og dermed mulighed for at sammenligne dem. Pressen får for eksempel aldrig lov til at komme derind.
Hotellet, der hørte med, var overdrevent luksuriøst, og banerne lå helt op til det. Plænerne var rene golfbaner, og beplantningen rundt om dem var sindssygt flot og endda pollenfri. Der var 55 mennesker ansat alene til at passe banerne og beplantningen, og jeg har aldrig betrådt noget så fornemt. På værelset var der selvkørende gardiner og et 30-tommers tv indbygget i brusekabinen, og når man nu skulle gå rundt en hel lang matchdag og lade op til en sen aftenkamp, var det en dejlig luksus at have omkring sig.
Stemningen er altid intens op til sådan en vigtig kamp, og alle har deres egne, små ritualer. Jeg går som regel en tur med en eller flere af spillerne, og så er der lige et lille taktikmøde, spisning og adskillige timers hvile. Det er meget specielt som fodboldspiller, hvordan man kan mærke, at der bliver bygget op, og selvom det ikke er så voldsomt, når man er en del af staben, så har man en snert af det også. Det kan være en lang dag, næsten en meditation, sådan en kampdag.
Det var også en underlig fornemmelse at forlade værelset, da vi skulle afsted. Skal jeg hjem i morgen tidlig, eller kommer jeg tilbage og skal blive her fire dage endnu indtil finalen på søndag? Hvor meget skal man pakke? Den følelse gik jeg og smagte lidt på, mens jeg forsøgte at gå kampen igennem. Jeg håbede så sindssygt meget på det, men jeg vidste også, at vi skulle op imod den sværeste modstander hidtil. Det viste det sig også at blive.
Da jeg knap et døgn senere kørte hjem mod Fyn i min bil ad E20 i solidt dansk bygevejr, kan jeg huske, at jeg sad og bandede over englænderne. Jeg bandede over deres hooligans, deres laserlys mod Kasper, deres hujen under vores nationalsang og deres straffespark, som ingen andre end Raheem Sterling selv søgte. Sådan er det at tabe, og det tog tid at komme sig over det nederlag. Længere tid for Hjulmand end for mig, for han blev ved med at ærgre sig i flere uger efter. Vi følte, at vi kunne have bragt mere til kampen, og vi følte, at vi kunne have slået dem.
Men vi må også erkende, at vi ikke havde meget at skyde med til sidst. De havde et større overskud end os, efterhånden som kampen skred frem. Havde vi holdt 1-0 helt til pausen efter Damsgaards scoring, kunne vi måske have gjort et eller andet. Det var nok den mulighed, der var, men det lykkedes så ikke for os.
En ting vil jeg dog fastholde, nu hvor frustrationen og skuffelsen har lagt sig. Jeg har aldrig i min karriere set eller hørt om, at der kan være to bolde på banen samtidig med ganske få meters afstand, uden at dommeren fløjter af. Det skete her umiddelbart op til det indlæg, som førte til det engelske straffespark, og det kunne jeg simpelthen ikke få til at stemme. Så stik imod alle mine normale principper marcherede jeg hele vejen hen til dommertrioen efter kampen og sagde tak for den, og så måtte jeg altså spørge kampdommeren: ”Undskyld, men man må da ikke have to bolde på banen samtidig?”
”Jo, hvis de ikke ligger i vejen for hinanden,” svarede han, og så måtte jeg selvfølgelig lade mig nøje med det. Men jeg kan bare konstatere, at de i hvert fald var meget tæt på hinanden, og at dommeren senere i kampen i forbindelse med et indkast rent faktisk stoppede spillet, da der igen kom to bolde på banen.
Så vi tog tilbage til hotellet med al den tomhed, ærgrelse og indebrændthed, som man nu har efter sådan et nederlag, og så fik vi lidt at spise og et par øl og bandede noget mere over dommeren. Næste dag ved 11-tiden skulle vi flyve hjem, og så havde vi som altid hjemrejsedagen til at forsøge at få styr på alle de ambivalente følelser, der fylder en. Ærgrelsen over nederlaget og smerten over den boble, som pludselig brister. Det gør ondt, samtidig med at man begynder at kigge frem mod det rigtige liv og glæder sig usigeligt til at gense sin kone, sine børn og børnebørn efter lang tids adskillelse.
For mig havde det været aldeles storslået og fantastisk. Den fedeste slutrunde, jeg har været med til, og den bedste drengetur nogensinde. Det var den mest velfungerende gruppe mennesker, man kan forestille sig, og på den måde kan jeg ikke lovprise det nok. Det kan lyde mærkeligt, når man betænker, hvad der skete med Christian, men det hele hang sammen. Vi var igennem en oplevelsessymfoni af en anden verden, og den bragte os så usædvanligt tæt på hinanden. Vi fik snakket om masser af ting, og der kom et helt andet perspektiv på fodbolden.
Jeg har længe haft min sygdom at slås med, og derfor er tingene på en anden måde allerede sat i perspektiv for mig, men for mange af spillerne og kollegerne rykkede Christians uheld nok ved nogle afgørende ting. Det er en underlig egenskab ved tilværelsen, at der ofte skal så voldsomme begivenheder til, før man formår at trække essensen ud og se, hvad det hele egentlig handler om, og hvad der er vigtigt. Men sådan er vi ikke desto mindre indrettet.
Jeg havde en fin snak med Robert Skov om det på vej hjem i flyveren. Han spurgte til min sygdom, og hvordan jeg havde det med det hele. Og så sagde han netop, at det nok var nogle af de samme følelser, som de havde haft oven på Christian. At de på en måde kunne tage det lettere nu, glæde sig mere til at spille og nyde det mere undervejs. Fordi der bare var noget, der definitivt var større og vigtigere derude. På den måde kom der mange gode ting ud det, der i bund og grund var en dramatisk og aldeles rædselsfuld situation for Christian og hans familie.
Da jeg havde været hjemme i Kerteminde nogle dage, besluttede jeg mig for at køre forbi huset på Hunderupvej for lige at tjekke, om græsset var blevet fire meter højt. Da jeg havde slået det og kørte videre, kom jeg rundt om hjørnet ved Platanvej. Der gik Sabrina sammen med Simon Kjærs kone, og vi hilste selvfølgelig på hinanden.
”Hop ind, drengene sidder derinde,” sagde Sabrina.
Jeg gik ind og fandt Simon og Christian ude på terrassen, og det var fantastisk dejligt at se dem igen. Det var som at komme hjem til boblen bare for et øjeblik. De snakkede om, at de skulle have en bajer.
”I drikker da ikke øl klokken 12 om formiddagen? Hvad sker der?” spurgte jeg.
Jo, de var røget på de der Blanc, og de smager jo også godt. ”Jamen, så skal jeg også have en,” sagde jeg, og så endte vi med at sidde derude og drikke øl og kaffe og snakke om alt det, der var sket. Det var en fremragende stund, og lige hvad en hjemvendt og lettere rundtosset sjæl havde brug for. Efter halvanden times tid kom konerne tilbage med kage og alt muligt andet, de skulle have, og så kørte jeg igen.
Siden har Christian og jeg besøgt hinanden et par gange, og sammen med lille Alfred kørte han ned til Kerteminde en dag, hvor vi løb rundt og spillede fodbold i haven i en times tid og snakkede. Hver gang bliver jeg lidt lettere indeni, og hver gang har jeg lyst til at kramme ham en ekstra gang.
Sådan har han det måske også med mig.
Der er antal på alt
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Dybt rørende .. En historie om håb, som aldrig slukkes” – BERLINGSKE
⭐️⭐️⭐️⭐️ – “En gribende, usentimentalt skrevet og i det helt taget vellykket erindringsbog” – KRISTELIGT DAGBLAD
⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Fascinerende … imponerende og livsbekræftende” – JYLLANDS-POSTEN
Der er antal på alt er Lars Høghs fortælling om et liv med topfodbold.
Høgh har bevæget sig fra at være amatørmålmand i 1970’erne til at blive en del af landsholdet og spille VM i Mexico i 1986. Det er fortællingen om det populære landsholds succes i 1980’erne indefra – og frem til nutidens landshold, hvor Lars Høgh har en prominent rolle som målmandstræner.
Det er også en fortælling om ukuelig optimisme, selv når alvorlig sygdom bliver en fast del af ens hverdag. Lars Høgh åbner op for sit liv med kræft i bugspytkirtlen, og hvordan han har formået at forblive positiv, selv når tankerne er allermørkest.
Du kan købe Der er antal på alt online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: