Fagbøger Aktuelt

Nervøs for mundtlig eksamen? Her er 6 tips til, hvordan du undgår black-out foran censor

Lars klingert, brænd igennem, eksamensangst, nervøs for mundtlig eksamen, mundtlig eksamen, gymnasie, hjælp til eksamen

For mange studerende er forsommeren lig med hårdkogte mundtlige eksamener. Det er – forståeligt nok – en udfordring for mange, så her kommer en kort gennemgang af, hvordan du lærer at håndtere galoperende eksamensangst.

Du står foran indgangen til eksamenslokalet. Benene skælver under dig, sveden perler ned af kinderne, og det eneste du kan tænke på er, hvordan du undgår at kaste op ud over censor, når du om lidt skal ind og kloge dig på Den Franske Revolution.

Du har sandsynligvis på et eller andet tidspunkt oplevet at skulle op til en mundtlig eksamen og samtidig følt dig så nervøs, at kroppen nærmest gik i baglås. Nogle lærer at affinde sig med nervøsiteten, for andre er frygten for at gå i sort så overmandende, at en eksamensituation nærmest synes fysisk umuligt.

Men bare rolig. Du kan lære at tøjle din eksamensangst!

Journalist og foredragsholder Lars Klingert har i sin bog Brænd igennem forsøgt at definere, hvad nervøsitet præcist er for en størrelse, og hvordan mennesker, som er plaget af det, kan blive bedre til at håndtere det.

Man skal give nervøsiteten plads

Som Lars Klingert skriver i sin bog, er det først og fremmest vigtigt at forstå, at nervøsitet er en privat, oplevet tilstand hos den enkelte person, som ikke nødvendigvis er synlig for modtageren. Det er altså slet ikke en selvfølge, at folk opdager, at man er nervøs, selvom man selv føler, at hele ens verden er ved at falde sammen.

Dernæst er det altafgørende, at man ikke forsøger at skubbe sin nervøsitet helt væk, da man på den måde blot risikerer at forstærke følelsen.

Læs også Nervøsitet er egentlig noget meget fint noget

“For at blive fri af for meget nervøsitet kan det være, vi er nødt til at give nervøsiteten plads. Den skal ikke indkapsles eller ignoreres. Hvis vi lukker af for den, får nervøsiteten lov til at arbejde i det skjulte og vil derfor ofte vokse under presset fra den fordømmende tanke, der bare vil af med den,” skriver Lars Klingert i sin bog.

Det er altså vigtigt, at man giver sig selv lov til at være nervøs – uden at give sig helt hen i den. Men hvilke konkrete værktøjer, kan man anvende for at dulme de fysiske symptomer på eksamensangsten?

6 eksempler på fysiske tegn på nervøsitet – samt konkrete metoder fra Lars Klingert, som hjælper dig med at få kontrol over dem

1. Vejrtrækning

Mange kommer tit ubevidst til at hyperventilere, når de er under pres. Det er noget i vores urinstinkt, der sørger for, at vi i stressede situationer ikke er afhængige af at trække vejret helt i bund. Man kan forsøge at komme dette til livs ved at lave fokuserede vejrtrækningsøvelser.

“Det gælder om først at lave en dyb udånding for at tømme kroppen for luft, så der er plads til ny, og derefter trække vejret tungt ind. Det er mest hensigtsmæssigt at øve sig på umærkelig og dyb vejrtrækning, når du ikke er under pres. Så er du fortolig med øvelsen, når du har brug for den.”

2. Uro i kroppen

Måske oplever du at have svært ved at stå stille, når du bliver nervøs? Hvis du har tendens til at vandre hvileløst frem og tilbage, kan du prøve en øvelse, hvor du stiller dig med lige meget vægt på begge fødder.

“Krum tæerne dynamisk, det vil sige krum, spænd af, krum, spænd af og så videre. Så kan du ikke flytte dig. Samtidig får du afløb for energien.”

3. Nervøse hænder

Et klassisk problem når man er nervøs er, at man sjældent ved, hvad man skal gøre af sine hænder. Mange har også en tendens til at klikke med en kuglepen. I den sammenhæng kan det være et smart trick at anskaffe sig en kuglepen, der ikke laver klik-lyde.

“Når vi føler vores hænder er i vejen, er det fordi vi under pres får mere aktvitet i dem. Det skyldes det autonome nervesystem. Det kan være en hjælp at holde noget i hænderne som papirer eller andet. Stik ikke hænderne i lommen for at gemme dem væk, og lad være med at knytte dem. Det vil virke aggressivt, medmindre det er en del af det, du vil udtrykke.”

4. Flakkende blik

Lige så vel som det kan være svært at holde hænderne i ro, er det ofte også et problem at vide præcis hvor og på hvem, man skal kigge. Det kan løses ved at have visse fikspunkter, man kan hvile øjnene på hos lærer eller censor.

“Får du et flakkende blik, når du er under pres, så kig på forskellige deltagere. Kan du ikke holde blikket i ro og se dem i øjnene så se modtagerne i panden i stedet. De kan ikke vurdere, om du kigger dem i øjnene eller i panden.”

5. Forstyrrende lyde og grimasser

Adrenalinen i kroppen gør tit, at man i eksamenssituationen kommer til at lave en talefejl eller to. Måske knækker stemmen, måske kommer man i farten til at snuble over et enkelt ord. Prøv at lade de her små fejl passere i stedet for at fiksere på dem. Hvis du ikke italesætter dem, er der større chance for, at censor heller ikke bemærker dem.

“Nogle er tilbøjelige til at kommentere egne fejl og kommer til at lave grimasser. Det behøver du slet ikke, bare kom hurtigt videre.”

6. Tørhed i munden

Du kan altid regne med, at der står et glas vand klar på bordet til dig, når du skal op til mundtlig eksamen. Selv efter en tår vand kan det dog stadig være tilfældet, at munden tører ud midt i talestrømmen – hvilket ikke ligefrem gør, at ordene kommer nemmere ud. Der findes dog et nemt og hurtigt tip, hvis man skulle komme ud for ørkentilstande i munden.

“Bliver du tør i munden, når du skal tale, kan du afhjælpe det ved, at du tygger dig selv ganske let og hurtigt i tungespidsen, så du danner spyt. Det kan gøres med lukket mund. Husk dog; det kan ikke lade sig gøre, mens man taler.”

Held og lykke med eksamen – og husk – det er hurtigt overstået!


Lars klingert, brænd igennem, eksamensangst, nervøs for mundtlig eksamen, mundtlig eksamen, gymnasie, hjælp til eksamen

Du kan købe Brænd igennem af Lars Klingert i din lokale boghandler eller online her

Bogen til dig, der gerne vil blive bedre til at brænde igennem med dit budskab. Den kan bruges af alle, der gerne vil kunne tale eller holde oplæg i en større eller mindre forsamling. Hvad enten det er et oplæg på jobbet, en tale til familiefesten eller forberedelse til eksamen.