Hvordan fortæller man sine børn, at man ønsker at forlade livet? De dage jeg elskede dig højest er en fortælling om et ægtepar, som står over for livets sværeste spørgsmål: Kan man leve uden den, som man har fulgtes igennem livet med?
Over tres år har Joseph og Evelyn levet et langt liv sammen. De er blevet gift, blevet forældre og bedsteforældre. Men en dag ændrer deres liv sig. Evelyn har fået en dødelig diagnose, og parret står over for en barsk beslutning. Er det værd at leve uden den anden?
LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du skal læse
Amy Neff er en amerikansk forfatter, bosat i Connecticut med sin mand og to sønner. Hendes debutroman, De dage jeg elskede dig højest, er en rørende fortælling og en hyldest til den livslange hengivenhed mellem to mennesker. Booklist har kaldt romanen både “hjerteskærende og hjertevarm,” og den er blevet sammenlignet med The Notebook af Publishers Weekly.
Læs et uddrag af De dage jeg elskede dig højest af Amy Neff her.
De dage jeg elskede dig højest
af Amy Neff
”If I had a flower for every time I thought of you … I could walk through my garden forever.”
– Alfred, Lord Tennyson
1
Evelyn
Josephs ord hænger i luften mellem os, de venter. Jeg rækker ud efter hans hånd, beroliget af hudens landskab, jorden, der sidder rundt om neglene; han har plantet blomsterløg hele eftermiddagen. Min hånd dirrer mellem hans. Sveden lægger sig mellem vores håndflader.
Vores børn sidder over for os i den slidte sofa. De er stille. De to lamper tættest på lyser gult rundt om deres skygger. Joseph tændte dem, da rummet blev dunkelt, ingen andre ville afbryde samtalen og rejse sig for at tænde lyset. Månelyset strømmer ind på de to flygler i arbejdsværelset, det blinker i elfenbenstangenterne.
Vinduerne står åbne ud mod natten, der er faldet på, mens vi har talt, og luften er stille og tung; det er usædvanligt varmt så sent på foråret i Connecticut. Den eneste lyd i rummet er den snurrende vifte i loftet og det svage sus fra bølgerne fra Bernard Beach, der strækker sig rundt om pynten.
Da børnene var små, og vores hjem stadig var The Oyster Shell Inn, vores kro, var bordet dækket af et halvfærdigt puslespil af New Englands fyrtårn. I aften er det dækket af skåle og fade med små retter – ostestave, der er blevet blanke og bløde nu, nyplukkede druer og et par enlige kiks ligger tilbage på tallerkenerne. Josephsagde, at jeg ikke skulle gøre for meget ud af det – men Thomas er kommet hele vejen fra Manhattan, og vi har ikke set ham siden jul.
Det sjældne besøg af vores søn var en kærkommen undskyldning for at gå ned i delikatesseforretningen i byen. Den har ligget over for Vics værktøjsbutik, siden børnene var små, og Joseph stoppede et par pengesedler i hånden på dem, og de stak afsted for at hente sandwich pakket ind i vokspapir, når vi spiste frokost på stranden. Joseph forsøgte at tale mig fra det, men jeg kan stadig godt finde vej, selvom jeg går langsommere nu. Missionen holdt mig koncentreret, forhindrede mine tanker i at vandre.
Ingen siger noget, de venter på, at Joseph skal fortsætte efter sin foruroligende indledning, grunden til, at vi allesammen sidder her. Vi har noget vigtigt, vi gerne vil tale med jer om.
Vores yngste datter, Violet, nu en voksen kvinde med mand og fire børn, sidder mellem sin bror og søster i den gamle sofa. Jeg har selv ombetrukket den, engang børnene var ude af huset, og kroen var lukket, men nu bærer den spor efter børnebørnene, og hynderne er igen blevet bløde i midten.
Vores børn er vokset op her på kroen, ligesom Joseph er. Det samme gælder på en måde mig. Min bror, Tommy, Joseph og jeg var uadskillelige og stormede ud og ind ad netdøren til huset, indtil Josephs mor grinende viftede med sit forklæde og gennede os ud på verandaen, så vi ikke forstyrrede gæsterne. Årene gik, og før vi vidste af det, førte vores børn værelsesbookingerne ind i en proppet kalender, de fejede gulvene og hjalp mig med at rulle duge og skære boller til morgenmaden.
Vores børnebørn hjalp også til, de viste gæsterne deres værelse, tog de solblegede lagner ned fra vaskestativet og spulede sandet af stakke af strandstole med en lang haveslange. Kroen var altid fuld, gæsterne var som statisk støj i en transistorradio; lydtapetet til det liv, vi har opbygget her. Selv nu, hvor vi trækker luft ind til at fortælle dem det, kan jeg ikke begribe, at vi kan forlade alt det her. Det eneste, jeg gerne vil, er at begynde forfra, sammen, at rykke tilbage til start.
”Der er ikke nogen nem måde at sige det her på … Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal begynde …,” stammer Joseph og klemmer min hånd.
Jane, vores ældste datter, kigger på mig. Jeg kan ikke aflæse hendes ansigtsudtryk. Engang skjulte hun sine følelser bag en manke af viltert hår, nu er det professionelt tæmmet og skulderlangt, et look, der passer bedre til de andre nye studieværter. Hendes lange lemmer og slanke hals endte med at blive et aktiv; hun bevæger sig med en tillært ynde, hun tillagde sig som ranglet teenager. Jeg er nødt til at vende mig væk fra hendes blik, bange for, at mit ansigt vil afsløre det, jeg ikke har fortalt hende.
Thomas kigger på Joseph, hans mund er en stram linje. Hvor de dog ligner hinanden, knap 1 meter og 80, bygget som svømmere med brede skuldre og smal overkrop. Men i modsætning til Joseph, hvis hår var mørkt, til han var i 60’erne, og det blev tyndt og hvidt i tindingerne, så er Thomas allerede ved at blive gråhåret. De sølv- farvede tråde gnistrede i lyset under hans hat, da han blev færdig på New York University; han var så alvorlig dengang, smilede kun på billeder, selv en dag som denne: en festdag.
Hans ansigt er smallere nu end i julen, og jeg ved ikke, om han og Ann spiser sammen om aftenen, eller han spiser alene ved sit skrivebord. Han har jakkesæt på efter en lang dag med flere møder i ledelsen. Han har udelukkende smidt jakken, fordi her er så varmt, og kun i hårgrænsen kan man se, at han sveder, perlerne bliver liggende, som om de ikke vover at trille ned forbi hans bryn.
”Jeres mor og jeg …” Joseph tøver igen, øjnene bliver blanke. Jeg ved ikke, om han kan få sig selv til at sige det. ”I ved jo, hvor højt vi elsker hinanden, vi har altid været i hinandens liv. Vi elsker jer alle så utroligt højt, det skal I vide … men vi kan ikke forestille os et liv uden hinanden …”
Jeg er lige ved at bryde ind, at påtage mig skylden og redde ham fra at knuse deres hjerter. Vores børn, vores små rollinger, der alle er voksne nu, der hang om benene på mig, alle så fulde af kærlighed, de havde alle brug for mig, kravlede skrigende rundt på mit skød, de kunne aldrig komme tæt nok på, og så gik de pludselig selv i skole, rejste, levede deres egne liv, der intet havde med os at gøre.
De fik venner, traf egne valg, begik fejl, forelskede sig, forlod kærligheden. Deres kroppe er skabt af vores kød og blod, men ikke deres allerinderste, det er deres, og hele tiden har vi været der, Joseph og jeg, en tosomhedens ø, uforstående over for årene, der er gået.
Han tager atter en dyb indånding, samler mod og styrke. ”Vi vil ikke overlade det sidste kapitel i vores liv til tilfældigheder, vi ønsker ikke, at det skal ende med en smertefuld og langtrukken slutning for nogen af os. Jeg ved godt, at det kommer som et chok for jer, det er chokerende alene at sige det, og det har også taget os en rum tid at komme overens med det hele, men vi mener, at det her er den bedste beslutning …”
”Og hvad er det så for en beslutning?” afbryder Thomas utålmodigt, da Joseph ikke fortsætter.
”Vi har tænkt os at afslutte vores liv om et år. Til juni næste år.” Josephs stemme knækker.
”Undskyld, hvad sagde du?” Violets øjne er store.
”Vi vil ikke have, at den ene af os skal dø fra den anden. Vi vil ikke leve uden hinanden … Vi vil gerne have noget at skulle have sagt i forhold til enden på vores historie.” Forklaringen lyder blid, men der er smerte i hans stemme, han gør sit bedste for at gøre det så gelinde som muligt, at afsløre det hele pakket ind i kærlighed.
”Hvad?” udbryder Thomas.
”Ja, hvad snakker I om?” udbryder Jane og sætter sit glas på bordet, som om hun har brug for sine hænder.
”Det her vil være vores sidste år.” Det er surrealistisk at høre Joseph sige det højt, selvom det var mig, der allerførst sagde det. Det her skal være mit sidste år.
”Det mener I ikke?” Jane kigger først på den ene, så den anden, hun leder efter pointen med joken.
”Jo, det mener vi,” svarer jeg og ville ønske, det var en vittighed. ”Det forstår jeg ikke,” siger Violet næsten bønfaldende.
”Så lad os forklare det.” Jeg læner mig frem, rykker helt ud på kanten af sofaen.
”Ja, vil I ikke nok, for det er jo helt sygt.” Thomas læner sig tilbage i puderne, væk fra mig.
”Far og jeg er ved at blive gamle …”
”I er altså ikke 100 år! I guder. I er ikke engang 80,” argumenterer Jane. ”Hvad bliver du næste gang, 76?”
Næste år på det her tidspunkt vil jeg være næsten 77, og Joseph vil være 79, en unødvendig korrektion, jeg ikke foretager.
”Vi er ved 10 at blive gamle, sagde jeg. Lad mig nu tale færdig.”
Jeg får styr på nerverne, prøver at hente alle de begrundelser frem, vi har øvet igen og igen, de ligger lige på tungen, men min hals er tyk ved tanken om tabet, der kommer, alt det, vi mister, sorgen, vi lukker ind i vores fredelige liv. Thomas flytter på sig, skummer af raseri.
”Vi ved, at vi vil nå til et sted, hvor der ingen vej er tilbage, hvor den ene af os måske ikke kan kende den anden længere, hvor vi ikke kan passe hinanden mere, hvor vi måske ikke engang vil kunne huske den anden. Og vi aner ikke, hvornår den dag kommer, men vi ved, at vi ikke kan fortsætte med at leve, som vi gør nu. Vi er allerede blevet ældre end vores forældre, bortset fra min mor … Og I ved alle tre, hvor forfærdeligt det var, og i mange år. Vi vil ikke være en byrde for jer, vi vil ikke være en byrde for hinanden.”
”Men der er jo plejehjem af præcis den grund! Der er fornuftige løsninger …,” indskyder Jane, men jeg fortsætter.
”Men det er ikke et liv, vi ønsker. Vi vil ikke leve halvt. Og vi vil ikke have et liv uden den anden,” siger jeg og mister pusten.
”Så hvad er det, helt seriøst, I foreslår?” Thomas lægger armene over kors.
”Vi vil gerne have et sidste år,” siger Joseph. ”Et sidste år, hvor vi kan være den bedste version af os selv, hvor vi kan lave glade minder, til jer og børnebørnene, hvor vi kan forlade verden, mens vi har det godt, i stedet for at I vil huske en eller anden afblomstret version af os.”
”Nåh, så I kan godt huske, at I har børnebørn,” siger Jane hånligt.
”Selvfølgelig kan vi det.” Jeg kan næsten ikke få det frem, tårerne truer med at trille ned over kinderne. ”Vi har tænkt så utroligt meget over det her.”
Thomas ånder ud gennem næsten, det lyder næsten som et grin. ”Hvad med os? Hvad tænker I, vi skal gøre uden jer?”
Violets spørgsmål bliver ikke mødt af opbakkende udbrud fra hendes bror eller søster, så det bliver blot hængende i den fugtige luft rundt om os.
Janes blik flakker, fra Joseph til mig, så lander det på osten, som om den skjuler noget. Jeg kan se, hun løber det hele igennem, at hun fordøjer det, vi har fortalt, holder det op imod det, hun ved, og strander ved, men hvorfor? Hun kan ikke forstå det.
Joseph smiler så trist, leder efter selv den mindste styrke og sik- kerhed, og det flår mig over på midten. ”Vi elsker jer allesammen. Vi vil gerne have, at det her sidste år bliver en fejring, fyldt med gode stunder sammen som familie.”
”En fejring?” udbryder Thomas vantro. ”Men det er da klart. Skidt med den million spørgsmål, jeg har – er en af jer syg og skal dø, eller hvad?”
Jeg smiler blidt. ”Vi skal allesammen dø, Thomas.”
”Godt forsøgt, mor.”
”Nej, alvorligt talt. Er du døende?” Jane er en jagthund. Hun sidder bomstille, ørerne er rejst, hun lytter efter bevægelse i græsset. Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ikke ville fortælle dem det.
Ikke endnu.
”Mor.” Jane skubber på, prikker til mig, mine underarme klør,
lyset er pludselig alt for skarpt. ”Mor,” gentager Violet, følger Janes spor.
Min diagnose faldt efter utallige prøver og undersøgelser, endelig fik min stille kamp et navn. En årsag. Det er en tyv, den stjæler min hukommelse, stjæler evnen til at fungere, til at kunne genkende mig selv, genkende dem, jeg elsker. Det er en urangst, indlejret i et enkelt ord. Parkinsons. Medicin, der burde hjælpe, hjælper ikke. Sygdommen udvikler sig aggressivt, det overrasker også lægerne, de kan ikke forklare det.
Jeg tilhører en tredjedel af de patienter, der også får en snert af demens, det er et mareridt, og jeg kender det alt for godt. Lugten af forfald og blegemiddel på min mors plejehjem, hendes råben, hendes vandring frem og tilbage mellem fortid og nutid, hun smed med ting, kunne ikke kende mig. Det var en slutning, der var langt mere smertefuld end selv det her.
”Hvorfor lyver I for os?” Det er Jane, der kommer med anklagen, den er som en kniv mod min hals.
”Vi lyver ikke.” Jeg prøver at finde en smutvej, klemmer hænderne sammen i skødet.
”I fortæller i hvert fald ikke sandheden.”
”Evelyn,” siger Joseph så, ”måske kan de godt forstå …”
”Forstå hvad?” snapper Violet ad sin far.
”Joseph …”
”De finder jo ud af det før eller siden …” Hans skuldre synker sammen under vægten af det, der ikke bliver sagt, han har brugt alle sine kræfter på at få os hertil.
”Vi har jo talt om det.” Jeg modstår trangen til at tysse på ham, til at slæbe ham ind ved siden af.
”Talt om hvad?” Violet kigger fra den ene til den anden, hun er et barn, der tigger om at blive lukket ind i de voksnes verden.
”Jeg vidste det,” siger Jane og løfter opgivende hænderne op i luften.
”Jeg har ikke sagt …”
”Jeg nægter at tro det her.” Thomas rejser sig op og går hen til kaminen, læner sig op ad kaminhylden.
”Fortæl. Os. Det.” Jane lægger tryk på hvert eneste ord, som hamrer hun en nøgle ind i en låst dør.
”Evelyn …”
”Jeg ville ikke …”
”I kan altså ikke forvente, at vi bare køber den der,” siger Thomas. ”Mor, hvad handler det her om?” Violets stemme er så fuld af angst. ”Det kan da umuligt være værre, end at du og far tager livet af hinanden om et år,” siger Jane, og selvom jeg ikke vil, selvom situationen er så absurd, eller måske netop fordi den er det, er jeg lige ved at le. Latteren sætter sig fast i min hals som gråd.
”Jo, det ville være langt værre, hvis I allesammen behandlede mig som skrøbeligt porcelæn i et helt år.” Jeg kan ikke nå at stoppe ordene, og det er en indrømmelse, en indrømmelse af, at det er første gang, jeg fortæller sandheden.
”Så du er syg og skal dø,” siger Jane.
”Om et år,” siger jeg, jeg vil tilbage til start. Et sidste år. Til juni næste år.
”Hvor er det sygt,” siger Thomas.
”Mor, kom nu.” Janes ord er en fremstrakt hånd, hun beder mig om at træde over i redningsbåden. Hun ved mere end nogen, hvordan det føles at træde vande, at ruste sig til fare. ”Troede du virkelig, at du kunne slippe så let?”
Jeg ånder ud, opgivelsen bliver mit anker. Stadie 2. For seks måneder siden føltes stadie 1 katastrofalt. Det udvikler sig hurtigt … normalt er der flere måneder, år, mellem de to stadier, ingen ved det, men hos dig … Nu ville jeg give hvad som helst for at kunne gå tilbage dertil. Joseph har jo ret, selvfølgelig har han det. Det hegn, jeg har bygget op omkring mig, er lavet af pinde og sejlgarn. De finder jo ud af det, uanset om jeg giver dem lov eller ej.
”Jeg har Parkinsons. Det udvikler sig hurtigere, end lægerne regnede med. Jeg vil gerne bevare en eller anden form for normalitet så længe som muligt, men sådan som det går nu …” Jeg rækker min ene hånd frem; selv den bedste pokerspiller ville blive afsløret af den.
”Åh, mor,” begynder Violet.
”Jesus,” udbryder Thomas.
”Mor, altså. Det er jeg virkeligt ked af at høre. Jeg ville ønske, du havde fortalt os det … men jeg troede … Er Parkinsons ikke det, Michael J. Fox har? Skuespilleren, som på ingen måde er ved at dø?” spørger Jane.
”Mennesker reagerer helt forskelligt på sygdommen. Lægerne siger, at jeg er et usædvanligt tilfælde …”
”Jamen så lad os se en anden læge,” siger Thomas. ”Har du fået en anden vurdering?”
”Det er derfor, jeg ikke har fortalt jer det. Jeg har brugt de sidste par år på at blive stukket og prikket i et forsøg på at finde svar, der kan føre til et andet resultat, men der er ikke nogen.” Min stemme bliver kraftigere, det er de nøgterne omstændigheder, den sikre, uundgåelige vej, jeg har kæmpet så hårdt imod, kun for at overgive mig nu.
”Jeg vil ikke spilde den tid, jeg har tilbage, på hospitalet, hos lægen, i venteværelser sammen med jer tre, mens I googler og undersøger og leder efter en imaginær helbredelse. Det er min beslutning. Min diagnose er ikke til debat.”
”Du skulle have fortalt os det, vi kunne jo have hjulpet jer,” siger Thomas. ”Det her rammer jo ikke kun dig …”
”Hvad kan vi gøre, der må da være noget …?” siger Violet.
”Vent lidt,” afbryder Jane. ”Så du har Parkinsons, og det er jeg virkeligt ked af, mor, det er jeg … det er forfærdeligt … men I sagde, at I begge ville … Far, hvad fejler du?”
Joseph vrider sig forvirret. ”Hvad jeg fejler?”
”Åh nej.” Rædslen glider atter hen over Violets ansigt. ”Hvad fejler du?”
”Jeg fejler ikke …”
”Jeres far har truffet en beslutning om, at min død også bliver hans. Hvis I tre kan få ham talt fra det, så vil jeg sætte pris på det. Jeg har forsøgt.”
”Evelyn,” siger Joseph advarende.
”Hvad?” udbryder Thomas og gnider sig i panden. ”Ej, men I er jo skøre begge to.”
”Er du fuldkommen sund og rask?” spørger Jane. Hendes stemme er helt tør.
”Så vidt jeg ved.”
”Og du vil tage dit liv, fordi mor ikke er?”
”Jeg ville ønske, at vi begge blev her, men jeres mor har gjort det helt tydeligt, at det ikke er en mulighed,” siger Joseph, såret og bister.
Der er ikke længere noget at skjule sig bag, alle kort er lagt på bordet, der er ikke flere stik at tage i det her forsvindingsnummer.
”Er det her et eller andet skørt spil mellem jer to; hvem tør, hvem tør ikke?” spørger Thomas. ”For I må gerne afsløre jeres bluff nu.”
”Jeg bluffer ikke,” siger jeg og ville allerede nu ønske, jeg kunne skrue tiden tilbage, at jeg kunne slutte aftenen med at knuge dem alle tre ind til mig, love dem, at vi altid er der for dem, en løgn, jeg ville kunne overbevise mig selv om alene med viljens magt. Jeg vil så gerne, at det var sandt.
”Det gør jeg desværre heller ikke,” tilføjer Joseph.
Kan han virkelig gennemføre det her? Kan nogen af os? Én ting er at indrømme det, at bære deres smerte og vrede og sorg alene, fordi vi fortæller dem det … men at gøre det?
”Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde,” siger Jane.
”Jeg troede sgu, du havde lidt flere følelser, far,” udfordrer Thomas ham, kigger direkte på Joseph.
”Thomas.” Min stemme er bestemt, men ikke skarp. Vi havde forventet, at Thomas ville reagere sådan her.
”Du skal ikke bruge mit navn på den måde,” snerrer han. ”Det er så egoistisk, det her. Hvordan har I tænkt jer, at Violet og Jane skal forklare det her for ungerne?”
”Det har vi tænkt på.” Min rysten, ude i det fri nu, afholder mig fra at gå ind i en længere forklaring. Joseph griber min hånd, holder den tæt igen, giver mig ro, og jeg er så taknemmelig.
”Nej, det tror jeg ikke, I har!” råber Thomas. ”I opfører jer som elskovssyge teenagere …”
”Thomas, tag det nu roligt. Jeg kan ikke koncentrere mig.” Jane afbryder ham, den ældstes autoritet trumfer den status, han har i den finansielle sektor. Vores førstefødte … det er svært at tro, at hun, selvom hun aldrig blev gift, engang bliver mormor; hendes datter, Rain, har fortalt, at de er gået i gang.
En baby, jeg aldrig vil holde i favnen. Det er et åbent sår, der efterlader mig hudløs, jeg ser Rain for mig, som hun sidder i en hospitalsseng med et lyserødt og nyt lille barn på brystet, og ved siden af en stol, jeg skulle have trukket hen til sengen, da hun rækker mig den lille, mit oldebarn.
Men jeg er der ikke.
Jeg vil aldrig se det liv folde sig ud, vil aldrig opleve de bittesmå fingre lukke sig om mine, vil aldrig se mit barnebarn opleve alle hemmelighederne ved moderskabet, opleve, at det binder os sammen. Jeg holdt mine børn i favnen som hun, og jeg ville gerne være der til at vise hende hvordan, ville gerne give hende et øjeblik, hvor hun kunne lukke øjnene, ville gerne kunne sige: Lad mig holde babyen lidt, det lille barn, jeg har elsket, lige så længe som jeg har elsket dig, altså, før vi mødte hinanden, hele mit liv og lidt til.
Han vender sig om mod sin lillesøster. ”Violet, du kan da ikke være okay med det her?”
Hun er mindre end sine søskende, har arvet min lille statur, mens Jane og Thomas har fået Josephs højde, og hun minder mig om de porcelænsdukker, hun elskede, da hun var lille, hendes bølgede hår, de fyldige læber, øjnene så fulde af tårer; hendes skrøbelighed er så smuk, så håndgribelig.
”Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være,” siger Violet så, men holder hurtigt inde, er usikker. ”Men jeg synes ikke, de er egoistiske. Det er så voldsomt at tænke på, men det er også … romantisk.”
Thomas kniber sammen om næsen, bøjer hovedet, lukker øjnene. ”I er syge, allesammen, det ved I godt, ikke?” Han hæver blikket, kigger på sin storesøster. ”Jane, vil du ikke godt være fornuftens stemme her?”
”Jeg kan slet ikke fatte det.” Jane sidder og nulrer stilken fra en klase vindruer mellem fingrene. Hun piller i den, blotter det grønne. Hun græder ikke, hun er ikke vred. Hun forsøger at forstå, men detaljerne hjælper hende ikke. Beslutningen er alt for fremmed for hende, for ubegribelig – det skræmmer hende at elske nogen så højt. ”I er blevet vanvittige.” Thomas ryster på hovedet, hans ansigt er mørkt.
Joseph åbner munden, vil gerne forklare, men jeg bryder ind, forsøger at få hans tog tilbage på sporet.
”I er chokerede alle tre, selvfølgelig, det forstår vi.” Jeg ved godt, det er utilstrækkeligt, men mit hoved er tåget, jeg kan ikke finde de ord, vi aftalte at sige, kan ikke finde de beroligende forklaringer, vi håbede ville give dem ro, selvom de er ulykkelige.
”Chokerede? Det er jo vanvid. I kan altså ikke gøre det her.” Thomas’ stemme er kraftig.
Jeg fortsætter, kan mærke, jeg svinder ind, mens jeg taler. ”Vi ved godt, det er en stor mundfuld, og at I har brug for tid. Men for nu vil vi bare gerne have, at I ved det. Der er ikke mere at tale om.”
Joseph nikker. Jeg kan fornemme, at han kigger på mig. Han har altid kunnet fornemme selv de allermindste skift i mit humør. Hans bryn bliver bløde, jævner sig ud, da han aflæser det, jeg ikke er i stand til at skjule. Jeg får en knude i maven, det, der var hypotetisk for flere dage siden, er nu i gang, uret er sat, timeglasset vendt.
Jeg har ikke mere at give, alt det mod, jeg har fået opbygget, falder fra hinanden, efterhånden som de hiver og slider i mig, min sikkerhed splintres, da jeg kigger ind i øjnene på mine børn. Det er noget helt andet her til aften, og Joseph ved, hvad jeg har brug for, uden at jeg behøver bede om det.
”Vi håber, at I en dag vil forstå det, og indtil da, at I stoler på os og vores beslutning.” Han slipper min hånd og kommer op at stå, signalerer, at samtalen er slut.
”Så det er det, hvad? Der er ikke mere at sige? Vi skal bare stole på jer?” Thomas koger, han er rasende. Han kigger appellerende på sine søstre, søger opbakning, men der er ikke mere kampgejst at hente nogen steder. Violet er faldet sammen. Jane er en saltstøtte.
”Du kommer for sent til toget,” siger Joseph blidt.
Thomas åbner og lukker munden, og der går et øjeblik, hvor det ser ud, som om han vil argumentere imod det, sige noget mere. Der hænger en let dis over rummet, som om vi allesammen befinder os i den samme drøm. Thomas tager jakken over armen og går ud i entréen. Joseph følger efter ham, Jane og Violet rejser sig også, fortryllelsen er brudt.
Det føles pludselig så sent. Bølgerne ruller frem og tilbage, man kan høre dem igen i det rum, som vores børns protester før fyldte ud. Jeg kan ikke tillade mig at være såret over, at Thomas ikke kyssede mig på kinden eller sagde farvel. Det er vores eget værk. Og alligevel får jeg et stik i hjertet, da han går. Jane begynder at samle servicen sammen, og jeg gør tegn til, at hun skal lade det være. Hun ignorerer mig og sætter det hele ud i køkkenet.
Violet synker ned bag mig i sladresofaen, hun har trukket benene op under sig som et barn.
”Jeg er så ked af det, mor. Over det, du har været igennem, over sådan, som du har haft det. Det er forfærdeligt. Jeg ville ønske, jeg havde vidst det … men I må ikke gøre det her, vil I ikke nok lade være?”
Jeg kan se panikken i hendes blik, den forvandler sig til sorg, og den dårlige samvittighed, jeg har sloges med, vokser. Hvordan skal jeg kunne forklare dem, at døden er det sidste, jeg ønsker?
”Jeg ville ønske, det var så enkelt.”
Tårerne triller ned ad mine kinder nu. Jeg lægger armene omkring hende, begraver mit ansigt i hendes krøller. Jeg kan høre Joseph komme med en sidste appel til vores søn.
”Vi beder jer ikke om at bakke op om vores beslutning; det ved vi godt, at I ikke kan. Men du må ikke forsvinde, Thomas, vil du ikke nok lade være med det?”
Thomas møder sin fars blik, stirrer på ham, så går han ud af huset uden et ord. Netdøren smækker bag ham.
”Vi er altså ikke færdige med at tale om det her,” siger Jane, da hun tager sin taske. Hun møder ikke mit blik, men bøjer sig ned og giver mig et knus, inden hun følger efter sin bror. Hun har lovet at sætte ham af ved stationen, så han kan nå det sidste tog til New York, inden hun selv kører hjem, og jeg er bekymret for, at han ikke når toget, fordi han er så vred, at han ikke kan finde den rette perron.
Han skulle være blevet her natten over, men han tager altid ind til byen igen inden midnat.
Joseph følger Violet ud, og hun tager ham under armen og tøver i døren, som om hun vil indprente sig stuen, inden den forsvinder. Hun vil skrå gennem haven ind til sit eget hus lige ved siden af, det hus, jeg voksede op i – min mor efterlod cedertræhuset til mig og Joseph, da hun døde.
Hvornår mon Violet vil fortælle Connor om vores beslutning? Han er en god mand, der elsker hende, men han har aldrig lært at spørge ind til smerten, ikke engang når den står skrevet i hendes ansigt.
Joseph vender tilbage til stuen, alene, og sætter sig i sofaen sam- men med mig. Stuen er tom, genlyden af alt det, vi har sagt, hænger i rummet omkring os.
”Nå, men det gik da godt.” Hans stemme lyder anspændt efter samtalen, som om han har brug for at rømme sig. ”Skulle vi have valgt ikke at fortælle dem det?”
Mit hjerte er tungt; jeg sidder og tænker på den vindruestilk, Jane hele tiden snoede mellem sine fingre tænker på Violets tårer, på Thomas’ vrede. Joseph og jeg havde talt om, om vi skulle fortælle dem det eller ej, om det var mest kærligt at give dem tid til at forberede sig, eller om det ville give dem et år i smerte. Men jeg ved, hvor ondt det kan gøre at have en hemmelighed, og den her kunne jeg ikke bære. ”Det er voldsomt at fordøje. De har brug for tid.”
”Jeg håber, du har ret,” siger han, lyder ikke overbevist.
”Du udleverede mig temmelig hurtigt.” Jeg tørrer tårerne af kinden, vil ikke vedkende mig den lettelse, der blander sig med vreden, lettelsen over ikke længere at skulle skjule noget, komme med undskyldninger, at blive opdaget i de mest ydmygende situationer.
”Jeg ved det, undskyld … det føltes bare forkert, det gav ikke længere mening, at de intet forstod.”
”Jeg var ikke klar.” Jeg lyder sur, men jeg har næsten ikke noget at skulle have sagt længere.
”Jeg er ikke klar til noget af det her.” Josephs blik hviler på den tomme sofa, hans egen smerte skyldes de aftryk, de har efterladt sig.
”Så er vi to.”
Vi sidder i tavshed, ikke den anspændte tavshed fra før, men en tavshed farvet af bevidstheden om, at vi bærer hver sin ende af en tung vægtstang, at vi begge er medansvarlige for den andens beslutning. Måske han satser på, at jeg vil skifte mening, eller at snakken i dag, min overbevisning, vil glide ud af min flygtige erindring.
”Hvad så nu?” spørger jeg.
”Nu tilbringer vi det næste år sammen, dig og mig og familien. Vi følger sporene i vores liv … genoplever de fælles minder, vi har. Det er det eneste, jeg ønsker.”
”Jeg vidste, du ville sige det,” driller jeg, hans forudsigelighed er både bitter og beroligende.
”Er det så slemt at ville det?”
Det lette i min stemme fortoner sig. ”Nej, det er det ikke. Men du er rask … du har meget mere tid.”
”Jeg har tilbragt alt for mange dage uden dig.”
Jeg læner mig ind mod ham, lige så let. Mine år i Boston, hans år i udlandet, erindringer så fjerne, at det føles, som tilhører de nogle andre. ”Det er så længe siden. Det har vi jo indhentet for længst.”
”Jeg vil altid ønske mere tid sammen med dig.” Hans blik bliver blankt igen, realiteterne lander mellem os, erkendelsen af, hvor kort et år kan være.
”Der vil aldrig være tid nok, vel?” Min hage dirrer, og han trækker mig ind i sin favn.
”Og dig?” Han hvisker ind i mit øre: ”Jeg ved, du også har tænkt over det. Jeg ved, du har drømt om alt det, vi skulle gøre.”
”Ud over at få dig til at skifte mening?” Jeg trækker mig fri af ham, kigger ærligt på ham, mine øjne er ømme. Uigenkaldeligheden ved et enkelt år giver genlyd inden i mig. Da det kun var mig, syntes det langt mindre skræmmende. Som ville jeg flyde væk, og der ville blot være krusninger i overfladen efter mig. Nu er det dobbelt så tungt. To sten, der synker ned i dybet, ned i det ukendte.
”Vær nu sød, Evelyn. Aftenen i aften er slem nok.”
Jeg trækker mig, udmattelsen overstiger fornuften. Jeg giver slip, i hvert fald for nu. ”Du kender godt svaret …” Jeg ryster på hovedet. ”Men det er skørt. Det er en umulighed, jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne, eller om jeg kan …”
Da jeg ikke fortsætter, siger han blidt: ”Orkestret?”
Jeg kigger over på det oplyste arbejdsværelse, hvor vores to flygler står. Det blanke sorte Steinway, jeg stort set ikke spiller på længere. Et smukt møbel, mere end et instrument, som min far købte i 20’erne, som jeg tiggede om at få lov at spille på, men altid under min mors strenge blik, og jeg havde det, som dansede jeg rundt på et museum, det virkede upassende, på grænsen til hensynsløst.
Jeg foretrækker Baldwin-flyglet, det, Joseph købte brugt, det honninggyldne træ, de gulnede tangenter, klaverbænken med noderne under sædet, hynden, der buer ned i midten. Det var det flygel, jeg lærte Jane at spille på, det var det, jeg forsøgte at undervise Thomas og Violet på, det lykkedes aldrig. Det var ved det flygel, jeg havde begynderundervisning og underholdt vores gæster, da børnene var små, og hvert eneste værelse i The Oyster Shell var proppet, når vi holdt improviserede koncerter i vores stue, og der var musik og svajende par og latter.
Den største drøm på min liste: At spille i Boston Symphony Orchestra. Jeg har øvet et helt liv, og den drøm var grunden til, at jeg holdt ved, den var den underliggende tone.
En upraktisk, usandsynlig længsel, der fyldte i mig, når jeg håbefuldt drejede ned ad en ny vej, jeg var ikke i stand til at holde den inde, den trodsede fornuften, logikken og den kurs, mit liv ellers tog. Selv nu, hvor jeg står ved vejs ende.
Jeg anerkender ikke, hvor lang tid jeg har båret den drøm i mig, hvor latterlig den er nu. Min idé synes så fattig, så egoistisk, når jeg ser den i lyset af mine børns vrede. Og alligevel kan jeg ikke slippe den, den pulserer, og jeg er så bevidst om, at uret tikker.
I stedet siger jeg: ”Vi er nødt til at finde ud, hvordan vi kan tage afsked.”
Amy Neff: De dage jeg elskede dig højest
De dage jeg elskede dig højest er en uforglemmelig debutroman og en hyldest til den livslange og dybe hengivenhed mellem to mennesker.
Joseph og Evelyn vokser op som naboer på New Englands kyst, og i 1941 falder de to barndomsvenner for hinanden. Tres år er gået, de har delt et langt liv. Nu samler de deres tre voksne børn for at fortælle dem om den hårde diagnose, Evelyn har fået. Joseph kan ikke leve uden hende. Så om et år vil de forlade deres liv sammen.
Mens både Joseph og Evelyn og resten af familien bearbejder nyheden, genlever de fortiden og de mange minder. Og de sætter sig for at skabe nye minder, som kan glæde og trøste deres børn. Men tiden går, og de må forholde sig til, hvad de efterlader sig.
Hvordan fortæller man sine børn, at man ønsker at forlade livet? De dage jeg elskede dig højest er en fortælling om et ægtepar, som står over for livets sværeste spørgsmål: Kan man leve uden den, som man har fulgtes igennem livet med?
Over tres år har Joseph og Evelyn levet et langt liv sammen. De er blevet gift, blevet forældre og bedsteforældre. Men en dag ændrer deres liv sig. Evelyn har fået en dødelig diagnose, og parret står over for en barsk beslutning. Er det værd at leve uden den anden?
LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du skal læse
Amy Neff er en amerikansk forfatter, bosat i Connecticut med sin mand og to sønner. Hendes debutroman, De dage jeg elskede dig højest, er en rørende fortælling og en hyldest til den livslange hengivenhed mellem to mennesker. Booklist har kaldt romanen både “hjerteskærende og hjertevarm,” og den er blevet sammenlignet med The Notebook af Publishers Weekly.
Læs et uddrag af De dage jeg elskede dig højest af Amy Neff her.
De dage jeg elskede dig højest
af Amy Neff
”If I had a flower for every time I thought of you … I could walk through my garden forever.”
– Alfred, Lord Tennyson
1
Evelyn
Josephs ord hænger i luften mellem os, de venter. Jeg rækker ud efter hans hånd, beroliget af hudens landskab, jorden, der sidder rundt om neglene; han har plantet blomsterløg hele eftermiddagen. Min hånd dirrer mellem hans. Sveden lægger sig mellem vores håndflader.
Vores børn sidder over for os i den slidte sofa. De er stille. De to lamper tættest på lyser gult rundt om deres skygger. Joseph tændte dem, da rummet blev dunkelt, ingen andre ville afbryde samtalen og rejse sig for at tænde lyset. Månelyset strømmer ind på de to flygler i arbejdsværelset, det blinker i elfenbenstangenterne.
Vinduerne står åbne ud mod natten, der er faldet på, mens vi har talt, og luften er stille og tung; det er usædvanligt varmt så sent på foråret i Connecticut. Den eneste lyd i rummet er den snurrende vifte i loftet og det svage sus fra bølgerne fra Bernard Beach, der strækker sig rundt om pynten.
Da børnene var små, og vores hjem stadig var The Oyster Shell Inn, vores kro, var bordet dækket af et halvfærdigt puslespil af New Englands fyrtårn. I aften er det dækket af skåle og fade med små retter – ostestave, der er blevet blanke og bløde nu, nyplukkede druer og et par enlige kiks ligger tilbage på tallerkenerne. Josephsagde, at jeg ikke skulle gøre for meget ud af det – men Thomas er kommet hele vejen fra Manhattan, og vi har ikke set ham siden jul.
Det sjældne besøg af vores søn var en kærkommen undskyldning for at gå ned i delikatesseforretningen i byen. Den har ligget over for Vics værktøjsbutik, siden børnene var små, og Joseph stoppede et par pengesedler i hånden på dem, og de stak afsted for at hente sandwich pakket ind i vokspapir, når vi spiste frokost på stranden. Joseph forsøgte at tale mig fra det, men jeg kan stadig godt finde vej, selvom jeg går langsommere nu. Missionen holdt mig koncentreret, forhindrede mine tanker i at vandre.
Ingen siger noget, de venter på, at Joseph skal fortsætte efter sin foruroligende indledning, grunden til, at vi allesammen sidder her. Vi har noget vigtigt, vi gerne vil tale med jer om.
Vores yngste datter, Violet, nu en voksen kvinde med mand og fire børn, sidder mellem sin bror og søster i den gamle sofa. Jeg har selv ombetrukket den, engang børnene var ude af huset, og kroen var lukket, men nu bærer den spor efter børnebørnene, og hynderne er igen blevet bløde i midten.
Vores børn er vokset op her på kroen, ligesom Joseph er. Det samme gælder på en måde mig. Min bror, Tommy, Joseph og jeg var uadskillelige og stormede ud og ind ad netdøren til huset, indtil Josephs mor grinende viftede med sit forklæde og gennede os ud på verandaen, så vi ikke forstyrrede gæsterne. Årene gik, og før vi vidste af det, førte vores børn værelsesbookingerne ind i en proppet kalender, de fejede gulvene og hjalp mig med at rulle duge og skære boller til morgenmaden.
Vores børnebørn hjalp også til, de viste gæsterne deres værelse, tog de solblegede lagner ned fra vaskestativet og spulede sandet af stakke af strandstole med en lang haveslange. Kroen var altid fuld, gæsterne var som statisk støj i en transistorradio; lydtapetet til det liv, vi har opbygget her. Selv nu, hvor vi trækker luft ind til at fortælle dem det, kan jeg ikke begribe, at vi kan forlade alt det her. Det eneste, jeg gerne vil, er at begynde forfra, sammen, at rykke tilbage til start.
”Der er ikke nogen nem måde at sige det her på … Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal begynde …,” stammer Joseph og klemmer min hånd.
Jane, vores ældste datter, kigger på mig. Jeg kan ikke aflæse hendes ansigtsudtryk. Engang skjulte hun sine følelser bag en manke af viltert hår, nu er det professionelt tæmmet og skulderlangt, et look, der passer bedre til de andre nye studieværter. Hendes lange lemmer og slanke hals endte med at blive et aktiv; hun bevæger sig med en tillært ynde, hun tillagde sig som ranglet teenager. Jeg er nødt til at vende mig væk fra hendes blik, bange for, at mit ansigt vil afsløre det, jeg ikke har fortalt hende.
Thomas kigger på Joseph, hans mund er en stram linje. Hvor de dog ligner hinanden, knap 1 meter og 80, bygget som svømmere med brede skuldre og smal overkrop. Men i modsætning til Joseph, hvis hår var mørkt, til han var i 60’erne, og det blev tyndt og hvidt i tindingerne, så er Thomas allerede ved at blive gråhåret. De sølv- farvede tråde gnistrede i lyset under hans hat, da han blev færdig på New York University; han var så alvorlig dengang, smilede kun på billeder, selv en dag som denne: en festdag.
Hans ansigt er smallere nu end i julen, og jeg ved ikke, om han og Ann spiser sammen om aftenen, eller han spiser alene ved sit skrivebord. Han har jakkesæt på efter en lang dag med flere møder i ledelsen. Han har udelukkende smidt jakken, fordi her er så varmt, og kun i hårgrænsen kan man se, at han sveder, perlerne bliver liggende, som om de ikke vover at trille ned forbi hans bryn.
”Jeres mor og jeg …” Joseph tøver igen, øjnene bliver blanke. Jeg ved ikke, om han kan få sig selv til at sige det. ”I ved jo, hvor højt vi elsker hinanden, vi har altid været i hinandens liv. Vi elsker jer alle så utroligt højt, det skal I vide … men vi kan ikke forestille os et liv uden hinanden …”
Jeg er lige ved at bryde ind, at påtage mig skylden og redde ham fra at knuse deres hjerter. Vores børn, vores små rollinger, der alle er voksne nu, der hang om benene på mig, alle så fulde af kærlighed, de havde alle brug for mig, kravlede skrigende rundt på mit skød, de kunne aldrig komme tæt nok på, og så gik de pludselig selv i skole, rejste, levede deres egne liv, der intet havde med os at gøre.
De fik venner, traf egne valg, begik fejl, forelskede sig, forlod kærligheden. Deres kroppe er skabt af vores kød og blod, men ikke deres allerinderste, det er deres, og hele tiden har vi været der, Joseph og jeg, en tosomhedens ø, uforstående over for årene, der er gået.
Han tager atter en dyb indånding, samler mod og styrke. ”Vi vil ikke overlade det sidste kapitel i vores liv til tilfældigheder, vi ønsker ikke, at det skal ende med en smertefuld og langtrukken slutning for nogen af os. Jeg ved godt, at det kommer som et chok for jer, det er chokerende alene at sige det, og det har også taget os en rum tid at komme overens med det hele, men vi mener, at det her er den bedste beslutning …”
”Og hvad er det så for en beslutning?” afbryder Thomas utålmodigt, da Joseph ikke fortsætter.
”Vi har tænkt os at afslutte vores liv om et år. Til juni næste år.” Josephs stemme knækker.
”Undskyld, hvad sagde du?” Violets øjne er store.
”Vi vil ikke have, at den ene af os skal dø fra den anden. Vi vil ikke leve uden hinanden … Vi vil gerne have noget at skulle have sagt i forhold til enden på vores historie.” Forklaringen lyder blid, men der er smerte i hans stemme, han gør sit bedste for at gøre det så gelinde som muligt, at afsløre det hele pakket ind i kærlighed.
”Hvad?” udbryder Thomas.
”Ja, hvad snakker I om?” udbryder Jane og sætter sit glas på bordet, som om hun har brug for sine hænder.
”Det her vil være vores sidste år.” Det er surrealistisk at høre Joseph sige det højt, selvom det var mig, der allerførst sagde det. Det her skal være mit sidste år.
”Det mener I ikke?” Jane kigger først på den ene, så den anden, hun leder efter pointen med joken.
”Jo, det mener vi,” svarer jeg og ville ønske, det var en vittighed. ”Det forstår jeg ikke,” siger Violet næsten bønfaldende.
”Så lad os forklare det.” Jeg læner mig frem, rykker helt ud på kanten af sofaen.
”Ja, vil I ikke nok, for det er jo helt sygt.” Thomas læner sig tilbage i puderne, væk fra mig.
”Far og jeg er ved at blive gamle …”
”I er altså ikke 100 år! I guder. I er ikke engang 80,” argumenterer Jane. ”Hvad bliver du næste gang, 76?”
Næste år på det her tidspunkt vil jeg være næsten 77, og Joseph vil være 79, en unødvendig korrektion, jeg ikke foretager.
”Vi er ved 10 at blive gamle, sagde jeg. Lad mig nu tale færdig.”
Jeg får styr på nerverne, prøver at hente alle de begrundelser frem, vi har øvet igen og igen, de ligger lige på tungen, men min hals er tyk ved tanken om tabet, der kommer, alt det, vi mister, sorgen, vi lukker ind i vores fredelige liv. Thomas flytter på sig, skummer af raseri.
”Vi ved, at vi vil nå til et sted, hvor der ingen vej er tilbage, hvor den ene af os måske ikke kan kende den anden længere, hvor vi ikke kan passe hinanden mere, hvor vi måske ikke engang vil kunne huske den anden. Og vi aner ikke, hvornår den dag kommer, men vi ved, at vi ikke kan fortsætte med at leve, som vi gør nu. Vi er allerede blevet ældre end vores forældre, bortset fra min mor … Og I ved alle tre, hvor forfærdeligt det var, og i mange år. Vi vil ikke være en byrde for jer, vi vil ikke være en byrde for hinanden.”
”Men der er jo plejehjem af præcis den grund! Der er fornuftige løsninger …,” indskyder Jane, men jeg fortsætter.
”Men det er ikke et liv, vi ønsker. Vi vil ikke leve halvt. Og vi vil ikke have et liv uden den anden,” siger jeg og mister pusten.
”Så hvad er det, helt seriøst, I foreslår?” Thomas lægger armene over kors.
”Vi vil gerne have et sidste år,” siger Joseph. ”Et sidste år, hvor vi kan være den bedste version af os selv, hvor vi kan lave glade minder, til jer og børnebørnene, hvor vi kan forlade verden, mens vi har det godt, i stedet for at I vil huske en eller anden afblomstret version af os.”
”Nåh, så I kan godt huske, at I har børnebørn,” siger Jane hånligt.
”Selvfølgelig kan vi det.” Jeg kan næsten ikke få det frem, tårerne truer med at trille ned over kinderne. ”Vi har tænkt så utroligt meget over det her.”
Thomas ånder ud gennem næsten, det lyder næsten som et grin. ”Hvad med os? Hvad tænker I, vi skal gøre uden jer?”
Violets spørgsmål bliver ikke mødt af opbakkende udbrud fra hendes bror eller søster, så det bliver blot hængende i den fugtige luft rundt om os.
Janes blik flakker, fra Joseph til mig, så lander det på osten, som om den skjuler noget. Jeg kan se, hun løber det hele igennem, at hun fordøjer det, vi har fortalt, holder det op imod det, hun ved, og strander ved, men hvorfor? Hun kan ikke forstå det.
Joseph smiler så trist, leder efter selv den mindste styrke og sik- kerhed, og det flår mig over på midten. ”Vi elsker jer allesammen. Vi vil gerne have, at det her sidste år bliver en fejring, fyldt med gode stunder sammen som familie.”
”En fejring?” udbryder Thomas vantro. ”Men det er da klart. Skidt med den million spørgsmål, jeg har – er en af jer syg og skal dø, eller hvad?”
Jeg smiler blidt. ”Vi skal allesammen dø, Thomas.”
”Godt forsøgt, mor.”
”Nej, alvorligt talt. Er du døende?” Jane er en jagthund. Hun sidder bomstille, ørerne er rejst, hun lytter efter bevægelse i græsset. Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ikke ville fortælle dem det.
Ikke endnu.
”Mor.” Jane skubber på, prikker til mig, mine underarme klør,
lyset er pludselig alt for skarpt. ”Mor,” gentager Violet, følger Janes spor.
Min diagnose faldt efter utallige prøver og undersøgelser, endelig fik min stille kamp et navn. En årsag. Det er en tyv, den stjæler min hukommelse, stjæler evnen til at fungere, til at kunne genkende mig selv, genkende dem, jeg elsker. Det er en urangst, indlejret i et enkelt ord. Parkinsons. Medicin, der burde hjælpe, hjælper ikke. Sygdommen udvikler sig aggressivt, det overrasker også lægerne, de kan ikke forklare det.
Jeg tilhører en tredjedel af de patienter, der også får en snert af demens, det er et mareridt, og jeg kender det alt for godt. Lugten af forfald og blegemiddel på min mors plejehjem, hendes råben, hendes vandring frem og tilbage mellem fortid og nutid, hun smed med ting, kunne ikke kende mig. Det var en slutning, der var langt mere smertefuld end selv det her.
”Hvorfor lyver I for os?” Det er Jane, der kommer med anklagen, den er som en kniv mod min hals.
”Vi lyver ikke.” Jeg prøver at finde en smutvej, klemmer hænderne sammen i skødet.
”I fortæller i hvert fald ikke sandheden.”
”Evelyn,” siger Joseph så, ”måske kan de godt forstå …”
”Forstå hvad?” snapper Violet ad sin far.
”Joseph …”
”De finder jo ud af det før eller siden …” Hans skuldre synker sammen under vægten af det, der ikke bliver sagt, han har brugt alle sine kræfter på at få os hertil.
”Vi har jo talt om det.” Jeg modstår trangen til at tysse på ham, til at slæbe ham ind ved siden af.
”Talt om hvad?” Violet kigger fra den ene til den anden, hun er et barn, der tigger om at blive lukket ind i de voksnes verden.
”Jeg vidste det,” siger Jane og løfter opgivende hænderne op i luften.
”Jeg har ikke sagt …”
”Jeg nægter at tro det her.” Thomas rejser sig op og går hen til kaminen, læner sig op ad kaminhylden.
”Fortæl. Os. Det.” Jane lægger tryk på hvert eneste ord, som hamrer hun en nøgle ind i en låst dør.
”Evelyn …”
”Jeg ville ikke …”
”I kan altså ikke forvente, at vi bare køber den der,” siger Thomas. ”Mor, hvad handler det her om?” Violets stemme er så fuld af angst. ”Det kan da umuligt være værre, end at du og far tager livet af hinanden om et år,” siger Jane, og selvom jeg ikke vil, selvom situationen er så absurd, eller måske netop fordi den er det, er jeg lige ved at le. Latteren sætter sig fast i min hals som gråd.
”Jo, det ville være langt værre, hvis I allesammen behandlede mig som skrøbeligt porcelæn i et helt år.” Jeg kan ikke nå at stoppe ordene, og det er en indrømmelse, en indrømmelse af, at det er første gang, jeg fortæller sandheden.
”Så du er syg og skal dø,” siger Jane.
”Om et år,” siger jeg, jeg vil tilbage til start. Et sidste år. Til juni næste år.
”Hvor er det sygt,” siger Thomas.
”Mor, kom nu.” Janes ord er en fremstrakt hånd, hun beder mig om at træde over i redningsbåden. Hun ved mere end nogen, hvordan det føles at træde vande, at ruste sig til fare. ”Troede du virkelig, at du kunne slippe så let?”
Jeg ånder ud, opgivelsen bliver mit anker. Stadie 2. For seks måneder siden føltes stadie 1 katastrofalt. Det udvikler sig hurtigt … normalt er der flere måneder, år, mellem de to stadier, ingen ved det, men hos dig … Nu ville jeg give hvad som helst for at kunne gå tilbage dertil. Joseph har jo ret, selvfølgelig har han det. Det hegn, jeg har bygget op omkring mig, er lavet af pinde og sejlgarn. De finder jo ud af det, uanset om jeg giver dem lov eller ej.
”Jeg har Parkinsons. Det udvikler sig hurtigere, end lægerne regnede med. Jeg vil gerne bevare en eller anden form for normalitet så længe som muligt, men sådan som det går nu …” Jeg rækker min ene hånd frem; selv den bedste pokerspiller ville blive afsløret af den.
”Åh, mor,” begynder Violet.
”Jesus,” udbryder Thomas.
”Mor, altså. Det er jeg virkeligt ked af at høre. Jeg ville ønske, du havde fortalt os det … men jeg troede … Er Parkinsons ikke det, Michael J. Fox har? Skuespilleren, som på ingen måde er ved at dø?” spørger Jane.
”Mennesker reagerer helt forskelligt på sygdommen. Lægerne siger, at jeg er et usædvanligt tilfælde …”
”Jamen så lad os se en anden læge,” siger Thomas. ”Har du fået en anden vurdering?”
”Det er derfor, jeg ikke har fortalt jer det. Jeg har brugt de sidste par år på at blive stukket og prikket i et forsøg på at finde svar, der kan føre til et andet resultat, men der er ikke nogen.” Min stemme bliver kraftigere, det er de nøgterne omstændigheder, den sikre, uundgåelige vej, jeg har kæmpet så hårdt imod, kun for at overgive mig nu.
”Jeg vil ikke spilde den tid, jeg har tilbage, på hospitalet, hos lægen, i venteværelser sammen med jer tre, mens I googler og undersøger og leder efter en imaginær helbredelse. Det er min beslutning. Min diagnose er ikke til debat.”
”Du skulle have fortalt os det, vi kunne jo have hjulpet jer,” siger Thomas. ”Det her rammer jo ikke kun dig …”
”Hvad kan vi gøre, der må da være noget …?” siger Violet.
”Vent lidt,” afbryder Jane. ”Så du har Parkinsons, og det er jeg virkeligt ked af, mor, det er jeg … det er forfærdeligt … men I sagde, at I begge ville … Far, hvad fejler du?”
Joseph vrider sig forvirret. ”Hvad jeg fejler?”
”Åh nej.” Rædslen glider atter hen over Violets ansigt. ”Hvad fejler du?”
”Jeg fejler ikke …”
”Jeres far har truffet en beslutning om, at min død også bliver hans. Hvis I tre kan få ham talt fra det, så vil jeg sætte pris på det. Jeg har forsøgt.”
”Evelyn,” siger Joseph advarende.
”Hvad?” udbryder Thomas og gnider sig i panden. ”Ej, men I er jo skøre begge to.”
”Er du fuldkommen sund og rask?” spørger Jane. Hendes stemme er helt tør.
”Så vidt jeg ved.”
”Og du vil tage dit liv, fordi mor ikke er?”
”Jeg ville ønske, at vi begge blev her, men jeres mor har gjort det helt tydeligt, at det ikke er en mulighed,” siger Joseph, såret og bister.
Der er ikke længere noget at skjule sig bag, alle kort er lagt på bordet, der er ikke flere stik at tage i det her forsvindingsnummer.
”Er det her et eller andet skørt spil mellem jer to; hvem tør, hvem tør ikke?” spørger Thomas. ”For I må gerne afsløre jeres bluff nu.”
”Jeg bluffer ikke,” siger jeg og ville allerede nu ønske, jeg kunne skrue tiden tilbage, at jeg kunne slutte aftenen med at knuge dem alle tre ind til mig, love dem, at vi altid er der for dem, en løgn, jeg ville kunne overbevise mig selv om alene med viljens magt. Jeg vil så gerne, at det var sandt.
”Det gør jeg desværre heller ikke,” tilføjer Joseph.
Kan han virkelig gennemføre det her? Kan nogen af os? Én ting er at indrømme det, at bære deres smerte og vrede og sorg alene, fordi vi fortæller dem det … men at gøre det?
”Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde,” siger Jane.
”Jeg troede sgu, du havde lidt flere følelser, far,” udfordrer Thomas ham, kigger direkte på Joseph.
”Thomas.” Min stemme er bestemt, men ikke skarp. Vi havde forventet, at Thomas ville reagere sådan her.
”Du skal ikke bruge mit navn på den måde,” snerrer han. ”Det er så egoistisk, det her. Hvordan har I tænkt jer, at Violet og Jane skal forklare det her for ungerne?”
”Det har vi tænkt på.” Min rysten, ude i det fri nu, afholder mig fra at gå ind i en længere forklaring. Joseph griber min hånd, holder den tæt igen, giver mig ro, og jeg er så taknemmelig.
”Nej, det tror jeg ikke, I har!” råber Thomas. ”I opfører jer som elskovssyge teenagere …”
”Thomas, tag det nu roligt. Jeg kan ikke koncentrere mig.” Jane afbryder ham, den ældstes autoritet trumfer den status, han har i den finansielle sektor. Vores førstefødte … det er svært at tro, at hun, selvom hun aldrig blev gift, engang bliver mormor; hendes datter, Rain, har fortalt, at de er gået i gang.
En baby, jeg aldrig vil holde i favnen. Det er et åbent sår, der efterlader mig hudløs, jeg ser Rain for mig, som hun sidder i en hospitalsseng med et lyserødt og nyt lille barn på brystet, og ved siden af en stol, jeg skulle have trukket hen til sengen, da hun rækker mig den lille, mit oldebarn.
Men jeg er der ikke.
Jeg vil aldrig se det liv folde sig ud, vil aldrig opleve de bittesmå fingre lukke sig om mine, vil aldrig se mit barnebarn opleve alle hemmelighederne ved moderskabet, opleve, at det binder os sammen. Jeg holdt mine børn i favnen som hun, og jeg ville gerne være der til at vise hende hvordan, ville gerne give hende et øjeblik, hvor hun kunne lukke øjnene, ville gerne kunne sige: Lad mig holde babyen lidt, det lille barn, jeg har elsket, lige så længe som jeg har elsket dig, altså, før vi mødte hinanden, hele mit liv og lidt til.
Han vender sig om mod sin lillesøster. ”Violet, du kan da ikke være okay med det her?”
Hun er mindre end sine søskende, har arvet min lille statur, mens Jane og Thomas har fået Josephs højde, og hun minder mig om de porcelænsdukker, hun elskede, da hun var lille, hendes bølgede hår, de fyldige læber, øjnene så fulde af tårer; hendes skrøbelighed er så smuk, så håndgribelig.
”Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være,” siger Violet så, men holder hurtigt inde, er usikker. ”Men jeg synes ikke, de er egoistiske. Det er så voldsomt at tænke på, men det er også … romantisk.”
Thomas kniber sammen om næsen, bøjer hovedet, lukker øjnene. ”I er syge, allesammen, det ved I godt, ikke?” Han hæver blikket, kigger på sin storesøster. ”Jane, vil du ikke godt være fornuftens stemme her?”
”Jeg kan slet ikke fatte det.” Jane sidder og nulrer stilken fra en klase vindruer mellem fingrene. Hun piller i den, blotter det grønne. Hun græder ikke, hun er ikke vred. Hun forsøger at forstå, men detaljerne hjælper hende ikke. Beslutningen er alt for fremmed for hende, for ubegribelig – det skræmmer hende at elske nogen så højt. ”I er blevet vanvittige.” Thomas ryster på hovedet, hans ansigt er mørkt.
Joseph åbner munden, vil gerne forklare, men jeg bryder ind, forsøger at få hans tog tilbage på sporet.
”I er chokerede alle tre, selvfølgelig, det forstår vi.” Jeg ved godt, det er utilstrækkeligt, men mit hoved er tåget, jeg kan ikke finde de ord, vi aftalte at sige, kan ikke finde de beroligende forklaringer, vi håbede ville give dem ro, selvom de er ulykkelige.
”Chokerede? Det er jo vanvid. I kan altså ikke gøre det her.” Thomas’ stemme er kraftig.
Jeg fortsætter, kan mærke, jeg svinder ind, mens jeg taler. ”Vi ved godt, det er en stor mundfuld, og at I har brug for tid. Men for nu vil vi bare gerne have, at I ved det. Der er ikke mere at tale om.”
Joseph nikker. Jeg kan fornemme, at han kigger på mig. Han har altid kunnet fornemme selv de allermindste skift i mit humør. Hans bryn bliver bløde, jævner sig ud, da han aflæser det, jeg ikke er i stand til at skjule. Jeg får en knude i maven, det, der var hypotetisk for flere dage siden, er nu i gang, uret er sat, timeglasset vendt.
Jeg har ikke mere at give, alt det mod, jeg har fået opbygget, falder fra hinanden, efterhånden som de hiver og slider i mig, min sikkerhed splintres, da jeg kigger ind i øjnene på mine børn. Det er noget helt andet her til aften, og Joseph ved, hvad jeg har brug for, uden at jeg behøver bede om det.
”Vi håber, at I en dag vil forstå det, og indtil da, at I stoler på os og vores beslutning.” Han slipper min hånd og kommer op at stå, signalerer, at samtalen er slut.
”Så det er det, hvad? Der er ikke mere at sige? Vi skal bare stole på jer?” Thomas koger, han er rasende. Han kigger appellerende på sine søstre, søger opbakning, men der er ikke mere kampgejst at hente nogen steder. Violet er faldet sammen. Jane er en saltstøtte.
”Du kommer for sent til toget,” siger Joseph blidt.
Thomas åbner og lukker munden, og der går et øjeblik, hvor det ser ud, som om han vil argumentere imod det, sige noget mere. Der hænger en let dis over rummet, som om vi allesammen befinder os i den samme drøm. Thomas tager jakken over armen og går ud i entréen. Joseph følger efter ham, Jane og Violet rejser sig også, fortryllelsen er brudt.
Det føles pludselig så sent. Bølgerne ruller frem og tilbage, man kan høre dem igen i det rum, som vores børns protester før fyldte ud. Jeg kan ikke tillade mig at være såret over, at Thomas ikke kyssede mig på kinden eller sagde farvel. Det er vores eget værk. Og alligevel får jeg et stik i hjertet, da han går. Jane begynder at samle servicen sammen, og jeg gør tegn til, at hun skal lade det være. Hun ignorerer mig og sætter det hele ud i køkkenet.
Violet synker ned bag mig i sladresofaen, hun har trukket benene op under sig som et barn.
”Jeg er så ked af det, mor. Over det, du har været igennem, over sådan, som du har haft det. Det er forfærdeligt. Jeg ville ønske, jeg havde vidst det … men I må ikke gøre det her, vil I ikke nok lade være?”
Jeg kan se panikken i hendes blik, den forvandler sig til sorg, og den dårlige samvittighed, jeg har sloges med, vokser. Hvordan skal jeg kunne forklare dem, at døden er det sidste, jeg ønsker?
”Jeg ville ønske, det var så enkelt.”
Tårerne triller ned ad mine kinder nu. Jeg lægger armene omkring hende, begraver mit ansigt i hendes krøller. Jeg kan høre Joseph komme med en sidste appel til vores søn.
”Vi beder jer ikke om at bakke op om vores beslutning; det ved vi godt, at I ikke kan. Men du må ikke forsvinde, Thomas, vil du ikke nok lade være med det?”
Thomas møder sin fars blik, stirrer på ham, så går han ud af huset uden et ord. Netdøren smækker bag ham.
”Vi er altså ikke færdige med at tale om det her,” siger Jane, da hun tager sin taske. Hun møder ikke mit blik, men bøjer sig ned og giver mig et knus, inden hun følger efter sin bror. Hun har lovet at sætte ham af ved stationen, så han kan nå det sidste tog til New York, inden hun selv kører hjem, og jeg er bekymret for, at han ikke når toget, fordi han er så vred, at han ikke kan finde den rette perron.
Han skulle være blevet her natten over, men han tager altid ind til byen igen inden midnat.
Joseph følger Violet ud, og hun tager ham under armen og tøver i døren, som om hun vil indprente sig stuen, inden den forsvinder. Hun vil skrå gennem haven ind til sit eget hus lige ved siden af, det hus, jeg voksede op i – min mor efterlod cedertræhuset til mig og Joseph, da hun døde.
Hvornår mon Violet vil fortælle Connor om vores beslutning? Han er en god mand, der elsker hende, men han har aldrig lært at spørge ind til smerten, ikke engang når den står skrevet i hendes ansigt.
Joseph vender tilbage til stuen, alene, og sætter sig i sofaen sam- men med mig. Stuen er tom, genlyden af alt det, vi har sagt, hænger i rummet omkring os.
”Nå, men det gik da godt.” Hans stemme lyder anspændt efter samtalen, som om han har brug for at rømme sig. ”Skulle vi have valgt ikke at fortælle dem det?”
Mit hjerte er tungt; jeg sidder og tænker på den vindruestilk, Jane hele tiden snoede mellem sine fingre tænker på Violets tårer, på Thomas’ vrede. Joseph og jeg havde talt om, om vi skulle fortælle dem det eller ej, om det var mest kærligt at give dem tid til at forberede sig, eller om det ville give dem et år i smerte. Men jeg ved, hvor ondt det kan gøre at have en hemmelighed, og den her kunne jeg ikke bære. ”Det er voldsomt at fordøje. De har brug for tid.”
”Jeg håber, du har ret,” siger han, lyder ikke overbevist.
”Du udleverede mig temmelig hurtigt.” Jeg tørrer tårerne af kinden, vil ikke vedkende mig den lettelse, der blander sig med vreden, lettelsen over ikke længere at skulle skjule noget, komme med undskyldninger, at blive opdaget i de mest ydmygende situationer.
”Jeg ved det, undskyld … det føltes bare forkert, det gav ikke længere mening, at de intet forstod.”
”Jeg var ikke klar.” Jeg lyder sur, men jeg har næsten ikke noget at skulle have sagt længere.
”Jeg er ikke klar til noget af det her.” Josephs blik hviler på den tomme sofa, hans egen smerte skyldes de aftryk, de har efterladt sig.
”Så er vi to.”
Vi sidder i tavshed, ikke den anspændte tavshed fra før, men en tavshed farvet af bevidstheden om, at vi bærer hver sin ende af en tung vægtstang, at vi begge er medansvarlige for den andens beslutning. Måske han satser på, at jeg vil skifte mening, eller at snakken i dag, min overbevisning, vil glide ud af min flygtige erindring.
”Hvad så nu?” spørger jeg.
”Nu tilbringer vi det næste år sammen, dig og mig og familien. Vi følger sporene i vores liv … genoplever de fælles minder, vi har. Det er det eneste, jeg ønsker.”
”Jeg vidste, du ville sige det,” driller jeg, hans forudsigelighed er både bitter og beroligende.
”Er det så slemt at ville det?”
Det lette i min stemme fortoner sig. ”Nej, det er det ikke. Men du er rask … du har meget mere tid.”
”Jeg har tilbragt alt for mange dage uden dig.”
Jeg læner mig ind mod ham, lige så let. Mine år i Boston, hans år i udlandet, erindringer så fjerne, at det føles, som tilhører de nogle andre. ”Det er så længe siden. Det har vi jo indhentet for længst.”
”Jeg vil altid ønske mere tid sammen med dig.” Hans blik bliver blankt igen, realiteterne lander mellem os, erkendelsen af, hvor kort et år kan være.
”Der vil aldrig være tid nok, vel?” Min hage dirrer, og han trækker mig ind i sin favn.
”Og dig?” Han hvisker ind i mit øre: ”Jeg ved, du også har tænkt over det. Jeg ved, du har drømt om alt det, vi skulle gøre.”
”Ud over at få dig til at skifte mening?” Jeg trækker mig fri af ham, kigger ærligt på ham, mine øjne er ømme. Uigenkaldeligheden ved et enkelt år giver genlyd inden i mig. Da det kun var mig, syntes det langt mindre skræmmende. Som ville jeg flyde væk, og der ville blot være krusninger i overfladen efter mig. Nu er det dobbelt så tungt. To sten, der synker ned i dybet, ned i det ukendte.
”Vær nu sød, Evelyn. Aftenen i aften er slem nok.”
Jeg trækker mig, udmattelsen overstiger fornuften. Jeg giver slip, i hvert fald for nu. ”Du kender godt svaret …” Jeg ryster på hovedet. ”Men det er skørt. Det er en umulighed, jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne, eller om jeg kan …”
Da jeg ikke fortsætter, siger han blidt: ”Orkestret?”
Jeg kigger over på det oplyste arbejdsværelse, hvor vores to flygler står. Det blanke sorte Steinway, jeg stort set ikke spiller på længere. Et smukt møbel, mere end et instrument, som min far købte i 20’erne, som jeg tiggede om at få lov at spille på, men altid under min mors strenge blik, og jeg havde det, som dansede jeg rundt på et museum, det virkede upassende, på grænsen til hensynsløst.
Jeg foretrækker Baldwin-flyglet, det, Joseph købte brugt, det honninggyldne træ, de gulnede tangenter, klaverbænken med noderne under sædet, hynden, der buer ned i midten. Det var det flygel, jeg lærte Jane at spille på, det var det, jeg forsøgte at undervise Thomas og Violet på, det lykkedes aldrig. Det var ved det flygel, jeg havde begynderundervisning og underholdt vores gæster, da børnene var små, og hvert eneste værelse i The Oyster Shell var proppet, når vi holdt improviserede koncerter i vores stue, og der var musik og svajende par og latter.
Den største drøm på min liste: At spille i Boston Symphony Orchestra. Jeg har øvet et helt liv, og den drøm var grunden til, at jeg holdt ved, den var den underliggende tone.
En upraktisk, usandsynlig længsel, der fyldte i mig, når jeg håbefuldt drejede ned ad en ny vej, jeg var ikke i stand til at holde den inde, den trodsede fornuften, logikken og den kurs, mit liv ellers tog. Selv nu, hvor jeg står ved vejs ende.
Jeg anerkender ikke, hvor lang tid jeg har båret den drøm i mig, hvor latterlig den er nu. Min idé synes så fattig, så egoistisk, når jeg ser den i lyset af mine børns vrede. Og alligevel kan jeg ikke slippe den, den pulserer, og jeg er så bevidst om, at uret tikker.
I stedet siger jeg: ”Vi er nødt til at finde ud, hvordan vi kan tage afsked.”
Amy Neff: De dage jeg elskede dig højest
De dage jeg elskede dig højest er en uforglemmelig debutroman og en hyldest til den livslange og dybe hengivenhed mellem to mennesker.
Joseph og Evelyn vokser op som naboer på New Englands kyst, og i 1941 falder de to barndomsvenner for hinanden. Tres år er gået, de har delt et langt liv. Nu samler de deres tre voksne børn for at fortælle dem om den hårde diagnose, Evelyn har fået. Joseph kan ikke leve uden hende. Så om et år vil de forlade deres liv sammen.
Mens både Joseph og Evelyn og resten af familien bearbejder nyheden, genlever de fortiden og de mange minder. Og de sætter sig for at skabe nye minder, som kan glæde og trøste deres børn. Men tiden går, og de må forholde sig til, hvad de efterlader sig.
Du kan købe De dage jeg elskede dig højest online eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: