Boris Hansen CarlsenPuls Læseprøve og uddrag Young Adult-romaner

“Vi kan rejse ind i bøger nu. Ændre dem indefra” … tyvstart på Den usynlige krig her

den usynlige krig, tavse verdener, boris hansen, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, science fiction, sci fi, fantasy

Boris Hansen er aktuel med Den usynlige krig, første bind i en ny science fiction-serie, hvor det er muligt at rejse ind i bøger. Det lyder måske som lidt af en læsers drøm, men nogen planlægger at misbruge teknologien, og det kan blive et sandt mareridt.

Midt i det hele står fiktionsagenten Olivia med sit team. De rejser ind og ud af bøgerne for at redde dem fra fremmede agenter med tvivlsomme motiver. Missionerne er ofte farlige, og en dag går det galt. Nogen har planer for fiktionsteknologiens muligheder, og for at finde sandheden må Olivia følge deres blodige spor på tværs af både bøgernes fiktive verdener og hendes egen … Her kan du læse et uddrag af bogen.

Boris Hansen: Tavse verdener (1) – Den usynlige krig


Olivia er del af en gruppe agenter, som rejser ind i historier for at redde handlingen og ikke mindst verdensfreden mod ondsindede magter.

Det er en hård tjans, og holdet af umage helte har deres egne problemer at kæmpe med – men da flere af deres missioner saboteres, begynder et dystert billede at tegne sig af en magtkamp, der hurtigt kan koste dem alle livet, og holdet må finde ud af at arbejde sammen, hvis de skal finde og destruere fjenden i tide.

Med humor, spænding og stor indlevelse fortæller Boris Hansen en historie om korrupte statsmagter, fantastiske bøger og enestående venskaber.

Du kan købe Tavse verdener (1) – Den usynlige krig online, fx hos Gucca.com, eller hos din lokale boghandler.


Den usynlige krig
af Boris Hansen

Arthur. Arthur, for helvede. Vågn op!

Hvad … hvor … hvor er jeg?

Hvor du er? Hvad mener du, dit fjols? Ombord på fartøjet, selvfølgelig. Har du ikke hørt efter?

Fartøjet? Jeg … undskyld. Undskyld. Jeg føler mig lidt svimmel.

No shit. Du bliver ved med at zone ud. Tag dig sammen, Arthur! Ret dig op! Forsøg at ligne den badass, du skal forestille at være!

Men … hvad foregår der? Hvorfor … hvorfor er vi to herinde?

To stemmer i samme kranie? Det er et fandens godt spørgsmål, Arthur.

Men det må vente til senere. Lige nu skal du bare koncentrere dig om at se nogenlunde normal ud. Forstået?

Ja. Ja, selvfølgelig. Eller … jeg kan prøve.

Godt. Det lader nemlig til, at det er dig, der har kontrollen over den her krop lige nu. Og vi befinder os på et Machina-fartøj. Du ved godt, hvad et Machina-fartøj er, gør du ikke, Arthur?

Jeg … tror ikke, jeg nogensinde har hørt det ord før. Eller … måske.

Goddammit. Hvordan kan du ikke være klar over, hvad det er for en maskine, vi befinder os i?

Jeg ved det ikke! Det er, som om jeg lige er vågnet af en drøm. Og … jeg har så mange spørgsmål. Og du bliver ved med at bruge mærkelige ord, jeg ikke forstår …

Okay, okay, glem, at jeg råbte. Vi skal først og fremmest undgå at vække mistanke. Hvis du bliver spurgt om noget, svarer du kortfattet. Lad, som om du har styr på tingene. For ellers …

Ellers … hvad?

Well. De bragte os ombord på fartøjet for at løse en opgave. Jeg fik ikke fat i alle detaljerne. Men de regner med os. Med dig. Med at du er toptrænet og professionel. Hvis de finder ud af, at du ikke aner, hvad der foregår, og at du render rundt med to stemmer i hovedet …

Hvad … hvad sker der så?

Så kommer det til at gå ud over os. Okay?

Undskyld. Jeg tror slet ikke, at det er meningen, jeg skal være her. Jeg ved ikke, hvad der foregår. Undskyld. Undskyld. Undsk…

Sshh! Ti stille! Der kommer nogen!

Arthur Van Gelder. Olivia trykkede på navnet, mens hun gik, og skærmen på hendes tablet eksploderede i oplysninger, som hun ikke havde tid til at gennemgå inden landingen. I stedet åbnede hun et videoklip for at få et hurtigt indtryk af deres nye passager.

Den bredskuldrede mand med det korte, lyse hår sad ved et bord med ryggen op ad en væg. Han kiggede på nogen eller noget ved siden af kameraet. Ansigtet var udtryksløst. Blikket tomt.

“Arthur,” sagde personen uden for kameraets synsfelt. “Sidste spørgsmål, og så er vi færdige for i dag. Fortæl os på tyve sekunder eller mindre, hvorfor vi skal vælge dig.”

Der var kun den svageste antydning af forandring i Arthur Van Gelders ansigt. Et lille smil, som ikke var et smil. “Jeg behøver ikke tyve sekunder,” sagde han tonløst. “I vælger mig, fordi jeg er den bedste, I nogensinde har trænet og testet. Fordi jeg får tingene gjort. Jeg har aldrig fejlet, og jeg har ikke tænkt mig at begynde nu. Hvis missionen ind i den serie virkelig er så vigtig, som jeg har hørt …”

“Lad venligst være med at tale om missionen, mens kameraet kører,” afbrød stemmen.

“… så sender I mig derind,” sagde Arthur. Han kiggede direkte ind i kameraet, og Olivia fik lyst til at sænke blikket. “Fordi der ikke er andre som mig.”

Og der sluttede videoklippet.

Olivia kiggede op fra sin tablet og lyttede til fartøjets rumlen. Motorlarmen fik altid hendes hoved til at snurre og gav hende følelsen af at være pakket ind i uld. Men var der en ny lyd, som hun ikke havde været opmærksom på før?

Ja. Nogen mumlede i nærheden. Hun kunne ikke tyde, hvad det var for et ord, stemmen blev ved at gentage.

Olivia nærmede sig forsigtigt hjørnet længere fremme. Hun lagde hænderne på den rustplettede væg og kiggede frem for at se, hvor stemmen kom fra. Og nu kunne hun høre, hvad den sagde.

“Undskyld. Undskyld. Undskyld.”

Der sad han. Kæmpen. Dræbermaskinen.

Arthur.

“Landing om otteogtyve minutter,” lød Leos stemme over højttaleranlægget. “Eller … måske lidt mere. Men jeg tror, otteogtyve er et godt bud.”

Ikke særlig betryggende, Leo, tænkte Olivia. Så vendte hun opmærksomheden mod Arthur igen. Den fremmede soldat sad sammenkrummet på en taburet, der lignede en nipsgenstand under hans massive skikkelse. Hans hoved var begravet i hænderne, og fingrene kørte frem og tilbage gennem det kortklippede hår, som om en masse imaginære insekter fik hans hovedbund til at klø.

“Undskyld,” mumlede han med grødet stemme. “Undskyld.”

Olivias første instinkt var (som altid) at skynde sig videre. Hendes forsøg på at hjælpe andre med deres personlige issues plejede kun at gøre tingene akavede.

Men lige i det her tilfælde kunne hun ikke lade som ingenting.

“Hey!” råbte hun og nærmede sig forsigtigt. Normalt var hun elendig til at læse folks kropssprog, men selv hun kunne se, at der var noget galt med den store mand. Muligvis som i hans hjerne er kortsluttet.

LÆS OGSÅ: Inez Gavilanes: Vi mennesker er meget ens. Det er det, vi bliver udsat for, som gør forskellen

“Hvad laver du? Hørte du ikke Leo over højttaleren? Vi lander om lidt.”

Fingrene standsede deres arbejde. Arthur kiggede langsomt op. Olivia forventede halvt at se rødsprængte øjne og et vanvittigt grin, og hun forberedte sig mentalt på at losse soldaten mellem benene og låse sig inde på fartøjets toilet.

Men i stedet var hans ansigt fuldt af sorg. Eller fortrydelse måske. Noget, som slet ikke matchede de svulmende arme, der stak ud af vesten, eller kniven med savtakker og blodrille i hans bælte. Eller det stenansigt, hun havde set på sin tablet for et minut siden.

“Undskyld,” sagde han og lignede mest af alt en grådkvalt actionfigur.

Lidt ligesom dem fra Olivias hemmelige lege som barn. De havde også hulket og tryglet for deres liv, når de lå og smeltede i sollyset under hendes forstørrelsesglas. Og alligevel havde de formået at bevare mere værdighed end manden på taburetten foran hende. “Undskyld. Jeg burde slet ikke være her. Jeg er så …”

Stemmen druknede i motorlarmen, og Arthur begyndte at slå sig selv i panden med flad hånd.

Olivia blev stående og stirrede på ham.

Hvad fanden?

Tankerne løb igennem hendes hoved med samme hastighed som Strømmen, der brusede forbi udenfor. Han er blevet skør. Actionfiguren er to sekunder fra at rejse sig op og nakke os alle sammen.

Olivia skubbede brillerne op på næseryggen og satte sig langsomt på hug foran Arthur. “Hey,” sagde hun. “Hey, Arthur. Please. Du er nødt til holde op med det der. Sig, hvad du skal bruge for at blive klar, inden vi lander. En kop kaffe? En lussing? Vi har ikke mere kaffe, så …”

“Hvor er vi?” spurgte han bare og så tomt på hende. “Kan du fortælle mig, hvor vi er?”

Olivia holdt en finger op foran ham. Hendes jeg-mener-det-finger. “Arthur. Når du siger, ‘hvor er vi’, så mener du, ‘hvor langt er vi fra vores mål, og hvor mange minutter er der, til vi lander, så jeg kan komme i gang med missionen og være så sindssygt effektiv, at det chokerer alle mine nye kolleger’. Jeg håber ikke, du mener, ‘jeg er gået i panik og har glemt mine instrukser, og nu ødelægger jeg missionen for os alle sammen’. Vel?”

“Nej,” klynkede Arthur og rystede på hovedet. “Det skal nok gå.”

“Okay,” sagde Olivia gennem sammenbidte tænder. Hun havde virkelig ikke brug for det her lige nu. “Hør. Jeg ved godt, det gik lidt hurtigt med at komme af sted. Vi fik ikke rigtig … hilst. Mit navn er Olivia Alby og …”

“Jeg hedder Arthur,” afbrød han. “Er det dig, der bestemmer her?”

“Ja. Og nej. Jeg er bogholderen på teamet. Spørgsmål om missionen – det er mig. Spørgsmål om, hvem du skal pege på med pistolen i dit bælte, hvis du absolut er nødt til det – det er Majoren. Jeg vil gerne have, at du slapper helt af nu og trækker vejret dybt. Det er naturligt at føle sig forvirret, når man rejser gennem Strømmen. Dine tanker kan føles som røræg. Men det går over.”

Hun så afventende på ham. Var det ikke sådan, man trøstede andre? Måske ville let fysisk kontakt hjælpe. Hun havde læst om den slags. Hun løftede tøvende en hånd og klappede hurtigt Arthurs massive lår oven på de sandfarvede militærbukser.

Han så taknemmeligt på hende og rakte ud, måske for at knuge hendes hånd, men Olivia var allerede ved at trække den til sig igen, så Arthur fik kun fat i det yderste af hendes fingerspidser.

Så sad de der over for hinanden, og han vidste åbenbart ikke helt, hvad han skulle gøre med det mislykkede håndtryk, så han begyndte at vugge hendes fingerspidser op og ned og gentage sig selv. “Det går over. Det går over. Jeg bliver mig selv igen. Det går over.”

“Ja. Okay. Det er godt. Giv så slip.” Olivia rømmede sig og trak hånden til sig. Hun kom på benene og granskede supersoldaten på den alt for lille taburet. Forsøgte at regne ud, hvor stort et problem han udgjorde.

Så længe han gør, hvad han får besked på, når missionen begynder, skal det nok gå. Hvad han ellers render rundt med af personlige problemer er ikke min sag.

“Hallo?” lød Leos stemme over højttaleren. “Hallo-hallo. Vi er næsten fremme, men … Olivia, kan jeg få dig til at kigge forbi kommandobroen? Der er opstået nogle problemer med kursen.”

Great. Missionen var ikke engang begyndt endnu, og hun havde allerede navigationsproblemer og en klynkende actionfigur at tænke ind i sin planlægning. “Bliv her,” sagde hun til Arthur og begyndte at gå baglæns hen mod stigen. “Jeg kommer tilbage.”

“Tak,” mumlede Arthur og tørrede sin næse med håndryggen. Var hans øjne fugtige, eller var det bare lyset, der snød? “Tak … Olivia. Der er ikke særlig mange, der har brugt tid på at … at tale med mig.”

Han krummede sig sammen på taburetten igen og kløede sig i håret, mens han mumlede for sig selv. Skæftet på pistolen i hans bælte glimtede farligt i loftslampernes skær.

Yeah, tænkte Olivia og begyndte at klatre.

Vi kommer alle sammen til at dø.

“Major!” Olivia nåede kommandobroen og krydsede gulvet, så hurtigt som hendes korte ben nu tillod.

På trods af sit navn var kommandobroen bare endnu en af fartøjets mange mezzaniner. Det lave loft og bundterne af løsthængende kabler fik afsatsen til at ligne et tilfældigt hulrum midt i det virvar af elektronik, der udgjorde Machina-fartøjets indvolde. Et dæmpet, rødt lys lå over alting og forstærkede følelsen af, at man befandt sig på indersiden af noget levende.

Nede for enden stod Majoren bøjet ind over ryggen på Leos sæde og pegede på en skærm. De to mænd udgjorde en samlet skygge på en konstant skiftende baggrund. Strømmen var synlig gennem fartøjets forrude, en uendelig tunnel af massiv, blålilla tåge, hvor elektriske udladninger og syner og idéer dukkede op og forsvandt med sekunders mellemrum.

Olivia havde før taget sig i at stå og fortabe sig i de muligheder og virkeligheder, der levede i Strømmen og susede forbi i rasende fart.

Men ikke nu. For lige nu sad der et stort problem nede i kælderen og mumlede for sig selv. På sit gamle team havde Olivia også altid været den første til at opdage de store problemer. Nogle ting ændrede sig åbenbart aldrig.

Den korte klatretur havde gjort hende forpustet, og det var et under, at major Petrakis og Leo ikke hørte hende, før hun stod og åndede dem i nakken. Leo havde hængt sin falmede grønne kasket på et af cockpittets mange håndtag, og han sad og førte den ene hånd gennem det karseklippede, hvide hår, mens den anden sprang frem og tilbage over tastaturet.

“Major,” gentog Olivia lavmælt, men indtrængende. Folk, der kendte hende, påstod, at hun kun havde ét tonefald (køligt med en antydning af skepsis) og kun ét ansigtsudtryk (køligt med en antydning af foragt), men Majoren kunne åbenbart høre, at hun havde noget vigtigt på hjerte, for han vendte sig mod hende.

“Skyd,” sagde han og gav Olivia sin fulde opmærksomhed. Fartøjets røde skær fremhævede sprækkerne i hans ansigt, de små ar og den koparrede hud. Skægstubbene delte farve med hans kortklippede hår, en blanding af mørk og lys grå, der mindede Olivia om ulvepels, og matchede de smalle, observerende øjne.

“Jeg ved godt, det ikke er mit ansvarsområde,” sagde Olivia, så Leo ikke kunne høre det.

Som henholdsvis kommandør og bogholder var det Majoren og Olivia, der traf de vigtige beslutninger, og fartøjets pilot behøvede ikke høre noget, der kunne distrahere ham. “Men der er noget galt med vores gæst. Arthur Van Gelder. Forhåbentlig er det bare rejsesyge. For ellers er det slået helt klik for ham.”

LÆS OGSÅ: Vores skjulte evner er til dig, der elsker nervepirrende spænding og mysterier

Olivia skævede hen mod stigen og bad til, at det sidstnævnte ikke var tilfældet. At Arthur ikke havde rejst sig fra sin taburet, havde fundet frem til Cody og Clarissa og Dmitri og var i færd med at strangulere resten af hendes hold med sine abnormt store hænder.

Majorens hårdføre ansigt røbede intet. Alligevel havde Olivia en forestilling om, hvad han ville sige. Hun genkendte ansigtsudtrykket fra sin tidligere kommandør. Lige nu stod Majoren og stemplede sin nye bogholder som hysterisk. Uegnet på grund af sine sarte, civile nerver. Det var det samme med alle de kommandørtyper. Havde hun virkelig troet, at en forflyttelse ville forandre alting?

“Leo,” sagde Majoren over skulderen. “Få os så tæt på, som du kan.”

“Jeg skal prøve, Pavlos,” sagde Leo, men der var noget tøvende i hans stemme. Han tog en hurtig slurk af den halvtomme ølflaske på sin pult, mens han kastede et usikkert blik fra Majoren til Olivia.

Majoren bøjede sig ned mod hende. “Olivia,” sagde han stille. “Ministeriet for Sandhed og Fiktion har udvalgt Arthur Van Gelder til at ledsage os på denne mission. Han er specialtrænet. Så kan du forklare mig, hvorfor der sidder en elitesoldat med rejsesyge i mit fartøj?”

Olivia prøvede at finde på et godt svar. Noget, der ville få hendes nye chef til at indse, at han tog fejl af hende, og demonstrerede, hvor kompetent hun var til sit job. Måske endda krydret med et strejf af henkastet humor, der signalerede overskud og fik Majoren til at synes om hende.

“Jeg …” sagde hun. “Altså … det.”

Majoren ventede et øjeblik for at se, om der kom mere. Det gjorde der ikke.

“Din bekymring om Arthur Van Gelder er noteret,” sagde han. “Jeg holder øje med ham, til vi er hjemme igen.”

Olivia skubbede brillerne længere op på næsen og skulle til at vende sig og gå. Hun manglede stadig at tjekke, om Cody og Clarissa var færdige med at klæde om. Forhåbentlig havde de mere styr på tingene end Arthur.

“Olivia, lad mig tilføje et par ord,” fortsatte Majoren.

Hun standsede.

“Jeg ved ikke, om du ved det, men jeg håndplukkede dig blandt mere end tyve kandidater til det her hold. Jeg har hørt om dig. Du har et imponerende omdømme blandt de andre bogholdere, især din unge alder taget i betragtning. Treogtyve år gammel, er det ikke rigtigt? De siger, at du er disciplineret og aldrig mister overblikket. Og at du ved alt.”

Olivia rynkede brynene og begyndte fraværende at køre tommelfingrene op og ned langs selerne i sin dragt. Vidste ikke, om hun skulle nikke bekræftende (fordi det, Majoren sagde, i store træk var sandt) eller benægte alle komplimenterne (fordi det vistnok var det anstændige at gøre). Men hun havde aldrig forstået pointen med falsk beskedenhed, så hun nikkede.

“Det, jeg prøver at sige,” fortsatte Majoren lavmælt, “er, at du ikke skal bekymre dig om at bevise noget over for mig. Jeg er fuldt ud bevidst om dine talenter allerede. Og jeg får brug for dem.”

Han kastede et blik i retning af fartøjets pilot, der stadig sad med ryggen til og aflæste tal på sine mange skærme.

“Jeg kender Leo fra gamle dage,” sagde Majoren. “Han er et naturtalent til at navigere i Strømmen, men han er ikke ligefrem disciplineret. Og de to unge mennesker nede i omklædningsrummet har aldrig prøvet det her før. Jeg får brug for en på mit hold, der har overblik og er lige så fokuseret på at gennemføre missionen fejlfrit som jeg selv. Vi to er nødt til at forudse alt det, som de andre ikke kan. Sammen. Er du enig?”

“Jeg er … mere end enig,” fik Olivia fremstammet. En kølig kildren bredte sig i kroppen. Var det lettelse? Over at hun måske havde taget fejl af Majoren, og at hun måske alligevel havde fået en nogenlunde kompetent kommandør?

LÆS OGSÅ: Det tog Adam Silvera 10 år at skrive sin fantasyroman. Nu udkommer den endelig

Eller også var det bare de første tegn på en madforgiftning. Nej, for hun havde ikke spist andet end pistacienødder de sidste tolv timer, mens hun lavede research til missionen, læste primærmaterialet forfra og bagfra og tog hundredvis af noter.

Okay. Så det måtte være lettelse.

Leo drejede sig i pilotsædet, løftede forsigtigt en hånd. “Hvis jeg lige må sige noget,” sagde han. “Der er ikke noget at gøre. Vi kommer til at lande skævt. Alt for langt fremme.”

Den kølige fornemmelse forsvandt og blev til noget andet og tungere.

“Hvor langt fremme?” spurgte Olivia.

“37,” sagde Leo. “Jeg beklager. Der er ikke noget at gøre …”

Det tog kun et sekund for Olivia at løbe sekvensen af begivenheder igennem i hovedet og standse ved 37.

“No way,” sagde hun. “Det er for sent. Alting er allerede i bevægelse ved 37. Vi kan ikke nå at ændre …”

“Leo gjorde sit bedste,” afbrød Majoren. “Kampen mod Strømmen er tabt, men slaget kan stadig vindes.”

“Hvis vi lander i 37,” sagde Olivia og forsøgte som en gal at overskue sekvensen i sit hoved, “så er der meget kort tid til, koncerten går i gang.”

“Hvor kort?” spurgte Majoren upåvirket.

Olivia reciterede ordene højt: “Jeg kigger på min telefon. Tyve minutter til, jeg skal mødes med de andre, og det hele begynder. Derefter koncerten. Og derefter mit nye liv.”

Majoren gned sin hage. “Så vi har tyve minutter, fra vi lander, til at nå hen til koncerten og få overblik. Udmærket.”

Olivia løftede et bryn i protest. “Det er ikke udmærket,” sagde hun og prøvede, prøvede at lyde disciplineret. “Jeg troede, vi ville have mere tid. Det bliver et problem at beskytte Hailey, hvis vi ikke ved, hvor indtrængerne befinder sig.”

“Ethvert problem er en mulighed i forklædning,” svarede Majoren og kiggede frustrerende roligt på Olivia. Var det den tredje eller den fjerde floskel, han havde brugt i løbet af den korte samtale? “Vil du gå ned og tjekke, om vores to infiltratorer er færdige med at klæde om? Vi lander snart.”

Leo vendte langsomt hovedet og så på Olivia med sine hængende øjne. “Undskyld, Olivia,” sagde han. “Jeg gjorde virkelig mit bedste.”

Hun kvalte sin frustration og smilede kort til Leo (selv om folk, der kendte hende, sagde, at hendes forsøg på at smile mest lignede en nervøs trækning ved den ene mundvig). Så skyndte hun sig nedenunder for at finde Cody og Clarissa.


Den usynlige krig udkommer den 20. maj.


Se bogtraileren

Om forfatteren

Boris Hansen er født i 1981, cand.it. og bor i Aarhus. Hans forfatterkarriere begyndte i 2006 med voksenkrimien Marburg-Eksperimentet. Fra 2012 til 2014 udgav han fantasy-trilogien Den Ældste Myte efterfulgt, og seneste den anmelderroste Panteon-sagaen.

Når Boris ikke skriver løs på sin næste bog, nørder han dagligt med at udvikle digital underholdning i nyskabende formater. Du kan læse mere på www.borishansen.dk.