Anne-Marie Vedsø Olesen Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Misteltenen er 2. bog i Vølvens vej-serien – inspireret af nordisk mytologi. Smuglæs i bogen her

misteltenen, vølvens vej, anne-marie Vedsø Olesen

Anne-Marie Vedsø Olesen er tilbage med Misteltenen, som er anden bog i Vølvens vej-serien, der foregår i et univers inspireret af nordisk mytologi. Tyvstart din læsning herunder


Vølvens vej – Misteltenen er en gribende og medrivende page-turner om jalousi, ære og stærke skæbner.

LÆS OGSÅ: Vølvens vej solgt til filmatisering

Snehild drager ud på en rejse, efter hun har været udsat for runemagi af sin ærkerival Ragnfrid. Hun er dødssyg, og på rejsen klamrer hun sig til sin hest, mens de rider mod det iskolde og stormfulde Niflheim, hvor dragen Nidhug regerer.

Snehild opsøger også dødsrigets herskerinde Hel for at få en dybere indsigt i den gådefulde runemagi.

Læs et uddrag af Vølvens vej – Misteltenen herunder.

Du kan købe Vølvens vej – Misteltenen online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 31 august.



Vølvens vej – Misteltenen

Anne-Marie Vedsø Olesen



KAPITEL 1

Snehild smøg sig forsigtigt ud fra skindene der havde ligget tungt og varmt hen over dem. Hun ville ikke vække Aslak. Det ville kun skabe problemer. Han havde insisteret på at hun skulle blive hos ham natten over.

Hun skuttede sig, men blev alligevel stående et øjeblik, nøgen som hun var, bortset fra ulvesmykket om halsen. Det var af bronze, og hun bar det altid. Vedhænget var et minde om hendes første kærlighed, ulvesønnen Månegarm, og hun ville altid skatte det.

En tidlig vinterkulde havde bidt sig fast – de havde allerede haft det første snevejr selv om efterårsløv stadig flammede på buske og i skovbunden – den vækkede hendes hud og satte hende i forbindelse med den nedgående måne og de endnu vågne natdyr. Sneen var smeltet igen, men kulden fik hende til at føle sig levende. Hun havde brug for alle sine sanser når hun nåede frem til mosesøen Urds brønd.

I det svage lys fra bålskålens gløder greb hun ud efter sit tøj. Det var endnu ikke daggry, kongsgården henlå stille, men hun kunne høre de første trælle pusle ved ildsteder og gryder ude i hallen.

Hun trak i sine ulveskindsbukser og den uldne tunika, spændte sit sværd Snehug om livet og slængede den lange ulveskindskappe over skuldrene. Ikke uden grund blev hun kaldt Snehild Gråulv. Det tilnavn havde jættekvinden Hyrrokin givet hende da hun forærede Snehild ulveskinds- klæderne.

Hyrrokin havde også foræret hende en ringbrynje og den slanke klinge Snehug – begge af et særligt let og stærkt metal. Sværdet tog hun med sig overalt, men ringbrynjen bar hun kun når det var nødvendigt. Det var det ikke for tiden. Aslak styrede sit kongedømme Sialand med hård hånd. Desuden var de i sikkerhed i kongsbyen Himlinge, omgivet som den var af det usædvanlige dobbelte forsvarsværk, stenmuren yderst og en palisade lige inden for murværket.

Da hun havde trukket støvlerne på, listede hun hen til døren, skubbede den forsigtigt op og lukkede den stilfærdigt efter sig igen. Aslak ville muligvis blive fortørnet når han vågnede og opdagede at hun havde forladt sengen, men selv om han var konge og kunne være ganske streng over for ulydige undersåtter, frygtede Snehild ham ikke. Over for hende var han altid respektfuld. Og i favntaget hviskede han ligefrem til hende at hun endelig bare skulle bestemme.

Snehild gik gennem kongshallen. En ung trælkvinde lå på knæ ved det store ildsted i færd med at lægge brænde på. Ildstedet for enden af hallen blev holdt tændt døgnet rundt, og trællen havde sikkert siddet og passet det hele natten. Ilden fik fat i træet, flammer blussede op og kastede lys over trælkvindens ansigt.

Snehild så at det var Eldbjørg. Flammeskæret afslørede at Eldbjørg havde gulgrønne mærker på armene og et flækket øjenbryn over et blåt øje.

Aslak kaldte ofte Eldbjørg til sin seng, vidste Snehild. Senest for et par dage siden.

”Snart oplukker Delling morgenens porte. Må solopgangen velsigne din dag,” sagde Snehild og forsøgte at lyde venlig.

Eldbjørgs skæbne var hård. Hun havde været en rig bygmesters datter, men Aslak havde dræbt begge hendes forældre for øjnene af hende og gjort hende til træl. Det var sket i kølvandet på det katastrofale bryllup mellem Aslaks bror, Roald, og krigerkvinden Berghild. Så meget var gået galt til den bryllupsfest.

Berghild havde dræbt Aslaks og Roalds far, den daværende konge, og Aslak havde dræbt Eldbjørgs far, bygmesteren. Berghild havde måttet flygte fra sit eget bryllup og blev efterfølgende erklæret fredløs af Aslak på det ting hvor også Eldbjørg var blevet gjort til træl.

Eldbjørg kiggede op. Hun sagde ingenting. Engang havde hun været livlig og indsmigrende på måder som betog de fleste mænd. Hun var stadig køn bag det snavsede, forslåede ansigt, men der var kommet noget indædt over hende. Hun virkede ikke skræmt over Snehilds fremtoning som krigerkvinde i ulveklæder. Hun mødte hendes blik som hun mødte alles, med en hinde af ligegyldighed.

Eldbjørg var ikke knækket, tænkte Snehild. Der rumsterede en vilje dybt inde i hende.

Snehild gik hen til karret med drikkevand der stod ved udgangen. Her fyldte hun et træbæger. Lidt vand var godt, men hun ville ikke spise noget, ikke før hun havde været ved Urds brønd og søgt synet. Kroppen skulle være vågen og sulten når hun bedrev sejd. Aslak havde længe døjet med onde drømme, han ville vide om de havde betydning, og hun havde lovet ham at søge svar i synet. Hun kunne ikke udskyde det længere. Aslak var så plaget af sine mareridt at han snart ikke kunne tænkte på andet, og det var som om drømmene kun blev værre. Alle vidste de at han snart skulle dø.

Da hun havde drukket, stillede hun bægret på plads på hylden over karret og gik udenfor.

Den gryende dag ramte hende med et væld af fornemmelser. Nattens stjerner blegnede, hun følte tiden bevæge sig, morgenstjernen Gersimi glimtede stærkt, Bjørnestjernen blev svagere, og fremtider blev til skæbner, hun anede dem som hvirvelvinde af snefnug. For hun var Snehild, velsignet af nornerne og født under snestormen.

Hun skråede over pladsen foran kongsgården. Også her var der ved at komme liv. De kostbare rideheste i øststalden skulle fodres og plejes, frisk vand blev hevet op fra egetræsbrønden, og kærrer med forsyninger blev fragtet fra lagerhuse til kongsgården og alle dens tilstødende huse.

Fra vagthuset blev nye vagter sendt af sted til Himlinges fire porte for at afløse natholdet, og kong Aslaks særlige kriger- gruppe, Torsulvene, var allerede mødt til morgenmønstring.

Hun så Roald stå foran dem. Aslak havde gjort sin tvillingebror til Torsulvenes høvedskriger.

Aslak og Roald lignede på ingen måder hinanden, og det var umuligt at gætte at de var tvillinger. Snehild vidste ikke om hadet stadig lurede i Roald trods udnævnelsen. Aslak havde stukket Roalds ene øje ud i et slagsmål, vundet kongemagten da begge tvillingerne kæmpede om den, og gjort Roalds tidligere hustru, Berghild, fredløs. Men Roald virkede tilfreds og fattet.

Roald løftede sværdet til hilsen da hun gik forbi. Hun besvarede den med en håndbevægelse.

Hun kunne lide Roald. Hvor Aslak var en ordenes mand der lagde langsigtede planer og gennemskuede andres lag og løgne, var Roald ligefrem, trofast og stærk som en bjørn. Begge havde været betaget af hende. Men det var Aslak der endte med at vække hendes begær med sine skarpe tanker og sin faste håndtering af magten. Nu forsøgte hun sammen med rådgiveren Brynjulf at skabe balance i Aslaks fremsynede, men til tider hårdhændede, regering af Sialand.

Aslak havde regeret i snart et halvt år, men Snehild mistænkte at det var begyndt at skride for ham. Hun var bekymret. Det var som om magten plagede Aslak og gjorde ham svagere frem for sikrere. Han hjemsøgtes af drømme om tronranere og mordere og skulede mistænksomt til alle.

Snehild fortsatte sin vandring gennem byen til nordporten. Et gråt dagslys anedes i horisonten mod øst, og folk begyndte at komme ud af deres huse, hælde affald på møddinger, tænde ildsteder og hente frisk vand. De første handelsfolk var i gang med at læsse deres kærrer, snart ville boderne på Himlinges store torv blive fyldt.

Nordportens vagter åbnede uden spørgsmål porten for hende. Snehild var kendt i hele Himlinge for sin sære fremtoning og tætte tilknytning til kongen, og de fleste var lidt bange for hende. Mange mente at hun var en af de magiske, og rygterne om hendes synske evner havde spredt sig. Særligt det helt hvide hår der brusede om hendes hoved som frøuld, fik folk til at hviske om at hun nok var alfefødt.

Hun så porten lukke i bag sig. Så vendte hun blikket mod nord, hvor mosesøen man kaldte Urds brønd, befandt sig. Den lå ikke forfærdelig langt fra byen. Hun havde besøgt den under det første snefald efter at Aslak var blevet konge og dér lært nornen Urd at kende. Fortidens grusomme syner havde vist sig for hende, og hun havde forstået at stedet besad en særlig magi.

Hun kiggede op på Gersimi. Hvor de andre stjerner næsten var forsvundet, glimtede den stadig på den lysnende himmel.

Solen ville rejse sig i horisonten når hun var fremme. Det var det helt rigtige tidspunkt at søge synet. Natten og daggryet der avlede dagen.

Hun begyndte at vandre ad den jordstampede hovedvej, og da den delte sig i øst- og vestvejen, forlod hun den og fortsatte over engen mod nord. Jorden var blød at gå på, ikke fordi det havde regnet, men området var fugtigt af mange vandløb, og omkring mosen var der sumpet. Bag mosen lå den store nordskov, som man sagde det tog en halv måne at passere. Ingen havde dog gjort det de seneste par år. På den anden side hærgede røverhøvdingen Gisle.

Gisles røverbande var vokset med årene, de plyndrede jævnligt i Sialand og havde sågar vovet en del år tilbage at angribe selve kongsbyen Himlinge. Angrebet var mislykkedes, men det sagdes at Gisle havde slået sig ned i Vallev og efterhånden havde opbygget en hel hær.

Snehild mærkede jorden blive blødere og spekulerede på om det alligevel var en dårlig ide at hun ikke havde taget en hest. Hjalmars søn, Vidar, havde lært hende hvordan man red. Man sagde om Vidar at han trods sin unge alder havde et lige så godt tag på heste som på kvinder, og det troede Snehild gerne. Hver gang hun så på Vidar, kom hun til at tænke på Månegarm, der havde fået hendes krop til at sitre af lyst.

Vidar var i færd med at blive trænet som kriger. Han havde meget at leve op til, hans far, Hjalmar, havde været en af de dygtigste høvedskrigere, og Snehild huskede med taknemmelighed den træning hun som pige havde modtaget af Hjalmar.

Snehild kunne se detaljerne på jorden nu, falmet hjertegræs, svingel og gulaks, afblomstret agermåne, slangeurt og kællingetand, og forude mosens buske, tørst og krybende pil, alle på vej ind i vinterens dødsklæder. Hun mindedes sin mor, Asdis, der havde været urtekyndig og oplært Snehild i lægeurterne inden hun blev dræbt.

Det var stadig en pine for Snehild ikke at kunne undgå Asdis’ banekvinde, Ragnfrid, og næsten dagligt støde ind i hende. Men ypperstepræstinden Ragnfrid færdedes i kongsgården og rådgav kongen, som Snehild selv gjorde det, og hun var tvunget til at lade som ingenting når hun mødte Ragnfrid.

Asdis, jeg skylder dig en hævn!

Det lysnede, himlen blev bleggrå, og stjernen Gersimi døde ud. En stribe gyldenrødt lys anedes lavt i horisonten.

Snehild gik forbi mosepors og enebær. Jorden var våd nu. Hun var ganske tæt på Urds brønd.

På den anden side af søen, hvor nordskoven begyndte, voksede skovfyr, og langs søen stod piletræer.

Snehild standsede op ved et piletræ. En mistelten klyngede sig til pilens lyse stamme. Hun betragtede snylterens lædertykke blade og de endnu grønlige bær. Hun følte på et af bærrene. Det var begyndt at blive blødt. Hen over vinteren ville bærret blive hvidt og gennemsigtigt så man kunne se frøene indeni.

Mor Asdis havde lært hende om misteltenen. Den var særlig. Ja, nærmest hellig. Saften af alle misteltenens dele var giftig hvis den gik direkte i blodet, og jægerne smurte ofte dens saft på deres pile. Hvis pilen i sig selv ikke dræbte dyret, gjorde giften det.

Men den var også et lægemiddel. Rigtigt tilberedt og indtaget som væske og ikke direkte i blodårerne kunne den modvirke kramper og faldesyge.

En fugl begyndte at kvidre, morgenrøden blev tydeligere, men det forblev ved den ene sangfugl. Årstiden var imod den. Snehild tænkte på misteldroslen og guldhalen, som levede af misteltenens bær. De kunne tåle bærrene, men de fik dem heller ikke direkte i blodet, kun i maven.

”Og hvad misteltenens hellighed angår,” havde Asdis til sidst forklaret et forår foran en gulblomstrende mistelten der klyngede sig til et lærketræ, ”så er det en hemmelighed som præster og goder bevarer. Jeg har kun hørt rygter. Det har med livstræet Yggdrasils ni verdner at gøre. Det mest indlysende gæt er at man kan foretage sejdrejser på den, ligesom med svampe. Men jeg tror ikke det er dét. Det er noget mørkere og dybere. Det antydede en halvblind gode engang over for mig da jeg behandlede hans øjenbetændelse.”

En indskydelse fik Snehild til at plukke bærret. Hun kastede et blik ud over mosesøen. Så forstod hun at plukningen af bærret var mere end en indskydelse, et syn var på vej, og det havde med misteltenen at gøre. Morgensolen glimtede i mosevandet, lyset trak døden med sig, Hel gjorde klar til gilde i dødsriget Helheim, for den fagre var på vej. De levende græd, de døde glædedes, men ynglingen var ikke død endnu.

Snehild modstod at lukke øjnene og lod blikket fortabe sig i vandoverfladens morgenlys.

Heftigt væver nornernes tråde sig ind i hinanden, det ene øjeblik følger jeg Skulds fremtider, det næste tvinger Verdandes nutid mit syn. Jeg flyver som hvid falk over den enøjede rytter, han rider på sin ottebenede hest og lader som om han ikke ser mig, Hærfader, Valfader, Vandringsmand, men han standser mit blik da Urds fortid forsøger at vise hvorfor han kender mig. Den ottebenede hest må være Sleipner, føllet jeg engang så i et syn. Lokes afkom med hesten Svadilfare.

Valfader ved jeg er her, i luften fra den anden verden.

Jeg flyver med ham ind i rimtåger, her er klamt og koldt, mine falkevinger flakser nervøst, kan synet overhovedet følge mig her? Kun svagt aner jeg ham i disen under mig. En hund glammer, vi følger lyden gennem rimtågen, lægger så atter køterens gøen bag os.

Tågerne viger, en gylden bro åbenbarer sig. På broen står en ung kvinde, under hende løber en flod.

Verden er grå, uden sol, uden stjerner, skovens grønne løv er forsvundet i glemslen, flodvandet stirrer tomt tilbage uden spejling, ingen fisk slår med halen.

Rytteren løfter sit spyd og hilser kvinden på broen.

”Jeg er Modgunn,” siger den unge kvinde. ”Nok kan du krydse Gjallerbroen den ene vej, men aldrig den anden. Jeg standser alle som forsøger. Helheim er for evigt.”

”Jeg ofrede mig på træet og lever dog,” siger rytteren. ”Over mig har du ingen magt, Modgunn. Jeg er rejst gennem Niflheims rimtåger på hingsten Svadilfare, som selv ikke Hel kan standse.” Så rider han over Gjallerbroen, jeg flyver med, ind i den grå verden. Farveløsheden angriber mine vinger, jeg må kæmpe for at holde dem hvide.

Ud af intetheden siver herskerinden Hels sorte bygninger, irgangenes udstrækning er uendelig. Frygtløs rider han frem til porten og dens grave foran, han rider rundt blandt gravene, utålmodigt, Sleipner tripper i de stramme tøjler. Til sidst finder han sit mål og stiger af.

Det føles som om al styrke drænes fra min fuglekrop, modløs lander jeg på portens tårn.

Så siger han ord. Han kvæder dødsgalder, og ordenes kraft rammer mig med fryd, men deres betydning undviger mig i udtalelsens øjeblik, jeg vil ikke kunne gengive det sagte. Det skal jeg huske. Trylleformularerne, runemagien. Jeg mangler endnu selv at nå dybden i den lærdom.

Trægt rejser vølven sig fra graven tvunget af hans kraftfulde dødsgalder. Hun er rådnet i hud og tarme – endnu frygteligere at skue i døden end i livet, hvisker nornen Urd til mig gennem Helheims dyndtunge luft, og det siger ikke så lidt: Hun var tre uhyrers mor.

Vølven siger: ”Hvem blandt mænd, ukendt for mig, gør min vanskelige vej endnu værre? Svøbt var jeg i sne, sjaskvåd af regn, drivvåd af dug, død var jeg længe.”

”Vegtam hedder jeg,” svarer han. Så spørger Vegtam hvem det er man pynter så smukt op for i Helheims sale.

”Brygget står her mjøden for Balder,” siger vølven. Hun tøver. Hun siger at hun ved at aserne har bange anelser. Hun vil ikke sige mere.

En kulde sniger sig op gennem mine falkekløer til blodet i min krop, matheden lægger sig om mit lille, bankende fuglehjerte. Jeg kan ikke tåle at blive på dette dødested ret meget længere.

Vegtam presser vølven. Balder har ganske rigtigt onde drømme, det er derfor han er kommet. Han vil vide hvem der bliver Balders banemand. Man kan ikke ustraffet dræbe Odins søn, og han vil også vide hvem der skal hævne.

Vølven siger: ”Hød sender dertil det høje hæderstræ.”

Hvis ikke jeg bevæger mig nu, dør jeg. Jeg kan mærke det. Den grå død puster affældighed på mine fjer, trøstesløshed siler gennem mine plirrende øjne. Jeg bliver nødt til at flyve. Jeg kan ikke som Vegtam tåle at blive længe i Helheim, selv ikke gennem et syn blot. Min krop, der er i Midgård, der står i solopgangen ved mosesøen nord for Himlinge, vil gå til grunde, det føler jeg mig sikker på.

Jeg letter med besvær. Jeg kan høre Vegtam og vølven begynde at skændes under mig. Vegtam får presset en smule mere ud af hende. Men ingen er hvem de siger de er, og de ved det begge. De afslører hinandens bedrag.

”Du er ikke Vegtam, som jeg troede,” råber vølven, ”snarere Odin, ældgamle gøte!” Hun spytter to tænder ud, og en rådden hudflage falder af hendes kind.

”Du er ikke vølve, eller vis kvinde, snarere tre tursers moder!” Jeg flyver min vej. Med den yderste anstrengelse når jeg frem til broen og suser hen over Modgunn. Modgunn kigger op, men kan intet gøre, jeg er ikke en død, som hun kan tilbageholde, jeg er ikke en levende, som skal holdes ude. Jeg er der slet ikke, kun i synet, og sådan hvirvler jeg gennem de kolde tåger og fastlåser mit indre blik på Urds brønd og de brungyldne vinterfarver i Himlinge, på piletræet med misteltenen.

Den enlige, ivrige sangfugls kvidren når mig.

Jeg er hjemme.

”Hød sender dertil det høje hæderstræ,” sagde den døde vølve.

Jeg kigger på bærret jeg plukkede, og som satte synet i gang. Var det misteltenen hun talte om?

Med ét rammer tyngden af oplevelsen mig: Jeg har fløjet med Den Enøjede, med Vandringsmanden, med Valfader, og han, Odin, kendte og mærkede mig!

Det føles som om solopgangen sluger mig.

Jeg river mig ud af overvældelsen. Lige nu er det vigtigere at jeg ingen syner fik om Aslak og hans onde drømme. Jeg har ingen svar at give kongen. Han vil blive vred, han vil blive endnu mere bange. Jeg frygter at Aslaks sind er på vej til at formørkes.


KAPITEL 2

Solen var stået op og glimtede i Torsulvenes sværd. De trænede to og to, Aslaks bror, Roald, mod den unge Vidar, som stadig havde en plads i den højtanskrevne krigergruppe, selv om hans far, Hjalmar, var blevet fjernet fra posten som deres høvedskriger. Vidar var lidt for selvsikker og trængte til at blive sat på plads, tænkte Roald. At være så kålhøgen i kamp kunne få en dræbt.

Roald satte pris på mændenes stønnen og lyden af jernsværd der mødtes. Midt i det kaos Roald kunne føle over skæbnens tildragelser, holdt kropslige anstrengelser ham forankret i en virkelighed der gav mening. Lydene omkring ham var reelle, sveden, smerterne og hans øgede åndedræt håndgribelige.

Når han var alene og uvirksom, kunne han synke ned i dystre tanker der trak rundt med ham som snyde-Loker. Formålsløse cirkler af bebrejdelser, mod både sig selv og andre, mod Aslak, hans tidligere hustru Berghild, hans mor Grid, ja sågar Snehild, som ellers var venlig nok og intet ondt havde gjort ham andet end at foretrække Aslak, og når rækken af tab defilerede gennem hans sind, følte han at han intet fodfæste havde.

Hvis han sad ned, kunne han finde på at rejse sig og stampe i jorden, blot for at være sikker på at den faste grund var virkelig. Han havde mistet sit øje, han havde mistet sin far, kong Tormod, og han havde mistet Berghild da hun under brylluppet dræbte hans far og måtte flygte. Og til sidst var kongemagten gledet ham af hænde.

Berghilds mord på kong Tormod havde været hendes pligt, og Roald kunne ikke bebrejde hende det. Der var gammel blodfejde mellem deres familier, og æren havde krævet Berghilds blodhævn. Nu var han fanget i et spind af håbløst modsatrettede følelser, den endnu levende betagelse af Berghild, pligten til at hævne sin fars mord og ulysten til at adlyde sin bror Aslak, som ærligt havde vundet kongemagten.

Men her blandt hans kampfæller gav den hårde træning ro i sindet og en orden han kunne forholde sig til.

Roald afværgede uden besvær Vidars alt for aggressive sværdangreb. Hans eget træningssværd fangede elegant slaget, og han udnyttede Vidars voldsomme fremdrift i stødet ved selv at træde til side i samme øjeblik klingerne mødtes, så der næsten ingen kraft skulle til for at slå Vidars våben ud af hånden på ham. Som afslutning tilføjede han Vidar et hårdt slag med sit jernsværds flade side.

Vidar ømmede sig. Han ville få et blåt mærke i mange dage.

”Jeg brugte dine egne kræfter imod dig,” sagde Roald. ”Lad fjenden bruge sin styrke op, og brug selv snilde. Gå over og træn med Ørnen, og husk mine ord hvis ikke du vil ligge radbrækket den næste halve måne!”

Ørnen var den største og mest hærdede af Torsulvene. Han havde en næse som et ørnenæb, talte sjældent, og de andre Torsulve var lidt bange for ham.

Roald betragtede Torsulvene en rum tid. Han gik rundt iblandt dem og rettede på sværdslag og fodstilling og kom med gode råd til den enkelte, hvordan han kunne træne sig bedre. De respekterede ham alle, det var ikke uden grund at han havde fået tilnavnet Kamphøder efter Gisles røveres angreb på Himlinge.

Til sidst forlod han dem for at finde Hjalmar, som havde været hans fars, kong Tormods, høvedskriger, og som havde trænet Roald og Aslak fra de var små. Roald skyldte Hjalmar hele sin kunnen i krigskunsten. Glæden over at Aslak havde gjort Roald til høvedskriger for Torsulvene, havde fået et skår af, at det var sket på bekostning af Hjalmar. Kun Ørnen fra Hjalmars gamle gruppe var tilbage.

Roald standsede ved brønden for at drikke en slev vand. Han tænkte på Snehild, som vaskede sig hver dag og fremstod ren og hvid i forhold til resten af Himlinges indbyggere. Han kiggede ned ad sig selv. Hans klæder og hænder var snavsede, han havde jord under neglene, og han kunne mærke sveden i ansigtet. Han samlede en håndfuld vand og vaskede sit ansigt. Det føltes køligt og rart. Så snusede han til sig selv. En ram lugt af læder, urin og gammel sved hang ved ham. Han var vant til den, sådan lugtede alle andre også. Undtagen Snehild.

Han havde aldrig tænkt over sin lugt før Snehild for et halvt år siden var vendt tilbage som Snehild Gråulv, en lysende skær, voksen kvinde. Måske skulle han også tvætte sig jævnligt ud over de par gange om året hvor han dyppede sig i åen?

Roald kastede et vurderende blik på himlen. Kun lette skyflager drev forbi solen som blege strådøde uden kraft. Selv om det var køligt, var det en god dag at gå til åen på. Hjalmar kunne vente, det var ikke vigtigt. Det var alene Roalds egen samvittighed der drev ham til at inddrage den afsatte Hjalmar i landets krigsovervejelser.

”En fager dag, Roald Kamphøder,” lød en rolig stemme bag ham. ”Skinfaxe rider fredeligt på himlen når Vind-Kåre sover.” ”Brynjulf Ravneblik, jeg så dig slet ikke komme.” Roald vendte sig om og betragtede den ældre mand. Brynjulfs hår var blevet gråt, han var blevet mager, men hans krop så stadig ud til at besidde en sej styrke.

”Det ligner dig ikke at være uopmærksom, Kamphøder.

Det plejer du kun at være når det gælder snak. Du var aldrig min bedste elev når jeg forsøgte at indvie jer i verdens mysterier.”

”Nej, den pris tog min bror. Ved du at Aslak har onde drømme for tiden?”

”Ja. Jeg har forsøgt at få kongen til at tie om det. Den slags rygter er som uheldsfugle, og nu hvor han planlægger fremstød mod både røveren Gisle i Vallev og Berghilds bror, høvding Une, må folk ikke miste tilliden til ham.”

”Han er for selvoptaget til at holde kæft.” Roald vidste at han lød bitter. ”Og hvorfor skal Une undgælde for sin søsters blodhævn? Berghild gjorde kun det æren bød hende.”

”Så meget desto vigtigere at han får den rette rådgivning og har trofaste høvedskrigere,” sagde Brynjulf med eftertryk og fastholdt Roalds blik. ”Bærer du stadig nag? Kongen har brug for sin brors støtte.”

Roald tøvede. Han vidste at Brynjulf var god til at gennemskue om man talte sandt. ”Jeg er glad for at han har sat mig til at lede Torsulvene,” sagde han endelig. ”For det er jeg ham taknemmelig. Han vandt kongemagten retfærdigt, om end det var med talegaver snarere end styrke. Han beskyldte mig uretfærdigt …”

”Glem kongens beskyldninger. De hører fortiden til, Roald.”

”At jeg kun har ét øje, hører dog nutiden til. Men jeg har lært at leve med det. Jeg tror ikke jeg bærer nag. Skæbnen er skæbnen.” Det var sandheden. Roald mærkede en ro brede sig i ham. Han var vitterlig ved at affinde sig med sin skæbne. Brynjulf virkede med ét uopmærksom. Roald så at det var Snehild som havde fanget hans blik. Hun var på vej tilbage mod kongsgården.

Snehild gik sine egne veje, og Roald var holdt op med at undre sig over hendes gøren og laden. Hun var det mest forunderlige, ubegribelige og smukke væsen han nogensinde havde mødt. At hun tilmed var venlig, kom hver gang bag på ham. Hun lignede en isdronning.

”Bor hun stadig hos dig, Brynjulf?” sagde han distræt mens han fulgte hende med sit enlige øje.

”Ja. Men hun tilbringer tit nætterne hos Aslak. Hvis du har et horn i siden på din bror, er det nok mere på grund af den kvinde end noget som helst andet. Lyv ikke for dig selv. Man kan se det på dig.”

Brynjulf forlod Roald. Han så ud til at følge efter Snehild tilbage til sit hus.

Roald nikkede for sig selv. Der var sandhed i Brynjulfs ord. Han var allerede nu misundelig over at Brynjulf så let kunne komme til at tale med og være i nærheden af hende.



Vølvens vej 2 – Misteltenen

Misteltenen er anden bog i Vedsø Olesens serie, Vølvens vej, der er inspireret af nordisk mytologi. Første bog i serien hedder Snehild og udkom i 2021.

Efter at være blevet udsat for runemagi af sin ærkerival Ragnfrid, drager Snehild ud på endnu en rejse. Hun er dødssyg, men klamrer sig til sin hest på vejen mod det iskolde, stormfulde Niflheim, hvor dragen Nidhug regerer, og videre til Helheim, hvor en evig regn siler ned.

I Helheim opsøger Snehild dødsrigets herskerinde Hel for at opnå indsigt i den gådefulde runemagi.

En medrivende page-turner om stærke skæbner, jalousi og ære.

Du kan købe Vølvens vej – Misteltenen online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 31 august.


Læs også

Vølvens vej 1 – Snehild

VINDER AF DR ROMANPRISEN 2022

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – KRISTELIGT DAGBLAD

❤️❤️❤️❤️❤️ – “Man sluges ind i fortællingens kæmpegab” – POLITIKEN

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – FYENS STIFTSTIDENDE

“Velskrevet, velresearchet, original – fundamentalt spændende” – WEEKENDAVISEN

“En nordisk udgave af Game of Thrones” – TROLDSPEJLET

Snehild kommer til verden midt under en blodig krig. Hendes mor flygter gennem skovene og videre til Himlinge, hvor Snehild vokser op. Da byens magtfulde ypperstepræstinde Ragnfrid får mistanke om, at Snehild har evner, der overgår hendes egne, beslutter hun, at Snehild må skaffes af vejen.

Anne-Marie Vedsø Olesens nye serie “Vølvens vej” er inspireret af nordisk mytologi og udspiller sig i jernalderen i Danmark. En medrivende fortælling om stærke kvinder, blodhævn, skæbne og gudernes gunst fra en tid, hvor lidenskab og ære bestemte slagets gang.

2. bind i serien, Misteltenen, udkommer august 2022.

Køb Vølvens vej online, fx hos Bog&Ide, eller find den i din foretrukne boghandler.