Aktuelt Danske krimier Danske krimiforfattere

Michael Katz Krefeld om Bødlernes daggry og Cecilie Mars: Verden har brug for flere kvindelige antihelte

Krefeld Bødlernes daggry Cecilie Mars

Med Bødlernes daggry afslutter Michael Katz Krefeld sin anmelderroste trilogi om den kontroversielle og fandenivoldske Cecilie Mars. Romanen er en selvstændig fortsættelse til Mørket kalder og Nattens udyr.

”Det er en helt særlig tilfredsstillelse at komme i mål med min trilogi. Jeg bliver virkelig glad, når jeg ser de tre Cecilie Mars-bøger sammen,” siger Krefeld:

”Jeg har arbejdet på serien i mange år, fordi jeg også sideløbende skrev på Ravn-serien. Oprindeligt var Mørket kalder jo tænkt som en stand alone, men jeg fandt ud af, at historien ikke var lukket efter første bog. Den lagde op til tre akter, og det var fedt at mærke, hvordan karakteren og universet udviklede sig.”

LÆS OGSÅ: Cecilie Mars. Her er rækkefølgen på Michael Katz Krefelds tempofyldte krimiserie

Parallelt har Krefeld skrevet på serien om privatopdageren Ravn, som nu tæller 7 bøger:

”Den serie kan jo i princippet fortsætte for evigt. Men jeg har tænkt mig at opfylde kontrakten med læserne om de 10 bøger, som jeg i sin tid meldte ud, før der skal bindes en sløjfe. Det har jeg så til gengæld haft mulighed for at gøre nu med Cecilie Mars,” siger han.

Kæmper for sit liv

I Bødlernes daggry opererer en gal drabsmand i storbyens skygger. Han myrder kvinder til sin helt særlige og syge samling. Cecilie Mars er udnævnt til drabschef, og sagen bliver den første, hun sammen med sit team skal løse.

Men stærke kræfter i politiledelsen modarbejder hende. De har gravet en gammel uopklaret drabssag frem. En sag som implicerer Cecilie Mars og truer med at stoppe hende for altid. Og mens Cecilie Mars kæmper for sin karriere og sit liv, bliver galningens samling større og større …

LÆS OGSÅ: Krefeld om sine succes-serier: Ravn gør Mars bedre – og Mars banker energi i Ravn

Inspirationen til romanens morder har Krefeld som altid fundet i virkelighedens verden. I Bødlernes daggry bliver kvinder, der har været nøgenmodeller for årtier tilbage, overvåget, myrdet og skamferet af en mand, som har en makaber samling.

”Morderen er blandt andet inspireret af historien fra Sydafrika, hvor politiet i 2015 ransagede danskeren Peter Frederiksens ejendom og fandt 21 afskårne klitorisser i fryseren. Den ultimative sexistiske ydmygelse er at udslette kønnet og samtidig gemme trofæerne fra forbrydelsen som en frimærkesamling. Det er det tætteste, man kommer på kvindelig kastration.

Det har jeg helt fiktivt koblet med internationale fora på internettet, hvor masser af mænd sidder og diskuterer, hvem der var miss september i Hustler i 1982 og bytter billeder og den slags. Det virker som om, det lige så godt kunne være modeltog, de diskuterede,” forklarer Krefeld.

Sammensat karakter

Cecilie Mars’ karakter er sammensat af kvinder, Krefeld har mødt gennem tilværelsen. Lige fra kvindelige ledere, kvinder i mandsdominerede miljøer og piger, han kendte, da han voksede op på Vestegnen.

”Dem på bunden af samfundet. Og dem, som er langt fra de stereotyper, man finder i medielandskabet. Langt fra de uopnåelige rollemodeller, som ellers toner frem. Langt fra perfekthedskulturen.

Der har gennem tiden har været forskellige rollemodeller, som kvinder kunne forsøge at leve op til. Lige fra at være den perfekte husmor til glamourøse stilikoner, og senere feminister, karrierekvinder og beslutningstagere. Historiske trin i kampen for at opnå ligestilling og frigørelse. Der har i den henseende også været mange heltinder i fiktionens verden.”

LÆS OGSÅ: Det fulde overblik. Her er alle Michael Katz Krefelds populære krimier

Men der er én figur, som kvinder ikke har haft samme mulighed som mænd for at spejle sig i, mener Krefeld: Antiheltinden!

”Der er masser af mandlige antihelte i bøger og film, som reagerer på presset ved at sparke fra sig, mens kvinderne ofte skal slæbe rundt på en moralsk ventil med tvivl og skyld. Jeg savnede den kvindelige bad-ass. Jeg kan næsten kun komme i tanke om filmen Thelma og Louise.”

Fjender overalt

Krefeld har derfor placeret Cecilie Mars i en trykkoger, hvor der er fjender over alt.

”Hvis hun ikke kæmper, er hun færdig. Hun skal både kæmpe mod en seriemorder, hun er presset af sine overordnede, hun bliver manipuleret i et politisk spil og samtidig har hun sine egne lig i lasten. Helt bogstaveligt. Men hun er jo typen, der sparker fra sig i stedet for at give op.

Der er 10 procents chance for, at den her historie ender godt. Måske endda lidt mindre. Men det er odds, som Cecilie Mars er villig til at tage,” fortæller Krefeld, der ikke lægger skjul på sin begejstring og fascination af hendes karaktertræk.

LÆS OGSÅ: 7 nye krimier, du skal glæde dig til i starten af 2024

”Cecilie Mars er både skræmmende og spændende. Hun er en antiheltinde, der som udgangspunkt er på den rigtige side af loven i kraft af sit arbejde som drabschef. Men samtidig er hun selv en kriminel morder, der tilmed at ind for at løse en opgave for en korrupt justitsminister.”

Fucked up moralsk kompas

“Hun er en autentisk leder på den måde, at hvis man skulle i krig, ville man gerne have hende ved sin side. Hendes team kan stole på hende – mere end hun kan stole på dem. Men Cecilies moralske kompas er fuldstændig fucked up, og hendes chef, justitsministeren, har også en mere end tvivlsom agenda.

Cecilies skæbne er jo, at hun har mødt en, som er mere kynisk end hende selv. Hun vil egentlig gerne gøre det rigtige, men hun er lige som skorpionen; hun har en brod, og når hun bliver presset, stikker hun. Hun har det her stærke overlevelses-gen. Og samtidig er hun drevet af, at monstrene, hun kæmper mod, ikke skal have lov til at undslippe. Uanset hvad.

Hendes mål er egentlig ædelt nok, men hun er fuldstændig kompromisløs, så midlerne bliver mere og mere problematiske. For hun vil aldrig give op eller anerkende et nederlag.”

LÆS OGSÅ: Ny krimi fra Michael Katz Krefeld: Bødlernes daggry er 3. bog i krimiserien om Cecilie Mars. Tyvstart din læsning her

Michael Katz Krefeld debuterede i 2007 og har for sine bøger modtaget blandt andet Det Danske Kriminalakademis debutantpris, prisen for Bedste danske krimi, Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter, en Mofibo Award og som den eneste har han modtaget Krimimessens Publikumspris to gange. Krefelds bøger er solgt til udgivelse i flere end 20 lande.


Bødlernes daggry (Cecilie Mars 3)

Michael Katz Krefeld om Bødlernes daggry og Cecilie Mars: Verden har brug for flere kvindelige antihelte

★★★★★ – Jyllands-Posten

★★★★★ – Fyens Stifttidende

En gal drabsmand terroriserer storbyen. Han myrder enlige kvinder for at indlemme dem i sin syge samling.

Den kontroversielle og fandenivoldske Cecilie Mars er udnævnt til drabschef, og sagen bliver en af de første, hun sammen med sit team skal forsøge at løse.

Men stærke kræfter i politiledelsen modarbejder hende. De har gravet en gammel uopklaret drabssag frem, som implicerer hende.

Mens Cecilie Mars kæmper for at klare frisag, bliver galningens samling større og større …

Bødlernes Daggry er en selvstændig fortsættelse til storbykrimierne Mørket kalder og Nattens udyr.

Du kan købe Bødlernes daggry online, fx hos Bog og idé, eller i din nærmeste boghandel.



Nattens udyr (Cecilie Mars 2)

Michael Katz Krefeld om Bødlernes daggry og Cecilie Mars: Verden har brug for flere kvindelige antihelte

En række drab på kvinder ryster Danmark og sætter ild til nettet og medierne.

Drabene fører tilbage til en gammel voldtægtssag, som samler en gruppe mænd med en indædt vrede mod kvinder.

I sin efterforskning kommer politikommissær Cecilie Mars på sporet af et hemmeligt selskab, og hun opdager hurtigt, at loven ikke rækker, hvis hun skal stoppe gerningsmændene.

LÆS OGSÅ: Michael Katz Krefeld om ny Cecilie Mars-krimi: Had og vold er farlige mænds modreaktion på #MeToo

Nattens udyr er en selvstændig fortsættelse til den anmelderroste bestseller Mørket kalder. En storbykrimi med den hårdtslående Cecilie Mars.

Tredje og sidste bind i trilogien om Cecilie Mars er netop udkommet.

Du kan købe Nattens udyr online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.



Mørket kalder (Cecilie Mars 1)

mørket kalder, michael katz krefeld, krefeld, cecilie mars

Cecilie Mars er en nyudnævnt politikommisær, der en nat træffer et fatalt valg med vidtrækkende konsekvenser.

Hendes fejltrin blev nemlig filmet, og nu truer en anonym bagmand med at afsløre det, hvis ikke hun hjælper ham.

Cecilie trækkes dermed ind i en uhyggelig plan om selvtægt, men hvor langt er hun villig til at gå for retfærdighed?

Og hvem er det, der afpresser hende?

En krimi fra bestsellerforfatteren Michael Katz Krefeld, der er kendt for sin serie om privatopdageren Ravn.

Du kan købe Mørket kalder online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.