Danske krimier Danske krimiforfattere Læseprøve og uddrag Michael Katz Krefeld Populære krimier

Imperiet. Lad dig rive med af 7. bog i Krefelds Ravn-serie. Læs et uddrag her

imperiet

Det nyeste skud på stammen i Michael Katz Krefelds populære Ravn-serie byder på kidnapninger, blodige magtkampe og enorme finansimperier. Smuglæs i den 7. selvstændige bog i krimiserien her.


Imperiet er den 7. bog i krimiserien om privatdetektiven Thomas “Ravn” Ravnsholdt af den prisvindende forfatter Michael Katz Krefeld.

Sammen med sin engelske bulldog Møffe bor Ravn på en husbåd i Christianshavn, og gennem serien bliver privatdetektiven involveret i en række nervepirrende kriminalsager.

Da Ravn bliver kontaktet af sin gamle veninde, advokaten Miriam Østergaard, tilbyder hun ham at kigge nærmere på en meget speciel sag. Rigmandsdatteren Christiane Saxenholm er blevet kidnappet, og det er Ravns rolle at overbringe tre millioner kroner til kidnapperen som løsesum.

LÆS OGSÅ: Få overblik over bestseller-fænomenet Ravn-serien af Michael Katz Krefeld

Men det ender med, at Ravn og Miriam bliver inddraget i en blodig magtkamp om kontrollen af et finansimperium med en værdi på 3,5 milliarder kroner. Denne kamp truer med at styrte hele Saxenholm-familien i grus, hvis ikke Ravn håndtere sagen rigtigt.

Forfatter Michael Katz Krefeld har vundet et hav af priser, heriblandt Det Danske Kriminalakademis debutantpris og Martha-prisen. Den hæsblæsende serie om privatopdageren Ravn er desuden solgt til udgivelse i over 20 lande.

Læs et uddrag fra bogen herunder.

Køb Imperiet online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 9 oktober.




Michael Katz Krefeld

Imperiet

Kapitel 1

En gammel rotte med knæk på halen pilede langs væggen i den tomme lagerhal. Den gjorde holdt ved en lille bunke blade, hvor den søgte efter føde. Da den intet fandt, fortsatte den videre mod det fjerneste hjørne.

I det samme lød en metallisk hvinen fra en dør, som blev åbnet, og en kile af lys trængte ind i hallen. En skikkelse trådte gennem døren med en papkasse under armen, og rotten tog flugten.

Personen fortsatte hen mod en funklende og gennemsigtig kiste, som stod placeret midt i den halvmørke hal på et arbejdsbord. Kisten var af plexiglas og forsynet med en messinglås med et hængsel på hver side. På alle hjørner var der monteret fine ornamenterede messingbeslag. I det sparsomme lys så det ud, som om beslagene og låsen med hængslerne svævede frit i luften.

Skikkelsen satte papkassen fra sig på jorden og drejede nøglen om i kistens lås. Der lød et højt smæld, da hængslerne blev presset op. Med besvær blev det tunge låg åbnet, og en svag lugt af polytan stod op fra kistens indre. I papkassen fandt skikkelsen en mørkerød velourpude, som blev placeret i den ene ende af kisten. Dernæst blev tørrede rosenblade strøet ud på kistebunden. Sammen med velourpuden dannede de et leje, der ville være Snehvide værdig. Hvilket var hensigten. Det var trods alt begravelsen af en konges datter, som skulle finde sted. Stedt til hvile og samtidig udstillet. Så verden kunne nå at få et stjålent glimt af hende.

En prinsesse på vej mod dødsriget. Som Snehvide endnu ikke død, kun i dvale. Men i modsætning til i eventyret ville der ikke komme en prins og redde hende. I stedet ville hun vågne op i kisten. Forvirret over, hvad der var sket, og uden at ane, hvor hun var blevet bragt hen. Omtåget af stofferne, som hun var blevet givet, ville hun langsomt forsøge at rejse sig, kun for at støde panden mod kistelåget. Hun ville mærke kistens hårde bund mod sin lænd og ryg. Hendes hænder ville søge rundt på de glatte og kolde flader. Stadig hurtigere. Stadig mere febrilsk. Panikken ville sende en metallisk smag til hendes svælg. Hjertet ville galopere afsted i et afsindigt tempo. Lungerne ville grådigt æde af den sparsomme luft. Hendes klynken ville blive til skrig, som igen ville overgå til råb om hjælp. Hendes stemme ville runge i kisten.

Men ingen ville kunne høre hende. Hendes martrede ansigtsudtryk og lemmernes paniske spjætten ville ligne en dårlig performance. Måske prinsessen i sit dødsøjeblik kunne se ironien. Forstå budskabet, som hun sendte verden. Måske ville hun ved sit sidste åndedrag begribe, hvorfor hun var havnet her. At hendes skæbne var selvforskyldt. Eller ville hun til slutningen bevare håbet om, at en redningsmand kom forbi? Ville hun ligge og stirre fortabt ud i hallens mørke efter ham? Ville hun føle sig alene? Glemt? Ikke set? Ubetydelig?

Skikkelsen lukkede kisten og tørrede låget af med ærmet. Forestillingen kunne begynde.


Kapitel 2

På Café Havodderen strømmede musikken ud gennem den åbne dør og ned over Christianshavns Kanal. Det var fredag aften, og det gamle brune værtshus var fyldt godt op. Fra jukeboxen lød Rocazino-klassikeren “All my love”, som den yngre del af gæsterne ved bordene sang med på. I loftet havde man hængt en roterende diskokugle i forsøget på at piske en stemning op, som endnu ikke helt havde indfundet sig.

I baren stod Ravn bag disken i sin hættetrøje og pudsede ølglas. Siden Johnsons hospitalsindlæggelse og under hans rekonvalescens havde Ravn sørget for at holde den gamles værtshus åbent. Når ellers restriktionerne tillod det. De mange måneder havde efterhånden samlet sig til et helt år, og der var flere blandt stamgæsterne, som troede, at Ravn havde over- taget værtshuset. Men nu var Johnson så småt vendt tilbage, og hans dårlige humør viste, at han trods alt var i bedring. Jobbet som bartender passede Ravn udmærket, og han ville få svært ved at give slip på det, hvis det skulle komme dertil.

Benny, der sad for enden af baren, rakte sit tomme ølglas frem mod Ravn som tegn på, at det var blevet tid til endnu en omgang. Ravn tog glasset ud af hånden på den tandløse mand, og da han vendte tilbage med det fyldte glas, lænede Benny sig ind over bardisken.

– Er det rigtigt, at noget af projektilet stadig sidder i Johnsons hoved? spurgte han og nikkede bagud mod Johnson, der var ved at rydde et af vinduesbordene.

De tre andre stamgæster i baren rettede deres opmærksomhed mod Ravn.

– Hvad får dig til at tro det? spurgte Ravn.

Benny rystede energisk på hovedet og lignede en, der fortrød, at han havde spurgt. – Bare et rygte, jeg har hørt.

– Dem er der også rigeligt af på Christianshavn, svarede Ravn og pudsede endnu et ølglas. At Johnson var blevet skudt i hovedet, var rigtigt nok. Ramt af en galning, som sidste år havde stået oppe i Frelsertårnet og pløkket ned over bydelen. Johnson havde været heldigere end de fleste andre ofre, for han havde overlevet. Det var, som om det farverige kvarter ikke var kommet sig over hverken den gale skytte eller corona-pandemien, som havde hærget. Det sidste kunne ses på det dalende antal gæster på Havodderen. Flere af stamgæsterne var faldet fra, døde af sygdom eller ensomhed. Og de, der var vendt tilbage, var stadig rystede efter granatchokket.

Ravn stillede glasset fra sig og så skælmsk rundt på de fire stamgæster. Han lænede sig ind over disken og sænkede stemmen. – I har det ikke fra mig, men …

– Men hvad? spurgte Benny utålmodigt.

– Det er rigtigt, at der stadig sidder et lille fragment af kuglen i hans hjerne, som lægerne ikke turde fjerne.

– Hvorfor ikke?

– Det var for kompliceret. De var bange for, at han skulle blive bims, sagde Ravn og lavede en roterende bevægelse med pegefingeren ud for tindingen.

Mændene foran ham nikkede alvorligt.

Ravn holdt masken og fortsatte. – Den eneste ulempe er, at hver gang Johnson kommer for tæt på noget af metal, skaber det en høj resonans. Har I ikke lagt mærke til det, når han passerer klokken?

Ravn nikkede mod messingklokken, der hang for enden af baren. – Bsssssss, lyder det meget lavt.

Benny havde ikke hørt det, men Olav mente nu nok at have observeret eller andet.

I det samme nærmede Johnson sig baren med en fyldt bakke. De fire stamgæster stirrede alle på ham, da han rundede hjørnet, hvor messingklokken hang. Benny klemte øjnene i, mens han lyttede intenst.

Ravn var nødt til at bide sig i kinden for ikke at flække af grin.

– Hvad?! brummede Johnson og sendte dem alle et tvært blik. Det hvide operationsar over hans venstre øre og boksertuden fik ham til at se faretruende ud.

De fire mænd havde pludselig nok i deres øl og så væk.
– Hvad står du og griner af? spurgte Johnson Ravn.
– Absolut intet, svarede han og hjalp Johnson af med bakken. Rocazino blev afløst af Abba og “Dancing Queen”, som igen blev erstattet af Dodo & The Dodos, der vågnede i natten. Som aftenen skred frem, fyldtes værtshuset med folk, og det tegnede til at blive en af Havodderens bedre.

Ravn tømte shotglasset med Jägermeister, som en betænksom kunde havde givet ham. Sprutten sendte et jag gennem kroppen som for at minde ham om, hvor sørgelig en forfatning hans lever var i. Alligevel havde han allerede drukket en del og følte sig temmelig opstemt.

– Kaffe? brummede Johnson og skænkede sig selv en kop fra kolben. Ravn kunne se, at den var tyk som tjære og sikkert var fra i morges. – Ellers tak.

– Er du o.k.?
– Selvfølgelig, hvorfor spørger du?
Johnson nippede af kaffekoppen. – Jeg ved godt, hvad dag det er i dag.
– Fint, at du kan ugedagene, så kan du ikke være blevet helt hjerneskadet, svarede Ravn og skænkede en øl fra hanen.
– Nej, ikke helt. Har du været på kirkegården?
Ravn serverede øllen og tog imod betaling. Så vendte hansig mod Johnson. – Det er efterhånden nogle år siden. Hvorfor?

Johnson trak på skuldrene. – Jeg kan godt tage med dig derhen, hvis du synes.

Ravn satte hånden i siden. – Jeg kender vejen. – Selvfølgelig, jeg tænkte også bare, at …
– At hvad?
– Ikke noget, glem det.

Ravn tog en dyb vejrtrækning. – Det er syv år siden, at Eva døde. Hvilket er noget forbandet lort. Men livet går som bekendt videre. Om vi vil det eller ej, sagde han og slog ud med armene.

Johnson nikkede, stillede kaffekoppen fra sig og betjente den næste i baren. Da kunden havde fået sin favnfuld fadøl, vendte Johnson tilbage til Ravn. – Det er også bare, fordi jeg har dårlig samvittighed.

Ravn vidste, hvad der ville komme, og rystede afvisende på hovedet, men Johnson var ikke til at stoppe.

– Ravn, for pokker. Da jeg kom ud af min koma, var jeg jo ikke klar i hovedet. Alt det vrøvl, jeg sagde om Eva og …

– Stop nu. Du har undskyldt hundredvis af gange, og jeg kan alligevel ikke huske, hvad du sagde. Så der er ingen grund til at undskylde mere eller … rippe op i noget. Han klappede Johnson på skulderen.

Johnson skulle til at sige noget, men blev afbrudt af lyden fra et par flasker, som røg på gulvet. Ravn fik øje på tre mænd med rygmærker, der sad ved et af vinduerne. Den største af dem havde rykket sin stol over mod tre unge kvinder ved nabobordet og i fuldskab væltet et par af deres ølflasker. Kvinderne virkede utrygge, og det var tydeligt, at de helst ville være i fred.

Ravn smed viskestykket over skulderen og trådte ud af baren.

Da han nåede ned til kvindernes bord, smilte han til dem alle. – Hopper du ikke over til dit eget selskab? spurgte han manden og begyndte at tørre bordet af for øl.

– Ahvad? sagde den skaldede rocker, hvis ansigt var prydet af en stor tatovering.

– Ja, jeg tror, at damerne gerne vil være i fred uden at få hældt deres drikkevarer i skødet.

– Hvad fucking snakker du om? Hans små pupiller afslørede, at der var røget mere indenbords end bare sprut. – Er du flabet?

– Slet ikke. Jeg beder dig bare om at sidde sammen med dine venner i stedet for at vælte de søde damers øl.

Rockerens to brødre sad med korslagte arme og afventede situationens udvikling. I næste nu greb den ansigtstatoverede fat i halsudskæringen på Ravns T-shirt og tvang ham forover.

– Er du klar over, hvor hurtigt vi kan smadre dig og det her tabersted?

– Der er ingen, som ønsker ballade, svarede Ravn roligt, mens han så manden i øjnene.

– Vi kan også komme tilbage og brænde lortet ned med dig og bedstefar indeni. Hvad siger I, gutter? Rockeren så mod de to andre.

Den fedeste af dem nikkede. – Altid godt med en lille BBQ.

Ravn slog beklagende ud med armene. – Der er ingen grund til at true. Vi ønsker alle sammen en hyggelig aften.

– Så sig undskyld.
– For hvad?
– For at spille smart og være et fjols, sagde han og slap sit greb i Ravns T-shirt.
Rockerne og de unge kvinder kiggede op på Ravn.
Ravn rettede på sin T-shirt. – Undskyld. For at spille smart og være et fjols.
– Go’ hund, sagde rockeren og rejste sig op. Han var et hoved højere end Ravn og en halv gang så bred. – Lad os skride. Det her sted er alligevel kun fyldt med grimme kællinger og bøsser. Han klappede Ravn hårdt på kinden.

Øjeblikket efter var de tre rockere forsvundet ud ad døren, og Ravn ryddede bordet for tomme flasker. – Skal jeg ikke komme med en frisk forsyning til jer? sagde han og smilte til de tre kvinder. – Så ser vi, om de kan stå oprejst denne gang.

Kvinderne smilte tilbage og takkede ham. – Supernice, at du fik dem til at gå, sagde den ene, som var iført en blå angorasweater.

– Ja, så I, hvordan de rystede i bukserne af skræk? sagde Ravn og skød brystet frem.

Det fik dem alle tre til at grine, og hende med angorasweateren fugtede læberne.

Da Ravn vendte tilbage til baren, kom Johnson hen til ham. – Alt o.k. med de der Diablos-fyre?

Ravn nikkede. – Ja, ja, intet problem, de skulle videre.

Johnson stirrede på hans kind, der stadig var rød. – I gamle dage havde du hældt dem alle tre i kanalen.

– I gamle dage, ja, svarede Ravn og knappede øllene op.


Kapitel 3

– Fuck-shit-pis-lort! lød det gennem kahytten.
Ravn missede med øjnene og mærkede tømmermændene, som var blevet vakt til live. Det her var for tidligt et tidspunkt at være vågen på. Han strakte sig i sengen og gabte. Den unge kvinde med den blå angorasweater var stået ud af sengen og vandrede hektisk rundt i kahytten, dog uden sweater. Hun fandt sine trusser, som hun hurtigt fik på. Ravn syntes, at hun var smuk, som hun stod der i morgenlyset, der trængte ind ad lugen og ramte hendes ryg.

– Hvad er klokken? spurgte Ravn, mens han forsøgte at komme i tanke om hendes navn: Line? Stine? Signe?

– Den er pissemange, og det er virkelig noget lort!

Tina. Det var det, hun hed. – Vil du slet ikke have noget morgenmad, Tina?

Hun krængede den blå sweater over hovedet. – Jeg skulle slet ikke have sovet her. Jeg er i big, big trouble.

– Noget, jeg kan hjælpe med?

Tina svarede ikke, men skyndte sig i resten af tøjet og fandt sin telefon i tasken. – Har du et toilet ombord?

– Selvfølgelig, svarede Ravn og pegede på døren til højre for hende.

Igennem den tynde væg kunne han høre hendes samtale med veninden “Katja-mus”. Han huskede, at en af kvinderne fra i går havde præsenteret sig som Katja, før hun havde efterladt Tina i baren hos ham. Adskillige timer og Gajol-shots senere havde Ravn bedt Johnson om at lukke Havodderen, mens han selv var forsvundet ned langs kanalen mod Bianca sammen med Tina. Hun havde syntes, at det var craaaazy, at han boede på en båd midt i København. Den slags kunne man tilsyneladende ikke i Rødovre, hvor hun var fra.

Da Tina vendte tilbage fra badeværelset, havde hun og veninden allerede fået brygget en historie sammen om, hvor Tina havde sovet i nat.

– Er alt godt? spurgte Ravn.

Hun nikkede. – Min Jimmy er ikke den skarpeste kniv i skuffen, så mon ikke det går? Hun gik hen til Ravn og kyssede ham farvel. Han fik lyst til hende igen og forsøgte at trække hende ned i sengen, men Tina gjorde sig fri og smilte. – Men han er altså heller ikke helt idiot, så jeg må hellere smutte nu. Hun tog sin taske fra stolen. – Tak for sejlturen, sømand.

– Ohøj, svarede Ravn og sendte hende afsted med en honnør.

Ravn blev liggende i sengen, men snart efter begyndte Eduardos lille søn at græde henne fra ketchen foran Bianca. Lidt efter kunne han høre Eduardo og Belinda småskændes. Der var ingen grund til at blive liggende længere.

Ravn satte vand over til kaffen og fandt havregrynene frem. – Hvad med dig, Møffe? Hvad behager herren i dag?

Den gamle engelske bulldog lå i sin kurv med lukkede øjne. Ravn satte sig på hug og strøg hunden over hovedet. Møffe åbnede sløvt øjnene og gabte. Han havde tabt sig temmelig meget på det sidste, hvilket Ravn aldrig havde forestillet sig ville ske. Igennem årene havde han haft hunden på utallige diæter, uden at Møffe havde smidt så meget som et gram.

– Har du stadig ingen appetit, gamle dreng?
Møffe lukkede øjnene og faldt hen igen.
– Måske en lille gåtur kan gøre dig sulten.
I det samme bevægede båden sig let som tegn på, at nogen var steget ombord. Ud ad vinduet kunne Ravn se, at det var Eduardo og den lille, som var kommet på besøg. Ravn trådte ud på agterdækket. – Go’morgen med jer to.

Buenos días, sagde Eduardo og smilte til sin søn. – Kan du sige buenos días? Sønnen klukkede som svar.

– Vil du have kaffe?

Eduardo rystede på hovedet. – Ellers tak. Belinda er i gang med morgenmaden. Jeg kunne lige nå over og se til dig, før vi skal spise.

– Hyggeligt.

Han lænede sig ind mod Ravn og smilte. – Jeg så dig og hende chica’en, da I kom hjem i nat, var hun sød?

– Mægtig sød, men desværre allerede forsvundet igen.

Eduardo rystede på hovedet. – Du får mig til at mindes min ungkarletid. Fantástico.

Nu har du jo ham der … og Belinda, ikke mindst.

Sí, sí, Belinda. Men jeg får ingen sex, nada. Så nu må jeg leve igennem dig, amigo.

Ravn lo. – Tro mig, det har du ikke lyst til. Han løftede drengen ud af Eduardos favn og holdt ham op mod himlen i strakte arme. – Har I besluttet jer for et navn til ham røveren her? Drengen smilte stort ned mod Ravn.

– Nej, det er derfor, vi skændes hele tiden.

Ravn trak drengen ind til sig. – Jeg havde også svært ved at finde et navn til Møffe, da han var hvalp, men lige pludselig så kom det til mig.

– Det er ikke det samme.
– Selvfølgelig ikke, men I må da have en idé?
Eduardo kradsede sig i sit kulsorte fuldskæg. – Jeg synes, det er oplagt, at han skal hedde Francisco efter min farfar.
– Det er da et godt valg. Du ligner også en Francisco, sagde Ravn og strøg drengens tynde hår.
– Ikke ifølge Belinda. Hun siger, at navnet minder hende om Francisco Pizarro, der tilsyneladende erobrede Inkariget og slog alle indianerne ihjel.

Ravn smilte. – Er det ikke noget med, at hun har en ph.d. i Indianske kulturer?

– Jo, jo, men det er godt nok at tage det til yderligheder, når hun mener, at vi i stedet lige så godt kunne kalde vores søn for Adolf Hitler. Han rystede på hovedet.

– Hvad er Belindas forslag?

Eduardo trak vejret tungt. – Tatanka Lyotake. Det er sioux for Sitting Bull.

Ravn kunne ikke lade være med at grine. – Så tager det nok lidt tid, før han kan stave sit eget navn.

– Hvilket minder mig om, at jeg kom for at spørge dig om noget.

– Hvad? Ravn rakte drengen tilbage til Eduardo.

– Jo, hvad siger du til at stå fadder? Belinda synes også, det er en god idé.

– Fadder? Mig? Ravn lænede sig op ad kahytten. – Tak, men kan du ikke spørge nogle andre, noget familie?

– Det meste af min familie bor i Spanien. Det ville betyde meget for mig, hvis du siger ja.

Ravn så ned i skibsplankerne. – Eduardo … jeg kan ikke tage ansvar for den lille. Den går sgu ikke.

– Men det er jo bare symbolsk.

– Jo, jo, sagde han og krympede sig. – Men der er ikke rigtig plads her ombord, heller ikke symbolsk. Beklager du. Men I er altid velkomne, det ved du da. Jeg elsker allerede den lille lort.

Eduardo så nedslået ud. I det samme ringede Ravns mobil inde fra kahytten, og han følte, han blev reddet af gongongen. – Vi ses, sagde han og strøg ind efter sin telefon. – Det er sgu nok vigtigt.

Ravn besvarede opkaldet, mens han ud gennem vinduet så Eduardo trisse tilbage mod sin båd.

– Det er Miriam, lød det i den anden ende.

Ravn satte sig overrasket ned i sofaen. – Miriam? Det er fandeme længe siden. Hvilket ikke var løgn. Sidst han havde set hende, var for over et år siden. Dengang havde han brændt hende af med en dårlig undskyldning, og det pinte ham stadig. – Hvordan har du det?

– Travlt. Vi har sager til langt op over begge ører, og jeg kan kun være i retten med en klient ad gangen. Og dig?

– Jo, jo, det går. Han smilte for sig selv. Det var dejligt at høre hendes stemme. – Nogen særlig grund til, at du ringer?

– Jeg synes, vi skal mødes.

– Selvfølgelig, det ville være hyggeligt. I det samme kogte vandet på blusset, og Ravn rejste sig fra sofaen. – Tænker du frokost eller noget …?

– Her på kontoret, svarede hun formelt.
– Okay, fordi …?
– Fordi jeg har en sag, som jeg behøver hjælp til.
Han hældte det kogende vand op i kruset med Nescafé. – Beklager. Jeg arbejder ikke som efterforsker længere.
– Siden hvornår?
– Det er noget tid siden. Jeg er begyndt hos Johnson som bart…
– Det er en let sag, og der er gode penge i det, afbrød hun. Han smilte over hendes energi. Det var typisk Miriam. – Ellers tak. Men det var pænt af dig at tænke på mig.
Hun stønnede i telefonen. – Skal jeg ligefrem tigge om din hjælp?
– Nej, du kan spare dig. Som sagt arbejder jeg ikke længere som efterforsker.
– Hold nu op. Det er en temmelig prekær sag.
– Hvor prekær?
– Det handler om en kidnapning.
– En kidnapning? spurgte han og holdt op med at røre rundt i koppen. – Er du seriøs?
– Ja. Så hvad siger du?
– At det lyder som en sag for politiet. Jeg kan skaffe dig Mikkels nummer?
– Nej, nej. Politiet skal ikke indblandes, som i slet ikke. Det her skal foregå tys-tys.

– Du er ellers ikke tys-tys-typen, som jeg husker det, sagde han og nippede til kaffen.

– Vi ændrer os alle sammen, gør vi ikke?
– Jo, måske.
– Kan vi i det mindste mødes? Så fortæller jeg dig om sagen, og så kan du …
– Hvornår?
– I dag.
Ravn vidste, at det var en allerhelvedes dårlig idé at mødes med Miriam. Men hun havde vakt hans nysgerrighed, og så savnede han hende. Under alle omstændigheder ville Møffe have godt af turen til Nikolaj Plads, hvor advokatkontoret lå. I øvrigt samme kontor, som havde været Evas arbejdsplads. Lige indtil den dag for syv år siden, da hun blev dræbt. Som sagt var det en allerhelvedes dårlig idé at genoptage kontakten med Miriam. Alligevel fandt han noget rent tøj frem og gjorde sig klar.




imperiet, michael katz krefeld

Den skandaleombruste rigmandsdatter Christiane Saxenholm er blevet kidnappet, og advokat Miriam Østergaard kontakter Ravn for at hyre ham til den helt specielle sag.

Ravn skal overbringe løsesummen på 3 millioner kroner til Christianes kidnapper, men snart bliver Ravn og Miriam inddraget i en magtkamp over et finansimperium til en værdi af 3,5 milliarder kroner. Hvis kampen ikke vindes, vil Saxenholm-familien styrte i grus.

Imperiet er den syvende selvstændige bog om privatopdageren Thomas “Ravn” Ravnsholdt.

Du kan købe Imperiet online, eller i din nærmeste boghandel.