Ravn er tilbage - og hans by står i flammer

Michael Katz Krefeld åbner “anden sæson” af sin Ravn-serie med et blodigt attentat på Christianhavn. Skytsengel er sjette bog i krimiserien – og der er gået to år siden læserne sidst fik nyt om Ravn og hans venner på Christianshavn.

Michael Katz Krefeld har været utro med Cecilie Mars. I hvert fald hvis man spørger Ravn-seriens mange dedikerede læsere, som dog heldigvis også elskede Krefelds stand-alone krimi Mørket kalder med politikommisær Cecilie Mars, der udkom sidste år.

Men nu er Krefeld endelig tilbage med sjette selvstændige bind om privatopdageren Thomas ”Ravn” Ravnsholdt, som bor på en båd i Christianshavn med sin hund Møffe. 

«Efter femte bind, Pagten, følte jeg ligesom, at første sæson af Ravn var afsluttet. Og at både han og jeg trængte til ferie. Jeg holdt fri med et nyt godt bekendtskab i Cecilie Mars, som jeg ikke vil udelukke, kan vende tilbage en anden gang. Og eftersom Ravn bor på en båd, har jeg længe tænkt, at han da snart skulle ud og sejle. Så han har været på et togt op langs Sverige, som han vender hjem fra i begyndelsen af min nye roman Skytsengel.”

Men det er ikke det hyggelige og trygge Christianshavn med hele det skæve persongalleri af barejeren Johnson, Victoria med antikvariatet, journalisten Eduardo og hans gravide kæreste Belinda, som Ravn vender hjem til, da han sejler ind i kanalen. I stedet er det til blå blink og kampklædte betjente. For fra toppen af Frelserkirkens spir har en skytte spredt død og ødelæg- gelse ned over bydelen. Og i blodet på brostenene ligger også en af Ravns nære venner. 

LÆS OGSÅ Smuglæs i Skytsengel – få de første kapitler gratis her

En forandret by

”Jeg kørte selv gennem byen den nat, hvor Omar Abdel Hamid El-Hussein skød og dræbte to mennesker ved Krudttønden og Synagogen i 2015. Det var en forvandlet by med mennesker, der blev gennet væk fra åbne pladser af maskinpistolsbevæbnede betjente. Det gjorde et stort indtryk på mig,” fortæller Krefeld. 

Ravn indleder jagten på skytten og får undervejs følgeskab af den unge advokat Miriam Østergaard. Sammen forsøger de at stoppe den ukendte gerningsmand, før hans planer om endnu et attentat bliver til virkelighed. 

”Det er selvfølgelig en voldsom historie, som i min roman har noget med PTSD-ramte veteraner at gøre, uden at jeg vil afsløre for meget,” siger Krefeld: 

”Omvendt har det for mig været super dejligt at vende tilbage til Christianshavn og ligesom genoptage kontakten til alle personerne i mine bøger. Og fra de mange, mange positive reaktioner fra læserne, ved jeg også, at der er mange, som har savnet Ravn-universet.” 

Hvad skal katten hedde?

En klar indikation på det fik Michael Katz Krefeld, da han skulle navngive en af hovedpersonernes kat, og han spurgte ud på sociale medier, hvad katten mon skulle hedde? I løbet af et døgn fik han 2.700 svar – mange med lange personlige forklaringer på, hvorfor katten skulle hedde lige præcis det. 

”Navnet? Det må læserne selv finde ud af i Skytsengel,” griner Krefeld. 


Du kan købe Skytsengel online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1. november 2019.