Krimi

Ravn og Møffe er tilbage. Smuglæs i Skytsengel af Michael Katz Krefeld

Skytsengel er sjette selvstændige bog i serien om privatopdageren Thomas „Ravn“ Ravnsholdt, der bor på sin båd i Christianshavns Kanal sammen med sin engelske bulldog Møffe. Smuglæs i de første kapitler af Skytsengel her.


Skytsengel, Michael Katz Krefeld

Han bestemmer om du skal leve eller dø

Da Ravn vender tilbage efter et langvarigt sejltogt, er alt forandret på Christianshavn. Et skudattentat fra Frelserkirken har sendt død ned over den fredelige bydel, og en nær ven til Ravn er blevet hårdt såret.

Ravn starter sin egen efterforskning og får undervejs følgeskab af den unge advokat Miriam, der sender ham på sporet af en forsvunden krigsveteran. Sammen forsøger de to at stoppe den ukendte gerningsmand, der holder nationen i et jerngreb, før et nyt attentat truer.

LÆS OGSÅ: Krimibestseller: Michael Katz Krefelds Ravn serie

Michael Katz Krefeld debuterede i 2007 og har for sine bøger modtaget blandt andet Det Danske Kriminalakademis debutantpris, prisen for Bedste danske krimi og Martha-prisen. Serien om Ravn er solgt til udgivelse i 20 lande.

Du kan købe Skytsengel online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.


Michael Katz Krefeld

Skytsengel


1.

Den forgyldte Kristusfigur, der stod på toppen af Frelsertårnet, glødede i morgensolens stråler. Klokken havde rundet ni, og fra urspillet lød tonerne af Grundtvigs “Den signede dag”. Da kirkeklokkernes ringen ebbede ud, tog larmen fra myldretidstrafikken på Torvegade igen over. Lyden fra bilerne forplantede sig i Frelsertårnets indre og kunne høres hele vejen op til vægterværelset. Sollyset stod ind fra de runde gavlvinduer, og der var allerede lummert i det trange rum. Længst ovre i hjørnet sad en skikkelse med ryggen lænet op ad muren. Han var midt i trediverne, muskuløs, med et firskårent ansigt og en flad boksertud. Hans arbejdstøj var plettet af maling, og på hovedet havde han en lurvet kasket, der var placeret med skyggen i nakken. Hans sorte trekkingsko var til gengæld nye.

Manden fandt et par piller i brystlommen og tog den lille vandflaske på gulvet. Da han havde slugt pillerne, tjekkede han klokken på sit Suunto-sportsur. 18 minutter endnu. Om 18 minutter ville solen stå i en perfekt vinkel. Siden i går eftermiddags havde han skjult sig bag de fjerneste stolper. Herfra havde han holdt øje med de besøgende, som kom for at bestige tårnets udvendige himmeltrappe længere oppe. Klokken 19 havde en kvindelig kirketjener gennet de sidste gæster ned uden at ulejlige sig med at inspicere vægterværelset. Natten igennem havde han ligget i det aflåste tårn og lyttet til byen, mens han havde blundet let.

Han trak rygsækken hen til sig og lynede den op. Forsigtigt tog han en løs riffelkolbe i ædeltræ frem og lagde den foran sig. Dernæst fulgte et riffelløb, låsestolen, kammeret, forskæftet, magasinet, aftrækket og til sidst kikkertsigtet fra Zeiss. Han betragtede den adskilte Sauer 202-riffel med et stille smil. Han havde samlet våbnet så mange gange før, at han kunne gøre det i blinde. Et minut og otte sekunder var hans rekord, men i dag var der ingen grund til at skynde sig. I dag ville han være særlig omhyggelig. Da han et par minutter efter havde samlet riflen og monteret sigtemidlet, ladede han to ekstra magasiner. De blanke 7 mm Barnes-patroner føltes kølige mellem fingrene. Med deres ekspanderende effekt var de kraftige nok til at nedlægge råvildt og egnede sig perfekt til opgaven. Selv om han ikke ligefrem var taget på bukkejagt.

Han tog rygsækken over skulderen og rejste sig med riflen i hånden. Da han gik hen mod trappen, knagede plankerne, og han standsede for at lytte. Men her var helt stille. Kirketjeneren ville først ankomme et par minutter i ti for at bemande billetlugen ved tårnets fod, hvilket gav ham rigelig tid. Han fortsatte opad til den udvendige himmeltrappe, der snoede sig om tårnet i 90 meters højde. Han trådte udenfor, hvor der var fri udsigt 360 grader rundt. Selv om her var vindstille, fornemmede han brisen og lugten af hav. Fra havnebassinet og Indre By, til Amager Fælled og Øresund. Han støttede sig til det lave jerngelænder og spejdede ned mod Christianshavn. En turbåd med en håndfuld turister ombord sejlede midt på kanalen, og han kunne høre guidens stemme som et fjernt ekko.

Han lagde rygsækken fra sig på de brede kobbertrin og satte sig ned i skydestilling. Han tog ladegreb og placerede løbet mellem tremmerne i rækværket. Gennem kikkertsigtet betragtede han vejkrydset, hvor Dronningensgade og Sankt Annæ Gade skar hinanden. Afstanden til det nærmeste fortov var omtrent 100 meter. Selv uden sigtemiddel ville det være et nemt skud. Han betragtede den unge pige med det pink hår, som viste sig i sigtekornet. Han fulgte hende roligt, mens hun halsede ned ad gaden i sine militærstøvler. Fucking hippie-so, tænkte han. Han sigtede atter mod Sankt Annæ Gade, hvor en fedladen vejarbejder i en gul vest stod og talte i mobiltelefon. Han burde straffe dovendyret med en kugle i halsen. Fra den modsatte side af vejen kom en ældre dame med en puddelhund gående. Hundens pels og damens kridhvide hår syntes identiske. Ramte han kranspulsåren, ville hendes blod farve dem begge rosa. Han sigtede op ad Dronningensgade, hvor der lå et antikvariat på hjørnet. “Victorias Antikvariat”, stod der med svungen skrift på facadeskiltet. To kvinder var i gang med at stille bogkasser ud foran butikken. Den ældste var klædt i tweed og havde en grå frisure, som stod ud til alle sider, mens den yngres mave afslørede, at hun var højgravid. Det er sgu ikke en verden at sætte rollinger i, tænkte han. Kællingen burde vide bedre. Om to minutter ville solen være gledet forbi kirketårnet. Om to minutter ville det være dommedag.

Han fjernede sigtet fra den gravide og førte det hen over hustagene og mod kanalen. Han betragtede et kærestepar, der spiste morgenmad på bolværket. De så lykkelige ud. Han afsikrede riflen. I sigtet fulgte han bolværket hen mod værtshuset. Et par gæster havde taget plads foran med deres morgenpilsnere i hånden. “Havodderen”, stod der over døren. En ældre mand i lædervest viste sig i døråbningen. Han lignede en gammel bokser og sagde noget, der fik dem alle til at grine. En rigtig joker. Lad os se, hvor meget de griner, når først dit baghoved flyver af. Han placerede mandens hoved midt i sigtekornets kors. Der var 150 meter mellem ham og målet. Ingen vind. Han behøvede ikke engang at indstille kikkertsigtet. Om et minut ville solen stå perfekt. Den ville bade gaderne i lys og blænde alle, der så i retning af kirketårnet og ham.

På kanalen viste endnu en turbåd sig, og han flyttede sigtet mod guiden med mikrofonen. Når skuddet ramte, ville hendes skrig lyde gennem højtalerne og forplante sig i gaderne. Han sigtede atter ned langs Dronningensgade, forbi antikvariatet og hen mod Christianshavns Torv. Torvet var fuldt af mennesker. Fuldt af mål. Alle dem der stod og ventede på bussen, kunne han snuppe på en række. Fucking lemminger. Eller han kunne tynde ud i horden af hjemløse midt på pladsen. Fucking nassere. 30 sekunder igen. Han fik øje på vagten, der stod ved indgangen til Brugsen. Præcis som han gjorde det hver eneste dag. Han var i trediverne, pumpet, med en kort frisure, der afslørede tyrenakken. Hans største mission i livet var at holde bumserne væk fra butikken. Et lortejob til en lorteløn. Alligevel lignede han en konge, poserende i sin hvide skjorte, som var den af hermelin. Han trak en pakke cigaretter frem fra bukselommen og skulede mod gruppen af hjemløse. 15 sekunder igen. Vagten stak en cigaret i mundvigen og fandt en lighter frem.

Der var lidt over 200 meter til målet. Mens han iagttog ham, flyttede han pegefingeren fra aftrækkeren og justerede kikkertsigtet med et enkelt klik. Fem sekunder endnu, og vagten havde fået ild på sin smøg. Med fingeren hvilende på aftrækkeren tog han en dyb indånding. Han fornemmede sin egen puls, der slog roligt. Solen gled forbi tårnet og oplyste torvet. Vagten lænede sig op ad muren og kneb øjnene sammen, mens han trak røgen ned i lungerne. Tiden oprandt. Mellem to pulsslag øgede han presset på aftrækkeren og sendte skuddet afsted. Rekylen pressede skulderen tilbage, og det rungede for hans ører. Han registrerede den purpurfarvede sky, der stod ud fra målets baghoved. Vagten gled ned ad husmuren og efterlod et rødt glinsende spor på facaden.

Med et hurtigt ladegreb sendte han en ny patron i kammeret. Han sænkede riflen, mens han sigtede ned gennem Dronningensgade. Da han nåede antikvariatet, holdt han riflen stille. Braget fra det første skud havde fået de to kvinder til at stoppe op ved bogkasserne. Den gråhårede kiggede mod torvet, hvor der lød skrig. Han sendte et skud efter hende. Dernæst endnu et efter den gravide. Panikken bredte sig, og folk flygtede i alle retninger. Han skød sporadisk ned mod dem. Alle de små lortemennesker. Da han havde tømt sit magasin, satte han hurtigt et nyt i. Krudtrøgen hang tungt omkring ham, og ved hans fødder lå de tomme patronhylstre og glimtede. Han vendte riflen i retning af kanalen. Her var det ikke gået op for folk, hvad der var sket på torvet og i de tilstødende gader. Et par af gæsterne foran værtshuset havde rejst sig og spejdede i retning af Christianshavns
Torv. I det samme viste værtshusejeren sig i døren. Ham, der tilsyneladende var så skidesjov.

Han pressede fingeren mod aftrækkeren. Han skulle give dem alle sammen noget at grine af.

2.

Der blæste en svag vind, som sendte krusninger hen over Øresunds stille havoverflade. De mange hvide sejl ud for kysten ved Kronborg tegnede sig skarpt mod den skyfri himmel. Det var, som om sensommeren blev ved, og det lune vejr havde lokket en armada af lystsejlere på havet. Rundt om den nærmeste pynt dukkede en aldrende Grand Banks-trawler op. Med sin brede stævn pløjede skibet sig ubesværet gennem vandet og sendte skumsprøjt op om det hvide fribord. Fra de udvendige højtalere gjaldede Huey Lewis-klassikeren “The power of love”. Besætningerne på de nærmeste både så mod det usædvanlige fartøj, hvor vasketøjet hang som bedeflag rundt på rælingen.

Oppe på skibets flybridge stod Ravn i underbukser og sydvest og skrålede med på nummeret. De to måneders sommertogt havde farvet hans krop mahognibrun, og han havde ladet sit skæg og hår gro vildt. Var det ikke for de ekstra kilo på maven, lignede han en skibbruden. Han spejdede ind mod land, mens han lettede på sine sorte Ray-Bans. – Kronborg på styrbord
side, Møffe! Ved du, hvad det betyder?

Han så på den engelske bulldog, der stod ved rælingen med tungen ud af munden. Møffe havde også taget på, men fedtet var mere jævnt fordelt, så det lignede muskler.

– Det betyder, at man er på vej hjem, råbte Ravn. – Hjem til gamle Kjøøøøøbenhavn!

Møffe stønnede og lagde sig tungt ned på dækket med ryggen til ham.

Ravn havde tilbagelagt næsten 800 sømil på togtet, der havde ført ham op langs den svenske vestkyst og ind gennem skærgården. Han havde bevidst undgået de overrendte marinaer og kun søgt havn, når han manglede proviant eller brændstof. I stedet havde han ligget for svaj i den ene stille vig efter den anden. Nogle gange i dagevis. Nu nærmede han sig Rungsted Kyst, hvor palæerne tronede side om side. Han var unægtelig vendt tilbage til civilisationen, tænkte han, mens han kløede sig bagi.


Med de syv knob, som Bianca skød, ville han ankomme til Christianshavns Kanal om en times tid. Han glædede sig allerede til at hilse på vennerne, og det gik op for ham, hvor meget han havde savnet dem. Som noget af det første ville han slå et smut forbi Havodderen og hilse på Johnson. Når han havde fået nok af at høre på hans vandede vittigheder, ville han tage forbi Victorias antikvariat. Måske overraske hende med en pose kanelsnegle. Dem fra Lagkagehuset, som hun holdt af.

Han kom til at tænke på, om Belinda stadig arbejdede i antikvariatet, eller om hun var gået på barsel. Det skulle blive hyggeligt at hilse på hende og Eduardo igen. Han huskede, hvor lykkelige de havde været i vinter, da de fandt ud af, at hun var gravid.

Ravn greb det halve kosteskaft ved siden af sig og satte rattet i spænd. Det var hans egen opfindelse, efter at autopiloten havde sat ud ved Fjällbacka og sendt ham direkte mod klipperne. Han gik ned på dækket og så, at kahytten rodede lige så meget som skibsdækket. Det slog ham, hvor ubekymret han havde levet, og hvor langt han var kommet væk fra sit gamle liv. Nu hvor han vendte tilbage, havde han ingen planer om at genoptage det. Han skulle finde på noget andet at lave, men han havde ingen anelse om hvad. Kun at det hverken skulle omhandle utroskabssager eller at lede efter folk, der var forsvundet. Tiden som privatdetektiv var endegyldigt forbi. Måske han skulle blive taxachauffør? Eller åbne en kaffebar? Måske finde sig en kone og få sig en unge? En der kunne plage livet af Eduardo og Belindas krapyl. Han smilte ved tanken og bjærgede vasketøjet, som hang til tørre på rælingen. I det fjerne viste København sig med sine tårne og spir.


40 minutter senere stod han på flybridgen i en ren T-shirt og navigerede Bianca gennem Trekroner-indsejlingen. Storbyens summen blev akkompagneret af lyden fra en helikopter, der hang lavt på himlen. Da han nærmede sig Holmen og den nedlagte marinestation, lød sirenerne fra adskillige udrykningskøretøjer. Han så op mod helikopteren, der nu befandt sig over Christiania. Måske politiet var ved at foretage en større aktion ude på Fristaden? Som ung betjent havde han været med til adskillige derude, så han vidste godt, at det krævede en talstærk
politistyrke at rykke ind. De mange sirener varslede, at det her var noget ekstraordinært.

Da han nåede ud foran Operahuset, så han lystbådene, som lå klumpet sammen ved indløbet til Christianshavns Kanal. Normalt var der kun et par stykker, som ventede på, at Sommerfuglebroen foran kanalen skulle gå op. Han sænkede farten til et par knob og gled hen mod de bagerste både. På Inderhavnsbroen stod folk og spejdede mod Christianshavn, mens politiet havde spærret for adgangen med et par hollændervogne.

Ravn slog bak og standsede båden midt i indløbet. Han bemærkede havnepolitiets orange Rib-båd længere henne. De seks betjente ombord var alle iklædt skudsikre veste og havde deres automatvåben hvilende på brystet. Det her måtte handle om noget langt større end blot at rømme Pusher Street, tænkte Ravn.

Han lænede sig ud over flybridgen og piftede ned til de to unge mænd i speedbåden, der lå ved siden af ham. – Hey, ved I, hvad der er sket?

Den muskuløse og tatoverede mand ved rattet så op på ham.

– De … de siger, det er terror, sagde han rystet. – Nogen har stået og pløkket på folk. Det er helt crazy. Fucked up.

– Er der meldt om sårede?

– En hel del, sagde han og så på sin telefon. – Nyhederne melder også om dræbte.

– Har de sagt hvor mange?

– Nej, ikke endnu, det er totalt kaos.

– Ved man, hvor det præcis er sket?

– Nej. På Christianshavn et sted, sagde han og lagde telefonen væk. – Vist nede omkring Frelserkirken.

– Tak, sagde Ravn og mærkede hjertet hamre. Victorias antikvariat lå ved siden af kirken. Det samme gjorde Havodderen og Bentes Blomster. Han kendte adskillige, der boede lige der.

Ravn tog trappen ned fra flybridgen og gik ind i kahytten efter sin telefon. Den var død. Han gik hen til styrepulten og spejdede ud gennem vinduet efter et sted at lægge til. På den venstre kaj, hvor turbådene holdt til, fandt han en ledig plads. Han krængede roret mod styrbord og gav fuld gas bak. Med en dyb buldren fra Lehman-motoren fik han styret Bianca ind mellem de fortøjede tomme turbåde. Han så hen mod den orange Rib, hvorfra betjentene så over mod ham. Ingen af dem gjorde ansats til at komme over. Da han havde fortøjet båden, vendte han sig om mod Møffe. – Du bliver her og passer på.

Hunden brummede og lagde sig på agterdækket.

3.

I krydset ved Refshalevej stod to betjente i skudsikre veste ved siden af deres patruljekøretøj. Den ene af dem viftede trafikanterne ned ad Refshalevej, mens den anden holdt øje med fodgængerne på fortovet. Ravn løb stakåndet forbi betjentene i sine klipklapper og hen til svinget ved Christianias hovedindgang. 200 meter længere nede ved Bådsmandsstræde blokerede politiets mandskabsvogne krydset. Der havde dannet sig en kø af trafikanter, og det var tydeligt, at ingen blev lukket igennem. Ravn fortsatte ind på Christiania, forbi Spiseloppen og mod den fjerneste udgang. Da han kom ud på gaden, stod der adskillige folk foran politiets afspærringer. Det virkede, som om der var blevet lagt en jernring rundt om Frelserkirken og de tilstødende gader.

Ravn gik over vejen og ind ad porten ved Bokseklubben CIK. Han fortsatte gennem baggårdene, til han nåede bagindgangen hos Den Polske Købmand. Han gik ind ad den åbne dør og gennem den tomme købmandsbutik. Ude på Sankt Annæ Gade stod ejeren, Stanislaw, sammen med et par naboer. Den store polak med de mange tatoveringer og det vandkæmmede hår hilste på Ravn.

– Ved du, hvad der er sket, Stanislaw?

– En eller anden psykopat har stået og pløkket oppe fra kirketårnet, sagde Stanislaw og pegede mod Frelsertårnet. – Det kunne lige så godt være os, der var blevet ramt.

– Blev der skudt i den her retning?

– Ved jeg ikke. Mange er såret på den anden side af vejen. Nogle siger, at der også er skudt oppe på torvet. Måske var de flere om det. Fucking terroristsvin, de skulle selv dø.

Ravn nikkede og fortsatte hen til krydset og politiets afspærringer. Han så ned ad Sankt Annæ Gade, hvor patruljekøretøjerne holdt ved siden af teknikernes stationcars og ambulancerne. Inde på kirkegårdspladsen gik teknikerne rundt i hvide heldragter og lignede spøgelser. Ravn tog fat i afspærringstapen, men før han nåede under, dukkede to betjente op.

– Gå tilbage, sagde den forreste betjent med maskinpistolen hvilende over brystet. Han trak afspærringstapen ud af hånden på Ravn.

Ravn trådte et skridt baglæns og fjernede sine Ray-Bans.

– Jeg har et par venner i Dronningensgade, som jeg gerne vil ind og se til.

– Det må blive senere, beklager.

– Er der nogen ramte dernede? I Dronningensgade? spurgte han og pegede.

Den unge betjent vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle svare.

– Jeg bliver nødt til at sikre mig, at de er o.k., sagde Ravn.

– Beklager, kammerat, svarede betjentens makker, der virkede mere rutineret. – Du bliver nødt til at vente som alle andre.

– Prøv at høre, sagde Ravn og smilte. – Jeg har selv været en del af styrken, og jeg har brug for en tjeneste.

– Jaså? svarede betjenten og målte ham. – Hvor var det så henne?

– Station City. Taskforce Øst.

– Virkelig? Så du har jagtet rockere, gammelfar?

– For længe siden, ja. Kan jeg komme ind?

– Selvfølgelig. Og jeg hedder Rambo, svarede betjenten ironisk og vendte ham ryggen.

Ravn gik langs afspærringen ned ad Prinsessegade mod Christianshavns Torv. Da han nåede passagen ved nummer 29, standsede han foran den høje gitterport. Han så sig hurtigt omkring, og i næste nu forcerede han porten. Smøgen mellem de gamle lagerbygninger førte ham hele vejen hen til Dronningensgade. Da han trådte ud på gaden, standsede han ved synet. Et par ambulancereddere med blodige uniformsskjorter hastede forbi med en tilskadekommen på en båre. Længere henne var to paramedicinere ved at genoplive en ældre kvinde, der var blevet ramt i brystet. Overalt lå der pytter af blod. Langs gaden patruljerede skarpt bevæbnede betjente, mens folk fra de åbne vinduer over dem fulgte chokeret med. Ravn så over mod Victorias antikvariat på den anden side af gaden. Facadevinduet var skudt i stykker, og foran butikken lå bogkasserne væltet på fortovet. Han løb hen mod den åbne butiksdør og videre ind i butikken, hvor han standsede. På gulvet strakte et størknet blodspor sig hele vejen hen mod den store købmandsdisk, som bar tydelige spor af blod.

– Victoria! råbte Ravn, mens han søgte efter hende i den forreste gang mellem reolerne. – Victoria?

– Ravn, lød det stille bag ham, og han vendte sig om.

Victoria stod i døråbningen til baglokalet. Hendes hvide skjorte og tweedbukserne var blodstænkede.

Ravn skyndte sig hen til hende. – Victoria, er du kommet til
skade? Skal jeg hente hjælp?

– Nej … det er o.k., sagde hun mat. – Det er ikke mit blod … Jeg har blot hjulpet til.

Det udslukte blik viste, at hun stadig var i chok.

Ravn gik om bag disken og lagde hånden på hendes skulder.

– Hvad med Belinda?

– Hun … hun … Victoria rømmede sig. – Jeg fik hende reddet ind i butikken.

– Men er hun o.k.? spurgte Ravn.

– Hun hviler sig ude bagved.

Ravn tog et skridt forbi Victoria og så ind i det lille baglokale. Henne på briksen lå Belinda og blundede. Han gik hen til hende og så, at hun var uskadt. Han strøg hende forsigtigt over håret, uden at hun vågnede. Så vendte han sig og gik tilbage mod Victoria. – For helvede da, sikke et
mareridt. Hvad fanden er der sket?

Victoria gik hen til skrivebordet og tog pakken med Petterøe’s.

– Vi hørte skud. Eller et skrig. Jeg kan ikke huske, hvad der kom først. I næste nu fløj kuglerne om ørerne på os. Hun forsøgte at rulle en cigaret, men opgav, fordi hendes hænder rystede for meget.

– Her lad mig, sagde Ravn. Han tog tobakspakken og et nyt stykke papir. Da han havde rullet cigaretten, tændte han den og stak den i munden på Victoria.

– Hvad med Eduardo?

– På avisen … tror jeg. Han tog i hvert fald afsted i morges.

– I har ikke fået fat på ham?

– Mobilnettet er nede. Alle vil have fat på alle.

– Og Johnson?

Hun blæste røgen ud i en stor sky. – Jeg ved det ikke, Ravn … Jeg formoder, han er på Havodderen. Forhåbentlig er han o.k.

Ravn nikkede. – Jeg tager ned og ser efter ham. Klarer du den?

– Indtil videre, sagde hun og slog ud med armene.

Ravn fortsatte op mod Sankt Annæ Gade. Han så op mod Frelsertårnet, der viste sig mellem bygningerne. Hvis gerningsmanden havde stået deroppe og skudt, havde han haft frit sigte til både Dronningensgade, torvet og kajen, hvor Havodderen lå. Ravn drejede om hjørnet og videre mod kanalen, hvor flere udrykningskøretøjer holdt ved bolværket. Han passerede Café Oven Vande, hvor stole og borde lå væltede. Mellem de knuste flasker og tallerkener lå tasker, kameraer, tøj og mobiltelefoner, som folk havde efterladt i panik.

Ravn fortsatte op ad Børnehusbroen og fik øje på turbåden, der lå til kajs på den anden side af kanalen. Bådens vindspejl var knust, og ved styrepulten sås blod. Han fortsatte over broen, og da han kiggede hen mod Havodderen, snørede hans mave sig sammen. På cafébordet ved indgangen lå Johnsons
blodplettede lædervest.

– Hey, stop! råbte en betjent i kampuniform på den anden side af vejen.

Hans råb tilkaldte et par kollegaer, der kom løbende med hævede maskinpistoler. Ravn ænsede dem kun halvt og fortsatte ufortrødent mod Havodderen.

– Jeg sagde stop! Betjenten afsikrede sit våben og sigtede mod ham.

Ravn så over mod de tre betjente. I det samme lød der skridt bag ham.

– Ned med dig! råbte en stemme tæt på. Hans ben blev sparket væk, og Ravn endte i asfalten med en betjent oven på sig.

– Bliv liggende!

– Hænderne om på ryggen!

– Rør dig ikke!

Ravn trak vejret tungt. – Bliv lige enige om, hvad jeg skal gøre, okay? Hans arme blev vredet bagover, og han fik en plastikstrip snøret stramt om håndleddene.

To af betjentene tog fat i ham og løftede ham op. – Har du noget ID på dig?! råbte en af dem.

Ravn rystede på hovedet. – Hvad er der sket på Havodderen? Hvem er blevet ramt derovre? Han forsøgte at se forbi betjenten foran sig.

– Hvorfor stopper du ikke, når du bliver råbt an!? råbte betjenten.

– Hvem er blevet ramt?

Betjenten svarede ikke, men fortalte ham, hvad klokken var, og at han var anholdt. Betjentene begyndte at trække ham med over broen.

– Kan du ikke bare fort… I det samme så Ravn et kendt ansigt træde ud fra Havodderen. – Mikkel! råbte han.

Den korpulente mand, der bar et politiskilt om halsen, standsede og så over mod Ravn uden genkendelse.

– Mikkel, for helvede, det er mig, Ravn …

Mikkel vinkede ad betjentene, der trak Ravn over mod værtshuset. – For fanden da, sagde Mikkel og kastede et blik på Ravns vilde skæg og hårpragt. – Hvad laver du her?

– Jeg ville bare tjekke, om Johnson er okay.

Mikkel så irriteret på betjentene. De slap deres greb og fik hurtigt klippet strippen om Ravns håndled over.

Ravn gned sine håndled og betragtede Mikkel. Hans gamle makker fra Station City virkede nedslidt. – Johnson? sagde Ravn og pegede over mod lædervesten på bordet. Mikkel vendte blikket mod jorden. – Jeg beklager, Ravn … Men Johnson er blandt skudofrene.

Ravn tog sig til munden. – For helvede da.

– Ja … det er noget værre lort …

– Er han … er han død?

– De forsøgte genoplivning her, sagde Mikkel og pegede mod indgangen.

– Men?

– Det eneste, jeg ved, er, at han er blevet bragt ind på Riget sammen med de andre.

– Tak, svarede Ravn fjernt og klappede ham på skulderen.

4.

Ravn åbnede den røde dør ind til Rigshospitalets traumecenter, der lå i kælderetagen. Han fulgte den hvide linje på gulvet, som førte ham hen til informationsskranken. Foran skranken stod en stor gruppe pårørende til de mange indbragte skudofre. Stemningen var anspændt, og folk forsøgte desperat at få information. Da der var ved at opstå tumult, greb et par tililende betjente ind og fik skabt en smule ro.

Ravn stillede sig bagerst i køen. Han var gået hele vejen fra Christianshavn, hvilket i dag var den hurtigste måde at komme gennem byen på. Politiet havde sat kontrolposter op overalt, og både Langebro og Knippelsbro var afspærret for trafik. Da det blev hans tur, hilste han på sygeplejersken med den tunge øjenskygge, som sad bag skranken. – Jeg er her i forbindelse med indlæggelsen af en patient med efternavnet Johnson. Politiet har oplyst mig om, at han er blandt de skudsårede.

– Har du et cpr-nummer på vedkommende? sagde hun, klar ved tasterne.

– Desværre ikke, men han er i tresserne, sidst i tresserne, kraftig fyr, ikke meget hår på hovedet og …

Sygeplejersken rynkede brynene. – Har du hans fulde navn?

– Ja, svarede Ravn. – Han hedder Robert Herman Johnson.

Hun så på sin skærm og kiggede dernæst tilbage på Ravn.
– Er du i familie med ham?

– Ikke sådan rigtig, nej … men jeg er en god ven. Hvordan han har det? sagde Ravn og så indtrængende på hende.

Sygeplejersken lænede sig frem. – Han er stadig på operationsstuen.

– Men han klarer den? fløj det ud af ham.

Hun sendte ham et smil. – Det er jeg ikke den rigtige at spørge om. Men jeg ved, at de gør alt, hvad de kan, derinde. Hvorfor sætter du dig ikke hen og venter? Hun pegede mod det tilstødende venteværelse. – Jeg skal nok sørge for, at du får besked, så snart der er nyt.

Ravn mærkede øjnene brænde, mens han gik hen til det fyldte venteværelse. Luften stod stille, og der lød en sagte hulken. Han fandt en stol i det fjerneste hjørne og et stik til sin telefon. Ved siden af ham sad to midaldrende mænd og talte sammen. Den ene fortalte, at han havde hørt om fire dræbte og op mod 15 sårede. At der var tale om en terrorhandling begået af adskillige gerningsmænd, som politiet stadig jagtede.

– Forbandede muslimer, mumlede den anden og strøg sin skaldede isse. – Der er altid ballade med dem. Altid.

En mørklødet fyr, som overhørte ham, stirrede tilbage. Det virkede, som om han skulle til at sige noget, men så kiggede han væk.


Da Ravns telefon var vakt til live, tikkede et par sms’er ind. Den seneste af dem var fra Victoria, der fortalte, at hun havde fået fat i Eduardo, og at han var o.k. Hun spurgte til Johnson og skrev, at hun forgæves havde forsøgt at få fat på ham. Ravn gik ud på gangen for at ringe hende op. Til alt held kom han igennem det overbelastede netværk og kunne sætte Victoria ind i den alvorlige situation.

– Jeg kommer ind med det samme, sagde hun grådkvalt.

– Jeg tror, det er bedst, at du bliver, hvor du er, du har allerede
været gennem rigeligt.

– Vissevasse.

– Seriøst, Victoria. I øvrigt kommer du aldrig gennem byen, politiet har spærret det hele af.

Der lød et suk fra hende.

– Jeg skal nok ringe, så snart jeg ved noget mere, sagde han.

– Det lover du så?

– Selvfølgelig, svarede han og hilste farvel.

Ravn gik tilbage til venterummet og fandt sin plads.


Hele dagen og det meste af aftenen gik, uden at Ravn fik mere at vide om Johnsons tilstand. Et par gange overvejede han at spørge sygeplejersken ved skranken, om der var nyt, men han vidste, at det ville være formålsløst. Med jævne mellemrum dukkede en læge op i venteværelset og tog pårørende til en patient med ud på gangen. De pårørende vendte aldrig tilbage, og ingen i venteværelset vidste derfor, hvilken slags nyhed de havde modtaget. Hvilket kun gjorde den ulidelige ventetid endnu værre. Først hen mod midnat kom en yngre mandlig læge hen til Ravn. Lægen lignede en hipster med fipskæg og en guldring i øret, og han bad Ravn følge med udenfor.

– Jeg kan forstå, at du er pårørende til Robert Johnson?

– Ja, løj han uden tøven.

– Vi har opereret for det skudsår, som ramte ham i venstre side af kraniet.

– Han blev skudt i hovedet?

– Korrekt, ja, øverste venstre del. Alt taget i betragtning er han heldig at være i live.

– Vil han … komme sig?

Lægen slog ud med armene. – Det er for tidligt at sige, hans tilstand er stadig kritisk. Vi har lagt ham i kunstig koma, og det næste stykke tid må vi se, hvordan hans krop responderer …

– Og bagefter? Hvis han klarer den?

– Lad os tage en ting ad gangen.

– Kan jeg komme til at se ham?

– Senere. Lægen stak hånden frem, og Ravn forstod, at konsultationen var forbi.

Ravn kørte opgivende hænderne gennem sit fuldskæg. Han vidste ikke, hvad der ville være værst. At Johnson døde af sine kvæstelser, eller at han vågnede op som en grøntsag. Han støttede sig til væggen og tog sin telefon frem for at tjekke nyhederne. Politiet var stadig i gang med den menneskejagt, som havde bredt sig til hele landet. Han håbede, at de fik ram på det svin, som havde gjort det her. Gerne med en kugle i panden. Han lagde telefonen tilbage i lommen. Hvad fanden skulle han sige til Victoria og de andre?

5.

Han sad i varevognen på den mørke villavej i Vangede-kvarteret og fulgte nyhedsudsendelsen på telefonskærmen. På passagersædet lå et lille brev kokain, som han rakte ud efter. Han havde allerede taget tre streger og drukket en lille flaske vodka, og kroppen summede euforisk. Fuck, det var fedt at se alle nyhedsindslagene. Det var, som om han genoplevede det hele.

Udsynet fra kirketårnet i morges havde begrænset sig til det, som han fangede i sigtekornet. Samtidig var alt gået så stærkt, at han ikke havde nået at tage det hele ind. Han havde alene været fokuseret på at nedlægge så mange som muligt. Da folk begyndte at løbe i panik, havde hans største bekymring været, om han kunne nå at ramme nogen, før de alle var søgt i dækning. Det havde været et kapløb med tiden.

Det var egentlig kun det første skud, han huskede tydeligt. Det havde været et pletskud. Et fucking bullseye! De efterfølgende skud fortonede sig, og han havde svært ved at skelne de mange træffere fra hinanden. Det var mere som et sammensurium af ramte kropsdele. En blodig arm, et afrevet ben, en brystkasse, som eksploderede, et hoved, som blev splittet i to.

På skærmen viste de turbåden, han havde skudt imod. Hvilket fik ham til at huske, at han på smukkeste vis havde ramt guiden i halsen. Det var vildt, det her. Fucking vildt!

Det var som at se en film, han selv havde instrueret og spillede hovedrollen i. Det her var hans film, hans show, som journalisten på skærmen gik rundt og rapporterede fra. Hun så godt ud. Havde store kasser. Han var glad for, at det var hende, der optrådte i hans film. Men efter at have fulgt indslaget i et par minutter trættede hendes skingre stemme ham. Han fandt et nyt indslag. Samme billeder fra samme blodige bydel. Han fnyste mod skærmen. Journalisterne var sgu lige så blodtørstige, som han selv var.

Han tog den sidste coke fra brevet. Det her var hans fest. Han havde fortjent det. Efter alt det lort, han havde været igennem. Efter alt det, de havde budt ham. – Blod for lort, snerrede han og mærkede coken gå fra næsen og op i hjernebarken som et funklende projektil.

Han fandt flere optagelser på nettet, same shit, bare med en ny journalist. Dødstallet kom på skærmen. Fire styk. Slet ikke dårligt. Flere kunne komme. Flere blandt de sårede svævede mellem liv og død. High score! tænkte han og mærkede, at pikken var stiv. Det måtte være cokens skyld. Han huskede ikke, hvornår den døde gren sidst havde strittet. Men han havde hverken lyst til at kneppe eller onanere. Alt hvad han kunne tænke på, var, at high scoren var hans. Det gik lige i bollerne. Ingen andre i Danmark havde nogensinde formået at pløkke så mange på en gang. Ikke engang ham perkerpsykoen, som havde skudt ved Krudttønden. Ikke at han ønskede nogen sammenligning med den taber. Tværtimod! Så havde han mere respekt for drengene i Aktionsstyrken, som iskoldt havde nakket svinet. Han drak den sidste rest vodka og lagde telefonen i lommen. High scoren var hans, og han var sluppet levende afsted med den.


Han åbnede bildøren og steg ud. Sommernatten var dejlig lun. Præcis som i går, da han havde ligget i tårnet og ventet. Han gik ned ad den stille villavej, hvor tusmørket havde sænket sig. Da han var nået hen ad vejen, standsede han og så mod det lave parcelhus. Han fortsatte ind gennem carporten og videre om mod baghaven. Fra panoramavinduet stod lyset fra dagligstuen ud på den forreste del af plænen. Han holdt sig i skyggerne, mens han bevægede sig forbi gyngestativet og ned mod havens fjerneste hjørne. I ly af de høje buske betragtede han den oplyste stue og fik øje på hende. Hun lå halvnøgen i sofaen og bladrede med pegefingeren på sin telefon. Knægten var ikke til at se nogen steder og sov sikkert for længst. Husets glasfacade mindede ham om et terrarie. Et sted, hvor beboerne levede en beskyttet tilværelse. Han tog telefonen op og begyndte at filme mod huset. Zoomede ind på hende. Til hun fyldte hele billedet.

6.

Ravn stod på flybridgen og styrede Bianca gennem Cirkelbroens smalle indsejling til Christianshavns Kanal. Møffe havde passet godt på skibet, mens han selv havde været på Riget. Han sejlede roligt ned ad kanalen, mens han passerede skibene, der lå til kaj. På trods af den lune formiddag var bolværket støvsuget for mennesker. Ikke engang spritterne var at se, og de var ellers ikke nemme at skræmme væk. Da han nåede hen til sin faste havneplads bag ved Eduardos ketch, sænkede han farten. Kahytsdøren på ketchen stod åben, og Ravn piftede højt. Øjeblikket efter viste Eduardo sig i døråbningen.

– Hola amigo! sagde Eduardo med et trist smil og vinkede.

Ravn hilste tilbage og lagde blidt Bianca til kajs. Eduardo sprang i land og hjalp med fortøjningen. Ravn så ned på Eduardo, der stod i bar mave, og tænkte, at han måtte være den blegeste spanier, som fandtes.

I det samme viste Belinda sig i ketchens cockpit. – Hej Ravn. Hendes runde ansigt lyste op i et lille smil.

– Hvor er det godt at se dig, Belinda, svarede Ravn.

– Belinda dog, gå ind igen, sagde Eduardo med uro i stemmen. Han så sig hurtigt omkring.

– Hvorfor? Ravn er jo lige vendt tilbage.

– Fordi det ikke er sikkert herude! Det forstår du vel?

Belinda rystede på hovedet. – Jeg tror, det går an, Eduardo.

Ravn trådte ned fra flybridgen og sprang i land. Han gav Eduardo en stor krammer og havde svært ved at slippe ham igen. – Fandens godt at se dig.

– I lige måde, svarede Eduardo og sendte ham et blik. – Du ligner Che Guevara med det skæg, sagde han og hev i en tot.

– En ægte revolutionær.

– Så må jeg sgu hellere se at få barberet mig.

I det samme kom Belinda vraltende hen mod ham. Hendes lave højde og gravide mave gav hende en oval skikkelse. Hun forsøgte at give ham et kram, men maven var i vejen.

– Hvordan har du det? spurgte Ravn og så bekymret på hende. – Det må have været en frygtelig omgang.

Hun nikkede. – Sindssygt. Jeg er så glad for, at Victoria var der.

– Og den lille? sagde Ravn og så mod hendes mave.

– Han er knap så lille, som du ser. Og pisseurolig, ligesom sin far, sagde hun og så kærligt på Eduardo. – En måned endnu, sagde hun og rullede med øjnene.

– Hvad med Johnson? spurgte Eduardo. – Vi fik din besked. Det er fandeme noget lort. Har du set til ham?

Ravn nikkede. – Ja, her i morges, efter operationen. Han lå i koma med hovedet bundet ind. Han lignede en hindu med den turban.

– Men han kommer sig, no?

Ravn så ned i bolværket. – De sagde, at … selvfølgelig gør han det. Han så op og smilte. – Det er jo for fanden Johnson, ikke? Vi ved alle sammen, hvor tykhovedet han er. Der er sgu ikke noget, der kan trænge ind der, allermindst en kugle. Han trak vejret ind gennem næsen. – Har de sagt noget om, hvem der står bag?

No. Politiet jagter dem stadig, svarede Eduardo.

– Så de ved, at der har været flere om det?

– Det er deres teori. Fordi det må have krævet en omfattende planlægning at udføre attentatet.

– Men nu ved de med sikkerhed, at alle skuddene er blevet affyret oppe fra Frelsertårnet, sagde Belinda.

Eduardo slog ud med armene. – I virkeligheden ved de ingenting. Hvilket deres tåbelige razziaer er et tydeligt bevis på.

– Razziaer? spurgte Ravn.

– Ja, her i nat har politiet både været i Blågårdsgade, Mjølnerparken og på et par adresser ude i Albertslund. Alt sammen hos nogen med forbindelse til islamistiske kredse. Der er foretaget flere anholdelser, uden at de vil komme med detaljer til os journalister. Han pegede på sig selv. – Det er den her slags begivenheder, som viser, hvilken politistat vi lever i.

– Ja, ja, mumlede Ravn, han orkede ikke Eduardos paroler. – Men de tror, det er et terrorangreb?

– Ja, selvfølgelig gør de det. Også selv om ingen endnu har taget ansvaret for det. Eduardo kløede sig på brystet. – Men når ret skal være ret, så hørte jeg fra en af vores graverjournalister, at det vrimler med lykønskninger til gerningsmændene på alle mulige “jihad sites”. Så hvem ved? Det varer nok ikke længe, før nogen står frem …

– Det var hyggeligt at se dig, Ravn. Belinda sendte et fingerkys i hans retning. – Jeg er allerede for sent på den, og du ved selv, hvordan Victoria er.

Eduardo tabte kæben. – Vic…to…ria? Men skat, du skal da ikke op til antikvariatet. Da ikke efter alt det, der skete i går.

– Det er jo en arbejdsdag.

– Men det er jo loco, loco.

Belinda satte hænderne i siden – Jeg håber ikke, det er mig,
du kalder skør?

– Selvfølgelig ikke, skat, men … Hjælp mig lige, Ravn, sagde Eduardo og vendte blikket mod ham. – Som gammel politimand vil du da også vurdere, at antikvariatet ikke længere er sikkert. ?

Ravn kløede sig i skægget. – Jeg tvivler på, at nogen begynder at skyde fra Frelsertårnet igen i dag, så mon ikke det er sikkert nok.

Eduardo vendte det hvide ud af øjnene. – Jeg sagde, du skulle
hjælpe mig, Ravn.

– Jeg skal selv op til Havodderen om lidt, så hvis du vil, Belinda,
kan vi følges noget af vejen, sagde Ravn.

Belinda smilte til ham. – Ellers tak, jeg bliver nødt til at smutte nu.

Eduardo rystede opgivende på hovedet. – Jeg er først rolig, når vi er flyttet.

– Flyttet? spurgte Ravn og så overrasket på ham.

Belinda trak vejret tungt. – Ja, han har ikke talt om andet hele natten.

– Men hvad så med båden?

– Vi venter barn, Ravn. Folk bliver skudt i gaderne. Christianshavn er ikke længere sikkert. Vi må væk. Han slog ud med armene – Vent på mig, Belinda, så følger jeg dig derop.

Eduardo halsede efter Belinda, der allerede var på vej. – Du kan også tage med mig ind på arbejdet.

– Er du blevet fuldstændig vanvittig?

Ravn hørte dem småskændes hele vejen ned ad gaden. Efter de sidste 24 timers gru var det næsten befriende.


På agterdækket lå Møffe og blundede. Ravn var selv ved at segne af træthed, men han kunne ikke lægge sig til at sove endnu. Han fandt nøglebundtet frem, som han havde taget fra Johnsons bukser på hospitalet. De seks forskellige nøgler var holdt sammen af en nøglering med Bokseklubbens CIK’s blå og hvide logo. Johnson ville få brug for alle sine kræfter, hvis han skulle overleve den her omgang, tænkte Ravn. Det huede ham ikke at skulle op og inspicere skaderne på Havodderen, men der var ikke rigtig andre, der kunne gøre det. I øvrigt skyldte han Johnson.

7.

Da Ravn havde sikret landstrømmen til Bianca, løftede han Møffe op på kajen. Hunden svajede som en søulk, der netop var gået i land efter at have krydset Atlanten. Ravn satte en snor på ham, hvilket ikke bekom Møffe vel.

– Ferien er ovre, og jeg har ikke tid til at vente på dig ved hvert et træ, sagde Ravn og trak i snoren.

De gik hen ad Overgaden Oven Vandet i retning af Christianshavns Torv. Uden for Kanal Bodega stod bordene tomme, og der herskede en knugende stemning i hele kvarteret. Med sine tomme gader mindede Christianshavn om en spøgelsesby.

Da de nåede Havodderen, blev Ravn stående foran det gamle værtshus. De hvide plastikmøbler var her stadig, men nogen havde fjernet Johnsons lædervest. Tilbage på bordet var der kun en indtørret brun plamage. Ved siden af døren havde nogen lagt et par blomsterbuketter. Ravn havde mest af alt lyst til at fjerne dem, for Johnson var for helvede ikke død, endnu, tænkte han. I stedet fandt han nøglebundtet frem og fik viklet politiets rød-hvide afspærringstape af dørhåndtaget.

Han låste døren op og skrævede hen over den størknede plamage, der mødte ham indenfor. Det var her i døråbningen, Johnson måtte være blevet ramt. I halvmørket spottede han Johnsons lædervest, som hang hen over en stoleryg. Han tænkte, at det måske var Mikkel, som betænksomt havde lagt den indenfor. Ravn gik gennem baren og ud til det lille baglokale. I kosteskabet fandt han en gulvspand og en moppe. Han hældte vand og sæbe i spanden og vendte tilbage til døråbningen. Imens han vaskede Johnsons blod af linoleumsgulvet, tænkte han tilbage på sidste gang, han havde tørret blod op. Det var efterhånden en del år siden, men det føltes som i går. Han havde stået hjemme i sin og Evas lejlighed, et par dage efter drabet på Eva, med en tilsvarende moppe. Det var aldrig lykkedes ham at fange hendes morder eller at få plankerne rene. Selv efter at han fik afhøvlet gulvet, fornemmede han stadig aftegningen af plamagen. Han havde det på samme måde, nu hvor han så ned på det renskurede linoleum foran sig. Johnson skulle slet ikke have været her. Han knugede om håndtaget på moppen, til knoerne blev hvide. Hvem det end var, der havde stået bag nedskydningen af hans ven, så skulle vedkommende ikke slippe godt fra det. Fandeme nej.

Han fjernede de hvide plastikmøbler fra fortovet og stillede dem indenfor. Da han tog den sidste stak stole, vendte han sig om mod Frelsertårnet på den anden side af kanalen. Det gyldne tårn havde altid stået som bydelens verdensberømte vartegn. Et tårn, der havde gjort christianshavnerne stolte. Nu var det i stedet forvandlet til et monument over terror.

Ravn kneb øjnene sammen. Der måtte være 200 meter mellem ham og det sted, attentatmanden havde skudt fra. Hvad drev dig? Et tunnelsyn indfandt sig, og han lukkede alt andet ude. Johnson var ikke den første, du skød. Heller ikke den sidste. Alligevel fangede han din opmærksomhed. Hvorfor? Fordi han stod stille? Fordi han stod op, mens andre sad ned? Var det lædervesten? Hans positur? Noget i din reptilhjerne gjorde ham til dit bytte. Det perfekte bytte. Du koncentrerede dig i et kort sekund. Du sigtede mod hovedet. Lukkede alt ude. Du øgede presset på aftrækkeren. Riffelmundingen spyede ild. Sendte projektilet afsted. Med lydens hastighed. Roterende om sin egen akse. Hen over tagene. Dykkende over kanalen. Videre langs bolværket. Metal, der ramte plet. Metal, der borede sig gennem kranieskal. Dit bytte sank til jorden. Du fyldtes af … af lykkerus. Dit svin.

Da Ravn havde låst Havodderen af, gik han tilbage ad Børnehusbroen og så ned i kanalen. Det var her, dem på turbåden var blevet ramt. En guide og en turist, havde han læst.

Ravn trak i Møffes snor og fortsatte ned mod krydset til Dronningensgade. I takt med at han gik hen ad gaden, talte han de indtørrede plamager af blod og nåede frem til, at i hvert fald syv personer var blevet mejet ned her. Han skråede over vejen til antikvariatet, hvor Victoria stod ulasteligt klædt i tweedbukser og en kortærmet hvid skjorte. Hun røg elegant på en cigaret, mens hun holdt øje med de to glarmestre, som var ved at montere et nyt facadevindue.

– Det var hurtigt, sagde Ravn.

Victoria snurrede rundt. – Åh, er det dig?

– Undskyld, hvis jeg forskrækkede dig.

– Det er ikke din skyld. Siden i går er jeg hoppet i vejret over selv den mindste lyd. Noget nyt om Johnson?

– Nej. Jeg var lige ovre og rydde op på Havodderen.

– Hvor godt, sagde hun og klemte hans arm. – Jeg havde selv tænkt tanken, men var ikke nået så langt. Du er en god ven.

Ravn så ned i fortovet. – Det ved jeg nu ikke, om jeg er.

– Hvad mener du? Selvfølgelig er du det.

– Han skulle aldrig have været der, mumlede Ravn og så hen mod Torvegade og Christianshavns Torv. – Ved du, hvor mange der blev ramt dernede?

– En enkelt. Ovre ved Brugsen. De fleste blev skudt her i Dronningensgade og så nede ved kanalen.

– Har du mod på at fortælle mig, hvad der skete her?

Hun trak vejret tungt. – Selvfølgelig. Belinda og jeg var ved at sætte bogkasserne ud, som vi plejer. Jeg havde ellers sagt til hende, at jeg nok selv skulle klare det, men hun insisterede, som kun Belinda kan.

– Og hvad var klokken?

– Halv ti. Deromkring, tænker jeg.

– Okay, og så?

– Da vi havde båret den sidste bogkasse ud, hørte jeg en masse råben oppe fra torvet.

– Du hørte ikke noget skud?

– Jeg opfangede det ikke, men selvfølgelig må det have været der. Det næste skud hørte jeg til gengæld. Fordi det var underligt.

– Hvordan underligt?

– Jeg vrikkede om på min hæl, samtidig med at der lød et knald. I et splitsekund troede jeg, at det var hælen, der på uforklarlig vis havde givet et smæld. Og da ruden ved siden af mig gik itu, blev jeg først rigtig forvirret. Indtil jeg så skudhullet i den. Hun rystede på hovedet. – Det er utroligt, hvor meget man når at opfatte på så kort tid.

– Så gerningsmanden skød direkte efter jer?

– Det er jeg sikker på, ja. Særlig fordi der kom et skud mere mod os. Hun så hurtigt ind i butikken, hvor Belinda ekspederede, og sænkede så stemmen. – Belinda var millimeter fra at blive ramt. Jeg tror ikke, at hun selv er klar over, hvor tæt på det var. Det var kun, fordi jeg fik trukket hende til side, at kuglen i stedet slog ned i bogkassen og Helle Helle.

– I hvem?

– Helle Helle. Jeg har nu et gennemhullet eksemplar af “Rødby- Puttgarden”. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om den skal kasseres eller gemmes.

Ravn nikkede. – Hvad skete der så?

– Vi søgte dækning. I stedet blev der skudt mod alle dem, der befandt sig ude på gaden. Det var forfærdeligt, Ravn. At se folk dratte om.

– Hvad med alt blodet i butikken, hvor stammede det fra?

– En eller anden stakkel, som jeg hjalp ambulancefolkene med at få ind på disken. De forsøgte at genoplive ham, men jeg tror ikke, at han klarede den.

– For fanden, Victoria, sagde Ravn og så bekymret på hende.

– Jeg forstår slet ikke, hvordan du og Belinda kan arbejde i dag.

Hun smilte stille. – Fordi vi er christianshavnere, fordi vi er seje, og fordi vi ikke finder os i noget pis.

Han strøg hendes arm. – Kom alle skuddene fra tårnet?

– Det tror jeg. Da jeg først blev opmærksom på dem, virkede det, som om de kom fra samme sted.

– Samme lyd eller forskellige brag?

– Nej, det var den samme lyd. Metallisk og hul. Hun så op mod Frelsertårnet, og Ravn kunne se, at hun fik kuldegysninger.

– Det er svært at forstå, at det overhovedet er sket. Fire dræbte, siger nyhederne, og adskillige hårdt sårede. De siger også, at dødstallet måske kommer til at stige.

– Hvor lang tid tog det?

– Det føltes som en evighed, men varede vel kun få minutter.

Ravn nikkede. – Er der opstillet kameraer noget sted i gaden?

– Ikke hos mig, men måske ovre hos Fakta. Selv om det nok mere er indenfor, så der ikke er nogen, som løber med varerne. Hvorfor?

– Fordi det må have krævet planlægning, det her. Måske også rekognoscering.

– Du tænker, at attentatmanden har været forbi før skyderiet?

– Det er jeg sikker på. Har du lagt mærke til noget gennem den seneste tid? Folk, der ikke plejer at komme forbi? Nogen, der har skilt sig særligt ud?

Hun smilte til ham. – Det er jo Christianshavn, gaderne er fyldt med originaler. Alle skiller sig ud her, og derfor er der ingen, der skiller sig ud.

Han nikkede. – Kan du holde ham her en lille times tid? Han rakte hende hundesnoren til Møffe.

Victoria rynkede panden. – Jeg er ikke god til dyr, det ved du da.

– Det er jo Møffe.

Hun slog med hovedet. – Okay, en time, så. Hvad skal du?

– Derop, svarede han og pegede mod Frelsertårnet.

Du kan købe Skytsengel online, f.eks. hos Saxo, eller i din lokale boghandel.


LÆS OGSÅ: 7 nye krimier du skal glæde dig til at læse i løbet af efteråret