Aktuelt Danske krimier Danske krimiforfattere Læseprøve og uddrag Michael Katz Krefeld

Ny krimi fra Michael Katz Krefeld: Bødlernes daggry er 3. bog i krimiserien om Cecilie Mars. Tyvstart din læsning her

Bødlernes Daggry er en selvstændig fortsættelse til storbykrimierne Mørket kalder og Nattens udyr, der foregår i København og har Cecilie Mars i hovedrollen.

I Bødlernes daggry terroriserer en gal drabsmand storbyen. Han myrder enlige kvinder for at indlemme dem i sin syge samling. Den kontroversielle og fandenivoldske Cecilie Mars er udnævnt til drabschef, og sagen bliver en af de første, hun sammen med sit team skal forsøge at løse.

LÆS OGSÅ: Michael Katz Krefeld: Ravn gør Mars bedre – og Mars banker energi i Ravn

Men stærke kræfter i politiledelsen modarbejder hende. De har gravet en gammel uopklaret drabssag frem, som implicerer hende. Og mens Cecilie Mars kæmper for at klare frisag, bliver galningens samling større og større …

Cecilie Mars-serien er skrevet Michael Katz Krefeld, der også er forfatteren bag den internationale bestsellerserie om privatopdageren Ravn.


Bødlernes daggry

Michael Katz Krefeld

1.

Bilens mørke omsluttede ham, mens han så over mod boligblokken på den anden side af vejen. Klokken havde rundet 23, og Saxogade lå øde hen. Den bidende kulde holdt de fleste indenfor. I den time han havde siddet her, var der kun kommet ganske få forbi. Han havde ikke ænset dem, i stedet var hans opmærksomhed rettet mod lejligheden på første sal. I stuen brændte loftslampen og sendte sit skær ud på den franske altan. Modsat naboaltanerne var der ikke fastmonteret en parabolantenne på det lave rækværk. Hvilket gjorde, at han havde frit udsyn til stuen gennem den smalle altandør. Frit udsyn til Kristina Sand. 

Han havde betragtet hende gå frem og tilbage deroppe i en hvid T-shirt, der havde fremhævet hendes bryster. Han havde set hendes lange hår flagre, når hun vendte sig. For 20 minutter siden havde han fået et glimt af hende stående med et vinglas i hånden, og han tænkte, at hun måtte have en fest. Hendes helt egen, for han vidste, at hun var alene deroppe. Helt, helt alene. 

Kristina kom atter til syne. Stående foran altandøren. Hun nippede til glasset. Havde hun jeans på? Måske leggings? Han var ikke sikker. Uanset hvad fremhævede beklædningen hendes flotte lange ben. Hun stod og vrikkede i takt til noget musik. Han greb ud efter knappen til sideruden og rullede ned. Han havde naivt håbet, at han kunne høre, hvad hun spillede, men det var kun den fjerne larm fra storbyen, som mødte ham. Han rullede vinduet op og tændte for radioen. Musikken, de spillede, var tung og larmende, og han trykkede sig videre gennem stationerne, til han landede på noget ældre pop. Det lød som Britney Spears. Måske lyttede Kristina til præcis det samme nummer? “Oops! … I did it again”, sang Britney. Hvilken samhørighed, tænkte han og stampede takten med foden i gulvet og så op på Kristina. Da der var gået lidt tid, trak hun de tynde gardiner for. Han kunne mærke skuffelsen, men så begyndte hun at vride sig til musikken bag gardinet. I silhuet dansede hun sensuelt med vuggende hofter, som en haremskvinde. Hans haremskvinde. Det var en gave til ham. Lige så meget som det var et tegn. Et af mange, som havde vist sig i den sidste tid og banet vejen hen til hende.

Kri-stii-naa, hvislede han for sig selv. Han slukkede radioen og så tilbage mod lyset deroppe. Hun var som en natsværmer, der flaksede om en nøgen pære. Draget af noget, som den ikke selv forstod. Som om Kristina blev draget af musikken og sine egne bevægelser. Som han selv blev drevet af drifter, der havde vokset sig stærke og mørke i ham. Drifter, der var uforklarlige, men som han vidste, at han måtte følge for at føle sig hel. 

Han greb lædermappen fra passagersædet. Han overvejede at tjekke indholdet en sidste gang, men der var ikke nogen grund til at udsætte det her. Det var nu, at det hele skulle fuldbyrdes. Det, som altid havde været i hans sind. Det, som havde brust i hans årer. 

Han åbnede bildøren og steg ud. Det var begyndt at regne, og dråberne prellede af på hans lange sorte nylonfrakke. Han slog kraven op og begav sig over den mørke gade, knugende om hanken på sin mappe. Da han nåede opgangen, fandt han hendes navn på dørtelefonen og ringede på. 

2.

Cecilie drejede skarpt om hjørnet i sin sorte Golf og fortsatte ned ad Istedgade. Vesterbro var ved at vågne op på denne bidende kolde mandag morgen, og der var godt gang i trafikken. Hun dyttede utålmodigt og forsøgte at kante sig uden om køen. Da det ikke gik, tændte hun for de blå blink, som fik de forankørende biler til at give plads. 

– Fy for den lede. Har du lumret, Heino? lød det fra Henrik på bagsædet. Den ældre gråhårede kollega viftede sig for næsen.

– Ikke lige nu, hvis det er det, du mener? svarede Heino og gned sin hipster-goatee, mens han smilte uskyldigt.

– Men som i for to sekunder siden? Cecilie, Heino sidder og møger sig, sagde Henrik og rykkede sit store korpus så langt væk fra Heino som muligt.

Cecilie fornemmede stanken og rullede ned for alle vinduerne. – Det er sidste gang, I får et lift. Næste gang kører I selv, pattebørn. Joakim? 

– Hvad? sagde Joakim ved siden af hende, drabssektionens nyeste tilføjelse og yngste mand i teamet. – Jeg har ikke pruttet.

– For fanden Joakim, en brief? Hun sendte ham et blik. De sorte Ray-Bans, han havde på, og den åbenstående skjorte irriterede hende allerede.

– Kvinde, der er blevet dræbt. Saxogade nummer 11, første sal, sagde han, mens han gnaskede tyggegummi. – Det var en beboer i opgangen, som fandt hende, efter at han havde set hoveddøren stå på klem i over et døgn. 

– Og det er dét?

Joakim spyttede tyggegummiet ud ad den åbne siderude. – Mere har jeg ikke fået at vide.

– Joakim er ikke en betroet medarbejder, chef, sagde Heino ironisk.

Cecilie rystede på hovedet og tog den næste gade på venstre hånd. – Er det ikke her? spurgte hun.

– Nej, og den her er ensrettet. Saxogade er først næste gang, svarede Joakim. – Jeg kan godt køre. 

I det samme nærmede en modkørende bil sig med høj fart. 

– Cecilie … modkørende, lød det fra Heino.

Cecilie aktiverede atter de blå blink. Bilisten svingede hurtigt ind til siden og gav plads, så de kunne komme forbi.

– Vi må ikke håbe, at det er Sonja, som er blevet dræbt, sagde Henrik.

– Hvem?? spurgte de alle sammen vindblæste.

Henrik rystede på hovedet. – “Sonja fra Saxogade”. Er jeg den eneste, der kan huske den tv-serie?

Heino lagde armene over kors. – Fuck, nogle gange glemmer jeg, hvor gammel du er. Skal du ikke snart på pension?

– Jo, om to år, og jeg tæller allerede dagene, til jeg ikke længere skal glo på dit fjæs. 

Cecilie rullede hen til patruljevognene og kriminalteknikernes stationcar, der blokerede det meste af Saxogade. Ved den nærmeste opgang stod et par betjente sammen med adskillige nysgerrige, som havde taget plads bag ved den røde-hvide afspærringstape. Cecilie slukkede motoren og knipsede med fingrene. – Legestuen er overstået, drenge. Og Joakim, tag de fucking solbriller af, før jeg stikker dem op i røven på dig. 

Både Heino og Henrik understemte et grin, mens Joakim fik travlt med at putte solbrillerne i brystlommen. 

De steg ud af bilen, og Cecilie så op mod lejligheden på første sal. Det var forbandet koldt, og hun lynede læderjakken op. I det samme bemærkede hun de små lysglimt bag gardinerne. Det så ud til, at teknikerne var i gang med at gennemfotografere gerningsstedet. Hun fornemmede hjer-tet, der bankede i brystet, imens hun nærmede sig opgangen. Uanset hvor mange drabssager hun havde haft, blev det aldrig rutine. Cecilie hilste på de to betjente og kiggede hen på dørtelefonen og navnet ud for lejligheden på første sal. De fortsatte alle ind i opgangen. 

– Hvad med ham, der anmeldte det? Hvilken lejlighed bor han i? spurgte Cecilie ud i luften.

– Ingen idé, men det finder jeg ud af, svarede Heino. – Jeg begynder at stemme dørklokker.

Cecilie og de andre fortsatte videre op til lejligheden, hvor døren stod på vid gab. Teknikerne havde sat en papkasse frem med overtræk, som de trak omkring deres fodtøj. – Det er næsten som en boligfremvisning, sagde Joakim, der fumlede med overtrækket.

Cecilie lod det fare og gik gennem entreen, forbi det lille køkken og videre ind i stuen. Der var ryddeligt overalt og ingen tegn på slåskamp, eller at noget voldsomt skulle være sket. Hun hilste på de to kriminalteknikere i blå overtræksdragter, der stod ved det ovale spisebord. Cecilie så rundt i stuen, der var feminint indrettet med puder og nips. Singlepige i storbyen, tænkte hun. Den, der boede her, havde bedre smag end hende selv.

I det samme kom Ole ud ad døren i den modsatte ende af stuen. Han var klædt i en hvid overtræksdragt med en tilsluttende hætte, der fik ham til at ligne en rummand. – Cecilie, for fanden, udbrød retsmedicineren og smilte stort.

Cecilie stak næven frem, og de gav hinanden en knuckle

Jeg troede ikke, at du mængede dig med os dødelige længere, sagde Ole.

– Hvad mener du? Troede du, at jeg var kreperet? 

– Nej nej, da. Men efter at de udnævnte dig til drabschef, tænkte jeg, at du havde alt for travlt med at mingle med bosserne på Politigården og gå til receptioner og den slags.

– Det ville lige være min stil, ikke? sagde hun ironisk. – Godt at se dig, Ole. Hvad har du til mig?

– Ikke noget kønt syn, sagde Ole og gik fra at ligne en rummand til en bedemand. – Kom med.

Hun og Ole fortsatte ind i det tilstødende soveværelse med Henrik og Joakim i hælene.

– Hold nu kæft … sagde Joakim ved synet og lagde instinktivt hånden over munden. 

I sengen foran dem lå liget af en kvinde med arme og ben fastspændt til stolperne. Hun var næsten nøgen, kun iført hofteholder og hvide strømper, der var gennemvædet af blod. Hendes maveskind var perforeret i en grad, så bughulen med tarme og indvolde lå blottet, ligesom hendes skød og inderlår var læderet med lange knivsår. Selve ansigtet var skamferet og reduceret til en blodig indtørret masse.

Der lød en halvkvalt lyd fra Joakim, som kæmpede med mundvandet.

– Er du okay? spurgte Cecilie.

– Jeg … jeg … skal nok.

– Jeg har ikke brug for at bekymre mig om, hvorvidt du knækker dig ud over gerningsstedet. Gå ud og hjælp Heino med vidnerne i opgangen.

Henrik tog fat om hans skulder og fik ham puffet ud af soveværelset.

– Ole, hvad kan du fortælle os? spurgte Cecilie og stillede sig ved siden af sengen sammen med retsmedicineren.

– Som du selv kan se, er der adskillige knivstik i både maveregionen, skridtet og ansigtet. Det præcise antal kender vi først, når vi får undersøgt hende nærmere. Men jeg har løseligt talt de første 30 stik.

– Gerningsvåbnet? 

– En stor kniv, måske flere forskellige. Jeg synes umiddelbart, at der er forskel på stiksårene. Ole udpegede to forskellige snit på offerets inderlår.

– Dødstidspunkt? Noget bud?

Ole nikkede. – Det er nok mere end 24 timer siden.

– I går nat?

– Jeg skal nok komme det nærmere, når vi har fået hende ind.

Cecilie så rundt i det lille soveværelse. – Har vi fundet et gerningsvåben?

– Ikke mig bekendt. 

– Så han har taget det med sig, godt blodigt, må man formode?

– Ja, det har griset noget, det her. 

– Og alligevel er der ingen spor, hverken i stuen, entreen eller opgangen?

– Teknikerne kan jo stadig nå at finde noget, men du har ret. Taget voldsomheden i betragtning er det bemærkelsesværdigt, at der ikke er flere spor efter drabet i resten af lejligheden. Han må have passet på. 

– Så hvordan er det her sket? sagde hun reflektorisk og så på Henrik.

Henrik foldede armene over brystet og så på liget. Efter lidt betænkningstid svarede han: – Der er ingen tegn på indbrud, så hun må selv have lukket gerningsmanden ind, eller han har haft en nøgle. Der er heller ingen tegn på slagsmål i stuen, så måske endte de ret hurtigt herinde?

Cecilie nikkede bifaldende. – Enlig kvinde. Vesterbro ved nattetid. Hvis vi antager, at gerningstidspunktet ligger i det tidsrum, hvem vil hun så turde åbne døren for?

– Nogen hun kendte, tænker jeg. En ven, kæreste, måske en eks. Jalousidrab er voldsomme. Det har vi set før.

– Det har vi set. Så snart vi har id på hende, skal vi have tjekket hendes omgangskreds. Helst i dag. 

– Modtaget.

Cecilie så sig rundt. Hun lagde mærke til tøjet, der var foldet pænt sammen på stolen i hjørnet. En hvid T-shirt, et par sorte leggings og nogle uldstrømper. – Kan han have pacificeret hende først? Inden han bandt hende fast?

Ole nikkede. – Bortset fra de mange stik er der ikke andre fysiske tegn på vold. Hverken i form af hovedtraumer eller afværgelæsioner. 

– Strips og pikant undertøj. Kan det være en sexleg, der er gået galt?

– Jeg ved mere, når vi …

– … får hende ind, færdiggjorde Cecilie hans sætning. Hun bukkede sig ned og betragtede de dybe slidmærker omkring offerets håndled. – Det virker, som om hun har kæmpet for at komme fri.

Ole satte sig på hug og studerede mærkerne indgående. – De lange hudafskrabninger og det gentagne slidmønster omkring håndleddet kan være en indikation på længere tids kamp.

– Så uanset hvordan det startede, om hun gik frivilligt med til at lade sig fastspænde eller ej, må hun jo på et tidspunkt have råbt om hjælp.

– Det giver næsten sig selv, ja.

– Så hvorfor er der ingen, som hørte hende? Hvorfor bliver hun først fundet et døgn efter?

– Han kan jo have holdt hende for munden. Brugt en pude? svarede Henrik.

Cecilie rystede på hovedet. – Med den voldsomhed? Han har været i affekt. Han har hugget løs. Han har ikke tænkt på andet end at udslette hende. 

– Jeg vil give Cecilie ret, svarede Ole. – Der er blevet lagt kræfter i det her drab. Han har stukket fra flere vinkler. Det ligner en blodrus.

Hun fandt sin lille maglite frem fra bæltet og lyste mod offerets ansigt. – Hold den lige, Ole.

Ole tog lampen ud af hendes hånd, og Cecilie fandt et par engangshandsker frem fra lommen.

– Hvad vil du? 

Cecilie svarede ham ikke. I stedet stak hun to fingre ind i offerets mund. Hun rodede en smule rundt, indtil hun fik fat i snippen på noget, som hun begyndte at trække i. Der lød en slimet lyd fra svælget, da hun trak stofstykket fri. Hun betragtede blondetrussen, der matchede offerets hofteholder. 

3.

Det var blevet over middag, før Cecilie vendte tilbage til efterforskningsafdelingen på Teglholm Allé. Sammen med Heino, Henrik og Joakim, der kom luntende bagefter, fortsatte hun ind i den kolde grå bygning. 

Da de gik op ad trappen til drabssektionen på første sal, vendte Heino sig halvt om mod Joakim med et smørret smil. – Jeg skal lige være sikker på, at jeg har forstået det rigtigt. Du knækkede dig? Midt på gerningsstedet? 

– Gu gjorde jeg da røv, svarede Joakim med blikket rettet mod trappetrinene.

Heino dunkede Henrik i ryggen. – Henrik, knækkede han sig eller ej?

Henrik smilte tilbage. – Jeg er ret sikker på, at jeg så en lille smule bræk i mundvigen. 

– Fuck jer to, sagde Joakim og slog ud med begge arme. – Jeg har haft en hård weekend, det var tømmermænd. That’s all.

Da de nåede op på etagen, vendte Cecilie sig om mod dem. – Joakim? Er der noget nyt fra hundepatruljen? 

Joakim fandt sin iPhone frem fra lommen og tjekkede den. – Nej. Ikke noget nyt. De runderer stadig ude i kvarteret. Jeg fik også nogle af p1’erne til at gå alle skraldecontainerne igennem. De ringer, så snart de er færdige. 

– Jeg tror ikke, at de finder gerningsvåbnet derude, sagde Henrik. – Det virker gerningsmanden for smart til.

De fortsatte ned gennem det åbne kontorlandskab, hvor der herskede livlig aktivitet. En yngre efterforsker, som hun vidste sad med en bedragerisag, nærmede sig Cecilie og skulle til at sige noget.

– Ikke nu, sagde hun og sendte ham et blik, der fik ham til at moonwalke væk igen. – I to … sagde hun henvendt til Henrik og Heino.

– Vi er i gang, det hele kører på skinner, sagde Heino og smilte beroligende tilbage.

Cecilie rynkede panden. – En kvinde er lige blevet dræbt, så nej, det hele kører ad lort til. 

– Du forstår, hvad jeg mener. Vi er på sagen, som altid. Så snart teknikerne og Ole-bole vender tilbage, så …

– Hvad med naboerne? spurgte hun og fornemmede sin egen åndenød.

– Som jeg allerede har fortalt: Dem, der var hjemme, og som vi fik fat i, har hverken set eller hørt noget. Vidnet, der fandt hende, Yusef Hasan, havde heller ikke meget at berette. Han var stadig temmelig berørt af situationen. Græd sgu helt vildt.

– Gjorde han virkelig det? svarede hun mistroisk. 

– Vi tager derud igen senere, når folk i opgangen er tilbage fra arbejde.

– Tjek op på dem, du har, Heino. Det kan lige så godt være en af dem, der er gerningsmanden. Også grædende Yusef.

– Jeg er allerede på vej til registeret.

– Så fucking løb, svarede hun og standsede foran døren til sit kontor. – Og Henrik, du …

– Jeg er på den nærmeste omgangskreds, vi er allerede ved at finde frem til familien. Vi har styr på det, Cecilie.

– Det håber jeg, svarede hun og gik ind på sit kontor. 

Hun lukkede døren bag sig og stønnede tungt. Det var, som om verden var gået amok. Der var begået 19 drab, siden hun overtog biksen fra Karstensen. Det ene drab mere infamt end det næste. I to tredjedele af tilfældene havde gerningsmanden befundet sig i offerets nærmeste omgangskreds, resten var enten banderelateret eller sket i nattemiljøet. Det var snart ikke til at sige, hvad der var mest farligt at foretage sig på en fredag aften: at gå i byen eller at se “Vild med dans” sammen med familien derhjemme. I seks af drabssagerne manglede de stadig at finde en gerningsperson. Alt sammen tal, der beskrev, hvorfor hun endnu ikke havde fået indrettet sig på chefkontoret. 

Det lignede stadig Karstensens gamle, bortset fra at billederne af hans børnebørn på skrivebordet og de gamle skydepokaler i reolen var fjernet. Hun ville ønske, at hun havde haft tid til at få sig indrettet. Ikke på grund af forfængelighed eller for hyggens skyld, men for at få luftet ud efter Karstensens regime. Signalere, at der var nye friske toner på vej i afdelingen.

Cecilie gik hen til det store mahogniskrivebord, der flød med sagsmapper, og satte sig ned. Den slidte stol med det lurvede betræk knirkede faretruende under hende. Så snart Henrik havde fundet frem til offerets nærmeste familie, ville hun selv tage kontakt. Hun skimmede sine noter. Kristina Sand. Stakkels Kristina Sand, som nu var transporteret ind til retsmedicinsk hos Ole. Og stakkels familien Sand, som endnu ikke vidste, hvilken tragedie der snart ville ramme dem. I langt de fleste drabssager var det Cecilie selv, som aflagde de pårørende besøg. Hun nåede aldrig at sige så meget til dem. Det var, som om hendes tilstedeværelse varslede, hvad der var sket, før hun nåede at åbne munden. Det var de færreste, der brød hulkende sammen, som man ser det på film. De fleste var bare lammet. Men deres blikke afslørede alt. Lyset blev ligesom slukket. Hun ville aldrig komme til at vænne sig til det. Når hun engang takkede af som chef, ville det ikke kun være de makabre gerningssteder, som kom til at hjemsøge hende, det ville i lige så høj grad være de efterladte. 

I det samme bankede det på døren, der gik op. Det var hendes sekretær, Jane, som hun havde overtaget sammen med kontoret. Jane var midt i fyrrerne og altid elegant klædt, med en makeup, der var lige så afdæmpet som hendes fløjlsbløde stemme. Hvis Cecilie nogensinde skulle klæde sig i andet end jeans og læderjakke, så ville Jane være hendes uopnåelige forbillede.

– Jeg har fucking travlt, Jane, så …

– Så kommer du ikke til at synes om det her.

– Hvad?

– John Nyholm og Den Uafhængige Politianklagemyndighed er her i huset.

– Hvad snuser DUP nu rundt efter? Er det ikke tredje gang på en måned?

– Ikke bare snuser, de har taget Anders Bjerg ind til afhøring. 

Cecilie satte sig frem i stolen. – De har hvad? Hvad fanden tror de, at Anden har lavet? Stjålet af kagedåsen?

– Hvis det kun var kager, det drejede sig om. Jane lænede sig fortroligt frem mod hende og sænkede stemmen. – Så vidt jeg er orienteret, handler det om euforiserende stoffer. 

– Fuck. Noget, der er fundet her i afdelingen?

– Jeg ved ikke mere. 

– Hvorfor fanden er jeg ikke blevet briefet noget før?

– Du var ude, og ret beset behøver det her ikke din tilstedeværelse. Politiforbundet sidder med dernede. 

Cecilie rejste sig op fra stolen. – Hvor er John, den pikslikker?

Jane smilte forlegent over Cecilies sprogbrug.– De sidder alle i møderum 4. Men som sagt behøver du ikke …

– Fandeme om jeg gør, sagde Cecilie og strøg ud ad døren.



Bødlernes daggry udkommer den 10. marts 2023 og kan forudbestilles hos alle landets boghandlere og online-forhandlere.


Cecilie Mars 3 – Bødlernes daggry

En gal drabsmand terroriserer storbyen. Han myrder enlige kvinder for at indlemme dem i sin syge samling.

Den kontroversielle og fandenivoldske Cecilie Mars er udnævnt til drabschef, og sagen bliver en af de første, hun sammen med sit team skal forsøge at løse.

Men stærke kræfter i politiledelsen modarbejder hende. De har gravet en gammel uopklaret drabssag frem, som implicerer hende.

Mens Cecilie Mars kæmper for at klare frisag, bliver galningens samling større og større …

Bødlernes Daggry er en selvstændig fortsættelse til storbykrimierne Mørket kalder og Nattens udyr.

Du kan købe Bødlernes daggry online, fx hos Bog og idé, eller i din nærmeste boghandel fra den 10. marts 2023.



Andre bøger i Cecilie Mars-trilogien:



Cecilie Mars 1 – Mørket kalder

Mørket kalder, Cecilie Mars, Michael Katz Krefeld

Cecilie Mars er en nyudnævnt politikommisær, der en nat træffer et fatalt valg med vidtrækkende konsekvenser.

Hendes fejltrin blev nemlig filmet, og nu truer en anonym bagmand med at afsløre det, hvis ikke hun hjælper ham.

Cecilie trækkes dermed ind i en uhyggelig plan om selvtægt, men hvor langt er hun villig til at gå for retfærdighed?

Og hvem er det, der afpresser hende?

En krimi fra bestsellerforfatteren Michael Katz Krefeld, der er kendt for sin serie om privatopdageren Ravn. Nyt bind i serien om Cecilie Mars udkommer efterår 2020.

Du kan købe Mørket kalder online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Cecilie Mars 2 – Nattens udyr

En række drab på kvinder ryster Danmark og sætter ild til nettet og medierne.

Drabene fører tilbage til en gammel voldtægtssag, som samler en gruppe mænd med en indædt vrede mod kvinder.

I sin efterforskning kommer politikommissær Cecilie Mars på sporet af et hemmeligt selskab, og hun opdager hurtigt, at loven ikke rækker, hvis hun skal stoppe gerningsmændene.

LÆS OGSÅ: Michael Katz Krefeld om ny Cecilie Mars-krimi: Had og vold er farlige mænds modreaktion på #MeToo

Nattens udyr er en selvstændig fortsættelse til den anmelderroste bestseller Mørket kalder. En storbykrimi med den hårdtslående Cecilie Mars.

Tredje og sidste bind i trilogien om Cecilie Mars udkommer til efteråret 2022.

Du kan købe Nattens udyr online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.





Se rækkefølgen på Ravn-serien

Følg Michael Katz Krefeld på facebook og instagram og få behind the scenes-opdateringer fra forfatteren og nyt om udgivelsen af Bødlernes daggry.