Yrsa Sigurðardóttir er en islandsk plotmester. Smuglæs i Dukken

Den prisbelønnede islandske forfatter, Yrsa Sigurðardóttir udgiver med krimien Dukken det femte selvstændige bind i serien om Freyja og Huldar.

Glæd dig til at læse en nervepirende og spændingsfyldte islandsk krimi, som du absolut ikke kan lægge fra dig igen. Hvis du endnu ikke har læst Yrsa Sigurðardóttirs serie, så kan du starte med DNA, der er første bog i krimiserien.

Du kan købe Dukken online på f.eks. Saxo.com eller hos din lokale boghandler.

---

Fem år tidligere

1

Vinden vendte, og den stærke lugt af benzin fra den larmende bådmotor drev ind over dækket. Stanken var næsten for meget for Dísa, som trak kraven på sin uldtrøje op over næsen. Den sødligt vamle lugt af uldsæbe var bedre end de giftige dampe fra motoren. Frikki, ejeren af båden, lod sig ikke gå på af den forurenede luft, og det gjorde Rósa, hendes egen elleveårige datter, heller ikke.

De lænede sig ud over rælingen, koncentrerede og spændte på, hvad der mon var i nettet. Dísa holdt sig derimod tæt på styrehuset, det beroligede hende at mærke det mod sin ryg. Hun forsøgte at lade, som om det ikke havde noget at gøre med hendes frygt for at drukne og utilpasheden over den urolige sejlads, men Frikki gennemskuede hende.

Han sagde ikke noget, men nøjedes med at kaste et bekymret blik på hende over skulderen af og til. Rósa lagde derimod ikke mærke til noget. Hun var stadig ung nok til ikke at lade bekymringer ødelægge stemningen, når muligheden for et eventyr en sjælden gang imellem bød sig.

Engang havde Dísa været ligesådan. Men det var for længe siden, til at hun kunne genkalde sig følelsen af at være barnligt ubekymret. I stedet for at nyde øjeblikket, mærke smagen af salt på læberne og vinden i sit hår kunne hun ikke lade være med at tænke på, at havets iskolde favn lå lige under dem.

Dísa skubbede tankerne om den våde grav fra sig. Skæbnen kunne vel næppe være så grum at lade hende og hendes datter drukne efter alt det, der var sket. I stedet koncentrerede hun sig om det, hun stod og kiggede ud på. Der var ikke meget at se, når hun så ud mod horisonten, ikke andet end den grå havoverflade og himlen med de tunge skyer, der passede til havets farve.

Hun så op og betragtede mågerne, som havde cirklet over båden, lige siden de lagde fra land. De syntes ikke at have mistet tålmodigheden, selvom resultatet endnu lod vente på sig. Indtil nu havde de fået to stenbidere og nogle småfisk ud af det. De var blevet fanget med en line, som derefter satte sig fast i noget og nægtede at give slip.

Frikki gjorde nogle nytteløse forsøg på at få den fri, men det endte med, at han måtte kappe den. Efter det havde han foreslået Rósa, at de i stedet forsøgte med et net. Men indtil videre havde det ikke givet noget resultat at ændre fiskemetode.

Måske skyldtes deres manglende fiskeheld hende; det var hende, der havde bedt Frikki om ikke at sejle alt for langt ud. Selvom hun og hendes datter næppe ville slippe levende fra det, hvis båden sank, var det alligevel en trøst at kunne bilde sig selv ind, at de ville kunne svømme i land, hvis uheldet var ude. Rósa kunne svømme med redningsvest på, og hun selv burde være i stand til at klare sig uden, hun havde trods alt gået til svømning i skolen.

Der var kun én redningsvest om bord på båden, og den så ud til at have set bedre dage. Den var beskidt og virkede klodset og tung, og det var usandsynligt, at den ville kunne holde en flydende, hvis det blev nødvendigt. Men det skulle hun ikke tænke på nu, for så ville hun snart miste kontrollen over sig selv og begynde at råbe til Frikki, at han skulle vende om.

Dísa drejede hovedet og kiggede ind mod land og så til sin fortvivlelse, at de var længere væk fra havnen, end hun brød sig om. Bebyggelsen derinde var efterhånden svær at skelne, de lave huse kunne man slet ikke se, og de høje lignede små hytter. Det var umuligt at sige, hvor ét hus sluttede, og det næste begyndte.

Hun havde ikke været tilstrækkelig på vagt, og Frikki havde, eftersom hun ikke protesterede, sikkert troet, at det var i orden at sejle læn- gere ud i håb om en bedre fangst. Medmindre det var strømmen, der havde ført båden længere fra land. Det skulle ikke undre hende.

”Der er noget i nettet, mor!” Rósa vendte sig om mod hende, og hendes ansigt lyste af forventning. Den grå hue, som dækkede hendes viltre hår, var samme farve som himlen bag hende, så det så næsten ud, som om hun manglede den øverste halvdel af hove- det. Som om Rósa var født uden pande og isse.

Den alt for store, beskidte redningsvest fik hendes jeansklædte ben, som stak ud under den, til at se endnu tyndere ud end ellers, mens ærmerne på hendes frakke posede og slet ikke passede sammen med de tynde ben. Som en ægte sømand var Rósa i øjeblikket optaget af alt muligt andet end sit udseende. ”Måske fanger vi en laks!”

Dísa smilede til hende og gjorde ikke noget for at lægge en dæmper på hendes urealistiske forventninger. Lige siden hun for nogle dage siden havde fået nys om denne tur, var hun hele tiden kommet med nye beskrivelser af alle de ting, de ville komme til at fange.

Det, der startede med en enkelt kuller til aftensmaden, var endt med en hel bunke hummere, nok til en buffet til Dísa, bedstemor, bedstefar og hendes veninder fra skolen. Og selvfølgelig Frikki. Kaptajnen skulle ikke holdes udenfor, selvom Rósa ikke rigtigt kendte ham. Dísas datter var meget optaget af at gøre det rigtige. Hun havde altid været blid og hjælpsom – et bedårende barn.

Alligevel var Dísa bekymret for hende, når hun tænkte på fremtiden. Og bekymringer var da også hendes specialitet. Efter hendes mening var Rósas vigtigste egenskaber nogle, som den nådesløse verden omkring hende ikke satte særlig stor pris på. Hun manglede mod, initiativ og dristighed. Dísa var bange for, at livet ville være for hårdt for Rósa at takle, og at det med tiden ville ødelægge hende helt. Hun bebrejdede omstændighederne. Hendes faderløse datter manglede noget, som Dísa var ude af stand til at give hende.

Derfor havde Dísa taget imod Frikkis tilbud om at sejle en tur ud i den båd, han ejede sammen med sin bror og far, og for Rósas skyld skubbede hun bekymringerne fra sig, hvad angik sådan en sejltur. Dísa havde forestillet sig, at fisketuren ville hærde datteren og være en tiltrængt afveksling fra bøgerne, som hun altid sad begravet i.

Mens samfundet var ved at gå ud af sit gode skind over, at børn læste mindre og mindre, så tingene helt anderledes ud for Rósa. Det var selvfølgelig udmærket og nødvendigt at læse bøger, men livet fandtes ikke udelukkende i bøger, børn havde også godt af at prøve ting på egen krop. Eller det mente Dísa i hvert fald. Og hun ville nødig have, at hendes datter endte som hende selv, altid plaget af bekymringer over noget, som andre ikke skænkede en tanke.

Frikki så sig igen over skulderen og smilede til Dísa. I modsætning til Rósa var han barhovedet, og hans krøllede hår stod ud til alle sider. Men det klædte ham. Det gjorde udelivet og fiskerlivet også. Han passede meget bedre ind i de her omgivelser end på kontoret, hvor de begge arbejdede. Hun med ejerskifte af biler, han med mønstring af sømænd. Ingen af delene var specielt spændende eller givende.

Arbejdstiderne passede Dísa godt, eftersom hun var alenemor, men hun havde aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor Frikki havde valgt sådan et job. Tilfredsheden lyste ikke ligefrem ud af ham, når de mødtes i kaffestuen. Inden for kontorets fire vægge var han klodset og distræt, han var ikke særlig social og opførte sig ofte akavet.

Ude på havet syntes han at have styr på alting og virkede ikke tøvende på noget tidspunkt. Tværtimod var han imponerende uforfærdet. Måske var det derfor, han havde inviteret hende med ud at sejle – og Rósa også, da Dísa havde sagt, hun havde svært ved at finde pasning til hende. Han havde sikkert godt vidst, at han tog sig bedre ud på et dæk end i en kaffestue blandt kopper, der kunne gå i stykker, og vakkelvorne borde. Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at han var betaget af hende.

”Skal du ikke se, hvad det er, vi fanger, mor?” Rósa vinkede ivrigt sin mor nærmere.

”Jo. Meget gerne.” Dísa forsøgte at opbygge en forventning, selvom hun mest af alt forventede endnu en skuffelse. Det, hun frygtede mest, var, at Rósa forventede, at hun skulle stege den undseelige fisk, som lå på bunden af den slidte fiskekasse, der stod på dækket. Hun holdt op med at læne sig op ad styrehuset og gik med usikre skridt over mod rælingen, stillede sig ved siden af sin datter og stirrede ned langs den blå line og ned i dybet. Det oprørte hav syntes ikke at ville give slip på nettet, og Frikki tog endnu hårdere fat.

Omsider dukkede nettet op af vandet, og Frikki hev det indenbords og smed det på dækket. Det så ikke nær så fladt ud som tidligere, hvor fangsten knap havde fyldt noget. Faktisk så det ud til, at der lå noget af en anseelig størrelse helt nede i bunden af nettet. Det sprællede ikke, som de små fisk havde gjort, og Dísa havde en mistanke om, at de havde fanget en sten. Hvis det overhovedet var muligt.

Men da hun så nærmere efter, kunne hun se et glimt af fangsten gennem maskerne i nettet, og det fik hende til at snappe efter vejret. Så vidt hun kunne se, var det en lille hånd. Det lignede en barnehånd. Hun trak Rósa ind til sig, inden hendes datter kunne nå at bøje sig ned og studere fangsten nærmere.

”Frikki, hvad fanden er det der?” Op til turen havde hun havde ligget vågen ved tanken om at drukne, blive skidt på af fugle, blive søsyg, miste en finger i spillet, falde i vandet og ende i skruen, blive væltet omkuld med hele båden af en hval, blive klemt fast mellem båden og kajen … Risikoen for at få et barn i nettet var ikke en tanke, der nogensinde havde strejfet hende.

Frikkis spørgende udtryk gjorde ikke hendes bekymringer min- dre. Hun holdt godt fast i Rósa, som kæmpede for at komme hen til Frikki og tættere på nettet. Men egentlig var det lige meget. Der var så lidt plads på dækket, og både mor og datter kunne se alt, hvad der foregik.

Frikki satte sig på hug ved siden af nettet. Han virkede rolig, men Dísa syntes, hun kunne se hans hænder skælve en anelse, da han rakte ud efter det, der stak ud mellem maskerne. Hun skar ansigt og kneb øjnene let sammen, hun ville gerne se – og så alligevel ikke. Da Frikki så op, smilede han og var tydeligt lettet. ”Det er en dukke.” Han rejste sig op og begyndte at tømme nettet.

Dísa slap taget i Rósa, som benyttede sig af chancen og skyndte sig over til Frikki. Hun fulgte spændt med, da fangsten rullede ud på dækket, to små fisk, noget tang og så dukken.

”Føj.” Dísa skar endnu en grimasse. ”Hvad er det egentlig for noget ulækkert noget?” Hun tog de tre skridt hen til sin datter og Frikki for bedre at kunne se. De tav alle, mens deres øjne vænne- de sig til det underlige syn. Det var en legetøjsdukke, det var der ingen tvivl om.

En dukke, der skulle ligne et lille barn af udseende og størrelse. Den sad op, og benene dannede et V ud fra dens lyserøde overkrop. Den ene arm var strakt ud, den anden hang ned langs siden. Munden stod lidt åben, nok til at plasticlæberne ikke rørte hinanden. Ansigtet var stivnet i et evigt spørgende udtryk. Fuldstændig ligesom millioner af andre dukker. Men derudover var der ikke noget overhovedet, der kunne minde om en dukke, der var opstillet i en legetøjsbutik.

Dukken havde tydeligvis ligget længe i havet. Den var fyldt med rurer, hvide orme og andre små organismer, som Dísa ikke kendte navnene på. Om halsen havde den en tynd kæde, men man kunne ikke se, hvad der hang i den, for selve smykket var skjult af små havdyr, der dannede en form for skjold over brystet.

Det ene øje var forsvundet, og øjenhulen var tom. Det andet stirrede skinnende ud på dem under et øjenlåg, der så ud til at kunne glide i, hvis man lagde dukken ned. Øjenvipperne var stort set forsvundet. På samme måde var en del af håret faldet af og havde blottet nogle huller, der løb i lige rækker hen over issen. Det hår, som var tilbage, var mørkt og helt filtret sammen. Der var intet sødt eller nuttet ved dukken.

”Hvis er det?” Rósa var den første, der brød tavsheden.

”Ingens. Ikke længere.” Frikki stirrede stadig på den væmmelige dukke, der lå foran ham på dækket. ”Måske har den været en piges engang for længe siden.”

”Hvad laver den i havet?” Rósa forventede stadig, at de voksne havde svar på alle spørgsmål. Det ville ikke vare længe, før hun ikke havde det sådan længere.

”Pigen, der ejede den, har måske været på en båd og så tabt den udenbords. Eller måske tabte hun den i havet oppe fra kajen, og så har strømmen båret den herud. Linen har sikkert frigjort den fra havbunden, og så er den flydt ind i nettet.” Frikki klarede det fint, syntes Dísa. Der var ingen grund til at tilføje noget.

”Åh. Stakkels pige.” Rósa så bedrøvet ud. ”Og stakkels dukke.”

Frikki bøjede sig ned, og det så umiddelbart ud til, at han ville trække hånden op i ærmet for at tage dukken op uden at røre direkte ved den, men så fortrød han. Han ville sikkert ikke risikere at se ud, som om han var sart. Han løftede dukken op, og i det samme løb der havvand ud af den fra sammenføjningerne ved hofterne. ”Jeg tror, det er bedst, vi kaster den tilbage i havet.”

”Nej!” råbte Rósa. ”Jeg vil have den.”

Dísa skar endnu en gang en grimasse. ”Det er ikke nogen god idé, Rósa. Prøv at se alt det snask, der sidder fast på den. Det er sikkert levende.”

Turen ud på havet havde båret frugt. Rósa holdt fastere på sit, end hun plejede. ”Jeg vil have den alligevel.”

Frikki blev helt forlegen at se på og mindede pludselig mere om den person, han var, når han var på kontoret. Han så skiftevis fra Rósa til Dísa, mens han ledte efter et kompromis. Der var ikke meget ved det mæglingsforslag, han kom frem til. ”Jeg kan lægge den i en pose?” Han formulerede det som et spørgsmål.

Inden Dísa kunne nå at takke nej, kom Rósa hende i forkøbet og tog imod tilbuddet. ”Ja. Læg den i en pose, og så kan jeg vaske den, når vi kommer hjem.” Hun så på sin mor og smilede. ”Måske finder vi den pige, som engang ejede den.”

At dømme efter det økosystem, der var vokset frem på dukken, havde den ligget temmelig længe i havet. ”Jeg er sikker på, at pigen, der ejede dukken engang, er vokset fra at lege med legetøj. Hun har sikkert glemt alt om den.”

”Måske var det en dreng, der havde den. Det er ikke nødven- digvis en pige.” Det var ikke første gang, at Rósa viste sig at tænke mere moderne end sin mor. ”Og jeg er sikker på, at ejeren stadig er ked af at have mistet den. Det ville jeg være. Også selvom jeg var hundrede år.”

Det tvivlede Dísa ikke på. Rósa var ikke det eneste barn, der behandlede sit legetøj som levende væsner. Hun havde stadig selv nogle kasser med bamser og dukker stående i sine forældres kælder, som hun ikke havde kunnet få sig selv til at skille sig af med.

Mor og datter diskuterede videre, mens Frikki trippede forlegent ved siden af. Til sidst fik Rósa sin vilje og fik lov at beholde dukken. Det var tydeligt at se, hvor lettet Frikki blev, han slog hænderne sammen og foreslog, at de skulle spise deres medbragte mad.

Da de satte sig ned for at spise, var der ikke den store interesse for Dísas klapsammenmadder eller den billige sandkage. Selvom dukken var blevet lagt ned i en pose, stod den stadig lyslevende for deres indre blik, og dens frygtelige udseende fik dem alle til at miste appetitten. Selv mågerne var forsvundet.

Da Frikki foreslog, at de ventede med at fiske mere til en anden dag, protesterede hverken Dísa eller Rósa. Han vendte båden og stævnede ind mod land.

---

Rósas interesse for dukken viste sig at være ret begrænset, da det kom til stykket, så hun nøjedes med at tage den op af posen, iført de gummihandsker, som hendes mor havde forlangt, at hun skulle tage på, og satte den ned i badekarret, hvorefter hun glemte alt om den. Hun havde ikke lyst til at gå i gang med at vaske og rense den i øjeblikket.

Og dér sad dukken så og stirrede med sit ene øje på Dísa, da hun gik på toilettet, og da hun børstede tænder, inden hun gik i seng. Men i stedet for at trække posen ned over rædslen igen, tog Dísa et billede af den og lagde det ud på Facebook. Det var ikke så tit, hun havde noget usædvanligt at fortælle.

Hendes bærbare computer var stadig i gang med at loade kom- mentarer og likes, da hun stillede den åben fra sig på sofabordet og gik i seng.

---

Dísa vågnede om natten. Hun var halvvejs bevidst om, at hun var vågnet ved en ukendt lyd, da hun satte sig op i sengen. En højlydt rumsteren, som ikke hørte hjemme i den stilhed, der herskede i hjemmet om natten. Hun slog søvnigt dynen til side og stod ud af sengen for at undersøge, hvor lyden var kommet fra.

Søvnigheden forsvandt lidt efter lidt, og Dísa kom i tanke om de tomme dåser, som hun havde stillet i vindueskarmen bag gardinet i det hjørne af stuen, som hun sjældent brugte. Vinduet vendte væk fra gaden og ud mod baghaven. Der havde været en bølge af indbrud i hovedstadsområdet, og Dísa havde forestillet sig, at vinduet til baghaven var det mest sandsynlige sted, en tyv kunne finde på at prøve at bryde ind. Og hun tænkte, at den højlydte larm af dåserne, der faldt på gulvet, ville skræmme tyven bort. Over i et andet hus.

Men hvis man skulle tro nyhederne, så var indbrudsbølgen overstået. Ikke desto mindre havde Dísa ladet dåserne blive stå- ende, men hun var ikke længere så påpasselig med at sørge for, at vinduet altid var lukket. Havde det stået åbent, da hun lagde sig til at sove?

Hun kunne ikke huske det, og mistanken om, at hun var vågnet, fordi dåserne faldt på gulvet, sneg sig ind på hende. Hvad skulle det ellers være? Hun stod stivnet ved døren, mens hun i tankerne gennemgik andre og mere fredelige forklaringer på, hvad der kunne have forårsaget larmen.

En kat var kommet ind i lejligheden. En glasvase hos overboen var faldet på gulvet. Nogle biler var stødt sammen ude foran bygningen. En stor fugl var fløjet ind mod ruden. Fjernsynet var uden varsel gået i gang af sig selv. Jordskælv. Der var nok at vælge imellem.

Dísa slappede lidt af i kroppen og mærkede, at hun virkelig skulle tisse.

Hun gik ud på toilettet og købte sig på den måde lidt tid. Hun var ikke ligefrem vild med at skulle gå rundt og undersøge lejlig- heden. Hun var helt sikker på at få et hjertestop, hvis hun stødte på så meget som en enkelt kat. Og dog. Hun var forbavsende rolig, omstændighederne taget i betragtning. Normalt var hun meget mere nervøs og på tæerne, når det for eksempel trak op til storm. Også selvom hun hverken havde en trampolin i haven eller løse tagplader.

Hun satte sig på toilettet, ganske tilfreds med sig selv. Men det varede kun kort. Inde fra stuen kunne hun høre de velkendte toner, som kom fra computeren, når man tændte den. Hendes hjerte sprang et slag over, men så kom hun i tanke om, at computeren havde det med at tænde, når den havde gennemført nogle automatiske opdateringer. Det måtte være forklaringen. Der var ikke nogen tyve, der satte sig ned for at kigge på nettet midt i et indbrud.

Den rædselsfulde dukke stirrede på hende fra badekarret. Dísa så bort, skyndte sig at tisse, men kunne ikke lade være med alli- gevel at dreje hovedet og kigge på dukken imens. Hun kiggede ind i dens plasticøje, som syntes at følge hendes bevægelser, da hun rakte ud efter toiletpapiret.

Det var naturligvis et synsbedrag, ligesom man kendte det fra de der portrætmalerier, hvor personen stirrer lige frem for sig, ud af rammen. Ikke noget at være bange for. Men alligevel.

Hun glemte dukkens blik, da en anden lyd nåede hendes ører. Det var ikke en raslen af dåser. Ikke nogen kat. Ikke et sammenstød. Ikke en vase, der gik i tusind stykker. Og slet ikke noget jordskælv. Det var en velkendt lyd.

Lyden af et knirkende gulvbræt uden for badeværelsesdøren.

Dísa rejste sig op med pyjamasbukserne nede om hælene og trådte over mod døren, som hun af gammel vane havde lukket efter sig. Inden hun nåede hen til den og kunne nå at låse, blev der taget i håndtaget på den anden side. Døren gik langsomt op, og Dísa fornemmede næsten dukkens hånlige smil ovre fra badekarret, da hun så, hvem der stod i døren. Dét havde hun ikke ventet.

---

Nutid
maj

2

Den høje, skarpe lyd af lynlåsen brød nattestilheden, da Abby åbnede teltet. Tidligere på dagen havde det været rart, at der var så stille, at det kun var fuglesangen, der mindede

hende om, at hun og hendes kæreste ikke var helt alene herude i det ukendte, øde område. Nu virkede stilheden knugende. Fuglene var blevet tavse og sad og sov mellem græstuerne eller i det lave krat, som voksede nær det sted, hvor de havde slået teltet op. Der var ingen rigtige træer her, som de kunne sidde i. Hun og Lenny havde forladt hovedstaden og var taget ud på landet, hvor alting nærmest så ud, som om det var blevet karseklippet. Der var ikke noget, der ragede mere end en fod i vejret.

Til at begynde med syntes hun, det var virkelig mærkeligt, men der gik ikke lang tid, før hun havde taget landet til sig. Man havde godt udsyn til alle sider, og hun savnede slet ikke træerne. Hun havde altid været lidt bange for skove, efter alle de historier og eventyr, hun havde hørt som barn, hvor børn, der gik ind i skoven, fór vild blandt de uendeligt mange træer, der alle lignede hinanden. Nogle blev fundet, andre ikke. Men den hjemmeside for turister, som hun havde kigget på inden rejsen, havde gjort det klart, at man også kunne fare vild i et land, hvor der ikke var nogen skove. Nogle blev fundet, andre ikke.

Vinden vendte, og en lugt af sod ramte Abbys næsebor. De havde lavet et lille bålsted ved siden af teltet og lagt en mængde løse sten omkring det i en cirkel. Her var ingen træer, men masser af sten. Som brænde brugte de noget vissent kvas, som Lenny havde hevet ud under krattet. Det brændte hurtigt ud, og pølserne, som de forsøgte at riste, blev brankede udenpå, men var kolde indeni. Men de havde stillet sig tilfredse med maden, og faktisk var de begge to lettede over, at ilden gik hurtigt ud.

Da de tændte bålet, var det nemlig gået op for dem, at hvis en gnist slap uden for stencirklen, kunne den let antænde både marken, teltet og dem selv. Det var ikke første gang, det gik op for dem, at de havde været for sjuske- de, og hvor let tingene kunne gå galt. Det var denne tur et tydeligt eksempel på. Hvis de lige havde ventet lidt og tænkt sig om, ville hun næppe være på vej ind i et koldt telt på en iskold forårsaften i et land, hvor der ikke voksede nogen træer, men hvor der til gengæld var rigeligt med sten og kraftige vindstød.

Abby tvang sig selv til at mindes den ubærlige varme i Spanien. Deres ildrøde skuldre, som skallede efter at have været udsat for den nådesløse sol, og sveden, som løb af dem begge, hvis de så meget som rakte ud efter en vandflaske. Lenny tålte ganske vist varmen bedre, han var ikke nær så lys i huden og kunne lettere ignorere ubehaget. Han kunne endda forlade skyggen under parasollen.

Hotellet, de boede på, var billigt, og der var ikke mange solstole og parasoller at få, som var i nogenlunde ordentlig stand, så de var nødt til at stå op inden alle andre for at sikre sig begge dele. Mens Abby lå ved poolkanten i skyggen under parasollen og forsøgte at undgå at besvime, småsnakkede Lenny indimellem lidt med de andre gæster og hentede mad og drikke til hende. Hun var ude af stand til at røre sig, før det blev aften, og selv da var det for varmt for hende, men hun fik i det mindste fred for solen.

Da Lenny vendte tilbage efter en af sine slentreture ved poolen, satte han sig ned ved siden af hende og foreslog, at de opgav det her og tog til Island i stedet. Hun var næsten bristet i gråd. Alene landets navn lød som en kølende creme. Hun havde lige opdaget, at hendes tæer stak ud under håndklædet, som hun havde bredt ud over sine fødder. Nu lignede de små, ildrøde cocktailpølser.

Da solen gik ned, og det blev aften, virkede idéen ikke længere nær så tillokkende. Et utal af praktiske problemer poppede op i hendes hoved som billige raketter, der gik i luften med et brag, men forsvandt igen med det samme, så snart hun forsøgte at fokusere på dem i længere tid. Og alle spekulationerne havde sikkert fra begyndelsen været med til at lægge en kraftig dæmper på glæden over idéen.

Hun havde været bekymret for, hvor de skulle overnatte, og hvordan de skulle komme rundt. Prisen for hotelovernatninger og transport på Island lå langt over, hvad de- res budget kunne trække. De havde råd til at betale deres husleje hver den første, men jo længere hen på måneden de kom, desto mere usselt levede de.

Der var overtræk på deres kreditkort, og debetkortene var nytteløse, eftersom deres konti jo var fuldstændig tørlagte. Deres økonomiske midler begrænsede sig til de euroer, de havde med som rejsepenge, og de forsvandt hurtigt. En rejse til Island virkede derfor temmelig urealistisk, hvis man tænkte det igennem. Men ikke desto mindre kastede de sig ud i det. Lenny besnakkede hende og bildte hende ind, at det sagtens kunne lade sig gøre.

Han sagde, at han kunne få nogle gratis flybilletter hos en mand, som han havde lært at kende i poolbaren, billetter, som han ikke selv skulle bruge alligevel. Det kostede ikke ret meget at få ændret navnene på dem, hvis de overhovedet ville gøre sig det besvær. Manden havde også lejet to cykler, som han ikke kunne få refun- deret, så cyklerne var deres, hvis de ville have dem.

Desværre havde manden ikke booket noget overnatning, som ikke kunne refunderes, men i stedet overlod han dem teltet og de to soveposer, han havde købt til turen. Da de omsider fik campingudstyret undersøgt nærmere, viste det sig, at det umuligt kunne have kostet manden ret meget.

Hvad skal man med et hotel? Det er meget sjovere at sove i telt, og på Island må man slå telt op hvor som helst. Vi tager en dag ad gangen og cykler, lige hvorhen vi vil. Island er så sindssygt smukt, at man ikke behøver køre ret langt for at opleve et eller andet helt specielt. Vi tager bare en madpakke med. Vi skal jo alligevel købe noget at spise her i Spanien.

Og så videre. Men mange af de forestillinger, de havde gjort sig, viste sig at være helt forkerte eller i bedste fald tvivlsomme. For eksempel havde de, inden de bestemte sig for at rejse, læst på nettet, at man ifølge en gammel lov måtte slå telt op næsten overalt på Island. Det viste sig, at det ikke var helt sandt.

Man grinede bare ad dem, når de henviste til den gamle lov, og det så ud til, at den var blevet tolket meget bredt på nettet. Den første aften havde det taget dem flere timer at finde et sted at sove. Og tidligt om morgenen var de blevet jaget væk fra den mosbegroede hede, de havde fundet uden for byen. Forhåbentlig ville det blive bedre, nu hvor de var kommet ned fra fjeldheden til lavlandet igen. Indtil nu var der i det mindste ikke nogen, som havde sagt noget til deres nye teltplads.

Lenny havde været ivrig efter at komme uden for bygrænsen og ville ikke høre tale om at tage det roligt og overnatte den første nat i Reykjavik, som de ellers havde snakket om. Deres plan hav- de været at overnatte på en campingplads i Laugardalur tæt ved svømmehallen, som de gerne ville besøge. Men Lenny var ikke til at tale fornuft med, han ville ud af byen med det samme. Det kom bag på hende, for hun havde ikke været klar over, at han var friluftsmenneske.

Det var ikke, før byen lå bag dem, at han slappede af og begyndte at nyde det. Hun kommenterede det ikke, men var blot taknemmelig over, at han var blevet sig selv igen. Hun havde frygtet, at ferien ville blive totalt mislykket på grund af de skrupler, han havde haft over at være taget af sted på en helt anden rejse end den, de oprindeligt havde planlagt. Han havde forsøgt at skjule sine bekymringer for hende, men hun kendte ham godt nok til at vide, hvad han tænkte.

Abby dukkede ind i teltet og lynede det efter sig. De var drejet væk fra vejen og havde fundet et sted, hvor de kunne slå teltet op. En gulnet, latterligt ujævn mark ved siden af et lavt krat. På den anden side af krattet hævede et fjeld sig, som umiddelbart så ud til at kunne bestiges, men det viste sig at være højere og stejlere, end det så ud.

Der kom nok næppe nogen og jog dem bort, til trods for det advarselsskilt, der sad på et hegn, som de var kravlet over med alle deres pakkenelliker. Skiltet havde informeret om, at det var privat ejendom, og at det var forbudt at campere. Men de følte sig ikke desto mindre sikre der, eftersom der tilsyneladende ikke var nogen i nærheden.

De havde hovedsagelig set andre turister, undtagen i den lille landsby, som de var cyklet igennem på vejen. Vejene syntes at være reserverede til busser og lejebiler, og der var ingen lokale og kun få udlændinge, der syntes at være tossede nok til at køre rundt i landet på cykel. De var kun stødt på et enkelt par, der også var på cykel, og som havde overhalet dem uden at værdige dem et blik.

Det føltes endnu koldere inde i teltet end udenfor, hvordan det så end kunne lade sig gøre. Det havde regnet oppe på fjeldheden, og teltet lugtede af fugtigt regntøj, som de havde hængt til tørre på teltstængerne derinde. Hun var temmelig sikker på, at tøjet var nøjagtig lige så vådt, som da de tog det af.

Lugten derinde blev ikke bedre, da hun tog skoene af, men hun var ligeglad. Hendes trætte krop havde skreget på hvile hele dagen, og nu fik hun omsider lov til at lægge sig. Hun stak de små, trådløse høretelefoner i ørerne og satte sit yndlingsnummer i gang på telefonen. Hun burde spare på batteriet, men ét nummer fra eller til gjorde ingen forskel.

Med den melankolske musik i ørerne rakte Abby ud efter lygten, som lå oven på soveposen ved hendes fødder, og tændte den, så hun kunne se ordentligt. Det var en elendig lygte, og hun måtte banke nogle gange på den, inden den vågnede op og kastede et svagt lys ud over rodet i teltet.

Hun rynkede brynene, mens hun stirrede på det. Det så på en eller anden måde anderledes ud, end det havde gjort tidligere på aftenen, da hun og Lenny gik udenfor sammen. Men det skyldtes nok det underlige lys.

Abby åndede ud i luften. Hendes åndedræt stod som en hvid sky af damp ud i teltet og forsvandt igen med det samme. Helt anderledes end røgen fra e-cigaretten, som lå et sted i bunken af tøj eller i en tom madkasse. Den røg var tyk og smagte godt. Hun havde en sur smag i munden, men var for træt til at lede efter tandbørsten og vandflasken i alt rodet. Hun ville børste tænder som det første i morgen tidlig.

Abby bed tænderne sammen, tog sin jakke af og begyndte af klæde sig af. Aftenen før havde hun fundet ud af, at det var værre at sove med tøjet på end næsten nøgen. De havde ikke ret meget tøj at tage på, eftersom de havde pakket til en sommerferie i Spanien og ikke på Island.

Det gjaldt om at spare på de få stykker tøj, der passede til det kølige forår. Hvis hun lagde sig til at sove i det eneste par lange bukser, hun havde med, ville de uden tvivl gro fast til hendes ben.

Det føltes, som om der blev sat ild til hendes lår og lægge, da hun tog bukserne af. Hendes tæer var stadig ømme og solskoldede, og hun orkede ikke at tage sokkerne af. Hun ville bare sove med dem på. Dagens strabadser på cyklen, som blev afsluttet med en tur på fjeldet om aftenen, havde været mere, end hun kunne overkomme. Hun var ikke noget cykelmenneske, og det var Lenny heller ikke. De havde ikke engang et medlemskort til et fitnesscenter. Det tager én dag at vænne kroppen til det, havde han sagt. Det passede ikke. Hun havde det værre nu end i morges.

Pludselig skulle hun tisse virkelig meget. Abby sukkede og rakte ud efter skoene, der lå ved hendes fødder. Hvis Lenny kunne gå op på fjeldet i tynde shorts, måtte hun kunne holde ud at gå udenfor i trusser. Hun rettede lygten mod gulvet for at finde toiletpapiret, som burde ligge der et sted. Musiknummeret sluttede, og hun hørte noget udenfor, der lød som et råb. Hun tog høretelefonerne ud og lyttede. ”Lenny?” Var han faldet, havde brækket benet og lå og råbte om hjælp? Hun havde skruet musikken så højt op, at han snildt kunne have skreget hele sangen igennem, uden at hun havde hørt noget.

Der lød en raslen udenfor, som om nogen gik hurtigt igennem det tørre krat bag teltet. Abby sukkede lettet. Det måtte være Lenny. Han var sakket bagud på vejen tilbage, hvilket muligvis skyldtes, at det var ham, der havde drukket størstedelen af den tynde rødvin, de havde taget med sig op på fjeldet. Det var ham, der havde fået idéen til en fjeldtur, og den var opstået, da han havde drukket halv- delen af en flaske afskyelig lokalproduceret snaps, de havde købt i lufthavnen. Den havde mindet Abby om hostesaft. Tyktflydende, mørk og tung med en smag af noget bitter medicin, som man havde forsøgt at sløre med mentol. Én slurk havde været nok for hende, og det ændrede ikke på noget, at Lenny fortalte hende, at det flere gange var blevet bevist, at snaps holdt en varm i kulden.

Han fik derfor flasken for sig selv, og han så ikke ud til at holde varmen bedre end hende på deres vej op og ned ad fjeldsiden. Om noget var det nærmere omvendt. I hvert fald var det tydeligt, at rødvin ikke havde den slags egenskaber. Da de havde drukket det sidste af flasken oppe på toppen af fjeldet, var det, som om kulden lagde sig om hende som en iskold hånd.

Hun burde selvfølgelig have sagt nej, da Lenny foreslog, at de kravlede op på fjeldtoppen og tog rødvinen med. Men hvis Abby skulle være ærlig, måtte hun indrømme, at hun havde været fristet af tanken om, at hun kunne tage nogle flotte billeder deroppefra. Hun havde med det samme set dem for sig: deres fødder i vandrestøvler, to glas halvt fyldt med rødvin og landskabet, som lå bredt ud under dem. Derfor havde hun ladet sig overtale.

Men hun havde glemt at tage højde for mørket, som langsomt faldt på. Da de om- sider kunne sætte sig ned på fjeldkanten, var der ikke meget ved at tage billeder. Hun forsøgte ikke desto mindre, men der gjaldt det samme for de få, hun tog, som for mange af de andre billeder fra deres rejse: de egnede sig ikke på nogen måde til at lægge ud på de sociale medier.

Det var, som om det var ligegyldigt, hvor meget hun gjorde sig umage. Hvis ikke det regnede, var himlen grå, eller også kom der konstant fremmede mennesker ind i billedet. Hvis det fortsatte sådan her, ville hun ikke kunne poste nogen flotte billeder overhovedet, og hun ville dermed blive den første turist på Island, som ikke fyldte de sociale medier med cool billeder.

De havde kun én powerbank med, og når den var tom, var der ikke mere strøm til deres mobiltelefoner, og så var det slut med at tage billeder. Der var ingen steder, hvor de kunne stikke deres telefoner i en kontakt og lade dem op. De havde sparet på batteri- erne ved at sætte telefonerne på flytilstand hele vejen og slukke for dem, når de ikke fotograferede. Men det gjorde ingen forskel.

Hver gang, hun tændte sin telefon, var der betragteligt mindre batteri tilbage. Det havde bare at blive godt fotovejr i morgen. Hun havde varmet sig ved tanken om, hvor meget hun glædede sig til at fortælle omverdenen om sin rejse, når den nærmede sig sin slutning. Når det var for sent for venner og bekendte at blive forargede over, at de kastede sig ud i den slags ekstravagante eventyr.

Hun havde selv tænkt noget lignende, da hun og Lenny havde lagt varmen bag sig og sat sig op i den airconditionerede flyvemaskine. En fejltagelse. En kæmpe fejltagelse. Det samme gjaldt Lenny, han virkede bekymret og usikker over den pludselige beslutning, da flyet hævede sig op i luften. Men ingen af dem satte ord på det, de smilede bare svagt til hinanden og stirrede tavse på sæderyggene foran sig.

Lenny var faktisk begyndt at få betænkeligheder, allerede inden de gik om bord på flyet. Natten inden, de tog af sted, var hun vågnet og havde set ham bakse med campingudstyret. Hun havde sat sig op i sengen og sagt til ham, at det nok skulle gå alt sammen. De skulle nok klare den. Forlegen over at være blevet grebet på fersk gerning i at tvivle på deres evner til at klare sig som campister på Island havde Lenny sagt, at han ville gå ud og ryge og tage noget skrald med ud på vejen. Hun var faldet i søvn, da han kom tilbage.

Den raslende lyd standsede et øjeblik, og hun spekulerede på, om Lenny stod og tissede. Hun spidsede ører, men kunne ikke høre nogen stråle ramme jorden. Det var også tvivlsomt, når man tog i betragtning, hvor mange gange han havde tisset på vejen ned. Det var nok også derfor, han var sakket bagud. Hun havde frosset for meget til hele tiden at standse op for at vente på ham.

Måske var han bare standset for at få vejret. Den raslende lyd havde nærmet sig teltet hurtigt, så han måtte have løbet. Det kun- ne godt tænkes, at han var forpustet. Han længtes sikkert efter at komme ind i teltet og lægge sig ned. Hun håbede inderligt, at han ikke forestillede sig, at de skulle have sex. Hendes inderlår var helt ødelagte af cykelsadlen.

Der var stadig helt stille. ”Lenny!” Abby råbte, så højt hun kunne, i håb om at få ham til at vågne op, hvis han var ved at gå omkuld. Det var næppe nogen god idé at lægge sig til at sove under åben himmel i fire graders varme. Det ville være som at ligge i et køle- skab – og så i shorts.

Men Lenny svarede ikke. Et kort øjeblik var stilheden så massiv, at Abby troede, hun havde mistet hørelsen. Men så begyndte det på ny at rasle, og lyden kom igen hurtigt nærmere. Lenny løb hen mod teltet. Han var altså ikke gået omkuld. Men hvorfor svarede han ikke?

Hun kaldte på ham igen.
Intet svar.

Den raslende lyd standsede igen, da hun råbte. Det virkede, som om Lenny stod stille, hver gang hun kaldte på ham. Hvad var der galt med ham? Hun ventede, til det igen begyndte at pusle i det tørre krat, og prøvede så igen. ”Lenny!” Intet svar, men endnu en gang holdt lyden op. Da den begyndte igen, lød det, som om Lenny var nået hen til teltets bagside. Abby stak den ene fod i sin sko og skar ansigt af smerte, da de ømme tæer stødte mod snuden.

I samme øjeblik gik lygten ud. Abby stod pludselig i bælgravende mørke, skælvende af kulde og kun iført trusser, T-shirt og sin ene sko. Hendes hørelse blev skarpere, nu hvor hun ikke længere kunne se, og hun hørte hvert eneste af Lennys skridt, der fortsatte gennem det tørre græs langs med teltet, indtil de nåede om foran det.

”Lenny!”
Intet svar.
”Lenny?” Abby var urolig nu.
Lyden af lynlåsen var lige så ubehageligt høj som før. Hvis ikke værre.

Det lød som et stykke læder, der blev revet midtover. Abby vendte sig mod teltåbningen og stirrede på det utydelige omrids af Lenny, som stod stille uden for teltet. Så bøjede han sig lidt ned for at træde indenfor.

I samme øjeblik gik der et lys op for Abby. Det var slet ikke Lenny.
Det var en helt anden mand.

---

Da bonden på gården kørte forbi marken næste morgen, fik han øje på et telt, som var slået op derude. Han standsede bilen i vejkanten, sprang ud, kravlede over hegnet og stormede hen over knolde og tuer, indtil han stod foran det billige, elendigt udseende telt, som uden tvivl ville blæse ud i havet, hvis det trak op til storm. Han forberedte sig på at give udlændingene – at dømme efter cyklerne, som lå på jorden, var de to – en ordentlig overhaling, men tøvede, da han så, at teltet stod åbent.

Han kunne ikke høre nogen derinde, og ingen svarede, da han kaldte. Han bøjede sig ned og kiggede ind. Der var ingen. Teltet var tomt. Tasker, tøj og campingudstyr lå og flød derinde, men der var ingen mennesker at se. Sådan som de rodede, skulle det ikke undre ham, hvis de var typerne, der bare ignorerede hans skilte. Man kunne ikke engang se teltbunden for alle de sager, der lå spredt overalt, og teltvæggene var oversået med mørke pletter ligesom alt andet derinde.

Det så mest af alt ud, som om en eller anden konservesdåse med fordærvet indhold var eksploderet ud over det hele. Hvad i alverden var det, der foregik? Bonden rettede sig op og så sig omkring. Vreden begyndte at koge i ham, da han fik øje på et udslukt bål tæt ved teltet. Campi- sterne kunne han til gengæld ikke få øje på nogen steder. Ikke på marken, ikke i krattet, ikke oppe på fjeldet og ikke ude på vejen.

Han blev stående lidt og spekulerede, irriteret over situationen. De overnattende gæster var sikkert for længst hoppet på bussen og var på vej videre til Gullfoss og Geysir. Der var ingen pointe i at blive her og vente, så han vendte om og gik tilbage til bilen. Vinden tog til, og bag sig kunne han høre teltdugen blafre.

Satans til turister.

Om aftenen kørte han forbi igen, men da var teltet og cyklerne pist forsvundet. Det ubehjælpsomt anlagte bålsted var det eneste, der var tilbage efter de to, der havde boet på marken.

---

August

3
Fredag

Der var visse ting her i livet, som Huldar gerne ville have været foruden. Øverst på den liste stod lig og sejlads. Så når de to ting blev kombineret, som det rent faktisk var tilfældet nu, voldte det ham en del kvaler.

Han gjorde alt, hvad han kunne for at ignorere følelsen af ubehag, og indtil nu var det lykkedes temmelig godt. Lige indtil bådens motor blev slukket, og den be- gyndte at gynge langsomt fra side til side, op og ned. Det fik – til hans store ærgrelse – kvalmen til at stige op i ham og skvulpe i takt med bølgerne.

Sejlturen ud havde været en smule bedre. Han syntes bedre at kunne klare det, når båden huggede i bølgerne. Nu, hvor de skulle forestille at ligge stille, var hele hans indre i oprør. Fuldstændig ligesom på den ene tur som sømand, han var draget ud på, da han var yngre. Den sejltur var også begyndt godt – men endt skidt.

Han blev ikke inviteret igen. Hvilket absolut ikke gjorde noget, for Huldar ville aldrig have taget imod tilbuddet. Der var bedre steder at tilbringe sit arbejdsliv end på en båd, hængende ud over rælingen, mens man klyngede sig til håbet om, at indvoldene ikke fulgte med, næste gang man kastede op. Da han i sin tid gik fra borde, havde han lovet sig selv, at han aldrig mere ville sætte foden på et skibsdæk.

Men skæbnen havde andre planer, til trods for hans stærke vilje. Eftersom han ikke egnede sig som sømand, havde han uddannet sig til tømrer. Og var endt som politibetjent. Det var aldrig faldet ham ind, at arbejdet skulle sende ham ud på havet igen. Men sådan var livet. Nogle gange drog man nordpå for så at ende langt mod syd.

”Nå, dér er du.”

Huldar vendte sig om. Han havde stillet sig op ad rælingen og kigget ind mod den lille stribe land, der skilte himmel og hav. I sin tid havde han lært af skibskammeraterne, at det mindskede søsygen at stirre på et fast punkt i horisonten. Det havde ikke virket dengang, og det var efter alt at dømme ikke blevet et bedre råd med tiden. Han havde stadig lige så meget kvalme, som inden han forlod gruppen ovre ved den anden ræling under påskud af, at han ville gå over at ryge. Intet lå ham mere fjernt i øjeblikket. Det lød bare bedre end at sige: Undskyld mig, mens jeg lige kaster op.

”Er du dårlig?” Erla lagde hovedet på skrå, kom helt hen til Huldar og så ham ind i ansigtet. Han behøvede ikke et spejl for at vide, at han var ligbleg. Og som hun stod der, helt tæt på ham, syntes han at kunne se, at det samme gjaldt for hende. Men det var ikke nødvendigvis tegn på, at hun følte sig skidt tilpas. Ingen på Island var udpræget solbrændt efter den værste regnvejrssommer i mands minde.

”Nej. Jeg er okay.” Huldar vidste udmærket, at hun ikke troede på ham, men det gjorde ingen forskel. Han var opdraget til at bide tænderne sammen og ikke lade sig mærke med noget, og derfor var det svært at ændre kurs. Han havde heller ikke tøvet et øjeblik, da Erla bad ham komme med på sejlturen, selvom han i sin tid havde lovet sig selv aldrig at sejle igen.

Og til trods for at han godt vidste, hvordan han ville reagere. Han indvilligede i at tage med for at holde facaden. Forholdet mellem ham og Erla var blevet bedre på det sidste, og han ville gerne fortsætte ad den vej. Hvis han bakkede ud nu, ville hun sikkert tolke det på den værst tænkelige måde.

Han brød sig ikke om tanken om, at han igen skulle lappe på deres forhold. Det var ærgerligt, at hun ikke var en mand, for så kunne han have takket nej til opgaven, uden at det ville blive tolket som andet, end at han ikke havde lyst til at tage af sted. Sådan tænkte han i det mindste selv, men han vidste derimod også, at hans søstre kunne tage selv de mest uskyldige bemærkninger ilde op.

”Hvad med dig?” Huldar bestemte sig for at sende spørgsmålet tilbage. Han havde set hende friskere.

”Jeg har det fint.” Erla flyttede sig lidt væk fra ham, sank en klump og blinkede. Hendes øjne forblev lukkede en anelse for længe, til at hendes svar virkede troværdigt. Så det var spil for galleriet for dem begge to. ”Du går glip af alt det sjove. Undervandsbåden er kommet på rette spor. Vi så noget, der lignede knogler på skærmen. Det kunne være en fingerknogle eller en knogle fra en vrist. Den er i hvert fald temmelig lille. Og det kan selvfølgelig godt tænkes, at den er blevet transporteret bort af et eller andet krebsdyr, og at resten derfor er langt væk. Men vi er da i hvert fald på sporet.”

Et tykt kabel hang ud over den anden ræling og ned i det oprørte hav. Det var forbundet til en lille undervandsbåd, der blev styret oppe fra dækket, og som ledte efter ligrester på havbunden. Via kablet forsynede det mandskabet med oplysninger om, hvad der lå dernede. Selvom Huldar var på sin første sejltur i sit arbejde hos politiet, var dette langtfra første gang, man ledte efter noget i havet.

Så vidt han forstod, var der oftest tale om noget, der befandt sig på større dybder, og som man derfor ledte efter med ekkolod og en undervandsbåd, der tog billeder, som man først kunne se, når båden igen kom op af havet. Derfor gik den form for undersøgelse ikke nær så hurtigt som den, de nu var i gang med. Det var første gang, det nye udstyr var i brug, og selvom anledningen var tem- melig sørgelig, havde de fleste svært ved at lægge skjul på deres forventninger, da optagelserne begyndte at dukke op.

---

Yrsa Sigurðardóttir: Dukken

---

Nyt fra Yrsa Sigurðardóttir: Sort is

★★★★ “Sigurdardóttir kan strikke et overraskende plot sammen” – Jyllands-Posten

★★★★ – Berlingske

❤️❤️❤️❤️ – Politiken

Hvalfjödur, en kold vinteraften. En bekymret nabo banker på hos familien ved siden af, som ingen har set eller hørt fra i en uge, men får intet svar. Da han endelig får tvunget sig adgang gennem en bagdør, møder der ham et grumt syn.

Efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn kaldes til gerningsstedet for at undersøge en forbrydelse, som har udslettet en hel familie. Som opklaringen skrider frem, kommer isnende hemmeligheder om familien frem i lyset.

Sort is er første bind af fire i serien af samme navn. Titlen henviser til det dødsensfarlige vejrfænomen, der opstår, når smeltet is eller sne igen fryser til og lægger sig som et usynligt, spejlglat lag på asfalten. I Sort is lurer farerne lige under overfladen, og hemmeligheder kommer frem i lyset – alt sammen med Islands natur og afsidesliggende samfund som drabeligt bagtæppe.

Du kan købe Sort is online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.

---