Tom Kristensen, Nicki Pedersen og to gange Magnussen er blandt de kørere, der deler historier fra deres karriere i Mit livs ræs. Her kan du læse om Kevin Magnussens største oplevelse i motorsport.
I en helt ny bog fortæller Danmarks største navne i motorsporten om nogle af de vigtigste begivenheder i deres karriere.
Mit livs ræs byder blandt andet på historier fra stjerner som Tom Kristensen, Nicki Pedersen, Christina Nielsen og to gange Magnussen fortalt til journalist og motorsportkommentator Ulrik Jönsson.
Det kræver meget mere end bare at kunne træde på speederen og dreje på rattet, hvis man skal være racerkører i verdensklasse. For at nå toppen skal man først og fremmest have en stærk psyke og masser af selvtillid. Kevin Magnussen havde begge dele allerede som teenager i en gokart, og det har ført ham hele vejen til Formel 1.
SELVTILLID HAR EN ENORM BETYDNING i sportens verden. Den kommer, når man beviser over for sig selv, at man er god. Jo flere gange man gør det, des større bliver selvtilliden. Hvis det så lykkes rigtig mange gange, så ender man med at tro, at man er den bedste.
Den følelse kender jeg.
Det er ikke sådan, at jeg fra fødslen bare havde en kæmpe tro på mig selv, men jeg har altid haft en ekstra mental styrke i forhold til mange andre. En af de første gange, det gik op for mig, var til første afdeling af Peugeot Super Kart i 2006, da jeg var 14 år gammel. Der var et officielt DM, hvor finalen blev afviklet på en enkelt dag, og så var der Peugeot Super Kart, en serie med afdelinger i løbet af hele sæsonen. Det blev betragtet som et uofficielt DM.
Vi skulle køre på Thy Karting Center, som jeg elskede. Det var en stor og rigtig fed racerbane, og så var der den lille tvist, at det altid blæser på den egn, og det gjorde løbene til en anderledes udfordring, fordi de små gokarts er meget påvirkelige i vinden. Vi kørte tit deroppe, og det var nogle fede ture til Nordjylland for os gokartbørn.
Vigsø Feriecenter lå tæt på, og der boede vi sammen med vores familier. Det var det eneste, der mindede om et hotel i nærheden af banen, så alle tjekkede ind der. Det var perfekt for os børn. Vi kørte race om dagen, og om aftenen legede og badede vi, mens de voksne grillede foran hytterne.
Alt gik indledningsvist perfekt for mig, og jeg skulle starte i pole position i finalen. Jeg fik en god start, men allerede i første sving gik det galt. Jeg blev kørt af banen af en konkurrent, så jeg røg ud i græsset og videre helt ud i dækvæggen.
Heldigvis var der ikke sket noget alvorligt med gokarten, men jeg skulle have vendt den og tilbage på banen, før jeg kunne køre videre. Hele feltet drønede forbi, og jeg var langt efter den næstsidste i feltet, da jeg endelig nåede ind på banen igen. Fra pole position til absolut sidst efter bare ét sving. Jeg var rasende, men der skete også noget andet inden i mig. Det var som en ild, der brændte. Jeg kunne mærke, hvor fed en følelse det ville blive at vinde alligevel. Jeg så for mig, hvordan jeg kørte mig op gennem feltet og vandt løbet.
I virkeligheden var det et helt andet billede, jeg havde udsigt til: feltet, der kørte helt ovre på den anden side af banen. De var langt væk. Mine dæk var møgbeskidte efter turen i græsset, så de fungerede ikke ret godt, da jeg kom tilbage på asfalten, men de fik hurtigt godt fat i underlaget igen, og jeg kom op i fart. I løbet af et par omgange fik jeg kontakt med den bagerste kører i feltet og overhalede ham med det samme. Det var afgørende, at jeg hurtigt havde fået kontakt til feltet, inden der kom for stor spredning på de andre kørere. Jeg tænkte kun på afstanden op til nummer 1, selvom jeg efter den første overhaling var nummer 35. Så jeg manglede lige 34 overhalinger mere. Jeg nappede dem en efter en. Jeg nåede op omkring 10.-pladsen, men så blev jeg ramt af et nyt uheld.
Udstødningen på min gokart knækkede.
Det betød, at jeg mistede meget power i motoren, men jeg var flyvende efter de mange overhalinger, så jeg troede stadig på, at jeg kunne nå op som nummer 1, selv med mindre motorkraft. Desværre var den manglende fart ikke det eneste problem. I gokart kunne man blive diskvalificeret for teknisk defekt. En knækket udstødning var en teknisk defekt. Hvis dommeren opdagede det, ville han vise mig det sorte flag, der betød, at jeg var ude af løbet. Jeg ville give den alt, hvad jeg havde, indtil jeg blev diskvalificeret. Måske kunne jeg ikke vinde, men jeg ville nå at føre, inden de tog mig ud af løbet. På den måde kunne jeg vise alle, hvad jeg kunne, selvom jeg ikke ville få pokalen med hjem til Roskilde.
Jeg overhalede et par stykker mere i feltet, så jeg kom op til gruppen med de førende kørere i løbet. Jeg lå helt tæt på dem, og så bemærkede jeg, at løbets officials stod og kiggede efter os, når vi kørte forbi. De kunne høre en gokart med knækket udstødning. Den larmede helt vildt. Man kan ikke se det udefra, når en udstødning er knækket, så de kunne kun gå efter lyden, og vi lå så tæt i frontgruppen, at de ikke umiddelbart kunne afgøre, hvem af os der havde defekten og skulle have det sorte exit-flag.
Jeg lagde en ny plan, så jeg måske alligevel kunne vinde. Jeg vidste, at hvis jeg overhalede dem foran mig, ville jeg måske få et hul til dem, og så kunne løbets officials med det samme høre, at min gokart var i stykker. Det ville jeg ikke risikere. Jeg skulle sørge for hele tiden at holde mig tæt på konkurrenterne, mens jeg fik kæmpet mig op på andenpladsen. Der ville jeg så vente til allersidste omgang med at gå forbi den forreste og så ellers bare håbe på, at den gik. Man kunne nemlig ikke blive diskvalificeret for teknisk defekt efter løbet. Til den kontrol kiggede de kun efter, om der var noget ulovligt ved motoren eller andet i gokarten, så man havde haft en fordel. Teknisk defekt under løbet var ikke nogen fordel. Min knækkede udstødning larmede bare og var ikke til fare for andre. Så jeg skulle bare over stregen, inden de nåede at opdage, at det var mig, der larmede.
Min plan lykkedes. Jeg kørte først over målstregen. Det var en fantastisk følelse at vinde. Og så på den måde. 35 overhalinger på de 20 minutter, som finalen varede, var ikke nemt. Jeg skulle ikke bare være hurtigere end konkurrenterne, jeg skulle være sindssygt meget hurtigere end dem fra sidste position med manglede motorkraft. Alligevel vidste jeg bare, at jeg kunne gøre det.
Det løb sad i mig i lang tid. Sejren var en af dem, der virkelig boostede selvtillidsbarometeret.
I Formel 1 har alle været vant til at vinde. Samtlige kørere har masser af pole positions, podiepladser og sejre bag sig. Ellers kommer man ikke i nærheden af en plads i det felt. Hele vejen fra gokart til World Series by Renault 3.5 følte jeg, at jeg kunne vinde, hver eneste gang jeg stillede op til et løb.
Det ændrede sig brat i 2013, da jeg tog skridtet fra McLarens juniorprogram, som jeg havde været en del af i flere sæsoner, til at være Formel 1-kører for McLaren og overtog Sergio Perez’ plads som teamkammerat til Jenson Button. Jeg elsker at køre i racerbiler, men det handler om at konkurrere. Det er det, jeg virkelig elsker. Uanset hvor fede bilerne end er, så ville jeg ikke gide at bruge mit liv på at køre rundt i dem, hvis der ikke var nogen at ræse imod. For mig er det at vinde og være den bedste essentielt. Det ligger bare så dybt i nogle mennesker, og det er de mennesker, der ender med at blive sportsfolk. Vi søger derhen, hvor man kan finde sejrene.
Det var også derfor, at jeg altid sagde, at det ikke bare var drømmen for mig at komme i Formel 1. Det var at vinde i Formel 1, at slå alle de bedste kørere, teams og ingeniører. Den tanke drev mig frem til den sværeste klub at blive medlem af i motorsport. Jeg var nærmest forblændet af det, helt fra jeg var barn. Jeg var så stålfast i min tro på, at jeg var den bedste. Det var aldrig blot et håb, at jeg en dag ville komme i Formel 1. Jeg glædede mig til det. Det var slet ikke en mulighed, at det ikke skulle ske.
Formel 1 er mentalt så voldsomt, at jeg ikke kan forestille mig noget hårdere sted at være. Jeg tror ikke, at der findes en anden sport, der stiller lige så høje krav til din mentale styrke. Alle kommer med masser af succes i bagagen – og det slutter så brat fra den ene dag til den anden. Der er ganske få, der ryger direkte ind i et topteam med mulighed for at vinde i Formel 1. For alle andre er det slut med at vinde. Det bliver en lang kamp for at holde fast i selvtilliden, man har opbygget, siden man var barn, for der er ikke længere noget, der bekræfter den selvtillid. Ingen pole positions, ingen podier, ingen sejre, stort set ingen topplaceringer. Hvis man mister troen på sig selv, er man færdig i motorsport. Det er en mental udfordring, der er svær at beskrive, og det lykkedes ikke for mig at overvinde den hele vejen igennem opholdet hos McLaren.
Jeg var blevet sat på en nærmest umulig opgave. McLaren betragtede sig som et topteam, og de mente, at vi skulle køre med om sejrene hver eneste gang. Den indstilling blev forstærket af, at jeg i foråret 2014 kom på podiet i mit allerførste løb for dem. Jeg endte grandprixet i Australien som nummer tre, men fik senere tildelt andenpladsen, da Daniel Ricciardo blev diskvalificeret, fordi han havde fået for meget brændstof på bilen under løbet. Derefter mente alle, både internt hos McLaren og udefra med medier, fans og sponsorer, at vi underpræsterede, uanset hvad vi gjorde. Teamet gik i panik, fordi de i løbet af sæsonen kunne se, at vi ikke kunne kæmpe med om sejrene. Vi scorede point med placeringer i den bedste del af midterfeltet, og McLaren blev nummer fem i konstruktørernes mesterskab, men vi havde bare ikke bilen til at være med helt i toppen på det tidspunkt.
Det slog skår i min selvtillid.
Samtidig havde det været et chok for mig at blive teamkammerat med Jenson Button. Jeg havde kæmpet mod mange meget dygtige kørere på min vej mod Formel 1, men jeg overbeviste altid mig selv om, at jeg var bedre end dem og vandt også klasserne under Formel 1. Da jeg så kom til McLaren, opdagede jeg, at der var andre bag rattet, der var mindst lige så gode som mig. Når det kom til talent, fart og evner i bilen, følte jeg godt, at jeg kunne være med, men Jenson Button var tidligere verdensmester og havde kørt Formel 1 i næsten 15 år, så han havde en gigantisk erfaring. Jeg havde altid kunnet finde en måde at slå kørere, der var dygtige, men jeg kunne ikke finde min vej frem her. Han var klogere og bedre uddannet i sporten end mig, så jeg kunne ikke gøre ham noget i løbene.
Heldigvis var Jenson Button ikke kun dygtig i en racerbil, han var også en rigtig god fyr at have som teamkammerat. Han hvilede så meget i sig selv, at han ikke brugte tid på at prøve at gøre tingene sværere for mig, så han tog sig bedre ud i øjnene på teamcheferne. Han var god at lære af, og jeg vidste, at jeg skulle lære nogle af de ting, som han kunne, hvis jeg nogensinde skulle kunne slå en kører som ham. Inderst inde var jeg stadig sikker på, at jeg kunne nå et niveau, hvor jeg kunne vinde over ham, men lige nu og her måtte jeg erkende, at det krævede tålmodighed. Jeg skulle skoles bedre.
En af de ting, jeg lærte, var, at det sværeste ikke er at slå sine konkurrenter. Det er at præstere sit allerbedste hver gang. Det er næsten en umulig opgave. Når man ser på de allerbedste sportsfolk i verden som Lionel Messi, Michael Jordan eller Lewis Hamilton, så er de ikke specielle, fordi de er exceptionelle, når de er bedst. De er specielle, fordi de aldrig er ret langt fra det niveau. Det er derfor, Lewis Hamilton vinder i Formel 1. Han har rigtig mange dage, hvor han rammer sit topniveau. Jeg har bevist mange gange over for mig selv, at jeg også har det i mig. Lige siden den dag i Thy, da jeg som dreng blev danmarksmester i gokart, og hele vejen op gennem min karriere. Jeg ved, at jeg kan være bedre end alle andre, den bedste i verden, men den store opgave er at være det hver gang.
McLaren vidste godt, at jeg ikke kunne slå Jenson Button i løbene, da jeg kom til teamet. Det var der heller ingen krav om i min kontrakt. Der var hverken indskrevet placeringer eller et antal point, jeg skulle opnå i sæsonen. Teamet regnede med, at de ting ville komme af sig selv over tid, hvis jeg bare var hurtig nok. De ville se, at jeg havde farten, og det ville de se i kvalifikationerne til løbene. Jeg skulle slå Jenson Button på omgangstider, og jeg fik et helt konkret tal på, hvor meget hurtigere end ham jeg skulle være over sæsonen for at beholde mit sæde.
Det lyder måske som et simpelt krav, men det var ikke et helt nemt tal, de havde fundet frem til. De havde regnet ud, hvor meget hurtigere Lewis Hamilton var end Button i kvalifikationerne set over hele 2012-sæsonen, da de begge var hos McLaren. Og jeg skulle slå Button med lige så meget, som Hamilton havde gjort. Så var banen ligesom kridtet op for en rookie, men jeg gjorde det. Jeg indfriede det krav.
Der var til gengæld mange andre punkter, hvor jeg ikke præsterede godt nok i mit første år i Formel 1. Det vil jeg aldrig prøve at løbe fra. Jeg scorede blandt andet for få point. 55 point og en samlet 11.-plads var ikke godt nok, men jeg udførte det job, som de havde bedt mig om for at beholde sædet. I mit hoved så det sådan ud, at når jeg var hurtigere end Button, der var blevet verdensmester tidligere, og jeg havde matchet en anden verdensmesters tider, Lewis Hamiltons, så måtte det betyde, at jeg også kunne blive verdensmester, når jeg havde fået lidt mere erfaring.
I stedet røg jeg helt ud af Formel 1 efter bare en enkelt sæson. McLaren havde i efteråret skrevet kontrakt med Fernando Alonso til 2015-sæsonen, så Button og jeg vidste, at en af os skulle væk. Samtidig var der interne stridigheder i bestyrelsen hos McLaren på grund af den skuffende sæson, og vi endte med at blive brikker i det spil. Button blev i Formel 1-sædet, mens jeg blev degraderet til reserve- og testkører.
Min tro på mig selv var fuldstændig væk.
Jeg flyttede hjem fra England til Roskilde. I stedet for at være Formel 1-kører sad jeg i 2015 som tilskuer og så min far, Jan Magnussen, køre Le Mans. Jeg var gået fra toppen til bunden mentalt på bare et år, men der sad et eller andet fast fra mit fundament af selvtillid, da jeg kom i spil til Formel 1 igen. Jeg var ellers begyndt at se mig om efter andre muligheder og havde underskrevet en kontrakt med Porsche om at skulle køre deres LMP-bil i World Endurance Championship. Det var et fedt job at få, men de trak stikket til projektet, da dieselskandalen ramte Volkswagen. De indrømmede at have manipuleret med resultater af miljøtest på deres almindelige gadebiler og blev idømt gigantiske bøder, og det kostede på motorsportsfronten, hvor de blandt andet lukkede LMP-projektet.
I stedet kom jeg i kontakt med Mercedes, der ville have mig til at køre i den tyske DTM-serie. Jeg var meget tæt på at skrive under på kontrakten, men så begyndte det at rumle hos Renault i Formel 1, og jeg fik en fornemmelse af, at jeg var i spil til et sæde. Jeg undskyldte mig over for Mercedes et par gange og trak tiden i forhold til at sætte en underskrift. Jeg sagde til dem, at vi lige måtte skyde det en uge, men den går ikke så længe med en fabrik som Mercedes. De svarede, at nu skulle jeg altså skrive under, ellers ville de gå videre. Jeg satsede hele butikken og sagde, at de måtte finde en anden, selvom jeg slet ikke var sikker på Renaults Formel 1-sæde på det tidspunkt. Heldigvis lykkedes det.
I dag havde jeg ikke turde at tage den samme chance: at stå uden et job og sige nej tak til en kæmpefabrik som Mercedes. Jeg havde det bare sådan, at hvis jeg ikke satsede alt, når der var en mulighed for at komme tilbage til Formel 1, så kunne det hele være lige meget. Der er mange andre fede racerjobs end Formel 1, men jeg er selvfølgelig glad for, at jeg gik efter Formel 1-chancen hos Renault i stedet for at tage det sikre job, der lå på bordet foran mig. Det viste mig også, at selv når jeg er længst nede, så har jeg stadig en tro på, at det nok skal lykkes, også selvom det er længe siden, jeg har vundet noget.
Jeg tror også stadig på, at jeg kan komme til at vinde i Formel 1. Der sker så mange ting i de her år, der kan give mig nogle muligheder. Reglementet bliver lavet om for at gøre Formel 1 mere jævnbyrdigt, og det kan give mig bedre chancer for at vise, at jeg har det, der skal til for at blive verdensmester.
Måske bliver det mere tydeligt for et af de bedste teams? Måske bliver det muligt at vinde med Haas?
Ingen ved, hvordan fremtiden kommer til at se ud i sporten, men jeg ved, at hvis jeg en dag ikke tror på, at jeg kan vinde, så vil jeg ikke være i Formel 1 længere. Så vil jeg langt hellere søge andre steder hen for at erobre motorsportsverdenen – til Le Mans, Daytona, Sebring, Indy 500 eller nogle af de andre store legendariske løb. Jeg vil have pokaler og titler i bytte for det hårde arbejde, jeg har lagt i motorsport hele mit liv.
Jeg vil være ked af, hvis jeg som 35-årig slutter min karriere i motorsport i Formel 1, uden jeg har vundet noget. Hvis det bedste, jeg har opnået, er en niendeplads i Formel 1-mesterskabet, som jeg gjorde i 2018, så vil jeg ikke hænge billeder op af det i mit hjem. Jeg vil skamme mig over, at jeg ikke fik mere ud af det.
Kevin Magnussen (født 1992) blev årets kartingtalent i Danmark i 2006, da han vandt DM og Peugeot Super Kart. Han skiftede til Formel Ford i 2008, hvor han vandt 11 ud af 15 løb og blev suveræn dansk mester. Fra 2009 kørte han internationalt i Formel Renault 2.0, det tyske og engelske Formel 3-mesterskab, inden han i 2012 skiftede til World Series by Renault 3.5. I 2013 vandt han mesterskabet i den serie. I sit Formel 1-debutløb for McLaren i 2014 blev han nummer to i Australiens grandprix. Han skiftede til Renault i 2016 og blev nummer 16 i Formel 1-mesterskabet, inden han skiftede til Haas-teamet, hvor han i 2020 er i gang med sin fjerde sæson.
De danske racer- og speedwaykørere har i mere end 50 år været at finde blandt de absolutte verdensstjerner.
Men hvad har været motorsportsstjernernes karrieres største oplevelser?
I Mit livs ræs fortæller Kevin Magnussen, Tom Kristensen, Erik Gundersen, Ole Olsen, Jan Magnussen, Hans Nielsen og mange andre om de største øjeblikke på banen og giver dermed et sjældent indblik ind bag kulissen i motorsport.
Tom Kristensen, Nicki Pedersen og to gange Magnussen er blandt de kørere, der deler historier fra deres karriere i Mit livs ræs. Her kan du læse om Kevin Magnussens største oplevelse i motorsport.
I en helt ny bog fortæller Danmarks største navne i motorsporten om nogle af de vigtigste begivenheder i deres karriere.
Mit livs ræs byder blandt andet på historier fra stjerner som Tom Kristensen, Nicki Pedersen, Christina Nielsen og to gange Magnussen fortalt til journalist og motorsportkommentator Ulrik Jönsson.
LÆS OGSÅ: Da Ole Ritter slog timerekorden i Mexico City. Smuglæs i Mit Livs Løb
Det er historierne om stjernernes største sejre, de vildeste løb på de mest legendariske baner og om de voldsomme sammenstød, der kan ændre alt.
Med Mit livs ræs får du 50 års motorsportshistorie fortalt af stjernerne selv. Her kan du læse Kevin Magnussens bidrag til bogen.
Du kan købe Mit livs ræs online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Mit livs ræs
Kevin Magnussen
Fortalt til Ulrik Jönsson
PEUGEOT SUPER KART THY KARTING CENTER
22. APRIL 2006
TANKENS KRAFT
Det kræver meget mere end bare at kunne træde på speederen og dreje på rattet, hvis man skal være racerkører i verdensklasse. For at nå toppen skal man først og fremmest have en stærk psyke og masser af selvtillid. Kevin Magnussen havde begge dele allerede som teenager i en gokart, og det har ført ham hele vejen til Formel 1.
SELVTILLID HAR EN ENORM BETYDNING i sportens verden. Den kommer, når man beviser over for sig selv, at man er god. Jo flere gange man gør det, des større bliver selvtilliden. Hvis det så lykkes rigtig mange gange, så ender man med at tro, at man er den bedste.
Den følelse kender jeg.
Det er ikke sådan, at jeg fra fødslen bare havde en kæmpe tro på mig selv, men jeg har altid haft en ekstra mental styrke i forhold til mange andre. En af de første gange, det gik op for mig, var til første afdeling af Peugeot Super Kart i 2006, da jeg var 14 år gammel. Der var et officielt DM, hvor finalen blev afviklet på en enkelt dag, og så var der Peugeot Super Kart, en serie med afdelinger i løbet af hele sæsonen. Det blev betragtet som et uofficielt DM.
Vi skulle køre på Thy Karting Center, som jeg elskede. Det var en stor og rigtig fed racerbane, og så var der den lille tvist, at det altid blæser på den egn, og det gjorde løbene til en anderledes udfordring, fordi de små gokarts er meget påvirkelige i vinden. Vi kørte tit deroppe, og det var nogle fede ture til Nordjylland for os gokartbørn.
Vigsø Feriecenter lå tæt på, og der boede vi sammen med vores familier. Det var det eneste, der mindede om et hotel i nærheden af banen, så alle tjekkede ind der. Det var perfekt for os børn. Vi kørte race om dagen, og om aftenen legede og badede vi, mens de voksne grillede foran hytterne.
Alt gik indledningsvist perfekt for mig, og jeg skulle starte i pole position i finalen. Jeg fik en god start, men allerede i første sving gik det galt. Jeg blev kørt af banen af en konkurrent, så jeg røg ud i græsset og videre helt ud i dækvæggen.
Heldigvis var der ikke sket noget alvorligt med gokarten, men jeg skulle have vendt den og tilbage på banen, før jeg kunne køre videre. Hele feltet drønede forbi, og jeg var langt efter den næstsidste i feltet, da jeg endelig nåede ind på banen igen. Fra pole position til absolut sidst efter bare ét sving. Jeg var rasende, men der skete også noget andet inden i mig. Det var som en ild, der brændte. Jeg kunne mærke, hvor fed en følelse det ville blive at vinde alligevel. Jeg så for mig, hvordan jeg kørte mig op gennem feltet og vandt løbet.
I virkeligheden var det et helt andet billede, jeg havde udsigt til: feltet, der kørte helt ovre på den anden side af banen. De var langt væk. Mine dæk var møgbeskidte efter turen i græsset, så de fungerede ikke ret godt, da jeg kom tilbage på asfalten, men de fik hurtigt godt fat i underlaget igen, og jeg kom op i fart. I løbet af et par omgange fik jeg kontakt med den bagerste kører i feltet og overhalede ham med det samme. Det var afgørende, at jeg hurtigt havde fået kontakt til feltet, inden der kom for stor spredning på de andre kørere. Jeg tænkte kun på afstanden op til nummer 1, selvom jeg efter den første overhaling var nummer 35. Så jeg manglede lige 34 overhalinger mere. Jeg nappede dem en efter en. Jeg nåede op omkring 10.-pladsen, men så blev jeg ramt af et nyt uheld.
Udstødningen på min gokart knækkede.
Det betød, at jeg mistede meget power i motoren, men jeg var flyvende efter de mange overhalinger, så jeg troede stadig på, at jeg kunne nå op som nummer 1, selv med mindre motorkraft. Desværre var den manglende fart ikke det eneste problem. I gokart kunne man blive diskvalificeret for teknisk defekt. En knækket udstødning var en teknisk defekt. Hvis dommeren opdagede det, ville han vise mig det sorte flag, der betød, at jeg var ude af løbet. Jeg ville give den alt, hvad jeg havde, indtil jeg blev diskvalificeret. Måske kunne jeg ikke vinde, men jeg ville nå at føre, inden de tog mig ud af løbet. På den måde kunne jeg vise alle, hvad jeg kunne, selvom jeg ikke ville få pokalen med hjem til Roskilde.
Jeg overhalede et par stykker mere i feltet, så jeg kom op til gruppen med de førende kørere i løbet. Jeg lå helt tæt på dem, og så bemærkede jeg, at løbets officials stod og kiggede efter os, når vi kørte forbi. De kunne høre en gokart med knækket udstødning. Den larmede helt vildt. Man kan ikke se det udefra, når en udstødning er knækket, så de kunne kun gå efter lyden, og vi lå så tæt i frontgruppen, at de ikke umiddelbart kunne afgøre, hvem af os der havde defekten og skulle have det sorte exit-flag.
Jeg lagde en ny plan, så jeg måske alligevel kunne vinde. Jeg vidste, at hvis jeg overhalede dem foran mig, ville jeg måske få et hul til dem, og så kunne løbets officials med det samme høre, at min gokart var i stykker. Det ville jeg ikke risikere. Jeg skulle sørge for hele tiden at holde mig tæt på konkurrenterne, mens jeg fik kæmpet mig op på andenpladsen. Der ville jeg så vente til allersidste omgang med at gå forbi den forreste og så ellers bare håbe på, at den gik. Man kunne nemlig ikke blive diskvalificeret for teknisk defekt efter løbet. Til den kontrol kiggede de kun efter, om der var noget ulovligt ved motoren eller andet i gokarten, så man havde haft en fordel. Teknisk defekt under løbet var ikke nogen fordel. Min knækkede udstødning larmede bare og var ikke til fare for andre. Så jeg skulle bare over stregen, inden de nåede at opdage, at det var mig, der larmede.
Min plan lykkedes.
Jeg kørte først over målstregen.
Det var en fantastisk følelse at vinde. Og så på den måde. 35 overhalinger på de 20 minutter, som finalen varede, var ikke nemt. Jeg skulle ikke bare være hurtigere end konkurrenterne, jeg skulle være sindssygt meget hurtigere end dem fra sidste position med manglede motorkraft. Alligevel vidste jeg bare, at jeg kunne gøre det.
Det løb sad i mig i lang tid. Sejren var en af dem, der virkelig boostede selvtillidsbarometeret.
I Formel 1 har alle været vant til at vinde. Samtlige kørere har masser af pole positions, podiepladser og sejre bag sig. Ellers kommer man ikke i nærheden af en plads i det felt. Hele vejen fra gokart til World Series by Renault 3.5 følte jeg, at jeg kunne vinde, hver eneste gang jeg stillede op til et løb.
Det ændrede sig brat i 2013, da jeg tog skridtet fra McLarens juniorprogram, som jeg havde været en del af i flere sæsoner, til at være Formel 1-kører for McLaren og overtog Sergio Perez’ plads som teamkammerat til Jenson Button. Jeg elsker at køre i racerbiler, men det handler om at konkurrere. Det er det, jeg virkelig elsker. Uanset hvor fede bilerne end er, så ville jeg ikke gide at bruge mit liv på at køre rundt i dem, hvis der ikke var nogen at ræse imod. For mig er det at vinde og være den bedste essentielt. Det ligger bare så dybt i nogle mennesker, og det er de mennesker, der ender med at blive sportsfolk. Vi søger derhen, hvor man kan finde sejrene.
Det var også derfor, at jeg altid sagde, at det ikke bare var drømmen for mig at komme i Formel 1. Det var at vinde i Formel 1, at slå alle de bedste kørere, teams og ingeniører. Den tanke drev mig frem til den sværeste klub at blive medlem af i motorsport. Jeg var nærmest forblændet af det, helt fra jeg var barn. Jeg var så stålfast i min tro på, at jeg var den bedste. Det var aldrig blot et håb, at jeg en dag ville komme i Formel 1. Jeg glædede mig til det. Det var slet ikke en mulighed, at det ikke skulle ske.
Formel 1 er mentalt så voldsomt, at jeg ikke kan forestille mig noget hårdere sted at være. Jeg tror ikke, at der findes en anden sport, der stiller lige så høje krav til din mentale styrke. Alle kommer med masser af succes i bagagen – og det slutter så brat fra den ene dag til den anden. Der er ganske få, der ryger direkte ind i et topteam med mulighed for at vinde i Formel 1. For alle andre er det slut med at vinde. Det bliver en lang kamp for at holde fast i selvtilliden, man har opbygget, siden man var barn, for der er ikke længere noget, der bekræfter den selvtillid. Ingen pole positions, ingen podier, ingen sejre, stort set ingen topplaceringer. Hvis man mister troen på sig selv, er man færdig i motorsport. Det er en mental udfordring, der er svær at beskrive, og det lykkedes ikke for mig at overvinde den hele vejen igennem opholdet hos McLaren.
Jeg var blevet sat på en nærmest umulig opgave. McLaren betragtede sig som et topteam, og de mente, at vi skulle køre med om sejrene hver eneste gang. Den indstilling blev forstærket af, at jeg i foråret 2014 kom på podiet i mit allerførste løb for dem. Jeg endte grandprixet i Australien som nummer tre, men fik senere tildelt andenpladsen, da Daniel Ricciardo blev diskvalificeret, fordi han havde fået for meget brændstof på bilen under løbet. Derefter mente alle, både internt hos McLaren og udefra med medier, fans og sponsorer, at vi underpræsterede, uanset hvad vi gjorde. Teamet gik i panik, fordi de i løbet af sæsonen kunne se, at vi ikke kunne kæmpe med om sejrene. Vi scorede point med placeringer i den bedste del af midterfeltet, og McLaren blev nummer fem i konstruktørernes mesterskab, men vi havde bare ikke bilen til at være med helt i toppen på det tidspunkt.
Det slog skår i min selvtillid.
Samtidig havde det været et chok for mig at blive teamkammerat med Jenson Button. Jeg havde kæmpet mod mange meget dygtige kørere på min vej mod Formel 1, men jeg overbeviste altid mig selv om, at jeg var bedre end dem og vandt også klasserne under Formel 1. Da jeg så kom til McLaren, opdagede jeg, at der var andre bag rattet, der var mindst lige så gode som mig. Når det kom til talent, fart og evner i bilen, følte jeg godt, at jeg kunne være med, men Jenson Button var tidligere verdensmester og havde kørt Formel 1 i næsten 15 år, så han havde en gigantisk erfaring. Jeg havde altid kunnet finde en måde at slå kørere, der var dygtige, men jeg kunne ikke finde min vej frem her. Han var klogere og bedre uddannet i sporten end mig, så jeg kunne ikke gøre ham noget i løbene.
Heldigvis var Jenson Button ikke kun dygtig i en racerbil, han var også en rigtig god fyr at have som teamkammerat. Han hvilede så meget i sig selv, at han ikke brugte tid på at prøve at gøre tingene sværere for mig, så han tog sig bedre ud i øjnene på teamcheferne. Han var god at lære af, og jeg vidste, at jeg skulle lære nogle af de ting, som han kunne, hvis jeg nogensinde skulle kunne slå en kører som ham. Inderst inde var jeg stadig sikker på, at jeg kunne nå et niveau, hvor jeg kunne vinde over ham, men lige nu og her måtte jeg erkende, at det krævede tålmodighed. Jeg skulle skoles bedre.
En af de ting, jeg lærte, var, at det sværeste ikke er at slå sine konkurrenter. Det er at præstere sit allerbedste hver gang. Det er næsten en umulig opgave. Når man ser på de allerbedste sportsfolk i verden som Lionel Messi, Michael Jordan eller Lewis Hamilton, så er de ikke specielle, fordi de er exceptionelle, når de er bedst. De er specielle, fordi de aldrig er ret langt fra det niveau. Det er derfor, Lewis Hamilton vinder i Formel 1. Han har rigtig mange dage, hvor han rammer sit topniveau. Jeg har bevist mange gange over for mig selv, at jeg også har det i mig. Lige siden den dag i Thy, da jeg som dreng blev danmarksmester i gokart, og hele vejen op gennem min karriere. Jeg ved, at jeg kan være bedre end alle andre, den bedste i verden, men den store opgave er at være det hver gang.
McLaren vidste godt, at jeg ikke kunne slå Jenson Button i løbene, da jeg kom til teamet. Det var der heller ingen krav om i min kontrakt. Der var hverken indskrevet placeringer eller et antal point, jeg skulle opnå i sæsonen. Teamet regnede med, at de ting ville komme af sig selv over tid, hvis jeg bare var hurtig nok. De ville se, at jeg havde farten, og det ville de se i kvalifikationerne til løbene. Jeg skulle slå Jenson Button på omgangstider, og jeg fik et helt konkret tal på, hvor meget hurtigere end ham jeg skulle være over sæsonen for at beholde mit sæde.
Det lyder måske som et simpelt krav, men det var ikke et helt nemt tal, de havde fundet frem til. De havde regnet ud, hvor meget hurtigere Lewis Hamilton var end Button i kvalifikationerne set over hele 2012-sæsonen, da de begge var hos McLaren. Og jeg skulle slå Button med lige så meget, som Hamilton havde gjort. Så var banen ligesom kridtet op for en rookie, men jeg gjorde det. Jeg indfriede det krav.
Der var til gengæld mange andre punkter, hvor jeg ikke præsterede godt nok i mit første år i Formel 1. Det vil jeg aldrig prøve at løbe fra. Jeg scorede blandt andet for få point. 55 point og en samlet 11.-plads var ikke godt nok, men jeg udførte det job, som de havde bedt mig om for at beholde sædet. I mit hoved så det sådan ud, at når jeg var hurtigere end Button, der var blevet verdensmester tidligere, og jeg havde matchet en anden verdensmesters tider, Lewis Hamiltons, så måtte det betyde, at jeg også kunne blive verdensmester, når jeg havde fået lidt mere erfaring.
I stedet røg jeg helt ud af Formel 1 efter bare en enkelt sæson. McLaren havde i efteråret skrevet kontrakt med Fernando Alonso til 2015-sæsonen, så Button og jeg vidste, at en af os skulle væk. Samtidig var der interne stridigheder i bestyrelsen hos McLaren på grund af den skuffende sæson, og vi endte med at blive brikker i det spil. Button blev i Formel 1-sædet, mens jeg blev degraderet til reserve- og testkører.
Min tro på mig selv var fuldstændig væk.
Jeg flyttede hjem fra England til Roskilde. I stedet for at være Formel 1-kører sad jeg i 2015 som tilskuer og så min far, Jan Magnussen, køre Le Mans. Jeg var gået fra toppen til bunden mentalt på bare et år, men der sad et eller andet fast fra mit fundament af selvtillid, da jeg kom i spil til Formel 1 igen. Jeg var ellers begyndt at se mig om efter andre muligheder og havde underskrevet en kontrakt med Porsche om at skulle køre deres LMP-bil i World Endurance Championship. Det var et fedt job at få, men de trak stikket til projektet, da dieselskandalen ramte Volkswagen. De indrømmede at have manipuleret med resultater af miljøtest på deres almindelige gadebiler og blev idømt gigantiske bøder, og det kostede på motorsportsfronten, hvor de blandt andet lukkede LMP-projektet.
I stedet kom jeg i kontakt med Mercedes, der ville have mig til at køre i den tyske DTM-serie. Jeg var meget tæt på at skrive under på kontrakten, men så begyndte det at rumle hos Renault i Formel 1, og jeg fik en fornemmelse af, at jeg var i spil til et sæde. Jeg undskyldte mig over for Mercedes et par gange og trak tiden i forhold til at sætte en underskrift. Jeg sagde til dem, at vi lige måtte skyde det en uge, men den går ikke så længe med en fabrik som Mercedes. De svarede, at nu skulle jeg altså skrive under, ellers ville de gå videre. Jeg satsede hele butikken og sagde, at de måtte finde en anden, selvom jeg slet ikke var sikker på Renaults Formel 1-sæde på det tidspunkt. Heldigvis lykkedes det.
I dag havde jeg ikke turde at tage den samme chance: at stå uden et job og sige nej tak til en kæmpefabrik som Mercedes. Jeg havde det bare sådan, at hvis jeg ikke satsede alt, når der var en mulighed for at komme tilbage til Formel 1, så kunne det hele være lige meget. Der er mange andre fede racerjobs end Formel 1, men jeg er selvfølgelig glad for, at jeg gik efter Formel 1-chancen hos Renault i stedet for at tage det sikre job, der lå på bordet foran mig. Det viste mig også, at selv når jeg er længst nede, så har jeg stadig en tro på, at det nok skal lykkes, også selvom det er længe siden, jeg har vundet noget.
Jeg tror også stadig på, at jeg kan komme til at vinde i Formel 1. Der sker så mange ting i de her år, der kan give mig nogle muligheder. Reglementet bliver lavet om for at gøre Formel 1 mere jævnbyrdigt, og det kan give mig bedre chancer for at vise, at jeg har det, der skal til for at blive verdensmester.
Måske bliver det mere tydeligt for et af de bedste teams? Måske bliver det muligt at vinde med Haas?
Ingen ved, hvordan fremtiden kommer til at se ud i sporten, men jeg ved, at hvis jeg en dag ikke tror på, at jeg kan vinde, så vil jeg ikke være i Formel 1 længere. Så vil jeg langt hellere søge andre steder hen for at erobre motorsportsverdenen – til Le Mans, Daytona, Sebring, Indy 500 eller nogle af de andre store legendariske løb. Jeg vil have pokaler og titler i bytte for det hårde arbejde, jeg har lagt i motorsport hele mit liv.
Jeg vil være ked af, hvis jeg som 35-årig slutter min karriere i motorsport i Formel 1, uden jeg har vundet noget. Hvis det bedste, jeg har opnået, er en niendeplads i Formel 1-mesterskabet, som jeg gjorde i 2018, så vil jeg ikke hænge billeder op af det i mit hjem. Jeg vil skamme mig over, at jeg ikke fik mere ud af det.
Kevin Magnussen (født 1992) blev årets kartingtalent i Danmark i 2006, da han vandt DM og Peugeot Super Kart. Han skiftede til Formel Ford i 2008, hvor han vandt 11 ud af 15 løb og blev suveræn dansk mester. Fra 2009 kørte han internationalt i Formel Renault 2.0, det tyske og engelske Formel 3-mesterskab, inden han i 2012 skiftede til World Series by Renault 3.5. I 2013 vandt han mesterskabet i den serie. I sit Formel 1-debutløb for McLaren i 2014 blev han nummer to i Australiens grandprix. Han skiftede til Renault i 2016 og blev nummer 16 i Formel 1-mesterskabet, inden han skiftede til Haas-teamet, hvor han i 2020 er i gang med sin fjerde sæson.
De danske racer- og speedwaykørere har i mere end 50 år været at finde blandt de absolutte verdensstjerner.
Men hvad har været motorsportsstjernernes karrieres største oplevelser?
I Mit livs ræs fortæller Kevin Magnussen, Tom Kristensen, Erik Gundersen, Ole Olsen, Jan Magnussen, Hans Nielsen og mange andre om de største øjeblikke på banen og giver dermed et sjældent indblik ind bag kulissen i motorsport.
Overskuddet fra bogen går til velgørende formål.
Du kan købe Mit livs ræs online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: