Kevin Magnussen fortæller i bogen Alt eller intet – Mine år i Formel 1 om sin karriere i motorsport og verdens mest prestigefyldte racerturnering. Læs om at køre den legendariske bane i Monaco her.
I Alt eller intet– Mine år i Formel 1 fortæller racerkøren Kevin Magnussens sin medrivende og højspændte historie om sine syv sæsoner i Formel 1.
Kom helt tæt på motorsportens kongeklasse, hvor både ambitioner, forventninger og gevinster er enorme – det samme er egoerne dog også, og den nådesløse konkurrence mellem modstandere og holdkammerater fører både fjendskab og venskab med sig.
Kevin Magnussen var kun to år gammel, da han første gang sad i en gokart, og Formel 1 har hele livet været en stor drøm for ham. Drømmen førte hurtigt en karriereplan med sig, men det kræver ikke kun talent at komme indenfor i racerkørernes fineste selskab, men også mange millioner af kroner …
En måneds tid senere stod kalenderen på det ikoniske grandprix i Monaco. At møde op der uden at skulle køre, var noget af det værste for mig i hele den 2015-sæson. Formel 1 i Monaco er det fedeste, man kan prøve i en racerbil. Det bliver ikke vildere. Det er en bybane og alligevel en højhastighedsbane. Det er max downforce. Den performance, bilen har i svingene, er så sindssyg.
Banen er snørklet, det går op og ned, der er blinde sving og mure alle vegne. Prøv at forestille dig at køre gennem Københavns gader med 350 km/t., men du skal ikke lige ud ad H.C. Andersens Boulevard. Du skal igennem alle de snævre sidegader.
Det lyder umuligt, men en Formel 1-bil kan klare det. Selv for en racerkører kommer det som et chok, når man endelig sidder i maskinen. Når du kommer fra gokart til Formel Ford, tænker man: ”Hold da kæft, det går stærkt!” Det tænker man igen, når man rykker videre til Formel 3. Der er pludselig meget downforce og mange flere kræfter i bilen. I World Series bliver det hele doblet op igen, men det sidste skridt op til Formel 1 føles tre-fire gange så stort, som alle de andre skridt på vejen har været.
Når man træder på gassen i en Formel 1-bil, så tænker man over, hvordan man nogensinde skal kunne komme til at time det i forhold til at ramme sine bremsepunkter. Det er svært bare at nå at geare op på det rigtige tidspunkt, fordi den trækker så meget. Gearene kommer bare ufattelig hurtigt efter hinanden. Og det er det samme, når man skal geare ned på vej ind i svinget:
”Bang, bang, bang, bang, bang.”
Jeg kan ikke forklare det anderledes. Racerkørere forklarer alting med lyde. Man skal fem gear ned på omkring et sekund: ”Bang, bang, bang, bang, bang.” Hov, var det fem? Eller var det fire? Hvis det var fire, har du fucket op. Det er så overvældende, at man skal gøre alting vanvittig hurtigt i en Formel 1-bil. Der skal ikke ret meget til, før man slet ikke får bremset. Så kører man gennem svinget med over 300 km/t. og ender i en mur.
At time det, så man lige præcis får udbremset sin konkurrent i stedet, handler om marginaler. Når man gennemgår alle 70 omgange fra et Formel 1-løb, ligger bremsepunktet i et enkelt sving inden for et par meter på hver eneste omgang. Man kommer fra 330 km/t. til 190 km/t. og rammer inden for en enkelt eller to meter både apex i svinget og hastigheden. Det bliver en gentagelse omgang efter omgang, og det er den, man kører efter. Det er derfor, racerkørere forklarer alt med lyde. Bremse, geare ned, dreje. Det bliver en fast rytme.
Det vildeste ved en Formel 1-bil er følelsen af høj fart. Ikke så meget farten i sig selv, men det greb, bilen får i asfalten. Jo hurtigere man kører, des mere downforce får man. Der er så meget tryk, at man ikke kan skride, når man når 300 km/t. Det føles, som om bilen er limet til jorden. Man kan godt få bilen til at understyre eller overstyre ved den fart, men du skal virkelig presse bilen meget, meget hårdt, før det sker.
Og når man så skal køre på en bybane som Monaco, er det fantastisk at opleve, hvad bilen kan i svingene. Den kan tage et 90-graderssving med 250 km/t. Prøv lige at tænke over det. Du kommer kørende ad en landevej med 250 km/t., så kommer der en sidevej, og den drejer du ind på med den fart. Det kan en Formel 1-bil. På YouTube kan man finde onboard-optagelser fra cockpittet af en poleposition-omgang i Monaco.
Hvis man har prøvet at køre 200 km/t., så kan man måske forestille sig, hvordan det må være at dreje bare med den fart, og så i Monacos små gader, hvor der er jernmure hele vejen rundt om banen – samtidig med at du lige skal køre race mod en masse andre.
Når man får kontrol over en Formel 1-bil, føles det nærmest, som om man flyver eller har overnaturlige kræfter. Man bliver ét med bilen. Der findes ikke en bedre følelse i verden, og det gik jeg altså også glip af til Monaco Grand Prix 2015. Jeg var rasende som et barn, der står ved verdens fedeste rutsjebane, men ikke må prøve den. Jeg havde taget min grandfætter med til den rige og fancy bystat, så jeg havde en at gå amok med, når det blev for meget for mig kun at være tilskuer. Og det gjorde vi.
Der skulle åbenbart meget alkohol til at få mine mange frustrationer væk. Jeg vågnede i hvert fald ved siden af swimmingpoolen på hotellet den næste morgen. Det var i sig selv ikke så godt, men det blev endnu værre af, at det var et hotel, hvor der boede rigtig mange folk fra de forskellige Formel 1-teams. Også McLaren-ansatte.
Heldigvis vågnede jeg tidligt, så jeg nåede at komme væk, inden der var alt for mange, der opdagede mig. Nogle få af mekanikerne havde set mig, men de havde forståelse for, at jeg skulle have afløb på en eller anden måde. De var selv nogle drengerøve og var tit i byen, så de syntes, at det var sjovt. Og de holdt tæt med historien.
Jeg havde mange gode venner i paddocken. De havde sympati for mig. Alle de vilde ting, som jeg lavede, kunne hurtigt have skabt en masse rygter i Formel 1-feltet og skandalehistorier i medierne, men det skete aldrig. Det skylder jeg dem stor tak for. Men okay, så var det heller ikke værre. Jeg var langt nede, jeg festede, og det var det. Jeg gjorde ingen fortræd. Ud over mig selv.
Kevin Magnussen er født til fart. Og i bogen Alt eller intet kan du blive klogere på den spændende historie om Kevins syv sæsoner i Formel 1. Det er et ærligt indblik i motorsportens kongeklasse, hvor ambitionerne – og pengene er rigtig store – og det samme kan man sige om den konkurrence, som både er mellem konkurrenterne og holdkommeraterne.
Kevin var kun to år gammel, da han sad i en gokart for første gang. Og drømmen om Formel 1 blev hurtigt fasttømret.
I Alt eller intet tager Kevin Magnussen dig med helt ind bag rattet i en Formel 1-racer. Han fortæller desuden om livet i kulissen bag det brølende spektakel på verdens mest berømte racerbaner; om venskab og fjendskab, om at sætte livet på spil, om podieplaceringer og slemme skuffelser.
Den nyeste bog om Formel 1 med Kevin Magnussen: Ikoniske Formel 1 baner.
I denne medrivende og billedrige bog fortæller Danmarks motorsportsstjerne nummer 1, Kevin Magnussen, om de mest ikoniske baner i Formel 1. Der er både historiske gadeløb og store anlæg. Hver med deres specielle kendetegn.
Det er baner, hvor hestekræfter og teknologi ikke altid er nok til at vinde, for det kræver også noget særligt af køreren at få bilen gennem samtlige omgange af et løb. Det kan Kevin Magnussen i den grad tale med om.
Bogen er skrevet af Danmarks førende motorsportsekspert, Peter Nygaard. Han har dækket Formel 1 siden 1982. Peter Nygaard folder hæsblæsende historier om banerne ud med sans for dramatiske hændelser, vigtige detaljer, historiske nedslag og afgørende øjeblikke.
Kevin Magnussen fortæller i bogen Alt eller intet – Mine år i Formel 1 om sin karriere i motorsport og verdens mest prestigefyldte racerturnering. Læs om at køre den legendariske bane i Monaco her.
I Alt eller intet – Mine år i Formel 1 fortæller racerkøren Kevin Magnussens sin medrivende og højspændte historie om sine syv sæsoner i Formel 1.
LÆS OGSÅ: Fadøl, børn på banen og strudseløb. 5 vanvittige historier fra formel 1
Kom helt tæt på motorsportens kongeklasse, hvor både ambitioner, forventninger og gevinster er enorme – det samme er egoerne dog også, og den nådesløse konkurrence mellem modstandere og holdkammerater fører både fjendskab og venskab med sig.
Kevin Magnussen var kun to år gammel, da han første gang sad i en gokart, og Formel 1 har hele livet været en stor drøm for ham. Drømmen førte hurtigt en karriereplan med sig, men det kræver ikke kun talent at komme indenfor i racerkørernes fineste selskab, men også mange millioner af kroner …
Læs om Formel 1 i Monaco herunder.
Du kan købe Alt eller intet – Mine år i Formel 1 online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1 november.
Kevin Magnussen
Alt eller intet – Mine år i Formel 1
I cockpittet med 350 Km/t gennem Monacos gader
En måneds tid senere stod kalenderen på det ikoniske grandprix i Monaco. At møde op der uden at skulle køre, var noget af det værste for mig i hele den 2015-sæson. Formel 1 i Monaco er det fedeste, man kan prøve i en racerbil. Det bliver ikke vildere. Det er en bybane og alligevel en højhastighedsbane. Det er max downforce. Den performance, bilen har i svingene, er så sindssyg.
Banen er snørklet, det går op og ned, der er blinde sving og mure alle vegne. Prøv at forestille dig at køre gennem Københavns gader med 350 km/t., men du skal ikke lige ud ad H.C. Andersens Boulevard. Du skal igennem alle de snævre sidegader.
Det lyder umuligt, men en Formel 1-bil kan klare det. Selv for en racerkører kommer det som et chok, når man endelig sidder i maskinen. Når du kommer fra gokart til Formel Ford, tænker man: ”Hold da kæft, det går stærkt!” Det tænker man igen, når man rykker videre til Formel 3. Der er pludselig meget downforce og mange flere kræfter i bilen. I World Series bliver det hele doblet op igen, men det sidste skridt op til Formel 1 føles tre-fire gange så stort, som alle de andre skridt på vejen har været.
Når man træder på gassen i en Formel 1-bil, så tænker man over, hvordan man nogensinde skal kunne komme til at time det i forhold til at ramme sine bremsepunkter. Det er svært bare at nå at geare op på det rigtige tidspunkt, fordi den trækker så meget. Gearene kommer bare ufattelig hurtigt efter hinanden. Og det er det samme, når man skal geare ned på vej ind i svinget:
”Bang, bang, bang, bang, bang.”
Jeg kan ikke forklare det anderledes. Racerkørere forklarer alting med lyde. Man skal fem gear ned på omkring et sekund: ”Bang, bang, bang, bang, bang.” Hov, var det fem? Eller var det fire? Hvis det var fire, har du fucket op. Det er så overvældende, at man skal gøre alting vanvittig hurtigt i en Formel 1-bil. Der skal ikke ret meget til, før man slet ikke får bremset. Så kører man gennem svinget med over 300 km/t. og ender i en mur.
At time det, så man lige præcis får udbremset sin konkurrent i stedet, handler om marginaler. Når man gennemgår alle 70 omgange fra et Formel 1-løb, ligger bremsepunktet i et enkelt sving inden for et par meter på hver eneste omgang. Man kommer fra 330 km/t. til 190 km/t. og rammer inden for en enkelt eller to meter både apex i svinget og hastigheden. Det bliver en gentagelse omgang efter omgang, og det er den, man kører efter. Det er derfor, racerkørere forklarer alt med lyde. Bremse, geare ned, dreje. Det bliver en fast rytme.
Det vildeste ved en Formel 1-bil er følelsen af høj fart. Ikke så meget farten i sig selv, men det greb, bilen får i asfalten. Jo hurtigere man kører, des mere downforce får man. Der er så meget tryk, at man ikke kan skride, når man når 300 km/t. Det føles, som om bilen er limet til jorden. Man kan godt få bilen til at understyre eller overstyre ved den fart, men du skal virkelig presse bilen meget, meget hårdt, før det sker.
Og når man så skal køre på en bybane som Monaco, er det fantastisk at opleve, hvad bilen kan i svingene. Den kan tage et 90-graderssving med 250 km/t. Prøv lige at tænke over det. Du kommer kørende ad en landevej med 250 km/t., så kommer der en sidevej, og den drejer du ind på med den fart. Det kan en Formel 1-bil. På YouTube kan man finde onboard-optagelser fra cockpittet af en poleposition-omgang i Monaco.
Hvis man har prøvet at køre 200 km/t., så kan man måske forestille sig, hvordan det må være at dreje bare med den fart, og så i Monacos små gader, hvor der er jernmure hele vejen rundt om banen – samtidig med at du lige skal køre race mod en masse andre.
Når man får kontrol over en Formel 1-bil, føles det nærmest, som om man flyver eller har overnaturlige kræfter. Man bliver ét med bilen. Der findes ikke en bedre følelse i verden, og det gik jeg altså også glip af til Monaco Grand Prix 2015. Jeg var rasende som et barn, der står ved verdens fedeste rutsjebane, men ikke må prøve den. Jeg havde taget min grandfætter med til den rige og fancy bystat, så jeg havde en at gå amok med, når det blev for meget for mig kun at være tilskuer. Og det gjorde vi.
Der skulle åbenbart meget alkohol til at få mine mange frustrationer væk. Jeg vågnede i hvert fald ved siden af swimmingpoolen på hotellet den næste morgen. Det var i sig selv ikke så godt, men det blev endnu værre af, at det var et hotel, hvor der boede rigtig mange folk fra de forskellige Formel 1-teams. Også McLaren-ansatte.
Heldigvis vågnede jeg tidligt, så jeg nåede at komme væk, inden der var alt for mange, der opdagede mig. Nogle få af mekanikerne havde set mig, men de havde forståelse for, at jeg skulle have afløb på en eller anden måde. De var selv nogle drengerøve og var tit i byen, så de syntes, at det var sjovt. Og de holdt tæt med historien.
Jeg havde mange gode venner i paddocken. De havde sympati for mig. Alle de vilde ting, som jeg lavede, kunne hurtigt have skabt en masse rygter i Formel 1-feltet og skandalehistorier i medierne, men det skete aldrig. Det skylder jeg dem stor tak for. Men okay, så var det heller ikke værre. Jeg var langt nede, jeg festede, og det var det. Jeg gjorde ingen fortræd. Ud over mig selv.
Kevin Magnussen er født til fart. Og i bogen Alt eller intet kan du blive klogere på den spændende historie om Kevins syv sæsoner i Formel 1. Det er et ærligt indblik i motorsportens kongeklasse, hvor ambitionerne – og pengene er rigtig store – og det samme kan man sige om den konkurrence, som både er mellem konkurrenterne og holdkommeraterne.
Kevin var kun to år gammel, da han sad i en gokart for første gang. Og drømmen om Formel 1 blev hurtigt fasttømret.
I Alt eller intet tager Kevin Magnussen dig med helt ind bag rattet i en Formel 1-racer. Han fortæller desuden om livet i kulissen bag det brølende spektakel på verdens mest berømte racerbaner; om venskab og fjendskab, om at sætte livet på spil, om podieplaceringer og slemme skuffelser.
Du kan købe Alt eller intet – mine år i Formel 1 online, fx hos Bog og Ide, eller i din foretrukne boghandler. Du kan også lytte til lydbogen på de fleste danske streamingtjenester.
Den nyeste bog om Formel 1 med Kevin Magnussen: Ikoniske Formel 1 baner.
I denne medrivende og billedrige bog fortæller Danmarks motorsportsstjerne nummer 1, Kevin Magnussen, om de mest ikoniske baner i Formel 1. Der er både historiske gadeløb og store anlæg. Hver med deres specielle kendetegn.
Det er baner, hvor hestekræfter og teknologi ikke altid er nok til at vinde, for det kræver også noget særligt af køreren at få bilen gennem samtlige omgange af et løb. Det kan Kevin Magnussen i den grad tale med om.
Bogen er skrevet af Danmarks førende motorsportsekspert, Peter Nygaard. Han har dækket Formel 1 siden 1982. Peter Nygaard folder hæsblæsende historier om banerne ud med sans for dramatiske hændelser, vigtige detaljer, historiske nedslag og afgørende øjeblikke.
Du kan købe Ikoniske formel 1 baner online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: