Aktuelt Bøger om naturen Fagbøger Johanne Refseth Sundhed og livsstil

Psykolog Johanne Refseth: Find mental styrke i naturen

Johanne Refseth

Kan en tur ud i naturen kurere dig for negative følelser? Psykolog Johanne Refseth kom ud af sin egen kærestesorg ved at blive udesovende friluftselsker. Læs her, hvordan hun kom i gang.

I Psykolog med sovepose følger vi norske Johanne Refseth, der opdagede friluftslivet og nu tager på lange turer i det fri året rundt.

”Bålet og stilheden lullede mig ind i et fællesskab, hvor jeg følte mig uendelig tæt på naturen på samme måde, som jeg var tæt på mig selv. Vi svingede på den samme frekvens ind i natten, og da morgenen kom, og jeg trissede af sted igen, spekulerede jeg på, om jeg egentlig gik hjem, eller om mit hjem faktisk var her,” skriver hun i bogen.

LÆS OGSÅ: Signe Amtoft: Det ordner sig – rejsedagbog fra en islandsk sommer

Johanne Refseth har mere end 65.000 følgere på Instagram, hvor hun fortæller om sine turer ud i naturen med telt, der har udviklet sig fra at være aktiviteter i foråret og sommeren til aktiviteter hele året rundt.

Nætter under åben himmel

I Psykolog med sovepose dykker Johanne Refseth blandt andet ned i, hvorfor følelser bliver til mavesmerter, indre uro og hovedpine, når vi lægger låg på dem i stedet for at mærke og acceptere dem. Og hun fortæller også om hendes egen oplevelse af, hvordan naturen gav hende større følelsesmæssig selvindsigt og ro.

LÆS OGSÅ: Man behøver ikke rejse langt væk for at vandre. Hærvejen er lige her

Gennem de personlige beretninger om lange timer ved bålet, nætter under åben himmel og meditative vandreture viser Refseth på en enkel og forståelig måde, hvordan det at opholde sig i naturen kan hjælpe dig til at lære dine følelser bedre at kende.


3 ting du skal være opmærksom på, når du bevæger dig ud i naturen ifølge Johanne Refseth

1. Følelser og minder kommer op til overfladen

Følelser og minder dukker frem, når du er alene med naturen og giver dig selv tid og plads til at mærke efter. Johanne Refseth mærkede det konkret ved, at da hun begyndte at leve livet, som hun egentlig gerne ville, begyndte følelserne at bevæge sig inden i hende.

Den proces kan være vanskelig for os alle sammen at håndtere – og derfor er det godt at kende både de psykiske og indimellem fysiske symptomer på forandringen.

2. Forstå din egen håndtering af de følelser, du har forsøgt at undgå

For at komme tættere på en forståelse af din måde at holde negative følelser væk på, foreslår Johanne Refseth, at du tænker over, hvordan du håndterede at blive afvist, da du var lille.

Hvad gjorde du? Holdt du følelserne nede? Skjulte du dem med andre følelser?

Reflekter over det, og skriv det ned. På den måde finder du frem til dine mestringsstrategier. Når du har gjort det, så tænk på det positive ved den måde, du mestrede dine følelser på i barndommen. For de strategier, vi udvikler tidligt i livet, har en række positive effekter:

“Ofte betyder de, at vi undgår afvisning, undgår at blive udsat for vold eller måske får mere omsorg. Tænk nøje din egen situation igennem og vurder, hvordan din undgåelse har påvirket dig på en positiv måde,” skriver Johanne Refseth.

Måske oplever du dine mestringsstrategier som negative, fordi de giver problemer i voksenlivet, men husk på, at de ofte har været både forståelige og nyttige i de situationer, hvor de opstod.

3. Tjek om fysiske symptomer er relateret til dine følelser

Oplever du fysiske symptomer som hoved- og mavepine, når du har stærke følelser eller føler dig stresset? Og bliver disse symptomer mindre i situationer, hvor du ikke er så følelsesmæssigt belastet?

Det tyder på, at dine fysiske symptomer er relaterede til dine følelser. Derfor er den eneste måde at få dem til at forsvinde at gøre noget ved dine følelsesmæssige problemer.

Du vil nemlig ofte opdage, at hoved- eller mavepinen forsvinder helt, hvis du får “fat” i følelsen eller konfronterer det følelsesmæssige problem, du står i.


Psykolog med sovepose af Johanne Refseth

bøger om mental sundhed

Dette er historien om, hvordan psykologen kurerede sin egen kærestesorg ved at blive en udesovende friluftselsker med hang til bål og mosgroede skove.

I bogen følger vi Johanne Refseth fra hendes friluftslivs spæde begyndelse til de lange ture året rundt, mens hun med humor, eftertænksomhed og selvironi fortæller om psykologien bag det at være menneske. Om, hvorfor følelser bliver til mavesmerter, indre uro og hovedpine, når vi lægger låg på dem i stedet for at mærke dem og acceptere dem. Og om hendes egen oplevelse af, hvordan naturen gav hende større følelsesmæssig selvindsigt og ro.

De personlige beretninger om lange timer ved bålet, nætter under åben himmel og meditative vandreture viser på en enkel og forståelig måde, hvordan det at opholde sig i naturen kan hjælpe dig med at lære dine følelser bedre at kende, så du opnår både fysisk og psykisk balance.

Du kan købe Psykolog med sovepose i din lokale boghandel eller online fx hos Bog&idé fra 1. juni.




Johanne Refseth



Hvis du vil have endnu mere læseinspiration, kan du følge vores Facebook-side her.