På togt med spækhuggere er fyldt med smukke billeder og historier om de utrolige havdyr spækhuggere – og hvordan spækhuggere faktisk har hjulpet med hvalfangst. Læs mere om den fantastiske historie her.
Spækhuggere er det største dyr i delfinarten og findes i næsten alle have verden over. Mange af os kender måske ikke meget til dyret, eller hvilket forhold spækhuggere har til os mennesker.
I På togt med spækhuggere stilles der skarpt på denne unikke art, og hvordan dens historie vedkommer og interagerer med menneskets. På en underholdende måde skildrer Hanne Strager spækhuggernes verden, i en bog hvor viden og historie bliver blandet med personlige anekdoter.
LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere
I På togt med spækhuggere får vi et indblik i hvordan spækhuggere faktisk har hjulpet hvalfangere med deres fangst. Engang var hvalfangst en stor industri, men i dag er der ikke længere meget hvalfang tilbage på verdensplan. I Norge, som ellers har en længere historik med hvalfangst, er industrien også skåret markant ned. I Norge var spækhuggere tidligere ofte et mål for hvalfang, selvom de som jagtbytte ikke rigtigt havde meget værdi.
Hvalfangere var bevidste om den unikke konflikt, der ligger i, at deres fangst overlapper med spækhuggernes egen jagt på hvaler. Dog havde nogle hvalfangere øje for den unikke mulighed, som spækhuggerne gav. Roy Chapman, der var en amerikansk opdagelsesrejsende, observerede et unikt fænomen ombord på amerikanske og japanske hvalfangerskibe. Her udnyttede hvalfangerne spækhuggerne til deres egen fordel.
Nogle hvalfangere forsøgte at få gråhvaler til at ‘løbe løbsk’. Det vil sige, at de forsøgte at gøre dem bange og få dem til at svømme væk i en form for panik. Det var dog ikke altid muligt at skræmme hvalerne og få skabt den ønskede adfærd. Hvalerne ville nogle gange forsvinde, og her kunne spækhuggerne blive en fordel.
Spækhuggere gjorde det nemmere for jægerne at få hvalerne til at ‘løbe løbsk’. Derudover opdagede man, at hvis man fulgte spækhuggerne igennem farvandet, kunne de lede hvalfangerne til endnu større hvaler – og drive disse hvaler imod kysten eller til lavt vand, hvor fangsten er nemmere. Faktisk kan spækhuggerne lede hvalerne direkte ind i hvalfangernes favn.
LÆS OGSÅ: Gå på opdagelse i det grønne! 20 inspirerende bøger om naturen og biodiversitet
Et andet samarbejde sås i Norge. Samerne udøvede også hvalfangst, og havde etableret et særligt samarbejde med spækhuggerne. Her betalte de en gammel samisk mand, Levi, der havde et særligt øje for at få spækhuggerne til at jage hvalerne ind mod land, til at hjælpe dem. Samerne så spækhuggerne som en hjælp fremfor en fjende, som er et perspektiv, der kunne ændre hvalfangstens udførsel. Spækhuggerne har med andre ord fungeret som en form for hyrdehunde for hvalfangerne.
På togt med spækhuggere er skrevet af Hanne Strager, der fortæller om sine egne oplevelser med dyret. Hun har rejst rundt i verden, og her har hun samlet en masse beretninger om forholdet mellem spækhuggere og mennesker. På togt med spækhuggere er også flot illustreret med Stragers egne fotos fra spækhuggere over hele verden.
Hanne Streger: På togt med spækhuggere
Hanne Strager fortæller om sine egne oplevelser med spækhuggere og om sine rejser rundt i verden, hvor hun har samlet beretninger om forholdet mellem mennesker og spækhuggere.
Hør blandt andet om:
Twofold Bay i det sydøstlige Australien, hvor hvalfangere og spækhuggere gennem 70-80 år samarbejdede om at dræbe bardehvaler. Spækhuggerne spiste tungen og læberne – hvalfangerne var kun interesserede i spækket. Spækhuggerne annoncerede en stor bardehvals ankomst ved at slå med halen. Samarbejdet eksisterede i 70-80 år.
Det russiske forskningsprojekt ved Kamchatkahalvøen, hvor man har identificeret 25 familier med 800 individer og studerer spækhuggernes sociale struktur.
Bogen er illustreret med 50 af Hanne Stragers fotos fra hele verden.
På togt med spækhuggere er fyldt med smukke billeder og historier om de utrolige havdyr spækhuggere – og hvordan spækhuggere faktisk har hjulpet med hvalfangst. Læs mere om den fantastiske historie her.
Spækhuggere er det største dyr i delfinarten og findes i næsten alle have verden over. Mange af os kender måske ikke meget til dyret, eller hvilket forhold spækhuggere har til os mennesker.
I På togt med spækhuggere stilles der skarpt på denne unikke art, og hvordan dens historie vedkommer og interagerer med menneskets. På en underholdende måde skildrer Hanne Strager spækhuggernes verden, i en bog hvor viden og historie bliver blandet med personlige anekdoter.
LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere
I På togt med spækhuggere får vi et indblik i hvordan spækhuggere faktisk har hjulpet hvalfangere med deres fangst. Engang var hvalfangst en stor industri, men i dag er der ikke længere meget hvalfang tilbage på verdensplan. I Norge, som ellers har en længere historik med hvalfangst, er industrien også skåret markant ned. I Norge var spækhuggere tidligere ofte et mål for hvalfang, selvom de som jagtbytte ikke rigtigt havde meget værdi.
Hvalfangere var bevidste om den unikke konflikt, der ligger i, at deres fangst overlapper med spækhuggernes egen jagt på hvaler. Dog havde nogle hvalfangere øje for den unikke mulighed, som spækhuggerne gav. Roy Chapman, der var en amerikansk opdagelsesrejsende, observerede et unikt fænomen ombord på amerikanske og japanske hvalfangerskibe. Her udnyttede hvalfangerne spækhuggerne til deres egen fordel.
Nogle hvalfangere forsøgte at få gråhvaler til at ‘løbe løbsk’. Det vil sige, at de forsøgte at gøre dem bange og få dem til at svømme væk i en form for panik. Det var dog ikke altid muligt at skræmme hvalerne og få skabt den ønskede adfærd. Hvalerne ville nogle gange forsvinde, og her kunne spækhuggerne blive en fordel.
Spækhuggere gjorde det nemmere for jægerne at få hvalerne til at ‘løbe løbsk’. Derudover opdagede man, at hvis man fulgte spækhuggerne igennem farvandet, kunne de lede hvalfangerne til endnu større hvaler – og drive disse hvaler imod kysten eller til lavt vand, hvor fangsten er nemmere. Faktisk kan spækhuggerne lede hvalerne direkte ind i hvalfangernes favn.
LÆS OGSÅ: Gå på opdagelse i det grønne! 20 inspirerende bøger om naturen og biodiversitet
Et andet samarbejde sås i Norge. Samerne udøvede også hvalfangst, og havde etableret et særligt samarbejde med spækhuggerne. Her betalte de en gammel samisk mand, Levi, der havde et særligt øje for at få spækhuggerne til at jage hvalerne ind mod land, til at hjælpe dem. Samerne så spækhuggerne som en hjælp fremfor en fjende, som er et perspektiv, der kunne ændre hvalfangstens udførsel. Spækhuggerne har med andre ord fungeret som en form for hyrdehunde for hvalfangerne.
På togt med spækhuggere er skrevet af Hanne Strager, der fortæller om sine egne oplevelser med dyret. Hun har rejst rundt i verden, og her har hun samlet en masse beretninger om forholdet mellem spækhuggere og mennesker. På togt med spækhuggere er også flot illustreret med Stragers egne fotos fra spækhuggere over hele verden.
Hanne Streger: På togt med spækhuggere
Hanne Strager fortæller om sine egne oplevelser med spækhuggere og om sine rejser rundt i verden, hvor hun har samlet beretninger om forholdet mellem mennesker og spækhuggere.
Hør blandt andet om:
Twofold Bay i det sydøstlige Australien, hvor hvalfangere og spækhuggere gennem 70-80 år samarbejdede om at dræbe bardehvaler. Spækhuggerne spiste tungen og læberne – hvalfangerne var kun interesserede i spækket. Spækhuggerne annoncerede en stor bardehvals ankomst ved at slå med halen. Samarbejdet eksisterede i 70-80 år.
Det russiske forskningsprojekt ved Kamchatkahalvøen, hvor man har identificeret 25 familier med 800 individer og studerer spækhuggernes sociale struktur.
Bogen er illustreret med 50 af Hanne Stragers fotos fra hele verden.
Du kan købe På togt med spækhuggere online fx hos Bog&idé eller i nærmeste boghandel fra 14. maj.
Andre læste også: