Psykolog med sovepose, Johanne Refseth, kurerede sin egen kærestesorg ved at blive en udesovende friluftselsker.
”Bålet og stilheden lullede mig ind i et fællesskab, hvor jeg følte mig uendelig tæt på naturen på samme måde, som jeg var tæt på mig selv. Vi svingede på den samme frekvens ind i natten, og da morgenen kom, og jeg trissede af sted igen, spekulerede jeg på, om jeg egentlig gik hjem, eller om mit hjem faktisk var her.”
Vi følger Johanne Refseth fra friluftslivets begyndelse til de lange ture året rundt, mens hun med humor og eftertænksomhed fortæller om psykologien bag det at være menneske i sin rammende bog Psykolog med sovepose.
LÆS OGSÅ: Man behøver ikke rejse langt væk for at vandre. Hærvejen er lige her
Om, hvorfor følelser bliver til mavesmerter, indre uro og hovedpine, når vi lægger låg på dem i stedet for at mærke og acceptere dem. Og om hendes egen oplevelse af, hvordan naturen gav hende større følelsesmæssig selvindsigt og ro.
Gennem Johanne Refseths personlige beretninger om lange timer ved bålet, nætter under åben himmel og meditative vandreture viser hun i Psykolog med sovepose på en enkel og forståelig måde, hvordan det at opholde sig i naturen kan hjælpe dig med at lære dine følelser bedre at kende.
Psykolog med sovepose
Johanne Refseth
Det begyndte det forår, hvor jeg havde kærestesorg. Lå i en bunke på sofaen og rystede, mens solen grillede den lille varme lejlighed i Grønlandskvarteret og mindede mig om, at resten af verden var ude at spise softice og dyppe tæerne i Oslofjorden.
Året inden havde jeg været forelsket, jeg havde mødt manden. Altså, manden. En fantastisk fyr, som slog benene væk under mig, uden at jeg helt kunne forklare hvorfor. Denne gang var jeg gået all-in og havde satset alt, havde bare valgt at stole på ham og os og tænke, at det nok skulle gå g odt. Halvvejs inde i juletiden samme år gik det op for mig, at jeg tog fejl, det gik ikke.
Det var lidt som at hoppe ud med faldskærm fra 10.000 meters højde og så opdage, at skærmen ikke foldede sig ud. Man svæver der i luften med 5.000 meter ned og tænker: ”Fandens, det her kommer til at gøre ondt.” Og det gjorde ondt. For fanden, hvor gjorde det ondt.
Jeg tror, det var efter, at jeg havde lavet en playliste med kærlighedssange og tænkt, at ”I will always love you” var en fantastisk god sang, at jeg havde en lille ud-af-kroppen-oplevelse, hvor jeg konstaterede, at jeg var ynkelig og måtte tage mig sammen.
Nu må du ikke misforstå mig, jeg er ikke en af dem, der kan distrahere sig fra sorgen ved at løbe en maraton. Min sorg er lige så udholdende, som jeg er, den følger efter og overfalder mig med dobbelt styrke, hvis jeg prøver at lyve mig mere lykkelig, end jeg er.
Når jeg siger ”tage mig sammen”, tror jeg bare, at jeg indså, at jeg måtte begynde at skabe noget, der var mit. Det var så tydeligt, at mit gamle liv havde lidt et regulært skibbrud, at den måde, jeg levede på, ikke fungerede, og at jeg måtte finde på noget nyt.
Eksen og jeg havde været meget i fjeldet, sommeren inden var egentlig bare en tåge af fisketure, hyttehygge og forbigående regnbyger. Ingen tvivl om, at eksen havde været en vigtig ingrediens i den suppe, men jeg følte samtidig, at der var noget andet, jeg havde mistet, nemlig forbindelsen til udelivet.
Det føltes klaustrofobisk at sidde på en Starbucks, når jeg kunne have vandret de norske fjelde tynde. Samtidig følte jeg mig milevidt fra naturen, fordi jeg manglede viden. Det var her, et eller andet sted mellem kleenexer og Céline Dion, jeg indså, at udelivet var noget, der kunne adskilles fra kærligheden, og noget, jeg kunne bevare på egen hånd.
For det var egentlig ikke bare denne ene fyr, der var problemet. Jeg havde været såkaldt seriemonogam. Det vil sige, at jeg mere eller mindre uafbrudt havde haft kærester, siden jeg var 20.
Jeg var så vant til, at der var en anden, der bestemte over mindst halvdelen af mit liv, at jeg kom hjem fra supermarkedet med slik, som eksen kunne lide, uden at jeg overhovedet tænkte over det. Jeg var så vant til at skulle tage hensyn til en anden, at jeg fandt mig selv passivt ventende på, at nogen skulle komme og invitere mig med til det, jeg godt selv kunne lide.
Det stod efterhånden klart for mig, at jeg måtte generobre både vildmarken og mit eget liv. Og denne gang alene.
Jeg er klar over, at en del af dem, der huserer i fjeldene med Helsport-telt, røde kinder og et kækt, selvsikkert smil, nok er blevet slæbt ud i naturen af deres friluftsforældre. Det er dem, der byggede shelters i skoven sammen med deres gymnastiklærerfar, mens vi andre sad inde og sloges med brødrene om nintendo-fjernbetjeningen.
Rygtet ville ganske vist vide, at farmand havde været spejder engang i fortiden, men eftersom min spejderkarriere endte brat efter en multebærtur, hvor far hele tiden insisterede på, at der ”bare lige var en kilometer igen”, lige indtil det blev mørkt, er ingen af spejderkundskaberne blevet overført til mig. Jeg var lige så grøn som en asparges, og selv om jeg ganske vist indimellem havde holdt fast i en teltdug og banket nogle pløkker i jorden, havde jeg ikke den fjerneste anelse om, hvad man gjorde, når man skulle sove ude.
Når man er så grøn, føles en del ting uoverkommelige. For eksempel købte jeg mig en primus, så jeg kunne lave varm mad. Men desværre følger der ikke en brugsanvisning med en primus. Det er åbenbart så indlysende, hvordan den fungerer, at det ikke behøver nogen forklaring. Men altså: Jeg har fået kaffekopper, hvor der var brugsanvisning med!
Det viste sig heldigvis, efter en hurtig vejledning fra en kollega, at det er af nogenlunde samme sværhedsgrad at bruge en primus som at åbne en dør. Efter lidt primuspraksis solgte jeg det telt, jeg havde købt sammen med eksen, til en mor med tre børn på den norske pendant til DBA.
Kvinden kom med en dårlig vittighed om, at hun ikke håbede, det var teltet, der havde været årsag til bruddet mellem manden og mig. Jeg tvang et kækt smil frem, lukkede døren og tænkte: ”Shit, jeg ville ønske, det var teltet.”
Det var desværre ikke teltet, der var noget galt med. Det var os. På mange måder føltes det helt uvirkeligt, at den, jeg havde planlagt fremtiden sammen med, ikke skulle være min kæreste længere. Nærmest som om det var noget naturstridigt.
De første nætter efter bruddet var jeg bare chokeret, stirrede ud i nattemørket med en stor, ækel klump i maven og tjekkede telefonen, som der ikke var nogen beskeder på. Tiden gik langsomt, og jeg begyndte at få solopgangen over Oslo Citys nye skyline med, selv om jeg helst bare ville sove.
Jeg købte mig et enmands Hilleberg-telt. Det var et bundsolidt kuppeltelt, som ifølge anmeldelserne kunne bruges på alle årstider og ovenikøbet holde beboeren tryg og tør, så længe det ikke blæste med orkanstyrke.
Jeg var solgt. Tanken om at flytte ind i min egen bombesikre enpersonersbolig og generobre vildmarken var så fristende, og symbolikken så blytung, at jeg ikke behøvede at tænke mig om to gange, selv om teltet kostede lige så meget som en brugt bil.
En smuk junidag i 2015 befandt jeg mig så på en øde søbred i Nordmarka med en oppakning, der var så stor, at jeg uden problemer kunne have overlevet en uge i fjeldet om vinteren. Som praktisk analfabet havde jeg selvfølgelig forudset problemerne med at sætte teltet op og slå lejr, længe inden jeg tog af sted.
Jeg er en af de få, der faktisk har kigget i brugsanvisningen til udstyret, læst Lars Monsens Villmarksboka – en håndbok i friluftsliv og set videoen om, hvordan man sætter teltet op, flere gange. Det gik derfor rørende nemt med at slå lejr, og snart stod jeg i junisolen med fiskestangen og kastede linen ud efter småørreder, mens jeg havde en intens følelse indeni af bare at kunne det her.
Senere har jeg set flere af de selvlærte mennesker med gymnastiklærerforældre og genetisk disponering for friluftsliv have langt større problemer end jeg med disse ting. Det er derfor gået op for mig, at det at lære ting via bøger, hjemmesider og YouTube ikke nødvendigvis gør dig til en dårligere vildmarksoverlever end dem, der har fået det ind med modermælken.
Det blev sengetid, angsten for mørket kom, og jeg bestemte mig for at forsøge at ignorere den. I stedet for at lægge mig ind i teltet med min samekniv og lytte efter massemordere besluttede jeg at tænde et bål.
Altså bål. Der findes måske ikke noget mere magisk, der er noget ved et bål, der åbner sjælen lidt. Da jeg sad der ved vandkanten og stirrede overtræt ind i flammerne, mens nattens mørkeste timer passerede, begyndte sandheden om mit liv at stige op til overfladen.
Jeg led jo ikke bare af kærestesorg, der var noget mere, som havde trukket mig ned i sølet og væk fra mig selv.
Jeg er en temmelig konfliktsky person. Det vil sige, jeg plejer at fortælle mig selv, at jeg er ret god til at tilpasse mig, at jeg stort set altid er i godt humør uanset hvad. Men faktum er vel, at jeg alt for tit vælger den nemme løsning og erklærer mig enig i stedet for at give udtryk for, hvad jeg vil.
Hvis man kombinerer det med en viljestærk kæreste, kan man få kapret sit liv, inden man når at sige ”rækkehus i Nittedal”. I løbet af den kølige sommernat gik det op for mig, at dette sove ude-projekt handlede om meget mere end friluftsliv for mig.
Ud på natten blev jeg indhentet af de primære behov og måtte modvilligt krybe ind i teltet og ned i soveposen. Tankerne svirrede rundt mellem alle de mareridt, jeg nogensinde har haft i hele mit liv, fra Freddy Krueger over Murren fra Mumitroldene og Nøkken til Islamisk Stat, giraffen i børneprogrammet ”Portveien 2”, ulve, bjørne og vilde elge.
Alligevel lykkedes det mig på en eller anden måde at forsvinde ind i drømmeland, og da himlen begyndte at lysne, sov jeg dybt.
Mange timer senere vågnede jeg ved, at solen havde fundet vej ned gennem grankvistene og omdannet teltet til en træfyret finsk sauna. Lidt overrasket over, at jeg faktisk havde fået mig nogle timers søvn, krøb jeg ud af posen og kiggede ud over den idylliske skovsø badet i morgensol.
På trods af søvnunderskud begyndte det at dæmre for mig, at udemorgener måske er det fineste i verden. Solen stod bleg og rolig over vandet, et par ænder svømmede forbi, og mens kaffen stod og trak på klipperne, mærkede jeg, at livet for første gang i flere år begyndte at falde på plads inden i mig.
“Der er noget særligt over at klare sig selv og ikke vente på andre, men tage for sig af de ting, man altid har ønsket sig.”
Der er noget særligt over at klare sig selv og ikke vente på andre, men tage for sig af de ting, man altid har ønsket sig. Da jeg sad der i morgensolen, følte jeg for første gang, at jeg kunne klare mig rigtig godt alene. Det var en følelse af frihed, jeg aldrig før havde kendt.
Det er sært, hvordan forelskelse nogle gange kan få en til at se verden på en mærkelig måde, og at det virker helt vanvittigt, når man ser tilbage. Først gjorde det mig vred, men efterhånden begyndte jeg at tænke, at det måske bare er sådan, det er. At kærlighed gør én lidt skør, og at man må acceptere, at livet af og til sender én nogle skruebolde, som man bare må prøve at ramme, så godt man kan.
Måske er det ligefrem sådan, at en skruebold nogle gange er det bedste, man kan få i hovedet. Hvis livet ikke af og til falder fra hinanden, får man heller aldrig mulighed for at samle det op og sætte det sammen igen.
Psykolog med sovepose bliver født
Mange år efter at denne nat var gået over i historien, fik jeg ideen til Psykolog med sovepose. På det tidspunkt havde jeg været så meget ude i skoven, at kommunen overvejede, om min folkeregisteradresse skulle flyttes til Nordmarka.
Det var tilfældigvis også på det tidspunkt, hvor mine klienter havde sagt ”det ville jeg ønske, jeg havde vidst før” så tilpas mange gange, at jeg indså, at psykologi burde være allemandseje.
Mit friluftsliv levede anonymt på en Instagramkonto, som dengang hed Rullegræs. Navnet var for øvrigt en henvisning til græs i ruller og ikke til hjemmedyrket hash. Jeg var så tilpas naiv, at jeg ikke havde overvejet, at græs faktisk også kan henvise til aktiviteter, der ikke har noget med en græsplæne at gøre, men det viste sig, at de fleste andre havde troet, at jeg var en naturelsker med hang til at fyre en fed og til kaffe.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at ideen til Psykolog med sovepose kom i et lyst øjeblik foran bålet i Nordmarka, men det var desværre resultatet af noget så usexet som en vejledningsgruppe i samfundspsykologi.
Vi forsøgte at skitsere, hvordan vi kunne få psykologien ud til folket, og pludselig gik det op for os, at jeg kunne give kontoen et andet navn, skrive om psykologi og friluftsliv og dermed få både i pose og sæk. Dermed var @Psykolog.med.sovepose født.
Jeg begyndte at skrive om mit yndlingsemne: følelser. Jeg havde lyst til at skrive om følelser, fordi det var det, folk havde flest problemer med. Sagen er jo, at følelser er noget møg. Nogle gange. For eksempel når kæresten slår op, og man mærker noget, der føles som en blanding af gårsdagens aftensmad på vej op igen og sorg. En slags ”total eclipse of the heart” kombineret med maveproblemer og ingen planer i ferien.
Kærestesorg gør ondt, præcis ligesom de følelser, der dukker op i forbindelse med livets øvrige nedture. Det er derfor, vi helst vil undgå alt for mange følelser. Det er derfor, vi holder os beskæftigede, arbejder for meget, drikker, lader være med at tænke på det og på alle måder prøver at slippe udenom.
Fordi følelser både er uforståelige, overvældende og til tider lige så behagelige som en god omgang influenza.
Faktisk er folk så tilpas gode til at undgå følelser, at jeg kan basere hele min karriere på at hjælpe dem med at komme i kontakt med sig selv igen.
Det er det, jeg arbejder med fra 8 til 16 hver dag. Det er selvfølgelig også det, jeg har tænkt mig at skrive en bog om: om følelser, hvordan vi undgår dem, og hvordan vi kan komme i kontakt med dem igen. Måske allermest fordi den letteste vej til mental sundhed er at komme i kontakt med sine følelser.
Johanne Refseth: Psykolog med sovepose
Dette er historien om, hvordan psykologen kurerede sin egen kærestesorg ved at blive en udesovende friluftselsker med hang til bål og mosgroede skove. I bogen følger vi Johanne Refseth fra hendes friluftslivs spæde begyndelse til de lange ture året rundt, mens hun med humor, eftertænksomhed og selvironi fortæller om psykologien bag det at være menneske. Om, hvorfor følelser bliver til mavesmerter, indre uro og hovedpine, når vi lægger låg på dem i stedet for at mærke dem og acceptere dem. Og om hendes egen oplevelse af, hvordan naturen gav hende større følelsesmæssig selvindsigt og ro. De personlige beretninger om lange timer ved bålet, nætter under åben himmel og meditative vandreture viser på en enkel og forståelig måde, hvordan det at opholde sig i naturen kan hjælpe dig med at lære dine følelser bedre at kende, så du opnår både fysisk og psykisk balance.
Vil du have endnu flere gode læseoplevelser? Følg vores Facebook-side her.
Læs også den aktuelle selvhjælpsbog HjerneRo af Mads Vangsgaard Hyldig og Martin Riis Kastrup.
Psykolog med sovepose, Johanne Refseth, kurerede sin egen kærestesorg ved at blive en udesovende friluftselsker.
”Bålet og stilheden lullede mig ind i et fællesskab, hvor jeg følte mig uendelig tæt på naturen på samme måde, som jeg var tæt på mig selv. Vi svingede på den samme frekvens ind i natten, og da morgenen kom, og jeg trissede af sted igen, spekulerede jeg på, om jeg egentlig gik hjem, eller om mit hjem faktisk var her.”
Vi følger Johanne Refseth fra friluftslivets begyndelse til de lange ture året rundt, mens hun med humor og eftertænksomhed fortæller om psykologien bag det at være menneske i sin rammende bog Psykolog med sovepose.
LÆS OGSÅ: Man behøver ikke rejse langt væk for at vandre. Hærvejen er lige her
Om, hvorfor følelser bliver til mavesmerter, indre uro og hovedpine, når vi lægger låg på dem i stedet for at mærke og acceptere dem. Og om hendes egen oplevelse af, hvordan naturen gav hende større følelsesmæssig selvindsigt og ro.
Gennem Johanne Refseths personlige beretninger om lange timer ved bålet, nætter under åben himmel og meditative vandreture viser hun i Psykolog med sovepose på en enkel og forståelig måde, hvordan det at opholde sig i naturen kan hjælpe dig med at lære dine følelser bedre at kende.
Psykolog med sovepose
Johanne Refseth
Det begyndte det forår, hvor jeg havde kærestesorg. Lå i en bunke på sofaen og rystede, mens solen grillede den lille varme lejlighed i Grønlandskvarteret og mindede mig om, at resten af verden var ude at spise softice og dyppe tæerne i Oslofjorden.
Året inden havde jeg været forelsket, jeg havde mødt manden. Altså, manden. En fantastisk fyr, som slog benene væk under mig, uden at jeg helt kunne forklare hvorfor. Denne gang var jeg gået all-in og havde satset alt, havde bare valgt at stole på ham og os og tænke, at det nok skulle gå g odt. Halvvejs inde i juletiden samme år gik det op for mig, at jeg tog fejl, det gik ikke.
Det var lidt som at hoppe ud med faldskærm fra 10.000 meters højde og så opdage, at skærmen ikke foldede sig ud. Man svæver der i luften med 5.000 meter ned og tænker: ”Fandens, det her kommer til at gøre ondt.” Og det gjorde ondt. For fanden, hvor gjorde det ondt.
Jeg tror, det var efter, at jeg havde lavet en playliste med kærlighedssange og tænkt, at ”I will always love you” var en fantastisk god sang, at jeg havde en lille ud-af-kroppen-oplevelse, hvor jeg konstaterede, at jeg var ynkelig og måtte tage mig sammen.
Nu må du ikke misforstå mig, jeg er ikke en af dem, der kan distrahere sig fra sorgen ved at løbe en maraton. Min sorg er lige så udholdende, som jeg er, den følger efter og overfalder mig med dobbelt styrke, hvis jeg prøver at lyve mig mere lykkelig, end jeg er.
Når jeg siger ”tage mig sammen”, tror jeg bare, at jeg indså, at jeg måtte begynde at skabe noget, der var mit. Det var så tydeligt, at mit gamle liv havde lidt et regulært skibbrud, at den måde, jeg levede på, ikke fungerede, og at jeg måtte finde på noget nyt.
Eksen og jeg havde været meget i fjeldet, sommeren inden var egentlig bare en tåge af fisketure, hyttehygge og forbigående regnbyger. Ingen tvivl om, at eksen havde været en vigtig ingrediens i den suppe, men jeg følte samtidig, at der var noget andet, jeg havde mistet, nemlig forbindelsen til udelivet.
Det føltes klaustrofobisk at sidde på en Starbucks, når jeg kunne have vandret de norske fjelde tynde. Samtidig følte jeg mig milevidt fra naturen, fordi jeg manglede viden. Det var her, et eller andet sted mellem kleenexer og Céline Dion, jeg indså, at udelivet var noget, der kunne adskilles fra kærligheden, og noget, jeg kunne bevare på egen hånd.
For det var egentlig ikke bare denne ene fyr, der var problemet. Jeg havde været såkaldt seriemonogam. Det vil sige, at jeg mere eller mindre uafbrudt havde haft kærester, siden jeg var 20.
Jeg var så vant til, at der var en anden, der bestemte over mindst halvdelen af mit liv, at jeg kom hjem fra supermarkedet med slik, som eksen kunne lide, uden at jeg overhovedet tænkte over det. Jeg var så vant til at skulle tage hensyn til en anden, at jeg fandt mig selv passivt ventende på, at nogen skulle komme og invitere mig med til det, jeg godt selv kunne lide.
Det stod efterhånden klart for mig, at jeg måtte generobre både vildmarken og mit eget liv. Og denne gang alene.
Jeg er klar over, at en del af dem, der huserer i fjeldene med Helsport-telt, røde kinder og et kækt, selvsikkert smil, nok er blevet slæbt ud i naturen af deres friluftsforældre. Det er dem, der byggede shelters i skoven sammen med deres gymnastiklærerfar, mens vi andre sad inde og sloges med brødrene om nintendo-fjernbetjeningen.
Rygtet ville ganske vist vide, at farmand havde været spejder engang i fortiden, men eftersom min spejderkarriere endte brat efter en multebærtur, hvor far hele tiden insisterede på, at der ”bare lige var en kilometer igen”, lige indtil det blev mørkt, er ingen af spejderkundskaberne blevet overført til mig. Jeg var lige så grøn som en asparges, og selv om jeg ganske vist indimellem havde holdt fast i en teltdug og banket nogle pløkker i jorden, havde jeg ikke den fjerneste anelse om, hvad man gjorde, når man skulle sove ude.
Når man er så grøn, føles en del ting uoverkommelige. For eksempel købte jeg mig en primus, så jeg kunne lave varm mad. Men desværre følger der ikke en brugsanvisning med en primus. Det er åbenbart så indlysende, hvordan den fungerer, at det ikke behøver nogen forklaring. Men altså: Jeg har fået kaffekopper, hvor der var brugsanvisning med!
Det viste sig heldigvis, efter en hurtig vejledning fra en kollega, at det er af nogenlunde samme sværhedsgrad at bruge en primus som at åbne en dør. Efter lidt primuspraksis solgte jeg det telt, jeg havde købt sammen med eksen, til en mor med tre børn på den norske pendant til DBA.
Kvinden kom med en dårlig vittighed om, at hun ikke håbede, det var teltet, der havde været årsag til bruddet mellem manden og mig. Jeg tvang et kækt smil frem, lukkede døren og tænkte: ”Shit, jeg ville ønske, det var teltet.”
Det var desværre ikke teltet, der var noget galt med. Det var os. På mange måder føltes det helt uvirkeligt, at den, jeg havde planlagt fremtiden sammen med, ikke skulle være min kæreste længere. Nærmest som om det var noget naturstridigt.
De første nætter efter bruddet var jeg bare chokeret, stirrede ud i nattemørket med en stor, ækel klump i maven og tjekkede telefonen, som der ikke var nogen beskeder på. Tiden gik langsomt, og jeg begyndte at få solopgangen over Oslo Citys nye skyline med, selv om jeg helst bare ville sove.
Jeg købte mig et enmands Hilleberg-telt. Det var et bundsolidt kuppeltelt, som ifølge anmeldelserne kunne bruges på alle årstider og ovenikøbet holde beboeren tryg og tør, så længe det ikke blæste med orkanstyrke.
Jeg var solgt. Tanken om at flytte ind i min egen bombesikre enpersonersbolig og generobre vildmarken var så fristende, og symbolikken så blytung, at jeg ikke behøvede at tænke mig om to gange, selv om teltet kostede lige så meget som en brugt bil.
En smuk junidag i 2015 befandt jeg mig så på en øde søbred i Nordmarka med en oppakning, der var så stor, at jeg uden problemer kunne have overlevet en uge i fjeldet om vinteren. Som praktisk analfabet havde jeg selvfølgelig forudset problemerne med at sætte teltet op og slå lejr, længe inden jeg tog af sted.
Jeg er en af de få, der faktisk har kigget i brugsanvisningen til udstyret, læst Lars Monsens Villmarksboka – en håndbok i friluftsliv og set videoen om, hvordan man sætter teltet op, flere gange. Det gik derfor rørende nemt med at slå lejr, og snart stod jeg i junisolen med fiskestangen og kastede linen ud efter småørreder, mens jeg havde en intens følelse indeni af bare at kunne det her.
Senere har jeg set flere af de selvlærte mennesker med gymnastiklærerforældre og genetisk disponering for friluftsliv have langt større problemer end jeg med disse ting. Det er derfor gået op for mig, at det at lære ting via bøger, hjemmesider og YouTube ikke nødvendigvis gør dig til en dårligere vildmarksoverlever end dem, der har fået det ind med modermælken.
Det blev sengetid, angsten for mørket kom, og jeg bestemte mig for at forsøge at ignorere den. I stedet for at lægge mig ind i teltet med min samekniv og lytte efter massemordere besluttede jeg at tænde et bål.
Altså bål. Der findes måske ikke noget mere magisk, der er noget ved et bål, der åbner sjælen lidt. Da jeg sad der ved vandkanten og stirrede overtræt ind i flammerne, mens nattens mørkeste timer passerede, begyndte sandheden om mit liv at stige op til overfladen.
Jeg led jo ikke bare af kærestesorg, der var noget mere, som havde trukket mig ned i sølet og væk fra mig selv.
Jeg er en temmelig konfliktsky person. Det vil sige, jeg plejer at fortælle mig selv, at jeg er ret god til at tilpasse mig, at jeg stort set altid er i godt humør uanset hvad. Men faktum er vel, at jeg alt for tit vælger den nemme løsning og erklærer mig enig i stedet for at give udtryk for, hvad jeg vil.
Hvis man kombinerer det med en viljestærk kæreste, kan man få kapret sit liv, inden man når at sige ”rækkehus i Nittedal”. I løbet af den kølige sommernat gik det op for mig, at dette sove ude-projekt handlede om meget mere end friluftsliv for mig.
Ud på natten blev jeg indhentet af de primære behov og måtte modvilligt krybe ind i teltet og ned i soveposen. Tankerne svirrede rundt mellem alle de mareridt, jeg nogensinde har haft i hele mit liv, fra Freddy Krueger over Murren fra Mumitroldene og Nøkken til Islamisk Stat, giraffen i børneprogrammet ”Portveien 2”, ulve, bjørne og vilde elge.
Alligevel lykkedes det mig på en eller anden måde at forsvinde ind i drømmeland, og da himlen begyndte at lysne, sov jeg dybt.
Mange timer senere vågnede jeg ved, at solen havde fundet vej ned gennem grankvistene og omdannet teltet til en træfyret finsk sauna. Lidt overrasket over, at jeg faktisk havde fået mig nogle timers søvn, krøb jeg ud af posen og kiggede ud over den idylliske skovsø badet i morgensol.
På trods af søvnunderskud begyndte det at dæmre for mig, at udemorgener måske er det fineste i verden. Solen stod bleg og rolig over vandet, et par ænder svømmede forbi, og mens kaffen stod og trak på klipperne, mærkede jeg, at livet for første gang i flere år begyndte at falde på plads inden i mig.
“Der er noget særligt over at klare sig selv og ikke vente på andre, men tage for sig af de ting, man altid har ønsket sig.”
Der er noget særligt over at klare sig selv og ikke vente på andre, men tage for sig af de ting, man altid har ønsket sig. Da jeg sad der i morgensolen, følte jeg for første gang, at jeg kunne klare mig rigtig godt alene. Det var en følelse af frihed, jeg aldrig før havde kendt.
Det er sært, hvordan forelskelse nogle gange kan få en til at se verden på en mærkelig måde, og at det virker helt vanvittigt, når man ser tilbage. Først gjorde det mig vred, men efterhånden begyndte jeg at tænke, at det måske bare er sådan, det er. At kærlighed gør én lidt skør, og at man må acceptere, at livet af og til sender én nogle skruebolde, som man bare må prøve at ramme, så godt man kan.
Måske er det ligefrem sådan, at en skruebold nogle gange er det bedste, man kan få i hovedet. Hvis livet ikke af og til falder fra hinanden, får man heller aldrig mulighed for at samle det op og sætte det sammen igen.
Psykolog med sovepose bliver født
Mange år efter at denne nat var gået over i historien, fik jeg ideen til Psykolog med sovepose. På det tidspunkt havde jeg været så meget ude i skoven, at kommunen overvejede, om min folkeregisteradresse skulle flyttes til Nordmarka.
Det var tilfældigvis også på det tidspunkt, hvor mine klienter havde sagt ”det ville jeg ønske, jeg havde vidst før” så tilpas mange gange, at jeg indså, at psykologi burde være allemandseje.
Mit friluftsliv levede anonymt på en Instagramkonto, som dengang hed Rullegræs. Navnet var for øvrigt en henvisning til græs i ruller og ikke til hjemmedyrket hash. Jeg var så tilpas naiv, at jeg ikke havde overvejet, at græs faktisk også kan henvise til aktiviteter, der ikke har noget med en græsplæne at gøre, men det viste sig, at de fleste andre havde troet, at jeg var en naturelsker med hang til at fyre en fed og til kaffe.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at ideen til Psykolog med sovepose kom i et lyst øjeblik foran bålet i Nordmarka, men det var desværre resultatet af noget så usexet som en vejledningsgruppe i samfundspsykologi.
Vi forsøgte at skitsere, hvordan vi kunne få psykologien ud til folket, og pludselig gik det op for os, at jeg kunne give kontoen et andet navn, skrive om psykologi og friluftsliv og dermed få både i pose og sæk. Dermed var @Psykolog.med.sovepose født.
Jeg begyndte at skrive om mit yndlingsemne: følelser. Jeg havde lyst til at skrive om følelser, fordi det var det, folk havde flest problemer med. Sagen er jo, at følelser er noget møg. Nogle gange. For eksempel når kæresten slår op, og man mærker noget, der føles som en blanding af gårsdagens aftensmad på vej op igen og sorg. En slags ”total eclipse of the heart” kombineret med maveproblemer og ingen planer i ferien.
Kærestesorg gør ondt, præcis ligesom de følelser, der dukker op i forbindelse med livets øvrige nedture. Det er derfor, vi helst vil undgå alt for mange følelser. Det er derfor, vi holder os beskæftigede, arbejder for meget, drikker, lader være med at tænke på det og på alle måder prøver at slippe udenom.
Fordi følelser både er uforståelige, overvældende og til tider lige så behagelige som en god omgang influenza.
Faktisk er folk så tilpas gode til at undgå følelser, at jeg kan basere hele min karriere på at hjælpe dem med at komme i kontakt med sig selv igen.
Det er det, jeg arbejder med fra 8 til 16 hver dag. Det er selvfølgelig også det, jeg har tænkt mig at skrive en bog om: om følelser, hvordan vi undgår dem, og hvordan vi kan komme i kontakt med dem igen. Måske allermest fordi den letteste vej til mental sundhed er at komme i kontakt med sine følelser.
Johanne Refseth: Psykolog med sovepose
Dette er historien om, hvordan psykologen kurerede sin egen kærestesorg ved at blive en udesovende friluftselsker med hang til bål og mosgroede skove. I bogen følger vi Johanne Refseth fra hendes friluftslivs spæde begyndelse til de lange ture året rundt, mens hun med humor, eftertænksomhed og selvironi fortæller om psykologien bag det at være menneske. Om, hvorfor følelser bliver til mavesmerter, indre uro og hovedpine, når vi lægger låg på dem i stedet for at mærke dem og acceptere dem. Og om hendes egen oplevelse af, hvordan naturen gav hende større følelsesmæssig selvindsigt og ro. De personlige beretninger om lange timer ved bålet, nætter under åben himmel og meditative vandreture viser på en enkel og forståelig måde, hvordan det at opholde sig i naturen kan hjælpe dig med at lære dine følelser bedre at kende, så du opnår både fysisk og psykisk balance.
Du kan købe Psykolog med sovepose i din lokale boghandel eller online fx hos Bog&idé fra 1. juni.
Vil du have endnu flere gode læseoplevelser? Følg vores Facebook-side her.
Læs også den aktuelle selvhjælpsbog HjerneRo af Mads Vangsgaard Hyldig og Martin Riis Kastrup.
Andre læste også: