Hærvejen er Danmarks længste vandrerute på godt 500 kilometer. Gitte Holtze, der bl.a. tidligere har gået fra Mexico til Canada, satte sidste år ud på ruten. Og opdagede nye sider af Danmark og af sig selv. Tag med på vandringen i hendes nye bog Hvad Hærvejen gav mig.
Gitte Holtze er uddannet journalist, arbejder som kommunikationskonsulent i Friluftsrådet og er forfatter til flere bøger om at vandre.
I 2018 gik hun 4.265 kilometer ad den berømte Pacific Crest Trail, der strækker sig fra Mexico til Canada. Hun gjorde det for at gå sig ud af en livskrise, og fortællingen om turen og hendes indre rejse blev til bogen Jeg lever. Nu er Gitte Holtze igen aktuel med bogen Hvad hærvejen gav mig om at lære sig selv at kende skridt for skridt.
Hun gjorde det for at få en timeout fra en alt for hektisk hverdag i hamsterhjulet, men forventede ikke meget mere end det, for selv om Hærvejen er Danmarks længste vandrerute, klinger den ikke umiddelbart af eksotisk eventyr.
På Hærvejen fik Gitte Holtze den ro, hun kom for, men også meget mere. På de tre uger op gennem Jylland oplevede hun tankevækkende møder med fremmede, gæstfrie overnatningssteder, vildt vejr, tyste nætter i en dansk natur større, end hun anede fandtes, og gik gennem fascinerende lommer af det Danmark, man sjældent ser.
Hvad Hærvejen gav mig er en højst personlig bog om at gå langsomt og alene, om glæden ved det enkle liv i en rygsæk og om at komme tættere på sig selv. En bog, der kan inspirere til at sætte hverdagen på pause for at opleve, hvad det at vandre kan gøre. Også lige her i Danmark.
Hvad hærvejen gav mig
Gitte Holtze
Kapitel 1
“Hold nu for fanden til højre. Kan du ikke læse?”
Jeg havde lyst til at råbe det højt og surt. Det gjorde jeg ikke, hvislede bare bag tænderne og stillede mig demonstrativt på trinet lige over den trinde kvinde, der med en overdimensioneret rullekuffert og en stråhat i nogenlunde samme omfang stod og spærrede rulletrappen i hele dens bredde.
“IntercityLyn mod Fyn og Jylland afgår fra Spor 5 om få minutter”.
Den metalliske højtalerstemme gjaldede ud over Københavns Hovedbanegård. Jeg trippede utålmodigt, kom nu, kør, rulletrappe. Jeg skulle med det tog, og jeg anede ikke, hvilken af de uendeligt mange vogne der holdt ved perronen, min siddeplads befandt sig i.
“Det ser ud til at være den vej,” sagde min kæreste, da vi var nede, og pegede mod højre, hvor togstammer strakte sig langt ned ad perronen under hallen på Hovedbanen.
Jeg nikkede og fulgte efter ham, irriterende selvbevidst om, at mens han lignede en, der hverken var påvirket af junivarmen eller menneskemylderet på Hovedbanen, var jeg alt det modsatte.
Vi havde snoet os fra indgangen overfor Tivoli til rulletrappen ned mod spor 5. Ind mellem studerende, der skulle tilbage til deres uddannelser, efterskoleelever, der skulle til deres skoler, turister, der skulle hjem, skilsmissebørn, der skulle skifte adresse, familier, der skulle i Tivoli, og alle de andre, der af alle mulige forskellige grunde var her denne søndag eftermiddag i juni.
Det var som en enorm menneskelig myretue, hvor høj, lav, tynd, tyk, ung, gammel, kvinde, mand, midt imellem, fortravlet vrimlede rundt mellem hinanden i hver en krog af den højloftede bygning her midt i København. Det hele pakket ind i en tung duft af friture, kaffe og sukrede kager, og i et kakofonisk lydbombardement af barnegråd, højtalerudkald, klikkende hæle og en evig summen af stemmer.
Mit hoved føltes, som om det skulle eksplodere.
Efter at have fundet min vogn, moslet min rygsæk ind ved siden af en kuffert og kysset min kæreste farvel i en akavet position hen over sæderne i toget, sank jeg lettet ned på min reserverede plads, netop som fløjten lød, og dørene bippede lukket. Ikke at toget var en lydløs puppe.
Samtlige sæder var besat, bagage bulede i hattehylder og mellem sæder, en barnevogn fyldte det meste af indgangen, og lydtæppet var en muflen af stemmer, skramlen fra poser, hvislen fra sodavand, der blev åbnet. På sædet ved siden af mit sad en ung kvinde med en piercing i næsen og en kebab indpakket i knitrende stanniol i hånden.
Jeg hev mine AirPods frem og stoppede dem i ørerne, lænede mig op mod vinduet og trak min telefon frem. NU skulle jeg have fred.
Tre timer senere sagtnede toget langsomt farten og duvede ind mod Padborg Station.
Jeg løftede blikket fra telefonen og den mail, jeg havde været ved at svare på. Og kiggede direkte ind i to par nysgerrige øjne fra det tyske ægtepar, der siden vi var havnet overfor hinanden efter mit togskift i Fredericia, havde stirret mere på mig end ud ad vinduet.
Jeg skulede mod dem, lidt forundret, hvad var det mon, der var så seværdigt ved mig?
Så swipede jeg Outlook væk, proppede telefonen i lommen og rejste mig op. Væk med mail, væk med ægteparret, nu skulle jeg af. Få minutter senere stod jeg alene tilbage i omgivelser, der selv i den dårligste B-film ikke kunne have været en større kontrast til det, jeg forlod i København for få timer siden.
Padborg Station var larmende tavshed.
Ingen lyde, ingen lugte, ingen mennesker, ingen cafeer, ingen overrendte rulletrapper eller duer på bjælker langt oppe under loftet.
Her gjorde en enlig rød murstensbygning med sprossede vinduer af den trætte slags det ud for stationen. Og kun en tydeligvis bundulovlig knallert, der pludselig drønede forbi på Jernbanegade på den anden side af stationsbygningen, flænsede et kortvarigt hul i stilheden.
Jeg smilede uvilkårligt, mens jeg hev mine vandrestave op af rygsækken og foldede dem ud. Det var lige præcis dét, lige præcis den stilhed, jeg havde drømt om.
Så hev jeg rygsækken på og begyndte at gå.
Hvorfor fanden vil du gå Hærvejen?
Det var min kollega, der spurgte. Det var midt i maj, luften var lys og lun og fuld af løfter om sommer lige om lidt. Så vi havde taget solbriller på og balanceret vores frokost med ud i gårdhaven bag Friluftsrådet, hvor jeg arbejdede som kommunikationskonsulent.
Og jeg havde netop fortalt, at jeg fra ugen efter pinse og tre uger frem havde orlov fra selvsamme job for at gå Hærvejen.
Hun spiddede et ubestemmeligt stykke kål fra frokostbuffeten på sin gaffel og så undrende på mig, mens hun proppede det i munden.
Altså hvorfor lige Hærvejen?” gentog hun.
Hun var ikke den første, der spurgte, de fleste dog uden at blande Fanden ind i det, men altid med en dårligt skjult undren i stemmen.
Så siden jeg i påsken havde besluttet at bruge tre juni-uger på at vandre 550 kilometer fra Padborg til Skagen ad primært Hærvejen, havde jeg haft mulighed for at øve mit svar en hel del gange. Ikke at det var blevet nemmere af den grund, for det var meget få mennesker, der forstod, hvorfor jeg ville det.
Det var jeg sådan set helt med på, for en ting er at ville afsted på en længere vandretur, noget andet er at ville det på en rute, som for de fleste ikke sitrer særlig meget af spændende eventyr og vilde oplevelser.
Det gjorde det heller ikke for mig. Faktisk var mit indtryk af den rute nærmest det modsatte. Jeg kunne stadig huske, hvordan jeg sad i historietimerne i 6. klasse og tegnede i et ternet stilehæfte, mens jeg ventede på, at det skulle ringe ud, fordi det, læreren talte om, dundrede af kedsomhed:
En bred og støvet grusvej ned gennem Jylland, som bønder engang drev deres okser afsted på i retning mod Tyskland, og hvor der også nogle gange gik soldater.
Hallo, hvor spændende var det lige?
Men nu, mere end 30 år senere, trak Hærvejen altså i mig. Netop fordi den ikke lovede alt muligt vildt og eventyrligt. Dens største udmærkelse var, at den var Danmarks længste afmærkede vandrerute, og de to ord var kodeordene for mig.
Lang og afmærket.
For det var præcis det, jeg havde brug for.
Jeg havde vandret rigtig meget rigtig mange steder i både Danmark og ude i verden de sidste små ti år og vidste, at det at gå, især længere ture på mange dage eller uger, var lig med ro i mit hoved. Og det var det, der stod på min ønskeseddel lige nu. Ro.
Eller, som jeg formulerede det, en timeout fra en alt for hektisk hverdag. En hverdag, hvor jeg forsøgte at være tusind steder på en gang og derfor var ingen steder, udover konstant i en opslidende tilstand af bagud.
Som betød, at min lunte var klippet af helt inde ved tændsatsen, jeg bed af mine kolleger, skældte ud på hunden, hvæsede ad min kæreste, drak lidt for meget vin, sov lidt for få timer, overspringshandlede konstant, og hele tiden glemte ting, selv om opdatering af to do-listen på min telefon udgjorde en stor del af min skærmtid.
Med andre ord den første snert af klassiske stress-symptomer. Kombineret med en snigende følelse af ikke at være sådan helt glad, ikke at være helt, hvor jeg gerne ville være med mit 48-årige liv. På det famøse papir havde jeg ellers det hele.
En god kæreste, gode venner, god familie, et godt job, og så privilegeret, at rigtig meget af, hvad jeg lavede både arbejdsmæssigt og i fritiden, handlede om min store passion for at vandre. Alligevel var noget lidt off. Og jeg havde ikke tid eller plads eller overskud i min dagligdag til at mærke ordentligt efter, hvad det var.
Derfor var Hærvejen perfekt.
En lang vandretur, som i sig selv var, hvad jeg drømte om. Men også en rute, hvor jeg ikke skulle bruge energi på udfordrende terræn eller have hovedet permanent skruet ned i telefonen for at finde vej. Hvor det egentlig var lidt lige meget, at ruten måske var kedelig, for det eneste, jeg skulle med den, var at sætte den ene fod foran den anden, imens min hjerne havde fri til bare at være.
Og hvis jeg var heldig, selv om det mere var et håb end en forventning, ville jeg undervejs måske finde nogle svar på nogle spørgsmål, jeg ikke helt vidste, hvad var.
Jeg håbede også, at Hærvejens lidt lunkne ry måske ville betyde, at den ikke ville være et mylder af folk på vandretur. Ikke fordi jeg var imod at møde andre mennesker, jeg ville bare ikke gå i konvoj eller dele teltplads med store flokke, jeg ville helst være alene.
Derfor skulle jeg også afsted alene.
Det havde jeg været før, så det var jeg ikke nervøs for, tværtimod glædede jeg mig til den frihed, der lå i ikke at skulle tage hensyn til andre end mig og ikke at skulle samtale med andre end min indre stemme i tre lange uger.
Af samme årsag havde jeg ikke spurgt nogen, om de ville med. Hverken de, omend få, så dog nogle veninder, jeg havde, som også var vant til at gå langt, eller min kæreste.
Han og jeg delte ellers kærligheden til at vandre. Vi havde i de godt tre år, vi havde været sammen, været på flere små og større ture, end jeg kunne tælle, blandt andet 300 kilometer gennem Pyrenæerne i sommeren 2021.
Men den her tur ville jeg have for mig selv. Jeg var glad for, at han ville komme og gå med mig nogle dage undervejs – projektet skulle bare være mit alene. Hvilket heldigvis gav sig selv, for han var folkeskolelærer, og folkeskolelærere holder ikke tre uger fri i juni.
Alt det sagde jeg, omend i en noget forkortet version, når nogen stillede Hvorfor Hærvejen-spørgsmålet. Og tilføjede så, at Danmarks natur jo altså også kunne være smuk, selv om den ikke var rå og vild, men snarere blid og blød. Især i juni.
Så selv om jeg egentlig ikke forventede det, KUNNE det jo være, at jeg fik mere ud af turen end en hjerne i zen. Nu var jeg her så. Havde forladt min hverdag og støjen i København og var klar til at vandre nordpå.
Det vil sige, når jeg havde fundet frem til der, hvor Hærvejen officielt startede. Eller hvor jeg ville hoppe på den, for jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke behøvede vade ned til den tyske grænse for at vade tilbage ad samme landevej til Padborg og SÅ mod nord.
Med Googlemaps i hånden gik jeg forbi Brugsen og ned ad en række søndagssøvnige veje, indtil jeg pludselig stod ved Hærvejen. Bogstaveligt. Lige her, hvor Padborg umærkeligt var blevet til landsbyen Bov, lyste hvide bogstaver på det karakteristiske blå vejnavnsskilt øverst på en metalstolpe:
Hærvejen.
Og på en pæl nedenunder det mindre skilt, som ville blive min følgesvend de næste godt 500 kilometer til Hirtshals: en kantet hvid piktogram-mand på knaldblå baggrund.
Jeg tog et billede af mand og mig, og så drejede jeg ned ad den vej, han ledte mig.
Mine vandrestave klikkede i takt med mine skridt på asfalten, og først da jeg kom ind i et mindre skovstykke nogle kilometer fremme, og underlaget var skovbund, blev de tyste.
Omgivelserne var også tyste, et stykke bagude så jeg en hund og hundelufter, men ellers ingen. Og da ruten fortsatte ind i et markskel, og en hare pludselig dukkede op i græsset foran mig og sad med mimrende snude og vippende ører vendt mod mig, jublede jeg uden lyd for ikke at forstyrre haren eller splintre den nærmest andægtige tavshed.
Sønderjylland var ubetinget den del af ruten, jeg havde de mindste forventninger til, hvad naturen angik, men allerede nu, med den hare i det græs mellem markerne, var den mere natur, end jeg med min erindring fra historietimerne i 6. klasse havde set for mig.
Træer vokser dog som bekendt ikke ind i nogen som helst himmel, så da jeg kom ud af skoven, der fulgte efter marken, og pludselig stod ved en bred hovedvej, smilede jeg ironisk.
Og smækkede mine AirPods i ørerne for at lukke trafikstøjen ude, mens jeg krydsede en rundkørsel og gik hen over den summende E45 mod Tyskland på vej mod mit mål for aftenen, som var en teltplads i en skovtykning et sted, der hed Bommerlund Plantage.
Det lå kun ni kilometer fra stationen i Padborg, men med en start klokken 18 var det, hvad jeg hjemmefra havde tænkt ville passe mig på denne første vandredag.
Det passede, jeg var tilpas brugt, da jeg nåede frem, og solen var ikke i nærheden af nedgang, men faldet så langt ned mod horisonten, at lyset var rundt og varmt. Jeg smed min rygsæk på græsset og satte mig på den.
Her var kun mig og så et væld af fugle, jeg godt nok ikke kunne se, men i den grad høre. De fløjtede og sang og kvidrede, og jeg bildte mig ind, at det var for at byde mig velkommen her ude i naturen.
“Skal du sove i telt?” havde folk spurgt.
Og ja, det skulle jeg, i hvert fald så mange nætter, jeg orkede.
Det var ikke nyt for mig, og jeg ville hellere være i mit telt end i et hotelværelse uden sjæl eller nerve. Især når naturen var så grøn og med så lange lyse nætter, som Danmark i juni havde.
a teltet var slået op, trak jeg mine halvsvedige vandresokker af og vamsede fleecesokker på, sådan som jeg altid gjorde, når en vandredag var slut, og traskede med fleecefødderne sløset stukket ned i vandreskoene hen over det dugvåde græs til bænken i det lettere udpinte, men overdækkede såkaldte madpakkehus, som pladsen var udstyret med.
Sad på bænken under halvtaget og spiste i grådige bidder den sandwich, jeg havde med hjemmefra, og var temmelig tilfreds med mig selv for også at have slæbt en rest rosé hældt over på en plastflaske med fra køleskabet.
Jeg var overhovedet ikke i ro, de mange løse arbejdsender, jeg ikke havde fået bundet, inden jeg tog afsted, flaksede stadig rundt i min hjerne, og tusindvis af tanker myldrede stadig ud i alle mulige kroge, hvor de dirrende hang lidt, inden de vendte om og svirrede ud ad en ny tangent.
Det var som en myrekrig af tanker, men jeg kunne ikke gøre noget ved dem, så jeg ignorerede dem, så godt jeg kunne, selv om det ikke var særlig godt, mens jeg lod blikket hvile i alt det grønne foran mig og drak min halvvarme rosé i små slurke.
Jeg var her, jeg var i gang.
Gitte Holtze: Hvad Hærvejen gav mig
I forsøget på at få en timeout fra en alt for hektisk hverdag, sætter Gitte Holtze ud på en vandring ad den 500 km lange Hærvejen op gennem Jylland.
Det viser sig, at Hærvejen er meget mere, end den længste vandrerute i Danmark. Gitte fortæller om at gå langsomt gennem lommer af et Danmark, der lever stille og hengemt. Om tankevækkende møder med fremmede. Om glæden ved det enkle liv i en rygsæk. Om tyste nætter alene i en dansk natur meget større, end hun troede. Om en vandretur, der på forunderlig vis altid giver det, Gitte har brug for. Og om hvordan hun skridt for skridt på sin vej nordpå slipper hamsterræset og mærker sig selv mere og mere.
Gitte Holtze er erfaren udi lange vandringer og er især kendt for at have gået den over 4.000 kilometer lange Pacific Crest Trail fra Mexico til Canada. Dengang gjorde hun det for at vokse sig ud af et smadret selvværd, og hun vendte hjem med en ny tro på sig selv og en tro på, at vandring er vejen til et helt liv. Hvad Hærvejen gav mig er en bog om alt det, vandring giver, også selv om man ‘bare’ går i Danmark.
Hærvejen er Danmarks længste vandrerute på godt 500 kilometer. Gitte Holtze, der bl.a. tidligere har gået fra Mexico til Canada, satte sidste år ud på ruten. Og opdagede nye sider af Danmark og af sig selv. Tag med på vandringen i hendes nye bog Hvad Hærvejen gav mig.
Gitte Holtze er uddannet journalist, arbejder som kommunikationskonsulent i Friluftsrådet og er forfatter til flere bøger om at vandre.
I 2018 gik hun 4.265 kilometer ad den berømte Pacific Crest Trail, der strækker sig fra Mexico til Canada. Hun gjorde det for at gå sig ud af en livskrise, og fortællingen om turen og hendes indre rejse blev til bogen Jeg lever. Nu er Gitte Holtze igen aktuel med bogen Hvad hærvejen gav mig om at lære sig selv at kende skridt for skridt.
Hun gjorde det for at få en timeout fra en alt for hektisk hverdag i hamsterhjulet, men forventede ikke meget mere end det, for selv om Hærvejen er Danmarks længste vandrerute, klinger den ikke umiddelbart af eksotisk eventyr.
LÆS OGSÅ: Er du interesseret i sundhed og velvære? Så har vi samlet 10 spændende bøger til dig
På Hærvejen fik Gitte Holtze den ro, hun kom for, men også meget mere. På de tre uger op gennem Jylland oplevede hun tankevækkende møder med fremmede, gæstfrie overnatningssteder, vildt vejr, tyste nætter i en dansk natur større, end hun anede fandtes, og gik gennem fascinerende lommer af det Danmark, man sjældent ser.
Hvad Hærvejen gav mig er en højst personlig bog om at gå langsomt og alene, om glæden ved det enkle liv i en rygsæk og om at komme tættere på sig selv. En bog, der kan inspirere til at sætte hverdagen på pause for at opleve, hvad det at vandre kan gøre. Også lige her i Danmark.
Hvad hærvejen gav mig
Gitte Holtze
Kapitel 1
“Hold nu for fanden til højre. Kan du ikke læse?”
Jeg havde lyst til at råbe det højt og surt. Det gjorde jeg ikke, hvislede bare bag tænderne og stillede
mig demonstrativt på trinet lige over den trinde kvinde, der med en overdimensioneret rullekuffert og en stråhat i nogenlunde samme omfang stod og spærrede rulletrappen i hele dens bredde.
“IntercityLyn mod Fyn og Jylland afgår fra Spor 5 om få minutter”.
Den metalliske højtalerstemme gjaldede ud over Københavns Hovedbanegård. Jeg trippede utålmodigt, kom nu, kør, rulletrappe. Jeg skulle med det tog, og jeg anede ikke, hvilken af de uendeligt mange vogne der holdt ved perronen, min siddeplads befandt sig i.
“Det ser ud til at være den vej,” sagde min kæreste, da vi var nede, og pegede mod højre, hvor togstammer strakte sig langt ned ad perronen under hallen på Hovedbanen.
Jeg nikkede og fulgte efter ham, irriterende selvbevidst om, at mens han lignede en, der hverken var påvirket af junivarmen eller menneskemylderet på Hovedbanen, var jeg alt det modsatte.
Vi havde snoet os fra indgangen overfor Tivoli til rulletrappen ned mod spor 5. Ind mellem studerende, der skulle tilbage til deres uddannelser, efterskoleelever, der skulle til deres skoler, turister, der skulle hjem, skilsmissebørn, der skulle skifte adresse, familier, der skulle i Tivoli, og alle de andre, der af alle mulige forskellige grunde var her denne søndag eftermiddag i juni.
Det var som en enorm menneskelig myretue, hvor høj, lav, tynd, tyk, ung, gammel, kvinde, mand, midt imellem, fortravlet vrimlede rundt mellem hinanden i hver en krog af den højloftede bygning her midt i København. Det hele pakket ind i en tung duft af friture, kaffe og sukrede kager, og i et kakofonisk lydbombardement af barnegråd, højtalerudkald, klikkende hæle og en evig summen af stemmer.
Mit hoved føltes, som om det skulle eksplodere.
Efter at have fundet min vogn, moslet min rygsæk ind ved siden af en kuffert og kysset min kæreste farvel i en akavet position hen over sæderne i toget, sank jeg lettet ned på min reserverede plads, netop som fløjten lød, og dørene bippede lukket. Ikke at toget var en lydløs puppe.
Samtlige sæder var besat, bagage bulede i hattehylder og mellem sæder, en barnevogn fyldte det meste af indgangen, og lydtæppet var en muflen af stemmer, skramlen fra poser, hvislen fra sodavand, der blev åbnet. På sædet ved siden af mit sad en ung kvinde med en piercing i næsen og en kebab indpakket i knitrende stanniol i hånden.
Jeg hev mine AirPods frem og stoppede dem i ørerne, lænede mig op mod vinduet og trak min telefon frem. NU skulle jeg have fred.
Tre timer senere sagtnede toget langsomt farten og duvede ind mod Padborg Station.
Jeg løftede blikket fra telefonen og den mail, jeg havde været ved at svare på. Og kiggede direkte ind i to par nysgerrige øjne fra det tyske ægtepar, der siden vi var havnet overfor hinanden efter mit togskift i Fredericia, havde stirret mere på mig end ud ad vinduet.
Jeg skulede mod dem, lidt forundret, hvad var det mon, der var så seværdigt ved mig?
Så swipede jeg Outlook væk, proppede telefonen i lommen og rejste mig op. Væk med mail, væk med ægteparret, nu skulle jeg af. Få minutter senere stod jeg alene tilbage i omgivelser, der selv i den dårligste B-film ikke kunne have været en større kontrast til det, jeg forlod i København for få timer siden.
Padborg Station var larmende tavshed.
Ingen lyde, ingen lugte, ingen mennesker, ingen cafeer, ingen overrendte rulletrapper eller duer på bjælker langt oppe under loftet.
Her gjorde en enlig rød murstensbygning med sprossede vinduer af den trætte slags det ud for stationen. Og kun en tydeligvis bundulovlig knallert, der pludselig drønede forbi på Jernbanegade på den anden side af stationsbygningen, flænsede et kortvarigt hul i stilheden.
Jeg smilede uvilkårligt, mens jeg hev mine vandrestave op af rygsækken og foldede dem ud. Det var lige præcis dét, lige præcis den stilhed, jeg havde drømt om.
Så hev jeg rygsækken på og begyndte at gå.
Hvorfor fanden vil du gå Hærvejen?
Det var min kollega, der spurgte. Det var midt i maj, luften var lys og lun og fuld af løfter om sommer lige om lidt. Så vi havde taget solbriller på og balanceret vores frokost med ud i gårdhaven bag Friluftsrådet, hvor jeg arbejdede som kommunikationskonsulent.
Og jeg havde netop fortalt, at jeg fra ugen efter pinse og tre uger frem havde orlov fra selvsamme job for at gå Hærvejen.
Hun spiddede et ubestemmeligt stykke kål fra frokostbuffeten på sin gaffel og så undrende på mig, mens hun proppede det i munden.
Altså hvorfor lige Hærvejen?” gentog hun.
Hun var ikke den første, der spurgte, de fleste dog uden at blande Fanden ind i det, men altid med en dårligt skjult undren i stemmen.
Så siden jeg i påsken havde besluttet at bruge tre juni-uger på at vandre 550 kilometer fra Padborg til Skagen ad primært Hærvejen, havde jeg haft mulighed for at øve mit svar en hel del gange.
Ikke at det var blevet nemmere af den grund, for det var meget få mennesker, der forstod, hvorfor jeg ville det.
Det var jeg sådan set helt med på, for en ting er at ville afsted på en længere vandretur, noget andet er at ville det på en rute, som for de fleste ikke sitrer særlig meget af spændende eventyr og vilde oplevelser.
Det gjorde det heller ikke for mig. Faktisk var mit indtryk af den rute nærmest det modsatte.
Jeg kunne stadig huske, hvordan jeg sad i historietimerne i 6. klasse og tegnede i et ternet stilehæfte, mens jeg ventede på, at det skulle ringe ud, fordi det, læreren talte om, dundrede af kedsomhed:
En bred og støvet grusvej ned gennem Jylland, som bønder engang drev deres okser afsted på i retning mod Tyskland, og hvor der også nogle gange gik soldater.
Hallo, hvor spændende var det lige?
Men nu, mere end 30 år senere, trak Hærvejen altså i mig. Netop fordi den ikke lovede alt muligt vildt og eventyrligt. Dens største udmærkelse var, at den var Danmarks længste afmærkede vandrerute, og de to ord var kodeordene for mig.
Lang og afmærket.
For det var præcis det, jeg havde brug for.
Jeg havde vandret rigtig meget rigtig mange steder i både Danmark og ude i verden de sidste små ti år og vidste, at det at gå, især længere ture på mange dage eller uger, var lig med ro i mit hoved.
Og det var det, der stod på min ønskeseddel lige nu. Ro.
Eller, som jeg formulerede det, en timeout fra en alt for hektisk hverdag. En hverdag, hvor jeg forsøgte at være tusind steder på en gang og derfor var ingen steder, udover konstant i en opslidende tilstand af bagud.
Som betød, at min lunte var klippet af helt inde ved tændsatsen, jeg bed af mine kolleger, skældte ud på hunden, hvæsede ad min kæreste, drak lidt for meget vin, sov lidt for få timer, overspringshandlede konstant, og hele tiden glemte ting, selv om opdatering af to do-listen på min telefon udgjorde en stor del af min skærmtid.
Med andre ord den første snert af klassiske stress-symptomer. Kombineret med en snigende følelse af ikke at være sådan helt glad, ikke at være helt, hvor jeg gerne ville være med mit 48-årige liv.
På det famøse papir havde jeg ellers det hele.
En god kæreste, gode venner, god familie, et godt job, og så privilegeret, at rigtig meget af, hvad jeg lavede både arbejdsmæssigt og i fritiden, handlede om min store passion for at vandre.
Alligevel var noget lidt off. Og jeg havde ikke tid eller plads eller overskud i min dagligdag til at mærke ordentligt efter, hvad det var.
Derfor var Hærvejen perfekt.
En lang vandretur, som i sig selv var, hvad jeg drømte om. Men også en rute, hvor jeg ikke skulle bruge energi på udfordrende terræn eller have hovedet permanent skruet ned i telefonen for at finde vej.
Hvor det egentlig var lidt lige meget, at ruten måske var kedelig, for det eneste, jeg skulle med den, var at sætte den ene fod foran den anden, imens min hjerne havde fri til bare at være.
Og hvis jeg var heldig, selv om det mere var et håb end en forventning, ville jeg undervejs måske finde nogle svar på nogle spørgsmål, jeg ikke helt vidste, hvad var.
Jeg håbede også, at Hærvejens lidt lunkne ry måske ville betyde, at den ikke ville være et mylder af folk på vandretur. Ikke fordi jeg var imod at møde andre mennesker, jeg ville bare ikke gå i konvoj eller dele teltplads med store flokke, jeg ville helst være alene.
Derfor skulle jeg også afsted alene.
Det havde jeg været før, så det var jeg ikke nervøs for, tværtimod glædede jeg mig til den frihed, der lå i ikke at skulle tage hensyn til andre end mig og ikke at skulle samtale med andre end min indre stemme i tre lange uger.
Af samme årsag havde jeg ikke spurgt nogen, om de ville med. Hverken de, omend få, så dog nogle veninder, jeg havde, som også var vant til at gå langt, eller min kæreste.
Han og jeg delte ellers kærligheden til at vandre. Vi havde i de godt tre år, vi havde været sammen, været på flere små og større ture, end jeg kunne tælle, blandt andet 300 kilometer gennem Pyrenæerne i sommeren 2021.
Men den her tur ville jeg have for mig selv. Jeg var glad for, at han ville komme og gå med mig nogle dage undervejs – projektet skulle bare være mit alene. Hvilket heldigvis gav sig selv, for han var folkeskolelærer, og folkeskolelærere holder ikke tre uger fri i juni.
Alt det sagde jeg, omend i en noget forkortet version, når nogen stillede Hvorfor Hærvejen-spørgsmålet.
Og tilføjede så, at Danmarks natur jo altså også kunne være smuk, selv om den ikke var rå og vild, men snarere blid og blød. Især i juni.
Så selv om jeg egentlig ikke forventede det, KUNNE det jo være, at jeg fik mere ud af turen end en hjerne i zen. Nu var jeg her så. Havde forladt min hverdag og støjen i København og var klar til at vandre nordpå.
Det vil sige, når jeg havde fundet frem til der, hvor Hærvejen officielt startede. Eller hvor jeg ville hoppe på den, for jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke behøvede vade ned til den tyske grænse for at vade tilbage ad samme landevej til Padborg og SÅ mod nord.
Med Googlemaps i hånden gik jeg forbi Brugsen og ned ad en række søndagssøvnige veje, indtil jeg pludselig stod ved Hærvejen. Bogstaveligt. Lige her, hvor Padborg umærkeligt var blevet til landsbyen Bov, lyste hvide bogstaver på det karakteristiske blå vejnavnsskilt øverst på en metalstolpe:
Hærvejen.
Og på en pæl nedenunder det mindre skilt, som ville blive min følgesvend de næste godt 500 kilometer til Hirtshals: en kantet hvid piktogram-mand på knaldblå baggrund.
Jeg tog et billede af mand og mig, og så drejede jeg ned ad den vej, han ledte mig.
Mine vandrestave klikkede i takt med mine skridt på asfalten, og først da jeg kom ind i et mindre skovstykke nogle kilometer fremme, og underlaget var skovbund, blev de tyste.
Omgivelserne var også tyste, et stykke bagude så jeg en hund og hundelufter, men ellers ingen. Og da ruten fortsatte ind i et markskel, og en hare pludselig dukkede op i græsset foran mig og sad med mimrende snude og vippende ører vendt mod mig, jublede jeg uden lyd for ikke at forstyrre haren eller splintre den nærmest andægtige tavshed.
Sønderjylland var ubetinget den del af ruten, jeg havde de mindste forventninger til, hvad naturen angik, men allerede nu, med den hare i det græs mellem markerne, var den mere natur, end jeg med min erindring fra historietimerne i 6. klasse havde set for mig.
Træer vokser dog som bekendt ikke ind i nogen som helst himmel, så da jeg kom ud af skoven, der fulgte efter marken, og pludselig stod ved en bred hovedvej, smilede jeg ironisk.
Og smækkede mine AirPods i ørerne for at lukke trafikstøjen ude, mens jeg krydsede en rundkørsel og gik hen over den summende E45 mod Tyskland på vej mod mit mål for aftenen, som var en teltplads i en skovtykning et sted, der hed Bommerlund Plantage.
Det lå kun ni kilometer fra stationen i Padborg, men med en start klokken 18 var det, hvad jeg hjemmefra havde tænkt ville passe mig på denne første vandredag.
Det passede, jeg var tilpas brugt, da jeg nåede frem, og solen var ikke i nærheden af nedgang, men faldet så langt ned mod horisonten, at lyset var rundt og varmt. Jeg smed min rygsæk på græsset og satte mig på den.
Her var kun mig og så et væld af fugle, jeg godt nok ikke kunne se, men i den grad høre. De fløjtede og sang og kvidrede, og jeg bildte mig ind, at det var for at byde mig velkommen her ude i naturen.
“Skal du sove i telt?” havde folk spurgt.
Og ja, det skulle jeg, i hvert fald så mange nætter, jeg orkede.
Det var ikke nyt for mig, og jeg ville hellere være i mit telt end i et hotelværelse uden sjæl eller nerve. Især når naturen var så grøn og med så lange lyse nætter, som Danmark i juni havde.
a teltet var slået op, trak jeg mine halvsvedige vandresokker af og vamsede fleecesokker på, sådan som jeg altid gjorde, når en vandredag var slut, og traskede med fleecefødderne sløset stukket ned i vandreskoene hen over det dugvåde græs til bænken i det lettere udpinte, men overdækkede såkaldte madpakkehus, som pladsen var udstyret med.
Sad på bænken under halvtaget og spiste i grådige bidder den sandwich, jeg havde med hjemmefra, og var temmelig tilfreds med mig selv for også at have slæbt en rest rosé hældt over på en plastflaske med fra køleskabet.
Jeg var overhovedet ikke i ro, de mange løse arbejdsender, jeg ikke havde fået bundet, inden jeg tog afsted, flaksede stadig rundt i min hjerne, og tusindvis af tanker myldrede stadig ud i alle mulige kroge, hvor de dirrende hang lidt, inden de vendte om og svirrede ud ad en ny tangent.
Det var som en myrekrig af tanker, men jeg kunne ikke gøre noget ved dem, så jeg ignorerede dem, så godt jeg kunne, selv om det ikke var særlig godt, mens jeg lod blikket hvile i alt det grønne foran mig og drak min halvvarme rosé i små slurke.
Jeg var her, jeg var i gang.
Gitte Holtze: Hvad Hærvejen gav mig
I forsøget på at få en timeout fra en alt for hektisk hverdag, sætter Gitte Holtze ud på en vandring ad den 500 km lange Hærvejen op gennem Jylland.
Det viser sig, at Hærvejen er meget mere, end den længste vandrerute i Danmark. Gitte fortæller om at gå langsomt gennem lommer af et Danmark, der lever stille og hengemt. Om tankevækkende møder med fremmede. Om glæden ved det enkle liv i en rygsæk. Om tyste nætter alene i en dansk natur meget større, end hun troede. Om en vandretur, der på forunderlig vis altid giver det, Gitte har brug for. Og om hvordan hun skridt for skridt på sin vej nordpå slipper hamsterræset og mærker sig selv mere og mere.
Gitte Holtze er erfaren udi lange vandringer og er især kendt for at have gået den over 4.000 kilometer lange Pacific Crest Trail fra Mexico til Canada. Dengang gjorde hun det for at vokse sig ud af et smadret selvværd, og hun vendte hjem med en ny tro på sig selv og en tro på, at vandring er vejen til et helt liv. Hvad Hærvejen gav mig er en bog om alt det, vandring giver, også selv om man ‘bare’ går i Danmark.
Du kan købe Hvad Hærvejen gav mig i din lokale boghandel eller online fx hos Bog&idé.
Andre læste også: