Norske Marie Aubert nærstuderer i sin nye roman familielivet og de konflikter, der kan ligge og ulme i årevis. Jeg er egentlig ikke sådan udspiller sig over en weekend, hvor en familie mødes til fest, og relationerne sættes under pres.
I Jeg er egentlig ikke sådan skal Linnea konfirmeres, og der skal være fest. Men festforberedelserne er præget af spændinger, og ingen glæder sig rigtigt til den store dag.
Faster Hanne har ikke været hjemme i bygden, siden dengang hun var ”hende den tykke”. Nu kommer hun tilbage med en kæreste og mærker et voksende raseri over, hvor meget flinkere folk pludselig er over for hende, efter hun har tabt sig.
LÆS OGSÅ: Marie Aubert: Jeg er optaget af situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv
Jeg er egentlig ikke sådan er en roman om frygten for de andres blikke og om længslen efter at blive set – og om det risikable ved at lade et andet menneske komme tæt på.
Forfatteren Thomas Korsgaard, der har oversat Marie Auberts bøger til dansk, siger om Jeg er egentlig ikke sådan:
“Sikke en bog, altså. Hun skriver så godt, enkelt og lige ud ad landevejen. Jeg tror, det her er en bog, der kan samle mange mennesker; familier, unge og gamle. Hannes historie rørte mig især. Sådan vil hver nok finde sin favorit.”
Jeg er egentlig ikke sådan
Marie Aubert
BÅRD
To dage tilbage, og så er det kortene på bordet. Eller tre. Efter arbejde kører jeg hen til far for at låne et klapbord, vi skal bruge på søndag. Jeg må selv finde det i garagen, mens han står udenfor og kigger på, han har ikke engang vasket det af.
– Godt vejr ude, siger far og nikker.
Jeg smyger mig uden om Fia, som logrer og pruster mod mine ben. Børnene har talt om i årevis, at vi også skal have en hund, men jeg siger nej, ikke tale om.
–Det er faktisk ret koldt, siger jeg.
–Taget i betragtning, at det er maj.
– Faktisk, siger far og smiler.
– Ja, det plejer ikke at være så koldt, siger jeg.
Vi får lagt bordet ind bag i bilen, jeg må slå bagsæderne ned. Jeg fjerner noget ispapir, som børnene har smidt, finder en kasket, som jeg mener, at Sivert har ledt efter, en stor, skrigfarvet hårelastik, som må tilhøre Linnea.
– Nej nej, siger far.
– Nej, I har måske planlagt at holde festen udendørs på søndag.
– Nej, selvfølgelig ikke, siger jeg.
– Så optimistiske er vi ikke.
Jeg står og tripper og vil afsted.
– Du styrer det vel med hård hånd? siger han med sit skæve, lille halvsmil, som får det til at prikke i hovedbunden, hvad mener han ellers, at jeg skulle gøre, når vi skal have huset fuldt af gæster. Selv har han vel oceaner af tid, han går bare her og pusler, alene med en småtyk labrador.
– Ja ja, siger han, da jeg ikke svarer.
– Ja nej, de bliver store, børnene.
– Det gør de, siger jeg.
– Det er trist, at Sissel ikke skulle opleve det, siger han. Jeg vender mig og sætter mig ind i bilen.
– Hvornår skal vi komme i aften? siger han.
– Halv otte er fint, siger jeg.
Han nikker, siger, at han har ryddet kælderværelset, så de kan sove der.
– Du må hilse dem, siger han, mens jeg tager sikkerhedsselen på.
– Eller, vi ses jo snart.
Jeg kører hjemad med bordet i bagagerummet, langs markerne, hvor man har udsigt over hele landsbyen. I dag er det så klart, at jeg kan se helt ned til nybyggeriet ved kajen. Jeg kører ind ad vejen til villakvarteret og parkerer i garagen. Vores hus er det flotteste.
Mor passede haven, hun fortsatte med det, selv efter at vi overtog, og hun flyttede. Hun kom på besøg med et par gamle havehandsker tilfældigt stukket ned i tasken og begyndte at luge i bedene eller plukke æbler fra de to æbletræer, sådan som hun havde gjort, siden jeg var lille.
Hun kunne navnene på de forskellige roser, hyggede rigtig om dem og vidste, hvordan de skulle beskæres, og hvornår de skulle dækkes til for vinteren.
Ellen protesterede først, det ramte vel hendes stolthed, at mor skulle blive ved, som om haven stadigvæk var hendes, men Ellen er jo ikke selv interesseret i havearbejde, og jeg selv har aldrig været nogen havemand, så vi kunne egentlig godt lide det på den måde, at haven var pæn, uden at vi behøvede at gøre så meget for det.
Det føltes som en slags luksus at kunne gå rundt mellem de overdådige, kæmpe roser, lyserøde og gule og røde, store som hænder, mørkegrønne blade, som glinsede. Nu er haven pjusket, plænen klarer vi med robotplæneklipperen, så det ser sådan nogenlunde ud, men bedene er fulde af løvetand og græs, og rosenbuskene er halvvisne.
Jeg ser på det, mens jeg løfter bordet ud af bilen, og det går i maven på mig, jeg burde ikke lade ting stå til. Jeg kan ikke tænke på det, alt kommer til at blive anderledes nu.
– Hallo, råber jeg, jeg holder bordet fladt mod kroppen og stavrer sidelæns ind i gangen.
– Hallo, svarer Ellen inde fra stuen.
Hun ligger udstrakt på sofaen med det ene ben over det andet, der står et glas hvidvin på sofabordet. Hun vipper med foden i luften, som hun plejer, taster på sin telefon, ser dårligt nok på mig, mens jeg bugserer bordet ind.
– Sådan, siger jeg og sætter det fra mig mod væggen, jeg er blevet svedig af at bære.
– Fint, siger hun.
Hun har fandeme ikke ryddet op. Det er sikkert to timer, siden hun kom hjem, men alt er, som da jeg tog afsted i morges, stuen flyder over af ungernes tøj, Lego og bøger, beskidte glas og gamle aviser på bordet, nullermænd langs væggene.
Jeg klemmer mig ned i sofaen ved hendes fødder og trommer med hænderne på knæerne. Jeg plejede at synes, det var sjovt, at hun lå sådan og slængede sig med en arm bag hovedet og ikke stressede med noget som helst, det var næsten lidt sexet, at hun ikke tog sig af, at ungerne og jeg plagede hende.
I etagen ovenpå buldrer raske skridt mod gulvet, det er Eirik eller Sivert, sikkert Eirik, han er hurtigere af sig.
– Du er godt klar over, at vi snart får besøg, siger jeg.
– Klar over? siger Ellen og kigger op.
– Ja?
Jeg laver en bevægelse mod rodet, hun ser syrlig ud og sætter sig op.
– Det må være tilladt at tage den lidt med ro, siger hun.
– Det er fredag.
– Det ville være fint, hvis her ikke lignede et bombet lokum, siger jeg.
– Jeg skal nok ordne det, siger hun, stadig med blikket nede i telefonen.
– Okay, siger jeg.
– Hvornår?
– Gider du slappe af, eller? siger hun og ser på mig.
Jeg åbner munden for at sige noget mere, noget vredt, men jeg stopper, sidder stille og lader det fare, jeg har sagt det så mange gange før, at jeg bliver træt af mig selv, allerede inden jeg har sagt noget, og nu kan det være det samme.
– Er Linnea hjemme, siger jeg til sidst.
– Frøken Fryd er hjemme, ja, siger Ellen og nikker mod Linneas værelse.
– Det kan jeg høre, siger jeg.
– Det er bare for meget, siger Ellen og ryster på hovedet.
– Det bliver da hyggeligt at holde fest for hende.
– Ja, det bliver sjovt, siger Ellen, og vi smiler begge to.
Jeg lyder normal, jeg siger sådan nogle ting, som jeg plejer at sige, og når vi laver sjov, føles det et øjeblik, som om alt er som før. Hun kan ikke mærke noget på mig, mistænker intet, hun føler sig så tryg, det snører til i min hals.
Jeg klapper hende lidt klodset på knæet, da jeg rejser mig, går ud i køkkenet og ser på stablerne af tallerkner, krummerne på gulvet og noget saftagtigt klister på bordet, jeg står et øjeblik og puster længe ud af næsen, før jeg begynder at tage ud af opvaskemaskinen.
Glas, som klirrer mod glas, kopper mod kopper. Vi har sikkert halvtreds Mumikopper i alle mulige farver, gul og rød og blå og lyserød og endnu flere. De eneste figurer, jeg kan navnet på, er Lille My og Mumrikken, og så er der den sorte kop, som jeg plejer at få, når Ellen en sjælden gang dækker op til morgenmad i weekenderne, Mumifar med høj hat.
Jeg skal lave en pizzadej til i aften, kommer jeg i tanke om, mens jeg vasker de ting op, som ikke kan komme i maskinen, jeg burde sætte mig lidt ned, men jeg har for meget uro i kroppen, krudt i røven, plejer far at sige, jeg kan lige så godt få det klaret.
Uden mig kommer der til at gå to dage, max tre, før de bliver begravet i deres eget rod. Eirik og Sivert vil lave toast og lade osten og smørret stå ude, brødkrummer og snask over hele bordet, spilde cola zero på gulvet. Linnea vil smide sit tøj på badeværelset og i stuen, toilettet vil have lortestreger i kummen, alle de tusind par sko og støvler vil ligge hulter til bulter i gangen.
Og Ellen, Ellen kommer ikke længere til at kunne ligge uforstyrret på sofaen med en bog i skødet og telefonen, som hun kigger på samtidig, hun klager stadig over, at det går så langsomt med de bøger, hun er i gang med, jeg plejer at sige, at det jo ikke er så satans underligt.
Hun kommer ikke til at kunne forstå, hvor alt rodet kommer fra, hvorfor det pludselig tårner sig op med beskidt tøj og tallerkner med madrester overalt. Jøsses, se på det her, altså. Hvordan skal de klare sig, hvis jeg går. Når jeg går.
Det er mest mit hus, bygget af mor og far, og jeg ejer 65 procent af det, mens Ellen ejer hytten, så det er jo sådan set ikke mig, som bliver nødt til at flytte. Alligevel er det dette hus uden mig, jeg ser for mig, de andre rundt om spisebordet med en tom plads, hvor jeg plejede at sidde, skabene uden mine sko og mit tøj, min side af sengen uden dyne og pude.
Jeg kæmper med den sidste gryde, der er stivnede grødrester i den. Det er Ellen, som laver havregrød til Eirik og Sivert om morgenen, hun kommer blåbær og lidt honning i den, og de spiser det hele, men hvem er det, som bliver stående og skrubber gryden ren bagefter, hvem er det. Når grødresterne bliver rigtig hårde, er de så skarpe, at du kan skære dig på dem.
Jeg finder noget ståluld og prøver at gnide, men så bliver jeg udmattet af, hvor lang tid det tager, at det går så langsomt. Jeg lader gryden dumpe ned i vandet igen og gnider hænderne sammen, før jeg tager den op og tørrer den lidt og sætter den ind i skabet, som den er, smækker skabslågen og hører stilheden efter knaldet fra den.
Det er bare to dage, tænker jeg og ser ned i vasken. Jeg rører i opvaskevandet med en finger, ser på grumset, som har lagt sig på bunden, så laver jeg hurtige bølger, frem og tilbage.
Eller tre. Ikke søndag. Men mandag eller måske tirsdag. Så. Efter gudstjenesten og middagen og talerne, efter at alle de ting, som skal fikses, er blevet fikset, listen er så lang, allerførst er det at lave pizza og rydde op, så vi kan have far og Hanne på besøg, den nye Hanne og den nye kvindelige kæreste, jeg bliver stresset af at skulle have middagsbesøg midt i alt det her, men det ville virke mærkeligt, hvis vi ikke havde inviteret dem. Tre dage til, og så skal jeg sige det til Ellen.
Min telefon vibrerer. Jeg er som en hund, der hører foderet lande i madskålen, jeg skynder mig at tørre hænderne i et viskestykke, før jeg trækker telefonen op af lommen, jeg lægger den aldrig fra mig længere. Jeg holder vejret og kigger rundt omkring mig, lydene er som før, børnene ovenpå, stilheden fra Ellen i stuen. Det er hende, det er Kaia.
Jeg smiler, da jeg åbner billedet, hun har sendt på Snap. Hun sidder på sin altan med en øl, ser ind i kameraet og laver en slags trutmund, det er det, Linnea kalder for pouting. Kaia har kun en undertrøje på, og hendes bryster og arme er lyse og bløde i solen, det ser iskoldt ud.
”Faktisk ret varmt her på altanen,” skriver hun.
”Shit, jeg skulle have været der,” svarer jeg, jeg smiler, mens jeg skriver.
”Det skulle du,” skriver hun og sender et hjerte, og jeg sender et hjerte tilbage.
”Synes, du ser ud til at fryse lidt,” svarer jeg og sender en aubergine-emoji.
”Så må du komme og varme mig,” skriver hun og sender en fersken-emoji, jeg bliver tør i munden, ivrig, det dunker i kroppen.
”Vil gerne, men det går ikke,” svarer jeg, det ved hun jo.
”Vil du en lille tur forbi i morgen?” skriver hun, og jeg svarer, at der er ret meget at lave før konfirmationen, men at jeg skal prøve at nå det.
Jeg må nå det i morgen, jeg ved ikke hvordan, men det må kunne lade sig gøre på en eller anden måde.
Så kommer der ikke flere beskeder.
Jeg går ind i badet og låser døren, stadig med telefonen i hånden, sidder på toilettet et øjeblik for at få pulsen ned. I aften må jeg koncentrere mig, ikke være fjern eller irriteret. Hanne vil blive såret og hidsig, hvis jeg ikke virker interesseret i, hvad hun laver, så beklager hun sig til far, og så kommer han med en eller anden hentydning om, at jeg kun er optaget af min egen vellykkede familie.
Jeg afspiller snapbilledet fra Kaia igen, smilet, brysterne, armene, vinglasset, mens jeg spekulerer på, om hun kan se, at jeg åbner billedet én gang til.
Jeg er dårlig til det her, det har jeg tænkt mange gange det sidste år, at lade som ingenting. Jeg kan ikke sove, jeg bliver nervøs, jeg ser på Ellen og på børnene og bliver grådkvalt af det hele. Det er ikke sådan, jeg er. For det første er jeg vokset op sammen med far, og for det andet har der været mange mennesker omkring mig og Ellen, som har begået fejl, både mænd og kvinder, for kvinder er ikke spor bedre, hvis nogen skulle tro det.
Jeg har snakket med høj stemme og været stærk, når folk har sendt hele deres familie til helvede, fordi de har bollet udenom, risikeret alting for noget pis, noget som ikke betød noget, skide være med dine børn, skide være med din kone eller din mand, jeres hus, svigerforældre, fælles venner, juleaften, blive gamle sammen, alt.
Nu er der intet tilbage af det, bare fordi du skulle ud og svinge med pikken og føle dig ung og sprød, fordi din kone var blevet slap i fissen efter at have født dig tre børn, fordi ham på jobbet fik dig til at føle dig sexet i din nye kjole, det er altid sådan noget.
Folk må tage sig sammen, har jeg sagt til Ellen, til mine venner, jeg har sagt det til alle. Folk giver for let op. Hvad er der blevet af moral, hvad er der blevet af at være et ordentligt menneske, har jeg sagt. Hvad er der blevet af at holde, hvad man lover. Har jeg sagt.
For nogle år siden, mens mor var syg, skete det med Peter, han var lidt ude i periferien af vennegruppen fra gymnasiet, og jeg havde egentlig ikke så meget tilovers for ham i forvejen, altid så meget brok, altid var det nogle andres fejl. Ingen af os har set ham i lang tid nu, for alle syntes, det blev for mørkt, han gik fra sin samlever og to børn, og hun blev tilbage med hovedansvaret for dem begge.
Den ældste havde svær autisme, høje, mærkelige lyde og minimal kontakt. Vi blev ikke helt overraskede over, at Peter gik, for før bruddet ville han stadig mødes for at drikke øl på Jeppes nede i midtbyen, meget oftere end vi andre havde tid til. Jeg må have en pause, sagde Peter.
Jeg er nødt til at have en lille pause. Og de lyde, sagde han, jeg bliver vanvittig af de lyde. Han efterlignede sønnen, lavede høje hyl, så folk ved nabobordet vendte sig mod vores bord. Ingen af os lo, vi så bare på hinanden.
Vi forstod godt, at han måtte have luft for det en gang imellem, der var ikke noget at sige til det, men det der, det var iskoldt, jeg fortalte det til Ellen, det går fandeme ikke, sagde jeg. Nej, det gør det ikke, sagde Ellen.
Da Peter flyttede ud, fortalte han det til Simen og Jon og mig på Pokalen, efter at vi havde set kamp. Han så ikke godt ud, tynd og skælvende og sammenbidt.
Jeg spurgte til fordelingen af børnene, om det ikke kom til at blive hårdt for ham og Johanne at have ungerne syv-syv. Ikke tale om, at jeg skal have dem mere end hver anden weekend, sagde Peter, han klamrede sig til sin øl og sad nærmest og rokkede frem og tilbage på stedet. Det bliver alt for meget for mig, jeg kan ikke bruge mit liv på det.
Jeg plejer at opføre mig ordentligt, når jeg er ude blandt fremmede mennesker, selvom jeg drikker, det er ikke alle mine venner, som kan sige det samme, men der slog jeg i bordet og brølede, det er fandeme dine børn, for helvede, du kan ikke lade Johanne stå alene med hele ansvaret.
Peter rejste sig og var rød i øjnene, jeg rejste mig også, jeg var så vred, at jeg kunne have slået ham ned på stedet, mærkede, at senerne på halsen var spændte, og kæben dirrede, og bartenderen kom løbende og råbte strengt, nu skal I slappe HELT af!
Peter sagde, at han nok skulle gå, intet problem, han tog sin jakke og fejede et ølglas ned på vej ud, Jon fik det i skødet.
– Sikke en idiot, sagde jeg til Ellen, da jeg kom hjem.
Jeg sad på sengekanten i mine boksershorts, mens hun sad i sengen med en bog, jeg var lidt fuld, og adrenalinen kom tilbage, da jeg snakkede om det, jeg trak vejret hurtigt.
– Shit, sagde hun.
– Hvad går der af folk.
– Der har været en kvinde, sagde jeg.
– En, som er yngre, de har ligget og kneppet i to år, det er så utroligt typisk, at jeg ikke forstår, hvordan det kan lade sig gøre.
– Det er godt nok patetisk, sagde Ellen.
Jeg kunne mærke, at hun var glad, tilfreds med at hun havde en mand med værdierne på rette sted, som var helt i orden, som ikke nogensinde kom til at gøre sådan noget.
– Jeg fatter det ikke, sagde jeg igen.
– At gå fra sin familie.
Jeg krøb op i sengen, alkoholen var på vej ud af kroppen, og jeg var begyndt at fryse. Jeg lå på ryggen og stirrede i loftet.
– Men hvad er der, sagde Ellen, nu var hun urolig.
– Du. Hun lagde sig ind til mig, lagde det ene ben over mine og stak næsen ind mod min hals.
– Du må ikke tage det så tungt, sagde hun.
Jeg græd, uden lyd, jeg lå stille med armene ned langs siden.
Peter flyttede sammen med den nye kvinde, hun er vist gravid, de har et hus på den anden side af fjorden. Jeg holdt op med at hilse på ham, engang i en butik gik jeg lige forbi ham.
Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg mødte ham nu. Jeg rejser mig fra toilettet og strækker ryggen.
På telefonen kommer der et hjerte op, fra Kaia, jeg smiler, jeg sender et hjerte tilbage, og et til.
Marie Aubert: Jeg er egentlig ikke sådan
♥️♥️♥️♥️ “Aubert er ret suveræn” – Politiken
★★★★ “En sitrende skildring af de familiære spændinger, der opstår i en gruppe af mennesker, der alle flår i de bånd, der binder dem sammen.” – Berlingske
Det er maj, og Linnea skal konfirmeres. Kjolen hænger klar til den store fest, men Linnea cykler hvileløst omkring efter en afvisning, hun ikke kan håndtere.
Hanne har ikke været hjemme i bygden, siden dengang hun var ‘hende den tykke’. Nu, hvor hun kommer tilbage til niecens konfirmation med en ny kæreste, mærker hun et voksende raseri over, hvor meget flinkere folk pludselig er overfor hende nu, hvor hun har tabt sig.
Jeg er egentlig ikke sådan er en roman om frygten for de andres blik og længslen efter at blive set – og om det risikable i at slippe andre mennesker ind på livet af sig selv.
Oversat fra norsk af Thomas Korsgaard
Norske Marie Aubert nærstuderer i sin nye roman familielivet og de konflikter, der kan ligge og ulme i årevis. Jeg er egentlig ikke sådan udspiller sig over en weekend, hvor en familie mødes til fest, og relationerne sættes under pres.
I Jeg er egentlig ikke sådan skal Linnea konfirmeres, og der skal være fest. Men festforberedelserne er præget af spændinger, og ingen glæder sig rigtigt til den store dag.
Faster Hanne har ikke været hjemme i bygden, siden dengang hun var ”hende den tykke”. Nu kommer hun tilbage med en kæreste og mærker et voksende raseri over, hvor meget flinkere folk pludselig er over for hende, efter hun har tabt sig.
LÆS OGSÅ: Marie Aubert: Jeg er optaget af situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv
Jeg er egentlig ikke sådan er en roman om frygten for de andres blikke og om længslen efter at blive set – og om det risikable ved at lade et andet menneske komme tæt på.
Forfatteren Thomas Korsgaard, der har oversat Marie Auberts bøger til dansk, siger om Jeg er egentlig ikke sådan:
“Sikke en bog, altså. Hun skriver så godt, enkelt og lige ud ad landevejen. Jeg tror, det her er en bog, der kan samle mange mennesker; familier, unge og gamle. Hannes historie rørte mig især. Sådan vil hver nok finde sin favorit.”
Jeg er egentlig ikke sådan
Marie Aubert
BÅRD
To dage tilbage, og så er det kortene på bordet. Eller tre. Efter arbejde kører jeg hen til far for at låne et klapbord, vi skal bruge på søndag. Jeg må selv finde det i garagen, mens han står udenfor og kigger på, han har ikke engang vasket det af.
– Godt vejr ude, siger far og nikker.
Jeg smyger mig uden om Fia, som logrer og pruster mod mine ben. Børnene har talt om i årevis, at vi også skal have en hund, men jeg siger nej, ikke tale om.
–Det er faktisk ret koldt, siger jeg.
–Taget i betragtning, at det er maj.
– Faktisk, siger far og smiler.
– Ja, det plejer ikke at være så koldt, siger jeg.
Vi får lagt bordet ind bag i bilen, jeg må slå bagsæderne ned. Jeg fjerner noget ispapir, som børnene har smidt, finder en kasket, som jeg mener, at Sivert har ledt efter, en stor, skrigfarvet hårelastik, som må tilhøre Linnea.
– Nej nej, siger far.
– Nej, I har måske planlagt at holde festen udendørs på søndag.
– Nej, selvfølgelig ikke, siger jeg.
– Så optimistiske er vi ikke.
Jeg står og tripper og vil afsted.
– Du styrer det vel med hård hånd? siger han med sit skæve, lille halvsmil, som får det til at prikke i hovedbunden, hvad mener han ellers, at jeg skulle gøre, når vi skal have huset fuldt af gæster. Selv har han vel oceaner af tid, han går bare her og pusler, alene med en småtyk labrador.
– Ja ja, siger han, da jeg ikke svarer.
– Ja nej, de bliver store, børnene.
– Det gør de, siger jeg.
– Det er trist, at Sissel ikke skulle opleve det, siger han. Jeg vender mig og sætter mig ind i bilen.
– Hvornår skal vi komme i aften? siger han.
– Halv otte er fint, siger jeg.
Han nikker, siger, at han har ryddet kælderværelset, så de kan sove der.
– Du må hilse dem, siger han, mens jeg tager sikkerhedsselen på.
– Eller, vi ses jo snart.
Jeg kører hjemad med bordet i bagagerummet, langs markerne, hvor man har udsigt over hele landsbyen. I dag er det så klart, at jeg kan se helt ned til nybyggeriet ved kajen. Jeg kører ind ad vejen til villakvarteret og parkerer i garagen. Vores hus er det flotteste.
Mor passede haven, hun fortsatte med det, selv efter at vi overtog, og hun flyttede. Hun kom på besøg med et par gamle havehandsker tilfældigt stukket ned i tasken og begyndte at luge i bedene eller plukke æbler fra de to æbletræer, sådan som hun havde gjort, siden jeg var lille.
Hun kunne navnene på de forskellige roser, hyggede rigtig om dem og vidste, hvordan de skulle beskæres, og hvornår de skulle dækkes til for vinteren.
Ellen protesterede først, det ramte vel hendes stolthed, at mor skulle blive ved, som om haven stadigvæk var hendes, men Ellen er jo ikke selv interesseret i havearbejde, og jeg selv har aldrig været nogen havemand, så vi kunne egentlig godt lide det på den måde, at haven var pæn, uden at vi behøvede at gøre så meget for det.
Det føltes som en slags luksus at kunne gå rundt mellem de overdådige, kæmpe roser, lyserøde og gule og røde, store som hænder, mørkegrønne blade, som glinsede. Nu er haven pjusket, plænen klarer vi med robotplæneklipperen, så det ser sådan nogenlunde ud, men bedene er fulde af løvetand og græs, og rosenbuskene er halvvisne.
Jeg ser på det, mens jeg løfter bordet ud af bilen, og det går i maven på mig, jeg burde ikke lade ting stå til. Jeg kan ikke tænke på det, alt kommer til at blive anderledes nu.
– Hallo, råber jeg, jeg holder bordet fladt mod kroppen og stavrer sidelæns ind i gangen.
– Hallo, svarer Ellen inde fra stuen.
Hun ligger udstrakt på sofaen med det ene ben over det andet, der står et glas hvidvin på sofabordet. Hun vipper med foden i luften, som hun plejer, taster på sin telefon, ser dårligt nok på mig, mens jeg bugserer bordet ind.
– Sådan, siger jeg og sætter det fra mig mod væggen, jeg er blevet svedig af at bære.
– Fint, siger hun.
Hun har fandeme ikke ryddet op. Det er sikkert to timer, siden hun kom hjem, men alt er, som da jeg tog afsted i morges, stuen flyder over af ungernes tøj, Lego og bøger, beskidte glas og gamle aviser på bordet, nullermænd langs væggene.
Jeg klemmer mig ned i sofaen ved hendes fødder og trommer med hænderne på knæerne. Jeg plejede at synes, det var sjovt, at hun lå sådan og slængede sig med en arm bag hovedet og ikke stressede med noget som helst, det var næsten lidt sexet, at hun ikke tog sig af, at ungerne og jeg plagede hende.
I etagen ovenpå buldrer raske skridt mod gulvet, det er Eirik eller Sivert, sikkert Eirik, han er hurtigere af sig.
– Du er godt klar over, at vi snart får besøg, siger jeg.
– Klar over? siger Ellen og kigger op.
– Ja?
Jeg laver en bevægelse mod rodet, hun ser syrlig ud og sætter sig op.
– Det må være tilladt at tage den lidt med ro, siger hun.
– Det er fredag.
– Det ville være fint, hvis her ikke lignede et bombet lokum, siger jeg.
– Jeg skal nok ordne det, siger hun, stadig med blikket nede i telefonen.
– Okay, siger jeg.
– Hvornår?
– Gider du slappe af, eller? siger hun og ser på mig.
Jeg åbner munden for at sige noget mere, noget vredt, men jeg stopper, sidder stille og lader det fare, jeg har sagt det så mange gange før, at jeg bliver træt af mig selv, allerede inden jeg har sagt noget, og nu kan det være det samme.
– Er Linnea hjemme, siger jeg til sidst.
– Frøken Fryd er hjemme, ja, siger Ellen og nikker mod Linneas værelse.
– Det kan jeg høre, siger jeg.
– Det er bare for meget, siger Ellen og ryster på hovedet.
– Det bliver da hyggeligt at holde fest for hende.
– Ja, det bliver sjovt, siger Ellen, og vi smiler begge to.
Jeg lyder normal, jeg siger sådan nogle ting, som jeg plejer at sige, og når vi laver sjov, føles det et øjeblik, som om alt er som før. Hun kan ikke mærke noget på mig, mistænker intet, hun føler sig så tryg, det snører til i min hals.
Jeg klapper hende lidt klodset på knæet, da jeg rejser mig, går ud i køkkenet og ser på stablerne af tallerkner, krummerne på gulvet og noget saftagtigt klister på bordet, jeg står et øjeblik og puster længe ud af næsen, før jeg begynder at tage ud af opvaskemaskinen.
Glas, som klirrer mod glas, kopper mod kopper. Vi har sikkert halvtreds Mumikopper i alle mulige farver, gul og rød og blå og lyserød og endnu flere. De eneste figurer, jeg kan navnet på, er Lille My og Mumrikken, og så er der den sorte kop, som jeg plejer at få, når Ellen en sjælden gang dækker op til morgenmad i weekenderne, Mumifar med høj hat.
Jeg skal lave en pizzadej til i aften, kommer jeg i tanke om, mens jeg vasker de ting op, som ikke kan komme i maskinen, jeg burde sætte mig lidt ned, men jeg har for meget uro i kroppen, krudt i røven, plejer far at sige, jeg kan lige så godt få det klaret.
Uden mig kommer der til at gå to dage, max tre, før de bliver begravet i deres eget rod. Eirik og Sivert vil lave toast og lade osten og smørret stå ude, brødkrummer og snask over hele bordet, spilde cola zero på gulvet. Linnea vil smide sit tøj på badeværelset og i stuen, toilettet vil have lortestreger i kummen, alle de tusind par sko og støvler vil ligge hulter til bulter i gangen.
Og Ellen, Ellen kommer ikke længere til at kunne ligge uforstyrret på sofaen med en bog i skødet og telefonen, som hun kigger på samtidig, hun klager stadig over, at det går så langsomt med de bøger, hun er i gang med, jeg plejer at sige, at det jo ikke er så satans underligt.
Hun kommer ikke til at kunne forstå, hvor alt rodet kommer fra, hvorfor det pludselig tårner sig op med beskidt tøj og tallerkner med madrester overalt. Jøsses, se på det her, altså. Hvordan skal de klare sig, hvis jeg går. Når jeg går.
Det er mest mit hus, bygget af mor og far, og jeg ejer 65 procent af det, mens Ellen ejer hytten, så det er jo sådan set ikke mig, som bliver nødt til at flytte. Alligevel er det dette hus uden mig, jeg ser for mig, de andre rundt om spisebordet med en tom plads, hvor jeg plejede at sidde, skabene uden mine sko og mit tøj, min side af sengen uden dyne og pude.
Jeg kæmper med den sidste gryde, der er stivnede grødrester i den. Det er Ellen, som laver havregrød til Eirik og Sivert om morgenen, hun kommer blåbær og lidt honning i den, og de spiser det hele, men hvem er det, som bliver stående og skrubber gryden ren bagefter, hvem er det. Når grødresterne bliver rigtig hårde, er de så skarpe, at du kan skære dig på dem.
Jeg finder noget ståluld og prøver at gnide, men så bliver jeg udmattet af, hvor lang tid det tager, at det går så langsomt. Jeg lader gryden dumpe ned i vandet igen og gnider hænderne sammen, før jeg tager den op og tørrer den lidt og sætter den ind i skabet, som den er, smækker skabslågen og hører stilheden efter knaldet fra den.
Det er bare to dage, tænker jeg og ser ned i vasken. Jeg rører i opvaskevandet med en finger, ser på grumset, som har lagt sig på bunden, så laver jeg hurtige bølger, frem og tilbage.
Eller tre. Ikke søndag. Men mandag eller måske tirsdag. Så. Efter gudstjenesten og middagen og talerne, efter at alle de ting, som skal fikses, er blevet fikset, listen er så lang, allerførst er det at lave pizza og rydde op, så vi kan have far og Hanne på besøg, den nye Hanne og den nye kvindelige kæreste, jeg bliver stresset af at skulle have middagsbesøg midt i alt det her, men det ville virke mærkeligt, hvis vi ikke havde inviteret dem. Tre dage til, og så skal jeg sige det til Ellen.
Min telefon vibrerer. Jeg er som en hund, der hører foderet lande i madskålen, jeg skynder mig at tørre hænderne i et viskestykke, før jeg trækker telefonen op af lommen, jeg lægger den aldrig fra mig længere. Jeg holder vejret og kigger rundt omkring mig, lydene er som før, børnene ovenpå, stilheden fra Ellen i stuen. Det er hende, det er Kaia.
Jeg smiler, da jeg åbner billedet, hun har sendt på Snap. Hun sidder på sin altan med en øl, ser ind i kameraet og laver en slags trutmund, det er det, Linnea kalder for pouting. Kaia har kun en undertrøje på, og hendes bryster og arme er lyse og bløde i solen, det ser iskoldt ud.
”Faktisk ret varmt her på altanen,” skriver hun.
”Shit, jeg skulle have været der,” svarer jeg, jeg smiler, mens jeg skriver.
”Det skulle du,” skriver hun og sender et hjerte, og jeg sender et hjerte tilbage.
”Synes, du ser ud til at fryse lidt,” svarer jeg og sender en aubergine-emoji.
”Så må du komme og varme mig,” skriver hun og sender en fersken-emoji, jeg bliver tør i munden, ivrig, det dunker i kroppen.
”Vil gerne, men det går ikke,” svarer jeg, det ved hun jo.
”Vil du en lille tur forbi i morgen?” skriver hun, og jeg svarer, at der er ret meget at lave før konfirmationen, men at jeg skal prøve at nå det.
Jeg må nå det i morgen, jeg ved ikke hvordan, men det må kunne lade sig gøre på en eller anden måde.
Så kommer der ikke flere beskeder.
Jeg går ind i badet og låser døren, stadig med telefonen i hånden, sidder på toilettet et øjeblik for at få pulsen ned. I aften må jeg koncentrere mig, ikke være fjern eller irriteret. Hanne vil blive såret og hidsig, hvis jeg ikke virker interesseret i, hvad hun laver, så beklager hun sig til far, og så kommer han med en eller anden hentydning om, at jeg kun er optaget af min egen vellykkede familie.
Jeg afspiller snapbilledet fra Kaia igen, smilet, brysterne, armene, vinglasset, mens jeg spekulerer på, om hun kan se, at jeg åbner billedet én gang til.
Jeg er dårlig til det her, det har jeg tænkt mange gange det sidste år, at lade som ingenting. Jeg kan ikke sove, jeg bliver nervøs, jeg ser på Ellen og på børnene og bliver grådkvalt af det hele. Det er ikke sådan, jeg er. For det første er jeg vokset op sammen med far, og for det andet har der været mange mennesker omkring mig og Ellen, som har begået fejl, både mænd og kvinder, for kvinder er ikke spor bedre, hvis nogen skulle tro det.
Jeg har snakket med høj stemme og været stærk, når folk har sendt hele deres familie til helvede, fordi de har bollet udenom, risikeret alting for noget pis, noget som ikke betød noget, skide være med dine børn, skide være med din kone eller din mand, jeres hus, svigerforældre, fælles venner, juleaften, blive gamle sammen, alt.
Nu er der intet tilbage af det, bare fordi du skulle ud og svinge med pikken og føle dig ung og sprød, fordi din kone var blevet slap i fissen efter at have født dig tre børn, fordi ham på jobbet fik dig til at føle dig sexet i din nye kjole, det er altid sådan noget.
Folk må tage sig sammen, har jeg sagt til Ellen, til mine venner, jeg har sagt det til alle. Folk giver for let op. Hvad er der blevet af moral, hvad er der blevet af at være et ordentligt menneske, har jeg sagt. Hvad er der blevet af at holde, hvad man lover. Har jeg sagt.
For nogle år siden, mens mor var syg, skete det med Peter, han var lidt ude i periferien af vennegruppen fra gymnasiet, og jeg havde egentlig ikke så meget tilovers for ham i forvejen, altid så meget brok, altid var det nogle andres fejl. Ingen af os har set ham i lang tid nu, for alle syntes, det blev for mørkt, han gik fra sin samlever og to børn, og hun blev tilbage med hovedansvaret for dem begge.
Den ældste havde svær autisme, høje, mærkelige lyde og minimal kontakt. Vi blev ikke helt overraskede over, at Peter gik, for før bruddet ville han stadig mødes for at drikke øl på Jeppes nede i midtbyen, meget oftere end vi andre havde tid til. Jeg må have en pause, sagde Peter.
Jeg er nødt til at have en lille pause. Og de lyde, sagde han, jeg bliver vanvittig af de lyde. Han efterlignede sønnen, lavede høje hyl, så folk ved nabobordet vendte sig mod vores bord. Ingen af os lo, vi så bare på hinanden.
Vi forstod godt, at han måtte have luft for det en gang imellem, der var ikke noget at sige til det, men det der, det var iskoldt, jeg fortalte det til Ellen, det går fandeme ikke, sagde jeg. Nej, det gør det ikke, sagde Ellen.
Da Peter flyttede ud, fortalte han det til Simen og Jon og mig på Pokalen, efter at vi havde set kamp. Han så ikke godt ud, tynd og skælvende og sammenbidt.
Jeg spurgte til fordelingen af børnene, om det ikke kom til at blive hårdt for ham og Johanne at have ungerne syv-syv. Ikke tale om, at jeg skal have dem mere end hver anden weekend, sagde Peter, han klamrede sig til sin øl og sad nærmest og rokkede frem og tilbage på stedet. Det bliver alt for meget for mig, jeg kan ikke bruge mit liv på det.
Jeg plejer at opføre mig ordentligt, når jeg er ude blandt fremmede mennesker, selvom jeg drikker, det er ikke alle mine venner, som kan sige det samme, men der slog jeg i bordet og brølede, det er fandeme dine børn, for helvede, du kan ikke lade Johanne stå alene med hele ansvaret.
Peter rejste sig og var rød i øjnene, jeg rejste mig også, jeg var så vred, at jeg kunne have slået ham ned på stedet, mærkede, at senerne på halsen var spændte, og kæben dirrede, og bartenderen kom løbende og råbte strengt, nu skal I slappe HELT af!
Peter sagde, at han nok skulle gå, intet problem, han tog sin jakke og fejede et ølglas ned på vej ud, Jon fik det i skødet.
– Sikke en idiot, sagde jeg til Ellen, da jeg kom hjem.
Jeg sad på sengekanten i mine boksershorts, mens hun sad i sengen med en bog, jeg var lidt fuld, og adrenalinen kom tilbage, da jeg snakkede om det, jeg trak vejret hurtigt.
– Shit, sagde hun.
– Hvad går der af folk.
– Der har været en kvinde, sagde jeg.
– En, som er yngre, de har ligget og kneppet i to år, det er så utroligt typisk, at jeg ikke forstår, hvordan det kan lade sig gøre.
– Det er godt nok patetisk, sagde Ellen.
Jeg kunne mærke, at hun var glad, tilfreds med at hun havde en mand med værdierne på rette sted, som var helt i orden, som ikke nogensinde kom til at gøre sådan noget.
– Jeg fatter det ikke, sagde jeg igen.
– At gå fra sin familie.
Jeg krøb op i sengen, alkoholen var på vej ud af kroppen, og jeg var begyndt at fryse. Jeg lå på ryggen og stirrede i loftet.
– Men hvad er der, sagde Ellen, nu var hun urolig.
– Du. Hun lagde sig ind til mig, lagde det ene ben over mine og stak næsen ind mod min hals.
– Du må ikke tage det så tungt, sagde hun.
Jeg græd, uden lyd, jeg lå stille med armene ned langs siden.
Peter flyttede sammen med den nye kvinde, hun er vist gravid, de har et hus på den anden side af fjorden. Jeg holdt op med at hilse på ham, engang i en butik gik jeg lige forbi ham.
Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg mødte ham nu. Jeg rejser mig fra toilettet og strækker ryggen.
På telefonen kommer der et hjerte op, fra Kaia, jeg smiler, jeg sender et hjerte tilbage, og et til.
Marie Aubert: Jeg er egentlig ikke sådan
♥️♥️♥️♥️ “Aubert er ret suveræn” – Politiken
★★★★ “En sitrende skildring af de familiære spændinger, der opstår i en gruppe af mennesker, der alle flår i de bånd, der binder dem sammen.” – Berlingske
Det er maj, og Linnea skal konfirmeres. Kjolen hænger klar til den store fest, men Linnea cykler hvileløst omkring efter en afvisning, hun ikke kan håndtere.
Hanne har ikke været hjemme i bygden, siden dengang hun var ‘hende den tykke’. Nu, hvor hun kommer tilbage til niecens konfirmation med en ny kæreste, mærker hun et voksende raseri over, hvor meget flinkere folk pludselig er overfor hende nu, hvor hun har tabt sig.
Jeg er egentlig ikke sådan er en roman om frygten for de andres blik og længslen efter at blive set – og om det risikable i at slippe andre mennesker ind på livet af sig selv.
Oversat fra norsk af Thomas Korsgaard
Du kan købe Jeg er egentlig ikke sådan online hos fx Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: