“Victoria Roses to liv” handler om 11-årige Victoria Rose, der efter sine forældres skilsmisse skal forholde sig til en hverdag i to forskellige hjem. Heldigvis er hendes bedste ven Storm også skilsmissebarn og sammen lægger de en plan for undgå pendlerlivet.
Her fortæller forfatteren Gitte Løkkegaard hvorfor hun mener, at det er vigtigt at rykke skilsmissehistorien ned i børnehøjde:
Næsten halvdelen af alle danske børn lever i anderledes familiekonstruktioner end den klassiske kernefamilie med far, mor og børn. Ikke desto mindre er det stadig en bastant kulturel vedtagelse, at kernefamilien er det bedste, det rigtigste – det alle må og bør stræbe efter.
Og givet er det selvfølgelig, at alle børn ønsker at have deres far og mor hos sig hele tiden, at der er stort savn forbundet med moderne børns alternative familieliv – og at det virkelig kan være belastende at skulle flytte frem og tilbage mellem to familier i diverse ordninger, hvad enten det er 7-7, 8-6, 9-5 eller en hvilken som helst anden matematisk formel.
Det betyder dog ikke, at der ikke kan være noget at hente i de mere spraglede sammenbragte familier, og her føler jeg, at jeg har en opgave som børnebogsforfatter – nemlig at tilbyde børn, der lever i anderledes familiekonstruktioner, identifikation og forståelse i historier, der handler om dem, deres familier og deres børneliv. At anerkende deres udfordringer – men også værdsætte alt det gode, der kan være i at have mange søskende, om det så er hele, halve eller pap OG mange voksne, der elsker dem, selvom de ikke har lagt deres gener i dem.
“Jeg mener ikke, at sammenbragte familier er synd for børnene”
Vi er ved at komme efter det. Man ser efterhånden flere historier om det moderne børneliv – både i bøger, film og tv-serier. Men det er som regel stadig med et negativt udgangspunkt. Der fokuseres som oftest på det problematiske – på at det er synd for børnene. Og den lykkelige slutning er som regel at mor og far igen finder sammen og kernefamilien reetableres.
Jeg vil gerne en helt anden vej. Jeg er overbevist om, at kunsten og selve sproget kan ændre normerne. Jeg tror på de opbyggelige historiers kraft. Derfor skriver jeg om den alternative, valgte familie som en funktionsdygtig og relationsstærk struktur i mange af mine bøger. Her er børnene de viljestærke og handlekraftige, og de voksne er – trods alt – de fornuftige.
Vigtigt at de voksne står ved deres ansvar
Jeg er stor fan af overskriften: “Kærlighed er tykkere end blod”, for jeg tror nærmere, det er mængden af investeret tid og omsorg, der skaber et familiemedlem – fremfor blodbaner. Men jeg er lige så optaget af begrebet: “Til døden os skiller.” For en meget vigtig præmis i mine historier er, at kludetæppefamilien kun kan være et nyt stærkt alternativ, hvis de voksne står ved deres ansvar. Det gælder både den skilsmisseramte mor, der må turde lade nye bonusforældre og stedsøskende spille en kærlig rolle i deres børns liv, og det gælder diverse bonusforældre, som må være bevidste om, at man forpligter sig både med sig selv og sine biologiske børn, hvis man træder ind i nye børns liv – også selvom en sammenbragt familie brydes op igen.
Det er efter min mening en vigtig og meget aktuel præmis, for hvis vi voksne ikke tager konsekvensen af vores fragmentariske familieliv og holder fast i de relationer, vi opbygger med vores ikke-biologiske børn, risikerer vi, at de vokser op og bliver relationsløse i familiemæssig forstand, hvorimod vi, hvis vi lykkes, kan skabe en helt ny type mangfoldig og robust familie, hvor børn kan vokse op med endnu flere stærke relationer og flere livsvidner, end den klassiske kernefamilie kan producere.
“Victoria Rose” vender pendlersituationen på hovedet
Det er dét, som blandt andre “Aksel Højhus får en familie” og min aktuelle “Victoria Roses to liv” handler om. Victoria og Storm er begge skilsmissebørn og lever i hver deres 7-7 ordning. Og selvom de er omgivet af forstående og kærlige voksne, er de dødtrætte af deres pendlerliv. Ikke mindst fordi de i de lige uger begge to bor på Nørrebro – to gader fra hinanden, men i de ulige uger må tage turen til hver deres ende af København, Victoria til sin far og papmor i Gentofte, og Storm til sin mor og papfar på Amager. Så da Victorias farfar kommer på plejehjem, og hans kolonihavehus kommer til at stå tomt, beslutter de to børn sig for, at det nu er de voksnes tur til at flytte frem og tilbage. Det betyder at Victorias revisorfar nu i hver anden uge skal bo med Storms skuespiller- og yogamor, og Victorias pertentlige mor skal leve sammen med Storms far, der er et frygteligt rodehoved.
Det kommer der meget sjov – og meget kærlighed ud af, for ud af modviljen og kaosset opstår der en ny, god robust familie. Og det er jo netop pointen – i Victoria Roses to liv, såvel som i andre børns liv. At kærlighed er tykkere end blod, og at der er masser at hente i et forpligtende og omsorgsfuldt valgt familiefællesskab.
> Læs starten af bogen lige her
> Du kan købe “Victoria Roses to liv” her
Gitte Løkkegaard (f. 1963) er radio- og tv-journalist og forfatter. I 80’erne var hun en af de gode stemmer på ungdomsprogrammet P4, hvor hun arbejdede sammen med bl.a. Tine Bryld, som hun senere skrev en biografi om, der fik fine anmeldelser. Senere har hun også skrevet indtil flere børne- og ungdomsbøger. I store dele af Løkkegaards produktion af radio, tv og bøger har det især været temaer som familie, børn og seksualitet, der har været omdrejningspunktet.
“Victoria Roses to liv” handler om 11-årige Victoria Rose, der efter sine forældres skilsmisse skal forholde sig til en hverdag i to forskellige hjem. Heldigvis er hendes bedste ven Storm også skilsmissebarn og sammen lægger de en plan for undgå pendlerlivet.
Her fortæller forfatteren Gitte Løkkegaard hvorfor hun mener, at det er vigtigt at rykke skilsmissehistorien ned i børnehøjde:
Næsten halvdelen af alle danske børn lever i anderledes familiekonstruktioner end den klassiske kernefamilie med far, mor og børn. Ikke desto mindre er det stadig en bastant kulturel vedtagelse, at kernefamilien er det bedste, det rigtigste – det alle må og bør stræbe efter.
Og givet er det selvfølgelig, at alle børn ønsker at have deres far og mor hos sig hele tiden, at der er stort savn forbundet med moderne børns alternative familieliv – og at det virkelig kan være belastende at skulle flytte frem og tilbage mellem to familier i diverse ordninger, hvad enten det er 7-7, 8-6, 9-5 eller en hvilken som helst anden matematisk formel.
Det betyder dog ikke, at der ikke kan være noget at hente i de mere spraglede sammenbragte familier, og her føler jeg, at jeg har en opgave som børnebogsforfatter – nemlig at tilbyde børn, der lever i anderledes familiekonstruktioner, identifikation og forståelse i historier, der handler om dem, deres familier og deres børneliv. At anerkende deres udfordringer – men også værdsætte alt det gode, der kan være i at have mange søskende, om det så er hele, halve eller pap OG mange voksne, der elsker dem, selvom de ikke har lagt deres gener i dem.
“Jeg mener ikke, at sammenbragte familier er synd for børnene”
Vi er ved at komme efter det. Man ser efterhånden flere historier om det moderne børneliv – både i bøger, film og tv-serier. Men det er som regel stadig med et negativt udgangspunkt. Der fokuseres som oftest på det problematiske – på at det er synd for børnene. Og den lykkelige slutning er som regel at mor og far igen finder sammen og kernefamilien reetableres.
Jeg vil gerne en helt anden vej. Jeg er overbevist om, at kunsten og selve sproget kan ændre normerne. Jeg tror på de opbyggelige historiers kraft. Derfor skriver jeg om den alternative, valgte familie som en funktionsdygtig og relationsstærk struktur i mange af mine bøger. Her er børnene de viljestærke og handlekraftige, og de voksne er – trods alt – de fornuftige.
Vigtigt at de voksne står ved deres ansvar
Jeg er stor fan af overskriften: “Kærlighed er tykkere end blod”, for jeg tror nærmere, det er mængden af investeret tid og omsorg, der skaber et familiemedlem – fremfor blodbaner. Men jeg er lige så optaget af begrebet: “Til døden os skiller.” For en meget vigtig præmis i mine historier er, at kludetæppefamilien kun kan være et nyt stærkt alternativ, hvis de voksne står ved deres ansvar. Det gælder både den skilsmisseramte mor, der må turde lade nye bonusforældre og stedsøskende spille en kærlig rolle i deres børns liv, og det gælder diverse bonusforældre, som må være bevidste om, at man forpligter sig både med sig selv og sine biologiske børn, hvis man træder ind i nye børns liv – også selvom en sammenbragt familie brydes op igen.
Det er efter min mening en vigtig og meget aktuel præmis, for hvis vi voksne ikke tager konsekvensen af vores fragmentariske familieliv og holder fast i de relationer, vi opbygger med vores ikke-biologiske børn, risikerer vi, at de vokser op og bliver relationsløse i familiemæssig forstand, hvorimod vi, hvis vi lykkes, kan skabe en helt ny type mangfoldig og robust familie, hvor børn kan vokse op med endnu flere stærke relationer og flere livsvidner, end den klassiske kernefamilie kan producere.
“Victoria Rose” vender pendlersituationen på hovedet
Det er dét, som blandt andre “Aksel Højhus får en familie” og min aktuelle “Victoria Roses to liv” handler om. Victoria og Storm er begge skilsmissebørn og lever i hver deres 7-7 ordning. Og selvom de er omgivet af forstående og kærlige voksne, er de dødtrætte af deres pendlerliv. Ikke mindst fordi de i de lige uger begge to bor på Nørrebro – to gader fra hinanden, men i de ulige uger må tage turen til hver deres ende af København, Victoria til sin far og papmor i Gentofte, og Storm til sin mor og papfar på Amager. Så da Victorias farfar kommer på plejehjem, og hans kolonihavehus kommer til at stå tomt, beslutter de to børn sig for, at det nu er de voksnes tur til at flytte frem og tilbage. Det betyder at Victorias revisorfar nu i hver anden uge skal bo med Storms skuespiller- og yogamor, og Victorias pertentlige mor skal leve sammen med Storms far, der er et frygteligt rodehoved.
Det kommer der meget sjov – og meget kærlighed ud af, for ud af modviljen og kaosset opstår der en ny, god robust familie. Og det er jo netop pointen – i Victoria Roses to liv, såvel som i andre børns liv. At kærlighed er tykkere end blod, og at der er masser at hente i et forpligtende og omsorgsfuldt valgt familiefællesskab.
> Læs starten af bogen lige her
> Du kan købe “Victoria Roses to liv” her
Gitte Løkkegaard (f. 1963) er radio- og tv-journalist og forfatter. I 80’erne var hun en af de gode stemmer på ungdomsprogrammet P4, hvor hun arbejdede sammen med bl.a. Tine Bryld, som hun senere skrev en biografi om, der fik fine anmeldelser. Senere har hun også skrevet indtil flere børne- og ungdomsbøger. I store dele af Løkkegaards produktion af radio, tv og bøger har det især været temaer som familie, børn og seksualitet, der har været omdrejningspunktet.
Andre læste også: